Høge Vi har to ynglende høgearter i Danmark: Spurvehøg Videnskabeligt navn: Accipiter nisus Duehøg Videnskabeligt navn: Accipiter gentilis Status/træk Der er i dag opregnet godt 240 rovfuglearter, men om de kan betragtes som en samlet gruppe er usikkert. Det er desuden eksklusive falkene, som i dag er anbragt i en orden for sig selv, nok tættere på spætter og skrigefugle (f.eks. isfugle og biædere), og ikke direkte beslægtede med rovfugle. De to danske høge hører til en slægt (Accipiter), i rovfugleordenen, der tæller knap 50 arter. Tallene er angivet som ca. værdier, da arts og slægtsforholdene, som nævnt ikke er endegyldigt afklaret. Spurvehøgen er udbredt over hele Europa, ind over Sibirien, og helt ud til Stillehavet. I det nordskandinaviske og østlige udbredelsesområde er spurvehøgene fortrinsvis trækfugle. I Europa, er størstedelen af spurvehøgene standfugle. Verdensbestanden, er beregnet til at være over 1,5 millioner individer. Duehøgen er udbredt i hele den tempererede zone på den nordlige halvkugle, Europa, Asien og Nordamerika. Verdensbestanden vurderes til at være over ½ million individer, så vore 500 ynglepar udgør kun et par promille af verdensbestanden. Duehøgen er, bortset fra de nordligste bestande, overvejende standfugle. I Europa, men aldrig set i Danmark, yngler desuden Balkanhøgen (tidligere kaldt kortløbet spurvehøg, den er af ca. samme størrelse som spurvehøgen.) i sydøst, på Balkan og i Ukraine. Den er trækfugl og overvintrer i det østlige Afrika, lige nord for ækvator Som det kan ses af nedenstående tabel er ingen af de to arter særligt talrige, og specielt duehøgen synes at have vanskelige vilkår. Den er forholdsvis almindelig i statsskovene, men så snart man kommer uden for disse, er den meget fåtallig, selvom der er velegnede levesteder (større skovarealer). Desværre kan man mistænke de store godser, som driver kommerciel fasanjagt, for at regulere duehøgene, på trods af at det er ulovligt. Rovfuglene har haft en vanskelig historie op igennem 1900 tallet, allerede fra 1800 tallet blev de systematisk efterstræbt af jægere og det lykkedes da også at udrydde f.eks. havørnen som dansk ynglefugl. Oveni i forfølgelsen kom så fra 1940erne påvirkningen af miljøgifte som DDT, PCB og kviksølv. DDT, som er et effektivt insektmiddel (nogen kan måske huske Gesarol, som var et DDT produkt), men som har en lav akut giftighed over for hvirveldyr, og derfor blev betragtet som den helt store revolution i bekæmpelsen af skadelige insekter, følgelig blev det brugt i stor stil, overalt i verden. Den første til at gøre opmærksom på de alvorlige langtidseffekter af DDT, og dets nedbrydningsprodukter, var amerikaneren Rachel Carson, i sin berømte bog Silent Spring (1962) på dansk Det Tavse Forår (1963). Den er stadigvæk god læsning, og 1
minder en om, at vi skal være varsomme med brugen af tilsyneladende vidundermidler, der er næsten altid en regning, men fakturaen bliver ofte udskrevet meget sent! DDT og dets nedbrydningsprodukter er fedtopløselige, og det viste sig, at de blev akkumuleret (koncentrerede) op igennem fødekæden, og toprovdyrene, som f.eks. høgene og falkene, fik til sidst så høje koncentrationer opsamlet, at det påvirkede deres formeringsevne. Effekten var, at deres æggeskaller blev så tynde, at de under rugningen gik i stykker. Selvom modstanden var stor, blev brugen af DDT og lignende midler forbudt i USA og Europa i 1969, men det anvendes stadigvæk i lande som Kina og Indien og en række afrikanske lande, både som almindeligt insektmiddel, og i bekæmpelsen af malaria. Effekten af forbuddet i vor del af verden, blev sammen med et jagtforbud, redningen for vore rovfugle, havørnen er kommet igen, sammen med vandrefalkene, ligesom andre rovfugle inklusive høgene har responderet positivt. Kønsdimorfi Et kig på nedenstående tabel afslører, at der hos høgene er stor forskel på størrelsen af hanner og hunner, små hanner er undertiden kun halvt så