D O M Afsagt den 15. marts 2013 af Østre Landsrets 18. afdeling (landsdommerne Gunst Andersen, Ulla Staal og Lisbeth Adserballe (kst.)). 18. afd. nr. B-333-10: BUPL som mandatar for A (advokat Søren Kjær Jensen) mod Ankestyrelsen (kammeradvokaten v/advokat Henrik Nedergaard Thomsen) Under denne sag, der er anlagt ved Retten i Glostrup den 22. juni 2009, og som ved byrettens kendelse af 26. januar 2010 i medfør af retsplejelovens 226, stk. 1, er henvist til behandling ved Østre Landsret, har sagsøgeren, BUPL som mandatar for A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Ankestyrelsen, skal anerkende, at A har pådraget sig en psykisk lidelse i form af længerevarende depressiv reaktion og kronisk forstemningstilstand af depressiv type, der er omfattet af dagældende lov om sikring mod følger af arbejdsskade 9, jf. 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Ankestyrelsen har principalt påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning. Sagsfremstilling A er født i 1952 og er uddannet pædagog, og i 1997 blev han ansat som pædagog i en skolefritidsordning i X-kommune. Efter episoder i marts 2001, marts 2002 og august 2002, hvor forældre klagede over, at A havde udvist grænseoverskridende adfærd over for børn, opsagde A pr. 1. september 2002 sin stilling til fratræden den 31. januar 2003 og blev sygemeldt.
- 2 - Den 23. oktober 2002 indgav A anmeldelse om arbejdsbetinget lidelse til Arbejdsskadestyrelsen. I anmeldelsesskemaets rubrik vedrørende påvirkninger, der har forårsaget lidelsen, anførte han: Anklager om overgreb mod børn. I perioden maj 01 august 02 har forvaltningen 3 gange kørt sager mod mig. Alle er afvist. Alligevel har forvaltningen fastholdt afsked/fritstilling. Starter nyt arbejde pr. 1.11.02. I en redegørelse af 20. november 2002 til Arbejdsskadestyrelsen beskrev A hændelsesforløbet således: Beskrivelse af hændelsesforløbet: Marts 2001: Jeg bliver kaldt over til min skoleinspektør, C, sammen med min daglige leder for SFOen, D. C fortæller mig, at der ved en forældresamtale på skolen er fremkommet nogle anklager imod mig. Ifølge en forælder har hendes datter udtalt, at jeg har taget nogle piger i numsen. På mødet enedes vi om, at kommunens krisegruppe skulle orienteres, og at det måtte være den, der gik videre med sagen. Samtidig blev man enig om, at en pædagog fra SFOen, E, skulle snakke med de involverede piger. C skulle snakke med pigernes forældre. Efter dette kontaktede jeg BUPL afdeling 2 for at få en sagsbehandler og bisidder. Det første jeg blev orienteret om var, hvilke rettigheder jeg havde bl.a. krisehjælp på Rigshospitalet. Dette havde min ledelse undladt at fortælle. Jeg kontaktede herefter Rigshospitalets krisepsykologiske afdeling. Her fik jeg hjælp i maj, juni, juli. En uge senere blev jeg indkaldt til samtale med pædagogisk konsulent F, pædagogisk konsulent G (disse to repræsenterede krisegruppen i X-by). C, D samt mig og en bisidder fra BUPL, I. Sagen blev ridset op. Udsagn fra børn og forældre blev fremlagt. Disse gav entydigt udtryk for, at der ikke havde foregået noget kriminelt eller på anden måde krænkende. Gruppen enedes om at mødes igen en uge senere for at træffe en afgørelse. Afgørelsen blev, at jeg skulle opføre mig som andre pædagoger, samt at vi skulle tale sammen igen om et år for at se, om jeg overholdt mine aftaler. Mundtligt blev der gjort meget ud af at fortælle mig, at jeg havde handlet forkert og grænseoverskridende ved at have en fysisk kontakt med børnene. Direkte adspurgt, om hvorvidt man mente, at jeg kunne udføre et pædagogisk arbejde med den kvalitet, som forventes af forvaltningen i X-kommune uden fysisk kontakt med børnene, blev der svaret, at det kunne jeg selvfølgelig ikke, og at man forventede, at jeg udførte den nødvendige omsorg, hvilket også omfatter fysisk kontakt. Jeg undrede mig meget, da første udkast til aftale sagde, at jeg skulle holde afstand fra børnene. Da dette blev ændret, blev det stadig indskærpet mig, at der ville være fokus på mig, og at jeg uanset det skrevne gjorde klogt i at holde fysisk afstand fra børnene. Man fastholdt også, at jeg havde været grænseoverskridende på trods af modsatte udtalelser fra børn og forældre.
2-3 - Det bliver ligeledes nedskrevet, at enhver forælder henvendelse omkring mig skulle fremover sendes op til forvaltningen, der så skulle tage stilling til, hvad der skulle ske. Dette uagtet, hvilken type henvendelse. I perioden frem til næste henvendelse var jeg meget opmærksom på, hvorledes jeg arbejdede med børnene. Jeg kontrollerede jævnligt, at døren ind til stuen stod videst muligt åben for at undgå misforståelser. Jeg prøvede at undgå at få børn på skødet. Dette var meget belastende, da mange af børnene var vant til at kunne komme og sidde et øjeblik på skødet, når de havde brug for det. Jeg forlod stuen, hvis jeg var alene med børn. Jeg talte meget med mine kollegaer om det skete samt mine arbejdsmetoder. Herfra fik jeg stor opbakning. De synes, at jeg er en dygtig pædagog, og at jeg handler korrekt over for børnene. Flere gange har personale og min leder givet udtryk for, at det lige så godt kunne være sket for dem. Hele perioden har været meget stressende og belastende, da jeg på den ene side med min fornuft kunne se, at jeg skulle ændre på min adfærd, hvis jeg fortsat ønskede ansættelse i X-kommune. Det lykkedes også at ændre omkring, hvorledes jeg tog børn på skødet. Alligevel lå det hele tiden i baghovedet, at alt kan misforstås og ville blive brugt imod dig. I øvrigt bærer kommunens notater præg af, at man meget fyldestgørende har gjort rede for egne udtalelser, hvorimod mine udtalelser kun i ringe omfang er medtaget. Dette har selvfølgelig også medvirket til egen spekulation over, om man overhovedet har taget mine indsigelser alvorligt, samt hvorfor de ikke er nedskrevet. Marts 2002: Min leder, D bliver kontaktet af en forælder, som orienterer ham om, at hans datter i weekenden har fortalt, at hun følte det ubehageligt, når jeg trøstede hende, bl.a. fordi mit skæg stak. Forælderen gør opmærksom på, at der ikke er tale om, at jeg har overskredet barnets grænser, og at de i øvrigt er glade for mig som pædagog. Alligevel bliver der indkaldt til tjenstlig samtale. Her deltager BKF [Z-forvaltningen] J, pædagogisk konsulent F, skoleinspektør C, SFO leder D, bisidder fra BUPL centralt samt mig. J fremlagde, at hans opfattelse var, at jeg ikke havde overholdt den indgåede aftale. Dette protesterede jeg overfor og redegjorde for, at der var tale om en situation, hvor jeg havde været alene på arbejde en morgen. Nogle børn fortalte mig, at der sad en pige i garderoben og græd. Jeg ville i første omgang ikke tage mig af det, da jeg var bange for, at det kunne misforstås og give mig en sag på halsen. Da børnene igen kommer og siger, at hun sidder og græder, og at nu måtte jeg altså tage mig af det, går jeg ud til hende. Hun vil ikke snakke. Jeg lægger en hånd på hendes skulder og prøver at få hende til at fortælle mig, hvad der er galt. Da dette ikke lykkes, sætter jeg mig ved siden af hende. Det ender med, at hun sidder et kort øjeblik på skødet, og jeg spørger, om jeg ikke kan hjælpe hende. Da jeg får et nej til det, giver jeg hende et kram og siger ok. J spørger mig, om jeg, efter at have tænkt mig om, ville have handlet anderledes. Hertil svarer jeg nej. Dette er J ked af at høre. Han påpeger, at det er en overtrædelse af aftalen. Jeg spørger, om han mener, at jeg blot skulle have ladet barnet sidde. Dette svarer han ja til. Der bliver efter aftale ikke lavet referat af mødet. J meddeler, at han ikke længere vil have, at jeg arbejder med børn og unge mellem 0 og 18 år. Han vil
