Skilsmisseprojekt Samtalegrupper for skilsmissebørn, der viser alvorlige tegn på mistrivsel. Finansieret af Sygekassernes Helsefond. 2 grupper med 4 børn i hver gruppe. Gr 1 børn i alderen 9-12 år. Start 30 september 2008, slut 12 maj 2009. Gr 2 børn i alderen 7-8 år. Start 25 februar 2009, slut 26 august 2009. Hver gruppe har mødtes 11 gange a hhv. 2 t og 1½ times varighed. Gr 1 havde en weekend tur, gr 2 en skovtur i sidste del af forløbet. Evaluering: Målet for etablering af skilsmissegruppen var dels at skabe forudsætninger og rammer, der kunne mindske børnenes psykosomatiske symptomer foranlediget af skilsmissen, samt at øge børnenes trivsel og give dem en følelse af mestring og indflydelse på egen situation. Hvilke emner har været taget op Vi har undervejs arbejdet med følgende temaer: Børnenes historie, tiden før, under og efter skilsmissen Forandringer i familielivet, f. eks nye sted- og halvsøskende, stedforældre og flytninger Forskelle i regler og normer, der giver anledning til forvirring og kræver energi hos børnene. Børnenes skolegang/skift og oplevelse af at være alene med tanker og følelser, samt børnenes brug af lærere i forhold til reaktioner og håndtering af følelser Nuancering og oversættelse af børnenes følelsesregister, brug af adfærdsstrategier De mange dilemmaer en skilsmisse bringer med sig, glæder og sorger og ikke mindst modsatrettet følelser både overfor forældre og stedforældre og nye søskende Drømme om fremtiden Hvad har børnene fået ud af forløbet Alle børnene har profiteret af: 1. Få sat ord på de ting, der har været svære i forbindelse med skilsmissen og det nye liv med 2 familier og evt. stedforældre og stedsøskende 2. Få bearbejdet de modsatrettede følelser, der ofte forekommer både i forhold til forældre og stedforældre. 3. At få nuanceret deres kropslige signaler og følelsesudbrud og fået en større forståelse af disse 4. At opleve at forældre og stedforældre har bakket op omkring forløbet og samarbejdet måske på en ny måde 5. Et tæt samarbejde med forældre, samt et udvidet netværksarbejde med skole, PPR og SFO mm 6. At møde andre i samme situation kunne dele tanker, erfaringer, glæder og sorger. 7. Få nyt mod og håb for fremtiden 1
Fælles for børnene i gruppe 1 har været, at de har åbnet sig mere og mere i takt med, at de fandt trygheden i gruppen. Der har været plads til mange følelser og de har oplevet på skift at kunne blive meget kede af det, frustrerede og vrede oplevet, at de ikke var alene med disse følelser, men i stedet blev mødt med genkendelse og forståelse og nogle gange forslag til løsninger. Vi oplever, at børnenes selvværd er vokset undervejs i forløbet. De er blevet mere talende og præcise i deres udmeldinger, men også mere fleksible og reflekterende omkring svære følelser. Fået mere mod til at være sig selv og ikke behøve at gemme sig bag en facade. Fælles for børnene i gruppe 2 har været, at de har opnået større tryghed i gruppen og er bedre til at lege og samarbejde under forløbet. Vi oplever at børnene har opnået en større nuancering og genkendelighed i forhold til deres egne følelser. Det er ikke så diffust for dem længere, hvad deres følelser og reaktioner er udtryk for og de er blevet bedre til at hente hjælp. Hvad har i særlig grad optaget børnene Stedforældre, svært både at rumme positive og negative følelser. Ofte bange for at såre biologiske forældre Bekymringer om forældrene, bange for at forældrene er kede af det, ensomme, bekymring om økonomi, sygdom og fremtidig liv Savnet den forældre man ikke er hos, uanset samværsaftaler Følelsen af at være anderledes, som skilsmissebarn For gr 2 har deres egne følelser og reaktion fyldt meget, både vreden og behovet for at blive set Gruppeforløbene: Gr 1 ( de 9-12 årige) Oprindelig var der visiteret 3 piger og