Selv Sønderjylland ligger i Skandinavien

Selv Sønderjylland ligger i Skandinavien Af Marlene Lysemose Kronik i Jyllandsposten 4/9 2004 (Lidt kortere og med overskriften Skandinavien ligger i virkeligheden ) Klokken var kvart over otte. Det var fredag morgen en dejlig forårsdag i begyndelsen af maj. På det sønderjyske seminarium med rødder tilbage til dengang området var tysk, gjorde man sig klar til undervisning. På tredje sal helt oppe under taget - i en gammel bygning, som tydeligt bar præg af historiens vingesus, samledes en lille flok studerende. Uden for vinduet skinnede solen på andre gamle bygninger. Man kunne se gymnastiksalen, som engang hed Turnhalle og bl.a. blev brugt til fægteundervisning. Det var dengang fægtning var en del af den almene dannelse. Man kunne også se den tidligere Preparentenanstalt, hvor håbefulde slesvigere engang forberedte sig til at komme ind på lærerseminariet. Midt i området stod skulpturen af Oehlenschlager som for at garantere, at området nu var ganske dansk. Dansk var også faget, de studerende samledes om i lokalet helt oppe under taget. Vi var kun en lille flok tilbage, der endnu ikke havde overgivet os helt til eksamenslæsningen og stadig mødte op til undervisningen på seminariet. Kun få uger senere skulle vi bestå den afsluttende skriftlige eksamen i linjefaget dansk og disse sidste uger var præget af en vis intensitet. De sidste emner fra studieordningen skulle nås! Denne morgen brugte vi halvanden time ud af et treårigt fag på at komme omkring det punkt i studieordningen, hvor der stod, at vi skulle tilegne os kendskab til nordiske nabosprog og nabosprogsdidaktik. I pausen spurgte en af de studerende, om vi kunne komme op i dette emne til den skriftlige eksamen, og vores underviser bekræftede, at det var en mulighed. Vi var lidt rystede over, at vi kunne komme op i et emne, som havde fyldt så lidt i vores samlede undervisningsplan. Måske skyldtes rystelsen også, at emnet fyldte meget lidt i vores identitetsopfattelse. Efter tre år i sønderjyske omgivelser var en del af vores nationale identitet præget af områdets historiske forhold til Tyskland. Det spillede ikke nær den samme rolle, at Norge helt frem til 1814 havde været en del af Danmark. Dette er ikke en kritik af vores daværende underviser, som med garanti havde opfyldt vores ønske, hvis vi havde benyttet vores ret til medbestemmelse og udtrykt ønske om at bruge mere tid på nabosprogene. Det er heller ikke et indlæg i debatten om, hvorvidt læreruddannelsen er skruet rigtigt sammen. Det er til gengæld et oplæg til overvejelser om, hvorfor de nordiske

nabosprog er en del af danskfaget både i folkeskolen, i gymnasiet, på lærerseminarierne og på landets universiteter. I de nye Fælles Mål for folkeskolen står der, at man forventer, at eleverne efter 9. kl. kan forstå norsk og svensk i store træk og have kendskab til ligheder og forskelle mellem nabosprogene. De skal også kunne læse norske og svenske tekster. Her skal det bemærkes, at efter sjette klasse er det kun lette norske og svenske tekster, de skal kunne, men efter 9. kl. er sværhedsgraden altså øget, så det er norske og svenske tekster generelt. Det nordiske ministerråd udgav i 2003 et hæfte (TemaNord 2003:507), hvor de sammenligner undervisningen i nordiske nabosprog i de nordiske lande. Her kan man læse, at ifølge Hf-bekendtgørelsen for dansk i Danmark skal der læses mindst 15 sider nyere norsk og 15 sider svensk. I samme hæfte kan man se, at alle de seks steder i landet, hvor man kan læse dansk på universitetsniveau, udbydes der norsk og svensk. Det er faktisk obligatoriske fag i grunduddannelsen på danskstudiet. Den nordiske dimension er altså repræsenteret i danskfaget både i grundskolen, på gymnasialt niveau og på universitetsniveau. Jeg har selv haft glæden af at deltage i faget Moderne Skandinavisk Litteratur og Kultur, som det nordiske fag hedder ved Syddansk Universitet i Kolding. Her strakte undervisningen sig over to semestre og bød bl.a. på en ekskursion til Lund og Oslo. Måske var ekskursionen egentlig det væsentligste. Det var her, vi fik en personlig oplevelse af at norsk og svensk er sprog, der bruges af levende mennesker med en kultur, som kan udvide vores egen horisont. Med vores undervisers ord, kan man sige, at det var her vi opdagede, at Skandinavien ligger i virkeligheden og er et godt sted at være (Citat Jon Helt Haarder, http://www.humaniora.sdu.dk/dansk-kolding/oslo.htm). Det var nærmere den ekskursion, end det var trinmålene for folkeskolen, der tilskyndede mig til at lave et undervisningsforløb i den 6. kl., som jeg både underviser i dansk og natur/teknik. Jeg havde valgt at inddrage de ugentlige to natur/teknik timer til dansk for så til gengæld en gang imellem at bruge både dansk- og natur/tekniktimerne i en hel uge på natur/teknik. Således begyndte vi arbejdet med Norden med en natur/teknikuge, der handlede om lande i Norden. Eleverne valgte sig ind i grupper og arbejdede med de forskellige nordiske lande og fremlagde den viden, de tilegnede sig, for hinanden. Hermed arbejdede vi frem mod det mål for natur/teknikfaget, som er, at eleverne skal kunne redegøre for karakteristiske træk ved regionale områder med

