Prædiken til Skærtorsdag, Vor Frue Kirke, 2014. Stine Munch Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste Jesu kærlighed er en kærlighed til det sidste. En fuldkommen kærlighed uden sprækker eller mørke huller, med en rækkevidde indtil altings ende. En kærlighed til sine egne. I begyndelsen af Johannesevangeliet hører vi om Jesus som Guds ord, og om at Ordet i begyndelsen var hos Gud, ja, at Ordet, skaberordet er Gud. Alt er skabt ved Kristus og derfor er alle mennesker favnet af Ham. Kærligheden til sine egne. Det er hele menneskeheden, ethvert menneske. Men Jesus siger også: Og I er rene, dog ikke alle 1
Vi ved, at Jesus hentyder til Judas. Og i traditionen er Judas virkelig blevet et billede på svigt og forræderi. Han var én af Jesu nærmeste, én af dem der fik vasket sine fødder af Mesteren selv Og så var der Peter, han der altid var stor i slaget, og også her Skærtorsdag aften. Men han fornægtede sin ven og sin Herre hele 3 gange inden det blev morgen igen. Også hans fødder bøjede Jesus sig ned for at vaske At vaske andres fødder er et arbejde for slaver, plejepersonale - eller for mødre og fædre til små børn. At vaske andres fødder er altså enten noget man er tvunget til, som en slave kunne være det på Jesu tid, det er noget man er betalt for at gøre, eller det er noget man gør for nogen man elsker. Når Jesus vasker disciplenes fødder aftenen inden påskefesten er det en handling, der er i familie både med slavens ydmygelse og med forældres kærlighed. I første omgang opfatter disciplene det som en slavens handling, og Peter vil slet ikke have at Jesus skal vaske hans fødder. Han har ikke forstået hvad der ligger bag og derfor vil han selvfølgelig ikke tillade, at den han beundrer og ser op til og 2
kalder Herre og mester, skal vaske hans fødder, som en anden slave. Først da Jesus fortæller, at fodvaskningen giver Peter lod og del sammen med ham indvilliger han og da på den sædvanlige peterske facon, og siger: så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet. Jo mere, jo bedre, tænker Peter vel. Inden Jesus giver sig til at vaske disciplenes fødder, lægger han sin kjortel, sit tøj. At lægge sin kjortel er et symbol på at dø, så også dette bliver et tegn, et billede på Jesu død og opstandelse. Og i vandet han hælder op, er det tydeligt henvisning til dåben. Johannesevangeliet er som vanligt fyldt med symboler og tegnhandlinger. At Jesus vasker disciplenes fødder er mere end en ombytning af rollerne. Fodvaskningen er knyttet til død og opstandelse: så fundamentalt stiller Jesus sig til tjeneste, at han går i døden for sine egne, for os Lydig indtil døden, ja, døden på et kors for at der ingen grænse skal være for hans tjenersind, for hans kærlighed til mennesket i verden. 3
Ved at tage disciplenes fødder i sine hænder har Jesus, billedligt, taget hele deres liv i sine hænder og samtidig gjort det rent. Fødderne repræsenterer hele mennesket, fodvaskningen er et symbolsk udtryk for en altomfattende badning, og ved at tage imod denne tjeneste får den der er badet lod og del med Guds søn. "Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder" Og til protesten svarer Jesus "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig" Lod og del: at dele sorg og glæde, at bære hinandens byrde. Det betyder at man i fællesskab vedkender sig nederlag og forlegenhed. Derfor siger Jesus også til sine disciple "Når nu jeg jeres Herre og mester, har vasker jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder." Som Herren tjener os, skylder vi at tjene hinanden. Fordi Jesus ville have lod og del med os, ja, selv med dem der svigtede ham den nat. Selv med den hvorom han sagde: I er rene, dog ikke alle. 4
