frifundet. F havde tegnet såvel arbejdsskadeforsikring som erhvervsansvarsforsikring kom til skade ved arbejdsulykke. Iht. erhvervsansvarsforsikringen

OE2012.B-3171-11 FED2012.40 F havde tegnet såvel arbejdsskadeforsikring som erhvervsansvarsforsikring for virksomhed, hvis ansatte X kom til skade ved arbejdsulykke. Iht. erhvervsansvarsforsikringen anerkendte F et erhvervsevnetab på 75 % og udbetalte ca. 1,9 mio. kr. efter EAL. Efterfølgende traf Arbejdsskadestyrelsen, A, afgørelse om, at X ligeledes skulle have erstatning efter ASL for 75 % erhvervsevnetab. Dette ville kapitaliseret svare til ca. 1,6 mio. kr. F og X var enige om, at kravet efter ASL fuldt ud var kompenseret ved den udbetalte EAL-erstatning, og at X derfor ikke havde krav mod arbejdsskadeforsikringen. [Dommen er anket til Højesteret] F påstod A dømt til at anerkende, at A's afgørelse om, at kun 50 % ASL-erstatning kunne kapitaliseres og at de resterende 25 % skulle udbetales som løbende ydelser, var ugyldig. F anførte bl.a., at dette ville medføre, at F, når differencen mellem ASL- og EAL-erstatningen var udlignet, skulle betale løbende ydelser til X frem til pensionsalderen, jf. ASL 17, stk. 7, selv om X allerede var fuldt ud kompenseret ved den udbetalte kapitalerstatning. Dette ville stride mod forudsætningen i ASL's forarbejder om, at skadelidte ikke må opnå dobbelterstatning. Det ville endvidere være forsikringsteknisk vanskeligt at administrere en sådan ordning, der også ville få skattemæssige konsekvenser. F henviste endvidere til den aftalefrihed mellem skadelidte og skadevolder, der følger af EAL 27. Landsretten var enig med A i, at der efter ordlyden af den dagældende ASL 43 (nugældende 27) ikke kan ske kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning ud over 50 %, og A blev derfor frifundet. 1.5. Arbejdsskadeforsikring - 3.2. Skadeopgørelse, personskade - 3.5. Øvrige spørgsmål om erstatningskravet - 4.5. Øvrige spørgsmål Ø.L.D. af 10. oktober 2012. Sag: 5.afd., nr. B-3171-11 (Thomas Lohse, Michael Kistrup og Mette Undall-Behrend (kst.)) If Skadeforsikring Filial af If Skadeforsikring AB (adv. Michael S. Wiisbye) mod Ankestyrelsen (Kammeradv. v/adv. Henrik Nedergaard Thomsen) Østre Landsrets dom Denne sag, der er anlagt ved Retten i Glostrup den 22. december 2010, er ved kendelse af 6. oktober 2011 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens 226, stk. 1. Sagen drejer sig om, hvorvidt arbejdsskadesikringslovens bestemmelser om kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning er til hinder for, at den fulde erhvervsevnetabserstatning kan begæres kapitaliseret i en sag som den foreliggende, hvor skadelidtes erhvervsevnetab overstiger 50 pct., og hvor der på tidspunktet for udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven allerede er udbetalt en fuldt kapitaliseret erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven, og skadelidte har anerkendt derved at være fyldestgjort også i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Sagsøgeren, If Skadeforsikring, Filial af If Skadeforsikring AB (herefter benævnt If Skadeforsikring), har nedlagt følgende påstande: 1. Sagsøgte, Ankestyrelsen, tilpligtes at anerkende, at Ankestyrelsens afgørelse af 26. juni 2009 ikke er gyldig. 2. Sagsøgte, Ankestyrelsen, tilpligtes at anerkende, at If Skadeforsikring med den erstatning, selskabet har udbetalt til X i henhold til erhvervsansvarsforsikringen, fuldt ud har opfyldt sin pligt til at erstatte X's erhvervsevnetab efter ulykken den 14. maj 2003 i henhold til arbejdsskadeforsikringen, og at If Skadeforsikring således ikke har pligt til at udbetale yderligere erhvervsevnetabserstatning i henhold til arbejdsskadeforsikringen. Sagsøgte har over for If Skadeforsikrings påstand 1 påstået frifindelse og over for påstand 2 principalt afvisning, subsidiært frifindelse. Sagsfremstilling X var den 14. maj 2003 udsat for en arbejdsulykke, da han under arbejde som arbejdsmand blev skubbet ned fra et stillads af nogle væltende spær. Efter at være faldet ned fik X spærene over sig, hvorved han pådrog sig kraniebrud og blødning i kraniet. