Hospice Vendsyssel/ Dato: Godkendt af: Side 1 af 7 KamillianerGaarden Marts 2012 Center for Poul Christensen Lindrende Behandling Rev. Marts 2016 Udarbejdet af: Klinisk interessegruppe Delirium Vedrørende: Klinisk retningslinje for pleje og behandling af delirium hos palliative patienter Formål: At personalet hurtigt kan identificere et begyndende delirium og hente støtte til handlinger, så patientens tilstand lindres bedst muligt. Definition: Kriterier for delirium ifølge DSM-III-R ( Diagnostic and statistical manual of mental disorders, third edition): A. Nedsat evne til at fastholde opmærksomheden på ydre stimuli og straks at flytte opmærksomheden til nye eksterne stimuli B. Uorganiseret tankegang, som viser sig ved springende og irrelevant eller usammenhængende tale C. Mindst to af følgende: reduceret bevidsthedsniveau forstyrret opfattelsesevne hallucinationer forstyrret søvnmønster øget eller mindsket psykomotorisk aktivitet desorienteret i tid og sted nedsat hukommelse D. De kliniske kendetegn udviklet over kort periode fluktuerer over døgnet. E. Specifikke organiske faktorer som årsag til forstyrrelsen. 1
Kriterier for delirium ifølge ICD-10 ( WHO s internationale sygdomsklassifikation) er vedhæftet som bilag. Ætiologi og forekomst: Delirium er den næst hyppigste psykiatriske diagnose blandt kræftpatienter og forekomsten er rapporteret mellem 20 % og 80 % Hos de allerfleste døende observeres delirøse symptomer (terminal delirium) Årsags sammenhængen er multifaktoriel og hos de fleste kan mere end én årsag påvises. Man kan opdele årsagerne som værende prædisponerede årsager og udløsende årsager: Prædisponerede årsager: - hjerneorganisk lidelse inklusive demens - tidligere hjerneskade inklusiv spredning af kræftsygdom til hjernen - høj alder - alvorlig somatisk sygdom - nedsat almentilstand inklusiv underernæring - rusmiddel misbrug - sansesvigt. Fx nedsat syn og hørelse. Udløsende årsager: - lægemidler med antikolinerg effekt, opioider, benzodiazepiner, antidepressiva, kortikosteroider og antiepileptika - hypoksi - dehydrering - infektion - obstipation / urinrentension - nyre og leversvigt - brat seponering af alkohol eller medikamenter - elektrolyt forstyrrelser, f.eks. hypercalciæmi - metabolske forstyrrelser f.eks. hypoglykæmi. - smerter Delirium inddeles i 3 typer: - hyperaktivitet med agitation, hallucinationer og motorisk aktivitet. - hypoaktivitet med sedation, manglende evne til at fastholde sin opmærksomhed (konfusion) og sprogforstyrrelser. 2
- en blandet form, der er den hyppigste med både agitation og sedation. Symptomer: Symptomerne er svingende med ændret bevidsthedsniveau og psykomotorisk tempo i følelsesmæssige forstyrrelser samt kognitive forandringer. Begyndende delir: udtalt mareridt søvnløshed ændret døgnrytme rådvildhed, sløvhed og / eller agitation. irritabilitet / vrede sprogforstyrrelser lydfølsomhed nedsat evne til at fokusere, fastholde og skifte fokus. forbigående desorientering især i aften- og nattetimerne usikkerhed i korttidshukommelsen og tidsorienteringen. store variationer i plejepersonalets observationer og beskrivelser af patienten. Fuldt udviklet delir: hurtigt opståede ændringer i den mentale tilstand, omfattende hukommelse (specielt nedsat korttidshukommelse ) abstraktionsevne og orientering forstyrrelser af opfattelsesevne illusioner f.eks. en fold i dynen opfattes som en hund, hallucinationer (ser ting og personer som ikke er i rummet) og misfortolkninger (en dør som smækkes, opfattes som pistol skud) psykomotoriske forstyrrelser, nedsat eller agiteret ændringer i søvnrytmen fluktuerende forløb (døgnsvingninger i symptomer) neurologiske forstyrrelser (tumor, myoklonier) Akut delir: Ved stigende sværhedsgrad af delirium udvikles fysiske ledsage symptomer. Kan blive livstruende puls og temperatur stigning 3