Og det er også hans ord til os i dag: I er alle rene, dog ikke altid. For det er vort menneskelige vilkår; at vi er bundet af synden, det onde, som vi ikke vil, hver og én af os, OG samtidig på én gang er frie og retfærdige og elskede som dem vi er, hvem vi end er. Der er ingen forskel. Hør lige det: der er ingen forskel. Vi mennesker sætter skel op imellem hinanden, men Jesus piller dem ned igen. Også til dem som vi synes er forkerte, som vi mener er uden for rækkevidde, også der går han ind. Det er en udfordring for os mennesker at forstå Jesu radikalitet. Ja, jeg tror egentlig aldrig jeg fatter det. Og på grund af netop denne altomfattende kærlighed til mennesket, blev han lagt for had af f.eks farisæerne og til sidst slået ihjel. Der er ingen forskel. 5
Det fortæller Jesus os gennem hele det nye testamente. Og i dag bliver det måske særligt tydeligt med Judas forræderi og Peters fornægtelse. Dem Jesus var tættest på, dem der elskede Jesus allerhøjest Dem han selv havde udvalgt! Ja, de fornægtede og forrådte ham. Og han tilgav dem. For de fortrød begge bitterligt. Jesus er den der bringer lys i det allersorteste mørke, som i Judas mørke på den første skærtorsdag. Han deler fællesskab med dem alle. Også dem, der er i færd med at gøre det utilgivelige. Vi ved godt, det hele endte med, at Judas gik hen og hængte sig. Fordi han ikke kunne bære det forræderi, han havde gjort sig skyldig i. Men det var ikke hans eneste mulighed. Han kunne også være vendt tilbage med sin skyld til Ham, som tilgiver det utilgivelige. For Skærtorsdag taler stærkt og klart om Ham, som giver den skyldige et rum at være i med sin skyld. Et rum af tilgivelse, hvor der er plads til både fornægteren og forræderen. Sammen med alle de frygtsomme og de fromme. Det er jo det forargelige ved Jesus: at han sætter sig lige midt iblandt dem alle sammen. Men dermed sætter han dem lige. 6
Ikke at deres skyld er lige. Eller ligemeget. Men hans tilgivelse rækker lige så langt som skylden. Hele vejen, gennem hele sit virke, var Jesus sammen med dem ingen rigtig regnede for noget. De eneste han var besk og irettesættende overfor var netop de selvretfærdige farisæerne og skriftkloge som var sikre på at de havde fundet sandheden og de vises sten. Med det tror jeg Jesus vil sige til os, at vi aldrig skal blive så sikre i os selv, at vi tror vi kan klare os uden Hans kærlighed og tilgivelse. Når evangelisterne så omhyggeligt omtaler disciplenes menneskelige svagheder - ikke blot Judas og Peters, men også resten af flokken, var det nok ikke for at udlevere dem, men snarere for at sige til os: "Kan I så forstå, at også I, der i dag er så selvoptagne og svigefulde, så egoistiske og lunkne, I er også elskede som dem I er. I er alle rene, dog ikke alle At være beskidt. Det kender vi. Efter en lang arbejdsdag, efter en anstrengende rejse i en alt for varm togkupe.. Man føler sig 7
dårligt tilpas og har ikke rigtig lyst til at være blandt andre mennesker. For de fleste af os er det imidlertid ikke det store problem. Efter et bad er det klaret. Så kan man igen være sig selv bekendt og vise sig blandt andre mennesker. Det er jo nemt nok. Men hvad nu, hvis denne utilpashed og følelsen af urenhed ikke bare er et hygiejnisk problem. Hvad nu hvis man føler sig beskidt i overført betydning? Hvis man er i den situation, at man er blevet led ved sig selv? Hvis man har opført sig aldeles tåbeligt eller urimeligt, hvis man har gjort et eller andet, som man vidste var forkert, hvis man ved, man har såret et andet menneske. Hvis man føler sig beskidt helt ind i sjælen og véd, at dét ikke kan ordnes med et bad, ikke skylles af, som man fjerner skidtet med vand og sæbe? - Ja hvad så? - Selvfølgelig kan man godt forsøge at bilde sig selv ind, at man ikke kunne gøre for det, at man var uskyldig i det, som piner og nager én. "Det var ikke min skyld, jeg kunne ikke gøre for det - men inderst inde ved man, at det er løgn; sådan kan man ikke vaske sig ren, når snavset er trængt helt ind i sjælen, når skylden er 8
