Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet Årsberetning 2005 1. Indledning.... 2 2. Patientskadeankenævnets lovgrundlag og organisation 2005... 3 3. Statistik.... 6 4. Regnskab og budget for Patientskadeankenævnet... 9 5. Sager for landsretten og Højesteret... 11 6. Generelle problemstillinger.... 42 6.1 Forældelse af krav efter patientforsikringsloven, herunder særligt den 5-årige forældelse i lovens 19, stk. 1... 42 6.2 Reduktion i godtgørelse og erstatning som følge af mellemkommende død... 49 6.3 Posttraumatisk belastningsreaktion.... 56 6.4 Ulykkestilfælde opstået i forbindelse med sygehusbehandling.... 61 6.5 Patientskadesager fra den primære sundhedssektor.... 69 6.6 Patientskadeankenævnets brug af Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen... 73 7. Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning for 2005... 80 Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet Vimmelskaftet 43 1161 København K Tlf.: 33 69 00 44 psan@psan.dk www.psan.dk 1
1. Indledning. Lov om patientforsikring trådte i kraft den 1. juli 1992. Samtidig blev Patientskadeankenævnet oprettet. I henhold til nævnets forretningsorden påhviler det nævnet at afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til indenrigs- og sundhedsministeren. Denne årsberetning indeholder i afsnit 5 en gennemgang af landsrets- og højesteretsafgørelser i patientforsikringssager. I beretningens afsnit 6 er der medtaget en række generelle emner, hvor nævnets praksis er illustreret med sager fra 2005 og tidligere. Herudover indeholder beretningen en række talmæssige oplysninger om Patientskadeankenævnets virksomhed. I 2005 modtog nævnet 1300 ankesager. Dette er en væsentlig stigning i forhold til året før. Der er grund til at antage, at antallet af sager vil stige yderligere de kommende år. Det skyldes formentlig en kombination af flere årsager, herunder især ændringerne af dækningsområdet for patientforsikringsloven og det væsentligt højere erstatningsniveau i medfør af ændringerne i erstatningsansvarsloven. Patientskadeankenævnet gennemfører hvert år en kvalitetsundersøgelse af et repræsentativt udsnit af sager. Det sker som et led i at forbedre den generelle kvalitet af både sagsbehandling og afgørelser, idet sådanne målinger skal afdække mulige forbedringspunkter og give anledning til konkrete kvalitetsforbedrende initiativer. Nævnet vil fremover tillige gennemføre en årlig brugertilfredshedsundersøgelse, hvilket sker med henblik på forbedre den generelle service over for klagerne. Efter aftale med formanden for Lægemiddelskadeankenævnet sammenlægges årsberetningerne fra de to nævn til en publikation. Arne Ljungström 2
2. Patientskadeankenævnets lovgrundlag og organisation 2005 Lovgrundlag. Patientforsikringsloven har siden den 1. juli 1992 givet patienter mulighed for at få erstatning for skader pådraget ved behandling på offentlige sygehuse. Hovedformålet med patientforsikringsordningen har været at sikre patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning end efter den almindelige erstatningsret, hvor det ofte er nødvendigt at føre retssag ved domstolene. Senest er der ved lov nr. 430 af 10. juni 2003 foretaget væsentlige ændringer i patientforsikringsloven. Således er loven blandt andet udvidet til at omfatte hele sundhedsvæsenet. Ændringerne har virkning for skader, der forårsages fra den 1. januar 2004. Patientforsikringens afgørelser i patientforsikringssager kan indbringes for Patientskadeankenævnet, som træffer den endelige administrative afgørelse. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har med bekendtgørelse nr. 1096 af 12. december 2003 fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for Østre- eller Vestre Landsret efter sagsøgers bopæl, jf. retsplejelovens 240, stk. 2, og patientforsikringslovens 16. Nævnets sammensætning. Patientskadeankenævnet er nedsat af indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af 14 i patientforsikringsloven. Nævnet er organiseret i fem sideordnede afdelinger. Nævnet (nævnsafdelingen) består af en formand og syv andre beskikkede medlemmer og skal ved afgørelsen af den enkelte sag sammensættes af: Formand/næstformand udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren 2 sagkyndige medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen 1 medlem udpeget af Amtsrådsforeningen 1 medlem udpeget i forening af Hovedstadens Sygehusfællesskab, Kommunernes Landsforening, Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner 1 medlem udpeget af Advokatrådet 3
1 medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet. Nævnsafdelingerne er beslutningsdygtige, når samtlige medlemmer er til stede. Nævnets sammensætning er som følger: Formand og næstformænd udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren: Dommer Arne Ljungström (formand), adm. dommer Bjarne Pedersen (næstformand), dommer Lis Hævdholm (næstformand), landsdommer Karen Foldager (næstformand), landsdommer Jan Uffe Rasmussen (næstformand) og dommer Niels Foldberg (næstformand). Udpeget af Advokatrådet: Advokat Brian Malmros, advokat Christina Neugebauer, advokat Ditlev Wad, advokat Joan Colding og advokat Karsten Høj. Suppleanter: Advokat Søren Isaksen og advokat Nicolai Westergaard. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Helle Ørding, overlæge Henrik Harling, adm.overlæge Jens Kramhøft, overlæge Mogens Vejtorp, overlæge Mogens Tange, overlæge Hans Colstrup, professor Bjarne Lund, praktiserende læge Henrik Haxholdt, overlæge Henrik Schrøder og overlæge Mark Krasnik. Suppleanter: Overlæge Bente Danneskiold-Samsøe, overlæge Olaf Bonnevie, overlæge Flemming Winther Bach, overlæge Mogens Jakobsen og overlæge Jens Benn Sørensen. Udpeget af Amtsrådsforeningen: Vicekontorchef Anni Olesen, kontorchef Lars Oppenhagen, patientvejleder Laila Dahl, fuldmægtig Bjarne Aabye og kontorchef Inge Hune. Suppleanter: Fuldmægtig Anne Finch Jensen og kontorchef Birte Fabricius. Udpeget af Kommunernes Landsforening m.fl.: Seniorkonsulent Claus Mørch Petersen, vicekontorchef Frank Poulsen, specialkonsulent Niels Theisler, overtandlæge Børge Alstrup og seniorkonsulent Kari Vieth. 4