udgangspunkt i egne forhold, fx amt, landsdel og Norden. Også i målene for natur/teknik optræder Norden altså som begreb. Den næste uge skulle vi have dansk igen, og jeg havde med vilje ikke fortalt eleverne, at det var nordiske nabosprog, der stod på programmet. Jeg delte en kopi af en norsk tekst på bokmål ud til gennemlæsning og lagde op til, at det var en historie, vi skulle snakke om. Der gik dog ikke lang tid, før nogle elever begyndte at brokke sig over stavefejlene i teksten, og på et tidspunkt spurgte en af dem, om det var svensk. Det førte til en snak om forskellen på dansk, norsk og svensk og i løbet af de næste par uger prøvede eleverne både at læse og oversætte norske og svenske tekster samt at se et par afsnit af Pippi Langstrømpe på svensk. Der var forskellige aspekter ved undervisningen i nordiske nabosprog, der var interessante. Dels var der stor forskel på elevernes tilgang til nabosprogene. De gode stavere blev tydeligt irriterede over de norske afvigelser og gik nemt i stå i læsningen, mens de mindre gode stavere kom nemmere om ved det. De hængte sig ikke så meget i, om g var byttet ud med j og lagde større vægt på, om ordet gav mening i sætningen. Til gengæld var det en af de gode læsere, der i løbet af meget kort tid fangede det svenske skriftsprog og simpelthen bare kunne det. Det var imponerende at høre ham læse op, mens han i hovedet oversatte fra svensk skriftsprog til dansk talesprog. En dreng, som ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med norsk eller svensk tilegnede sig i løbet af få timer et helt nyt sprog og dermed adgang til et noget større kulturfællesskab, end det han i forvejen var en del af. For en del af de andre elever gjaldt det, at der, hvor jeg personligt blandt andet tager tyske gloser til hjælp, stod eleverne hjælpeløse. Når svenskerne fråger om noget ligger det tæt op ad det tyske fragen. Men når man ikke kan tysk, er det svært at gætte betydningen. Samtidig skal det naturligvis tages i betragtning, at undervisningen foregik i den sydlige del af Midtjylland og altså langt fra naturlig indflydelse fra de nordiske nabolande. Jeg har selv tilbragt mange ferier hos familie på Læsø, og der fornemmes det svenske broderland meget tydeligere. En sommer arbejdede jeg derovre på et hotel med svenske kokke, svenske turister, svensk radio, og når jeg kom hjem sent om aftenen efter at DR og TV2 havde takket af og sagt godnat, var de eneste tilgængelige kanaler på svensk. Det er altså ikke lige meget, hvor i Danmark man vokser op, når vi taler om påvirkningen fra de nordiske nabolande og den nordiske identitetsopfattelse. Den konstatering kan få mig til at overveje, om det blot er noget københavneri (og måske også lidt for nordjyder), når de nordiske nabosprog er blevet gjort til en del af danskfaget. Det er klart, at man som bosiddende i Ørestadsområdet må føle en helt anden tilskyndelse til at lære

