Maj 2009 1. udgave ISBN: 1903-7775

Maj 2009 1. udgave ISBN: 1903-7775 KOGNITIV KAPITALISME 1

INDHOLD Intermezzo At spænde for ben det perfekte en samtale mellem Jørgen Leth og Sverre Raffnsøe 80 Tre interviews Visionen om et Pollensamfund interview med Yann Moulier-Boutang Ny global new deal interview med Adam Arvidsson Rolig nu! interview med Karen Lisa Salamon 8 16 22 If value, then rights Under en copyright-fatwa interview med Rasmus Nielsen fra Superflex The Copyright Wars af Mikkel Lund Yoiken og ophavsretten af Stig Grøntved Larsen 95 102 110 Det moderne arbejdsliv At dele eller stjæle statements fra copyright-debatten 112 Frihed som regel af Sverre Raffnsøe og Ole Bjerg Arbejde nu med livet som indsats af Michael Pedersen 28 33 Den sociale virksomhed Social business idealisme eller forretning af Lars Hulgård 118 Vor tids fabrikker? Den sociale virksomhed interview med Muhammad Yunus 119 Danmark i den kognitive kapitalisme interview med Steen Nepper Larsen 40 Tidens nye tendens af Lars René Petersen 126 Det generøse universitet af Claus Holm 48 Fire af de tunge Fra universitet til undervisitet af Hans Hauge Hvad skal Danmark leve af? 54 Kognitiv kapitalisme, vidensøkonomi og videnspolitik af Jens Erik Kristensen Bibemærkninger til den kognitive kapitalisme af Lars Axel Petersen 130 140 Den danske vindermodel interview med Mikael R. Lindholm 64 Når politik bliver til management af Christian Olaf Christiansen og Mikkel Thorup 146 Mellem tillid og mistillid af Søren Christensen 70 Alle steder hele tiden? af Thomas Lopdrup Hjort 152 3

Leder: To mennesker med hver deres gode ide mødes. De udveksler deres ideer, og har så hver især to gode ideer. Eller måske endda tre, hvis de evner at tænke videre og kombinere de to gode ideer til en tredje. Og sådan kunne de jo i princippet blive ved. Forestil dig nu samme situation, hvor de to personer hver har et æble. Det kommer der ikke meget nyt ud af. Ligeledes rejser der sig en række principielle spørgsmål i forhold til, hvorledes vi indretter vores samfund og dets institutioner. Det er nemlig ikke kun kapitalismen, der ændrer karakter med vidensøkonomiens indtog. Når kapitalismen, som vi bevidner den i dag,i sin natur er grænseoverskridende, betyder det, at stort set alle elementer af vores samfundsindretning er interessante for den som potentielt værdiskabende. Spørgsmålet er derfor, dels om vi til fulde har forstået, hvorledes et videnssamfund, der er på højde med den aktuelle økonomi, ser ud. Og dels om vi i så fald vil lade sådanne indsigter diktere indretningen af vores samfund i sin helhed.vil vi med andre ord fuldende den igangværende overgang fra velfærdsstaten til konkurrencestaten Danmark A/S? 21/04/2009 Denne grundlæggende forskel på viden og materielle ting, så banal og grænsende til det platte, som eksemplet nu måtte være, har ikke desto mindre vidtrækkende og principiel betydning for, hvorledes en økonomi og et samfund, der skal leve af viden og den gode ide, indrettes. Til forskel fra kapitalismen som vi har kendt den i sine industrielle gevandter med fabrikken, arbejderen, maskinerne og rå-stofferne som dens traditionelle emblemer baserer den aktuelle økonomi sig på skabelsen og udvekslingen af viden, kultur, tegn, socialitet og innovation. Immaterielle størrelser, der dels ikke adlyder kapitalismens normale knaphedslogik, da der kun bliver mere af det, når det deles og bruges, og dels sprænger de traditionelle rammer for den økonomiske rationalitet. I princippet inddrages alt fra den enkelte medarbejders personlighed til samfundets generelle sociale og kulturelle kvaliteter og dynamikker i værdiskabelsen. Arbejderen har følgelig forladt fabrikken og er blevet medarbejder. Den selvledende vidensarbejder, der realiserer sig selv igennem arbejdet. Og fabrikkerne er enten nedlagte eller blevet indtaget af den kreative klasse, disse højtbesungne frontiers ud i udforskningen af de nyeste livsstilsudtryk, der skal kastes på markedet. I mellemtiden er den meste snak om kapitalismen og dens iboende problemstillinger forstummet, som var det et fænomen, der forsvandt med industrisamfundet. Men hvis ikke før så har i hvert fald den aktuelle finanskrise gjort, at man igen er begyndt at tage det gode gamle begreb op til et analytisk og kritisk eftersyn, hvad vi i indeværende udgivelse også vil forsøge med begrebet om den kognitive kapitalisme som teoretisk ledetråd. I dette perspektiv er det dog ikke den finansielle krise på makroniveau, som vi i øjeblikket er vidne til, der er vores genstand for udgivelsen. Det er i højere grad, hvad man kunne kalde kapitalismens indre kriser og ubesvarede spørgsmål. I takt med ovennævnte afsked med flere af de grundlæggende karakteristika ved den industrielle kapitalisme, er der nemlig opstået lidt rod i maskineriet og usikkerhed i vores vante kategorier. For hvordan omsættes disse immaterielle overflodsfænomener, som er den kognitive kapitalismes primære ressourcer, til økonomisk værdi? Hvordan skal vi opgøre værdien af uhåndgribelige størrelser som brand value, den gode ide eller et godt socialt netværk? For ikke at tale om, hvad der skal gælde og anerkendes som værdiskabende arbejde i den socialt vidtforgrenede cirkulation og produktion af kultur og viden? Et konkret eksempel: Hvilken funktion skal fremtidens universiteter og den viden, der produceres der, have? Den aktuelle politik på området synes at indikere, at viden er blevet for vigtig til at overlade til universiteterne. Samme vigtighed har også betydet, at forsøgene på at tage patent på, eje og kontrollere viden og kulturelle udtryk er blevet intensiveret de seneste år. Eller med oliemilliardæren Gettys barnebarn, Mark Gettys ord: Intellectuel property is the oil of the 21. century Men spørgsmålet er, om den private ejendomsret, som vi kender den fra de materielle genstande, altid er den bedste måde at varetage og administrere disse størrelser på? Vi synes med andre ord, at befinde os i en overgangsfase, hvor en række nye sammenhænge og strukturer er ved at sætte sig igennem. Med denne udgivelse håber vi at kunne bidrage til en tidssvarende refleksion og diskussion af disse forhold og de spørgsmål, vi stilles overfor, og som får afgørende betydning for, hvordan fremtidens samfund kommer til at se ud. Og hvorfor så på tryk? Hvorfor allierer et fire år gammelt netmagasin sig med Gutenberg og udgiver et trykt magasin? Det korte svar er: Fordi du netop nu står med magasinet i dine hænder. Det trykte medie kan stadig noget, som de digitale medier ikke kan, bl.a. qua sine taktile og grafiske kvaliteter, og fordi det trods alt stadig er nemmere at have et magasin med i lommen end den digitale udgave på selv den mindste laptop. Desuden så vi en masse interessante muligheder i kombinationen mellem det trykte og det digitale medie så besøg også www.turbulens.net, hvor der er endnu mere læsestof gratis tilgængeligt. Rigtig god læselyst Turbulens.net 5

En af de helt afgørende problemstillinger er for mig at se, hvorledes vi som samfund kan omstille os og få indrettet vores institutioner på en måde, så vi ikke kun er i stand til at anerkende og honorere menneske-biernes honningproduktion, men også den langt mere værdifulde sociale bestøvning (Yann Moulier-Boutang) Tre interviews indledende overvejelser om de nye tendenser i økonomien 7

Interview med Yann Moulier-Boutang, professor i økonomi på UTC (Université de Technologie de Compiègne) Visionen om et Pollensamfund Af Katja Marie Rønnike og Peder Holm-Pedersen Der er grund til optimisme, mener den franske økonom og filosof Yann Moulier-Boutang, som er en af ophavsmændene til begrebet kognitiv kapitalisme. I løbet af de seneste årtier har vi bevæget os væk fra den industrielle kapitalisme med dens manuelle og meningsløse arbejde og dens hensynsløse udnyttelse af naturens og menneskets ressourcer. Vi er på vej mod et nyt værdibegreb, hvor eksterne faktorer som miljø, socialt liv, omsorg og kreativitet træder ind i centrum af økonomien. Vi organiserer os i kreative netværk som aldrig før og deler viden og løsninger imellem os. Fremtidens samfund er grønt, bæredygtigt og solidarisk. Hvis vi vil det... Co 2 -handel og grønne virksomheder Med den kognitive kapitalisme får vi altså et helt nyt perspektiv på, hvad vi skal forstå ved værdi og måden, den skabes på? Jeg kan igen illustrere det med bi-metaforen. I USA gik man på et tidspunkt i gang med at fremavle en bi, der var endnu mere effektiv til at producere honning. Og det gik også helt fint. Problemet var bare, at den ikke var særlig god til at bestøve, hvilket jo i et større perspektiv betød et enormt tab af værdi i forbindelse med de mange afgrøder, der ikke blev bestøvet. Så ja, værdiskabelsen i et pollensamfund kræver et nyt perspektiv. For virksomheder såvel som for samfundet i sin helhed. Det afgørende er de såkaldte eksternaliteters betydning. Eksternaliteter er et andet ord for en lang række faktorer og effekter, som oprindeligt stod uden for kapitalismens produktion. Kapitalismen har jo altid haft en række indirekte effekter på den omgivende verden, dvs. eksterne effekter. Den har skabt både positive og negative eksternaliteter. Biernes bestøvning er et eksempel på en positiv eksternalitet. Til gengæld må man sige, at den industrielle kapitalisme i alt for høj grad har påført omgivelserne negative eksternaliteter såsom: Co 2 -udslip, forurening, fysisk belastning, sygdomme, social ulighed m.m. terrain cognita, dvs. intelligensens og bevidsthedens felt, og har set hvor produktive de kognitive ressourcer er. Derfor er eksternaliteter, hvad enten de er positive eller negative, ikke længere marginale fænomener. De er rykket ind i centrum af økonomien og blevet bestemmende for de generelle betingelser for vækst og investeringer. Skabelsen og inddragelsen af positive eksternaliteter er blevet afgørende for de enkelte virksomheder, hvilket selvsagt betyder, at der også er sket en stor forandring inden for organiseringen af arbejdet. Netværket er den nye virksomhed Så den kognitive kapitalisme betyder også ændringer i måden, vi producerer på og i måden, vi samarbejder og organiserer arbejdet på? Udviklingen fra den industrielle kapitalisme og frem mod det vi som arbejdshypotese kalder den kognitive kapitalisme, er en udvikling, der finder sted på mange planer samtidig. Én type udvikling ser vi inden for organiseringen af arbejdet, der i stigende grad går i retning af teamwork, netværksdannelse og peer-to-peer-produktion. Arbejde i dag kan defineres som et samarbejde mellem tænkende hjerner, der er forbundet via netværk på internettet og primært arbejder på computere. Du har en vision om et samfund, som du kalder Pollensamfundet, og du argumenterer for, at den kognitive kapitalisme og det moderne videnssamfund giver os en række værktøjer til at bevæge os hen mod pollensamfundet. Kan du udpensle denne vision? Man kan starte med at stille sig selv det helt banale og umiddelbart simple spørgsmål: Hvad laver en bi? Altså, hvori består værdien af biernes aktiviteter? Det traditionelle svar på det spørgsmål er selvsagt honning. Mit begreb om pollensamfundet refererer til en grundlæggende nyfortolkning af den klassiske bi-metafor, som har været meget brugt i den politiske og økonomiske tænkning. Helt tilbage fra den engelske filosof og digter Bernard Mandeville (1670-1733) og hans fabel Fable of the Bees har bien optrådt som et fetisch-dyr i menneskets forsøg på at forstå sit eget samfunds måde at fungere på. Og hidtil har svaret altid været honning. Men ud fra en synsvinkel, der er mere tidssvarende, mere global og mere i overensstemmelse med måden økonomien fungerer på i dag, vil svaret derimod være, at det sande udbytte af biernes aktivitet er deres bestøvning. Og hvorfor er det så væsentligt set ud fra et økonomisk perspektiv? Det er det, fordi den økonomiske, finansielle værdi af bestøvning er af en helt anden orden end udbyttet af honningproduktion. Hvad angår den økonomiske værdi, så er produktionen af honning meget beskeden sammenlignet med den værdi, som biernes bestøvning er med til at skabe i form af de mange afgrøder, der er afhængige af bestøvningen. Det er selvfølgelig svært at sige helt præcist, hvor mange gange større værdien af biernes bestøvning er. Det anslås i nogle undersøgelser til at være mindst mellem 28 og 40 gange større og i andre helt op til 373 gange større end værdien af honningproduktionen. Lad os overføre argumentet om biernes bestøvning til menneskelige aktiviteter. Den bedst mulige måde at udnytte menneske-biernes aktivitet på er at få fat i udbyttet af deres sociale bestøvning i stedet for bare at fokusere på at omsætte deres produktion af honning. Bestræbelsen går så på, at gøre selve bestøvningen til fundamentet for nye forretningsmodeller, der tilbyder hele eller delvise gratisydelser i bytte for adgang til bestøvning. Det er præcis det, det er lykkedes for Google. Deres enorme værdi ligger jo i, at de bortsælger og skaber aktiviteter og selvorganiserende netværk. Disse aktiviteter er opstået som et resultat af, at firmaet har givet befolkningen fri adgang til en række gratis services. Gensidig udveksling og interaktion er den bedste måde at skabe rigdom og velfærd på i et komplekst samfund. Og det bliver også, som Google er et godt eksempel på, den bedste form for værdiskabelse. Den kognitive kapitalisme er netop kendetegnet ved dens forsøg på få disse eksternaliteter ind i produktionen, ind i den økonomiske sfære. De positive eksternaliteter gøres i stigende grad til genstand for nye forretningsområder. Dvs. at virksomheders værdi bliver afhængig af deres evne til at skabe positive eksternaliteter som fx grønne tiltag, sociale investeringer eller sygdoms- og fattigdomsbekæmpelse. Og vi kan se, at offentlighedens forventninger til virksomhedens fremtidige muligheder for at skabe disse, tydeligt kan aflæses i finansmarkedernes bevægelser. Pengene flyder simpelthen derhen, hvor man har forventning om, at de positive eksternaliteter vil blive skabt. Det var i høj grad det, som drev udviklingen inden for it-virksomhederne i 90 erne og skabte it-boblen og det man kalder web 2.0. It-virksomhedernes primære værdi bestod jo i disse teknologiers evne til at skabe nye former for socialt liv og kommunikation. Det er det samme, der gør sig gældende med den grønne boble, som er ved at tage form. Grøn teknologi ser ud til at blive det helt store investeringsområde i fremtiden. Man kan jo ligefrem handle med eksternaliteter i dag, som vi ser det med CO 2 -kvoterne. Vi ser også, hvordan eksternaliteter er blevet helt uomgængelige i selve produktionen af værdi. Faktorer som personlighed, smag, kreativitet og ideer er blevet nye afgørende produktivkræfter. Ordet kognitiv er afledt af det franske ord connaissance, der har at gøre med kundskab, viden, information, skønsomhed, dømmekraft, fornuft og bevidsthed. Den kognitive kapitalisme har med andre ord opdaget Det vil sige, at der skabes nye arbejdsmodeller, der udgør alternativer til den industrielle kapitalisme. Produktionen inden for netværk bliver et organisatorisk alternativ en form for ny arbejdsdeling, der er revolutionerende og langt mere effektiv. Mellem hierarkiet og markedet, forekommer netværket at være selve formen par excellence for den kognitive arbejdsdeling. Netop fordi netværket synes at være den mest effektive måde at indfange og skabe positive eksternaliteter på. Det er netværkets størrelse, der gør det muligt hurtigst at lokalisere og sammensætte ressourcer. Det kan være netværk af kunder, leverandører, abonnenter eller, hvad ved jeg. Des mere specialiseret rent problemorienteringsmæssigt, din liste er, og des mere omfangsrig antallet af deltagere i netværket er, des større er chancen for, at du hurtigt finder et svar på din problemstilling. Åndsevnernes teknik Du definerer og adskiller den kognitive kapitalisme fra den tidligere industrielle kapitalisme gennem den måde, akkumulationen foregår på. Du taler om en ny form for akkumulation? Med begrebet akkumulation må vi forstå de investeringer, der iværksættes i et samfund. Både af de offentlige autoriteter og af de private agenter. Hvis den industrielle kapitalisme kan karakteriseres ved det faktum, at akkumulationen primært hvilede på maskinernes arbejde, så udgør den kognitive kapitalisme en anden type akkumulations- 9