Suppleanter juridisk konsulent Margrethe Medborg og Hedvig Demajer-Garic. Udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer: Bente Djørup, Ulla Gehl, Freddy Nielsen, Stig Hedegaard Kristensen og Hanne Bendixen. Suppleanter: Dorthe Kellermann og Lisbeth Holmgaard. Udpeget af Forbrugerrådet: Kirsten Nielsen, Rut Jørgensen, Bent Olufsen, Margrethe Nielsen og Jeppe Juul. Suppleanter: Lisbeth Baastrup og Klaus Melvin Jensen. Sekretariatet. Ifølge forretningsordenens 5 bistås nævnet af et sekretariat, som har følgende funktioner: oplyser sagen og indhenter sagkyndig vurdering udarbejder udkast til afgørelse bestemmer, i hvilken rækkefølge de indkomne klager behandles Patientskadeankenævnets sekretariats personalenormering udgjorde i 2005 1 sekretariatschef (LR 37), 1 chefkonsulent (LR 36), 10,5 AC-årsværk, 5,3 HK-årsværk, 1,5 studenterårsværk og 1,5 årsværk speciallægekonsulenter (deltid). Speciallægekonsulenterne repræsenterer følgende specialer: Ortopædisk kirurgi, neurokirurgi, kirurgisk gastroenterologi, neurologi, oftalmologi, oto-rhinolaryngologi, hæmatologi, gynækologi og obstetrik, karkirurgi, thoraxkirurgi, urologi, psykiatri, anæstesiologi, intern medicin og onkologi. Til sekretariatet er endvidere tilknyttet konsulent i tand, -mund- og kæbekirurgi. Yderligere speciallægekonsulenter anvendes, hvor der er behov for en ekspertise, som de ovennævnte konsulenter ikke dækker fuldt ud. 5
3. Statistik. Modtagne, afsluttede og verserende sager. Figur 1 Nye sager, afgørelser og verserende sager 1993 til 2005 1400 1200 1000 800 600 Modtagne Afsluttede Verserende 400 200 0 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 I 2005 modtog nævnet 1300 ankesager. Dette er en stigning på 8 % i forhold til året før. Nævnet afgjorde samlet i 2005 1271 ankesager. Udviklingen i antal modtagne sager i Patientskadeankenævnet har gennem årene stort set fulgt den tilsvarende udvikling i antal sager i Patientforsikringen. Det var derfor forventeligt, at der ville ske en vækst i ankesagerne i 2005. Den vækst i antal ankesager, der må forventes på grund af udvidelsen af dækningsområdet for patientforsikringsloven, er endnu ikke slået igennem til Patientskadeankenævnet. 6
Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Figur 2 Gennemsnitlig sagsbehandlingstid 1997 til 2005 25 20 15 10 5 0 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 Figur 2 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2005 er nedbragt til 7,5 måneder. Målet for 2005 var, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke måtte overstige 8 måneder. En medvirkende årsag til, at målet for sagsbehandlingstiden blev nået er, at Patientforsikringen i 2005 anvendte væsentlig mindre tid til at udarbejde sin ankeudtalelse end i de forrige år. Der vil fortsat blive arbejdet på at reducere sagsbehandlingstiden. Det vil imidlertid ikke være realistisk med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på under 6 måneder. Dette skyldes især de nødvendige høringer, som skal foretages som led i sagsforberedelsen. Sagsbehandlingstiden er hidtil blevet opgjort som tiden fra postmodtagelsen af anken til datoen for nævnsbehandlingen. Fremover vil sagsbehandlingstiden blive opgjort som tiden fra postmodtagelsen til afgørelsen sendes til klager. 7
Oversigt over nævnets virksomhed. Tabel 1 Antal Afviste Udsatte Tiltrådte Ændrede afgørelser I alt af- møder sager sager afgørelser Hjemvist Ansvar Erstatning gjorte sager 1997 18 1 61 283 2 31 23 401 1998 25 5 86 428 5 38 53 615 1999 36 2 105 697 1 76 58 938 2000 45 1 90 831 8 94 122 1146 2001 40 2 63 551 1 65 80 697 2002 42 2 51 600 4 47 108 759 2003 44 16 60 715 3 63 92 889 2004 50 6 63 884 10 72 75 1047 2005 55 7 64 918 11 95 108 1139 Der er i 2005 truffet 1139 nævnsafgørelser og 132 formandsafgørelser. Som det fremgår af tabel 1, ændrede Patientskadeankenævnet i 2005 214 afgørelser, hvilket svarer til ca. 19 % af nævnsafgørelserne. Ændringsprocenten var i 2004 på 15 %. Ændring angående "erstatning" betyder, at nævnet har ændret en eller flere poster i Patientforsikringens erstatningsberegning, eventuelt på grund af nye oplysninger efter Patientforsikringens afgørelse. "Udsatte sager" er sager, som nævnet har udsat til behandling på et senere møde. Det skyldes blandt andet, at nævnet har fundet anledning til at indhente yderligere lægelige oplysninger, supplerende lægefaglig vurdering eller yderligere oplysninger af økonomisk art til brug for erstatningsfastsættelsen. I 2005 blev 5,6 % af de sager, som sekretariatet indstillede til afgørelse i Patientskadeankenævnet, udsat. 8
4. Regnskab og budget for Patientskadeankenævnet Regnskab 2005. Alle udgifter til drift af Patientskadeankenævnet afholdes af Patientforsikringen, jf. 14, stk. 10, i lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnets bevilling står opført på finanslovens konto 16.11.25. Mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement og sekretariatet for Patientskadeankenævnet er indgået en resultatkontrakt for perioden 2005-2008. I resultatkontrakten er driftsudgifterne for 2005 fastsat til 20,2 mill. kr. Udgifter i alt 19.352.965 Sekretariat 8.319.041 Honorar til formænd og nævnsmedlemmer 3.491.498 Løn i alt 11.810.539 IT-udstyr 88.374 Kontorartikler og papir 174.710 Aviser, bøger, tidsskrifter mv. 81.483 Møbler, inventar 112.701 Rejser nævn 322.455 Repræsentation nævn 182.986 Konsulentydelser, softwarelicens mv. 297.220 Diverse tjenesteydelser 107.416 Læge og tandlæge konsulenter 947.865 Arbejdsskadestyrelsen 20.000 Kurser og konferencer 122.006 Kammeradvokaten 4.070.303 Trykning og indbinding 63.982 Rengøring 198.911 Portoudgifter og forsendelse 266.011 Telefonudgifter 103.037 Budkørsel 7.724 Øvrige servicekontrakter 15.846 Husleje og el 705.248 Kopimaskiner 478.338 Bygningsvedligeholdelse 2.059 9
AER-bidrag 27.417 AES-bidrag 20.094 Lægemiddelskadeankenævnet -978.630 IT-udstyr 99.693 Diverse 5.174 Øvrige driftsudgifter 7.542.427 I Patientskadeankenævnets årsrapport for 2005, som er udsendt i april 2006, er der givet en detaljeret regnskabsmæssig forklaring. Rapporten er tilgængelig på nævnets hjemmeside www.psan.dk Budget 2006. Budgettet for 2006 er i resultatkontrakten for 2005-2009 fastsat til 24,5 mill. kr. Antallet af afgørelser i 2006 forventes at ligge 30 % over niveau 2005. Det forventes ligeledes, at antallet af sager, der afsluttes ved domstolene, vil svare til antallet i 2005. Samlet set vil udgifterne derfor i 2006 formentlig ligge noget højere end i 2005. Ændringerne i patientforsikringsloven vedrørende dækningsområdet forventes at slå igennem i 2006. 10
