Leder: En ny tid Af Allan Westerling 3 Dagligdagens konflikter Af Kirsten Hvidtfeldt 4 Odensemodellen: Dynamisk matchning Af Anette Søgaard Nielsen og Bent Nielsen 14 Individ og gruppe i forandringens tid Af Åse Lading 20 Bogomtale: Kompetencebaseret interview løsningen, der matcher ansøger og job Af Lars Paludan-Müller 28 Veje til ændring Af Lars Rasborg 35 61 2006
En ny tid 2 Fremtiden kommer kun en dag ad gangen. Til gengæld kommer den hver evig eneste dag. Vores mulighed for at forudsige fremtiden er endnu dårligere end vore muligheder for at overskue alle konsekvenserne af vore handlinger, men vi er på en eller anden måde nærmest tvunget til at handle, som om vi kan. Forudsige fremtiden, overskue konsekvenserne af vore handlinger. I hvert tilfælde lever de fleste mennesker med en forventning om, at dagen i morgen bliver nogenlunde ligesom dagen i dag. Nogenlunde de samme rutiner, den samme vej til arbejde, de samme daglige indkøb, de samme velkendte institutioner; hver dag gentages hverdagens rutiner. Lige indtil noget andet sker. Noget forandres. Kriser opstår. Strukturer brydes ned, individer bryder sammen, hverdagen brydes op. Tingene er ikke længere, som vi troede de var. Vores verden vendes op og ned. Den forståelse og de fornemmelser, vi havde af vores omgivelser, fungerer ikke længere. Og vi spørger os selv:»hvad skete der lige der?«,»hvorfor reagerer de sådan?«,»hvad er det egentlig, hun mener?«,»hvorfor oplever jeg det på den måde?«det sker tit, og måske oftere og oftere, at vi befinder os i situationer, hvor vi må tage vores forståelse og fornemmelser af omverden op til revision. Vi tvivler, tror, håber, griber, famler og mærker efter. I os selv. Med os selv. Vi er i verden, men verden er også i os. I al sin komplekse enkelhed er dette psykologiens udgangspunkt. Menneskers handlinger, holdninger og følelser. Vores oplevelser og opfattelser. Vores evner, motiver og perspektiver. Vores udvikling, kriser, konflikter, regressioner og depressioner. Vores lyst, begær og behov. Vores indsigter og fejltagelser. Vores bevægelse og stilstand. Vores længsel efter gensidighed og angst for isolation, vores kamp mod undertrykkelse og stræben efter frihed. Aktør, struktur, natur, kultur. Vores indre og ydre og alt derimellem. Det er psykologi. Man bliver aldrig færdig med psykologi, selvom man nok kan blive træt af faget eller frustreret og forvirret. Men når man en gang har fået interessen for psykologi, slipper den aldrig en. Som en forelskelse eller en virus vælg selv. Freud sagde: når man én gang har opdaget et begær, kan det aldrig ignoreres. Sådan er det også med psy-
kologi: You can check out anytime, but you can never leave. psykologisk set har, som det blev nævnt i sidste nummer,»checket ud«fra sit gamle forlags trygge haller, men vi har ikke forladt vores læsere eller vore ambitioner. Disse forfølges nu under vingerne hos Bogforlaget Frydenlund. Psykologisk Set har det forsat som sin fornemmeste opgave at bringe artikler, der giver et psykologisk perspektiv på hverdagens problemstillinger. Artikler, der viser, hvordan psykologifaget kan belyse, forklare og perspektivere en lang række forhold, som på forskellig vis har betydning i hverdagen. Artiklerne er skrevet af fagfolk med en universitetsgrad i psykologi, men henvender sig til alle som er bidt af faget, hvad enten der er tale om forelskelse eller en infektion. Psykologisk Set befinder sig dermed i et krydsfelt mellem på den ene side det synspunkt, at psykologi er noget, som er relevant for alle mennesker, og på den anden side den holdning, at psykologi er noget som bedst udøves af eksperterne: psykologerne. Det betyder ikke, at psykologer har patent på selvindsigt eller forståelse for andre mennesker og deres situation. Måske tværtimod. Men psykologer har patent på en indsigt i psykologifagets traditioner. En indsigt som opnås gennem omfattende og møjsommelige studier i mange år på et universitet. Det er denne indsigt, som Psykologisk Set har trukket på i mere end 20 år, hvor tidsskriftet har bragt artikler om psykologi. Men samtidig har det været tidsskriftets adelsmærke, at sproget