system, hvor akkumulationen hviler på viden og kreativitet, dvs. på investeringer af immateriel karakter. At denne udvikling rent faktisk finder sted, viser sig empirisk gennem forskningens vigtige placering, den teknologiske fremgang, cirkuleringen af information, investeringen i uddannelse og kommunikationssystemer samt gennem det stigende fokus på organisatorisk læring og strategisk ledelse af organisationer. Og kigger vi på efterspørgslen, så er forbruget orienteret mod det tekniske og især mod intellektets og åndsevnernes teknik, dvs. den teknik, der sætter de mentale evner i spil via interaktion med nye tekniske objekter: det audiovisuelle, computere, internettet og spilleterminaler. Investeringer i de såkaldte intangibles, uhåndgribeligheder, har siden 1985 konstant overgået investeringer i materielt udstyr. Kigger vi endvidere kigger på investeringerne i materielt udstyr, så er meget af det netop beregnet til uhåndgribelige formål, som fx kommunikationsudstyr. Stort set én tredjedel, hvis ikke mere, af alle materielle investeringer er tilegnet det kognitive kommunikations- og informationssamfund. Denne udvikling betyder vel også, at der stilles nye krav til medarbejderens intellektuelle ydeevne? Og til hvad det intellektuelle arbejde overhovedet består i? Der er faktisk ved at ske det samme med det intellektuelle arbejde, som der skete med det fysiske arbejde under den industrielle revolution. Den industrielle kapitalisme absorberede menneskets fysiske arbejde i maskinen. Det var ikke længere arbejderens energiudladning, der udførte det egentlige fysiske arbejde, men maskinerne. Og arbejderne overvågede og styrede så disse maskiner. Dermed opstod der hurtigt et skel mellem faglært og manuelt arbejde. Manuelt arbejde var arbejde, der i princippet kunne udføres af en maskine, hvorimod faglært arbejde bestod i at kontrollere og styre maskinerne. Hvis du ser på den digitale revolution, så er der sket præcis det samme med intellektuelt arbejde. Alt digitalt materiale kan i dag kopieres præcist og med stor sikkerhed, således at meget af det intellektuelle arbejde er blevet absorberet i de forskellige software-programmer. Fx inden for tegneserieindustrien. Her måtte tegnere tidligere gentage det samme billede to hundrede gange, hver gang med små justeringer. Det tog enormt lang tid. I dag foregår denne proces via kopiering på computeren. Det er så ligetil, og derfor er denne type forudbestemte og programmerede gentagelse ikke længere noget værd. Det, der nu bliver noget værd, er det som computerprogrammerne ikke kan udføre. Gentagelsen med en forskel. Et andet ord for innovation? Lige præcis! Innovation here we come! Det handler om intelligens. Intelligens er den menneskelige hjernes evne til at sætte sig ind i ny viden og finde svar på spørgsmål, der ikke tidligere har været samlet og ordnet i software. Intelligensens fornemste egenskab er implicit viden og evnen til at tænke i gentagelse med en forskel i stedet for ren og skær gentagelse. Det er den del, der nu bliver den vigtigste i værdiskabelsen. Vi må derfor også konstatere, at hvad bytteværdien og merværdien angår, så er det essentielle i dag ikke udgiften til menneskelig arbejdskraft, men til inventionskraften, den levende viden. Dét, der ikke kan føres tilbage til en maskine. Det er det, som er det strategiske aktiv for virksomheden, det som gør det muligt for den at bevare herredømmet over valoriseringsprocessen i sin helhed. Det betyder selvfølgelig ikke, at det normale materielle arbejde forsvinder, men det mister sin betydning. Det er ikke det, der er det afgørende. Kan du give et konkret eksempel på den udvikling og de faktorer, der er blevet de bestemmende for valoriseringsprocessen? Når et par sportssko koster 4 eller 5 euro at fabrikere, 2 til 3 euro at transportere, men sælges til mellem 20 og 300 euro afhængig af, hvilket mærke det bærer, så må man sige, at den essentielle bytte- eller handelsværdi ligger i selve mærkets værdi. Og det er jo i høj grad en immateriel eller uhåndgribelig størrelse. Mærket er et resultat ikke alene af designeren og reklameafdelingens arbejde, men også af stylisternes arbejde og af de praktiserende advokater, der sørger for beskyttelse af de intellektuelle rettigheder. Det indbefatter endda smagen, dvs. den offentlige billigelse, der ligger i villigt at betale et par hundrede euro for et produkt med det rigtige mærke. Det er de elementer, der, selvom de ikke eksisterer som en konkret stoflig størrelse, bliver de bestemmende. Ikke at de er mere værdige. På dette punkt er kapitalismen flintrende ligeglad, men de indeholder den dominerende faktor af produktets bytteværdi. Betydningen af omsorg Denne udvikling må også have betydning for, hvad det er, der bestemmer en tings værdi i dag? I den industrielle kapitalisme spillede arbejdstiden, altså den tid, som var blevet brugt på at fremstille et produkt, jo en afgørende rolle, som vi eksempelvis finder det hos klassiske økonomer som Adam Smith og David Ricardo. Værdi i dag er ikke længere en målelig og kvantitativ størrelse, som det var tilfældet, da man lavede regnestykket ud fra den mængde tid, en arbejder havde investeret i produktet kombineret med den mængde og adgangen til råstoffer, der skulle til for at producere det. Begrebet omsorg er et godt og illustrativt eksempel på det tidsbegreb, der gør sig gældende i den kognitive kapitalisme. Hvis du betragter tid som ren og skær gentagelse, så er det blot en varighed. Dermed er der kun en kvantitativ forskel på én eller tolv timers arbejde. Når et par sportssko koster 4 eller 5 euro at fabrikere, 2 til 3 euro at transportere, men sælges til mellem 20 og 300 euro afhængig af, hvilket mærke det bærer, så må man sige, at den essentielle bytte- eller handelsværdi ligger i selve mærkets værdi. Og det er jo i høj grad en immateriel eller uhåndgribelig størrelse. Men hvis du taler om omsorg, så er sagen en anden: Det, der er vigtigt, når du yder omsorg, er en særskilt opmærksomhed. Opmærksomhed er det, der udgør værdien af arbejdstiden. Det handler om intensitet og ikke om varighed. Som eksempel kan nævnes en sygeplejerske, der arbejder med ældre mennesker. Det, der er vigtigt, er, at sygeplejersken er til stede og står til rådighed. De fleste ældre mennesker sover meget. De har ikke brug for dig, når de sover, men så snart de er vågne, vil de gerne, at du tager dig af dem, snakker med dem, underholder dem osv. Og dette arbejde kan ikke planlægges skematisk: Du har en halv time om morgenen, en om eftermiddagen osv. Denne type intensiv, opmærksom og fleksibel arbejdstid bliver mere og mere vigtig i forbindelse med, at meget ligegyldigt arbejde indarbejdes i rutiner og programmer. Udifferentieret tid, der løber gennem computere, er ikke særlig interessant. Og heller ikke særligt værdiskabende. Men den indsigt synes vi ikke at være nået til endnu, når man ser på, hvor fokuseret man er særligt fra politisk hold på at regelsætte og skematisere offentlige ydelser med det formål at øge effektiviteten? Vi er ikke helt nået dertil endnu, men det vigtige er, at vi er på vej derhen. Tendenserne, du peger på, inkarnerer den gamle tidsånd, der gjorde sig gældende under den industrielle kapitalisme. Men den kognitive kapitalismes ånd er anderledes. Her har man forstået, at kvalitativ tid ikke er målbar tid, der lader sig skematisere i forudbestemte procedurer. Usikkerheden og boblerne Denne udvikling, hvor immaterielle størrelser, såkaldte uhåndgribeligheder, bliver de afgørende faktorer i forhold til værdiskabelsen, må også føre til en usikkerhed i vores vante kategorier? Det faktum, at eksternaliteterne og de immaterielle aktiver spiller en stadig større rolle, skaber klart en ustabilitet og en usikkerhed i forhold til vores vante kategorier. For hvordan fastsætte værdien af de immaterielle varer, man ikke kan patentere og handle med på god gammeldags vis? Hvordan prissætte dem? Et eksempel på denne problemstilling ses hos de virksomheder, der producerer viden i form af software, men som kun medregner materielle varer som fx computere i deres regnskaber. Når disse firmaer følger de normale procedurer for regnskabsføring, overser de helt den humane kapital, der udgør et af deres største aktiver. Dermed løber de ind i et reelt problem, hvad angår økonomisk rentabilitet. Derfor mangler vi stadig at få gjort klart, hvilken juridisk status et kognitivt firma skal have. Med den manglende klarhed i forhold til, hvad den reelle værdi af en virksomhed egentlig er, bliver det i sidste ende bevægelserne på det finansielle marked, som bedst afspejler den rigtige værdi af en virksomhed. Finansmarkedet skal derfor i dette perspektiv ikke ses som en forvrængning af en sund realøkonomi, men som et forsøg på at skabe klarhed over ustabile faktorer i den kognitive produktionsmåde. Derfor er spekulation også blevet det mest brugte redskab, når det handler om at rejse penge. Men det har, som 11