store som store hunner. Hos mange dyrearter er der forskel på hanner og hunner, det kan være i størrelse, farve mm. Fuglene er ingen undtagelse og ænderne er et godt eksempel, hvor hannerne er meget farvestrålende, og meget forskellige fra art til art. Hunnerne derimod er ret ensartede brune og gråbrune. Hos svanerne har kønnene samme farve, men der er en ret betydelig størrelsesforskel, hvor hannen er størst. Det er den almindelig vej rundt, men hos nogle fuglegrupper, f.eks. kjover, ugler og ikke mindst rovfugle er det undertiden vendt om, så hunnerne er de største. Det kaldes omvendt kønsdimorfi, og man har søgt at finde forskellige forklaringer på fænomenet. Det er specielt de mindre arter, der jager hurtigt bytte i luften, som mest udtalt udviser fænomenet. En ofte fremført teori er at de to køn på den måde udvider deres fødeunderlag, ved at dække et bredere størrelsesspektrum af byttedyr (fugle), og derved mindsker deres indbyrdes konkurrence. I sig selv forklarer det dog ikke, hvorfor det er hunnen der er størst. En anden fremført forklaring er baseret på byttedyrstype og jagtform. Et eksempel er spurvehøgen hvor *hunnen i gennemsnit vejer 265-300 g mens hannen kun vejer 150 g i gennemsnit. I yngletiden øger hunnen sin vægt (ægproduktion) med 12-14%, hvilket allerede i nogen grad hæmmer hendes jagt, hvis hunnen var af samme størrelse som hannen, ville en tilsvarende absolut vægtforøgelse udgøre 20-30% og ville nærmest umuliggøre jagt og byttefangst. Det er hunnen der ruger og passer ungerne, derfor er det også foreslået, at hunnen er størst for bedre at kunne forsvare afkommet. Vandrefalken er en anden fuglejagende rovfugl, der udviser stor omvendt dimorfi. Hannen vejer i gennemsnit 610 g og hunnen 940 g. Der er givetvis ikke én, men en række årsager til den omvendt størrelses dimorfi, men hidtil er der ikke kommet afgørende entydige forklaringer på fænomenet. *(Se tabel under ynglebiologi) Art Udvalgte data for høge Vægt (g) (kg)* Længde Vingefang Vingelængde (cm) Ældste Ynglepar i Han Hun (cm) (cm) Han Hun (år)** DK*** Status Spurvehøg (150) 110-190 (265) 185-340+ 28-38 55-70 20-21 23-26 20 ca. 3500 YS/yt/TG/VG Duehøg *(0,85) 0,6-1,1 *(1,1) 0,9-1,3+ 48-62 135-165 30-34 34-39 20 ca. 500 YS/tg/vg ** Fund af ringmærkede individer *** 2014 Egne estimater ud fra DOF data og ynglefugleindex #Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-Trækgæst, VG-Vintergæst (små bogstaver angiver mindre hyppighed) Kilder: Das Kompendium der Vögel Mitteleuropas (Bauer/Bezzel/Fiedel), Fugle i Felten, DOF, Dansk Trækfugleatlas 2
Spurvehøg Status De danske spurvehøge er hovedsagligt standfugle, der er lidt forskel på de vestdanske og de østdanske bestande. I Vestdanmark er kun 10-15% trækfugle, men i Østdanmark 20-25%. Det er mest de unge fugle, der trækker bort om vinteren, mange nok allerede i september, for så i marts at returnere fra vinterkvartererne i Vesteuropa, enkelte helt nede fra den Iberiske Halvø. Vi får tillige mange trækgæster, nord og øst fra. Trækket begynder allerede fra midt slut august og topper fra september til midten af oktober. Det ser ud til at Jylland får besøg af de norske ynglefugle, hvor de svenske og østligere ynglende fugle trækker igennem Øst og Syddanmark. Der regnes med et sted imellem 3500 og 4000 ynglepar i Danmark, antallet kan svinge lidt, afhængigt af vintervejret. Er vinteren hård, går en del til, og bestanden mindskes, omvendt vil milde vintre påvirke bestanden positivt. Levested (habitat) Spurvehøgen foretrækker den lidt åbne blandskov, hvor den ofte anbringer sin rede i granbeplantningerne. Den er dog i stigende grad flyttet ind i byernes parker, sikkert fordi der er en tæt bestand af småfugle, som udgør et godt fødeunderlag. Om vinteren ses den afsøge skovbryn og hegn for småfugle, og den er en ganske almindelig gæst ved de fleste foderbrætter. Føde Føden består hovedsagligt af småfugle, men bytte helt op til ringduestørrelse kan