og formen netop ikke skal være akademisk eller videnskabelig. Det skal, kort sagt, være til at forstå. Og sådan vil det fortsat være i psykologisk set. Men også her forandres tingene. Siden sidst er to af tidsskriftets bærende kræfter gennem mange år, Tine Jensen og tidligere ansvarshavende redaktør Charlotte Mathiassen, trådt ud af redaktionen, Den tilbageværende del af redaktionen er meget kede af at skulle sige farvel til to så kompetente og erfarne kræfter, men glæder sig samtidig over, at både Charlotte og Tine har lovet fortsat at bidrage med artikler og input til psykologisk set i ny og næ. I stedet for Charlotte Mathiassen vil det fremover være undertegnede, der er ansvarshavende redaktør. Også på et andet område forandres tidsskriftet. Vores udseende. Læseren må selv bedømme resultatet, men både i redaktionen og på forlaget har vi svært ved at skjule vores begejstring. På redaktionens vegne Allan Westerling 3
Dagligdagens konflikter Kirsten Hvidtfeldt 4 Med denne artikel vil jeg beskæftige mig med, hvordan man kan håndtere konflikter, som er en uundgåelig del af livet. Jeg vil se på forskellige måder at forstå konflikter på ud fra en eksistentiel synsvinkel, derefter vil jeg beskrive Bubers opfattelse af det mellemmenneskelige forhold og dialogen. Til sidst vil jeg komme med nogle forslag til, hvordan dette kan omsættes i dagligdagen. En gennemgående case vil være bindeled mellem de forskellige afsnit. En gruppe i konflikt Luften er tung af mistro, angst og irritation. Jeg sidder med fire studerende, som har lavet projekt sammen, forløbet har været konfliktfyldt, og nu hvor gruppen skal til eksamen, er samarbejdet gået i hårdknude. Jeg er blevet bedt om at hjælpe dem til at finde en løsning, så de kan samarbejde under eksamen. Mange tanker melder sig. Hvad er der sket undervejs i gruppeprocessen? Hvordan har de indbyrdes relationer ændret sig? Hvad kan vi gøre nu, så tæt på eksamen? Jeg har valgt at bruge denne situation fra min tid som underviser på Den Sociale Højskole, som eksempel på nogle af de mange forhold der har betydning for håndtering af livets konflikter. Eksemplet giver ikke nogen løsning, og forløbet har næppe en lykkelig afslutning. Jeg ved kun, at de bestod eksamen, men ikke hvordan de har haft det med hinanden bagefter. I mit forsøg på mægling var udgangspunktet, at de befandt sig i en konkret situation (skulle til eksamen), som var konfliktfyldt og truende. Det var dén situation, de skulle forholde sig til, med de relationer de havde til hinanden, og dermed med den måde de talte til hinanden på og i det hele taget kommunikerede på. Hvordan kan vi forstå konflikter? Hos Carl Rogers finder vi en relativ positiv opfattelse af konflikter, han betragter dem som modsætninger mellem menneskets primære positive natur og de unaturlige betingelser civilisationen lægger på mennesket. I en relation, der er præget af varme og en ikke-dømmende accept af alle følelser, tanker og meninger, der dukker op, mener Rogers, at konflikter ganske enkelt vil forsvinde. Både relationelle og indre konflikter. Hans opfattelse kan forekomme idealistisk og lidt verdensfjern, men hans arbejde med bl.a. mægling i Sydafrika viste, at det havde effekt, i form af en begyndende dialog mod forsoning mellem nogle af de stridende parter Den franske eksistentialistiske filosof Jean-Paul Sartre har et noget andet udgangspunkt. Han mener, at det at være i verden involverer en konstant konflikt mellem en-selv og andre mennesker. I individets forsøg på både at acceptere og respektere andre mennesker skabes der en oplevelse af forskellighed i forhold til den anden, og det er denne oplevelse, der bliver grundlag for konflikt. Sartre beskriver forskellige strategier, som individet kan benytte for at kunne håndtere konflikten. Det
5 Dagligdagens konfl ikter