vi jo tydeligt ser i øjeblikket, også skabt øget ustabilitet på makroniveauet. At der i stor stil spekuleres og skabes bobler på finansmarkedet, illustrerer blot denne usikkerhed i vores kategorier. Brugsrettens hævn En lignende usikkerhed eller udfordring må også gøre sig gældende, når det kommer til begrebet om den private ejendomsret, nu hvor vi ikke længere primært har med materielle, men immaterielle størrelser som sprog, kultur og viden at gøre? På det område er vi vidne til en begyndende eksplosion af det klassiske begreb om den private ejendomsret, som vi kender det. Eksplosionen finder sted inden for det, advokater og jurister kalder the bundles of property rights. Her skelner man mellem begreberne usus, fructus og abusus, som hver især betegner forskellige aspekter af rettigheder, man kan have. Begrebet usus betegner din ret til at bruge en given ting. Det kunne fx være retten til at krydse et landområde (droit de passage) eller retten til at bruge en eng som græsningsareal for sine køer. Fructus angiver en persons ret til at tjene penge på denne brug. Det kunne fx være ved at sælge frugterne, som man har indsamlet eller dyrket på et stykke jord, som man ikke selv ejer. Og sidst har vi abusus, som netop betegner ejerskabet af selve jorden eller tingen og dermed også retten til at sælge det, retten til definitivt at overdrage tingene. I middelalderens love og indskrifter var det meget sjældent, at den samme person egenhændigt kunne hævde retten til både abusus, usus og fructus. Som regel ville de forskellige rettigheder tilfalde tre forskellige personer. Med John Locke og hans begreb om den private ejendomsret i det 17. århundrede indstiftes det begreb om den private ejendomsret, som vi kender i dag. De tre forskellige aspekter bliver hermed samlet og underordnet et bestemt begreb om ejendom, nemlig abusus, altså retten til at eje og sælge. Fructus og usus forsvandt nærmest ind under abusus og var ikke længere særlig vigtige. Men nu ser det ud til, at de tre rettigheder igen er begyndt at eksplodere og adskille sig fra hinanden. Der finder en slags hævn sted på vegne af usus i forhold til abusus og retten til at sælge. Den sidste, retten til at sælge, bliver mindre vigtig. Det er i stedet usus, retten til at have adgang til og kunne bruge en given ting, som bliver afgørende. Et godt eksempel på det, der er ved at ske, er udviklingen inden for musikverdenen. Med muligheden for at downloade, generobrer folk retten til at bruge musikken. Det er ikke deres intention at sælge musikken, men at bruge den. De gør ikke krav på den for at få patent på den, men de gør krav på retten til at bruge den og til at kopiere den til egen, men ikke til offentlig eller kommerciel brug. I den optik er downloading, som jo er blevet kaldt piratvirksomhed af de store giganter inden for musikindustrien, en tilbagevending til fri brugeradgang. Og den er meget sammenlignelig med datidens fællesprivilegier. Den er en ny slags fællesprivilegium. En ny slags fælleden. Fællesprivilegierne tilhørte bønderne i middelalderen helt frem til begyndelsen af den industrielle revolution. De mente, at det meste af skovene var fælleseje. I skovene kunne du samle det træ, der var faldet ned fra træerne. Du havde retten til at samle brænde og bruge det til at fyre op med. Og du havde retten til at jage. Da den private ejendomsret udbredte sig, indskrænkedes fællesprivilegierne, og bønderne havde ikke længere ret til at lade deres køer græsse i åbne skov- og naturområder. Så det, vi ser nu, er en slags hævn. Det er en utrolig interessant udvikling, fordi det er med til at skabe et nyt offentligt domæne. At udviklingen finder sted i så rivende hast, skyldes naturligvis de nye digitale teknologier, der har fjernet de tekniske hindringer fra downloading, oplagring og musikkopiering uden forringelse af kvaliteten. Så snart du har digitaliseret musik på en diskette, kan den kopieres og sendes videre til hvem som helst, fordi der i de moderne netværk ikke er forskel på, om du sender en besked til to eller til totusinde personer. Opgør med venstrefløjens pessimisme Vi står altså over for en række begrebslige såvel som institutionelle udfordringer i forbindelse med den kognitive kapitalisme og en fuld realisering af din vision om et Pollensamfund? Du synes at være ganske optimistisk og overvejende positivt stemt over for den form for kapitalisme, der er ved at sætte sig igennem? Ja, jeg er optimistisk, fordi den kognitive kapitalisme, som jeg ser det, ikke er en af kapitalismens egne opfindelser. Det er ikke en udspekuleret udvidelse af den industrielle kapitalismes logik og magt over mennesket, som mange ofte vil gøre det til. Den er et resultat af den kollektive intelligens, af forskellige former for modstand mod den industrielle kapitalisme og af kampen for at vinde nye grader af frihed. Selvfølgelig kan jeg til tider være skræmt fra vid og sans over tingenes udvikling. På nogle områder bryder den kognitive kapitalisme brutalt ind i privatsfæren, når den skal have fingre i de her værdiskabende eksternaliteter. Den er som en slags voldtægt, når den fx samler enhver form for information om privatpersoner i databaser osv. Set fra den vinkel er vi vidne til en slags tyranni. Men hvis vi til fulde skal forstå den kognitive kapitalisme og dens potentiale, må vi tage udgangspunkt i Pollensamfundet. Den kognitive kapitalisme er en reaktion på det pollensamfund, der er ved at sætte sig igennem og de mange nye muligheder, det fører med sig. Den forsøger at skabe nye alternative forretningsmodeller. Pollensamfundet er et samfund, der bygger på solidaritet. Det er virkeliggørelsen af en ny form for fordeling. Og det er i høj grad også en reaktion imod den industrielle kapitalisme som værende det dårligste system. Folk er begyndt at stille spørgsmålstegn ved den industrielle kapitalismes udnyttelsesmodel. En model, der spildte ressourcer, ødelagde miljøet og skabte negative eksternaliteter. Her er der sket et utroligt fremskridt, og det er tydeligt, at en ny grøn bevidsthed er blevet en del af det politiske. For bare tyve år siden ville folk have kigget på dig, som om du var åndssvag, hvis du forsøgte at gøre den grønne dagsorden gældende. I dag ser du ikke en regering, der ikke tager stilling til det. Hvis de ikke gør det, taber de valget. Den kognitive kapitalisme skaber en større grad af frihed. Den proklamerer, at menneskeheden kan vriste sig fri af hårdt fysisk og meningsløst arbejde, til forskel fra eksempelvis socialismen, hvor mennesket jo var underlagt et arbejdsdiktatur af værste skuffe med hierarkier og manuelt og meningsløst arbejde. Så i den forstand er jeg dybt optimistisk. Og hvis ikke du er positivt stemt over for denne udvikling, hvor vil du så finde alternativerne? Alternativet er ikke ideologi eller revolution. Det er ikke Che Guevara og den slags romantiske fortællinger. Jeg er stor modstander af de teorier om kapitalismen, der argumenterer for, at vi bevæger os frem mod den endegyldige katastrofe og den fuldstændige kapitalisering af mennesket. Jeg kan simpelthen ikke se det brugbare i denne type argumentation, der blot er en gentagelse af Frankfurterskolens teorier og som sådan er ude af stand til at modstå fascistiske tendenser. De teorier har et meget negativt syn på samfundet og giver os ingen værktøjer til at ændre det. Det får folk til at vende det politiske engagement ryggen og i stedet forsvinde ind i underholdningsindustriens forvrængende udbud af skræmmescenarier, naturkatastrofer osv. Dyb fortvivlelse hører ikke til inden for politik. Venstrefløjen og den marxistiske kritik er derfor i dyb krise. De forsyner os ikke med de rette værktøjer. Marxister i dag er meget reaktionære. De påstår: Udnyttelse har altid eksisteret. Der er intet nyt under solen. Og derfor: Du har retten til at gøre oprør! De priser det personlige oprør og er modstander af det objektive landskab. Men vi er dog ikke helt i mål endnu. Pollensamfundet er ikke fuldt realiseret, og der er stadig meget at gøre? Der er absolut stadig meget at gøre og mange udfordringer at overvinde. En af de helt afgørende problemstillinger er for mig at se, hvorledes vi som samfund kan omstille os og få indrettet vores institutioner på en måde, så vi ikke kun er i stand til at anerkende og honorere menneske-biernes honningproduktion, men også den langt mere værdifulde sociale bestøvning. Hvordan skal vi helt banalt betale folk for disse aktiviteter? Her ligger en kæmpe opgave for den politiske økonomi og de fremsynede politikere. 13

Paper Art // Mathias Malling Originale spisestole Tegnet og håndskåret af en spansk filosof omkring 1700-tallet. Senere sat i produktion og regnes nu som uundværlige i ethvert hjem. Paradis træ Plantet af guds engle og forsigtigt rullet i økologisk chokolade. Grantræ Plantet efter gamle japanske traditioner, på marker gødet med Fynsk Brown Ale. Sprække i vægen Lavet med den største forsigtighed for at opnå størst mulig autencitet. 15

Interview med Adam Arvidsson, underviser i sociologi ved Universita di Milano, Italien Af Peter Mørkeberg Hinsby NY GLOBAL NEW DEAL Mens verden oplever den værste økonomiske nedsmeltning siden 1930 erne, vokser en ny økonomisk struktur frem båret af the cultural creatives verdens veluddannede middelklasse. Ifølge Adam Arvidsson er vi vidne til fremkomsten af en etisk økonomi, hvor værdien ikke længere er baseret på arbejdskraft, som i den kapitalistiske økonomi, men på en økonomi, hvor evnen til at konstruere sociale relationer og fællesskaber er blevet den vigtigste produktivkraft. Vi ser den i brand management, i avancerede former for vidensarbejde og i den ekspanderende række af autonome former for social produktion fra open source software, over DJ-scenen til forskellige former for fankulturer. Den etiske økonomi er ingen utopi. Den er hverken pænere eller bedre end den kapitalistiske, men markerer ifølge Arvidsson et epokalt skifte for erhvervsliv, politik og samfund. Hvad skal vi forstå ved den etiske økonomi, og hvad indikerer, at den er i vækst? Pointen er, at vi har at gøre med et nyt økonomisk system, hverken kommunisme eller kapitalisme, men en økonomi baseret på samarbejde. Det er i den forbindelse vigtigt, at etisk forstås i klassisk forstand, som det, der har at gøre med affekt, følelse og forholdet til andre mennesker og mindre som god adfærd som i dagens ofte meget flade business ethics. Den etiske økonomi koordineres af respekt, peer-to-peerstatus, netværk, venskaber, og den er rettet mod en ophobning af sådanne former for interpersonelle relationer det sociologer kalder social kapital. Men den er også etisk i den forstand, at dens værdifulde produkt ofte er en etisk ting: et fællesskab, en fælles værdi eller en følelsesmæssig intensitet. En grundlæggende indikation af at dette økonomiske system er i vækst, er det faktum, at den hurtigst voksende klasse er management-klassen. Hvis man ser på manageren eller vidensarbejderne generelt, så er de gode til at organisere sociale processer, teamwork, bevæge sig fra et team til et andet og lede projekter. De er gode til at mobilisere og organisere den socialiserede kreativitet eller det almene intellekt, som Marx kaldte det. Den kapitalistiske entreprenør og den karismatiske leder Logikken bag den etiske økonomi er altså politisk snarere end økonomisk. Politisk forstået som skabelsen af relationer? Værdiskabelse i den etiske økonomi er i bund og grund en politisk praksis. Konstruktionen af sociale relationer hinsides kontraktuelle og økonomiske bånd er jo også basis for vore politiske fællesskaber. Sociologen Max Weber skelner mellem den kapitalistiske entreprenør og den karismatiske leder, der inkarnerer politikkens irrationelle side. For den karismatiske leder handler det om at kunne mobilisere følelsesmæssige energier i polis. At få dens medlemmer til frit at stille deres ressourcer til disposition og arbejde for dig og/eller stemme på dig. Karismatiske ledere lever af donationer fra det samfund, de har skabt. Og kilden til denne værdifulde karisma er i følge Webers klassiske analyse evnen til at skabe fællesskaber. Det står i stærk kontrast til den kapitalistiske logik. For den kapitalistiske entreprenør tæller kun den stadige akkumulation af penge, der snart breder sig ud i alle livets relationer og dermed bliver til det berømte jernbur, som Weber taler om i den Protestantiske etik og Kapitalismens ånd. 1 Den etiske økonomi fungerer på samme måde som den karismatiske logik. Man giver frivilligt sin arbejdskraft til Wikipedia eller Linux, fordi man tror på Linux eller føler en form for affektion for Linux-fællesskabet. Det samme gælder for brands. Mange Mac- eller Nike-entusiaster skaber sociale relationer omkring brandet og stiller på denne måde deres immaterielle arbejdskraft gratis til rådighed. Ja, de betaler faktisk for at kunne arbejde for brandet ved at gå i skoene, udbrede livsstilen og dermed øge brandets værdi. På den måde er brands en form for etisk kapital, der bygger på evnen og viljen til hos frie aktører at skabe fællesskaber. Omvendt følger der et ansvar med ethvert karismatisk fællesskab. Man må give noget tilbage og forøge den etiske merværdi. Man gør oplevelsen og værdien af fællesskabet omkring eksempelvis en sko mere værd på den etiske skala i form af status. Den etiske økonomi har derfor en værdilogik, som ikke hovedsageligt bygger på privat tilegnelse. Det handler om at dele, forøge og forbedre sin etiske status, om at skabe netværker, få venner eller bare blære sig frem for at konkurrere og akkumulere så mange penge som muligt. Hvilke udviklinger har affødt den etiske økonomi og denne karisma-diskurs? Der findes en tendens, som jeg kalder for the business theory. Denne tendens indeholder en lang række bøger med titler som Wikinomics, We Think, Wisdom of Crowds etc. Fælles for denne teori, og store dele af det akademiske venstres forståelse af den, er, at forøgelsen af den sociale produktion er en slags direkte effekt af den nye informationsteknologi. Mit bud er, at teknologierne spiller en vigtig rolle, men jeg tror mere, at der er en strukturel forandring på spil, som stikker langt dybere end det. Man kan jo spore forandringerne helt tilbage til den skotske økonom og moralfilosof Adam Smith, og senere Marx, der begge peger på kapitalismens modstridende sider. Kapitalismen er måske det første historiske system, som bygger på, at ethvert menneske følger sin egen interesse. Smiths store fascination er, at det rent faktisk er i bagerens egen interesse, at jeg får mit brød. På den anden side så ser han i kapitalismen et system, som genererer en masse former for socialt samarbejde. Og det er netop det samarbejde, som Marx kalder det almene intellekt, og som han mener vil udkonkurrere værdibegrebet baseret på arbejdstid i takt med, at formerne for samarbejde bliver stadigt mere komplekse. Overgangen til et kommunistisk samfund kan drives frem af kapitalens egen dynamik. Ser man på kapitalismens udvikling i efterkrigstiden, så kan man argumentere for, at denne udvikling har sat sig igennem på radikal vis. Det betyder ikke, at kapitalismen er forsvundet. Den har snarere opdaget og indoptaget den sociale produktions potentiale. Sådan noget som globalisering er jo i virkeligheden bare komplekse former for samarbejde. Global assembly lines indebærer eksempelvis, at en bil ikke længere produceres et bestemt sted. På samme måde er IKEA en virksomhed, som forudsætter ekstremt 17

