Nu titte til hinanden

Nu titte til hinanden B. S. Ingemanns salmer i Dronningens Asyl Fortolkende fortællinger Indskolingen Lærervejledning

Fælles Mål 2009 Materialet er lavet for at opfylde følgende trinmål: Kristendomskundskab, trinmål efter 3. klasse Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at samtale om, hvad kirke og kristendom er samtale om udvalgte grundbegreber i kristendommen synge og samtale om salmer og sange kende til centrale fortællinger fra Det Gamle og Nye Testamente tale med om indholdet af de bibelske fortællinger tale med om almene tilværelsesspørgsmål med brug af enkle faglige begreber og med en begyndende bevidsthed om det religiøse sprog samtale om og forholde sig til normer for samvær Kolofon Materialet af skrevet af Svende Grøn Skole-Kirke-Samarbejdet i Sydthy, Thisted og Morsø Provstier t: 2343 2337 m: sg@km.dk www.skolekirkesamarbejdet.dk www.facebook.com/skolekirkesamarbejdet [Den anvendte vignet er en bearbejdning af Dronningens monogram fra porten til Den integrerede institution Dronning Caroline Amalie] [2]

Forord Danskheden som sådan ville ingen skade lide, hvis Rosenborg Slots kronjuveler og sølvfade blev solgt til en oliemillionær i Texas - det ville kun gavne betalingsbalancen. Men danskheden uden Ingemann? Umuligt - utænkeligt! Citatet kommer fra Dan Turèll, der ligesom så mange andre danskere havde et nært forhold til Ingemanns morgen- og aftensange. De fleste danskere kan stadig melodierne og enkelte vers udenad. I østen stiger solen op er en af de salmer, som alle kan synge med på; hvis de da tør!? Ingemanns salmer lægger op til en sanselig og følsom lydhørhed, som børn føler sig imødekommet af og rummet i. Blandt andet derfor giver det god mening fortsat at lære børnene hans salmer. Og fordybe sig i hans og Weyses univers. Midt i romantikkens storhedstid, hvor skønhed og drømme var positive begreber, skrev B. S. Ingemann sine berømte morgen- og aftensange. Sammen med komponisten C.E.F. Weyse skabte han et univers af glæde, lys og fred, som mange betragter som noget af den fineste digtning, vi har på dansk. De syv morgensalmer (sammen med sangen Storken sidder på bondens tag ) udkom i 1837 til morgensangen på Dronning Caroline Amalies asyl. Asylet, der var det andet asyl i København (fra 1828), blev et fristed for fattige børn med udearbejdende forældre. Altså blev asylet en slags børnehave og eksisterer den dag i dag som sådan. Dronningen var allerede i en ung alder blevet optaget af Ingemann og hans skrivning, så derfor var det naturligt, at hun gennem venner fik gjort ham klart, at hun ønskede, at han skrev nogle sange til asylet. I 1838 udkom syv aftensange af Ingemann og Weyse. Disse sange er enestående, magiske, mirakuløse, visionære, sofistikerede, primitive, bevidsthedsudvidende og barnlige på en gang! Dan Turèll Historien bag Dronningens asyl kan man læse i William Thomassen: Asylbevægelsen og det kjøbenhavnske Asylselskab, Det Københavnske og Nørrebros Asylselskab, 2011. Det er en meget grundig og overskuelig gennemgang af baggrunden for og menneskene bag asylerne. Musikken til de syv morgensange og de syv aftensange er en del af den kulturkanon, som udkom 2006, ligesom B.S. Ingemann er en del af Dansk Litteraturkanons folkeskole-tillæg fra 2004. [3]

Undervisningsvejledning Materialet er bygget op om fem fortolkende fortællinger, hvor vi følger drengen Carl Marius møde med asylets lyse verden. Jeg har forsøgt at skrive i romantikkens maleriske sprog og med vilje ladet enkelte gamle (uforståelige?) ord stå som markeringer af tid og sted. Fortællingerne foregår i begyndelse af 1840 erne; dvs. mens Madam Orene Fejlberg stadig var asyl-moder, og Frederikke var asylpige. Og før man begyndte at bygge videre på København udenfor voldene i 1850 erne, og før Weyse døde i efteråret 1842. Et samlende element i arbejdet med materialet er at lave et stort fællesbillede om Ingemanns verden; jo større jo bedre. Når der arbejdes med en salme, laves der elementer til fællesbilledet, som jeg foreslår, at I udstiller ved forløbets afslutning. Jeg stiller mig gerne til rådighed som taler ved sådan en fernisering, ligesom jeg meget gerne vil se jeres billede. Jeg forestiller mig, at man synger salmen både før og efter fortællingen, så Ingemanns særlige sprogunivers kommer ind under huden på eleverne. Billedrigdommen i salmerne er så stor, at det giver god mening at gentage dem med kun de få minutters mellemrum, som bruges til oplæsning af Carl Marius fortælling. Når eleverne har mødt salmerne og fortællingerne, indeholder materialet også ideer til undervisningen. Det er vigtigt, at man vælger de ideer, som man selv finder relevante for den elevgruppe, som man konkret underviser. Jeg har udvalgt et par kunsthistoriske billeder, der vil kunne kaste lys over salmernes billedsprog, ligesom jeg håber, at I vil inddrage melodierne i arbejdet i musik. Slige smukke digte komponerer sig selv. C.E.F. Weyse På www.skolekirkesamarbejdet.dk/ingemann ligger digitalt materiale tilgængeligt. Det er bl.a. salmerne sunget af en forsanger med klaverakkompagnement, de kunsthistoriske billeder, sanghæfte som pdf-fil og relevante links til uddybende materialer. [4]

Indholdsfortegnelse Fælles mål 2009, Kristendomskundskab... side 2 Forord... side 3 Undervisningsvejledning... side 4 Indholdsfortegnelse... side 5 Fortællingerne Nu titte til hinanden... side 6 I østen stiger solen op... side 7 Gud ske tak og lov... side 9 Bliv hos os, når dagen hælder... side 10 Der står et slot i vesterled... side 12 Salmerne Nu titte til hinanden... side 14 I østen stiger solen op... side 17 Gud ske tak og lov... side 20 Bliv hos os, når dagen hælder... side 23 Der står et slot i vesterled... side 26 Portrætter B. S. Ingemann... side 29 C. E. F. Weyse... side 30 Dronning Caroline Amalie... side 31 Litteraturliste og links... side 32 Kopiark... side 33 [5]