6 kan være manipulation, hvor den anden person gøres afhængig og bliver domineret. Det kan være ved at opgive sin egen frihed og lade sig udnytte, og endelig kan det være ved at trække sig tilbage fra kontakten med andre mennesker og isolere sig af angst for at miste sig selv. Den britiske eksistenspsykolog, Ernesto Spinelli, betragter ligeledes konflikter som uundgåelige. Han mener, at nogle af de værdier og adfærdsmønstre det enkelte menneske udvikler, med alderen bliver rigide og svære at ændre. Han kalder dette for aflejringer og sammenligner det med kaffegrums. Disse aflejringer har indflydelse på menneskets selvopfattelse og konflikters eventuelle opståen og udvikling. De konkrete konflikter, som mennesket kommer ud i, kan ved en nærmere undersøgelse afdække det enkelte menneskes aflejringer og værdier. En sådan afdækning betragter Spinelli som værende en del af hverdagslivet i en livslang proces. Til sidst vil jeg lige nævne De Bono, som har arbejdet med konflikter både teoretisk og praktisk, og han beskriver ganske kort en konflikt som en kollision mellem interesser, vurderinger, handlinger eller indstillinger. Hvis vi tager Rogers, Sartres og Spinellis tanker for gode varer, ser det ud til, at konflikter er uundgåelige, de er en del af menneskets liv, og de opstår mellem mennesker. Konflikter kan opleves som værende indre (f.eks. konflikt mellem forskellige værdier), men udgangspunktet er forholdet til andre mennesker. Det er dette forhold, der er grundlæggende for menneskets eksistens. Desuden peger De Bono på, at konflikter kan have
mange aspekter, også når de umiddelbart opleves som noget meget personligt i sammenstød med et andet menneske. Dette indebærer, at man er nødt til at forholde sig til de konflikter, man møder på sin vej. Spørge sig selv:»er jeg en del af denne her konflikt?«nogle gange kan man konstatere, at det er man ikke, andre gange, at det er man. I tidligere nævnte projektgruppe så det i begyndelsen ud til, at der var tale om konflikter mellem to af gruppens medlemmer. Undervejs i samtalen viste det sig, at konflikterne konkret handlede om holdningsmodsætninger med hensyn til gruppens opgave, modsætninger som de to»ikke-stridende«medlemmer var en del af. Disse to medlemmer havde»valgt«at forholde sig passivt til konflikten og undlod dermed at tage deres ansvar for gruppens problemer, der voksede, efterhånden som holdningsmodsætningerne blev til mere eller mindre skjulte personlige angreb. Kunne alle fire studerende have truffet andre valg, da modsætningerne kom frem? Var de selv klare over det, eller blev de nærmest taget på sengen, bl.a. fordi der herskede en norm om, at alle kan samarbejde. Måske. Der var næppe tvivl om at alle fire var klar over, at de til sidst havde en alvorlig konflikt, som truede samarbejdet ved eksamen, På dette tidspunkt synes det dog noget nær umuligt at vælge at tale og lytte til hinanden, sådan som en eksamen kræver. Eksemplet viser, at samtalen er et væsentligt aspekt ved konflikter, både når de opstår og undervejs. Mødet henvendelsen Når vi nu fastholder, at konflikter opstår i mødet mellem mennesker, må vi se nærmere på det mellemmenneskelige forhold. Den eksistentialistiske filosof Martin Buber beskriver det mellemmenneskelige forhold som et møde mellem to (eller flere) mennesker, hvor der er tale om en henvendelse, den ene vil den andet noget. En sådan henvendelse beskriver Buber som: At det, der sker mellem jeg et og du et, er mere betydningsfuldt, end det der finder sted i mennesket. At monolog (den indre) bliver til dialog. At der er tale om en konkret virkelighed modsat subjektive oplevelser eller abstrakte værdier. At der er tale om en vedvarende tilblivelsesproces i stedet for menneskets karakter/træk. Buber skelner mellem to grundlæggende forhold i mødet: et jeg-du (subjekt-subjekt) forhold og et jeg-det (subjekt-objekt) forhold. Jeg-du-forholdet er kendetegnende ved: Nærvær Ser det enestående ved det andet menneske i den konkrete virkelighed og bekræftes samtidig af den anden. Det er et gensidigt forhold. Bygger på en umiddelbar, intuitiv indlevelse af den anden eller på forståelse gennem kommunikation. Leves altid i nuet og er præget af umiddelbarhed. 7 Dagligdagens konfl ikter