indgår i diæten. Tabellen angiver hyppigheden af byttestørrelsen hos spurvehøge i yngletiden, dels i rugeperioden, og den første tid med unger, dels når hunnen begynder at deltage i jagten. Hyppighed af byttestørrelse hos spurvehøg i yngletiden Byttestørrelse (g) Andel i % 0-20 (1) 21-50 (2) 51-120 (3) 121-350 (4) >350 (5) Han alene 28 29 37 4 2 Han og hun 19 32 39 9 3 Eksempler på byttedyr efter størrelse (1) - rødhals/engpiber (2) - bogfinke/gråspurv (3) - solsort/stær (4) - skovskade/allike (5) - ringdue Data fra "The Sparrowhawk" Ian Newton (T & AD Poyser 1986) Som det fremgår indgår selv meget store byttedyr, f.eks. ringdue i menuen, og der er eksempler på, at selv unge fasaner kan ende for foden af en spurvehøg. Det sidste er dog en undtagelse. Det er naturligvis hunnen der hovedsagligt tager de større fugle, men hannen kan godt gå i lag med fugle der er betydeligt større end den selv. Tabellen angiver antallet af byttedyr, men vægt eller ernæringsmæssigt kan de store byttedyr udgøre en væsentlig større andel. Stort set alle fugle inden for det angivne størrelsesspektrum, men kun et forsvindende antal pattedyr indgår i menuen. Det daglige indtag ligger for hanner er gennemsnitligt på 40-50 g og 50-70 g for hunner. Omregnet på årsbasis æder en han således 16-17 kg og hun ca. 22 kg kød om året. Dertil kommer føden til ungerne, hvor en spurvehøgehusholdning kommer op på omkring 55 kg kød om året. Omregner man det i 3
solsorteenheder æder de ynglende spurvehøge (3500 ynglepar) over to millioner solsorte. Dertil kommer hvad de unge spurvehøge (efter at de er blevet selvstændige) æder, og hvad vore vintergæster sætter til livs. Jagtteknik Bortset fra i træktiden, ser man for det meste kun spurvehøgen i korte glimt, når den jager langs hegn, hække, skovbryn, eller blot lavt hen over terrænet, for at lede en ulyksalig lærke eller engpiber op. Den mest almindelige jagtteknik er en slagt stop og ryk frem teknik, hvor høgen flyver korte stræk fra gren til gren, hvorfra den afsøger området for potentielle byttedyr. De korte flyveture foregår ved at høgen lader sig falde fra grenen og flyver lavt over jorden, for så, kort før næste grenstop, at svinge sig op. Den lave flugt kombineret med høgens mørke overside gør, at den kan bevæge sig relativt ubemærket rundt på sit revir. Når den har fået øje på et bytte, flyver den, hvis den er tæt på direkte i angreb, er den længere væk forsøger den ubemærket, at komme nærmere ved at følge konturerne i landskabet, hvis muligt i glideflugt, for så, tæt ved byttet, at accelerer med et par hurtige vingeslag. Hvis fangsten ikke lykkes i første forsøg, kan den prøve sætte efter den flygtende fugl, den gør dog sjældent mere end et eller to forsøg på forfølgelse, hvor den i øvrigt forsøger at holde sig i byttefuglens blinde vinkel. De kan også søge højt til vejrs, og svævende holde udkig efter bytte, f.eks. fugleflokke, får de øje på et potentielt bytte, det kan være en stæreflok, kan de på falkevis styrtdykke, passere igennem flokken, og svinge tilbage opad, for at gribe byttet. Spurvehøgens korte, brede og afrundede vinger er velegnede til disse hurtige sving og stop. De mindre byttedyr dør enten i selve anslaget, eller når de lange klør trænger ind i kroppen. De større byttedyr dør ikke altid med det samme, men hvis de ikke bevæger sig begynder spurvehøgen straks at pille og æde af byttet. De fleste gange transporterer høgen dog byttet til et plukke og ædested, hvor den føler sig i sikkerhed for bytterøvere. Er byttet stort, som f.eks. en ringdue, kan høgen ikke transportere det væk, og må begynde at fortære byttet på fangststedet, og typisk vil den fylde både kro og kråse. Hvis muligt, vil den forsøge at skjule byttet, for siden at returnere og æde videre, hvis ikke andre, f.eks. en ræve har været der først. Den bruge ikke, som falkene, næbbet til at dræbe byttet. 4