Fortællingerne Nu titte til hinanden Carl Marius kan ikke sove. Det er tidlig morgen, og lyset er så svagt, at de få ting i kammeret kun anes som skygger i det grå. Et skab, hvor den ene låge hænger skævt. Det store bord midt i rummet, hvor de hver aften forsøger at være familie. Og så de fire stole, som nogle har hængt deres tøj på ryggen af, så de næsten ligner firbenede dyr, der står og knejser med nakken midt i natten. Vinduet er som et stort, støvet øje, der stirrer på Carl Marius, mens han prøver at falde i søvn igen. Men Carl Marius har svært ved at sove. Der er lyde alle vegne, som holder ham vågen. Lyden af de andre sovende rundt omkring ham. Lyde nede fra gården af rotter, der pusler ved affaldet og lokummerne. Og Spritter-Johannes, der drikker for meget brændevin til at kunne få noget ud af dagen og for lidt brændevin til at kunne sove natten igennem. Så Spritter- Johannes slutter natten af med en hæs sang og starter dagen med en dram. Alt for tidligt, synes Carl Marius, som så gerne ville kunne sove. Men Carl Marius har svært ved at sove. Det rumler i hans mave, og han kan slet ikke finde ud af, om han er glad eller bange. Han er spændt til bristepunktet! Nede i den anden ende af tæppet, som varmer ham og lillesøsteren, titter tæerne frem. De har en tydelig mørk kant af snavs under neglene, for Carl Marius går for det meste med bare tæer. Og der er meget skidt og møg ude og inde, som kan krybe op under neglene og gemme sig der. Forældrene bør drage Omsorg for, at deres Børn melde hver Morgen i Asylet med kjæmmet Haar, rensede Klæder, og velvasket Ansigt og Hænder, havde Asylmoderen læst højt, da hun besøgte det overfyldte kammer den anden dag. Velvaskede hænder og ansigt! Hun sagde jo ikke noget om fødder. Hvordan mon Asylmoderen havde det med beskidte fødder? spekulerer Carl Marius. Når han lukker øjnene og næsen, kan han næsten se og lugte hende for sig. Hun duftede helt anderledes end alle andre mennesker og dyr, som Carl Marius kendte. Hun duftede af sæbe og blomster og sommerregn. Hendes tunge, lyse kjole foldede sig ned mod jorden og skjulte hendes fødder helt, men Carl Marius var ikke i tvivl: Asyl-moderen kendte ikke til at have beskidte fødder. Hun var ren fra inderst til yderst. Rene var ordene, der forlod hendes læber. Rene var hendes tanker om at hjælpe de fattiges børn. Rent var det blik, der så på Carl Ma- [6]

rius på en måde ingen anden nogensinde havde set på ham. Og rene var hænderne, der højtideligt havde hilst først på faren, så moren og til sidst Carl Marius. Har Pastor Martensen skrevet attesten?, spurgte Asyl-moderen, før hun spurgte om noget som helst andet. Og faren havde rødmet lidt og fundet papiret i skuffen under spisebordet. På attesten skrev præsten, at det var sandt, at både faren og moren arbejdede udenfor hjemmet. Og at han, præsten, mente, at Carl Marius kunne få gavn og glæde af at blive passet i Dronning Caroline Amalies Asyl omme i Store Kongensgade. Carl Marius er mere i tvivl. Vil han blive glad for at være så fint et sted, hvor man taler pænt til hinanden, leger stille lege og synger smukke ord. Han har jo de fire første år af sit liv passet sig selv og vænnet sig til at spytte, pisse og sige For Fanden, når det passer ham. Han ved alt om byens bagsideliv, hvor lussingerne sidder løst, knægtene tæsker hinanden til blods, og stanken fylder næsten alt. Men Carl Marius er en overlever. Han klarer sig. Han klarer sig selv. Asyl-moderens lyse stemme havde talt om, at hun dyrkede skønne drenge og piger i sin børne-have. Skønheden får plads til at blomstre, sagde hun og så på Carl Marius med smil i øjnene. Og ukrudtet river vi op med rode! Tiden er listet fra natten ind i morgenen. Lyset er vokset, og rummets brunlige farver er blevet tydelige. Vinduets grå støvøje er blevet lysere og har fået den samme sennepsgule farve som husvæggen lige udenfor ruderne. I dag skal Carl Marius begynde som børnehave-dreng i Dronning Caroline Amalies Asyl. Han er en lille plante, der vokse og gro til at blive et godt menneske. Han vil gøre sig umage med at gøre alting rigtigt. Han vil være en god dreng, så hans mor og far kan være stolte af ham. Han vil synge med på sangene og lære ordene, så hurtigt han kan; og nynne melodien, når hukommelsen svigter. Han vil se på de andre børn med samme varme blik som Asylmoderens. Han vil gerne. Men han ved nu ikke helt, om han kan. I østen stiger solen op Måske er det paradiset, tænker Carl Marius. Eller i al fald tæt på paradiset. Det er, som om Dronning Caroline Amalies asyl er helt anderledes end noget andet sted på jorden. Et sted, hvor alle mærker, at Gud har menneskenes børn kær; mærker at Gud er ven med børn, orme og muntre fugle. Selvfølgelig var det svært, da han trådte ind gennem den store, tunge egetræsdør for første gang. Selvfølgelig var det svært at vinke til lillesøsteren og moren og være [7]

helt alene. Han skulle bruge alle sine kræfter for at skubbe døren i bag sig. Men helt alene er han ikke ret længe, for han opdager hurtigt, at det store hus er fyldt af legende børn. Det er andre børn, en helt anden slags børn, end dem han kender hjemme fra gaden. I Dronningens asyl hilser man pænt på hinanden, giver hånd og kalder højtideligt hinanden ved navn. Her hersker ikke baggårdenes rå forbandelser og nedværdigende øgenavne. I Dronningens asyl taler man til hinanden. Ingen kunne finde på at råbe; hverken børnene eller de voksne. Man lytter pænt til hinanden og hjælper hinanden, så godt man kan. Det er svært for Carl Marius at vænne sig til. Han er vant til at skulle forsvare sig og forvente det værste fra sine kammerater hjemme i gården. Han er vant til lussinger fra de store drenge og spark fra voksne, hvis han ikke lige får flyttet sig i tide. Selvom Carl Marius kun er fire år, har han lært gadens ubarmhjertige lov: Slå først, råb højest, stjæl selv det, du gerne vil have. Og han har fundet sin første lille lommekniv, som han har tænkt sig at bruge, hvis det bliver nødvendigt engang. Han finder sig ikke i noget. I Dronningens asyl er vinduerne store, og der er så langt mellem husene, at lyset bliver stærkt og næsten gør ondt i Carl Marius øjne. Han har aldrig set så meget lys på én gang. Der er så meget lys, at han har på fornemmelsen, at han kan røre ved det og lege med det. Lyset giver farverne mere farve, og skyggerne bliver stærke, som var de tegnet med kul. Hver dag får han lov at lege i lysets hjem. På samlingssalens bagvæg er lavet et relief af en hvid engel med store vinger. Den hænger for højt til, at Carl Marius kan røre ved den. Han ville så gerne røre englens små, hvide hænder. Tage englen i hånden og flyve ud mod paradiset. I dagens første lave morgenlys bliver vingerne gyldne som guld. Se, siger Asylmoderen og peger på englen på væggen. Se, englen kommer flyvende fra den fagre kyst, hvor paradiset lå. Se solen, der bringer lys og liv og lyst til store og til små. Se, lyset er en himmelsk glans på jord, et glimt fra Paradisets kyst, hvor livets æbletræ gror. Alle børnene sidder på bænkene og stirrer forventningsfulde på solens morgenstråler. Carl Marius synes, at alt er dejligt, indtil han opdager, at lyset får hans tøj til at virke snavset. Pletterne fra morgenmaden ses alt for tydeligt. Uden at ville det får han lyst til at gemme sig under bænken. Og uden at ville det, begynder hans krop at følge hans frygt, og han kryber ned af sædet og ind under bænken. Carl Marius!, kalder Asyl-moderens lyse stemme. Carl Marius, kom op fra mørket og ud i lyset til os andre! Carl Marius er musestille. Han har ikke lyst til at komme frem igen. Han har lyst til at gemme sig. Basta! Kender I historien om Zakæus?, spørger Asyl-moderen. Zakæus var en lille tolder, som snød alle, der boede i hans by. Folk kunne ikke lide ham, så han gemte sig det meste af tiden. En dag kom Jesus forbi, og [8]