8 Er flygtigt. Du et vil trække sig tilbage fra forholdet før eller senere og blive til et»jeg-det«. Jeg-du-forholdet er blot øjeblikke. Jeg-det-forholdet kendetegnes ved: Distance. Erfaring og viden. Der skabes en verden af årsags-virkning sammenhænge, hvorigennem jeg et lærer den konkrete verden at kende. Det indebærer iagttagelse, undersøgelse, vurdering, analyse og kategorisering. Forhold kan skilles ad, struktureres og gøres forståelige og genkendelige og erfaringer udvikles. Begge forhold er nødvendige, det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet. Jeg-du-forholdets korte øjeblik med nærhed og indlevelse giver oplevelsen af at blive mødt»som den jeg er«, uforbeholdent, åbent og meningsfyldt, men flygtigt. Som man kan opleve i intime øjeblikke, i sjælsmøder, i arbejdssituationer eller andre lignende situationer, hvor verden synes at stå stille en kort stund i den gensidige henvendelse. Jeg-det-forholdets adskillelse og distance er lige så nødvendig og hensigtsmæssig i mange af hverdagslivets situationer. Ved at fjerne sig fra den anden kan man fremhæve sin egen særegenhed og igen blive centrum i sin subjektive verden. Det er her erfaringer og viden har sin plads. Afstanden giver mulighed for at reflektere og opleve sine egne indre tilstande. Og for at se»den anden«lidt på afstand ud fra et andet perspektiv. Hvis vi et øjeblik vender tilbage til projektgruppen, viser det møde, jeg havde med dem, at der var tale om en jeg-det indstilling. Der var en manglende eller i det mindste fjern interesse for at undersøge fænomenet»der er to, der er uenige«, kommunikationen lød som enetaler, der var gentagelser af gentagelser med skjulte beskyldninger i form af kategoriske beskrivelser af den anden. Hovedstrategien kan betegnes som tilbagetrækning, også følelsesmæssigt. Senere erstattede Buber»mødet«med»dialogen«. Hans forståelse af mødet har bevæget sig fra det filosofiske plan til det psykologiske. Den psykologiske tilgang giver mulighed for mere konkret at inddrage hans forståelse i forhold til at håndtere konflikter og til at skabe en kommunikation, der fremmer forståelse og samarbejde. Dialogen Buber betragtede dialogen som havende en helbredende kraft, og den består af følgende elementer: opmærksomhed, accept, bekræftelse og tavshed. Han beskriver tre forskellige og adskilte former:
Ægte dialog Empatisk nærværende. Opmærksom på den anden som et unikt individ. Acceptere den anden i hans/hendes forskellighed. Engagere sig i den andens subjektive realitet. Tiltale den anden som den han/hun er. Åbenhed. Plads til tavsheden. Den ægte dialog findes i terapeutiske samtaler, nære relationer som ægtefælle/kæreste, ven, familie, men også i arbejdsrelationer omkring en fælles opgave eller et fremmed møde på en bænk. Monolog forklædt som dialog. Manipulation sådan som det er beskrevet af Sartre. Synet på den anden har kun interesse, hvis relevant for egne mål. Skelnen mellem ven (én der er til nytte), fjende eller ligegyldig. Dehumanisering. Monologen forklædt som dialog findes ikke overraskende i mange konfliktsituationer, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at kommunikationen hele tiden har været sådan. Den kan være begyndt som ægte dialog, men af forskellige grunde er den blevet til monolog. 9 Dagligdagens konfl ikter Teknisk dialog Behov for objektiv forståelse altså forstå det objekt som er mødets brændpunkt, hvad enten det er af fysisk eller psykisk art. Den tekniske dialog indebærer en anden form for åbenhed, åbenhed over for det fælles objekt og forsøget på at forstå det. Monologen ses også i situationer, hvor magtpositioner er fremherskende, såsom forhandlinger om økonomi og indflydelse, og politik lokal såvel som national og international. I forhold til projektgruppen, hvordan var deres kommunikation på det tidspunkt, hvor jeg mødte dem? Mødets genstand var»konflikt«, og de to konfliktende parter talte i monologer. Samtalen var ikke tydeligt anklagende i retning af»du laver heller aldrig noget«, men manipulerende med antydninger og samtidig tilslørende, så det var vanskeligt at holde fast ved, hvad modsætningerne egentlig bestod i. De to medlemmer, som havde trukket sig, blev tilsyneladende betragtet som»ligegyldige«af de to andre, ligesom modpartens udsagn kun var relevante, hvis de kunne bruges som tegn på samme modparts ansvarsløs-