3-4 - gerne se på, om han kan få mig over i andet arbejde i kommunen, som har pædagogisk relevans. Jeg skal samtidig selv være aktivt jobsøgende. J gør også opmærksom på, at hvis sagen ikke løses ved, at jeg får andet job, vil man skride til en afskedigelsessag. Der bliver ikke aftalt en tidsfrist for søgning af andet job. Jeg går herefter i gang med at søge på forskellige typer af jobs. I perioden fra marts 2002 til og med oktober 2002 har jeg skrevet ca. 25 ansøgninger. Med det med pres, som blev lagt på mig i samtalen i marts samt det pres, som lå på mig i forvejen, var det yderst vanskeligt at agere optimalt i forhold til jobsøgning. Dette har resulteret i, at jeg ikke har kunnet få et nyt arbejde endnu. Fra flere sider er der blevet reflekteret over, at jeg har virket meget usikker (flakkende øjne), og at det har været årsag til, at jeg ikke er blevet ansat. Det har ikke handlet om mine faglige kvalifikationer. August 2002: Jeg bliver den 7. august, da jeg møder på mit arbejde, af min SFO leder kaldt til omgående møde på skoleinspektørens kontor. Tilstede på dette møde er C, D og jeg. Her bliver fremlagt en ny forældre henvendelse. Jeg gør rede for min oplevelse af episoden. Dette bliver dog ikke ført til referat. En forælder henvender sig angående, at jeg skulle have leget prutteleg med hendes datter, og at da hun kom, var vi alene på stuen bag en lukket dør. Forælderen henvender sig 2 måneder efter episoden. I mine indsigelser gør jeg opmærksom på, at døren ikke var lukket, og at jeg ryddede op på stuen. Det er korrekt, at pigen var eneste barn på stuen; men det havde været meget unaturligt at smide hende ud af stuen, da hun fortsat selv legede. Jeg bliver hjemsendt af skolelederen med besked om at være sygemeldt indtil forvaltningen har truffet sin afgørelse, foreløbig i 2 uger. Jeg kontakter BUPL. I samråd med K udarbejder jeg kommentarer til notatet. Jeg bliver igen ikke oplyst om mine rettigheder til hjælp i en sådan situation; men da jeg desværre havde prøvet det før, henvender jeg mig straks til krisepsykologisk afdeling på Rigshospitalet. Her har jeg gået til behandling siden. Efter i 3 uger ikke at have hørt fra forvaltningen, kontaktede jeg BUPL. K og jeg besluttede at komme forvaltningen i forkøbet ved at indkalde dem til forhandling. Der blev afholdt forhandling 30.08.02. Her enedes man om, at jeg sagde min stilling op pr. 01.09.02. At jeg får løn til og med januar 2003. At jeg får 2 måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse. At opsigelsen skyldes samarbejdsproblemer, hvor ingen af parterne har den primære skyld, samt at sagen hermed er lukket, og jeg fritstilles fra 01.09.02. Altså afsluttes denne sag samt hele forløbet med, at der ikke er noget. Da jeg oktober måned får arbejde på en institution, indhenter de referencer på SFOen, hvor jeg var ansat. Herfra bliver det oplyst, at jeg har haft nogle sager samt af hvilken art. Institutionen valgte at ansætte mig. Da det kom dennes forvaltning for øre, sendte de mig et brev om, at jeg ikke skulle møde på arbejde, førend der var indhentet yderligere referencer. Dette fik de fra den pædagogiske konsulent. Da man ikke var tilfreds med dennes svar, ville man have reference fra J. Efter samråd med K har de ikke fået lov til dette, da vi kender hans svar. Y-kommune har på foranledning af institutionslederen ansat mig, og jeg er påbegyndt arbejde 14. november. Jeg er blevet tvunget til på baggrund af de oplyste referencer at gå med til, at jeg ikke må have børnene på skødet, og at
- 5 - forælder henvendelse omkring grænser i forhold til børn vil resultere i en tjenstlig samtale med henblik på afsked. Alt dette på grund af sager fra X-by, hvor alt er tilbage vist; men fastholdes i min personalesag samt videregives som referencer. Det har stillet mig i en svær situation i mit nye job. I en erklæring af 29. april 2003 fra speciallæge i psykiatri, M, til Arbejdsskadestyrelsen hedder det om A konkluderende: Konklusion : Det drejer sig om en 50-årig samlevende socialpædagog med en upåfaldende barndom og opvækst. Han var i sine unge år præget af en stærk moderbinding og var i to perioder i gruppebehandling på H-institution og fik godt udbytte af dette. I de følgende år har han ikke haft brug for psykologisk eller psykiatrisk hjælp. Han har i mange år været stabilt arbejdende dels i daginstitutioner dels i SFO. I 2001/2002 fik han tre forældreklager over utilbørlig og grænseoverskridende adfærd. Selv om han aldrig blev anmeldt for nogen ulovlige handlinger, blev han alligevel presset til at sige sin stilling op, og da han fik ny stilling blev han straks konfronteret med sin "fortid", han fik at vide, at hans kemi ikke passede på det nye arbejdssted og han fik at vide, at han var handlingslammet og passiv, hans arbejdssituation var således blevet umulig og han sygemeldte sig, han er nu i gang med en revalidering og håber at kunne gennemføre en overbygning på U Universitet. Han har i to perioder været henvist til krisepsykolog, men han føler sig stadig uligevægtig, vrissende og irritabel. Har svært ved at beherske sig, han er nu henvist til psykiatrisk behandling og hans tilstand er bedret noget efter, at han 1 ½ måned har fået cipramil. Kl er ved samtalen kejtet, genert, anspændt og usikker. Han er ikke egentlig deprimeret, men opgivende og resigneret. Prognosen arbejdsmæssigt lidt tvivlsom. Med hensyn til symptomerne vil der nok med tiden indtræde en bedring. Psykiatriske diagnose : Posttraumatisk belastningsreaktion ( Reactio tarda e traumate gravi). I en udtalelse af 12. januar 2004 fra ledende psykolog og specialist i psykotraumatologi, N, Krisepsykologisk Enhed, Rigshospitalet, til Arbejdsskadestyrelsen hedder det om A bl.a.: A har været henvist til samtaler hos undertegnede i Krisepsykologisk Enhed ved Rigshospitalet siden den 12.08.02. A er uddannet som pædagog og var på henvisningstidspunktet ansat ved Fritidsordningen ved O Skole i X-kommune. Årsagen til henvisning hertil var den, at to forældrepar havde klaget til fritidsordningens ledelse over, at A havde for tæt fysisk kontakt til deres børn. Ifølge A bliver han herefter indkaldt til en tjenstlig samtale, der resulterer i en opfordring til sygemelding og anmodning om at finde et job andetsteds.