selvom Zakæus havde gemt sig godt og grundigt oppe i et morbærfigentræ, fik Jesus øje på ham. Du skal ikke gemme dig mere, kaldte Jesus og besøgte ham og spiste middag i hans hus. Folk blev sure. Vidste Jesus virkelig ikke hvilken bedrager og forræder, han spiste aftensmad med? Jo, det vidste Jesus såmænd alt om, men Guds søn kom ikke til verden for at dømme og pege fingre. Han kom som lyset fra Betlehem, der jager selv det mørkeste mørke på flugt. Alle soles sole, der bringer glimt fra lysets hjem. Inden børnene begynder at synge, kryber Carl Marius op på bænken igen. Det er trods alt varmere og dejligere at sidde i lyset. Gud ske tak og lov Gud ske tak og lov, siger Asyl-moderen hver morgen, når asylbørnene sidder bænket i den lyse samlingssal til morgensang. Gud ske tak og lov, for at I alle er her i dag. Gud ske tak og lov for at ingen er syge, og at I har sovet godt i nat. Vi kan ikke undvære nogen af jer her i kærligheds-asylet. Carl Marius kender slet ikke de ord. Gud ske tak og lov. Hjemme i baggården, hvor han kæmper om pladsen til at leve og lege, bruger man aldrig den slags ord. Der er ordene hårde som sten og smager af jern, når man tager dem i munden. Der er ordene skarpe som knive og bærer på vold og frygt. Gud ske tak og lov. Ordene passer så fint til asylets lyse rum, hvor glæde og taknemmelighed florerer, når himmelens lyse glans kommer indover byen. Carl Marius ved, at de lyse rum ikke er en selvfølgelighed. Man kan ikke regne med at få lov til at bruge sine dage så smukke steder. Omsorgsfulde voksne er ikke en selvfølgelighed. Alt for mange børn vokser op i mørke lejligheder, hvor mændene slår, råber og drikker for meget brændevin. Omme i det mørkeste hjørne bag lokummerne havde Carl Marius fundet sit fristed. Her stank ubeskriveligt; her var klamt og fugtigt; her var uudholdeligt for alle andre at være, så her kunne Carl Marius være i fred. Han gemte sine små hjemmelavede opfindelser og legetøj i det hjørne. Og mønten, som han havde fundet i rendestenen en regnvejrsdag, og som ingen vidste noget om. Han var bange for, at nogle skulle på øje på mønten, for han vidste, at han var alt for lille til at kunne forsvare den. Han vidste, at han ville miste den, hvis nogen fik øje på mønten, så mørket i hjørnet passede ham fint. Mørket skjulte lyset, som de andre bare ville stjæle, hvis de fik øje på det. Der var en gang en kone, der havde ti mønter, fortæller Asyl-moderen. Hver morgen lagde hun mønterne op på køkkenbordet ved vinduet for at tælle dem. Når de lå i lyset, spejlede de morgenlyset og sendte det ind i køkkenets mørkeste [9]

kroge. Men en morgen manglende der én. Der var kun ni mønter. Hun tændte et lys og lyste under spisebordet og inde i skabet. Hun fejede omhyggeligt gulvet i alle hjørner. Og hendes glæde var stor og uforbeholden, da hun langt om længe fandt mønten i en dyb revne. Hun kaldte nabokonerne sammen og holdt en fest: For det, jeg havde tabt, har jeg fundet! Gud ske tak og lov: Guds engle glæder sig, når selv den mindste bliver fundet. Med store strittende ører lytter Carl Marius til Asyl-moderen ord. Hver morgen fortæller hun en lille bibelhistorie for børnene. Og de synger en morgensang, som Professor Ingemann har lovet Dronning Caroline Amalie at skrive til asylet, og som Professor Weyse har skrevet musikken til. Det er dejlige ord og toner, som de to gamle professorer har skrevet. Langt hen på eftermiddagen nynner børnene endnu på melodien. Det er langt fra hver dag, at Carl Marius forstår de ord, som de synger. Han er kun fire år, og der hvor han bor, taler de voksne ikke meget med børn, så ord er noget, som man selv må finde ud af. Nogle gange lærer han sig ordene udenad og går og småsynger dem for sig selv. Og lidt efter lidt er det som om, at ordene åbner sig op og viser ham en ny verden. Som nu med morgensalmen i dag: Ej den mindste mus savner tag og hus; fattigst spurveunge har sin rede. Ej den mindste fugl savner ly og skjul; vi skal heller ej om fristed lede. Selv de fattigste og mindste smådyr har et sted at leve i fred. Den lille og fattige Carl Marius skal heller ikke savne et fristed, hvor han kan leve i fred og tryghed. Og Carl Marius ved godt, hvor det sted ligger, for han kommer der hver morgen for at lege og lære i lyset. Gud ske tak og lov, tænker Carl Marius. Gud ske tak og lov for Asyl-moder, Asylpigen Frederikke, Professor Ingemann og professor Weyse. Men allermest Gud ske tak og lov for Dronning Caroline Amalie, som har gjort det hele muligt. Bliv hos os, når dagen hælder En eneste gang havde Carl Marius været med sin mor på arbejde. Han var meget syg og meget lille. Selvfølgelig kunne han ikke selv huske det, men moren havde fortalt om det så ofte, at han næsten troede, at det var hans egen erindring. Gennem de vintermørke gader en alt for tidlig morgen havde hun båret ham. Med feberhed dreng i favnen og vinterkulde mod sin hud havde moren båret ham. Og før dagens dont endnu var begyndt, var hun udmattet og modløs. Hun havde aldrig sagt noget om det, men måske var håbløsheden så håbløs, at hun tænkte på at give op og sætte sig i sneen og lade søvnen og stilheden overmande dem begge. Arbejdsdagen på tobaksfabrikken var lang [10]