5. Sager for landsretten og Højesteret Ifølge patientforsikringslovens 16 kan Patientskadeankenævnets afgørelser indbringes for landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre Patientskadeankenævnets afgørelse. Indbringelse for landsretten skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. I disse sager er Patientskadeankenævnet sagsøgt/medsagsøgt, og de føres for nævnet af Kammeradvokaten og forberedes i et samarbejde mellem Kammeradvokaten og Patientskadeankenævnets sekretariat. Landsrettens domme kan ankes til Højesteret. Tabel 2: Sager ved landsret og Højesteret 1995 til 2005 Landsretssager 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 I alt Hævet af parterne 3 0 4 4 16 15 29 32 44 44 40 231 Dom 0 1 0 1 7 5 13 31 36 23 28 145 Afsluttede sager 3 1 4 5 23 20 42 63 80 67 68 376 Tabel 2 viser, hvor mange retssager der blev afsluttet i perioden 1995 til 2005. I den overvejende del af de domme, der blev afsagt i perioden 1995 til 2005, har Patientskadeankenævnet fået medhold. Sagerne har i Patientforsikringen været genstand for en grundig lægelig/juridisk vurdering på ekspertniveau. I forbindelse med Patientskadeankenævnets behandling af sagerne vurderes disse på ny på lægeligt/juridisk ekspertniveau. Hæves en sag, skyldes det normalt, at det under den forberedende skriftveksling viser sig, at sandsynligheden for at sagsøger (patient/klager) kan vinde sagen er ringe. Nogle sager hæves imidlertid også, fordi Patientskadeankenævnet, efter fremkomst af nye oplysninger under retssagens forberedelse f.eks. en anden vurdering fra Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen - vurderer at sagsøger har ret i 11
sin påstand. I disse sager genoptager Patientskadeankenævnet sagen og træffer ny afgørelse i overensstemmelse hermed. Sager indbragt for landsret og Højesteret i 2005. Der blev i 2005 indbragt 74 sager for domstolene. Der blev afsagt 28 domme. Disse er refereret nedenfor. Endelig blev 40 sager hævet. Ved årets udgang verserede 192 retssager, hvilket er en stigning på 6 sager i forhold til 2004. Patientskadeankenævnet blev frifundet i 22 af de sager, landsretten og Højesteret afgjorde i 2004, mens nævnet blev domfældt i 6 sager. 12 af de i 2005 afsagte domme drejede sig om anerkendelse af ansvarsgrundlaget. Påstanden i disse var helt overvejende, at skaden skulle anerkendes efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, og/eller nr. 4, dvs. at undersøgelsen, behandlingen eller lignende ikke havde levet op til den erfarne specialists standard, hvorved skaden med overvejende sandsynlighed var blevet påført sagsøger, og/eller at skaden lå ud over, hvad sagsøger med rimelighed måtte tåle. 14 domme drejede sig om opgørelsen af erstatningens størrelse, og 2 domme drejede sig om henholdsvis genoptagelse og ankefrist. Resumé af domme afsagt af landsretten i 2005. Afsagt den 18. januar 2005 af Østre Landsret (B-3549-99) j.nr. 1997-00-440 PFL 2, stk. 1, nr. 1 og 4. En 5 måneder gammel pige blev den 12. december 1996 opereret for en medfødt hjertefejl. Nogle dage efter operationen fik lægerne på sygehuset mistanke om, at der var sket en påvirkning af hjernen, idet pigen virkede stiv og havde tilfælde med kramper. En efterfølgende MR-scanning viste, at pigen havde en hjerneskade. Det blev desuden konstateret, at pigen havde en kromosomfejl. Patientforsikringen fandt, at pigen ikke var blevet påført en skade i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og 4. Patientforsikringen lagde ved sin afgørelse vægt på, at pigen led af en svær 12
hjertelidelse, der uden en operation ville have en meget dårlig prognose, og at operationen derfor blev gennemført på korrekt indikation og efter anerkendte retningslinier. Det blev endvidere tillagt vægt, at hjerneskaden ikke var tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjældenhed og heller ikke tilstrækkelig alvorlig i forhold til pigens grundlidelse. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med samme begrundelse. Pigens forældre indbragte herefter sagen for landsretten med påstand om, at pigen var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Landsretten lagde efter Retslægerådets udtalelse til grund, at pigens hjerneskade var en følge af utilstrækkelig iltforsyning til hendes hjerne i døgnet efter operationen. Årsagen til den manglende iltforsyning var ukendt, men Retslægerådet fandt det mest sandsynligt, at det var en kombination af infektion, hurtig hjerteaktion samt et kritisk blodtryksfald. Landsretten fandt herefter, at hjerneskaden med overvejende sandsynlighed måtte anses for indtrådt som følge af en komplikation i forløbet umiddelbart efter hjerteoperationen. Ved vurderingen af pigens helbredstilstand lagde landsretten til grund, at pigens medfødte kromosomfejl havde bidraget til hendes handicap, men ikke til de omfattende hjerneskader. Endelig lagde landsretten efter en samlet vurdering af Retslægerådets udtalelse til grund, at pigens hjertesygdom medførte, at hendes prognose for overlevelse uden operation var meget dårlig. Hjerneskaden fandtes desuden ikke at være tilstrækkelig sjælden, og der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet. Afsagt den 28. januar 2005 af Vestre Landsret (B-2505-02) j.nr. 2001-00-180 varigt mén. En 12-årig dreng blev den 15. december 1998 indlagt, idet han havde pådraget sig et brud på højre underarm i forbindelse med gymnastik. Man behandlede bruddet, men overså et ledskred. Ved ambulant kontrol den 7. april 1999 konstaterede man, at der var god opheling, men at drengen ikke have fuld bøje- og strækkeevne i underarmen. Patientforsikringen anerkendte, at drengen var påført en efter patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af følger efter et ikke erkendt ledskred i håndleddet. Patientforsikringen anså drengen for berettiget til godtgørelse for 12 procent varigt mén, men fandt, at der ikke var grundlag for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab samt godt- 13