Fældning Spurvehøgene har én fuldstændig fældning om året, den foregår under og efter yngleperiode. Hunnen begynder sin fældning omkring det tidspunkt hvor første æg bliver lagt, og hannen følger efter ca. 4 uger senere. Hannens senere fældning sikrer, at han effektivt kan bringe føde til hunnen under æglægnings og rugeperioden. Fældningen af svingfjerene holder en pause i det tidsrum, hvor ungerne fodres, og fældningen er færdig i september/oktober. Ungfuglene fælder første gang som etårige, og har færdigfældet allerede i juni/juli. Ynglebiologi Spurvehøgene er ynglemodne som 1-årige men kun et fåtal yngler første år. Tabellen viser, i hvilken alder spurvehøgene (tyske, men kan sikkert overføres til danske forhold) begynder at yngle. Alder for ynglestart (tyske spurvehøge) Alder 1 år 2-4 år >4 år % 13 53 34 Spurvehøgene er overvejende monogame og holder sammen livet igennem, men bigami (han har to hunner), om end sjældent, kan dog forekomme. Den foretrukne redeplacering er i granbeplantninger, for det meste i 6-8 meters høje. Reden anlægges tæt ved stammen og består af visne grene og kviste. Spurvehøgen anvender almindeligvis det samme område fra år til år, men bygger oftest ny rede hvert år, hvor den eventuelt anvender gamle reder fra andre arter som fundament. Både han og hun deltager i bygningen af reden, som er færdigbygget i løbet af et par uger. I Danmark lægger spurvehøgen de 4-6 æg fra slutningen af april til begyndelsen af maj, kuldstørrelsen afhænger af æglægningstidspunktet, jo tidligere, jo større kuld. De lægges med 2 dages mellemrum, men rugningen påbegyndes først når det sidste eller næstsidste æg er lagt. Tabellen viser vægtforøgelsen hos spurvehøgehunner i yngletiden. Som det fremgår tager hunnen på i vægt umiddelbart op til æglægningstidspunktet, dels naturligvis på grund af ægproduktionen, men også som ekstra fedtdepot, som reserve i den periode, hvor hun ikke selv jager, men er afhængig af at hannen bringer bytte. Hannen kan tabe lidt i vægt i æglægningsperioden, men ikke ynglende hunner ændrer derimod ikke vægt. Vægtændringer hos spurvehøgehunner i yngletiden -20 dage -10 dage -5 dage *Æglægning +5 dage +10 dage +40 dage Vægt (g) 300 310 320 345 320 320 300 Dage (-) før æglægning (+) efter æglægning - *æglægningsperiode 10 dage Efter Ian Newton "Population Ecology of Raptors (T&AD Poyser 1979) (modificeret) Der ruges i 37-38 dage og klækningen sker asynkront, dog ikke med så stor afstand som ved æglægningen. Ungerne er derefter i reden i ca. 4 uger og bliver selvstændige efter yderligere ca. 3 uger. Ynglesuccesen varierer fra år til år, men typisk når 2 unger at forlade reden. Spurvehøgen har et kuld om året, og skulle reden blive ødelagt, er det kun undtagelsesvis, at der lægges om. Spurvehøgen er territorial, og territoriets størrelse afhænger af, hvor tæt bestanden af byttedyr. Undersøgelser i Danmark har vist at der typisk kan være 15-20 par pr. 100 km 2, og der kan godt være overlap imellem territorier. 5
Alder/levetid Den ældste kendte vildtlevende spurvehøg blev 20 år gammel, og gennemsnitslevealderen ligger omkring 4 år. Dødeligheden er størst i det første år af deres levetid, hvor ca. 2/3 dør, Derefter falder dødeligheden til mellem 40 og 50%. For de voksne er dødeligheden størst sidst på vinteren og først på foråret, specielt i hårde vintre er dødeligheden stor. Duehøg Status De danske duehøge er alt overvejende standfugle, og vi får nogle få trækgæster og vintergæster. Det estimeres at der i øjeblikket (2014) er ca. 500 ynglende duehøgepar i Danmark. Potentialet er nok noget større, men som beskrevet ovenfor, har duehøgene svært ved at etablere sig uden for statsskovene. Levested (habitat) Det foretrukne levested er landskaber varierende med større og gamle højskove vekslende med åbne arealer, som netop findes i statsskovene og omkring de større godser. Det åbne landbrugsland huser derimod ikke duehøge. Føde/jagtteknik Sammensætningen af duehøgens føde varierer efter tilgængelighed. I Danmark lever