øget blodtryk konstant uro søvnløshed spise- og drikkevægring og tiltagende elektrolyt derangement. Diagnose: Diagnosen stilles på baggrund af observation og klinisk vurdering af patienten. Til støtte for diagnosen oprettes et delir observationsskema, som startes op ved den mindste mistanke om delir. Skemaet udfyldes i alle vagter og videreføres så længe det giver mening. Det opbevares i patientens cardex og observationerne videregives til stuegang. Behandling: Nonfarmakologisk behandling: God pleje omfatter observation, identifikation af og sygeplejefaglig indsats mod risikofaktorer ved delir. genskab så vidt muligt patientens normale døgnrytme, der tilgodeser behov for stabilitet og ro og sikrer kontinuitet døgnet igennem. være rolig og undgå konfrontation og argumentation, vil patienten ikke have hjælp kan man forsøge senere. fortælle hvad man gør på en kort og direkte måde med øjenkontakt. Undgå løs snak. tale til patienten på en fast, men venlig måde, så selvrespekten bevares. svare på patientens kommentarer. forklare hvad der gøres, gentage forklaringer. undgå åbne spørgsmål med valgmuligheder. forklare, at injektioner eller tabletter gives for at skaffe ro. Undgå så vidt muligt at give patienten valg. Sig nu kommer jeg med noget, som giver dig ro i stedet for vil du have medicin, som kan give dig ro? være så få personer om patienten som muligt ofte kan en pårørende give patienten lidt ro. nævne hvilken ugedag, måned og tid på dagen det er, så patienten kan orientere sig. Sørge for sikre og overskuelige omgivelser, f. eks rydde op på stuen, så der ikke står brugt service eller ting på gulvet som patienten kan falde over. skærme patienten fra ydre stimuli og fra at blive ydmyget i andres nærvær, f. eks kan det forværre et delir at skulle spise sammen med andre. 4
inddrage og berolige de pårørende. Udlevere pjece om delir og gennemgå den med dem. Svag belysning om nattet (ikke mørke) Farmakologisk behandling: Opstart af akut delirbehandling efter rammeordination: Ved nyopståede, åbenlyse delirsymptomer må vagthavende sygeplejerske starte behandling af delir med tablet eller subcuktan injektion af Serenase 2-2,5 mg. Behandlingen med samme dosis må gentages yderligere 2 gange (altså i alt x 3), med minimum 30 minutter mellem doseringerne. Er der behov for yderligere behandling, skal det aftales med læge. Primært forsøges hospicelægen i Frederikshavn kontaktet alternativt hospicelægen i Aalborg eller evt. vagtlægen. Man prøver så med lægen at lægge en behandlingsplan, som rækker frem til næste ordinære stuegang. Der skal føres delir-skema. Så vidt muligt skal benzodiazepiner undgås, idet der er risiko for forværring af deliret. Der bør derfor ikke gives Stesolid. Hvis patienten er så forpint, opkørt eller motorisk urolig at en eller anden form for sedering er nødvendig, bør det være Midazolam i doser aftalt med lægen, jf. ovenstående Sædvanlig maksimaldosis af Serenase vil være op til 20 mg i døgnet. I samråd med lægen bør det vurderes, om der er baggrund for tillæg af tablet Zyprexa, primært 2,5-5 mg nocte Brug af pn - medicinering ved i forvejen diagnosticeret delir: Hvis der forelægger en pn. dosering af Serenase må den anvendes jf. ovenstående. Også her gælder det, at hvis 3 pn. doseringer ikke slår til, bør den fortsatte behandlingsplan afklares lægeligt som beskrevet. Forslaget vil være gentagne ordinationer af Serenase 2,5-5 mg op til den beskrevne maksimaldosis, eller hvad der i øvrigt er aftalt med lægen. Med hensyn til eventuel brug af Midazolam, gælder samme forsigtighedskriterier og regler, som beskrevet ovenfor. 5
Bilag 1 Referencer: WHO. The ICD-10 classification of Mental and Behaveioural Disorders, World Health organisations, Genova 1992 Norsk Nasjonalt handlingsprogram med retningslinjer for palliasjon I kreftomsorgen Delirium side 101-107. Benjaminsen Sigurd: Kliniske retningslinjer for delir, ikke fremkaldt af alkohol eller Andre psykoaktive stoffer. Diagnose, visitering og behandling. Psykiatrien i region Syddanmark (2007) Kliniske retningslinje for pleje og behandling af delirium. Hospice Søholm Lonegan E. et al. Benzodiazepines for delirium (review). The Cochraine Library. 2009 Lonegan E. Antipsychotics for delirium (review) The Cochraine Library 2009. 6
Bilag 2 Kriterier for delirium ifølge ICD-10 ( WHO s internationale sygdomsklassifikation): A. Bevidsthedsuklar i form af nedsat opfattelse af omgivelserne og svækket opmærksomhed. B. Kognitive forstyrrelser: svækkelse af umiddelbar genkaldelse og korttidshukommelse med relativ velbevaret langtidshukommelse. desorienteret i tid, sted og egne data. C. Psykomotorisk forstyrrelse med mere end 1 af følgende: Hurtige skift fra hypo- til hyperaktivitet. øget reaktionstid øget eller nedsat talestrøm. tendens til at fare sammen. D. Forstyrret nattesøvn med mere end 1 af følgende: søvnløshed eller inverteret søvnrytme natlig forværring af symptomer urolige drømme og mareridt, evt. med hallucinationer eller illusioner. E. Akut indsætten og fluktuerende forløb F. Evidens for hjerneorganisk ætiologi. 7