gørelse for svie og smerte. Man meddelte drengens mor afslag på erstatning for afholdte udgifter til transport og tabt arbejdsfortjeneste. Ved en senere afgørelse ændrede Patientforsikringen sin afgørelse og vurderede, at drengen alene var berettiget til en godtgørelse for 7 procent i varigt mén, idet et ansvarsforsikringsselskab, som dækkede tilskadekomsten, havde udbetalt en méngodtgørelse på 15.600 kr. svarende til en méngrad på 5 procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser, herunder at udbetalingen af méngodtgørelsen var nedsat grundet ansvarsforsikringsselskabets udbetaling. For så vidt angik det varige mén henviste man til en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvori det varige mén var vurderet til 12 procent. Sagen blev indbragt for landsretten med påstand om, at drengen som følge af patientskaden var påført et varigt mén på 20 procent, at der ikke kunne foretages fradrag som følge af ansvarsforsikringsselskabets udbetaling, og at hans mor var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Landsretten fandt, at påstanden om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til drengens mor skulle afvises, idet kravet først var modtaget i landsretten cirka 8 måneder efter søgsmålsfristens udløb. For så vidt angik kravet om betaling af yderligere 15.600 kr. til drengen, som var det beløb, godtgørelsen for varigt mén blev nedsat med ved Patientforsikringens anden afgørelse, fandt landsretten, at dette krav havde nær sammenhæng med spørgsmålet om størrelsen af méngodtgørelsen. Under hensyn til et forbehold, der var taget i stævningen, fandtes der derfor uanset at kravet først blev rejst efter søgsmålsfristens udløb ikke at være fornødent grundlag for at afvise denne del af påstanden. Landsretten tiltrådte af de af nævnet anførte grunde, at godtgørelsen for varigt mén var nedsat med 15.600 kr. Landsretten tiltrådte ligeledes med henvisning til udtalelsen fra Arbejdsstyrelsen, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at merménet udgjorde 12 procent. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den af 24. februar 2005 af Østre Landsret (B-2057-02) j.nr. 2001-00-083 tabt arbejdsfortjeneste. En kvinde havde i 1981 fået indsat hofteproteser på begge sider på grund af medfødt hofteudskridning. Den 1. juni 1992 og den 3. november 1992 fik hun udskiftet henholdsvis den højre og den venstre hofteprotese. Ved begge operationer blev der anvendt Boneloc-cement. Den 18. marts 1997 fik kvinden 14
konstateret løsning af hofteproteserne. Proteserne blev skiftet henholdsvis den 20. oktober 1997 og den 15. april 1998. Patientforsikringen fandt, at kvinden var blevet påført en i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2, erstatningsberettigende skade i form af løshed af venstre hofteprotese. For så vidt angik den højre hofteprotese, som var blevet udskiftet den 1. juni 1992, var denne operation ikke omfattet patientforsikringsloven, da den fandt sted før patientforsikringslovens ikrafttræden den 1. juli 1992. Den pågældende skade var i stedet omfattet af lov om erstatning til Boneloc-patienter. Kvinden blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén. For så vidt angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste blev hendes advokat anmodet om at fremkomme med yderligere dokumentation af kravet. Da advokaten på trods af flere rykkere ikke fremkom med oplysningerne, skrev Patientforsikringen direkte til kvinden og udbad sig oplysningerne. Hun svarede dog ikke på trods af rykkere, og Patientforsikringen traf herefter afgørelse om, at kvinden ikke var berettiget til yderligere erstatning eller godtgørelse i medfør af patientforsikringsloven. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser, idet kvindens advokat heller ikke over for Patientskadeankenævnet var fremkommet med de ønskede oplysninger. Kvinden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at hun var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I forbindelse med landsretssagen blev der fremlagt dokumentation for kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet, allerede fordi den fremlagte dokumentation viste, at kvinden ikke havde haft en indtægtsnedgang i sygdomsperioden. Afsagt den 28. februar 2005 af Østre Landsret (B-1881-01) j.nr. 1996-00-465 PFL 2, stk. 1, nr. 3. Den 4. november 1995 brækkede en kvinde sin venstre overarm. På sygehuset fandt man ud af, at der var tale om en spiralfraktur, og den blev fikseret med en armslynge, der fire dage senere blev erstattet af en såkaldt Sarmiento-bandage. Kvinden blev i de følgende måneder regelmæssigt tilset i sygehusets ortopædkirurgiske ambulatorium, i hvilken forbindelse der også blev taget røntgenbilleder. I maj 1996 havde kvinden stadig gener fra armen, og hun havde udviklet falsk leddannelse ved brudstedet som 15
følge af manglende heling. Man fandt, at der ikke kunne gøres mere og afsluttede yderligere behandling og kontrol. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, idet kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen. Patientforsikringen lagde vægt på, at kvindens gener skyldtes selve bruddet og ikke den efterfølgende behandling. Man fandt i øvrigt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med samme begrundelse. Omkring 1½ år efter anmodede kvinden Patientskadeankenævnet om genoptagelse af sagen, men dette blev afslået. 1 år efter anmodede kvindens advokat på vegne af kvinden om genoptagelse af sagen, hvilket endnu en gang blev afslået. Denne afgørelse blev indbragt for landsretten. Under landsretssagen blev der udfærdiget en speciallægeerklæring af speciallæge i ortopædkirurgi, og Retslægerådet besvarede desuden en række spørgsmål. På den baggrund genoptog Patientskadeankenævnet behandlingen af sagen og traf afgørelse om, at den første afgørelse ikke ville blive ændret. Patientskadeankenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at behandlingen af kvinden i det hele havde været i overensstemmelse med anerkendte retningslinier, og at hendes gener med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundlidelse. Denne afgørelse blev indbragt for landsretten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at kvinden var blevet påført en skade, og at denne skade ville være undgået, hvis man havde anvendt en anden behandlingsmetode, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Landsretten lagde efter Retslægerådets besvarelser til grund, at den konservative behandling, kvinden havde fået, var i overensstemmelse med anerkendte retningslinier. Det blev videre lagt til grund, at det var et lægeligt fejlskøn at afslutte behandlingen på et tidspunkt, hvor der ikke var helingstegn på røntgenbillederne. Det fandtes dog ikke godtgjort, at dette med overvejende sandsynlighed var årsag til den manglende heling af bruddet. Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at der med overvejende sandsynlighed ville være opnået et bedre resultat, hvis man havde anvendt en anden behandlingsmetode i form af marvsømning. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. 16