- 6 - Efterfølgende langvarige sagsforløb medførte markante psykologiske krise- og stressreaktioner hos A. Undertegnede har kontakt med A indtil den 09.04.03. På dette tidspunkt er As psykiske tilstand bedret, og han føler ikke behov for yderligere kontakt hertil. Sammenfattende er det min vurdering, at det stedfundne sagsforløb har været psykisk meget belastende for A og kan have store konsekvenser for hans fremtidige beskæftigelse som pædagog. I et brev af 25. maj 2004 til Arbejdsskadestyrelsen oplyste speciallæge i psykiatri M yderligere bl.a.: Journalmaterialet er ikke specielt velegnet til at besvare de ønskede spørgsmål, hvorfor følgende resumé skal anføres: Patienten (pt.) blev henvist til mig af e.l. og mødte til 1. samtale den 25. februar 2003, kom i alt til 6 samtaler, udeblev et par gange. Han fortalte, at han var blevet bortvist fra sit arbejde i en daginstitution p.g.a. ukorrekt omgang med børnene. Han blev siden helt frikendt for nogen ukorrekt opførsel, men blev alligevel ikke genansat i sit arbejde. Har i to perioder som følge af anklagen gået i kriseterapi i 2001 og 2002. Ved mine samtaler med pt. fremgik det, at han var deprimeret og at dette havde sammenhæng med de anklager der var rettet mod ham, men senere frafaldet. Han blev behandlet med cipramil 10 mg og bedredes. I et brev af 3. juni 2004 til Arbejdsskadestyrelsen udtalte X-kommunes, Z-forvaltningen, om A bl.a.: Forløbet omkring As sag(er) omkring grænseoverskridende handlinger startede i marts 1998 og endte med, at han sagde sin stilling op pr. 01.02.03. I sagsforløbet er afholdt sonderende samtaler og tjenstlige samtaler på skoleleder Cs kontor og på Børne- og Kulturdirektør Js kontor med deltagelse af bisiddere fra BUPL. Der foreligger referater af disse samtaler. De tjenstlige samtaler mundede ud i en række aftaler, som A skulle overholde. Aftalerne gik i grove træk ud på, at han skulle sætte de grænser for fysisk kontakt med børnene, som andre pædagoger også gør. Dette betegner A i sin arbejdsbeskrivelse som "belastende. Vi forventer som arbejdsgivere, at en uddannet pædagog i sin professionalitet kan sætte disse græn-
- 7 - ser, så han dermed undgår børns og forældres anklager. A har i hele forløbet fået rådgivning omkring dette. Alligevel er A kommet ud i en række situationer. A skriver, at hele perioden har været stressende og belastende". Situationer som dem, A kom ud i, var belastende for ham, og vi forsøgte at støtte op omkring ham gennem kollegial supervision og rådgivning. Han fik også psykologisk krisehjælp via X-kommunes hotline" til Rigshospitalet. Omkring den sidste situation, der førte til A's opsigelse, nævner han, at forældrene først henvendte sig 2 måneder efter det skete. Årsagen til dette er: Situationen var, at et nystartet barn på SFO'en i den 1. uge af skolesommerferien havde en oplevelse omkring A. Moderen valgte derefter at holde barnet hjemme i sommerferien, indtil det skulle starte i BH.-klassen. Hun forsøgte også i sommerferien at finde en anden skole/sfo til barnet. Da det ikke lykkes, henvender hun sig til SFO-ledelsen lige efter sommerferien omkring episoden. Denne situation førte til en sygemelding af A, og altså senere til at han sagde sin stilling op. En kollega fra A's tidligere Skolefritidsordning har efter hans opsigelse haft enkelte kontakter med ham, men han har ikke selv efter sin opsigelse taget kontakt til skole eller Skolefritidsordning omkring evt. psykiske sygdomme eller psykiske gener. Den 17. januar 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse vedrørende As anmeldte psykiske lidelse. I afgørelsen hedder det bl.a.: Afgørelse Den anmeldte psykiske sygdom kan ikke anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadelovgivningen. (Lov om sikring mod følger af arbejdsskade 9, nr. 4 og 10, stk. 1, nr. 1) Det betyder, at De ikke har ret til erstatning eller andre ydelser efter loven.... Begrundelse Deres psykiske sygdom kan ikke anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen fra 2001, idet psykiske sygdomme ikke er optaget på denne fortegnelse. Erhvervssygdomsudvalget En sygdom, der ikke kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme, kan eventuelt anerkendes, efter at sagen har været forelagt Erhvervssygdomsudvalget. Erhvervssygdomsudvalget kan indstille til anerkendelse hvis sygdommen
- 8-1) efter nyeste lægelige erfaring opfylder betingelserne for at blive optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Det vil sige, at der er lægelig erfaring for en sammenhæng mellem en sygdom og bestemte påvirkninger. (Lov om sikring mod følger af arbejdsskade 10, stk. 1, nr. 2, 1. led) eller 2) udelukkende eller i overvejende grad er opstået på grund af arbejdets særlige art (lovens 10, stk. 1, nr. 2, 2. led). Efter nummer 2) kan en sygdom anerkendes, hvis følgende to betingelser efter en konkret vurdering er opfyldt: a) Der skal have været belastninger, som må antages at medføre en særlig risiko i Deres arbejde for at få den anmeldte sygdom. b) Det særligt risikofyldte arbejde skal rimeligt sikkert være årsag til sygdommen. På baggrund af sagens oplysninger har sagen være forelagt Erhvervssygdomsudvalget, der på et møde den 7. december 2004 indstillede følgende: Flertallet indstillede sagen til afvisning.... De har været til undersøgelse ved speciallæge i psykiatri M, der i erklæring af 29. april 2003 har anført diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering har De ikke en posttraumatisk belastningsreaktion, idet der ikke er beskrevet symptomer svarende til denne diagnose. Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering er der ikke lægevidenskabelig dokumentation for, at psykiske sygdomme opfylder betingelserne for at komme på den nugældende erhvervssygdomsfortegnelse ( 10, stk. 1, nr. 2, 1. led). Flertallet finder det ikke overvejende sandsynligt, at Deres psykiske gener er forårsaget af det forløb, som De har været igennem i forbindelse med Deres ansættelse ved skolefritidsordningen V med anklager om seksuel overskridende adfærd ( 10, stk. 1, nr. 2, 2. led). Årsagen er, at de beskrevne påvirkninger ikke kan anses for at have været af så belastende karakter, at de kan begrunde en arbejdsbetinget psykisk sygdom. Et mindretal bestående af repræsentanter fra LO, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Sundhedsstyrelsen finder, at der er grundlag for at belyse den psykiske sygdom yderligere. Mindretallet finder, at de påvirkninger, som De har været udsat for, er tilstrækkelig til at kunne begrunde en psykisk sygdom. BUPL er ved brev af 25. november 2004 kommet med bemærkninger til sagen. BUPL finder ikke, at de reelle påvirkninger fremgår i tilstrækkeligt omfang i ud-
- 9 - kast til udvalgets indstilling. BUPL har givet en uddybende beskrivelse af hændelsesforløbet og Deres symptomer. BUPL s brev af 25. november 2004 er indgået i udvalgets vurdering af sagen. Arbejdsskadestyrelsen har fulgt flertallets indstilling og truffet afgørelse om afvisning af Deres sag. Ved brev af 15. februar 2005 klagede BUPL over afgørelsen til Ankestyrelsen, som den 3. august 2005 stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. I Ankestyrelsens afgørelse hedder det bl.a.: Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i Deres sag om anerkendelse af den anmeldte psykiske lidelse som erhvervssygdom. Resultatet er: Lidelsen kan ikke anerkendes som erhvervssygdom. De kan derfor ikke få erstatning eller andre ydelser efter arbejdsskadeloven.... Begrundelsen for afgørelsen: Lidelser, som er optaget på Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme, kan anerkendes, hvis de betingelser, som er nævnt i forbindelse med lidelsen, er opfyldt. Posttraumatisk belastningsreaktion er nu på Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme. Det er en betingelse for anerkendelse, at der har været tale om traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur. Det er således en forudsætning for at stille diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion, at der har været tale om en hændelse af katastrofeagtig karakter. Endvidere skal der være symptomer i form af undgåelsesadfærd og enten hukommelsestab for hændelse eller genoplevelse af traumet i flash-back oplevelser eller natlige mareridt til stede. De har ikke været udsat for en hændelse af en katastrofeagtig karakter, ligesom de nævnte symptomer ikke er beskrevet for Deres vedkommende. De opfylder således ikke kriterier for anerkendelse af Deres psykiske lidelse som posttraumatisk belastningsreaktion. Vi er derfor ikke enig i den diagnose, som er anført i speciallægeerklæringen. Lidelser, der ikke kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme:
- 10 - Selvom en sygdom ikke er nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme, eller selvom fortegnelsens betingelser for anerkendelse af den pågældende sygdom ikke er opfyldt, kan der være tale om erhvervssygdom. Det kan være tilfældet, hvis det kan dokumenteres, at sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. Anerkendelse forudsætter, at sagen har været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget. Det er et udvalg, som rådgiver Arbejdsskadestyrelsen om tilfælde, der ikke kan anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen. Sager forelægges ikke, hvis det skønnes udsigtsløst. Deres sag har været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget. Erhvervssygdomsudvalget har indstillet, at sagen afvises. Der er ikke ny medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem Deres type arbejde som pædagog og udvikling af en psykisk lidelse. Deres arbejde har heller ikke indebåret sådan en særlig påvirkning og belastning af Deres psyke, at det må antages, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad er årsag til lidelsen. Vi har lagt til grund, at De siden 1997 har arbejdet som pædagog ved en skolefritidsordning. I 2001 var der nogle forældre, som klagede over, at De havde for tæt fysisk kontakt med børnene. Der blev indgået aftale om, at De skulle fortsætte Deres hidtidige arbejde, men ligesom de andre pædagoger skulle sætte grænser for den fysiske kontakt med børnene. I 2002 var der igen flere forældre der klagede over, at De havde for tæt fysisk kontakt med børnene. Vi har lagt vægt på, at De under Deres virke som pædagog har været udsat for anklager om for tæt fysisk kontakt med børnene. Disse påvirkninger kan ikke anses for at være [af] så belastende karakter, at de kan begrunde psykisk sygdom. I en erklæring af 21. maj 2006 udfærdiget af speciallæge i psykiatri P og stilet til BUPL hedder det konkluderende om A: Konklusion Det drejer sig om en nu 53-årig mand uden disposition til psykisk sygdom. Faderen død af cancer i ung alder. Undersøgte er opvokset som yngst i godt hjem, han har taget studentereksamen. Bliver færdig som pædagog i 1986, altså som 34-årig. Undervejs har der været påbegyndt andre uddannelser. Undersøgte har fungeret i ansættelser stort set uden arbejdsløs[-hed] og sygemelding som pædagog. I den ansættelse, hvor anklagerne finder sted, har han været ansat knapt 7 år. Som anført blev undersøgte beskyldt for grænseoverskridende adfærd mod børn. Undersøgte udtaler over for undertegnede, at det overhovedet ikke har hold i virkeligheden. Efterfølgende er forløbet som beskrevet.