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte den 30. september 2003 hændelsen som en arbejdsskade. X's arbejdsgiver havde tegnet såvel erhvervsansvarsforsikring som arbejdsskadeforsikring hos If Skadeforsikring, og det er ubestridt, at X var berettiget til erstatning efter såvel erstatningsansvarsloven som arbejdsskadesikringsloven. I henhold til erhvervsansvarsforsikringen udbetalte If Skadeforsikring i 2005 a conto 1.655.733,63 kr. i erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven, svarende til et erhvervsevnetab på 65 pct. Ved afgørelse af 22. februar 2006 vurderede Arbejdsskadestyrelsen X's erhvervsevnetab til 75 pct. og fastsatte samtidig den løbende erstatning til 13.612 kr. månedligt. På baggrund af en klage fra X fornøjede Arbejdsskadestyrelsen den 6. marts 2006 den for X fastsatte årsløn og ændrede derfor den løbende erstatning til 13.936 kr. månedligt. If Skadeforsikring ankede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse dels på grund af fastsættelsen af årslønnen, dels fordi X efter If Skadeforsikrings opfattelse ikke havde krav på yderligere erstatning på grund af udbetalingen efter erstatningsansvarsloven. Den 13. november 2006 stadfæstede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Om spørgsmålet om betydningen af den allerede udbetalte erstatning efter erstatningsansvarsloven udtalte Ankestyrelsen blandt andet: " Derudover bemærker vi, at arbejdsskadelovgivningen er primær i forhold til erstatningsansvarsloven, hvorfor den, der allerede har betalt erstatning efter erstatningsansvarsloven, har krav på at få udbetalt det erstatningsbeløb af samme art, som forsikringsselskabet i henhold til arbejdsskadeloven har pligt til at betale. Hvis der således er betalt erstatning efter erstatningsansvarsloven, og dette beløb overstiger det beløb, der skal betales efter arbejds- Copyright 2014 Karnov Group Denmark A/S side 1

skadeloven, har den tilskadekomne ikke krav på yderligere erstatning. Hvis De ønsker en konkret beregning af størrelsen af det beløb X er berettiget til efter arbejdsskadeloven kan De henvende Dem til Arbejdsskadestyrelsen. " Efter en begæring om kapitalisering af det størst mulige beløb af den løbende erhvervsevnetabserstatning fastsatte Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 6. december 2006 et kapitalbeløb pr. 1. januar 2007 til 1.112.488 kr. (svarende til et erhvervsevnetab på 50 pct.) og den løbende ydelse pr. samme dato til 4.770 kr. månedligt (svarende til de resterende 25 pct. af erhvervsevnetabet). If Skadeforsikring anmodede herefter Arbejdsskadestyrelsen om at beregne hele erhvervsevnetabserstatningen på 75 pct. som et kapitalbeløb, da X efter If Skadeforsikrings opfattelse ikke havde krav på yderligere erstatning, fordi den allerede udbetalte erstatning efter erstatningsansvarsloven oversteg den erstatning, han efter If Skadeforsikrings beregninger havde krav på efter arbejdsskadesikringsloven. I marts 2007 udbetalte If Skadeforsikring yderligere 298.668 kr. til X i erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven, således at der i alt var udbetalt erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven med 1.954.402 kr., svarende til et erhvervsevnetab på 75 pct. X's advokat Lasse Dalberg meddelte ved e-mail af 22. januar 2007 og brev af 27. marts 2007 til If Skadeforsikring, at X accepterede, at erhvervsevnetabserstatningen (i arbejdsskadesagen) kapitaliseredes fuldt ud, og at erstatningssagen blev afsluttet uden yderligere erstatningsudbetaling i arbejdsskadesagen. Ved afgørelse af 2. juli 2007 fastholdt Arbejdsskadestyrelsen, at der ikke kunne ske kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning ud over, hvad der svarer til 50 pct. erhvervsevnetab, da der ikke var lovhjemmel hertil. Ved brev af 16. juli 2007 oplyste Arbejdsskadestyrelsen efter ønske fra If Skadeforsikring endvidere, at hvis tilskadekomne efter arbejdsskadelovens regler kunne kapitalisere hele den efter arbejdsskadeloven tilkendte løbende erstatning for erhvervsevnetab, ville kapitalbeløbet for 75 pct. erhvervsevnetab udgøre 1.668.731 kr. opgjort pr. 1. januar 2007. If Skadeforsikring ankede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 2. juli 2007 til Ankestyrelsen, som den 26. juni 2009 stadfæstede afgørelsen. Af Ankestyrelsens afgørelse fremgår blandt andet: "Resultatet er: - Erstatning for tab af erhvervsevne kan ikke kapitaliseres ud over 50 procent. Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen. ( ) Begrundelsen for afgørelsen Der er ikke lovhjemmel til at kapitalisere erstatning for tab af erhvervsevne ud over 50 procent. Vi har lagt vægt på, at det fremgår af 43 i Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, at løbende årlig erstatning på 50 procent og derover efter begæring fra den skadelidte kan omsættes til et kapitalbeløb svarende til 50 procents erhvervsevnetabserstatning. Vi har endvidere lagt vægt på, at der ikke er hjemmel til at gøre undtagelser, heller ikke efter en konkret vurdering. I X's sag er der tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 75 procent. Det fremgår af sagens oplysninger, at der er anmodet om kapitalisering og at Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 6. december 2006 kapitaliserede størst muligt beløb af den løbende erstatning. Det fremgår endvidere, at resten af erstatningen vil blive udbetalt som en månedlig ydelse. Henset til, at der er kapitaliseret størst muligt beløb af den løbende erstatning, kan der ikke kapitaliseres yderligere. I X's sag er der også tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne efter Erstatningsansvarsloven. Forsikringsselskabet har oplyst, at erstatningen efter Erstatningsansvarsloven udgør 75 procent og at hele erstatningen er udbetalt som kapitalbeløb. Da erstatning efter arbejdsskadelovgivningen er primær i forhold til erstatning efter Erstatningsansvarsloven eksisterer der derfor et krav mellem skadevolders forsikringsselskab på ansvarssiden og forsikringsselskabet i arbejdsskadesagen, der i aktuelle sag for begges vedkommende er if skadeforsikring. Den resterende månedlige ydelse skal på baggrund af kravet derfor udbetales til skadevolders forsikringsselskab og dette skal ske, indtil skadevolders forsikringsselskab på ansvarssiden ikke længere har et modkrav. Det skal bemærkes, at Arbejdsskadestyrelsen alene vejledende har oplyst if Skadesikring om kapitalværdien for erhvervsevnetabserstatning svarende til 75 procent efter arbejdsskadelovgivningen. Retsgrundlag De relevante bestemmelser i den dagældende arbejdsskadesikringslov (lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000) har følgende ordlyd: " 32.( ) Stk. 4. Erstatningen tilkendes som en løbende ydelse, medmindre denne kapitaliseres efter reglerne i 43. " 40. ( ) Stk. 2. Er der som følge af arbejdsskaden udbetalt skadelidte eller dennes efterladte erstatning af en erstatningsansvarlig skadevolder eller dennes forsikringsselskab, har skadevolderen henholdsvis forsikringsselskabet krav på af arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring at få godtgjort det erstatningsbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes." " 43. Løbende årlig erstatning tilkendt efter 32 for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. skal normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke omsættes til et kapitalbeløb. Af løbende årlig erstatning tilkendt for tab af erhvervsevne på 50 pct. og derover omsættes efter den erstatningsberettigedes begæring herom den del af erstatningen, der svarer til 50 pct. erhvervsevnetab, til kapitalbeløb. " 59. ( ) Skadelidtes eller dennes efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov." Bestemmelsen i 59, 2. pkt., der er citeret ovenfor, svarer til den tidligere lovs 55, stk. 2, der blev indført ved lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring. Af de specielle bemærkninger til lovforslaget vedrørende 55, stk. 2, fremgår følgende om bestemmelsen (Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, spalte 946): "Stk. 2. Hensigten med bestemmelsen er at udelukke mulighed for dobbelterstatning til skadelidte i det omfang, forsikringsselskabets regresret bortfalder. Dette opnås ved at fastslå, at skadelidte ikke kan fremsætte krav mod den erstatningspligtige i anledning af et tab, han har fået eller vil få erstattet over den lovpligtige arbejdsskadeforsikring." Copyright 2014 Karnov Group Denmark A/S side 2

Bestemmelserne i 40, stk. 2, og 43, stk. 1, 2. pkt, blev affattet ved lovnr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår følgende om kapitalisering af erstatning for tab af erhvervsevne (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 3752-3753): Ved erhvervsevnetabserstatninger på 50 pct. eller derover foreslås det, at der efter begæring udbetales et kapitalbeløb svarende til 50 pct. erhvervsevnetab, mens den resterende erhvervsevnetabserstatning betales som løbende ydelse. Der er således tale om en stramning i forhold til gældende praksis for så vidt angår omfanget af kapitalisering, men også en lempelse, idet kapitaliseringsbegæring altid skal imødekommes. Forslaget skal ses i sammenhæng med ILO-konvention 102 og Den Europæiske Kodeks for Social Sikring, hvorefter erhvervsevnetabserstatning ydes som periodisk ydelse. Endvidere skal forslaget ses i sammenhæng med den fremtidige udvikling af området for forsørgelsesmuligheder ved indkomstbortfald for eksempel gennem opbygning af en egentlig arbejdsmarkedspension. Målet i et sådant system må være en samordning af løbende ydelser, som sikrer en fremtidig forsørgelse, samtidig med at det sociale pensionssystem aflastes." Af de specielle bemærkninger til 40 fremgår følgende (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 3764-3765): Bestemmelsens stk. 2, som er ny, må ses i sammenhæng med den gældende lovs 55, efter hvilken skadelidtes krav mod en erstatningsansvarlig skadevolder nedsættes svarende til arbejdsskadeerstatningen. Den foreslåede bestemmelse tager højde for de situationer, hvor skadelidte eller de efterladte har modtaget erstatningsbeløb fra skadevolderen eller dennes ansvarsforsikringsselskab, men endnu ingen eller kun delvis erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven. Bestemmelsens sigte er undgåelse af dobbelterstatning. Ved bestemmelsen pointeres, at erstatningskravet og erstatningsforpligtelsen skal vedrøre samme erstatningsart (erhvervsevnetabserstatning contra erhvervsevnetabserstatning, méngodtgørelse contra méngodtgørelse og så videre). Endvidere pointeres, at arbejdsskadeforsikringsselskabet kun kan forpligtes indenfor det beløb, det på tidspunktet for kravets fremsættelse stadig er pligtigt at betale efter arbejdsskadeforsikringsloven. Har skadelidte på dette tidspunkt eksempelvis fået udbetalt erhvervsevnetabserstatning som éngangskapital, skal arbejdsskadeforsikringsselskabet naturligvis ikke godtgøre et fremsat krav for tab af erhvervsevne." Endvidere er der i de specielle bemærkninger anført følgende om 43 (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 3765): Med de nye kapitaliseringsregler indføres en ret for den erstatningsberettigede til at vælge mellem løbende erstatning og kapitalerstatning. For den efterladtes vedkommende kan den fulde erstatning for hele erstatningsperioden begæres kapitaliseret, hvorimod der for den, der er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne, er lagt loft på kapitaliseringsmuligheden. Specielt med hensyn til erhvervsevnetabserstatningen er bestemmelsen for så vidt angår valgfriheden en videreførelse af den allerede efter gældende lov meget lempelige kapitaliseringsadgang, hvorimod omfanget af kapitaliseringsmuligheden er en begrænsning i forhold til gældende lov, som giver mulighed for total kapitalisering. Forklaringer Advokat