konkret og skyldfølelsen lammende, fordi man véd, at man har svigtet. Evangelierne fortæller os om én, der forsøgte det, forsøgte at vaske skyld af, som man vasker skidt af hænderne. Pontius Pilatus. Han har ladet sig presse af jøderne til at lade Jesus dømme til døden. Han véd udmærket, at det er hans ansvar og dermed hans skyld. Og han vasker sine hænder - helt bogstaveligt - vasker hænderne og erklærer sin uskyld. Han har skylden, ansvaret, men han kan ikke bære det; han vil ikke vide af det - derfor vasker han sine hænder. Men han bliver jo ikke renere af den grund - snarere tværtimod. Han er ikke bare skyldig, han er oven i købet fej. Men på en måde er denne Pilatus jo et billede på, hvordan vi bærer os ad, når vi selv vil klare vores skyld. Vi kender jo udtrykket : "Der er kø ved håndvasken". Vi sørger for en ren og ulastelig facade, men det kan ikke rense os til bunds. Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste Jesu kærlighed er en kærlighed til det sidste. 9
Fordi han ikke slog hånden af dem. Af Judas, Peter, Jacob og Johannes og alle de andre. Og os. Han bygger bro over skylden. Han vil være sammen med dem og os på trods af skyld og svigt. Det er påskens glade budskab: Gud vil være sammen med os - koste hvad det vil. Også Jesu liv. Gud giver sig selv. Kristus er i disse jævne, ydre ting: brød og vin. Tydeligere kan han vel ikke sige os, at han virkelig er blevet et menneske, og at han stadig møder os som et menneske, i de konkrete, håndgribelige ting, i brødet vi spiser og vinen vi drikker. Brød og vin er ikke tilfældige tegn og han kunne ikke ligeså godt have valgt nogle andre, for brød og vin, det er det vort liv her på jorden opretholdes af; hvis ikke vi spiser og drikker, så dør vi. Og på Jesu tid var vin jo en hverdagsdrik. Gud møder os i nadveren håndgribeligt og udvendigt, og vi er fri for at presse indre følelser af Guds nærvær frem, for det kan vi jo ikke altid, og tænk også, hvis Guds eksistens afhang af hvad vi nu lige føler.. så ville det måske være så som så med nærværet. 10
Nej, Gud giver os næring i nadveren. Udefra. For næringen kommer ikke fra os selv. Ved alterbordet giver Han sig selv til os. Vi kommer og knæler ned med alt det, der er vores. Vi kommer, som vi er, og vi er velkomne, som vi er, med det vi bærer hver især bærer på. Når vi så rejser os fra alterbordet igen og går tilbage - til hverdagen - tilbage til det liv, der er vores, så kan vi gøre det med nyt mod, med nye kræfter og med nyt håb, selv om alt stadigvæk er ved det gamle - skylden er stadigvæk vores, det er bare ikke den, det tæller. Hvad der i stedet tæller, er at vi har lov til at leve alligevel - leve som om vi var gældfri. Leve med glæde og frimodig, med lyst og energi til at arbejde med på den andens glæde. Med os selv ved vi, at det ikke altid lykkes så godt. Evangeliet er, at Gud ikke slår hånden af os. For Gud vil være sammen med os. Han overlader os ikke til at vaske os selv rene. Han vasker os som en mor vasker sit barn. 11
Det er en på én gang en forargelse med denne kærlighed og nåde der drysses ud over menneskene med uendelig rund hånd OG en befrielse for menneskelivets indkrogethed i sig selv. Det er påskens evangelium, livets evangelium at vi er kendt af Gud og elsket af Gud. Lad os i dag gå herfra i bevidstheden om at være kendt og elsket med velsignelsen i ryggen. Lad os vide, at alt det skidt vore fødder slæber med sig, det vasker Kristus væk. Amen. 12