komplekse former for samarbejde: 10.000 forskellige pakker med 25 identiske stykker som produceres i 5000 forskellige fabrikker og sælges i et enormt antal forskellige varehuse verden over. Der ligger et organisationssystem, som er helt fantastisk til grund for det. Derudover kan man tale om en forbrugerkultur, hvor forbrugerne bliver stadigt mere aktive. Idet produktion og konsumption fusionerer, socialiseres produktionen som komplekse former for samarbejde, der i princippet kan involvere selve vore liv. Vi bliver produsers, prosumers og professionelle amatører, når marketing bliver til societing, dvs. en konstruktion af bæredygtige brand-fællesskaber. Denne udvikling indebærer både et tab af kontrol, men også et kæmpe potentiale, som virksomhederne har fået øje på. Brugerdreven innovation, crowdsourcing og viral marketing er blevet helt nødvendige, men også effektive strategier, for at øge produktionen og virksomheders brand-value. Noget tyder altså på, at den kapitalistiske produktionsmåde, der var begrænset af virksomhedens egne ressourcer, dvs. maskiner og lønnede medarbejdere, er blevet udvidet med en række ulønnede ressourcer og processer, som virksomheden ikke ejer og dermed ligger uden for virksomhedernes umiddelbare kontrol. Det er den strukturelle tendens, jeg tror ligger bag det hele. Dernæst er det klart, at forskellige former for teknologi har været meget instrumentelle i at sprede det her. Fjernsynet muliggjorde eksempelvis helt nye former for markedsføring og forbrugsprocesser på en global skala. Og internettet spiller en helt central rolle i udviklingen og spredningen af den etiske økonomi. Social Impact Hvad er konsekvenserne for det klassiske, kapitalistiske værdibegreb, når den mest værdifulde form for produktion, bliver den sociale? Konsekvensen er en krise i den kapitalistiske værdilogik. Du kan eksempelvis arbejde så meget, du ønsker med din musik og stil. Men det i sig selv vil ikke gøre dig til en rockstjerne. Dét, der afgør din værdi er kvaliteten og kvantiteten af den impact, du har været i stand til at ophobe. Forholdet er ikke lineært, men snarere viralt for at bruge et populært markedsføringsudtryk. Hvis jeg giver noget til fællesskabet, kan jeg håbe på at modtage en tilsvarende mængde status. Men jeg kan på ingen måde forvente, at det forholder sig sådan. Den logiske forbindelse mellem værdi og arbejdskraft er snarere det omvendte af, hvad der almindeligvis er forbundet med den kapitalistiske økonomi. Når du har et tilstrækkeligt attraktivt mærke, vil du kunne tiltrække en overflod af gratis arbejdskraft samt andre ressourcer. Det er derfor vigtigt at understrege, at disse nye produktive praksisser indebærer en værdilogik, der er forskellig fra den kapitalistiske. En logik, der bygger på social impact. Et brand er værdifuldt, hvis det gør en forskel i forbrugerens liv. En programmør opnår status, hvis hun tilfører noget værdifuldt til open source-netværket, som andre kan bygge videre på, og vidensarbejderen vokser i anseelse på grund af hendes sociale skills og ikke kun på baggrund af hendes manifeste produktivitet. Det skitserer en situation, hvor den industrielle kapitalismes knappe ressourcer, såsom arbejdstid, teknologi og information er blevet rigelige, og det, der bestemmer et produkts, en persons eller en organisations værdi, er evnen til at forbinde og organisere sociale processer på produktive måder. Kan du give nogle eksempler på den etiske økonomi in action? Der er jo masser af konkrete eksempler på om ikke etisk økonomi så etisk produktion. Mange af de her web 2.0- baserede fænomener som: Wikipedia, Linux, Facebook og YouTube er oplagte eksempler. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er et web-fænomen. For eventbureauerne er undergrunden eksempelvis blevet et integreret element i den kulturindustrielle økonomi. Kunstnere og ansatte i reklamebranchen udnytter gensidigt hinanden. For undergrundskunstnerne er midlerne fra kulturindustrien en ressource i forsøget på at maksimere ens status og respekt. For reklamefolkene producerer undergrunden de autentiske former for liv, der er blevet stadig mere værdifulde i moderne, virale strategier for markedsføring. Fællesskaber og netværk spiller en afgørende rolle her. Kulturindustrien suger sig fast på undergrundsperformere, der hører til i toppen af hierarkierne og har kontakter, subkulturel kapital, respekt og den biopolitiske kapacitet, som sætter dem i stand til at rekruttere og mobilisere de ønskede former for liv. Tænk bare på Absolute Vodkas urbane bøssekultur, Nikes ghettoer eller Red Bulls engelske klubscene. Her i København forsøgte Volkswagen at hægte sig på disse stadig vigtigere immaterielle ressourcer i forbindelse med lanceringen af bilen FOX ved at lade en række forskellige kunstnere dekorere hotellet FOX. Men er der ikke netop tale om en free lunch for virksomhederne, når eksempelvis Nike hægter sig på ghetto-livsstilen? Jo, det er i vid udstrækning den ofte arbejdsløse masse-intellektualitet, det kreative proletariat, der genererer værdiskabelsen og den kreative produktion. Men det er en balancegang. For virksomhederne er fællesskaberne interessante, fordi de er autonome og eksterne ressourcer. For undergrundsperformeren gælder det samme. Det er brand management i begge tilfælde. For meget corporate indflydelse og klassisk kapitalistisk pengetænkning kan ødelægge begge dele. Det er i vid udstrækning den ofte arbejds-løse masse-intellektualitet, det kreative proletariat, der genererer værdiskabelsen og den kreative produktion. Og det er et andet problem ved denne her business theory. Nemlig at den sociale produktion ses som en gratis ressource en slags consumer cool, som frit kan hi-jackes af big business uden at give noget igen, hvorved spørgsmålet om værdi ignoreres. Sagen er, at hvis du har succes med at akkumulere stærk karisma eller status, så har du også muligheden for at kapitalisere karisma. Men det er ikke det, der i første omgang er motivationen eller værdien i et fællesskab. Problemet er, at hvis du vil kapitalisere din status, så må du gøre det meget forsigtigt, for lige netop ikke at underminere den status, som du vil kapitalisere. Derfor skal virksomhederne give noget igen ellers dør de. Mod en ny værdistruktur Hvordan skal den etiske økonomi sætte sig i gennem? Situationen var jo den samme for to århundreder siden. Den måde hvorpå den industrielle kapitalisme etablerede sig var ved at indføre sin egen målestok for værdi som samfundsmæssig norm. Scientific management dukkede op som et forsøg på at nedbryde det komplekse net af håndværksproduktion til enkle enheder af arbejdstager-maskineinteraktioner, der kunne måles i form af arbejdstid. Selv om denne foranstaltning stammer fra den tidlige materielle fabriksproduktion, er den siden blevet udvidet til at omfatte forskellige former for immateriel arbejdskraft eksempelvis i form af taylorized service hos McDonalds. Men jo længere vi bevæger os væk fra den oprindelige situation, hvor denne målestok blev udviklet, og jo mere Marx almene intellekt sætter sig igennem i form af netværk, stiltiende viden og social organisation, jo mindre gyldig bliver målestokken. Jeg snakkede for nylig med en stor multinational virksomhed i USA. De er klar over, at de ikke kan fortsætte som en kapitalistisk virksomhed og vil gerne agere på en mere etisk værdifuld måde. Problemet er, at virksomheden har en objektiveret værdistruktur, som bygger på profit og dermed udgør et jernbur, som ikke tillader at agere på andre måder. Dertil kommer, at vi i dag kan se konsekvenserne af at opretholde en model, som bygger på en kunstig overflod af ikke fornyelige naturlige ressourcer og en kunstig knaphed på nemt fornyelige immaterielle ressourcer. Vi opretholder en kapitalistisk økonomi, der er gearet til fortsat ekspansion, men som hverken er miljømæssigt eller socialt bæredygtig. For blot et år siden bestod mellem 60-80 procent af værdien af de selskaber, som er registreret på børsen, af uhåndgribeligheder. Uhåndgribeligheder er et navn, der dækker over, at man ikke ved, hvad det er. De kan ikke måles og kan ikke kontrolleres. Det er jo et enormt krisetegn for kapitalismen, og det er denne værdikrise, der ligger bag økonomiens kollaps. Man ved, at virksomheder er noget værd, men man kan ikke måle det og derfor heller ikke rigtig regne med det. Der må en ny værdistruktur til. En bæredygtig New Deal Hvordan? Nye medier, dvs. social media kan fungere som en abstrakt form for objektiv og etisk valutaskabelse. Man kan forestille sig nogle former for rating mekanismer. Det kan være en rating af, hvorledes en virksomhed lever op til sit brand. Og kan man få nogle platforme, der syntetiserer de her multituder af forskellige ratings til en slags kvalitativt indeks, så er man nået langt. Snart vil internettet jo være fuldt udbredt i Sydøstasien, Afrika og Sydamerika, og så vil arbejderne på Nikes thailandske fabrik kunne vurdere, hvorvidt Nike lever op til sit motto: Just do it. Man vil ved hjælp af RFID-tagging kunne føre sin mobiltelefon hen over et par sko eller et andet produkt og få et kvantitativt estimat over, hvad tusinder af mennesker, som led i produktets produktions- eller distributionskæde, mener om produktets miljømæssige og sociale impact. 2 Man kunne også forestille sig, at man vil kunne erhverve sig produkter ved hjælp af opsparet alternativ valuta i form af eksempelvis blog-skrivning eller ved at lade folk fra hele verden overnatte eller låne ens lejlighed eller hus i en kortere eller længere periode. Vi ser allerede peer-to-peer-baserede systemer, der evaluerer troværdighed og rygte ved hjælp af kvantitative indeks. Dermed dukker produkters eller personers sociale status frem overalt. Blandt de mere kendte er Slashdots Karma System, E-bays user rating og netværket Couchsurfing. De Interra Project er sponsoreret af VISAs grundlægger, Dee Hock, og udgør et rigtig godt eksempel på den her 19

udvikling. Det er et betalingskort og en transaktionsplatform, der belønner kunder, som køber fra lokalt ejede og bæredygtige virksomheder samtidig med, at kortet automatisk donerer til samfundsorganisationer og letter forbindelser til ligesindede medlemmer. Man erhverver status-points i forhold til, hvor meget man efterlever disse fælles værdier og modtager forskellige gaver som belønning. På den måde får man et mål for en virksomheds social impact, som linkes til finansielle virksomheder, således at målet bliver den afgørende faktor i vurderingen af uhåndgribeligheder. Det er den form for mekanisme, som man kommer til at se i fremtiden. Jeg tror, vi får en slags new global new deal centreret omkring miljø, alternativ energi, bæredygtighed, etisk akkumulation og som kobles til en anderledes værdilogik. Sandsynligheden for fremkomsten af et sådan nyt og fælles værdisystem er understøttet af, hvad der synes at være en fælles værdistruktur blandt vidensarbejdere, som er de primære brugere af informationsteknologien. En struktur, der kombinerer post-materialistiske ideer for selvstændig erkendelse, en søgen efter autenticitet og bæredygtighed med en planetarisk, miljømæssig bevidsthed. Den neoliberale models sidste krampetrækninger Det lyder som et større politisk projekt? Indtil videre har man ikke fundet en standard, der har været stærk nok til at sætte sig igennem som fælles værdi eller til at bestemme, hvad den værdi bør være. Problemet er, at den etiske økonomi udgør et problem for den kapitalistiske pengeøkonomi, fordi den udfolder sig hinsides dennes kontrol. Det, der ikke kan måles i penge, kan ikke styres. Derfor modarbejder kapitalens centrale institutioner, centralbanker og det finansielle marked alternative valutaer og værdisystemer. Lovgivning inden for intellektuel ejendomsret og digitale rettigheder er forsøg på at styre denne frie kreativitet inden for rammerne af en pengeøkonomi. Lige nu oplever vi den neoliberale models sidste krampetrækninger. Dvs. forsøget på at holde sig levende gennem uholdbar lovgivning, social overvågning med overvågningskameraer, RFID-tags, som sporer vores bevægelser og terrorisme, der gør, at man kan tillade at sende folk til Guantanamo. Derfor er der et stort politisk potentiale i at tage fat i the creative cultures, managementklassen, fordi det er dem, der besidder de her new deal-værdier og kan udgøre en vis aktivisme. Det er derfra, der kan komme konkrete sociale forandringer. Man må arbejde med managementklassen på samme måde som socialisterne arbejdede med arbejderklassen i 1800-tallet man må radikalisere dem på en måde. At kapitalismen æder sig selv op indefra, mens samarbejdet og fællesskabet sejrer lyder som noget, vi har hørt før Hver gang man ser en ny type social bevægelse eller forandring i produktionsvilkårene, er der altid nogle, der begynder at fable om kommunisme og frihedens rige. Det er der måske noget om. Men jeg tror, at det er ret urimeligt at tænke sig, at kapitalismen as we know it pludselig bare skulle forsvinde inden for en overskuelig fremtid. Derimod tror jeg, at den kommer til at ændre sig grundlæggende som en reaktion på den aktuelle nedsmeltning og den voksende sociale produktion. Jeg tror, som tidligere nævnt, mere på en slags new deal-kompromis. I dag bliver en stor del af den immaterielle økonomi ikke anerkendt som produktiv eller værdifuld af kapitalismen. Resultatet er et stort ulønnet og kreativt proletariat, der ikke modtager nogen form for kompensation fra hverken kapitalen eller staten. Tænk bare på de absurde arbejdsløshedsstrategier, der tvinger unge mennesker ud i uproduktive jobtræningsforløb. Herved fastholdes ekspansionen af en kapitalistisk økonomi, der hverken er miljømæssigt, socialt eller økonomisk bæredygtig. Det er tydeligere i dag end nogensinde før. Stater og andre politiske aktører vil derfor gøre klogt i at udvikle strategier, der støtter, styrker og fremmer de etiske produktionsformer. Dette indebærer et øget statsligt engagement i sociale produktive praksisser. Det handler om at øge adgangen til teknologi og fremme deling og andre nye distributionsformer, således at de mange deltagere, der producerer social velstand uden for markedet ville være i stand til at leve af deres indsats. Gid det bliver modvind // Den Bulgarske Samling / modified 1 Max Weber bekymrer sig i Den Protestantiske etik og Kapitalismens ånd for videnskabeliggørelsens og rationalitetens affortryllelse af verdenen. Det kom tydeligt til udtryk i begrebet om det rationelle jernbur, hvor individets rationelle kalkulationer er de mest hensigtsmæssige midler til at opnå det ønskede. Denne rationalitet stod i skærende kontrast til handlinger baseret på traditioner, affektion eller værdier (oftest religion) og viste sig tydeligt i kapitalismen, hvor markedskræfterne netop baseres på mål-rationel tænkning. 2 RFID er en forkortelse for Radio Frequency IDentification og en fællesbetegnelse for alle de teknologier, der anvender radiobølger til at identificere mennesker og objekter. RFID-taggen er en slags stregkode med mere hukommelse, og som kan aflæses uden visuel kontakt. 21