Lars Lindevang Madsen har forklaret blandt andet, at han er chef for advokatfunktionen i If Skadeforsikring og rådgiver If Skadeforsikring, blandt andet i forbindelse med drøftelser med Ankestyrelsen. I If Skadeforsikring er det to forskellige afdelinger, der tager sig af erstatning efter erstatningsansvarsloven og erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Den problemstilling, der er opstået i denne sag, er ikke opstået tidligere, hverken med If Skadeforsikring som ansvarsforsikringsselskab eller som arbejdsskadeforsikringsselskab. If Skadeforsikring har ikke tidligere lagt så stort et beløb ud, da det er dyrt at tage fejl. Ankestyrelsens afgørelse i denne sag vil intet nyt indebære for arbejdsskadeforsikringsafdelingen, men for ansvarsforsikringsafdelingen, der skal modtage erhvervsevnetabserstatningen som en løbende ydelse, er det et problem, da man ikke har et system, der kan håndtere dette, og da det vil være tidskrævende. Erstatningsansvarsloven kender ikke begrebet "løbende ydelse", hvorfor ansvarsforsikringsafdelingen ikke er vant til at arbejde hermed. Det er et problem, at sagerne ikke kan afsluttes. Den løbende ydelse er desuden en bruttoydelse, hvilket indebærer, at skadelidte skal betale skat af det beløb, der udbetales. Ankestyrelsens afgørelse giver således også praktiske problemer for skadelidte. Det kan også have betydning, hvis skadelidte søger offentlig hjælp. For forsikringsselskabet giver skattepligten også problemer, for når bruttoydelsen er betalt af arbejdsskadeforsikringsafdelingen tilstrækkeligt mange gange til, at det beløb, der er udbetalt efter erstatningsansvarsloven, er betalt, kommer ansvarsforsikringsafdelingen til at mangle den del af ydelsen, der er betalt til SKAT. Modregningen kan således ikke gennemføres fuldt ud. Erhvervsevnetabserstatningen bør anses som en kapitalydelse, hvorfra skal trækkes en anden kapitalydelse. Ellers kan der ikke modregnes. De løbende ydelser vil også sammenlagt blive et større beløb end det kapitaliserede. Hvis skadelidte døde to år efter udbetalingen af en kapitaliseret erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven, ville man kontakte Arbejdsskadestyrelsen vedrørende spørgsmålet om den løbende ydelse. I den situation, hvor der træffes midlertidig afgørelse om erhvervsevnetabserstatning, og hvor erstatningen derfor ikke kan kapitaliseres efter arbejdsskadesikringsloven, kapitaliserer If Skadeforsikring heller ikke en udbetaling efter erstatningsansvarsloven. Skadelidte i denne sag har tilkendegivet, at han anser sig som fyldestgjort efter arbejdsskadesikringsloven. If Skadeforsikring har ikke været i dialog med Finanstilsynet om, hvordan problemet med hensættelser skal løses. Procedure If Skadeforsikring har til støtte for påstand 1 gjort gældende, at det fremgår udtrykkeligt af arbejdsskadesikringslovens forarbejder, at de almindelige erstatningsretlige regler gælder ved siden af arbejdsskadesikringsloven. Den erhvervsevnetabserstatning, X har fået udbetalt efter erstatningsansvarsloven, overstiger erstatningen efter arbejdsskadesikringsloven, hvorfor der ikke foreligger et tab. Det fremgår af såvel arbejdsskadesikringslovens forarbejder som den juridiske teori, at reglen om, at arbejdsskadesikringsloven skal dække forud for erstatningsansvarsloven ved arbejdsskader, skyldes, at man vil sikre, at skadelidte ikke modtager dobbeltkompensation. I denne sag sikres dette hensyn netop ved, at If Skadeforsikring og X har aftalt, at der er gjort endeligt op med X's krav efter begge love med den udbetalte erstatning efter erstatningsansvarsloven. Hvis man fulgte Ankestyrelsens synspunkt, ville skadelidte blive overkompenseret. Samspillet mellem arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven begrænser ansvarsforsikringens pligt til at udbetale erstatning til skadelidte, men det kan ikke antages, at det samtidig har været meningen at begrænse ansvarsforsikringens mulighed for at udbetale erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven, når en sådan erstatning kan opgøres uden at afvente opgørelsen efter arbejdsskadesikringsloven. Det harmonerer med, at der Copyright 2014 Karnov Group Denmark A/S side 3