Afsagt den 11. marts 2005 af Vestre Landsret (B-1023-02) j.nr. 2000-00-834 erhvervsevnetab. En mand var i perioden fra 1988 til 1999 blevet opereret 5 gange for godartede tumorer i seneskeden i venstre fodled. Efter sidste operation i 1999 opstod der infektion, og efter et længerevarende forløb endte manden med gener i form af nedsat bevægelighed i venstre fodled og føleforstyrrelser på hælen, udvendig fodrand og på 4. og 5. tå, hvilket blev anerkendt som en patientskade. Manden led desuden af gener efter et trafikuheld i 1988 i form af føleforstyrrelser i venstre ben samt lavtsiddende lændesmerter. Manden var som følge af disse gener fra trafikuheldet ophørt med at drive egen bagerforretning og havde gennemgået en revalidering til kontormedarbejder. Efter endt revalidering blev han imidlertid ansat som renovationsmedarbejder på fuld tid, og han havde dette job, indtil han på grund af sygefravær i forbindelse med patientskaden i 1999 blev opsagt. Han fik i stedet fabriksarbejde, hvilket var til en væsentlig lavere løn. Patientforsikringen fandt, at manden var blevet påført en i henhold til patientforsikringslovens 2, stk.1, nr. 4, erstatningsberettigende skade i form af følger efter infektion. Manden blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén svarende til en méngrad på 5 procent og erstatning for medicinog transportudgifter samt tabt arbejdsfortjeneste. Der blev ikke fundet grundlag for at tilkende erstatning for tab af erhvervsevne. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, der var blevet påklaget for så vidt angik erhvervsevnetab. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at manden efter patientskaden var kommet i arbejde igen, dog til en lavere løn, og at manden også uden patientskaden fandtes at ville have haft en indtægtsnedgang som følge af tilbagevendende kæmpecelletumorer i venstre fod samt gener i lænderyggen. Landsretten fandt, blandt andet på baggrund af Retslægerådets udtalelse om sagen, at der udover infektionen tillige skete nervebeskadigelse, hvorfor mandens føleforstyrrelser i venstre fod og fodled fandtes at være omfattet af patientskaden. Landsretten lagde endvidere til grund, at manden inden patientskaden var fuldt arbejdsdygtig, og der fandtes dermed ikke at være grundlag for at fastslå, at manden ville have oplevet en nedgang i erhvervsevnen, hvis patientskaden ikke var indtruffet. Da Patientskadeankenævnet herefter ikke havde godtgjort, at mandens grundlidelse selv uden patientskaden ville have medført en nedsættelse af erhvervsevnen, fandtes det sandsynliggjort, at han havde mistet er- 17
hvervsevnen i en ikke ubetydelig grad som følge af patientskaden. Patientskadeankenævnet blev på den baggrund tilpligtet at anerkende, at mandens erhvervsevne som følge af patientskaden var nedsat med 15 procent. Afsagt den 17. marts 2005 af Østre Landsret (B-2649-01) j.nr. 2000-00-342 PFL 1, stk. 1, og 2, stk. 1, nr. 4. En 35-årig kvinde blev den 27. marts 1996 opereret for påvirkning af ledhulernes hinde omkring enkelte sener i venstre hånd. Kvinden led af spastisk lammelse i begge ben og var mobiliseret med to albuestokke. Formentlig på grund af overbelastning ved brug af krykkestokke havde hun udviklet en kronisk irritationstilstand i form af hævelse og smerter i venstre håndled med påvirkning af udstrækningssenerne til 1., 2. og 3. finger. Efter operationen var der tilbagevendende hævelse og forværrede smerter. Der blev i maj 1998 foretaget en operation som følge af konstateret slidgigt og nekrotisk sammenfald i håndleddet. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført en fysisk skade, men at generne fra venstre håndled med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives hendes grundsygdom, herunder anvendelsen af krykkestokke. Patientforsikringen lagde vægt på, at der ved røntgen i november 1997 var påvist degenerative forandringer, og at disse forandringer ikke med overvejende sandsynlighed var fremkaldt i forbindelse med operationen den 27. marts 1996. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt at generne i venstre håndled dels var en følge af nerveknuder opstået i forbindelse med operationen i marts 1996, dels en følge af grundsygdommen i form af knoglevævsdød i bådbenet i håndleddet. Nævnet fandt desuden, at de gigtagtige forandringer med overvejende sandsynlighed ikke kunne tilskrives operation eller behandling, men at de skyldtes en tiltagende vævsdød i bådbenet, der var en langvarig proces uden kendt årsag. Dette kunne således ikke tilskrives operationen i marts 1996, da operationen ikke påvirkede blodtilførslen til knoglen, og da symptomerne allerede begyndte i 1993/94. Patientskadeankenævnet fandt endvidere, at de ved operationen i marts 1996 opståede nerveknuder ikke var en følge af ikkeoptimal udført operation eller behandling, og at generne i form af brændende smerter ikke gik ud over, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle. Kvinden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at hun var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. 18