en dreng til gruppen. Den ene pige sprang fra og der kom i stedet en dreng ind knap midtvejs i forløbet. Gruppen havde overordnet set glæde af det lange forløb, med tæt kontakt i begyndelsen og derefter længere tid mellem møderne. Børnene opnåede en grundlæggende tryghed, der betød at de kunne spejle sig i hinanden og bruge hinandens erfaringer og samtidig havde tid til at arbejde med deres tanker og følelser mellem møderne. Møderne var af 2 timers varighed fra kl. 16.30-18.30, med en indlagt pause med lidt at spise. Det fungerede fint i denne gruppe. Gruppen arbejdede med tidslinie over deres historie og fik udleveret et en-gangs kamera, så de kunne tage billeder af væsentlige personer og ting i deres liv. Disse billeder blev efterfølgende sat op på hver deres planche og børnene præsenterede dem for hinanden. Børnene fik hver udleveret en dagbog, hvor de kunne nedskrive deres tanker og overvejelser og mulige temaer, de havde lyst til at drøfte med gruppen. Weekenden i slutningen af forløbet var en stor succes. Tidsfaktoren var væsentlig, idet der var mulighed for at gå til og fra, arbejde med tanker og lege og hygge sig. Intensiteten og fællesskabet mellem børnene var mærkbar. Børnene kom frem med tanker og bekymringer, der ikke tidligere 2
havde været fremme på møderne og børnene gav udtryk for, at de gerne ville have haft flere af sådanne arrangementer. Det er vores vurdering at børnene ville have profiteret af flere af disse weekends, men at det skulle ligge i sidste halvdel af forløbet, da trygheden i gruppen var afgørende for indholdet og udbyttet af samværet. Efterfølgende har vi gjort os overvejelser om børnenes aldersspredning i gr 1. Der er meget stor forskel på at være en dreng på 9 år og en pige på 12, især i så lille en gruppe. Det medførte at vi ind i mellem delte børnene op i mellem os, hvilket viste sig at komme alle til gavn. Op til hvert møde sendte vi hvert barn et kort med en lille hilsen, samt ofte en orientering om, hvad temaet var for det næste møde, ligesom vi de fleste gange sluttede møderne af med at orientere om næste møde. Det var vores oplevelse at børnene var glade for forberedelsen. Gr 2 (de 7-8 årige) Gruppen bestod af 3 drenge og en pige. Drengene kendte hinanden i forvejen, hvilket vanskeliggjorde fællesskabet i gruppen, idet de bragte deres indbyrdes oplevelser fra hverdagen med ind i gruppen. Deres kommunikation var til tider også meget indforstået og det var vanskeligt for dem at invitere den sidste ind. Størrelsen af gruppen gjorde det ekstra sårbart. Børnenes manglende koncentration og fordybelse og humørsvingninger gjorde dem sårbare i de sociale relationer til de jævnaldrende, både i gruppen og, viste det sig, i skolemæssige sammenhænge. Ligesom gr 1 startede vi med møder af 2 timers varighed kl 16.30-18.30. Dette viste sig at være for lang tid, da børnene ikke kunne koncentrere sig så længe på trods af pause med lidt at spise og legepauser. Børnene var trætte efter en lang dag i skole og SFO. Møderne blev derfor forkortet til 16.30-18.00, hvilket fungerede bedre. Gruppen havde brug for meget fast struktur og rammer, med et genkendeligt program for møderne, ligesom de havde faste pladser. Denne gruppe yngre børn kunne ikke på samme niveau som de større gøre brug af hinandens erfaringer, i stedet profiterede de af vores oversættelse, dvs. verbal nuancering af børnenes følelser og reaktioner. Gruppen har arbejdet visuelt gennem tegninger (både frihånds og tegninger vedr. følelser), historieskrivning og eventyr. Deres udsagn blev noteret på computer og læst højt efter hvert møde, hvilket optog børnene og fik dem til at samle sig om temaet. Vores metodemæssige vurdering omkring gr 2 er, at forløbet kunne have opbygget anderledes uden at det var gået ud over effekten. Det direkte