som udgangspunkt er aftalefrihed mellem skadelidte og skadevolder. Erstatningsansvarsloven 27 gør endeligt op med, hvilke begrænsninger der gælder i aftalefriheden ved personskade. I denne sag har skadelidte, der var bistået af advokat, indgået aftale om, at erhvervsevnetabserstatning kapitaliseres fuldt ud, og at der herefter ikke skal betales yderligere fra arbejdsskadeforsikringen. Ankestyrelsen kan ikke tilsidesætte denne aftalefrihed. Af forarbejderne til lov nr. 390 af 20. maj 1992 fremgår, at bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens 40, stk. 2, har til formål at undgå dobbelterstatning, og såfremt "skadelidte på dette tidspunkt eksempelvis [har] fået udbetalt erhvervsevnetabserstatning som éngangskapital, skal arbejdsskadeforsikringsselskabet naturligvis ikke godtgøre et fremsat krav for tab af erhvervsevne ". Denne udtalelse i lovens forarbejder støtter If Skadeforsikrings standpunkt. Hensynet til, at erhvervsevnetabserstatningen kan få karakter af en forsørgelsesydelse ved løbende udbetaling, gør sig ikke gældende i denne sag, hvor der allerede er udbetalt fuld erhvervsevnetabserstatning. Erstatning efter erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven opgøres i vidt omfang efter samme erstatningsretlige principper, og lovgiver tog også ved tilblivelsen af erstatningsansvarsloven højde for bl.a. sociale hensyn. En konsekvens af Ankestyrelsens afgørelse vil være, at skadelidte stilles ringere i en arbejdsskadesag end i andre personskadesager, f.eks. trafikskadesager, hvor skadelidte ville få udbetalt et kapitalbeløb svarende til erhvervsevnetabet på 75 pct. Hvis Ankestyrelsens afgørelse følges, skal X principielt betale skat hver måned af et beløb, som han ikke modtager, hvorved værdien af den udbetalte erhvervsevnetabserstatning reduceres væsentligt. Endvidere skal der principielt ske modregning af den fiktive løbende ydelse, hvis X modtager sociale ydelser. Om det efter skadens indtræden stod ansvarsforsikringen frit for at aftale med X, at erhvervsevnetabserstatningen efter erstatningsansvarsloven skulle udbetales som en løbende ydelse, er ikke relevant i denne sag, hvor If Skadeforsikring først kunne opgøre erstatningen efter erstatningsansvarslovens regler. Det ville være helt usædvanligt at udbetale en erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven som en løbende ydelse. Under alle omstændigheder har skadelidte krav på at få erhvervsevnetabserstatningen efter erstatningsansvarsloven udbetalt som en kapitalerstatning og på at få udbetalt erstatningen en måned efter, at skadevolder har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Rent praktisk vil det være meget vanskeligt at beregne, med hvilke beløb og med hvilken takt fiktive løbende udbetalinger efter arbejdsskadesikringsloven skal modregnes i den udbetalte erstatning efter erstatningsansvarsloven. Sådanne forsikringsretlige problemer kan ikke have været tilsigtet. Det er en forudsætning for begge loves regler, at de kan administreres af forsikringsselskaberne. Højesteret har i andre sager lagt vægt på, at erstatningsreglerne i erstatningsansvarsloven skal være klare og lette at administrere. Den retstilstand, som følger af Ankestyrelsens afgørelse, vil være både urimelig og i strid med de formål og hensyn, som ligger bag bestemmelserne i arbejdsskadesikringsloven. Til støtte for påstand 2 har If Skadeforsikring gjort gældende, at Ankestyrelsens afgørelse og forudsætningerne bag har direkte betydning for If Skadeforsikrings samlede opgørelse og udbetaling af den erhvervsevnetabserstatning, der i henhold til samspillet mellem arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven tilkommer X. Det er If Skadeforsikrings opfattelse, at Ankestyrelsens afgørelse ikke er korrekt, og