og hård. Det var de samme bevægelser igen og igen og igen, og selvom Carl Marius sov det meste af tiden, var moren segnefærdig, da arbejdsdagen var ovre, og natten nærmede sig. Dette minde fylder Carl Marius tanker. Der er en særlig stemning på Dronning Caroline Amalies asyl i dag. En trist og mørk stemning, for en lille dreng, Johan, der kun havde været på asylet i en måned, kom aldrig mere. Johan kunne ikke klare kampen mod kulden og mørket, og lungebetændelsen havde taget ham med op ad englenes himmelstige og ind i Paradislyset, som Frederikke, asyl-pigen, stilfærdigt fortæller de små grædende. Carl Marius ved mere om døden end de fleste børn på asylet. I baggårdens mørke, hvor han legede med sine kammerater, før han kom på asylet, har de ofte fundet døde rotter, mus og katte; og sammen har de undret sig over, hvor stor forskel, der egentlig er på liv og død. En livligt legende kattekilling, der tumler rundt og spreder en hyggelig varme, når man holder den i favnen, bliver på det øjeblik, hvor døden kommer, til et koldt, livløst kadaver med tomme øjne. Uigenkendelig og fremmed. Som om kroppen er efterladt, og alt det levende i killingen er gået et andet sted hen. Måske er den gået ind i det mørke, hvor Paradis-lyset vælder ud af nattens sluser. Engang var Carl Marius bange om natten. Han var bange for nattens lyde og mørket, der gjorde, at alt det uhyggelige, som han kunne forestille sig, kunne gemme sig nede under hans seng, uden han kunne se det. Engang imellem er Carl Marius stadig bange om natten, men nu tvinger han sig selv til at vende det hele på hovedet. Det, han forestiller sig, der ligger under sengen, kan jo lige så godt være noget godt. Måske ligger dér en drømmende engel, der er sendt ned til familiens lille kammer af Kongen i livets rige for at sprede fred og tryghed. Han forestiller sig indædt, at han kravler op ad en uendelig stige, der når helt op bag de hvide skyer, hvor himlen ligger lys og åben. Han forestiller sig, at han hilser på englene og langt om længe bliver omfavnet af Kongen, søvnen og de lyse drømme. I skal ikke synge for at forstå med jeres hoveder, hørte han en dag Asyl-moderen sige. I skal synge for at forstå med jeres hjerter! Det har Dronningen selv forklaret mig, og det er Dronningens skyld, at vi kan være her i asylet sammen! Carl Marius ved godt, hvad Dronningen og Asyl-moder mener. Han ved godt, at der er rigtig meget, som han ikke kan fatte, selvom han tænker sig rigtig godt om. Som nu Døden, hvis skygge ligger tungt over Asylet i dag. Hvem kan forklare døden, så man virkelig forstår det? Selvfølgelig er det noget med, at hjertet holder op med at slå, at blodet standser sit løb rundt i blodårene, at øjet brister og holder op med at se, at åndedrættet stopper. Og kroppen bliver helt kold og glat som voks. Og tavsheden bliver helt stille. Men det er jo ikke hele forklaringen om døden. Hvor bliver livet af, når det går bort? Alle de lege og smil som lille levende Johan fyldte dagene med; hvor bliver de [11]

af? Når lille Johan er væk, og kroppen ligger tilbage i sygesengen som et tomt hylster, hvor er hans sjæl, hans ånd, hans personlighed så henne? Professor Ingemann siger, at den er oppe i himmelen, svarer Frederikke på de svære spørgsmål. Lige som vi hver aften lægger os til hvile i tryghed og fred, selvom mørket vælder ud af nattens sluser, sådan kan vi til sin tid lægge os til at dø i tryghed og fred, for Paradislyset vælder af ud af den evige nat. Det er de ord, Carl Marius godt kan li. Ordene om mørke og lys, der løber ud af natten, ligesom vandet, der fosser i bækken, når frosten tør isen og sneen op. Ordene om det mørke tæppe med stjerner på, som Gud Fader lægger hen over dale og høje, når mørket fylder næsten alt. Der står et slot i vesterled Du er en prins, siger Asyl-pigen Frederikke til Carl Marius og sætter en kongekrone af papir på hans hoved. Drengen ranker ryggen uden at tænke over det, for han føler sig i samme sekund som en prins. Kronen er godt nok af papir og prinsen lige så fattig som Svinedrengen, men Carl Marius mærker, at den umulige drøm slet ikke kun er en drøm. Inde i det særlige slot, som Gud Fader selv har bygget af aftenslysets stråler, kan selv fattigfolks unger blive kongelige. Ikke langt fra Dronning Caroline Amalies Asyl ligger kongeslottet af sten og glas. Carl Marius har ofte stået og set over kanalerne og drømt om livet bag de tykke mure. Han har set på soldaternes farverige uniformer og deres strenge vandren frem og tilbage for at beskytte Kongen og Dronningen. Carl Marius følte, at det var hans egen Dronning; i al fald havde Dronning Caroline Amalie siden 1828 haft 1200 rigsdaler til sin rådighed, som hun ikke havde brug for til andet end at betale for et asyl for de fattiges børn. På særlige festdage dukkede Dronningen op på asylet med sine rolige bevægelser og store kjoler og talte højtideligt med både voksne og børn. Det var hende, der forklarede Carl Marius, hvad ordet asyl betyder. Asyl kommer af det græske ord Asylon, som betyder fristed. Dit fristed, min dreng! havde hun sagt og set på ham med øjne, der havde taget farve af Øresund. De havde sunget den mærkeligste salme på asylet i morges. Den var fyldt med mærkelige ord, som fik Carl Marius tanker til flyve så langt væk, at nabodrengen måtte puffe ham i siden, så han kunne følge med igen. Professor Ingemann er da selv ude om, at man ikke kan samle sine tanker, når han skriver sådan nogle ord, tænkte Marius og lod fantasien finde sine egne veje. Han så slottet med tagsten af det pureste guld, der ligesom skinnede af de lyserøde [12]

aftenskyer. Han så den kæmpemæssige port, der nåede fra jorden op til himmelen. Han så de tusinde tårne, der spejlede sig i havet. Han så et purpurklædt ridderbanner på det højeste tårns spidse spir. Han så solenglen svinge med lysets flag, før hun tog flugten og forsvandt bag horisontens kant. Han så en lille båd ligge og vugge i strandkanten ved forklaringskysten, hvor alt det man ikke forstod i livet og i døden, pludselig blev forklaret og åbenlyst. Prinsen i drømmenes rige. Solskiven er halvt skjult af jorden, og selvom der ikke er noget hav, den kan spejle sig i, synes han, at han kan skimte omridsene af slottets tusinde tårne. Fra toppen af Valby Bakke kan han se langt omkring. Bag ham ligger byen, hvor mørket lidt efter lidt indtager gaderne. Over ham står himlen lovende lyserød. Og foran mod vest ser han det syn, der fik Professor Ingemann til at skrive sine ord: Et slot i vesterled. Lysets slot, som er hans eget, og hvor han kan bo og lege og færdes mellem mennesker og engle. Og så står Carl Marius på bakken uden for byen, mens solen er ved at gå ned i vest. [13]

Salmerne Nu titte til hinanden Nu titte til hinanden de favre blomster små, de muntre fugle kalde på hverandre; nu alle jordens børn deres øjne opslå, nu sneglen med hus på ryg vil vandre. Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær: han føder fugl og markens lilje klæder; Dog menneskenes børn har han allermest kær, Gud ånder på øjet, når det græder. Guds søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå, hans vugge stod på jord foruden gænge. Guds himmeriges fryd har han lovet de små og blomster fra paradisets enge. Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor, han bærer barnet op til Gud på armen; Han storm og hav betvang, da han vandred på jord, men børnene leged ham ved barmen. O du, som os velsigned og tog i favn de små, en morgen se vi dig i Paradiset; du lærte os til Gud vore øjne opslå, evindelig være du lovpriset! B. S. Ingemann 1837 / C. E. F. Weyse 1837 [14]