arbejde med børnene i forløbet kunne have været afkortet til færre gruppemøder til fordel for et yderligere udvidet forældresamarbejde samt rådgivning og supervision til skolen og SFO. På samme måde som i gruppe 1. var børnene glade for brevkorrespondancen i mellem møderne. På grund af børnenes alder og modenhed vurderede vi at en weekend med overnatning ikke var hensigtsmæssig og vi valgte i stedet en skovtur til en naturlegeplads. Grundet ferie deltog kun halvdelen af gruppen og vi oplevede her nogle legekompetencer imellem børnene som vi ikke havde set i spil tidligere. Omvendt var børnene ikke istand til at samle sig om refleksioner over forløbet trods vores hjælp. 3
Metode Indledende interview med alle børn og forældre med undtagelse af to fædre, hvor det ikke lykkedes. Der har dog været tlf. kontakt til begge fædre. Interviewene dannede et væsentligt udgangspunkt for arbejdet i grupperne, da det gav en oplevelse af kendskab til børnenes liv. Børnene har givet udtryk for, at de synes, det var rart, at vi kendte deres hverdag og omgivelser. Det gav os nogle bedre forudsætninger for at kunne arbejde med historikken og nuancerne i børnenes liv. I projektet var der åbnet mulighed for en forældresamtale undervejs i forløbet. Der viste sig være et langt større behov for tæt dialog og samarbejde, både gennem direkte samtaler, tlfkontakt og mailkorrespondance, samt deltagelse i netværksmøder på skolen efter ønske fra forældrene. Den løbende kontakt og samarbejdet med forældrene gjorde, at vi ændrede den afsluttende interweivrunde til en skriftlig tilbagemelding, da behovet for den direkte kontakt var opfyldt undervejs. Projektet indeholdt ligeledes en kontakt til stedforældre gennem tilbud om en stedforældreaften. Desuden deltog nogle stedforældre i det indledende interwiev. I gruppe 1 deltog 3 stedforældre i en planlagt stedforældreaften, hvor temaet var dilemmaer og overvejelser i forhold til det, at være stedforældre. Vores oplevelse var, at de deltagende stedforældre var positive og havde brug for at få talt åbent om de tanker og svære følelser, der var i forhold til stedbørn og balancen mellem dem og biologiske børn. Børnene tilkendegav, at de var glade for, at vi havde inddraget deres stedforældre og spurgte til aftenens forløb. I gr 2 var det af flere årsager ikke muligt at gennemføre, men i stedet havde vi en samtale med en enkelt stedfar, hvilket han gav udtryk for, at være glad for. Efterfølgende har den skriftlige tilbagemelding fra forældrene understøttet denne oplevelse, idet flere stedforældre har givet udtryk for at have fået et mere selvfølgeligt forhold til børnene. Vedr. gruppestørrelsen var der som udgangspunkt lagt op til 6 børn i hver gruppe, idet vi udfra tidligere erfaringer ( både vores og andres) anså dette antal for passende med mulighed for refleksion, spejlinger, samt at komme til orde. Af forskellige årsager endte grupperne med at have 4 børn i hver, hvilket viste sig at være en fordel i forhold til tyngden af børnenes problemstillinger. Det er vores vurdering, at børnene ville have haft svært ved at rumme og forholde sig konstruktivt til flere børn og problemstillinger. Som det var, formåede børnene, især i gr 2 med de yngre børn, kun at forholde sig til hinanden med støtte, styring og oversættelse. I perioder profiterede børnene af være samlet i gruppe, andre gange måtte vi gå fra med en enkelt eller 2 og 2. Samlet for hele projektet Vores samlede vurdering af børnene i grupperne er, at størstedelen af børnene udover de følelsesmæssige konsekvenser af skilsmissen også kæmpede med andre vanskeligheder både medfødte og socioemotionelle, hvilket tydeligt påvirkede børnenes forudsætninger for deltagelse i forløbet. Man skal være således være opmærksom på, at børnenes reaktioner og symptomer ikke 4