If Skadeforsikring har derfor en retlig interesse i at få afgjort, om If Skadeforsikring er forpligtet til at opgøre erhvervsevnetabserstatning i en arbejdsskadesag som den foreliggende på den måde, som Ankestyrelsen forudsætter - eller om If Skadeforsikring er berettiget til at opgøre og udbetale erhvervsevnetabserstatning efter de principper, som If Skadeforsikring under denne sag gør gældende, at man er berettiget til at anvende. At Ankestyrelsen ved den omtvistede afgørelse har forudsat, at If Skadeforsikring ved erstatningsopgørelsen har en pligt, som If Skadeforsikring bestrider, indebærer tillige, at der foreligger en konkret tvist. Påstand 2 vedrører If Skadeforsikring som arbejdsskadeforsikringsselskab, og Ankestyrelsens afgørelser har i sagens natur retsvirkning for arbejdsskadeforsikringen. Ankestyrelsen har til støtte for påstanden om frifindelse over for påstand 1 gjort gældende, at det følger af arbejdsskadesikringslovens 32, stk. 4, at udgangspunktet efter loven er, at en erhvervsevnetabserstatning tilkendes som en løbende ydelse. Udgangspunktet fraviges dog, i det omfang erstatningen kan kapitaliseres efter arbejdsskadesikringslovens 43. Det springende punkt er herefter, om skadevolders forsikringsselskab skal tåle at få erhvervsevnetabserstatningen efter arbejdsskadesikringsloven udbetalt som en til dels løbende ydelse, eller om selskabet har krav på at få erstatningen udbetalt som et kapitalbeløb i videre omfang, end den skadelidte ville have ret til. Arbejdsskadesikringslovens 43 er efter sin ordlyd ganske klar: Erstatning for erhvervsevnetab på mindre end 50 pct. skal normalt og uden den skadelidtes samtykke omsættes til et kapitalbeløb, og af erstatning for erhvervsevnetab på 50 pct. eller derover omsættes på begæring kun den del af erstatningen, der svarer til 50 pct. erhvervsevnetab, til et kapitalbeløb, mens resten udbetales som en løbende ydelse. Der er efter arbejdsskadesikringsloven 43 således alene hjemmel til at kapitalisere op til 50 pct. af den erhvervsevnetabserstatning, der som udgangspunkt skal udbetales som en løbende ydelse, og der er ikke hjemmel til at dispensere fra denne bestemmelse. Forarbejderne til 43 giver et lige så klart billede af, at Folketinget ikke havde i tankerne, at der skulle dispenseres fra reglen. Ved indførelsen af 43 i 1992 blev der netop foretaget en stramning, som betød, at omfanget af kapitaliseringsmuligheden blev begrænset i forhold til gældende lov, som ellers gav mulighed for fuld kapitalisering ud fra et skøn. En kapitalisering af mere end 50 pct. af erhvervsevnetabet vil dermed stride mod både lovreglens ordlyd, motiver og formål. Den omstændighed, at X fra sin arbejdsgivers erhvervsansvarsforsikringsselskab fik udbetalt erstatning efter erstatningsansvarsloven svarende til et erhvervsevnetab på 75 pct. præjudicerer ikke arbejdsskadesikringslovens system. Det følger af arbejdsskadesikringslovens 59, at den skadelidtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser efter arbejdsskadesikringsloven. Erstatningen efter arbejdsskadeforsikringsloven er dermed principal. Desuden bygger erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven på vidt forskellige og ikke sammenlignelige hensyn. Erstatningsansvarsloven har et erstatningsretligt sigte, mens arbejdsskadesikringsloven også har et socialt sigte. Det bestrides, at Ankestyrelsens afgørelse af 26. juni 2009 begrænser den aftalefrihed, der gælder efter erstatningsansvarslovens 27, stk. 1, modsætningsvis. Det stod således ansvarsselskabet frit for at aftale med X (efter skadens indtræden), at erhvervsevnetabserstatningen efter erstatningsansvarsloven skulle udbetales som en løbende ydelse. If Skadeforsikrings standpunkt synes reelt at hvile på en de lege ferenda betragtning, nemlig at der bør findes en hjemmel i loven, så forsikringsselskaberne slipper for det besvær at skulle administrere en månedlig indbetaling, henholdsvis udbetaling. Det er Copyright 2014 Karnov Group Denmark A/S side 4