- 11 - Undersøgte får ret hurtigt hjælp ved krisepsykolog og har en positiv alliance og gennemgår 2 forløb. Undersøgte bliver også på et tidspunkt sat i behandling med antidepressiv medikamentel behandling. Undersøgte vender aldrig mere tilbage til pædagogfaget. Undersøgte er i færd med at færdiggøre uddannelse til multimediedesigner på revalidering og har en måned tilbage. Han er travlt beskæftiget med at skrive speciale. Præmorbidt er undersøgte måske nok en lidt sensitiv person, han har været urolig som barn, man aner, at han har haft det svært i folkeskolen og er blevet mobbet uvist af hvilken grund. Det går bedre i gymnasiet. Undersøgte har en søn, som er diagnosticeret ADHD, undersøgte har undertiden overvejet, om han selv kunne have en lille rem under huden. Det virker som om, at undersøgte i sin voksne alder får det bedre psykisk og også bliver mere stærk i kontakten. Det er fuldstændigt korrekt, at undersøgte i 1981 og 1982 har et ambulant gruppebehandlingsforløb på H-institution. På beskrivelsen virker det ikke som om, at der har været tale om angst- eller depressionsproblematik, men nok mere eksistentiel problematik, og man kan da også ane, at undersøgte har været lidt af en søgende sjæl, som gerne ville have orden i tingene, også på det mentale område. Det virker som om, at undersøgte er i stand til at fungere på arbejdsmarkedet, få sig en partner og være sammen med hende og hendes 2 børn og fællesbarnet, som nu er 11 år gammelt. Efter forløbet i 2001/2002 på arbejdspladsen virker det som om, at undersøgte har mistet en del af sin identitet, han savner sit arbejde som pædagog, men han har undvigeadfærd, hvad angår møde med børn. Undersøgte har følt sig noget trist og initiativløs i perioder og har da også modtaget antidepressiv medikamentel behandling med god effekt, hvilket kan give mistanke om, at der har været noget depression i tilstanden, som imidlertid er remitteret. Den undersøgte er varigt præget af mindre energi, ændret personlighed i retning af det mere irritable og kortluntede. Ligeledes problemer med hukommelsen og måske i virkeligheden med koncentrationen, må således anvende huskesedler. Hvad angår de i oplæg fra BUPL stillede spørgsmål, mener jeg, at der er en klar sammenhæng imellem de psykiske symptomer, som undersøgte fortsat slås med og beskyldninger fra arbejdspladsen i 2001/2002. Jeg mener ikke, at undersøgte længere opfylder kriterierne for posttraumatisk stresssyndrom, ej heller for diagnosen personlighedsforandring som følge af svært traume, men svært traumatisk har det været for ham at blive anklaget, selv om han er overbevist om sin egen uskyld. Jeg tror, at den korrekte diagnose må være Depressiv reaktion, længerevarende. Det vil sige, kronisk belastningstilstand.
- 12 - Jeg tror, at der er en funktionsnedsættelse blandt andet på baggrund af det kronisk nedsatte energiniveau, og det er kommet for at blive. Den 13. november 2007 afviste Arbejdsskadestyrelsen at genoptage As sag, idet styrelsen fandt, at der ikke forelå nye oplysninger, der ændrede de forhold, som styrelsen havde lagt til grund ved sin tidligere afgørelse. BUPL påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen, som den 18. marts 2008 traf følgende afgørelse i sagen: Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i Deres sag om, hvorvidt der er grundlag for genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse i Deres sag om anmeldt psykisk lidelse. Resultatet er: Sagen kan genoptages, men der er fortsat ikke grundlag for anerkendelse. De kan derfor ikke få erstatning eller andre ydelser efter arbejdsskadeloven.... Begrundelsen for afgørelsen om at genoptage: Der er fremkommet nye oplysninger, der kan begrunde genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af Deres psykiske symptomer/tilstand. De fik i speciallægeerklæringen af 29. april 2003 stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Ankestyrelsen traf den 3. august 2005 afgørelse om afvisning af anerkendelse af denne som erhvervssygdom inden for og uden for erhvervssygdomsfortegnelsen. Ankestyrelsen vurderede i den forbindelse, at De ikke havde diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Dette fastholdt vi i svar på indsigelse af 17. februar 2006. Det er muligt at genoptage en sag inden 5 år fra meddelelsen om, at sygdommen ikke er omfattet af loven. Der er af BUPL indsendt nye oplysninger i form af brev af 9. oktober 2006, vedlagt psykiatrisk speciallægeerklæring af 21. maj 2006 fra P til belysning af diagnose og årsagssammenhæng. Vi har lagt vægt på, at de nye oplysninger indeholder yderligere beskrivelser af Deres psykiske symptomer/tilstand. Vi genoptager derfor sagen. Vi finder dog fortsat ikke, at der er grundlag for at stille diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion.
- 13 - Begrundelsen for afgørelsen om ikke at anerkende som erhvervssygdom Sygdomme, som er optaget på Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme, kan anerkendes, hvis de betingelser, som er nævnt i forbindelse med sygdommen, er opfyldt. Deres psykiske symptomer/tilstand er ikke nævnt i Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme. Sygdomme, der ikke kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme: Selvom en sygdom ikke er nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme, eller selvom fortegnelsens betingelser for anerkendelse af den pågældende sygdom ikke er opfyldt, kan der være tale om erhvervssygdom. Det kan være tilfældet, hvis der er oplysninger i sagen, der dokumenterer, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art. Før sygdommen kan anerkendes, skal Erhvervssygdomsudvalget vurdere sagen. Det er et udvalg, som rådgiver Arbejdsskadestyrelsen om tilfælde, der ikke kan anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen. Vi beder ikke udvalget om at vurdere en sag, hvis vi mener, at det er udsigtsløst. Deres sag er tidligere blevet vurderet af Erhvervssygdomsudvalget. Erhvervssygdomsudvalget indstillede i den forbindelse til, at sagen afvises. Der er ikke ny medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem Deres type arbejde som pædagog og udvikling af Deres psykiske symptomer/tilstand. Deres arbejde har heller ikke indebåret en sådan særlig påvirkning og belastning af Deres psyke, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad kan være årsag til Deres psykiske symptomer/tilstand. Vi har lagt til grund, at De i forbindelse med Deres arbejde som pædagog i perioden 1997 til 2003 3 gange bliver beskyldt for grænseoverskridende adfærd af seksuelt indhold i forhold til børnene. Der bliver ikke taget egentlig stilling til anklagerne, og episoderne blev ikke anmeldt til politiet. Der bliver sat fokus på Dem, og efter den tredje anklage bliver De sygemeldt mod Deres vilje. Efter forhandlinger med arbejdsgiver siger De herefter op på grund af samarbejdsvanskeligheder. De får et nyt job, men efter at der er indhentet referencer, bliver De pålagt skærpet ansættelsesvilkår, og De sygemelder Dem kort tid herefter, efter en tjenstlig samtale. Vi har lagt vægt på, at påvirkningerne som beskrevet i sagen, selvom de har været ubehagelige, ikke kan anses for at være af så belastende karakter, at de kan begrunde Deres psykiske symptomer/tilstand. Der er således med de nye oplysninger ikke grundlag for at bede Arbejdsskadestyrelsen om at lade Erhvervssygdomsudvalget vurdere Deres psykiske symptomer/tilstand igen.