Interview med Karen Lisa Salamon, antropolog, etnograf og ph.d. i ledelse fra Copenhagen Business School Af Katja Marie Rønnike og Jesper Høy Rasmussen Rolig nu! - så meget nyt er der heller ikke under solen Den megen begejstrede snak om opgøret med industrisamfundets logik og de mange muligheder og fortræffeligheder, som denne udvikling rummer, er, ifølge Karen Lisa Salamon, stærkt overdrevet. Vi overser innovationsøkonomiens skyggesider, og at vi i bund og grund stadig er underlagt de samme industrielle strukturer. Desuden bygger mange af disse forestillinger primært på et ensidigt udgangspunkt i den højere middelklasses privilegerede situation. Lige som det var herligt at være en fri herre i det gamle Romerrige, er det i dag spændende, kreativt og selvudviklende at tilhøre den højere middelklasse i centrum af den kulturelle økonomi. Men det er der altså ikke sket noget civilisatorisk jordskred ved. Rolig Nu // Den bulgarske samling Ledelse af den enkelte medarbejder synes at tage sin begyndelse som en selvstændig disciplin med Scientific Management i starten af det tyvende århundrede. Kan du starte med at skitsere denne position og bevægelsen frem til i dag? Scientific management ser arbejderen som en maskine. Man bygger sin tilgang på videnskabelige erkendelser om mennesket og forsøger derigennem at finde frem til i hvilken grad man kan udnytte medarbejderens fysiske bæreevne og udholdenhed? Hvilke knapper skal man skrue på for at optimere produktionskraften. Denne tilgang er siden blevet udviklet og sofistikeret. Bl.a. i takt med, at det ikke længere primært er mennesket som fysisk kraft, der er interessant for virksomhederne, men i højere grad den menneskelige bevidstheds ydeevne. Så spørgsmålet inden for management-tænkningen lyder i dag: Hvor meget kan man optimere og effektivisere mennesket som psykologisk væsen, før risikoen for udbrændthed sætter ind? Derfor har det været oplagt at bruge maskine- og computermetaforer om menneskers ydeevne. Dette med at være udbrændt, ikke at være opdateret, ikke at kunne rumme mere på harddisken eller være flad for energi. Min pointe er, at vi altså stadigvæk lever med taylorisme og scientific management, også selvom der snakkes meget om nye ledelsesformer og vidensøkonomi. Dette rationale afspejles også i navnet human ressource, hvor man betragter mennesket som en ressource. Ressource kommer af ordet source, der betyder kilde. I det ligger der en forestilling om, at der under menneskets overflade er skjulte guldminer og kilder. Management-tænkningens opgave er dermed stadig den samme, nemlig at bore med den bedst mulige boremaskine, så man kan få kilden til at springe hele tiden. Det er vel en anden boremaskine, man må bruge i dag, når det er andre kræfter og evner, man forsøger at udvinde af medarbejderen? Det er selvfølgelig rigtigt. Men vi må også holde fast i, at trods omlægningen af industrien i retning af en mere vidensbaseret og digitalt sofistikeret produktion, så handler god ledelse stadig om at accelerere organisationens resultatskabelse helst med de samme eller færre investeringer og udgifter. Der opstår selvfølgelig en forskel i måden, der bores på, i takt med at medarbejdernes mentale evner og sociale fleksibilitet bliver mere centrale for selve resultatskabelsen. Den moderne medarbejder betragtes i dag ikke blot som en maskine, men som et mere sofistikeret, uforudsigeligt og åndeligt væsen, der egentlig ligger uden for scientific managements rækkevidde. Det er ikke længere nok bare at trykke på nogle mekaniske knapper. Derfor introducerer man med den værdibaserede ledelsestænkning nogle greb, som gør det muligt at tænke et mere besjælet menneske ind i maskineriet. Vi ser, hvordan der tales om meditation, læring og kunst på arbejdspladsen. Vi skal have mere mening ind i vores arbejde. I det perspektiv er det heller ikke så mærkeligt, at både teologi, æstetik, etik og filosofi i dag indgår i management-teorien. Denne diskussion mellem produktionsrationalitet og menneskelig eksistens kendes jo generelt i hele modernitetens diskussion om sjæl versus maskine. Ånden versus robotten. Den kendte amerikanske managementguru og mormonprædikant, Steven R. Covey, er nok en af de vigtigste individuelle aktører i denne besjæling af scientific management. Han kan hele sin bibelhistorie. Han er vokset op i et dybt åndeligt univers, og så er han forretningsmand og uddannet managementtænker. Han taler både til robotten og ånden. Coveys budskab er, at al ledelse må begynde med den enkelte medarbejder og det enkelte menneskes inderste moralske substans og personlighedskerne. Det vil man også sige i de store verdensreligioner: Du kan ikke lede andre, hvis du ikke kan lede dig selv. Det tager Covey med sig ind i det maskinelle managementunivers, hvor man ikke direkte har adresseret sjælen før. Det lykkes ham at præsentere nogle klassiske ideer på et meget enkelt og sports-inspireret sprog, som mange kan forholde sig til. Sådan noget som win-win er gået helt ind i sproget, ikke mindst blandt personalechefer. Også højtuddannede og kritiske mennesker synes, at det her er et fantastisk sprog at forstå sig selv med. Det er i virkeligheden et nærmest bibelsk sprog. Han går helt tilbage til sådan noget som Som du sår, så høster du. Åndelighed som redskab Ser du denne besjæling af arbejdslivet som værende problematisk? Management er ikke, som mange gerne vil gøre det til, en videnskab, blot fordi den bygger på videnskabelige indsigter om mennesket. Den er fundamentalt set en redskabstænkning. Hvor langt kan redskabet, medarbejderen, udnyttes som produktionskraft, hvis man sliber det ordentligt? Den har altid den logik, der hedder: Vi vil gerne have den ultimative sandhed, men kun til det punkt, hvor det kan betale sig. Management handler nu en gang om at accelerere virksomhedens resultatskabelse. Og nu sker det altså bl.a. ved at påvirke medarbejdernes bevidsthed. I ledelsessammenhæng bliver åndelighed, eller tro, dermed blot endnu et redskab til optimering. Og det finder jeg på mange måder problematisk. Set fra en religiøs, etisk og åndelig synsvinkel, er det problematisk, fordi man tager nogle ekstremt store filosofiske og religiøse systemer og spørgsmål op, som handler om tilværelsen og mennesket som etisk subjekt i verden, og instrumentaliserer dem med henblik på optimering af enkeltpersoners eller virksomheders pengepung. 23

Fra et humanistisk eller socialpolitisk synspunkt kan det være problematisk, fordi den enkelte medarbejder dermed kan gøres til genstand for en manipulation af bevidstheden eller sjælen. Værdibaseret og åndelig ledelse åbner op for, at virksomheden kan stille krav til medarbejdernes ideologiske og psykologiske indstilling til arbejdet. Er det fortsat muligt at gå på arbejde blot for at yde sin pligt, forvalte en profession eller tjene sin løn? Eller indbefatter et arbejdsliv i dag, at man ikke kun stiller sin arbejdskraft, men også sin bevidsthed til rådighed? Er det acceptabelt, at arbejdslivet forudsætter, at man indstiller sig på en åndelig forandringsproces eller en psykoterapi? Tilmed med lederen som vidne og med udgangspunkt i virksomhedens snarere end den enkeltes personlige behov? Nogle gange oplever medarbejdere, der udsættes for krav om personlig udvikling og effektivisering, at de ender med et sammenbrud i stedet for en optimering. Men kan man ikke modsat sige, at det er et enormt fremskridt, at flere og flere af os ikke længere er underlagt industrisamfundets logik og det fremmedgørende arbejde, men i stedet kan tage personligheden med på arbejde og ikke mindst udvikle os igennem arbejdet? For en stor del af middelklassen er det ganske sikkert en fordel. Men igen hvad er så en fordel? Hvad skal vi vurdere det ud fra? Hvis vi skal se cost-benefit-agtigt på det, så kan man selvfølgelig sige, at vi har færre fysiske nedslidningsskader end tidligere. Men så har vi til gengæld fået nogle psykiske nedslidningsskader, vi ikke havde før. Samtidig kan man også stille sig det spørgsmål, om ikke nutiden spekulerer i at skildre fortidens arbejdsliv som langt mere fremmedgjort, monotont og benhårdt, end det måske i praksis var for mange mennesker. Det er klart, at fortidens arbejdsliv generelt set var hårdere fysisk, end de fleste danskeres arbejdsliv er i dag. Men det betyder jo ikke nødvendigvis, at fortidens medarbejdere havde et mindre åndeligt forhold til deres arbejde, end vi har i dag. Faglig stolthed, fysisk perfektionisme eller kollegialt fællesskab kan jo også være udgangspunkter for selvskabte værdier og åndelige oplevelser. De er bare ikke defineret af ledelsen. Hvis du fx tager postbudet som en statstjenestemand. Han eller hun havde tidligere sin egen kundekreds og en stor grad af selvledelse og frihed i sit arbejde. De seneste år er der sket en proletarisering af postbudets job. Et postbud er nu defineret som en brevbærer, der skal følge et bestemt timemanagementskema og levere efter nogle bestemte systemer. Og der er ikke den samme jobsikkerhed og tjenestemandspension, som der var tidligere. Er det en forbedring eller en forværring? Og er det den samme type person, der er postbud, som det var før? Man kan overordnet sige, at man har mistet noget sikkerhed og i stedet fået noget spænding og nogle nye valgmuligheder. Det er godt for nogle af os. Men for andre kan det være et tab og en social devaluering. Jeg siger ikke, at det var skønnere før i tiden, jeg siger bare, at vi skal være skeptiske over for den diskurs, der i dag kører omkring det fede og morsomme ved alle arbejdsmarkedets forandringer ikke mindst effektiviseringstiltagene. Vidensdeling og blødt brød Men markedet, som det fungerer i dag, producerer jo ikke nødvendigvis bare kapital, profit og merværdi, men også socialt liv og nye former for fællesskaber og frihed? Alle civilisationer producerer en form for fritid og frisathed, og den kan fordeles på forskellige måder. Nogle gange tager overklassen det hele. Det var the leisured class i England, som havde et stort antal tjenende medarbejdere i deres personlige stab og derfor kunne sidde og forske og læse bøger eller gå til hestevæddeløb, som det passede dem. Eller det var Romerriget, med slaver uden fritid og herrer med masser af tid. Andre civilisationer prøver at fordele fritiden mere ligeligt, så alle har tid til at læse en bog eller dyrke fodbold. Nogle civilisationer, og det er et typisk træk ved imperier, flytter den hårde, fysiske og dårligt lønnede arbejdsindsats væk fra centrum og beholder fritiden i centrum. Det er i høj grad det, der er tilfældet i dag. Derfor har de forskellige analyser, der taler om kreativitet, innovation og selvudvikling i den kulturelle og etiske økonomi, eller hvad man nu kalder den, selvfølgelig ret, hvis vi nøjes med at tale om centrene: Paris og omegn, New York og omegn, København og omegn. Og det er fedt at være højere middelklasse i centrum af det hele. Det var sikkert også ret skønt at være herre i Rom engang. Det er bare naivt at tro, at der skulle være sket nogle grundlæggende forandringer, blot fordi man genopdager etikken og kulturen inde i midtpunkterne af det moderne imperiale system den højere middelklasse og i centrum af produktionssystemet. At mellemklassens erhvervsledere nu forholder sig til filosofi og værdier eller netværker kreativt på nettet, er altså ikke ensbetydende med, at der er sket et civilisatorisk jordskred! Det koster noget et andet sted. Måske var etikken og kulturen bare udliciteret før: Etikken foregik måske i kirkerne eller familien og kulturen nede på folkebibliotekerne. Eller på den lokale bodega. Der er nogle værdifulde ting, vi ikke ser mere, fordi de ikke længere har et tidssvarende og dækkende sprog. Fx fokuserer snakken om vidensdeling og brugerbaseret innovation meget på, at vi som noget helt nyt alle sammen er med til at skabe noget. Men det har vi jo også været før i tiden, bare på andre måder. Gennem fælles kulturelle aktiviteter lokalt, på en arbejdsplads eller med familie og venner: Et møde i forsamlingshuset med debat og blødt brød blev jo ikke og gør det stadig ikke kaldt vidensdeling eller brugerdrevet innovation. Men det handler jo om nogle af de samme mekanismer. En naiv romantisering Netop brugerdrevet innovation, med eller uden blødt brød, berører et af de væsentligste aspekter i de nye tendenser, som mange peger på, er ved at gøre sig gældende, nemlig et opgør med den klassiske produktionsmåde til fordel for en mere nedefra og op produktion, hvor socialiteten og selvorganiserende netværk bliver det afgørende. At vi i højere grad skulle producere nedefra og op og uden om den klassiske produktionsmodus, vil jeg også betvivle. I hvert fald hvis der hermed menes, at sådanne forhold skulle indikere, at der er en række reelle omstruktureringer af magtforholdene i den kapitalistiske produktion på vej. I dag taler man selvfølgelig meget om brugerdrevet produktion og innovation, og det er da sikkert også rigtigt nok, men tidligere var der til gengæld en høj grad af brugerproduktion, hvor folk selv kogte deres rødkål, strikkede deres sokker og snedkererede børnenes legetøj. Så var der en periode, hvor kapitalen var nødt til at betale eksperter og specialuddannede til at designe produktionen. Men nu er det, takket være den digitale teknologi og den netværksbaserede og interaktive massekommunikation, blevet muligt for kapitalen at spare på eksperterne ved at lade brugerne udtænke designet, mens virsomhederne stadig står for produktionen og står med ophavsret, ejerskab og indtjening gennem salg til brugerne. Så i den forstand kan jeg ikke se, at det skulle have rykket noget som helst. Det siger erhvervslivet også selv: I stedet for at have eksperter siddende, så sender de tingene ud i spørgeskemaundersøgelser, eller de lægger dem ud på en blog og lader folk komme med ideer, som virksomhederne så kan høste frugterne af. Pointen for mig er, at dem, der siger, at nye værdibaserede fællesskaber og netværkers produktion af mening, kultur og værdi skulle skabe omfattende forandringer til det bedre og være tegn på oprør mod den kyniske kapitalistiske kalkule, måske fokuserer lige lovligt meget på den relativt trygge, kreative middelklasses perspektiv. Fra det perspektiv er det glædeligt med nye redskaber til at udvikle værdiskabende ideer og inspirerende sociale netværk, men i sidste ende er der jo næsten monopol-lignende virksomheder og stater, der kontrollerer de produktionsmidler servere, software og hardware hvormed vi skaber kontakterne og ideerne. Og ofte har disse kontrollører jo også ejerskab til de vidensformer og produkter, som produceres på den måde. Al den snak om, at vi er blevet mere kreative overser, at der også er sket et tab af kulturarv. Der er færre mennesker, der ved, hvordan man snedkererer et bord eller syr en balkjole. Der er sket et videnstab, et kreativitetstab og et tab af lokal produktionskraft og lokale udtryksformer. Vi har til gengæld fået en masse nye teknologier og interesser. Men det forekommer mig naivt at påstå, at vi er blevet mere kreative og mangfoldige, når det, der faktisk er sket, er en centralisering af produktionsmagten, produktionskraften og ejendomsretten. Derfor stiller jeg mig også kritisk over for eksempelvis Hardt og Negris ellers spændende bog Empire, med al dens snak om masserne og multituden. Man hører jo næsten genkomsten af et begreb som folkets røst. Jeg opfatter mange af disse begejstrede og utopiske analyser af nettets nye socialitetsformer, middelklassens kreative kraft og brugerdrevet produktions forjættelser som en naiv romantisering af nogle sociale og kulturelle omorganiseringer, der ofte har at gøre med forskydninger i magtforhold og teknologi. Ny teknologi og nye ejerskabsforhold skaber spændende ting Et møde i forsamlingshuset med debat og blødt brød bliver jo ikke kaldt vidensdeling eller brugerdrevet innovation. Men det handler jo om nogle af de samme mekanismer. for nogle og mindre spændende ting for andre, men jeg kan i bund og grund ikke se, at vi skulle have forladt industrisamfundets grundlæggende styringslogikker af den grund. Den værdibaserede påstand om, at vi så har fået en ny etisk økonomi holder da heller ikke, når de stadigvæk står i syre op til over anklerne i Indien og farver det tøj, som vi alle sammen går i her i middelklassen i produktionssystemets centrum. Og når folk sidder i Kina og syr tøjet i sweatshops, hvor de har 14-16 timers arbejdsdage. Det er naivt. 25