Under sagens behandling ved Landsretten udtalte Retslægerådet, at der ikke var årsagssammenhæng mellem operationen i marts 1996 og de gigtagtige forandringer, samt at forandringerne mest sandsynligt skyldtes spontant opstået knogledød. Retslægerådet udtalte endvidere, at de efter operationen optrådte smerter og føleforstyrrelser i venstre hånd var opstået ved en nervepåvirkning under operationen og dermed forårsaget af operationen, og at nervelæsionen var hændelig og hyppigt forekommende, samt at skaden var alvorlig. Landsretten fandt, at kvinden ikke var blevet påført en skade efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, i form af gigtagtige forandringer i håndleddet. Landsretten fandt videre, at nerveskaden var en hændelig komplikation til en faglig korrekt udført operation, og at generne i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, ikke var mere end kvinden måtte tåle. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den 30. marts 2005 af Vestre Landsret (B-1959-00) j.nr.1997-00-435 erhvervsevntab - EAL 8. En kvinde blev den 3. maj 1994 opereret i højre ben for åreforkalkning. I forbindelse med operationen skete der en læsion af lårbensnerven. Kvinden havde som følge af nervelæsionen varige gener blandt andet i form af smerter og nedsat kraft i højre ben med deraf følgende nedsat funktionsniveau. Kvinden var allerede inden operationen ophørt med sit arbejde som sygehjælper og havde pr. 12. januar 1993 fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension på grund af venstresidige ansigtssmerter. Inden operationen i 1994 havde kvinden fået afslag på en forhøjelse af pensionen. Pr. 1. marts 1998 blev kvinden tilkendt mellemste førtidspension på grund af svære ansigtssmerter samt symptomer fra begge ben som følge af åreforkalkning og følger efter nervelæsion. Patientforsikringen fandt, at kvindens skade i form af påvirkning af lårbensnerven kunne anerkendes som en patientskade efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, da påvirkning af lårbensnerven med betydelige gener i form af føleforstyrrelser og muskellammelser var mere, end hun med rimelighed måtte tåle. Kvinden blev tilkendt en godtgørelse for et varigt mén på 8 procent, men blev ikke tilkendt erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet fandt, at kvinden var berettiget til en godtgørelse svarende til et varigt mén på 18 procent i overensstemmelse med en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Herudover blev kvin- 19
den tilkendt en godtgørelse for svie og smerte. Nævnet fandt som Patientforsikringen, at kvinden ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab, idet hun allerede før skaden modtog forhøjet almindelig førtidspension, og det fandtes ikke sandsynliggjort, at hun ville have opnået en erhvervsmæssig indtægt. For landsretten nedlagde kvinden påstand om, at hun var berettiget til en erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarslovens 8. Landsretten lagde vægt på, at det ved afgørelsen om førtidspension var blevet lagt til grund, at kvindens erhvervsevne var blevet nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige forhold. Kvinden og hendes ægtefælle havde forklaret, at hun i tiden efter, at hun var blevet tilkendt førtidspension, gik hjemme, og at hun indtil patientskaden faktisk udførte husarbejde i hjemmet, selvom hendes erhvervsevne var nedsat. Landsretten lagde herefter til grund, at kvinden forud for patientskaden stadig havde en vis erhvervsevne i behold, der blev udnyttet til arbejde i hjemmet, hvorfor hun var omfattet af erstatningsansvarslovens 8. Kvindens påstand blev herefter taget til følge. Afsagt den 4. april 2005 af Østre Landsret (B-2397-02) j.nr. 2001-00-072 PFL 1, stk. 1. En ung mand havde siden 1980 erne været i behandling for væske i begge knæ og fik i 1986 fjernet noget af den indvendige menisk i venstre knæ. I 1994 blev der fjernet en yderligere del af menisken. Den 9. september 1996 blev han indlagt efter en faldulykke, og der blev konstateret et hælbensbrud samt et hævet venstre knæ, dog uden brud. Hælbensbruddet blev gipsbandageret, og der blev anlagt gåbandage. Ved efterfølgende kontroller havde manden fortsatte knæproblemer, og den 17. februar 1999 blev der foretaget kikkertundersøgelse i venstre knæ, hvor man tilrettede en menisklæsion. En MR-scanning af venstre knæ i september 1999 viste en tydelig læsion i den indvendige menisks baghorn, og ved en operation i oktober 1999 på en privatklinik blev den bagerste halvdel af den indvendige menisk fjernet. Patientforsikringen fandt, at manden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen lagde vægt på, at mandens knægener ikke fandtes at være en følge af behandlingen, men derimod en følge af grundlidelsen. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at det fandtes i overensstemmelse med bedste specialiststandard at undlade at fjerne mere end det ødelagte parti af læderede menisker hos yngre personer. 20
Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med en tilsvarende begrundelse. Manden indbragte sagen for landsretten med påstand om, at han var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven i anledning af den behandling, han modtog den 17. februar 1999. Landsretten fandt det, navnlig på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, ikke godtgjort, at mandens skader skyldtes behandlingen den 17. februar 1999. De komplikationer, der var tilstødt, blev anset som en følge af grundlidelsen i form af tidligere traumer mod knæet. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Vestre Landsrets dom af 5. april 2005 (B-2699-03) j.nr. 2003-00-155 genoptagelse. En 37-årig kvinde fødte den 29. december 2000 en pige. I forbindelse med fødslen havde man foretaget et klip i mellemkødet, som efterfølgende blev syet. Kvinden havde den 30. december 2000 ukontrolleret afføring. Man konstaterede cirka 5 måneder efter fødslen en overrivning af endetarmens ringmuskel. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at behandlingen i forbindelse med fødslen var foregået i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade. For så vidt angår rupturen i endetarmens lukkemuskel lagde nævnet vægt på, at den var en følge af selve fødslen og ikke en følge af behandlingen i forbindelse med fødslen. Patientskadeankenævnets afgørelse blev ikke indbragt for landsretten, men kvindens advokat anmodede på baggrund af en ensidigt indhentet speciallægeerklæring fra en speciallæge i gynækologi og obstetrik nævnet om at genoptage sagen. Patientskadeankenævnet fandt ikke grundlag for at genoptage sagen. Sagen blev herefter indbragt for landsretten, men på daværende tidspunkt var fristen for at indbringe nævnets første afgørelse overskredet betydeligt. Landsrettens flertal lagde til grund, at nævnet ved sin afgørelse udelukkende havde taget stilling til, hvorvidt patientskaden var forårsaget af selve fødslen. Patientskadeankenævnet havde derimod ikke i fornødent omfang inddraget undersøgelsen og behandlingen efter fødslen, herunder undersøgelsen og behandlingen den 30. december 2000, hvor der var ukontrolleret afføring, hvilket efter det oplyste 21