Ordforklaring 1. favre - smukke 2. føder - giver føde til 3. gænge - ben med buer, der får en vugge til at gynge 4. betvang - styrede, tæmmede han storm og hav betvang - henviser til fortællingen i blandt andet Matthæusevangeliet kapitel 8, om Jesus og hans disciple, der var i havsnød. Da befalede Jesus stormen at lægge sig, og straks blev der blikstille. børnene leged ham ved barmen - henviser til, at der i Markusevangeliet kapitel 10, vers 13-16 står at Jesus tog de små i favn og velsignede dem. Teksten læses altid ved dåben. Kommentar Dette er salmen til lørdag på asylet, og den er langt fra så sorgløs, som den synes ved første øjekast. Lørdag er den ugedag, hvor Jesus lå i graven. I årene 1822-24 skrev Ingemann en anden lørdagsmorgensang til Sorø Akademi. Den begynder: Stig frem, o Dag, med Dødens Minde! I Graven livets Konge laa Dog selv paa Dødens stille Dag, O Gud, vor Lov og Pris modtag! Hvis man ser omhyggeligt efter kan man i Nu titte til hinanden finde flere associationer til døden. I vers 2 græder øjet. I vers 3 står vuggen lige så ubevægelig (den har ingen gænge), som var det en kiste på jord. Senere i verset tales om blomster fra paradiset enge. I vers 4 bæres barnet op til Gud. Da Ingemann skrev salmen, var børnedødeligheden meget stor, så de fleste familier kendte til det. Barnets død bliver den undertone, som man kan læse ind i det ellers lyse digt. Derfor anvender Ingemann også dyrene orm og snegl i vers 1. Sneglen kendes fra Salmernes Bog kapitel 58 vers 9, hvor der står: som sneglen, der opløses i slim, som et dødfødt barn, der aldrig får solen at se. Ormen er det dyr, der lever i gravenes mørke. Når børnene skal opslå deres øjne, bliver det altså mere en blot at vågne til en ny dag; det bliver en opvågnen til et helt nyt liv i evighed. Salmen bruges både ved dåb og børne-begravelser. [15]

Ideer til undervisningen a. Samtal om fortælling og salme. Der er stor forskel på at være hjemme hos Carl Marius og at være i Asylet. Del tavlen i tre (Carl Marius hjem, Dronningens Asyl og salmens univers) og skriv op, hvad I ved om de tre steder. Sammenlign asylets verden med salmens univers. b. Lav dyr og ting til fællesbilledet Ingemanns Verden. Børnene skal så vidt muligt huske de beskrivende tillægs- eller navneord: - favre blomster - muntre fugle - jordens børn - sneglen med hus på ryg - mindste orm - markens liljer - øjet, når det græder - krybbestrå vugge uden gænge - blomster fra Paradisets enge - storm og hav betvang c. Lav fagter til teksten sammen. I kan evt. nøjes med udvalgte vers. Første vers er lettest. d. Melodien har en karakteristisk gyngede gang, hvor man holder nogle toner længere tid end andre. Prøv at gå/danse til melodien, så man kun må tage et nyt skridt for hver ny tone. Gå fremad i første linje, bagud i næste, fremad i tredje og bagud i fjerde linje. titte verbum -r, -de, -t [ˈtidə] Oprindelse måske omdannelse i barnesprog af kigge, jævnfør udråbsordet tittit Betydninger 1. stikke en smule ud eller rage op i forhold til omgivelserne NOGET titter +RETNING titte frem 1.a komme (svagt) til udtryk NOGET titter frem 2. kigge frem fra et skjul eller gennem en sprække eller åbning NOGEN/NOGET titter +RETNING titte frem 3. kaste et hurtigt eller flygtigt blik på NOGEN titter +RETNING www.ordnet.dk [16]

I østen stiger solen op I østen stiger solen op: Den spreder guld på sky, går over hav og bjergetop, går over land og by. Den kommer fra den favre kyst, hvor paradiset lå; den bringer lys og liv og lyst til store og til små. Den hilser os endnu så smukt fra Edens morgenrød, hvor træet stod med evig frugt, hvor livets væld udflød, Den hilser os fra lysets hjem, hvor størst Guds lys oprandt med stjernen over Bethlehem, som østens vise fandt. Og med Guds sol udgår fra øst en himmelsk glans på jord, et glimt fra Paradisets kyst, hvor livets abild gror. Og alle stjerner neje sig, hvor østens sol går frem: den synes dem hin stjerne lig, der stod ved Bethlehem. Du soles sol fra Bethlehem! Hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis. B. S. Ingemann 1837 / C. E. F. Weyse 1837 [17]

Ordforklaring 2. favre - skønne hvor paradiset lå - i skabelsesberetningen (1. Mosebog kapitel 2) står der: Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. 3. Edens morgenrød - morgenen i Paradiset, skabelsens begyndelse træet - Livets Træ i Paradiset, hvis frugter skænkede evigt liv livets væld - floden, der ifølge Bibelens skabelsesberetning gennemstrømmede Paradiset 4. lysets hjem - kan betyde både Østen og evigheden hvor størst Guds lys oprandt - hvor Guds lys viste sig størst og stærkest, nemlig i Jesus 5. abild - æble. Hentyder til frugten på Livets Træ i Paradiset 6. hin stjerne lig - magen til den stjerne 7. soles sol - sol over alle sole, dvs. Jesus Kristus lov - lovsang Kommentar Nøgleordet i denne salme er øst. Øst er i denne sammenhæng ikke blot en geografisk retning, men derimod det sted, hvor selve livet kommer fra. Lyset kommer hver eneste morgen fra øst. I 1. Mosebog står der i kapitel 2 vers 8, at Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst. Paradiset ligger altså i øst, ligesom det var derfra Betlehemstjernen kom, som de vise mænd gik efter. Langt de fleste kirker i Danmark har alteret vendt mod øst, som er opstandelsens retning. Derfor begraves mange også med hovedet den vej. Salmen var den sjette mest brugte ved begravelser i 2006. Det mest anvendte var Altid frejdig, når du går. Ingemann skrev salmen til onsdagens morgensang på asylet. Onsdag er fra hedensk tid Odins-dag, så måske har Ingemann villet tage kampen op mod hedenskabets mørke. Paradiset er for længst tabt for menneskerne på jorden, men det er vigtigt for Ingemann, at vi hver morgen får et glimt af lysets hjem. [18]

Ideer til undervisningen a. Samtal om fortælling og salme. I dag handler det om lys. Lys er godt, for det spreder liv og lyst. Lys gør, at vi kan skelne farver og detaljer fra hinanden. Lys får planter til at gro. Men lys kan også blænde os, når vi næsten ingenting kan se. Og lys afslører også det, som vi måske helst vil skjule. Zakæus gemte sig for ikke at blive set. Kender I situationer, hvor man har allermest lyst til at gemme sig? For Ingeman kommer morgensolen med glimt fra paradisets kyst. Gad vide, hvordan paradis er? Hvordan ser der ud? Hvordan lever man der? Hvordan taler man sammen? Hvilke følelser har man/har man ikke i paradis? Jeg var engang på morgenfugletur med en ornitolog. Han sagde, at fuglesangen var mest kraftig i de minutter, hvor vi begyndte at kunne se hinandens øjenfarver. b. I dag skal I lave små malerier til fællesbilledet Ingemanns Verden. De skal være på størrelse med postkort (A6) og skal være helt dækket af farve. I skal vælge en linje fra salmen som titel på jeres maleri og skrive linjen på bagsiden; f.eks. Den spreder guld på sky eller Hvor træet stod med evig frugt. Inden I hænger billederne op, kan I lave en quiz, hvor jeres klassekammerater skal gætte, hvilken linje jeres maleri forestiller. I kan vælge at lade malerierne være ramme omkring fællesbilledet. I kan udfylde med ensfarvede A6- ark, så rammen når hele vejen rundt. c. Nogle af versene handler om skabelsen og andre om Jesus og hans verden. Prøv om I kan finde ud af hvilke (Skabelsen: vers 2-3-5 / Jesus og hans verden: 4-6-7). d. I kan lege med hvor mange forskellige måder, man kan synge en sang på. Man kan fx være glad, træt, sur, ked af det osv. Del eleverne op i hold og lad dem selv finde en sindsstemning, som de synger sangen med. De andre hold gætter hvilken og reflekterer over, hvad der sker med musikken. [19]