Uden titel // Den bulgarske samling Det moderne arbejdsliv den selvledende medarbejder og det hele menneske 27

Af Sverre Raffnsøe, professor, dr.phil. og Ole Bjerg, cand.scient. soc, ph.d., post doc fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School Frihed som regel I det moderne arbejdsliv er det ikke længere lederens opgave at opstille regler for sine medarbejderes udførelse af de forskellige arbejdsopgaver. Ansvaret for arbejdets udførelse hviler derimod på medarbejderens egne skuldre, og gennem de såkaldte medarbejderudviklingssamtaler motiveres medarbejderen til selvledelse. Men er regler nødvendigvis et onde, eller kan de virke befordrende for vores produktivitet? Sverre Raffnøse og Ole Bjerg tager afsæt i Jørgen Leth og Lars von Triers De fem benspænd og demonstrerer, hvordan filmen gør brug af regler til at fremme kreative og sublime potentialer. Kan dette regelbrug overføres til det moderne arbejdsliv? By the barrel // Den bulgarske samling / modified Den moderne med-arbejder Vi har alle sammen fået at vide, at i videnssamfundets og den immaterielle økonomis tidsalder er det medarbejderen, der er virksomhedens vigtigste ressource. Vi ved også, at medarbejderens produktivitet ikke udgøres af fysisk styrke, udholdenhed og lydighed, men derimod af kreativitet, spontanitet og engagement. Den moderne medarbejders produktive potentiale kan ikke udnyttes gennem ordrer og tvang. Han er lystdreven, og hans produktive potentiale har derfor en egen iboende fremdrift. Det er så at sige et selvforløsende potentiale, og den moderne leders rolle er blot at være nænsom fødselshjælper i denne proces. Lederen skal sørge for de rette omstændigheder til at vække medarbejderens lyst til produktivitet, hvorefter den lystdrevne medarbejder er nærmest selvkørende. Lederens to første replikker i en MU-samtale med medarbejderen kan således ofte være: Hvordan synes du selv, det går?, og: Hvad har du lyst til at lave? Den gode medarbejder vil så naturligt pege på et produkt inden for rammerne af virksomhedens forretningsområde, som han har lyst til at producere. Den aktuelle mod-arbejdelse Hvis idealet for moderne human ressource management i almindelighed og den såkaldte medarbejderudviklingssamtale (MUS) i særdeleshed kan beskrives med ord som dialog, demokrati, samarbejde, anti-autoritær, lyst, produktivitet, så udgør udvekslingen mellem Lars von Trier og Jørgen Leth i filmen De fem benspænd fra 2003 umiddelbart en diametral modsætning til de idealer, vi her får forevist. Von Trier optræder som en autoritær og antidemokratisk opdragsgiver, der i første omgang påfører sin undergivne ulyst, idet han bestræber sig på at lægge begrænsninger på hans frie udfoldelse og produktivitet. Der er således i første omgang tale om modarbejdelse, om at gøre lederen og den ledte til hinandens mod-arbejdere, ikke om samarbejde. De fem benspænd er et film-eksperiment, hvis tilblivelse, vi følger undervejs. I hvad der på én og samme tid er dokumentar, fiktion og fremstilling af en tilblivelse (af et fiktivt værk), ser vi, hvordan Leth gennem samtaler med von Trier får til opgave at producere fem nye versioner af sin egen film Det perfekte menneske fra 1967 efter Lars von Triers specifikke anvisninger, der har til opgave at spænde ben for Leth, så han kommer til at genskabe den oprindelige film under kreativt pres. Samtidig følger vi Leths vanskelige skabelsesproces, hvori han søger at overvinde von Triers udfordringer. Og endelig får vi forevist de fem resultater, den vanskelige skabelsesproces fører til. I løbet af filmen reflekterer både von Trier og Leth over den udveksling, som eksperimentet udgør og beskriver den hver især på forskellig vis. Von Trier kan til tider beskrive sit anliggende som terapeutisk, for så vidt som det for ham drejer sig om at frisætte et hidtil uindløst potentiale i sin opponent; ligesom von Trier kan beskrive Det perfekte menneske som en perle, vi skal have ødelagt, så det kan blive muligt at banalisere Leth og gå fra det perfekte til mennesket, for også på den måde at kommet tættere på Leth. Leth kan på sin side blandt andet beskrive udvekslingen som en tenniskamp, hvori kombattanterne gensidigt udfordrer og søger at presse og overgå hinanden med stadigt mere djævelske server og returneringer. Den selvledende medarbejder som udfordring og ressource På trods af den umiddelbare diskrepans mellem de åbenlyse retningslinier, der ifølge moderne managementlitteratur bør gælde for MU-samtalen og de retningslinier, udvekslingen mellem von Trier og Leth følger, er der imidlertid tale om en overensstemmelse på et dybere plan, nemlig hvad angår de grundlæggende udfordringer, det forekommer nødvendigt at tage op og forholde sig til, og som afkræver os svar. I såvel det moderne arbejdslivs managementteknologier som i De fem benspænd er det nemlig udfordringen at forholde sig til, virke ind på og lede den moderne selvstændige og selvledende medarbejder. Og har man først fået øje for det, bliver det nærliggende at forfølge denne parallel yderligere. Det bliver oplagt også at se De fem benspænd som en udforskning af et sådant moderne arbejdsliv, dets betingelser, udfordringer og muligheder samt af de relationer, der her etableres mellem leder og medarbejder. I en sådan optik forekommer De fem benspænd organiseret gennem fem indledende MU-samtaler, hvori der etableres en gensidig overenskomst vedrørende retningslinierne for det efterfølgende arbejdes udførelse. Derefter følges den selvledende medarbejders udførelse af arbejdet, hvis arbejdsproces og resultat efterfølgende evalueres. Med baggrund heri etableres en ny overenskomst angående betingelserne og målene for det fremtidige arbejde, og så fremdeles. Regler som benspænd Idet De fem benspænd i sin struktur for en nøjere betragtning viser sig at genspejle centrale forhold i det moderne arbejdsliv, bliver filmen imidlertid også interessant som en refleksion over den rolle, som regler kan spille i situationer som de nævnte, hvor det centrale anliggende er produktivitet, skabelse eller frembringelse af noget værdifuldt, der ikke tidligere var tilstede. Filmen er interessant som en refleksion over netop regler som benspænd. Det er von Triers konsekvente og umiddelbare afvigelse fra denne form for ledelse, som gør De fem benspænd interessant. Mens moderne ledelse er projekt- og produktorienteret, er von Trier tilsyneladende kun fokuseret på de regler, der skal gælde for selve produktionen af Leths film. Disse regler er ydermere ikke begrundet i overordnede produk- 29