kunne være et symptom på overrivning af ringmusklen. Da det ikke af journalen for den 29. december 2000 fremgik, at kvinden efter fødslen var blevet undersøgt for overrivning af ringmusklen, havde nævnet endvidere ikke haft grundlag for at lægge til grund, at en sådan undersøgelse var foretaget. Under disse omstændigheder fandt et flertal af landsretten, at betingelserne for, at Patientskadeankenævnet skulle genoptage sagen, var opfyldt. Afsagt den 6. april 2005 af Østre Landsret (B-3545-03) j.nr. 2003-0-045 begravelsesudgifter og erstatning til andre end skadelidte selv. En pige blev indlagt den 8. juli 2001 efter, at hun 1 time tidligere havde fået en bom fra et sejlskib i hovedet. Pigen havde ikke været bevidstløs, der havde ikke været opkastninger eller kvalme, og der var ingen synsforstyrrelser. Pigen havde dog haft næseblod, og hun angav, at hun var træt og havde hovedpine. På sygehuset konstaterede man, at der var to buler i panden på 2x3 cm med en dybde på max 1 mm, og der var ikke mistanke om brud. Man fandt indikation for en røntgenundersøgelse af halsrygsøjlen og herefter indlæggelse på børneafdelingen til observation for følger efter hjernerystelse. Man fandt ikke indikation for at foretage en CT-scanning. Senere samme dag kastede pigen op flere gange, men hun var hele tiden vågen og orienteret. Dagen efter vurderede man, at der ikke var tegn på intrakranielt brud, og man fandt heller ikke mistanke om en næsefraktur, selvom der var en hævelse over pigens næseryg. Den næste dag var der en klar bedring i pigens tilstand, og hun blev derfor udskrevet. Efter udskrivelsen havde pigen vandigt, gulligbrunt flåd fra næsen, når hun bøjede sig fremover, men det blev af en praktiserende læge vurderet, at det var uden betydning. Den 29. august 2001 blev pigen indlagt under diagnosen meningitis, idet hun pludselig var blevet syg dagen forinden med hovedpine og opkastninger. Ved indlæggelsen var hun ukontaktbar og nakkestiv. Ved en aftapning af hjerne-rygmarvsvæske fandtes bakterier, og en CT-scanning viste manglende blodforsyning i hjernen og blodpropdannelse i kar i hjernen. Pigen afgik ved døden den 31. august 2001. Der var i forbindelse med pigens begravelse udgifter på ca. 130.000 kr. Patientforsikringen fandt, at pigens skade i form af udvikling af meningitis og efterfølgende dødsfald var omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling havde tilsagt en CT-scanning af pigens hoved allerede den 8. juli 2001 og efterfølgende forebyggende antibiotikabehandling med penicillin. Patientforsikringen lagde ved afgørelsen vægt på, at pigen ved indlæggelsen den 8. juli 2001 havde næseblod, hvilket burde have rejst mistanke om brud i forreste del af 22
kraniet og ført til en CT-scanning. Pigens forældre blev ved en efterfølgende afgørelse tilkendt erstatning for begravelsesudgifter på 30.000 kr. Pigens mor blev ikke fundet berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af det fravær, hun havde haft fra sit arbejde i forbindelse med pigens sygdom og død. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at efter gældende praksis udgør de erstatningsberettigende udgifter til begravelse uanset om de enkeltvis måske alle er rimelige - et vist samlet rimeligt beløb op til 30.000 kr. Endvidere lagde nævnet vægt på, at det som udgangspunkt kun er den skadelidte person selv, der kan kræve erstatning. Sagen blev herefter indbragt for landsretten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at pigens forældre var berettiget til yderligere erstatning for begravelsesudgifter, og at pigens mor var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilkende pigens forældre yderligere erstatning for begravelsesudgifter. Endvidere fandt landsretten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at den erstatningsansvarlige ikke kan pålægges at erstatte tab, der påføres andre end den direkte skadelidte. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den 7. april 2005 af Vestre Landsret (B-3135-05) j.nr. 2001-00-389 tabt arbejdsfortjeneste og udnyttelse af administrativ rekurs. En mand havde siden 1997 haft smerter i venstre ankel, og på grund af de vedblivende smerter blev han henvist til undersøgelse på reumatologisk afdeling. Her blev han efter en forundersøgelse skrevet op til en kikkertundersøgelse, der blev foretaget den 23. september 1998 og havde til formål at vurdere omfanget af slidgigt i ankelleddet. Manden fik herefter at vide, at der kunne blive tale om en stivgørende operation, hvis hans smerter tog til. Han blev herefter den 6. oktober 1998 akut indlagt på mistanke om infektion påført i forbindelse med kikkertundersøgelsen. Efter antibiotisk behandling blev manden udskrevet to uger efter med pæne infektionsparametre. I februar 1999 blev der foretaget en stivgørende operation af venstre ankelled. Patientforsikringen anerkendte infektionen som en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, men fandt, at den stivgørende operation ikke med overvejende sandsyn- 23
lighed var en følge af infektionen, men derimod en følge af mandens grundsygdom i form af slidgigt. Ved en senere afgørelse blev manden tilkendt en godtgørelse for svie og smerte for den periode, hvor han var indlagt til behandling af infektionen samt varigt mén på 10 procent for et forringet resultat af den stivgørende operation. Efterfølgende blev manden tilkendt en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, svarende til den periode, hvor han var indlagt til behandling af infektionen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med henvisning til, at den stivgørende operation og sygeperioden som følge heraf ikke kunne tilskrives patientskaden, hvorfor der kun var grundlag for at tilkende tabt arbejdsfortjeneste for perioden, hvor manden var indlagt til behandling af infektionen. Patientforsikringens øvrige afgørelser var ikke blevet anket til Patientskadeankenævnet. For landsretten nedlagde manden påstand om godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for hele sygeperioden samt om, at et samlet mén på 25 procent skulle tilskrives patientskaden. Landsretten fandt det blandt andet på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet samt Arbejdsskadestyrelsen overvejende sandsynligt, at manden også uden den tilkomne infektion skulle have haft en stivgørende operation. Landsretten fandt endvidere, at infektionen havde medført, at tidspunktet for den stivgørende operation var blevet fremrykket, men at manden under sagen ikke havde godtgjort at have lidt et tab som følge heraf. For så vidt angik påstande om godtgørelse for svie og smerte og varigt mén blev disse påstande afvist, idet Patientforsikringens sidste afgørelse kun vedrørte spørgsmålet om tilkendelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og da det kun var denne afgørelse, der var blevet indbragt for Patientskadeankenævnet. Rekursmulighederne fandtes dermed ikke at være udnyttet vedrørende disse poster, og der fandtes ikke at være holdepunkter for en udvidende fortolkning af Patientskadeankenævnets afgørelse, således at denne også indeholdt en stillingtagen til posterne svie og smerte og varigt mén. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet. Afsagt den 13. maj 2005 af Vestre Landsret (B-2462-02) j.nr. 2001-00-780 godtgørelse og erstatning. En ung mand var i perioden fra den 9. december 1999 til den 7. januar 2000 indlagt på et sygehus i anledning af mistanke om en blodsygdom. Den 10. december 2000 forsøgte man at udtage en knoglemarvsbiopsi fra mandens hoftekam. I de følgende dage udviklede han styringsbesvær af højre ben, 24
nedsat følesans på ydersiden af underbenet, nedsat kraft over fodleddet og smerter. Det blev efterfølgende konstateret, at manden led af leukæmi. Symptomerne fra højre underben varede ved, og man konstaterede, at manden havde udviklet dropfod. I efteråret 2000 blev manden indlagt på et andet sygehus til behandling af leukæmien med blandt andet knoglemarvstransplantation. Ved en kontrol i december 2000 vurderede man ud fra en MR-scanning og en neurofysiologisk undersøgelse, at dropfoden var en følge af, at der var sket en nervepåvirkning, muligvis i forbindelse med den blodansamling, der opstod efter biopsien den 10. december 1999. Patientforsikringen anerkendte, at manden under indlæggelsen på det første sygehus var blevet påført en erstatningsberettigende skade i form af dropfod jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Manden blev tilkendt erstatning for erhvervsevnetab, afholdte udgifter til medicin, ankelbandage og transport, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén svarende til en méngrad på 15 %. Manden fik afslag på erstatning for forventede fremtidige udgifter til indlæg og fodtøj. Ved en senere afgørelse blev manden tilkendt erstatning for fremtidige medicinudgifter, og der blev meddelt ham afslag på tabt arbejdsfortjeneste. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Manden nedlagde ved landsretten påstand om yderligere godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, forhøjelse af méngraden, yderligere erstatning for erhvervsevnetab, erstatning for forventede fremtidige udgifter til fodtøj samt erstatning for mistet skoleår. Landsretten udtalte for så vidt angik påstanden om erstatning for mistet skoleår, at det var en betingelse for at kunne kræve erstatning efter patientforsikringsloven, at kravet havde været fremsat under den administrative behandling af sagen. Da dette ubestridt ikke var sket, blev kravet afvist. For så vidt angik den resterende del af sagen, fandt landsretten, at der ikke var fremkommet sådanne oplysninger, at der var tilstrækkeligt sikkert grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse. Landsretten bemærkede vedrørende godtgørelse for svie og smerte, at manden frem til stationærtidspunktet var i behandling mod leukæmi eller havde følgevirkninger efter denne behandling, hvorfor det var berettiget, at han i denne periode havde fået halv takst for oppegående for de forøgede gener, patientskaden havde medført. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. 25
Afsagt den 20. maj 2005 af Østre Landsret (B-3589-00) j.nr. 1999-00-071 PFL 2, stk. 1, nr. 4. En 47-årig kvinde blev den 23. oktober 1997 indlagt med henblik på operation for kræft i venstre bryst. I forbindelse med operationen opstod læsion af nerven til brystkassen, nervus thoracicus, som blev syet sammen. Kvinden havde efterfølgende gener i form af føleforstyrrelser på indersiden af venstre arm samt smerter og bevægeindskrænkning. Ved en undersøgelse den 18. maj 1998 blev der konstateret lammelse af musklen mellem brystkassen og forsiden af skulderbladet efter nervelæsionen. Patientforsikringen fandt, at nervelæsionen ikke kunne anses for at være en erstatningsberettigende komplikation. Patientforsikringen lagde vægt på, at behandlingen var foregået i overensstemmelse med bedste specialiststandard i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Endvidere blev der lagt vægt på, at komplikationen ikke var tilstrækkelig alvorlig henset til kvindens meget alvorlige grundsygdom, som var brystkræft, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at behandlingen var foregået i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at komplikationen ikke var tilstrækkelig alvorlig, om end sjælden, til at udløse erstatning efter patientforsikringsloven. Ved vurderingen af alvorlighedskriteriet lagde man vægt på, at en del af kvindens gener ikke havde årsagssammenhæng med komplikationen, og at den del af generne, der havde årsagssammenhæng med nervelæsionen, ikke kunne begrunde, at alvorlighedskriteriet kunne anses for opfyldt. Ved landsretten nedlagde kvinden påstand om, at hun var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. I forbindelse med retssagen indhentede man en udtalelse fra Retslægerådet. Landsretten fandt i modsætning til Patientskadeankenævnet, at alle kvindens gener måtte anses for følger efter operationen, men idet der blev lagt vægt på alvorligheden af hendes grundlidelse, var der ikke et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse. Patientskadeankenævnet blev således frifundet. Afsagt den 26. maj 2005 af Vestre Landsret (B-1876-02) j.nr. 2001-00-416 PFL 2, stk. 1, nr. 4. 26