Påskedag 16 Tekster: Salme 118,19-29 - 1.Peters brev 1,3-9 - Matthæusevangeliet 28,1-8 Vi kan slet ikke tænke os en påske uden påskeliljerne! Det er Grundtvigs skyld. ja, eller: først er det Guds skyld. For, Gud har jo skrevet opstandelsens løfte og glæde, ikke bare i en bog, men i hvert eneste blad, der folder sig ud. Det er alt sammen små tegn, løfter om opstandelsen. Livet, der sejrer over døden. Og af alt det, der sådan springer ud, synes vi, påskeliljen er allerbedst til det fordi Grundtvig skrev salmen om den, som vi synger lige om lidt. Det var faktisk først derefter, at påskeliljen blev set som noget særligt. Men: tænk, hvis det var mælkebøtten, han havde skrevet om! Så skulle Karen / Mikael have været ude og lede efter de mælkebøtter, der står på spring til at springe ud, til at sætte i vaser og bænke her i dag! Eller købe dem til dyre penge hos
gartneren. Og vi ville glade sige: Nej, se, det er vel nok mange dejlige mælkebøtter i græsplænen i år! Mælkebøtten har nemlig lige alt det, påskedag handler om: Den er jo fuld af lys i farven. Den er fræk: ikke til at styre, men vokser lige hvor det passer den. Den er til både glæde og til provokation. Og den har en livskraft uden lige: den kan vippe selv asfalt op! Ja, den er i grunden: en rigtig påskeblomst! Men: dén er her jo ikke kun om foråret! protesterer nogen måske. Nej men påskens opstandelseshåb er jo heller ikke kun til forårsbrug; påsken ER ligesom alt det, der springer ud om foråret og den er meget mere end det. Jesus er opstået fra de døde. Påskemorgen er graven tom. Døden tabte. Der er et sted i Jerusalem, som man mener, Jesus lå begravet, indtil opstandelsen påskemorgen. Det er sådan en lille grotte på 3-4 m2.
Man kan faktisk godt gå ind i selve gravgrotten. Det er der bare mange andre, der også vil. Jeg har læst om en, som lige har prøvet det. Der var jo ikke ret meget plads derinde. Fordi stedet var lille, men også fordi én af de andre, en ung amerikansk fyr i hættetrøje absolut skulle tage en selfie derinde! Altså! Evig og altid skal nogen tage billeder af sig selv, og nu skulle ham dér absolut se sig selv i lyset af Jesu tomme grav! tænkte hun forarget, og skyndte sig ud igen. Men måske er det i grunden slet ikke så tosset: at se sig selv i lyset af Jesus tomme grav. Kom hun bagefter til at tænke på. Kan vi se os selv i lyset af Jesu tomme grav? Se os selv i påskens lys? Hvad vil det egentlig sige: at se os selv ikke vores eget billede på mobilen, men vores liv, i opstandelsens lys?
Jeg vil igen bruge mælkebøtten: den er ikke til at styre. Den vokser lige hvor det passer den. Sådan er det også med opstandelsen; den var der heller ingen, der kunne styre: man prøvede ellers: man slog Jesus ihjel og lagde ham i graven. Rullede en tung sten for indgangen til graven. Så var der styr på ham! Troede man. Men påskemorgen var stenen væltet fra. Og graven var tom. For der er liv lige hvor det passer Gud. Vi prøver også at styre alverdens ting; ja, om det så er det evige liv! I Illustreret Videnskab kan man læse artiklen: 9 trin til udødelighed ; Man skal bl.a. tage kosttilskud, der afhjælper genetiske problemer, filtrere vandet, man drikker og dyrke motion 5 gange om ugen. Og vi kan købe bogen:!0 år yngre på 10 uger. Osv osv. Vi higer efter at leve længere og længere gerne evigt men hvor kan verden dog indsnævres med det fokus! Det har en høj
pris at være så fokuseret på at styre det, som vi ikke kan styre. Og vi bliver også nødt til at spørge: hvad er det egentlig, der styrer i det? På en måde er det jo faktisk: at se vores liv i dødens lys! Lade os styre af tanken om, at der venter en grav forude. Påskedag handler om det modsatte: at blive inviteret til at se os selv i opstandelsens lys; at der er en historie med så vidtrækkende et perspektiv, at alt vores eget blegner, himlen åbner sig over os, og verden får tillagt fundamental ny betydning. Meget mere betydning end vi kan give den, lige meget hvor hårdt og længe, vi træner. Fordi livet nu og det evige så bliver en glædelig gave og ikke en flidspræmie! Og den fortælling må vi have del i; kvinderne blev jo sendt afsted for at fortælle det glædelige budskab om den tomme grav videre; det havde åbenbart ikke bare betydning for Jesus, men også for os, det der skete den morgen; Opstandelsens lys skulle også falde på os!
Døden lignede et punktum. Men nu har den vist sig at være en tankestreg, det, der kommer før noget andet! Det er en invitation det her: Vi må helt fundamentalt leve, ikke med døden, men med opstandelsen som horisont. Døden skræmmer os. Gør os bange. Sådan er det. Men den er ikke et punktum. Der er meget mere liv end vi tror og meget, meget mere liv, end vi kan anstrenge os til fortæller påskemorgen os. Og det kan måske gøre os knapt så bange for at leve livet. Mælkebøtten vokser de særeste steder og med en kraft, der kan bryde selv asfalt. Alt det, Jesus havde stået for og gjort: det kærlige og gode, tilgivelsen, helingen af relationer, mellem mennesker og mellem mennesker og Gud, og helingen af mennesker, hvis liv var gået i stykker, og hans provokerende, irriterende ord til dem, som fordømte, så ned på andre alt dét blev korsfæstet og lagt i graven langfredag. Men: Alt det, Jesus var og gjorde, det gav Gud sit ja til påskemorgen, da han oprejste
Jesus fra de døde. På den måde bekræftede Gud sin vilje til at forsone alt og alle med sig. Dét er et godt lys at se vores liv i! Gud kunne have vendt ryggen til verden og os i den og sige: når I forkaster min søn, så fortjener I ikke det budskab, han kom med. Men det er en anden måde, Gud viser sig på, påskemorgen; som den, der taler livets, kærlighedens sprog. Hårde ord kan meget og de kan få os til at forskanse os og gøre os selv hårde. Kærlighedens sprog kan bryde grænser. Bryde asfalt og grave. Vælte sten. Hele noget, der er gået i stykker. At se os selv i opstandelsens lys det er f.eks. at tage imod den slags åbninger, Gud skaber for os. Men det er også invitationen til selv at vove kærlighedens sprog i vores liv og handlinger. Det lyder så flot: kærligheden, der besejrer alt men hvad så, når bomberne springer i
Bruxelles og børn mobbes og voksne behandles umenneskeligt i Danmark... og alt det andet. Kan vi det kan vi tilgive? Se med kærlighedens øjne? Eller bliver budskabet bare provokerende her? Borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King, som selv levede i dyb undertykkelse fordi han var sort, han kæmpede med det her. Engang skrev han: Mørke kan ikke uddrive mørke; det kan kun lyset. Had kan ikke fordrive had dét kan kun kærligheden. Det er sådan nogen gode ord. Handler de om os? De handler i hvert fald om Gud, påskemorgen. Det er det, Gud gør. Og derfor handler de ord også om os. Det påskelys vi må se hele vores liv i. Og som selv påskeliljer og mælkebøtter prøver at fortælle os. Glædelig påske!