Gud ske tak og lov! Gud ske tak og lov! Vi så dejligt sov! barnet lå med varme kind på puden. Nu som fuglen frisk! Rask som havets fisk! Morgensolen titter gennem ruden. Med hin glans fra sky kom der lys i by, kom der glimt af sol i alle sjæle. Alle haner gol, hilsed glad Guds sol, alle vævre tunger små fik mæle. Ej den mindste mus savner tag og hus, fattigst spurveunge har sin rede. Ej den mindste fugl savner ly og skjul, vi skal heller ej om fristed lede. Lystig hanen gol, hilsed glad Guds sol, for hver sjæl er lys og lyst oprundet. Nu, som fuglen frisk! Rask som havets fisk! Vi har kærligheds-asylet fundet. B. S. Ingemann 1837 / C. E. F. Weyse 1837 [20]

Ordforklaring 2. hin glans - den glans gol - gammel datidsform: galede vævre - livlige mæle - stemme, sprog 3. fristed - tilflugtssted, asyl 4. kærligheds-asylet - det sted, hvor vi er beskyttet af kærlighed. En henvisning til Dronning Caroline Amalies Asyl. Kommentar Gud ske tak og lov er torsdagens morgensang. I en note i førsteudgaven skrev Ingemann, at denne sang var skrevet med særegent Hensyn til Børnene i Asylerne. Det var ikke særlig almindeligt, at man skrev tekster henvendt til børn på dengang; så det er pudsigt, at nogle af de mest kendte tekster fra den tid, netop er skrevet til børn: H. C. Andersens eventyr og Ingemann børne-salmer. Der var oprindeligt yderligere to vers, som netop understregede, at sangen skulle synges i asylerne: Fattig Mand fuldstærk Gaaer nu til sit Værk; Rask hver Haand sig rører nu med Glæde. Fattig Kone maa Til sin Dont udgaae, At de Smaa skal ei for Brødet græde. Fader gik sin Vei. Moder see vi ei, Dog i Nød vi sidde ei tilbage. Arnens Ild er slukt; Hjemmets dør er lukt; Gud dog sørger for os alle Dage. [21]

Ideer til undervisningen a. Samtal om fortælling og salme. Der er nogle ord og vendinger i salmen, som vi ikke bruger i dag; f.eks. Gud ske tak og lov, Med hin glans fra sky, Alle galer gol, Alle vævre tunger små fik mæle, Ej, Kærlighedsasylet. Tal om, hvad de kan betyde. Hvor kan almindelige danske børn finde fristeder i dag, hvor man kan være i fred og føle sig tryg? Har nogle af jer oplevet at blive væk og blive fundet igen? Hvorfor er det, at man bliver så utroligt glad igen? De filosofisk anlagte kan tale om selvfølgelig og uselvfølgelig; man kan regne hinanden som en selvfølge, som adskillelsen minder os om, at vi ikke er det; vi er en overraskende dejlig gave til hinanden. Vi er uselvfølgelige. asyl substantiv, intetkøn -et, -er, -erne [aˈsyˀl] fra græsk asylon 'fristed' www.ordnet.dk Hvad gør dyrene, når det bliver lyst? Hvad gør menneskene, når det bliver lyst? Hvad har du lyst til at lave, når solen skinner? Hvad har du lyst til at lave, når det er mørkt? Ingemann skriver, at man kan have lys i sjælen, hvordan er det? Hvad vil det sige at have et lyst sind? Hvordan får man det, når nogen siger tak til en? b. Lav billeder, som kan klippes ud, til fællesbilledet Ingemanns Verden med udgangspunkt i en linje fra salmen; f.eks. Nu som fuglen frisk, Kom der lys i by, Ej den mindste mus, Vi har kærlighedsasylet fundet og så videre. c. Lyt til melodien og undersøg, om I kan høre, hvornår tonerne går op og ned i den. I kan med fordel bruge kopiark 1 bagerst i materialet. [22]

Bliv hos os, når dagen hælder, Bliv hos os, når dagen hælder, du kære Fader og Gud! Bliv hos os, når mørket vælder af nattens sluser ud! Henspred over dal og høje dit stjerne-klædebons flig, så lukke vi trygt vort øje og slumre sødt hos dig. Bliv hos os, og vi vil drømme om englebørnenes fred; din Ånd gennem himmel-strømme vil suse til os ned. Og Kongen i livets rige vil favne alle de små. På englenes Himmel-stige skal barnesjæle gå. Bliv hos os, når dagen hælder, du kære Fader og Gud! og Paradis-lyset vælder af nattens sluser ud. B. S. Ingemann 1838 / C. E. F. Weyse 1838 [23]

Ordforklaring 2. dit stjerne-klædebons flig - glimt af dit strålende lys, himlen er et lille stykke af Guds stjernekappe. 3. din Ånd vil suse - Helligåndens nærvær forbindes i Bibelen ofte med en susende lyd 4. Kongen - Jesus Kristus (derfor skrives Kongen med stort K) Kommentar Ingemann fortæller, at salmens udgangspunkt er et vers fra Emmaus-vandringen i Lukasevangeliet: Men de (disciplene) holdt ham tilbage og sagde: Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld. Der sker en næsten umærkelig bevægelse fra den begyndende nat i vers 1 til dødens nat i sidste vers, skriver Jørgen Kjærgaard i Salmehåndbog II. Gradvist, som et drømmesyn, åbner det himmelske perspektiv sig i salmen, og gør den til en forsikring om Guds nærvær i liv og død. Som et godnateventyr formidler den tryghedsskabende drømmebilleder, formet af bibelske motiver som en bøn til den treenige Gud. Englenes himmelstige kendes blandt andet fra fortællingen om Jakobs drøm i Betel, Første Mosebog kapitel 28, vers 10-22. Jakob er lige flygtet fra sin vrede bror, Esau, som han snydt, da han lægger sig til at sove på den bare jord med en sten som pude. I drømmen ser han en stige, hvor engle går op og ned. Gud kommer og lover Jakob, at hans slægt skal blive lige så talrig som jordens støv. [24]