imidlertid et politisk lovgivningsspørgsmål, som en domstolsafgørelse ikke kan besvare. Til støtte for afvisningspåstanden over for If Skadeforsikrings påstand 2 har Ankestyrelsen gjort gældende, at det ikke kan prøves i en sag mod Ankestyrelsen, om If Skadeforsikring er frigjort fra sin erstatningsforpligtelse over for X, allerede fordi Ankestyrelsen ikke er part i det privatretlige aftaleforhold mellem disse parter. Spørgsmålet om, i hvilket omfang arbejdsskadeselskabet er frigjort over for X, behandles direkte i arbejdsskadesikringslovens 40, stk. 2. Bestemmelsen tager højde for de situationer, hvor skadelidte har modtaget erstatning fra ansvarsselskabet, men endnu ingen eller kun delvis erstatning fra arbejdsskadeselskabet. X har af ansvarsselskabet fået udbetalt i alt 1.954.402 kr. i erhvervsevnetabserstatning i henhold til erstatningsansvarsloven, svarende til et erhvervsevnetab på 75 pct., og Ankestyrelsen har noteret sig, at X med dette beløb faktisk anser sig for fyldestgjort også i forhold til sit krav efter arbejdsskadesikringsloven. Sådan som If Skadeforsikring har formuleret sin påstand 2 er der ikke en konkret tvist, som skaber en retlig interesse for påstanden. Til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand gøres de samme anbringender gældende, som er anført til støtte for afvisningspåstanden. Thi kendes for ret: Ankestyrelsen frifindes for If Skadeforsikrings påstand 1. If Skadeforsikrings påstand 2 afvises. I sagsomkostninger for landsretten skal If Skadeforsikring betale 40.000 kr. til Ankestyrelsen. Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a. Landsrettens begrundelse og resultat Det følger af den dagældende arbejdsskadesikringslovs 32, stk. 4, at erstatning for erhvervsevnetab tilkendes som en løbende ydelse, medmindre denne kapitaliseres efter reglerne i lovens 43. Af den dagældende 43 fremgår, at af en løbende årlig erstatning tilkendt for tab af erhvervsevne på 50 pct. og derover omsættes efter den erstatningsberettigedes begæring den del af erstatningen, der svarer til 50 pct. erhvervsevnetab, til kapitalbeløb. Det følger modsætningsvis af ordlyden af 43, at der ikke kan ske kapitalisering af erstatning for erhvervsevnetab ud over 50 pct. Heller ikke bestemmelsens forarbejder tilsiger, at der, generelt eller i særlige situationer som den foreliggende, skulle være mulighed for at begære erhvervsevnetabserstatning kapitaliseret i videre omfang. Endvidere giver hverken ordlyden af bestemmelserne i arbejdsskadesikringslovens 59, 2. pkt., og 40, stk. 2, eller disses forarbejder holdepunkter for at antage, at det forhold, at ansvarsforsikringsselskabet har udbetalt en fuldt kapitaliseret erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven, skulle indebære en adgang til at begære kapitalisering af erhvervsevnetabserstatningen efter arbejdsskadesikringsloven i videre omfang, end hvad der følger af ovennævnte 32, stk. 4, og 43. Landsretten finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens fortolkning af arbejdsskadesikringslovens bestemmelser om kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning. Det forhold, at X har indgået aftale med If Skadeforsikring om fuld kapitalisering af erhvervsevnetabserstatningen efter erstatningsansvarsloven og har anerkendt derved at være fyldestgjort også i forhold til arbejdsskadesikringsloven, kan ikke føre til andet resultat. Ankestyrelsen skal derfor frifindes for If Skadeforsikrings påstand 1. For så vidt angår If Skadeforsikrings påstand 2, som efter sin formulering angår forholdet mellem If Skadeforsikring og skadelidte X, finder landsretten, at en sådan påstand ikke kan prøves i en sag mod Ankestyrelsen, hvor X ikke er part. Denne påstand afvises derfor. Efter sagens udfald og omfang skal If Skadeforsikring betale sagsomkostninger for landsretten til Ankestyrelsen med i alt 40.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Copyright 2014 Karnov Group Denmark A/S side 5