alene kan forklares i forhold til skilsmissen, men må ses i lyset af, at børn, der har vanskeligheder med sig, bliver yderligere sårbare i forbindelse med en skilsmisse. Således har vi som konsekvens af vores observationer og forløb anbefalet yderligere udredning af 2 af børnene, 1 fra hver gruppe. Desuden har vi af samme årsag deltaget i flere netværksmøder omkring de enkelte børns trivsel i henholdsvis skole og SFO, samt udarbejdet udtalelser omkring 3 af børnene på foranledning af PPR i kommunerne. En del af hjælpen til børnene har været at øge forståelsen og indsigten for forældrene i forhold til børnenes problemstillinger. Det har bla. betydet, at forældrene har fået bedre forudsætninger for at forstå børnenes reaktioner og udspil og derved også fået bedre muligheder for, at tilbyde børnene den rette støtte og hjælp. Derudover har forældrene givet udtryk for, at den ændrede forståelse af børnene, samt det indbyrdes samarbejde forældrene imellem, har understøttet betydningen af, hvor væsentlig de selv som voksne er. Deres dialog indbyrdes og med skole og øvrigt netværk, er afgørende i forhold til børnenes trivsel. I forhold til den skriftlige tilbagemeldinger fra forældrene omkring børnenes udbytte i forløbet har vi ud af 16 mulige modtaget 12 tilbagemeldinger. Alle forældre giver udtryk for at børnene er blevet mere åbne og bedre i stand til at sætte ord på deres tanker og følelser både derhjemme og i skolen. Desuden har forældrene generelt bemærket at børnenes udsagn er blevet langt mere nuancerede og åbne omkring de svære ting i forbindelse med skilsmissen. Forældrene oplever samtidig også at børnene har fået øjnene op for nogle af de mere positive begivenheder i forbindelse med den ændrede familiesituation bla. nye søskende. mm. Ligeledes melder størstedelen af forældrene tilbage (forældrene til de børn, hvor der tidligere var problemer omkring disse faktorer), at hyppigheden af somatiske klager, hidsighedsanfald, samt fravær fra skolen er mindsket. Forældresamarbejdet var i tilrettelæggelsen af projektet vægtet højt, men viste sig at få endnu større betydning og har krævet endnu flere ressourcer end vi på forhånd havde kalkuleret med. Det udvidede tætte samarbejde med familierne har haft afgørende betydning for børnenes tilgang til at indgå i samtaleforløbet. Derudover og måske allervæsentligst har det tætte forældresamarbejde skabt et ændret udgangspunkt, udfra hvilket både familie og professionelle kan arbejde sammen med fornyet indsigt omkring børnenes vanskeligheder. Perspektiv Denne målgruppe af børn med alvorlige tegn på mistrivsel - og hvor det har vist sig ikke kun at være skilsmissen, der var årsagsforklaringen, - har primært profiteret af det udvidede forældresamarbejde samt det tætte netværkssamarbejde. Denne fælles vidensdeling og refleksion har sikret at mange nuancer og perspektiver er kommet med i barnets historie og sikret kontinuitet og mulighed for videre udvikling. Arbejdet med de enkelte børns følelser, tanker og oplevelser i forbindelse med skilsmissen har øget børnenes bevidsthed og oplevelse af mestring, samt indflydelse på egen situation. Det er vores vurdering, at børnenes udbytte i forbindelse med deltagelse i skilsmissegruppen primært skyldes ovenstående, idet børnene har været glade for at møde andre børn i samme situation, men grundet de vanskeligheder, børnene i øvrigt havde at kæmpe med, har det ikke været det, der var udslagsgivende for deres øgede trivsel. Dette leder os frem til, at denne målgruppe af børn ikke nødvendigvis er bedst hjulpet via en interventionsform med samtalegrupper alene, men i stedet bør tilbydes en tværfaglig indsats i tæt 5
samarbejde med familie og netværk, samt sikres en tidlig og hurtig udredning i forhold til barnets andre vanskeligheder. 6