Ideer til undervisningen a. Samtal om fortællingen og salmen. Fortællingen handler om Carl Marius erfaringer med døden. Alle børn tænker på, hvad døden er for noget. I kan tale om, hvilke erfaringer Carl Marius har. Og I kan tale om, hvad I selv tænker om døden. I behøver ikke at være enige med Ingemann, Carl Marius eller hinanden. Vers 1 og 5 er næsten ens; eneste forskel er tredje linje: når mørket vælder bliver til og paradislyset vælder. Hvordan kan mørke blive til paradis-lys? På en måde er salmen fræk. Den giver jo næsten Gud ordrer, når den starter fire af versene med udsagnsord i bydeform (imperativ). Bliv og henspred er dog bønner (eller ønsker), så hele salmen er at betragte som en aftenbøn. De seks linjer fra Din ånd gennem himmelstrømme er løfter om, hvad Gud vil. I fortællingen har jeg lagt et lille spor om at forstå med mere og andet end hjernen. Når man arbejder med lyrik (og kunst i det hele taget), er det vigtigt, at samtalerne ikke udvikler sig til regnestykker, hvor man prøver at regne ud, hvad digteren tænker. Ingemanns sange er dybt sanselige, så det er også med sanserne, de skal opleves og forstås. Forstå kan man på flere måde. Man forstår først for alvor kunsten at cykle, når man virkelig cykler. Alverdens forklaringer på cykle-kunnen kan slet ikke måle sig med den forståelse og indsigt, som cyklingen selv rummer. b. I dag skal I lave et stjerneklædebon på fællesbilledet Ingemanns Verden. Læreren klistrer et langt mørkeblåt stykke stof på jeres billede, som alle sætter små og store stjerner på. I kan lave stjerner i forskellige materialer; f.eks. stanniol, ståltråd/rosentråd, juice-karton, tændstikker, garn, limpistolslim og så videre. c. Se på billedet Labrofossen af Thomas Fearnley fra 1837 på www.skolekirkesamarbejdet.dk/ingemann. Hvad forestiller billedet? Prøv at finde stemninger og følelser i billedet. Hvordan passer billedet til Ingemanns tekst? Poesi er en erkendelsesproces og ikke bare et konserveringsmiddel til henkogning af solnedgange og fuglesløjt. Digteren er ej heller opfinder. Det er ham ikke nok at finde ud af. Han må finde ind til. uddrag af Halfdan Rasmussens digt Digte skal ikke forklares [25]

Der står et slot i vesterled Der står et slot i vesterled, tækket med gyldne skjolde; did går hver aften solen ned bag rosenskyernes volde. Det slot blev ej med hænder gjort: mageløst står det smykket; fra jord til himmel når dets port; Vorherre selv det har bygget. Fra tusind tårne funkler guld, porten skinner som ravet; med strålestøtter underfuld sig borgen spejler i havet. Guds sol går i sit guldslot ind, skinner i purpurklæder. I rosensky på borgens tind står lysets banner med hæder. Solenglen svinger lysets flag, vandrer til fjerne lande; ham følger liv og lys og dag bag nattens brusende vande. Lig solen farer livet hen, går til forklarings-kysten. Med glans opdukker sol igen fra Paradiset i østen. B. S. Ingemann 1838 / C. E. F. Weyse 1838 [26]

Ordforklaring 1. et slot - det gyldne slot i salmen er et billede på solens sidste stråler. For digteren bliver synet måske også en åbenbaring af det ny Jerusalem, den himmelske by, som ved tidernes ende skal dale ned til jorden (Johannes Åbenbaring, kapitel 21). Den jordiske skønhed peger hos Ingemann hen imod den evige herlighed hos Gud. vesterled - horisonten i vest did - derhen 2. strålestøtter - strålende søjler purpurklæder - strålende rød klædning (forbeholdt den romerske kejser) lysets banner - fanen, der markerer lysets sejr over mørket 3. forklaringskysten - dér, hvor vi med Paulus ord skal se ansigt til ansigt og få forklaret, dvs. kastet lys over menneskelivets gåde og evigheden Kommentar Salmen er den første i Ingemanns Syv Aftensange fra 1838. Den kom først med i Salmebogen i 2002. Teksten bevæger sig fra Vest i første linje til Øst i sidste linje. Paradiset ligger i øst, men Guds nye slot med porten, der når fra jord til himmel, ligger i vest, hvor vi mennesker bor. Gud er Herskeren i purpurklæder, der styrer solenglens gang bag nattens brusende mørke vande. På vej ind i livets nat får den, der synger denne salme, både et glimt fra paradisets morgen og evighedens forklarede, evigt oplyste kyst, skriver Jørgen Kjærgaard i Salmehåndbog II. Ligesom i så meget andet af romantikkens litteratur møder nordisk mytologi kristendommens univers i salmen. Sagnkongen Gylfe besøgte aserne for at lære gudernes verden at kende. Men det havde de ikke lyst til. Derfor udsætter de ham for blændværk med den gyldne sal. "Da han trådte ind i borgen, så han dér en hal så høj, at man næppe kunne se op over den; dens tag var belagt med gyldne skjolde, lagvis som et spåntag." Snorres Edda, 1225 I romantikken elskede man drømmen fremfor virkeligheden, så måske har Bo Hakon Jørgensen ret, når han skriver: "Verden peger, men den er ikke stedet selv. Tøvende mellem realitet, eventyrlighed og religiøsitet står den romantiske Ingemann, som også skrev fantastiske fortællinger." Der står et slot i vesterled er ikke et forsøg på neutralt, nøgternt og rationelt at beskrive virkeligheden; den er en vision om en større, dybere, skønnere virkelighed. [27]

Ideer til undervisningen a. Samtal om fortælling og salme. Et udgangspunkt for samtalen kunne være elevernes egne erfaringer med solnedgange. Når solskiven først rører horisonten, synes det som om, det går hurtigt, før hele solen er sunket ned i havet eller jorden. Refleksioner i vand og skyer kan nogle gange får det til at se ud, som om der ligger et stort slot bygget på horisontens linje. Ingemann bruger en hverdagserfaring (solnedgangen) til at vise noget guddommeligt (Guds rige). I sine salmer viser Ingemann ofte sider af forholdet mellem Gud og skaberværket, der har gjort, at han er blevet beskyldt for at være panteist: altså at Gud er i alt; at Gud er identisk med verden. b. Ingemanns aftensang er fyldt med farver. Prøv at finde dem: Gyldne, rosenskyernes, guld, rav, purpurklæder. Mal et slot, som I kan klippe ud og sætte på fællesbilledet Ingemanns Verden, hvor I kun bruger farverne fra salmen. I må altså gerne have flere nuancer af gult, lyserødt, rav-farvet og lilla (purpur). c. Se J. M. W. Turners billede A sail boat approaches the Arts fra 1840 erne på www.skolekirkesamarbejdet.dk/ingemann. Hvad kan I se på billedet? Hvilke farver dominerer? Prøv at lukke øjnene i mindst 15 sekunder; åbn øjnene og find ud af, hvad du først ser på billedet. Lav en liste af ord, som I synes passer godt til maleriet: f.eks. varme, glæde, lys, sol, drøm osv. Passer ordene fra listen godt sammen med Ingemanns salme. [28]