- 14 - Vi er opmærksomme på, at speciallæge P i erklæring af 21. maj 2006 har vurderet, at Deres sygdom er arbejdsbetinget. Vi er af ovennævnte grund ikke enig heri. Vi er ikke bundet af vurderinger fra speciallæger. Vi foretager en selvstændig bedømmelse af hver enkelt sag.... I brev af 26. marts 2009 til Ankestyrelsen udtalte overlæge, speciallæge i psykiatri, Thor Friis, Psykiatrisk Center Nordsjælland, der tillige er speciallægekonsulent i Ankestyrelsen, bl.a. følgende om A: Undertegnede speciallæge, overlæge i psykiatri, speciallægekonsulent i Ankestyrelsen er i brev af 23.03.09 blevet bedt om mine bemærkninger til besvarelse af indsigelsen fra skadelidtes advokat i udkast til stævning.... I forhold til de af sagsøgers advokat fremlagte anbringender, synes det i forhold til anerkendelsesspørgsmålet at være svært at afvise, at de psykiske symptomer i en eller anden udstrækning synes forårsaget af arbejdet i form af udvikling af en tilpasnings- eller belastningsreaktion. Der er fortsat ikke belæg for at stille diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. I brev af 9. juli 2009 fremkom speciallægekonsulent Thor Friis med yderligere bemærkninger til sagen, herunder bl.a.: Ved fornyet gennemgang af akterne har jeg ikke fundet oplysninger, jeg ikke har medtaget i min vurdering fra tidligere. Det er således samlet fortsat min opfattelse, at der vedr. anerkendelse inden for fortegnelsen ikke: Er dokumenteret udsættelse for exceptionel svær belastning af livstruende eller katastrofeagtig karakter. Er beskrevet egentlige flash-backoplevelser. Er beskrevet egentlig vedvarende og konsistent undvigelsesadfærd ift. alt, der minder om traumet, herunder i det hele taget pædagogarbejde. Er beskrevet delvis, eller mere omfattende amnesi (glemsel) for den traumatiske oplevelse. Er dokumenteret, at tidsperspektivet, i form af konstaterbare og dokumenterede subjektive eller objektive symptomer indenfor 6 måneder efter den traumatiske oplevelse, er opfyldt. Vedr. anerkendelse udenfor fortegnelsen er der med nogen usikkerhed beskrevet en vedvarende kronisk belastningsreaktion.
- 15 - I den lægevidenskabelige disciplin kan det ikke udelukkes, at de beskrevne arbejdsforhold kan have medført en psykisk påvirkning, der kan have været medvirkende til udvikling af symptomer som beskrevet, men det er min faglige opfattelse, at der hverken generelt eller konkret i den psykiatriske litteratur er dokumentation for, at hændelser som beskrevet i denne sag nødvendigvis vil medføre udvikling af varig psykisk sygdom. Dette sidste mener jeg svarer til min udtalelse i tidligere lægefaglig vurdering. Til brug for sagens behandling i landsretten har der været stillet spørgsmål til Retslægerådet, som i erklæring af 27. august 2010 har besvaret følgende stillede spørgsmål således: Spørgsmål 1: Hvilken eller hvilke psykiske lidelser må det antages, at sagsøger led af på tidspunktet for afgivelsen af speciallægeerklæringen af 29. april 2003...? På tidspunktet for afgivelse af psykiatrisk speciallægeerklæring af 29.04.03 frembød sagsøger symptomer som øget irritabilitet, tendens til grublerier og dårligt humør svarende til en tilpasningsreaktion (reactio maladaptiva), det vil sige en tilstand, som kan opstå i tilpasningsperioden efter en belastende begivenhed. Spørgsmål 2: Må det antages, at sagsøgers psykiske gener, således som disse er beskrevet i april 2003..., er forårsaget af forløbet i form af anklage mod ham og ledelsens håndtering af hans arbejdsmæssige situation, således som sagsøger har beskrevet det i... sammenholdt med beskrivelserne i... Om muligt bedes Retslægerådet angive de momenter der særligt måtte tale for en årsagssammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og sagsøgers psykiske gener, og henholdsvis de særlige momenter der måtte tale imod en sådan årsagssammenhæng. Det taler for en årsagssammenhæng, at der er en tydelig tidsmæssig sammenhæng mellem sagsøgers psykiske symptomer og belastningen i forbindelse med anklagen. Der er ikke beskrevet forhold, som taler imod en sådan sammenhæng. Spørgsmål 3: Giver sagen Retslægerådet anledning til yderligere bemærkninger og i givet fald hvilke? Nej. Spørgsmål A: Sagsøgerens psykiske tilstand er beskrevet i speciallæge i psykiatri Ms erklæring af 29. april 2003... og udtalelse af 25. maj 2005..., Krisepsykologisk Enhed, Rigshospitalets brev af 12. januar 2004... og i speciallæge i psykiatri Ps erklæring af 21. maj 2006...
- 16 - Er der efter indholdet af disse dokumenter lægefaglig støtte for diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion? - eller diagnosen længerevarende depressiv reaktion (kronisk belastningstilstand)? Retslægerådet bedes begrunde svaret. Hvis der er tvivl om besvarelsen, bedes Retslægerådet forklare og begrunde, hvori denne tvivl består. Sagsøger lider efter Retslægerådets opfattelse ikke af en posttraumatisk belastningsreaktion (reactio tarda e traumate gravi), idet det centrale diagnostiske kriterium vedrørende traumets karakter (en udløsende traumatisk begivenhed eller situation af en exceptionel truende eller katastrofeagtig natur) ikke er opfyldt. Desuden opfylder de beskrevne symptomer heller ikke de øvrige diagnostiske kriterier for en posttraumatisk belastningsreaktion. Sagsøger opfylder sandsynligvis kriterierne for diagnosen "længerevarende depressiv reaktion" som nedenfor anført. Der er her tale om en tilpasningsreaktion og ikke en belastningsreaktion. Spørgsmål B: Hvis Retslægerådet svarer benægtende på spørgsmål A, hvilken diagnose er efter indholdet af de i spørgsmål A nævnte dokumenter da bedst forenelig med sagsøgerens psykiske tilstand? Retslægerådet bedes begrunde svaret. Hvis der er tvivl om besvarelsen, bedes Retslægerådet forklare og begrunde, hvori denne tvivl består. De beskrevne symptomer og den tidsmæssige sammenhæng med traumet svarer til diagnosen "længerevarende depressiv reaktion (tilpasningsreaktion) (reaetio maladaptiva depressiva prolongata)", som dog højst kan vare to år. Spørgsmål C: Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt retten skal lægge sagsøgerens, arbejdsgiverens eller arbejdsskadesikringsmyndighedernes beskrivelse af de arbejdsmæssige påvirkninger til grund ved bedømmelsen af årsagsforbindelse til sagsøgerens psykiske sygdom. Denne uenighed skal Retslægerådet ikke afgøre. Ankestyrelsen anmoder derfor Retslægerådet om at vurdere den medicinske årsagsforbindelse i forhold til hver af de enkelte beskrivelser: Spørgsmål C1 Sagsøgeren har beskrevet de arbejdsmæssige påvirkninger, han var udsat for i perioden fra marts 2001 til august 2002, i sin skadesanmeldelse af 23. oktober 2002... og i sit notat af 20. november 2002... Er der årsagsforbindelse mellem de arbejdsmæssige påvirkninger efter beskrivelsen i disse dokumenter og sagsøgerens psykiske sygdom, jf. svaret på spørgsmål A eller B, og i givet fald med hvilken grad af sandsynlighed (om muligt angivet i procent)?