duehøgen pænt op til sit navn, da duer ser ud til at udgøre næsten 40% af føden. Generelt udgør fugle den største del af fødevalget, fra stære og drosselstørrelse, op efter til fasanstørrelse, mindre fugle tages også, men nok kun hvis lejligheden tilfældigvis byder sig. Desuden indgår pattedyr, mest gnavere som egern, harer og rotter i diæten. Den almindeligste fangstteknik er, hvor høgen fra en udsigtspost i et skovbryn, lysning sidder og overvåger et område, for så, hvis et bytte lokaliseres, dykke ned fra udsigtsposten og lavt i terrænet at nærme sig, overraske og slå byttet. Sporing af duehøge udstyret med radiosendere har vist, at høgen typisk bruger 4-5 minutter på en post, før den udvælger en ny, ofte i relativ kort afstand, 75-200 meter fra den gamle. Enkelte individer kan anvende samme teknik som f.eks. vandrefalk, som fra svæveflugt i stor højde udsøger, og derefter styrtdykker efter byttet. Mindre gnavere kan eventuelt opsøges ved langsom lav flugt over terrænet. Langt den overvejende jagtteknik foregår dog fra faste poster. Når duehøgen jager byttedyr i bevægelse, f.eks. løbende harer, benytter den for den meste en såkaldt konstant absolut målorientering. Det vil sige at den følger en angrebsbane, hvor den i forhold til byttedyrets synsvinkel ikke flytter sig i forhold til baggrunden. Figuren nedenfor illustrerer et sådant angreb, hvor byttedyret opdager den akutte fare meget sent, for det meste for sent. 6
I yngletiden (ca. 2 måneder) når en typisk duehøgefamilies kødindtagelse op i nærheden af 70 kg. Fældning Duehøgen har en totalfældning om året. Hunnen begynder fældningen i æglægnings og rugeperioden (april), hannen nogle uger senere. Fældningen er færdig omkring september. Muligvis standses svingfjerfældningen mens ungerne er i reden, og undertiden udskydes fældningen af nogle af armsvingfjerene og halefjerene til næste fældning. Ungfuglene fælder til voksendragt som etårige, fra maj til august/september. Ynglebiologi Duehøgen kan yngle allerede som etårige (under 10%), langt de fleste (over 50%) går dog først i gang i deres tredje leveår. Duehøgen er langt overvejende livslangt monogam. Fordelen er naturligvis at begge parter lærer deres territorium at kende i detaljer, og på den måde kan gøre jagten på byttedyr mere effektiv. Sent på vinteren og i det meget tidlige forår, kan man dog se duehøgene i deres parringspil over skoven, hvor de har deres territorium. Der bygges (begge køn deltager, men hannen nok mest) typisk flere reder i et territorium, og de veksler oftest imellem disse. Valget af rede i det enkelte år foregår ved, at hannen præsenterer de forskellige reder for hunnen, som så i sidste ende vælger årets rede. Reden, der med alderen kan blive meget stor, anbringes højt, i en stor grenvinkel, minimum 10 meter over jorden, for det meste i et løvtræ. De 2-5 æg lægges fra slutningen af marts, men nogle par når ikke i gang før godt hen i april, undtagelsesvis maj. Hunnen lægger sig på reden allerede efter første eller andet æg, men egentlig rugning går først i gang efter at kuldet er fuldlagt. Det er næsten udelukkende hunnen der ruger, og hannen sørger for føde i den periode. Rugetiden er 35-40 dage, og æggene klækkes asynkront, dog ikke med mere end 2-3 dages forskel imellem første og sidste unge. Hunnen fodrer og varmer ungerne den første uges tid, men bliver ved reden i næsten 3 uger, hvor det således er hannen alene, der må sørge for at tilvejebring føden. Herefter deltage hunnen og i 7
jagten. Ungerne bliver i reden ca. 40 dage og er efter yderligere ca. 40 dage selvstændige. Ynglesuccesen varierer, men gennemsnitligt kommer der i størrelsesordenen 1½-2 unger på vingerne pr. kuld. Alder Den ældste kendte fritlevende duehøg blev 20 år gammel, hvor den gennemsnitlige lever alder ligger omkring 5½ år. Dødeligheden varierer fra region til region, men er størst for 1-årige (fra 45-74%) og aftager med alderen (30-55% for 2-årige og ældre). 8