tivitetshensyn. Deres umiddelbare intention er snarere præcis at gøre Leth uproduktiv, at forstyrre hans produktivitet. Hvad mere er, så er reglerne heller ikke resultat af en dialogisk forhandling mellem von Trier og Leth; leder og medarbejder. Reglerne for Leths filmproduktion er autoritært fastsatte af von Trier og ikke til forhandling. Von Trier forsøger end ikke at få reglerne til at fremstå legitime ved at begrunde dem. Tværtimod viser han nærmest demonstrativt, at reglerne er arbitrære, fx i forbindelse med det første bespænd, hvor det, at Leth tænder en cigar, fører til reglen om, at den første film skal foregå på Cuba. Von Trier lægger ikke skjul på, at hans ærinde er at tvinge Leth ud på et skråplan. Få ham til at lave noget, han ikke har lyst til. Få ham til at lave noget lort. Benspænd som frisættelse Hvis von Triers eksperiment var lykkedes, hvis det var lykkedes at få Leth til at lave noget lort, så havde filmen sikkert været meget mindre interessant. Men nu kom der faktisk en række små filmperler ud af projektet, og heri består netop det paradoks, som bør give anledning til refleksion. Hvordan kan en ledelsesstil, der gør sig umage for at være det diametralt modsatte af, hvad enhver lærebog i ledelse foreskriver, ikke desto mindre føre frem til et så fremragende produkt? Filosofisk set handler De fem benspænd om forholdet mellem regel og frihed. Som regel ser vi regel og frihed som hinandens modsætninger. Reglen hæmmer individets udfoldelsesmuligheder, den er omklamrende, og intet individ bør derfor underkastes regler, som det ikke selv kan se meningen med og begrundelsen for. En pointe i De fem benspænd synes imidlertid at være, at regler også kan være frigørende og frisættende. Reglerne for Leths produktion af de små film, og særligt det forhold, at Leth ikke er blevet inddraget i fastlæggelsen af reglerne, medfører en redistribution af ansvaret for det endelige produkt. Denne redistribution frisætter netop Leth. Han har ikke forpligtet sig på noget særligt produkt, og han har end ikke forpligtet sig til at have lyst til at lave film efter von Triers forskrifter. Således søger von Trier netop at frisætte Leth til at fejle, til at lave noget lort. Men samtidig søger han at frisætte Leth fra sig selv. Von Trier mislykkes måske nok terapeutisk, for så vidt som Leth som person igennem filmen synes at forblive og bekræfte sig selv, i en sådan grad at han til slut fremstår tydeligere end før. Men samtidig lykkes von Trier æstetisk i den forstand, at De fem benspænd følger tilblivelsen af fem vellykkede, ikke tidligere eksisterende produkter. Som det tredje benspænd idømmes Leth en straf, fordi han i den anden film har overtrådt von Triers regler ved at anvende en skærm i madscenen optaget i et indisk slumkvarter. Von Trier understreger sin pointe om sammenhængen mellem regel og frihed ved at lade straffen bestå i, at Leth skal producere den tredje film helt uden nogen regler. Fraværet af regler er altså en straf. Pointen demonstreres yderligere, idet denne tredje film Leths fristil synes at være den mest kedelige af alle filmene. Leths caster sit eget ideal af en skuespiller, Patrick Bauchau, til at spille hovedrollen i et lille lydefrit drama om forførelse i en kosmopolitisk setting. Filmen er forudsigeligt Leth sk og ikke særligt interessant. Det totale fravær af regler forløser tilsyneladende den mindste mængde kreativitet. Fra det skønne til det sublime Ud fra en filosofisk betragtning kan von Triers installering af De fem benspænd siges at skabe en forskydning i Leths kreative proces fra produktionen af det skønne til produktionen af det sublime. Oplevelsen af det skønne er en oplevelse af en umiddelbar overensstemmelse mellem vores umiddelbare sanselige verden og en højere væren, mellem vores regler og det, vi prøver at begribe vha. reglerne. Denne fornemmelse af en umiddelbar overensstemmelse eller sammenhæng er imidlertid væk i forbindelse med vores erfaring af det sublime, eller af det, der er højt hævet (underforstået over os). Her oplever vi derimod en uoverensstemmelse. Der er et misforhold mellem vores erkendeevner og regler på den ene side og det, vi prøver at nå eller gribe vha. reglerne. Det sidste er på en eller anden måde hele tiden for meget. Det er for stort, for ubegrænset, for dynamisk til at det lader sig fastholde inden for reglerne. Forskellen mellem det skønne og det sublime udfoldes bl.a. i Kants redegørelse for det matematisk og dynamisk ophøjede i hans æstetik Kritikken af dømmekraften fra 1790. Når et menneske fx træder ind i Peterskirken eller betragter de ægyptiske pyramider på nært hold, erfarer det således ifølge Kant, at dets erkendeevner ikke er i stand til at rumme, hvad det ser, og føler derfor et umiddelbart ubehag. Situationen kan imidlertid føre til, at dets erkendeevner og reglerne for disse sprænges, således at det bliver i stand til at danne sig en forestilling om det uendelige. Og i den overskridelse af sig selv kan det samtidig med ubehaget føle en glæde, både i form af en frigørelse fra os selv og en aflastning. Det bevirker ikke, at regler bliver ligegyldige, tværtimod, for vi kan jo ikke undvære dem. Men de får en anden status. De bliver den uomgængelige adgang til andet og mere end det blot regelmæssige. De strenge regler virker her frisættende. Det er den uomgængelige vej til at komme ud af vores lille lukkede subjektivitet. De er den uomgængelige adgang, et overskud i forhold til subjektiviteten, som denne ikke umiddelbart kan rumme. Reglerne bliver dermed også adgangen til en metafysik, en højere verden, eller i hvert fald til en verden med højere til loftet, ligesom de bliver vejen til en større verden, hvor det flygtige og forbigående kan dukke op og træde frem på en sådan måde, at det bliver bemærket som noget særligt. Hos den franske digter Charles Baudelaire er det også igennem reglerne, at det lykkes at heroisere nuet, at man i øjeblikket kan tilbageerobre noget evigt, der ikke er lokaliseret bagved eller hinsides dette øjeblik, men netop i det forbigående. For at alt dette kan blive muligt, må vi akkurat i denne æstetiske tradition forpligte os strengt på strenge regler. En central arena for oplevelsen af det sublime i dag er sportens verden, en verden, der jo netop er reguleret af tilsyneladende arbitrære regler. Tænk fx på Ronaldos sejrsmål mod Tyrkiet i VM-semifinalen i 2002. Ronaldo er i løb med bolden i udkanten af straffesparksfeltet, da han sender bolden forbi den tyrkiske keeper med et fladt skud ind i målet ved den fjerneste stolpe. Det bemærkelsesværdige ved målet er ikke dets elegance eller fuldenthed, men måske snarere det modsatte. Ronaldos løb med bolden foregår i en bestemt rytme, men han formår at skyde til bolden nærmest mellem to slag i løberytmen, og ved at ramme den på off-beatet fanger han fuldstændig målmanden på det forkerte ben. Desuden skyder Ronaldo ikke med hverken vristen, indersiden eller sågar ydersiden. Hans skud er en gedigen tåhyler, et skud som enhver fodboldspiller lige siden sin tid som miniput har fået at vide, at man netop ikke må lave. I relation til moderne ledelse og arbejdsliv kan man således spørge, om man ved at gøre ledelse til medarbejderens selvledelse forløser medarbejderens menneskelighed og bringer den ind i produktionen, sådan som det er idealet for human ressource management, eller om man snarere implicit beder medarbejdere om at præstere det perfekte og dermed blokerer for inklusionen af det menneskelige? Målet, som formiddagsbladene kun var få timer om at døbe den gyldne tåhyler, kan næppe siges at være skønt. Det lever ikke op til de æstetiske regler for, hvordan et godt mål skal udføres. Det kan derimod snarere karakteriseres som sublimt. Det sublime ved Ronaldos tåhyler opstår netop i et flertydigt samspil med fodboldspillets regler. For det første er selve spillet jo kun muligt på baggrund af et sæt af simple, men absolutte regler: man må ikke røre bolden med hænderne, man får et point for at skyde bolden ind mellem stolperne, man må ikke spænde ben, osv. Disse regler, som indrammer selve præstationen, underkaster Ronaldo sig fuldstændigt. For det andet findes der i fodbold også nogle æstetiske og funktionelle regler for, hvordan man bør spille fodbold: skyd altid med vristen, indersiden eller ydersiden af foden, vær i balance, når du skyder til bolden, osv. Det er netop Ronaldos frie og legende forhold til disse regler, som gør hans mål til noget sublimt. Tango og sorteper Moderne ledelse og moderne arbejdsliv er præget af en vis regelforskrækkelse. Moderne ledelsesformer er bl.a. formet af 1960 ernes og 1970 ernes kritik af autoritær magtudøvelse. Ledelse handler i dag ikke om at styre medarbejderen og opstille regler for hans eller hendes produktivitet, men derimod om at facilitere medarbejderens egen selvledelse. At udstikke regler er at være autoritær, og at være autoritær er at være gammeldags. Og hvis der er en ting, den moderne leder for alt i verden ikke vil være, så er det gammeldags. På sin side forsøger medarbejderen også at undgå reglernes snærende bånd. Medarbejderen ser sig selv som selvstyrende projektarbejder og ikke som ydrestyret bureaukrat, og det er i sig selv et ideal for medarbejderens indretning af sit arbejdsliv, at han eller hun har størst muligt råderum til at planlægge og kontrollere sin egen produktivitet. Når den moderne leder og den moderne medarbejder sætter sig sammen i MU-samtalen, former deres møde sig som en hybrid af tango og sorteper. På den ene side handler MU-samtalen om at fastlægge nogle regler for medarbejderens aktivitet, som er forenelige med virksomhedens overordnede målsætninger om produktivitet og profit. Efterfølgende evaluerer man så, om medarbejderen har levet op til disse krav. På den anden side må denne regelsætning ikke fremstå som påtvunget ovenfra. Reglerne for medarbejderens aktivitet skal ideelt set udspringe af hans eller hendes egen frie lyst til produktivitet og i øvrigt være forenelige med medarbejderens selv-udvikling og -realisering. Lederen er som manden i tango, der skal styre sin partner, men samtidig skal lederen sørge for, at det i sidste ende er medarbejderen, der sidder tilbage med sorteper i form af ansvaret og accepten af de regler, der er blevet fastlagt. Det humane arbejdsliv kan dermed forekomme at være præget af en dobbelt regelforskrækkelse. Vi er så bange for regler, at vi ikke respekterer dem. Vi undgår helst at formulere dem åbenlyst; og hvis vi alligevel gør det, skal de helst ikke som forpligtende regler, men som noget vi alligevel ville have sagt ja til. Samtidig er vi så bange for regler, at vi 31

respekterer dem for meget, idet vi gør dem til absolutter. Vi bilder os ind, at vi er tvungne til efterfølgende at handle i overensstemmelse med dem. Dermed risikerer vi at overse, at der er andre og højere måder at respektere strenge regler strengt på end fuldstændigt at identificere sig med dem. I det moderne humane arbejdsliv over- og undervurderer vi således på én og samme tid regler. På baggrund af De fem benspænds udforskning af forholdet mellem regler og frihed kan man spørge, om denne regelforskrækkelse i det moderne arbejdsliv kan komme til at stå i vejen for udførelsen af det sublime i vores produktive virke. Ved at fjerne de ydre regler for medarbejderens virke og forskyde dem til domænet for selvledelse, fratager man måske medarbejderen det grundlag af fordring, udfordring, tvang og begrænsning, som er mulighedsbetingelsen for den type af overskridelse, som udgør det sublime. Således skal måske hverken lederen eller medarbejderen være så bange for reglerne. Regler kan være forbundet med lyst, for så vidt som de peger frem mod en forjættende verden, vi gerne vil realisere sammen. Hinsides den idylliserende selvbeskrivelse er forholdet til de strenge regler imidlertid også forbundet med ulyst, for så vidt som de udgør en hæmning, en til tider næsten ubærlig belastning og udfordring. Samtidig gør der sig også i forholdet til de strenge regler den underlige tvetydige glæde gældende, som er forbundet med at overskride disse regler, med at bevæge sig hinsides den umiddelbare hæmning og begrænsning, som vi først mærker, når vi konfronteres med disse regler, idet vi etablerer et mere frit og suverænt forhold til disse regler, hvor de blot bliver en mulighedsbetingelse for det, som vi gør. I udførelsen af det sublime fungerer reglerne som strengt forpligtende retningslinier, vi imidlertid i sidste instans er forpligtede på at overskride eller transcendere og etablere et frit forhold til. De bliver retningslinier, der skal tillade medarbejderen at overskride sig selv og etablere en distance til sig selv, en refleksivitet og en produktivitet, der ellers ikke ville have været mulig. Det perfekte og det menneskelige Ved at tage udgangspunkt i Leths oprindelige film om Det perfekte menneske udgør De fem benspænd også en undersøgelse af forholdet mellem det perfekte og det menneskelige. Også denne refleksion er relevant i forhold til moderne ledelse og arbejdsliv. Forholdet mellem det perfekte og det menneskelige er tæt forbundet med forholdet mellem frihed og regel. Leths egen film Det perfekte menneske er produceret uden andre regler end dem, som instruktøren Leth selv har sat op. Som sådan er den ene og alene forpligtet på sine egne kriterier for, hvad en god film er. Umiddelbart forekommer det som om, Leth har sat sig for at skabe et gennemført æstetisk og fuldkomment værk. Vi synes at være på vej mod en tilstand af perfektion, hvor intet falder udenfor, og alt går op i en højere enhed. For så vidt som dette i vid udstrækning synes at lykkes, er Det perfekte menneske en, i filosofisk betydning, skøn film. I udkanten af denne overordnede sammenhæng finder der imidlertid løbende en række mindre, tilsyneladende ret ligegyldige, hændelser sted, der forstyrrer den umiddelbare harmoni og ubesværethed. Skuespilleren Claus Nissen fumler for eksempel, når han på formfuldendt vis søger at afkorke den guddommelige Chablis. Filmen er æstetisk perfektion; men den er også dokumentar; og den dokumenterer, hvordan det perfekte menneske løbende spænder ben for sig selv. Undervejs mod den tilstand af perfektion, filmen dokumenterer, snubler det perfekte menneske i det små, hvorved det pludseligt bliver også alt for menneskeligt og måske netop også i kraft deraf først for alvor et interessant og vedkommende dyr. I De fem benspænd sættes denne alt for menneskelige snublen i centrum for dokumentationen som en urkraft for skabelsen. Der er ganske vist tale om en god film, men den kan næppe kaldes hverken perfekt eller skøn. Som sådan minder den mere om Ronaldos tåhyler. Netop ved at pålægge Leth de arbitrære regler for produktionen, som Leth hverken selv har været med til at formulere endsige har accepteret legitimiteten af, fritager von Trier Leth for forpligtelsen til at producere det perfekte. Von Trier siger sågar, at han præcis vil have Leth til at lave det uperfekte. Det interessante er imidlertid, at netop i fritagelsen fra kravet om perfektion, frigøres det menneskelige. For så vidt som dette synes at lykkes, kan filmen siges at være på en og samme tid sublim og human i al sin inhumanitet. Hvis man ikke opstiller regler for en given produktiv aktivitet, beder man implicit om det perfekte. Hvis man derimod netop opstiller regler, så beder man blot om det menneskelige fra producenten. I relation til moderne ledelse og arbejdsliv kan man således spørge, om man ved at gøre ledelse til medarbejderens selvledelse forløser medarbejderens menneskelighed og bringer den ind i produktionen, sådan som det er idealet for human ressource management, eller om man snarere netop implicit beder medarbejdere om at præstere det perfekte og dermed blokerer for inklusionen af det menneskelige? Af Michael Pedersen, post.doc, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School ARBEJDE NU MED LIVET SOM INDSATS Michael Pedersen analyserer den nye form for stress, der er blevet en folkesygdom for folk i de nye videnstunge jobs. I dag skal medarbejderen investere sig selv fuldt ud i virksomheden og udfolde selve virksomhedskulturen. Samtidig forventes det, at man er sig selv og forvalter grænserne for arbejdets omfang. De udefinerbare rammer skaber en uheldig relation, hvor forskellen mellem arbejdsliv og andet liv udviskes. Det stresser, og ledelsen igangsætter forebyggende strategier. Pedersen stiller den opsigtsvækkende diagnose: De stressforebyggende strategier, der benyttes, er blot en gentagelse af selvsamme relation, der skaber den nye form for stress! Jeg er meget stresset til tider. Det er de spændende opgaver, der gør, at man får stress. Der er altid noget af det andet, man ikke kan nå. Udsagn som dette hører man ofte fra medarbejdere i moderne danske virksomheder, og det udtrykker meget rammende oplevelsen af en ny og udbredt form for arbejdsrelateret stress i dagens Danmark. Det er en stresstype, hvis patologi ikke udspringer af ensidigt rutinearbejde, følelsen af manglende belønning, ufleksible arbejdstider og fravær af autonomi. Derimod er det en stresstype, der er intimt sammenvævet med det øgede fokus på subjektivitet og selvledelse, som vi finder inden for nyere ledelsesformer og videnstungt arbejde, dvs. de former for ledelse og arbejde, som er præget af øget selvansvar, immaterielle produkter, fleksible arbejdstimer, varierende arbejdsopgaver, øget mulighed for at tage initiativer osv. Dermed nedbrydes forestillingen om, at arbejdsrelateret stress forebygges gennem øget autonomi, spændende og varierende arbejdsopgaver og fleksible arbejdstider. Et af de grundlæggende spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med denne nye stresstype er derfor, hvordan vi skal forholde os til og håndtere stress, når forebyggelsesstrategier i sig selv er blevet en kilde til arbejdsrelateret stress. Et første skridt på vejen må være en diagnostik af de karakteristika, der er forbundet med vidensarbejdets indhold og organisering, dvs. en begyndende begrebsliggørelse af det arbejdsværdibegreb, som det arbejdsrelaterede stress er forbundet med. Subjektiviteten som produktionsfaktor Det umiddelbare kendetegn ved vidensarbejde er, at det involverer aktiviteter, som ikke tidligere blev anset for arbejde, såsom dannelsen, fikseringen og bestemmelsen af trends, smag, information, motiver, viden, behov og drømme. Indoptagelse af disse aktiviteter er interessant, idet de ikke blot tilføjer nye aspekter til den økonomiske produktion, men også kvalitativt forandrer selve det arbejdsværdibegreb, produktionen kredser omkring. Substansen og produktiviteten af det moderne arbejde kan ikke udelukkende forstås gennem det arbejdsværdibegreb, som vi eksempelvis kender fra klassiske økonomer som David Ricardo, Karl Marx og Frederick W. Taylor. Den ansattes primære kvalitet var tidligere hans evne til at ud- 33