- 17 - Retslægerådet bedes begrunde svaret. Hvis der er tvivl om besvarelsen, bedes Retslægerådet forklare og begrunde, hvori denne tvivl består. Spørgsmål C2 Arbejdsgiveren har beskrevet de arbejdsmæssige påvirkninger, sagsøgeren var udsat for i perioden fra marts 1998 til februar 2003, i en udtalelse af 3. juni 2004... Er der årsagsforbindelse mellem de arbejdsmæssige påvirkninger efter beskrivelsen i disse dokumenter og sagsøgerens psykiske sygdom, jf: svaret på spørgsmål A eller B, og i givet fald med hvilken grad af sandsynlighed (om muligt angivet i procent)? Retslægerådet bedes begrunde svaret. Hvis der er tvivl om besvarelsen, bedes Retslægerådet forklare og begrunde, hvori denne tvivl består. Spørgsmål C3 Arbejdsskademyndighedernes sammenskrivning af oplysningerne om de arbejdsmæssige påvirkninger fremgår af Erhvervssygdomsvalgets indstilling af 7. december 2004... og Ankestyrelsens afgørelse af 18. marts 2008... Er der årsagsforbindelse mellem de arbejdsmæssige påvirkninger efter beskrivelsen i disse dokumenter og sagsøgerens psykiske sygdom, jf. svaret på spørgsmål A eller B, og i givet fald med hvilken grad af sandsynlighed (om muligt angivet i procent)? Retslægerådet bedes begrunde svaret. Hvis der er tvivl om besvarelsen, bedes Retslægerådet forklare og begrunde, hvori denne tvivl består. Det er ikke meningsfuldt i Retslægerådets faglige vurdering at skelne mellem de tre parters beskrivelse af hændelsesforløbet i vurderingen af, hvorvidt det er sandsynligt, at de arbejdsmæssige påvirkninger har påvirket sagsøgers psykiske tilstand. Retslægerådet finder det overvejende sandsynligt, at der er en årsagsforbindelse mellem de beskrevne belastninger i forbindelse med anklagen og de beskrevne psykiske symptomer. Andre faktorer så som for eksempel sagsøgers tidligere erfaringer, andre forhold i hans liv og sygdomsanlæg kan også have haft betydning. Det er ikke muligt at angive sandsynligheden i procent. Spørgsmål D: Har sagsøgeren efter almindelig lægefaglig erfaring en sårbar natur for under de beskrevne påvirkninger i henholdsvis spørgsmål Cl, C2 og C3 at udvikle sin psykiske sygdom, jf. svaret på spørgsmål A eller B? Retslægerådet bedes begrunde svaret. Hvis der er tvivl om besvarelsen, bedes Retslægerådet forklare og begrunde, hvori denne tvivl består.
- 18 - Som anført ovenfor kan også andre forhold, herunder sagsøgers almene psykiske tilstand, have haft betydning for udvikling af psykiske symptomer i forbindelse med belastning. I sagsakterne er der ikke oplysninger, som tyder på, at sagsøger skulle være i særlig høj risiko for at reagere på belastning. Spørgsmål E: Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger? Nej. I et brev af 18. oktober 2010 bemærkede A om sin helbredstilstand bl.a.: Det forholder sig sådan, at jeg helt konkret har det psykisk meget bedre. Så ja, der er sket en væsentlig forbedring. Jeg har fortsat symptomer, som også er beskrevet af speciallæge i psykiatri P, nemlig hukommelsessvigt, nedsat arbejdshastighed. Jeg går i stå fordi jeg skal tænke over, hvad jeg skal. Jeg bliver lettere stresset. Periodevis har jeg flach back om de episoder, der har været på min arbejdsplads. Jeg er stadig konkret påvirket i forhold til kontakt med børn, hvor jeg bliver nervøs for at blive mistænkeliggjort. I hele behandlingen af sagen er der lagt vægt på, at den første udtalelse fra en speciallæge, som diagnosticerede mig som post traumatisk, ikke beskriver symptomer på post traumatisk stress. Det er flere gange siden godtgjort fra min side, at lægen ikke har beskrevet alle mine symptomer, og at denne også har udtalt, at han gerne ville uddybe sin diagnose, hvis dette var ønskeligt. Det har man undladt. På trods heraf har man også afvist hans diagnose. I erklæring af 2. maj 2011 besvarede Retslægerådet følgende supplerende spørgsmål således: Spørgsmål F: Retslægerådet har i svaret på spørgsmål C anført, at det "... er ikke meningsfuldt i Retslægerådets faglige vurdering at skelne mellem de tre parters beskrivelse afhændelsesforløbet..." og har dernæst kommenteret årsagsforbindelsen "... mellem de beskrevne belastninger i. forbindelse med anklagen og de beskrevne psykiske symptomer... Det er utilstrækkeligt. Der foreligger nemlig tre forskellige beskrivelser af de arbejdsmæssige påvirkninger, sagsøgeren var udsat for, nemlig sagsøgerens beskrivelse..., arbejdsgiverens beskrivelse... og arbejdsskadesikringsmyndighedernes sammenskrivning... Og der er mellem parterne ikke er enighed om, hvilken af disse tre beskrivelser landsretten skal lægge til grund. Denne tvist skal landsretten og ikke Retslægerådet afgøre. Men ved at svare som sket fratager Retslægerådet reelt parterne og landsretten adgangen til at afgøre årsagsforbindelsen i forhold til den beskrivelse, der måtte være bevismæssig støtte for.
