århus kommune. Magistratens 2. Afdeling Stadsarkitektens Kontor. Rådhuset. 8100 Århus C Side 1 Til Århus Byråd via Magistraten Den J.nr. Ref.: Tlf.nr. INDSTILLING 18. maj 2004 Mogens Vasegaard 89 40 26 48 Iværksættelse af forudgående offentlig høring om ændring af kommuneplanen for delområde 16.04.18 ER, beliggende ved Vestre Ringgade og Finderupvej. Ændring fra erhvervsområde til blandet bolig- og erhvervsom råde. 1. Resume Magistratens 2. Afdeling indstiller på baggrund af henvendelser fra 2 af de 3 ejendomme i kommuneplanens delområde 16.04.18 ER, at mulighederne for at området overgår fra erhvervsområde til blandet bolig- og erhvervsområde fremlægges i en forudgående offentlig høring. Området omfatter ejendommen Finderupvej 2 med det tidligere frysehus for virksomheden
Side 2 Frisko, ejendommen Vestre Ringgade 31-33, hvor virksomheden Århus Elektro tidligere havde til huse, samt ejendommen Vestre Ringgade 27-29 med cykelforhandler Leif Jensen. Ejerne af de 2 førstnævnte ejendomme er fremkommet med ønske om at anvendelse af området til boligbebyggelse, da anvendelsen til erhverv og kontorer, der er fastlagt i lokalplanerne 633 og 634, ikke har kunnet realiseres. Det indstilles til byrådet, at der iværksættes en forudgående offentlig høring om ændring af kommuneplanen, samt at der efterfølgende udarbejdes et eller flere forslag til lokalplan på grundlag af resultatet af den offentlige høring. 2. Tidligere beslutninger Århus Byråd vedtog på mødet den 14. november 2001 lokalplan nr. 634 og på mødet den 3. april 2002 lokalplan nr. 633. Begge lokalplaner der indeholder erhvervsformål, blev udarbejdet efter en forudgående offentlig høring om ændring af kommuneplanen med mulighed for lavere erhvervsklasser - klasse 1 og 2 - end i naboerhvervsområderne. 3. Beskrivelse af indstillingen Indstillingen vedrører kommuneplanens delområde 16.04.18 ER, beliggende vest for Vestre Ringgade og nord og syd for Finderupvej. Området omfatter ejendommene Finderupvej 2, Vestre Ringgade 27-29 samt 31-33. Kommuneplanens rammebestemmelser giver mulighed for erhvervsbebyggelse med virksomheder i klasserne 1 og 2. Bebyggelse kan opføres med op til 4 etager og med bygningshøjder på op til 15 m. Kommuneplanen og lokalplanerne for en del af området muliggør således ikke placering af boliger i området. Fra ejerne af de to førstnævnte ejendomme er der modtaget forespørgsler om anvendelse af området til boliger, da det i de forløbne 2-3 år ikke har vist sig muligt at kunne realisere byggeri med erhverv, kontorer og lignende, som de gældende lokalplaner muliggør.
Side 3 Disse tanker har man fra Magistratens 2. Afdeling været positive overfor, da området i kommuneplanen har været udpeget som et område, der kan undergå en omdannelse til finere erhverv, og man kan herfra anbefale, at gå et skridt videre og muliggøre opførelse af boliger ud fra ønsket om at fremme boligprojekter i og omkring midtbyen. Forespørgslerne er af Magistratens 2. Afdeling bedømt ud fra en mere overordnet vurdering af området vest for Vestre Ringgade, byplanmæssige og trafikale forhold, samt det nødvendige procesforløb for en mere vidtgående byomdannelse med boligbebyggelse. Generelt findes den omdannelse, der i en årrække er sket for de gamle industriarealer vest for Vestre Ringgade meget gavnlig for byen. Der er herved åbnet for en alternativ placering og udvikling af kontor-, værksteds-, handels- og serviceerhverv, der ikke har kunnet finde lokalisering i midtbyen. Samtidig er området yderst velbeliggende og tilgængeligt i forhold til det overordnede vejnet. Afdelingen henviser i øvrigt til at områderne omkring Vestre Ringgade er domineret af eksisterende boligejendomme. Erhvervsvirksomhederne, der i dag dominerer området vest for Vestre Ringgade, er i overvejende grad virksomhedstyper, der kun giver en svag miljøpåvirkning af de nærmeste omgivelser, hvorfor de i de fleste tilfælde vil kunne fungere i naboskab med boliger. Det foreslås, at kommuneplanændringen skal omfatte hele delområde 16.04.18 ER, selv om der ikke er konkret henvendelse om en omdannelse fra ejeren af Vestre Ringgade 27-29, hvor der nu er cykelforretning. Herved skabes der ensartede bestemmelser for ejendommene langs Vestre Ringgaden fra Silkeborgvej til Århus Å, og dermed også mulighed for på længere sigt at omdanne ejendommen. Den nuværende anvendelse kan fortsætte uændret. Det kan desuden oplyses, at der i kvarteret er aktuelle konkrete henvendelser fra ejerne af arealet ved den gamle Frisko fabrik på hjørnet af Silkeborgvej og Vestre Ringgade med ønske om mulighed for boliger også her. Ved et eventuelt kommende boligbyggeri vil trafikstøj fra Ringgaden stille store krav til
Side 4 byggeriets udformning for at sikre overholdelse af kommuneplanens støjbestemmelser. En realisering af planerne vil kræve en ændring af kommuneplanen med en forudgående offentlig høring efterfulgt af udarbejdelsen af en eller flere lokalplaner. 4. Økonomiske konsekvenser Ændring af kommuneplanen fra erhvervsområde til blandet bolig- og erhvervsområde vil ikke medføre kommunale udgifter. 5. Konsekvenser i forhold til mål En af målsætningerne i Århus Kommune i det 21. århundrede er, at de eksisterende byområder omdannes, udbygges og moderniseres i takt med, at nye behov opstår. Der lægges endvidere vægt på, at mulighederne i byområderne udnyttes positivt i overensstemmelse med tankegangen om mest mulig genbrug og arealbegrænsning. Omdannelse modvirker blandt andet, at byen forslummer, og skal derfor ses som et led i den almindelige vedligeholdelse af byen. Muligheden for omdannelse af nærværende byområde findes at falde i god tråd med disse målsætninger. 6. Beslutningspunkter Magistratens 2. Afdeling indstiller, 1. at der iværksættes en forudgående offentlig høring med forslag til ændring af kommuneplanen for delområde 16.04.18 ER fra erhvervsområde til blandet bolig- og erhvervsområde, og 2. at der efterfølgende igangsættes ny lokalplanlægning, der muliggør boliganvendelse i delområdet.
Side 5 Poul B. Skou / Ole Østergaard Bilagsfortegnelse: Kopi af kommuneplanens kortbilag for Åby Øst. Vedlagt originalsagen/+elektronisk. Oversigtskort visende de berørte ejendomme. Vedlagt originalsagen/+elektronisk.