lade kropslig energi, samt den arbejdstid han i udveksling for penge kunne stille til rådighed for virksomheden. Med de nye aktiviteter handler det ikke længere om regler og standarder for arbejdets udførelse, men i stedet om personlige kompetencer. Det betyder, at arbejdskraft ikke længere er noget, medarbejderne har og bruger, men noget de er. Medarbejdernes personlige, sociale og faglige kompetencer, ja selve deres subjektivitet bliver den primære produktionsfaktor. Det er en bevægelse, der forskyder opfattelsen af subjektiviteten fra at være et forstyrrende element, som skal fjernes gennem detaljerede forskrifter for arbejdets udførelse, til at være basis for udviklingen af en effektiv og fleksibel produktion. Bevægelsen medfører, at distinktionen mellem subjektivitet og arbejde langsomt indgår i en uskelnelighedszone, dvs. en zone, hvor subjektivitet og arbejde nok forbliver distinkte, men der er noget uafgørbart mellem dem, et mellemværende, som lige såvel tilhører subjektiviteten som arbejdet. Eller, som den franske organisationsfilosof Zarifian udtrykker det, så får forholdet mellem subjektet og arbejdets aktiviteter et monadisk islæt, når subjektiviteten kommer i fokus i vidensarbejdet. Monadisk islæt henviser her til det forhold, at medarbejderen igennem sin individualitet omslutter og udtrykker, hvad organisationen overhovedet er for en størrelse. Det vil sige, at klart definerbare arbejdsbetingelser og rammer opløses eller forskydes. De eksisterer derfor ikke længere kun i eksterne krav og klare standarder, men får deres udtryk gennem medarbejdernes individualitet. I vidensarbejdet er medarbejderen således ikke et funktionelt bestemt fragment af produktionen, men selve produktionsstedet i hele dets totalitet. På samme måde som hos den barokke filosof Leibniz, hvor verden kun eksisterer gennem monadens udtryk, så eksisterer den vidensproducerende virksomhed kun gennem medarbejderens konkrete udtryk og aktiviteter. Virksomheden er kort sagt afhængig af medarbejderen for at få en konkret bestemmelse og eksistens. Ledelse producerer verdener Når medarbejderen på denne måde kan siges at eksistere for virksomheden, så er det ikke længere muligt for virksomheden at organisere medarbejderen gennem en prædefineret arbejdsopgave. Virksomheden må i stedet påtage sig den opgave at producere og organisere selve den mulige verden, som medarbejderens subjektivitet udfoldes og forandres i. Produktionen af subjektivitet bliver med andre ord en betingelse for produktionen af merværdi. Organiseringens primære omdrejningspunkt bliver selve det præindividuelle felt af begær, affekter, tegn og begivenheder, der i specifikke, men ikke umiddelbart konkret bestemmelige henseender, producerer og forandrer subjektiviteten. Begrebet det præindividuelle skal i denne sammenhæng forstås ud fra den franske filosof Gilles Deleuzes tænkning, hvori det betegner et felt af intensive, modsatrettede kræfter og inkompatible dimensioner, der nok ligger hinsides subjektets identitet, men som samtidig først finder deres form og midlertidige bestemmelse gennem denne identitet. I denne betydning har det præindividuelle altid været genstand for ledelse, men vi kan tale om en ændring i måden det indfanges på. Med en anden deleuziansk parafrase kan vi derfor sige, at medarbejderens præindividualitet ikke længere indespærres i forudgående rutiner såsom hierarkier og arbejdsopgaver. I stedet indfanges den kontinuerligt gennem produktionen af forskellige meningsverdener, der giver retning til medarbejderens identitetsproduktion.virksomheden ekskluderer således ikke længere det præindivuelle ved at distribuere det i forudbestemte funktionelle og arkitektoniske indretninger som i fabrikken, men forsøger gennem konstruktionen af mulige verdener at indfange og inkludere det præindividuelle som sådan. Denne modulation kommer klarest til udtryk gennem moderne ledelsesteknologier som fx branding, medarbejderudviklingssamtaler og storytelling, human ressource management-teknikker og værdiledelse, der ikke virker gennem direkte ordrer og forskrivelser, men netop gennem produktionen af forskellige meningshorisonter. Disse horisonter indfanger og giver retning til medarbejderens ønsker, tanker, indre glød, motivation og engagement. I den forstand kan man sige, at virksomheden gennem ledelsesteknologier folder sig ind i medarbejderens identitetsproduktion. Den forsøger at modulere og give retning til medarbejderens præindividualitet ved at være selve meningshorisonten i medarbejderens selvforståelse. Mere præcist skaber virksomheden gennem ledelsesteknologierne resonanser mellem sig selv og de præindividuelle processer, der omslutter og producerer subjektiviteten. Disse resonanser skal sikre, at medarbejderen agerer, tænker og føler i overensstemmelse med virksomhedens visioner, værdier og kultur. Medarbejderen gives godt nok øget autonomi og mulighed for selvudfoldelse, men kun på den betingelse, at denne selvudfoldelse stemmer overens med de verdener, virksomheden konstruerer. Det er dog vigtigt i denne sammenhæng at fastholde, at disse ledelsesteknologier ingenlunde forsøger at opløse medarbejderens individualitet. Subjektivitet skal ikke standardiseres, da vidensarbejderen altid udtrykker meningshorisonterne på deres egen særegne måde. At sætte skel i det uskelnelige Det er i dette forhold, i denne sammenfoldning mellem arbejde og subjektivitet, at vi måske finder en af kilderne til stress hos vidensarbejderen. Den øgede autonomi og arbejdets immaterielle karakter gør det svært at bestemme, hvornår arbejdet er godt nok. Der er ingen ufravigelige standarder. Ingen uomtvistelige kriterier. For at presse medarbejderen til at gøre sit ypperste forsøger virksomheden at gøre sig til den verden, som medarbejdernes identitetsproduktion foregår i, men i denne bevægelse opstiller den ikke klare standarder og kriterier, som medarbejderen kan måle sine aktiviteter igennem. Virksomheden opstiller derimod et hav af flertydige kriterier såsom synlighed, resultater, arbejdets kvalitet, sociale færdigheder, personlige ambitioner, tid tilbragt på arbejdspladsen eller på hjemmearbejdspladsen osv. At the end of the day skal vidensarbejderens immaterielle resultater jo bedømmes og spørgsmålet om, hvorvidt medarbejderen performer godt nok, bliver til spørgsmål om, hvorvidt medarbejderen investerer tilstrækkeligt af sig selv i arbejdet. Kvantitet vidner om kvalitet. Subjektiviteten er jo den producerende dynamik og desto mere af denne dynamik, der finder sted i arbejdet, desto bedre må resultatet blive. Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er tale om et rent sammenfald af subjektivitet og arbejde eller individ og organisation, men om en uskelnelighedszone mellem irreducible størrelser. Arbejde og subjektivitet flyder sammen, men opløses ikke i hinanden. Dette kommer også til udtryk i det faktum, at virksomheden ikke blot ansætter kreative, selvledende og fleksible mennesker, men hele mennesker. Mennesker, der er mere end deres arbejde. Man skal altså også have et liv uden for arbejdet for at være en god ressource. Det er nemlig i livet uden for arbejdet, vi lader op, og det er også her, de nye erfaringer, der skal forme og videreudvikle arbejdet, gøres. Det er herfra, man skal opstøve nye ressourcer. Det betyder blandt andet, at medarbejdere, der giver udtryk for, at de ikke ønsker børn eller ikke har brug for at holde fri, anses som kolde eller uforløste mennesker. For at være en god og produktiv medarbejder, må arbejdet ikke udgøre hele ens subjektivitet, da arbejdsnarkomani dels kan mindske koncentrationen og produktiviteten i arbejdet, dels kan stresse medarbejderne og dermed nedbryde den økonomiske produktions væsentligste kilde: selvet. Balancen mellem arbejdsliv og andet liv anses derfor som væsentlig for det at være en god medarbejder selv om det selvfølgelig forventes af medarbejderne, at de tager en ekstra tørn, når der er brug for det. Det er trods alt dem, der skal foregribe organisationens behov. Der er dermed en divergens på spil i den måde, som virksomheden organiserer subjektiviteten på. En divergens mellem en verden, hvor der er balance mellem arbejdsliv og andet liv og en verden, hvor ledelsesteknologierne indfanger hele medarbejderens subjektivitet i arbejdet. Der er tale om mere end en modsætning, da det ikke er sådan, at den ene verden ikke eksisterer eller ikke kan eksistere. Balancen mellem arbejdsliv og andet liv er ikke kontradiktorisk i sig selv, den er blot inkommensurabel med en verden, hvor subjektiviteten er uskelnelig fra arbejdet. Begge verdener kan eksistere, og virksomheden anser begge verdener som vigtige og produktive, deres divergens til trods. Medarbejderen skal således ånde og leve for virksomheden uden at ånde og leve for den fuldstændig. Medarbejderne skal tage sig selv med på arbejde, men altid 35

sørge for, at der en rest, som ikke aktualiseres på arbejdet. Man skal hverken være arbejdsnarkoman eller udvise lønmodtagermentalitet. Derfor må medarbejderen uophørligt reflektere over, hvordan disse verdener gives aktualitet og udfoldes inden for den samme verden. Det er jo trods alt medarbejderen, der bedst ved om arbejdet er gjort godt nok, og om familielivet kører på skinner. Medarbejderne har dog ofte meget svært ved at sætte grænser for, hvornår deres arbejde stopper, og ledelsen vælger lige så ofte ikke at blande sig med begrundelsen, at det er det enkelte menneskes ansvar at træffe valget og tilrettelægge den tilværelse, som er rigtig for ham eller hende. Virksomheden skal skabe rammen, der tillader det frie valg, og bidrage med værktøjerne, der gør det muligt for den enkelte at magte både arbejde og familie. Medarbejderen aftvinges gennem disse rammer og værktøjer ustandseligt en refleksion over og forvaltning af sammenhængen mellem de divergerende verdener. En refleksions- og forvaltningstvang, der intensiveres af både medarbejderens egne og samfundets forestilling om, at et velfungerende og produktivt menneske et helt menneske er et menneske, som både er en succes i hjemmet og på arbejdet. Det er i denne forventning om en selvforvaltning, i denne tvang til at skulle sætte skel i det uskelnelige, at vi finder den anden og måske mest intensive stresskilde i vidensarbejdet. Kort sagt skal engagement og distance gå hånd i hånd. Det koster. Stressforebyggelse avler stress Hvis stress opstår på grund af manglen på klare kvalitetskriterier og på grund af en forventning om, at hin enkelte kan få inkommensurable verdener til at udfolde sig i den samme verden, hvordan og hvorfra håndteres denne stress så? Som det ofte er blevet understreget, placerer de fleste stresshåndteringsteknikker såsom afstressnings-cd er, yoga, vejrtrækningsøvelser, akupunktur, brugen af stresskonsulenter og udviklingen af stresskompetencer, ansvaret hos den enkelte medarbejder. så man ikke brænder ud og bliver overbelastet af stress. Faren her er, at stress bliver et selvforvaltningsanliggende på linje med balancen mellem arbejdstid og fritid. Hermed synes forholdet mellem stress, subjektivitet og arbejde imidlertid at reproducere sig selv. Stress opstår på baggrund af en særlig relation mellem arbejde og subjektivitet og stress håndteres ved at gentage selvsamme relation. Dette vilkår stiller imidlertid også betydelige kollektive udfordringer. Hvordan leder man medarbejdere uden at have en klar ramme at gøre det ud fra? Hvordan sikrer man et godt arbejdsmiljø, hvis arbejdets kerneydelse eksisterer i medarbejdernes konkrete udtryk? Og hvordan gør man alt dette uden at skubbe ansvaret over på medarbejderne eller virksomheden? Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at problemer med grænsedragning automatisk er et individuelt selvledelsesproblem. Når arbejdslivet i dag er blevet så menneskeligt, at det handler mere om, hvem vi er, og hvordan vi behandler hinanden, end hvornår arbejdsdagen slutter, så bliver spørgsmålene nu mere: Hvordan håndterer vi kollektivt det forhold, at medarbejderne skal investere deres subjektivitet med mådehold? Hvordan håndteres stress, når skellet mellem arbejde og subjektivitet på den ene side i højere og højere grad er blevet uskelneligt og det på den anden side forventes at være et skel, som medarbejderen hele tiden selv reflekterer over og forvalter? For indeværende synes disse spørgsmål at stå ubesvaret hen. Master i IKT og Læring (MIL) Master of Public Policy (MPP) Master i Oplevelsesledelse (MOL) Master i Kulturplanlægning (MKP) Master i Voksenuddannelse (MVO) Master i Organisationspsykologi (MPO) Master i Matematisk Modellering (MMM) Master i Professionel Kommunikation (MPK) Masteruddannelse i socialt entreprenørskab Master i Projektledelse og Procesforbedring Masteruddannelse som fleksibelt forløb www.ruc.dk/ruc/uddannelse/aaben/ Deltidsuddannelse 2009 / 2010 Håndteringen og forebyggelsen af stress bliver et individuelt anliggende, idet den enkelte skal kunne sige fra, når stress tager overhånd. På samme måde som medarbejderen må håndtere den inkommensurabilitet, der er med til at producere medarbejderens subjektivitet, så skal medarbejderen håndtere den stress, der opstår i forsøget på at forene de inkommensurable verdener. Denne tankegang øger imidlertid presset på medarbejderne yderligere, da de skal investere deres hjerne og hjerte i arbejdet, men samtidig skal sikre sig, at de ikke gør det i for høj grad. Man skal vedvarende kunne sætte grænser for sin arbejdsidentitet og styre sit engagement i arbejdet, så ens lidenskab ikke slår over i lidelse dvs. ROSKILDE UNIVERSITET 37

Vor tids fabrikker? videns, forskerens og universitetets rolle i videnssamfundet 39