- 19 - Retslægerådet anmodes derfor på ny om at redegøre for, hvilken af de tre beskrivelser man ved ordvalget "de beskrevne belastninger i forbindelse med anklagen..." i svaret på spørgsmål C sigter til sagsøgerens beskrivelse..., arbejdsgiverens beskrivelse... eller arbejdsskadesikringsmyndighedernes sammenskrivning... Retslægerådet bedes i samme anledning anføre, om svaret på spørgsmål C skal forstås sådan, at bedømmelsen af årsagsforbindelsen er den samme, uanset om man lægger sagsøgerens beskrivelse..., arbejdsgiverens beskrivelse... eller arbejdsskadesikringsmyndighedernes sammenskrivning... til grund. Uanset hvilken beskrivelse af forløbet, sagsøgerens..., arbejdsgiverens... eller arbejdsskadesikringsmyndighedernes..., Retslægerådet lægger til grund, finder rådet det nærliggende at antage, at der er en årsagsforbindelse mellem belastningen i forbindelse med anklagen og de efterfølgende psykiske symptomer. Det skal bemærkes, at rådet hermed ikke tager stilling til, hvorledes ansvaret for årsagen måtte skulle fordeles mellem sagsøger og arbejdsgiver. Spørgsmål G: Retslægerådet har i svaret på spørgsmål 1 beskrevet sagsøgerens symptomer og har i svarene på spørgsmål 1, A og B karakteriseret symptomerne som en "længerevarende depressiv reaktion (tilpasningsreaktion)". Retslægerådet har i svaret på spørgsmål B også anført, at de beskrevne symptomer svarende til diagnosen "længerevarende depressiv reaktion (tilpasningsreaktion)" højst kan vare i 2 år. Det fremgår imidlertid af psykiatrisk speciallægeerklæring af 21. maj 2006..., at sagsøgerens symptomer har varet længere end 2 år. Retslægerådet bedes oplyse, hvilke psykiske symptomer man med ordvalget... de beskrevne psykiske symptomer..." i svaret på spørgsmål C sigter til beskrivelsen i psykiatrisk speciallægeerklæring af 29. april 2003... eller beskrivelsen i psykiatrisk speciallægeerklæring af 26. maj 2006... Retslægerådet bedes i samme anledning redegøre for, om arbejdet eller andre forhold er årsag til, at sagsøgerens psykiske symptomer har varet længere tid end de anførte 2 år. Retslægerådet vurderer, at diagnosen "længerevarende depressiv reaktion" er den, der bedst beskriver tilstanden i perioden op til to år efter fremkomsten af symptomerne i 2001. For tiden herefter og frem til speciallægeerklæringen i maj 2006 findes diagnosen "kronisk forstemningstilstand af depressiv type" at være mest dækkende. Vendingen "de beskrevne psykiske symptomer" refererer til dette forløb. Efter Retslægerådets opfattelse er det nærliggende at antage, at der er en årsagsforbindelse mellem de beskrevne belastninger i forbindelse med anklagen og de beskrevne psykiske symptomer. Det kan ikke udelukkes, at andre forhold har været medvirkende til, at symptomerne har varet mere end to år.
- 20 - Spørgsmål H: Retslægerådet bedes oplyse, om sagen herefter giver anledning til yderligere bemærkninger? Nej. Spørgsmål 4: Såfremt det lægges til grund, som anført af sagsøger i dennes skrivelse af 18. oktober 2010..., at sagsøger psykisk har oplevet en "væsentlig forbedring" siden seneste speciallægeerklæring; men dog samtidig oplyser at han har periodevis flash back "om de episoder, der har været på min arbejdsplads", og at han i omgang med børn "bliver nervøs for at blive mistænkeliggjort", bedes oplyst om disse forhold taler for eller imod en årsagssammenhæng mellem de beskrevne arbejdsmæssige belastninger, herunder ledelsens håndtering heraf og de psykiske gener således som disse er beskrevet i april 2003...? Om muligt bedes Retslægerådet nuancere de forhold, der måtte tale for/henholdsvis imod en årsagssammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og de psykiske gener. [Sagsøgers skrivelse af 18. oktober 2010] giver ikke Retslægerådet grundlag for mere specifikt end angivet i spørgsmål F at analysere årsagssammenhængen mellem belastningen i forbindelse med anklagen og de psykiske symptomer. Den 22. september 2011 traf Ankestyrelsen ny afgørelse i As sag. I afgørelsen hedder det bl.a.: Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om anerkendelse af anmeldt psykisk sygdom som erhvervssygdom. Resultatet er: Vi har genoptaget sagen på ulovbestemt grundlag. Vores afgørelse af 18. marts 2008 gælder ikke. Vi har truffet ny afgørelse. Sagen hjemvises herefter til Arbejdsskadestyrelsen til behandling og afgørelse af, om lidelsen kan anerkendes på grund af arbejdets særlige art, selv om lidelsen ikke er optaget på fortegnelsen. Arbejdsskadestyrelsen skal forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget inden der træffes ny afgørelse.... Begrundelsen for afgørelsen om hjemvisning
- 21 - Der er fremkommet nye oplysninger i sagen, som kan have betydning for spørgsmålet om anerkendelse af den anmeldte psykiske sygdom som erhvervssygdom uden for Erhvervssygdomsfortegnelsen. Vi hjemviser derfor sagen til Arbejdsskadestyrelsen, der skal vurdere disse nye oplysninger som 1. instans. De nye oplysninger er Retslægerådets udtalelser af 27. august 2010 og 2. maj 2011. Inden Arbejdsskadestyrelsen træffer en ny afgørelse, skal de forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, som på ny anmodes om at afgive en indstilling i sagen, om hvorvidt der er grundlag for at anerkende din psykiske sygdom som en erhvervssygdom uden for Erhvervssygdomsfortegnelsen, altså om sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. Vi beder Erhvervssygdomsudvalget om at lægge de lægefaglige skøn i Retslægerådets 2 udtalelser til grund for vurderingen. Vi henleder særligt Erhvervssygdomsudvalgets opmærksomhed på Retslægerådets besvarelse af spørgsmålene 2, F, og G. Retslægerådet har i sin første udtalelse i besvarelsen af spørgsmål 2 anført, at det taler for årsagssammenhæng, at der er en tydelig tidsmæssig sammenhæng mellem symptomer og belastningen i forbindelse med anklagen. Der er ikke beskrevet forhold, der taler imod en sådan sammenhæng. Retslægerådet har endvidere i sin anden udtalelse i besvarelsen af spørgsmål F anført, at uanset hvilken beskrivelse af forløbet, der lægges til grund, finder rådet det nærliggende at antage, at der er en årsagsforbindelse mellem belastningen i forbindelse med anklagen og de efterfølgende psykiske symptomer. Retslægerådet anfører ydermere i besvarelsen af spørgsmål G, at der er tale om en længerevarende depressiv reaktion i perioden op til 2 år efter fremkomsten af symptomerne i 2001. Herefter og frem til speciallægeerklæringen i maj 2006 findes diagnosen kronisk forstemningstilstand af depressiv type at være mest dækkende. I forarbejderne fra 1976 står der blandt andet følgende: For det andet giver bestemmelsen mulighed for at yde erstatning for de anerkendte sygdomme, når det i det konkrete tilfælde medicinsk erkendes, at sygdommen udelukkende eller overvejende er hidført af en skadelig påvirkning, som må antages at medføre en særlig risiko i pågældendes erhvervsarbejde. Der må således ikke herske kvalificeret lægelig tvivl om, at sygdommen i det konkrete tilfælde er erhvervsbetinget, men derimod tvivl, om den skadelige påvirkning, som har fremkaldt den, generelt må anses at medføre en risiko, som personer i dette særlige arbejde er udsat for i højere grad end personer udenfor dette arbejde. Viser erfaringen, at det sidste er tilfældet, må sygdommen overvejes optaget i erhvervssygdomsfortegnelsen. Bestemmelsen må ses i sammenhæng med hovedbestemmel-