Portrætter Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) I den mest storartede Natur gives der næsten Intet, som jo Barneøjet kan opdage selv på den fladeste Slette-ø i Østersøen. Med den store Stjernehimmels Verdensalt foroven, har den lille grønne jord forneden fast alle den samme herlighed, kun i mindre eller større målestok. Sådan begynder Ingemann kapitlet om sit forhold til naturen i sin Levnetsbog fra 1862. Her afsløres, at man i naturen med barnets nysgerrige øjne kan få øje på Verdens-altet, den store sammenhæng, som for Ingemann var Gud. Gud kunne man finde alle vegne, og Guds herlighed var at finde på jord. Selv på flade Falster, hvor Ingemann voksede op i farens trygge præstegård. Som 10-årig mister han sin far; og denne tidlige erfaring af døden og det efterfølgende håb om en evighed ses tydeligt i flere af hans salmer. Ingemann var den yngste af 8 søskende og en eftertænksom dreng, der holdt af at færdes i naturen. Det dyr, som han beundrede mest, var sneglen, som Gud have lært at bygge et lille rundt hus på ryggen, som den kunne krybe op af den stejleste træstamme med. Det kan svanen ikke klare med sine store hvide vinger. Da han fortalte de voksne det, synes de pludselig at sneglen var en lille tusindkunstner. Barnets blik på verden kan lære voksne indsigter og dybder, som forstanden har svært ved at få øje på, mente han. Selv hvis forstanden prøver at bortforklare de poetiske sandheder, som ligger gemt i tilværelsens usynlige egne, vil barnets fantasi afsløre skønheden og storheden. Kunde det lykkes vor forstand - paastaaer han - at bortforklare Virkeligheden af hin store Poesi, der lever i alle Nationers Almuesagn om synlige vink fra Tilværelsens usynlige egne, saa vilde dog bestandig en dybere fornuft redde det Skjønne og Store deri ved Fantasiens uskyldige barnehaand, skriver han andetsteds i Levnetsbog. Ingemann blev en betydelig figur i den folkelige, nationale bevidsthed, der voksede frem i første halvdel af 1800-tallet. Han skrev historiske romaner om heltene fra Danmarks fortid, formidlede folkets almuesagn (=beretninger) samtidig med at han skrev mere eventyrlige og fantastiske romaner og skuespil. Han var på fornavn (og brev) med H. C. Andersen og N. F. S. Grundtvig og havde en stilling som lektor på det anerkendte akademi i Sorø. [29]

Følelserne, fantasien, drømmene, skønheden og storheden var drivkræfter i Ingemanns digtning og forfatterskab, så han blev en lederskikkelse i romantikkens danske litteratur. Det er de lyse og skønne tanker, som er tydeligst i Ingemanns digtning. Men han skrev faktisk nogle fortællinger med titler som Det forbandede hus, Varulven og Den levende døde ; måske inspireret af Shelleys Frankenstein, der udkom året før Ingemanns Eventyr og fortællinger (1820). Mørket kan have en magisk virkning på mennesker, vidste Ingemann, der bl.a. skrev om temaet i fortællingen Selv-citationen fra 1847. Heldigvis beslutter hovedpersonen (og Ingemann) sig for ikke at lege mere med de mørke kræfter. Ingemann-selskabet har lavet en glimrende hjemmeside (www.ingemann-selskabet.dk), hvor der er fri adgang til bl.a. biografisk materiale. Jeg er godt fornøjet med, hvad jeg så! B. S. Ingemann Den 24. februar 1862 var den sidste dag, B. S. Ingemann levede. Da solen var ved at gå ned, bad han fra sengen om at få gardinet trukket fra, så han endnu engang kunne se solens lys fra himlen. Han kunne ganske vist ikke se selve solen, derfra hvor han lå. Han kunne kun se dens genskin. Da nogen i stuen beklagede det, sagde han med et glad smil. Jeg er godt fornøjet med, hvad jeg så!. Så lod han gardinet trække for igen. Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774-1842) Weyse blev født i Altona i udkanten af Hamborg i Tyskland af musikinteresseret mor, der var gift med en købmand. Faren døde, da Weyse var blot 6 år, men allerede året efter gifter moren sig igen. Det er Weyses morfar, der opdager drengens usædvanlige musikalitet og giver ham undervisning. Som trettenårig komponerer Weyse sine første værker, nogle småsange og klavertrioer, og som 15-årig, efter sin konfirmation og morens død, bliver han sendt til København, hvor han modtager undervisning af nogle af tidens bedste musikere. Fra 1894 får Weyse arbejde som organist i den reformerte kirke og fra 1805 til sin død i Vor Frue kirke, der er Københavns Domkirke. Weyses arbejder spænder vidt. Han komponerede både syngestykker, symfonier og klaverværker, og han bearbejdede en række danske folkeviser. Weyse har skrevet melodier til en række salmer udover Ingemanns morgen- og aftensange. Mest kendt er nok Grundtvigs Den signede dag. I alt har han komponeret melodier til 19 af Salmebogens salmer. [30]

Dronning Caroline Amalie (1796-1881) Selv ikke saa lykkelig at have Børn kastede hun nu sin Kjærlighed paa Landets fattige, forladte Smaa, der nøgne og hungrige mangle Hjem og Tilsyn, medens deres Forældre maa arbeide for at fortjene brødet. Her gjorde hun hele sin kongelige Indflydelse gjældende, skriver Johanne Luise Heiberg i sine erindringer. Hun var den første, der rundt i Landet reiste hyggelige boliger, Asyler, for at optage de Smaa indenfor lune vægge. De fattige Børn, der tidligere havde løbet om paa Gaden, udsatte for al Plage og Fordærvelse, bleve nu her underviste i de første Børnelærdomme og legede glade med hverandre paa dertil indrettede Legepladser. Hvad Caroline Amalie har virket ved denne Kjerlighedsgjerning er uberegneligt.»hun reiste ej Borge med Taarn mod Sky, hun reiste en Skole til Børnely«. Samtidigt hyldestdigt Fattigbørns Moder og den kgl. Fostermoder for de smaa var samtidens karakteristikker af hende. Hun samlede omkring sig en kreds af kvinder fra aristokratiet og overklassen og bidrog i kraft af sin position som kronprinsesse og fra 1839 som landets dronning til at forme en ny, aktivt udadvendt og socialt forpligtet kvinderolle. Caroline Amalie mødte i 1838 N. F. S. Grundtvig, der holdt foredrag for hende og hendes kreds om Nordens historie. Hans syn på kristenlivet og det folkelige kom til at præge Dronningen, der havde sin faste plads ved gudstjenesterne i Vartov. Hun fandt i asyl-arbejdet en rolle, der gjorde det muligt for hende at leve et bevidst og udadvendt kristent liv. Da der blev knyttet en skole til asylerne, lod hun Grundtvigs skoletanker få en vigtig plads. Caroline Amalie var Christian 8.s dronning. Hun voksede op på Augustenborg og Gråsten i Sønderjylland. Brylluppet stod på Augustenborg Slot den 22. maj 1815, men var til begge ægtefællers store sorg barnløst. Caroline Amalie kunne ikke få børn; gemalen var jo far til et barn af første ægteskab, den senere Frederik VII. Længe var der et udmærket forhold mellem hendes yngre bror, hertug Christian August af Augustenborg, og hendes gemal, Christian Frederik, men da denne besteg tronen som Christian VIII i 1839, opstod der hurtigt uenighed om hertugdømmerne, hvor hertugen ivrigt forfægtede en arveret, som kongen ikke ville indrømme ham. I denne strid stod Caroline Amalie stiltiende på hertugens side, hvad hun indrømmede over for kongen, der også stiltiende måtte konstatere, at hans egen dronning ikke stod bag ham i denne for riget så væsentlige sag. Hun har i breve til svigerinden, Louise af Augustenborg, i 1861 og 1863 givet udtryk for, at hun nu forstod, hvad hendes afdøde gemal havde været oppe imod, og inderligt fortrød sin stillingtagen. [31]