norsk og svensk, end når man bor nær den tyske grænse. Ikke desto mindre gælder læseplanerne også for sønderjyderne. Man kan naturligvis vælge at se bort fra dette og i stedet koncentrere sig mere om nogle af de mange andre elementer, som danskfaget også rummer ifølge læseplanerne. Det er mit indtryk, at det er tilfældet mange steder. Jeg har i det forløbne år siddet i en studiegruppe, som er et samarbejde mellem tre folkeskoler, hvis elever bliver samlet i 8. kl. Her prøver vi at koordinere danskundervisningen, så de elever, der mødes i 8. kl. har nogenlunde ens forudsætninger for at deltage. I denne studiegruppe er det tydeligt, at de nordiske nabosprog spiller en meget lille rolle på mellemtrinnet og en forsvindende lille rolle i overbygningen. Det er der især tre grunde til: For det første kræver undervisningen i nordiske nabosprog, at læreren oplever, at emnet er vigtigt. Der er mange mål for danskundervisningen i folkeskolen, og ofte må læreren prioritere ud fra sin egen overbevisning. Er det f.eks. vigtigst at hele klassen opfylder trinmålene om grammatisk kunnen? Eller kan der blive plads til både noget grammatik og noget norsk og svensk om end det så bliver mindre uddybende? For det andet kræver undervisningen, at læreren har en viden om emnet. Den viden er ikke givet ved, at der bruges halvanden time på at gennemgå det på seminariet. Når der ikke bruges mere tid og det gør der muligvis nogen steder, blot ikke der, hvor jeg var kan det også hænge sammen med, at seminarielærerne ikke føler sig helt hjemme på området, selvom de har bestået faget under deres danskstudie. Faget er nemlig forholdsvist nemt at bestå på universiteterne, da der er tale om afløsningsfag, hvor man kan bestå blot ved at være til stede i undervisningen. Dernæst kræver undervisningen, at man har materialer, der kan bruges, og her er markedet ikke stort. Amtscentrene har ikke meget materiale, og det kan muligvis hænge sammen med, at der ikke er lavet ret meget undervisningsmateriale. Disse ting påvirker gerne hinanden dialektisk således, at der ikke laves materialer til emner, der ikke efterspørges, og emner der ikke laves materialer til efterspørges mindre. Bag alle disse faktorer gemmer sig nok den væsentligste nemlig emnets aktualitet. Oplever vi, at vi kan bruge det til noget? Hvor tit møder vi norsk eller svensk i vores hverdag? Her er vi tilbage ved de regionale forskelle, for det er klart, at man møder flere svenskere i København

end i Esbjerg. Hvorfor skal esbjergenserne så beskæftige sig med emnet? Hvad skulle motivationen være? Adgangen til et større kulturfællesskab? Og en viden om vore sproglige rødder? Ja, lige præcis. Danskfaget i folkeskolen skal bl.a. bidrage til at udvikle elevernes personlige og kulturelle identitet, og når de nordiske nabosprog er en del af pensum, vil de også komme til at påvirke elevernes identitetsopfattelse. Ifølge den spanske sociolog Manuel Castells kommer der med den stigende globalisering fokus på, at steder tildeles en identitet. Således vil de historiske og geografiske forhold stadig i høj grad påvirke vores identitetsdannelse. Her kan man så indvende, at som medlemmer af EU bør vi rette vores identitetsdannelsesproces mod Europa og ikke kun mod Norden. Men Castells taler også om plurale identiteter, hvilket betyder, at man på én gang kan være nordisk og europæisk og dansk af identitet på samme måde, som man kan være mor, studerende og jyde på én gang. Det er min opfattelse, at jo flere plurale identiteter man har, jo bedre kan man klare sig i et samfund under konstant udvikling. Jo mere man er vant til at udvide sin horisont, sætte sig i andre menneskers sted, lære om andre steder og forstå andre kulturer, jo mere tilpasningsdygtig vil man være i fremtidens samfund, og jo bedre vil man kunne forstå nye kulturer, som dukker op med tiden. Med den hastighed samfundet udvikler sig i øjeblikket, ved vi ikke, hvordan verden ser ud, når vore elever bliver voksne. Det er altså ikke nok at lære dem at navigere i samfundet af i dag, men også at tilpasse sig og omstille sig til nye forhold. Her ligger en opgave, som nemt kan udkonkurrere den grammatiske træning, og set i det lys får undervisningen i norsk og svensk en helt anderledes vigtig betydning også for syd-, sønder- og midtjyder. Jeg kan desværre ikke give alle mine elever i folkeskolen den samme oplevelse af, at Skandinavien ligger i virkeligheden og er et godt sted at være, som jeg selv fik på universitetets ekskursion. Men jeg kan i det mindste - ved at inddrage norsk og svensk i undervisningen - lægge grunden til, at de en dag kan få en oplevelse, der minder om den, jeg fik. En oplevelse af også - at være en del af et nordisk kulturfællesskab. Og det er min overbevisning, at den oplevelse vil være dem en ballast på livets rejse.