Teenagere SKAL sove længe

Teenagere SKAL sove længe De unge på Egå Ungdoms-Højskole sover ikke længe, de får bare dækket deres naturlige søvnbehov. Og sådan burde det være alle andre steder i uddannelsessystemet. Man bør således ikke tøve et sekund med at ændre ungdomsuddannelsernes mødetider i forbindelse med en kommende reform. Resultatet vil være glade, mere motiverede og lærevillige elever. Har fornøjelsen af at være formand for en skole, der planlægger evidensbaseret fremfor bare at følge gamle vaner, skrev Dennis Nørmark i en statusopdatering om søvn-politikken på Egå Ungdoms-Højskole. En stor del af Danmarks befolkning diskuterede teenageres søvnmønstre i begyndelsen af november 2014. Det hele begyndte med Signe Gads læserbrev i Politiken, hvorefter debatten bredte sig til Jyllandsposten, Reporterne på Radio24syv (11/11), Ekstrabladet, TV2; ja, og tænk engang, til Norge. Og selvfølgelig alle med den let provokerende vinkel, at de unge får lov at sove længe. Men sådan er det ikke, vi giver dem blot en mulighed for at få dækket deres naturlige søvnbehov: Det manglede da bare.

Jeg har lavet en lille forespørgsel blandt vores nuværende elever om deres søvnmønstre. Desværre har ikke alle svaret og en enkelt ikke-teenager har sneget sig ind (i gruppen af dem, der går i seng mellem midnat og 01.00). Desuden stillede JyllandsPostens Edith Rasmussen i et interview det intelligente og relevante spørgsmål, om vi havde spurgt vores forhenværende elever, om deres erfaringer med søvnmønstrene, når de efter at have været på Egå Ungdoms-Højskole fortsætter i arbejde eller på en ungdomsuddannelse. Det har vi ikke, men det må vi til at gøre. Mangel på søvn er tortur Mangel på søvn ødelægger hukommelsen og koncentrationsevnen, hæmmer (eller ødelægger) hjernens udvikling. Desuden er søvnmangel associeret med fedmeproblemer, hjertekarsygdomme og depression. Og så er det et yndet tortur-middel at tage søvnen fra folk. Tænk, hvis vi kunne ændre noget her i verden blot med henvisning til det meningsfulde og behagelige? Det kan man ikke, og det gjorde vi heller ikke. Vi ændrede mødetiderne,

fordi vi døjede med søvndrukne elever. Og sådanne er svære at oplyse og danne, og da netop oplysning til livet er formålet med en højskole, måtte vi gøre noget. Nu spiser vi morgenmad fra klokken 9.00 til 9.45, og begynder undervisningen klokken 10.00. Det er flere år siden nu, og jeg husker ikke de præcise omstændigheder. Pludselig var der bare en del viden, der dukkede op på samme tid og fik en løsningsmodel til at materialisere sig. Bevæggrundene var de følgende: Samfundet havde udviklet sig fra et landbrugs- og industrisamfund til et videns- og servicesamfund. Vi fik ny viden om teenagehjerner. Og endelig faldt vi over Camilla Krings artikel om søvnmønstre og eksamensresultater. Disse tre faktorer gjorde os i stand til at ændre på tingene. Ikke alle ansatte på skolen var lige begejstrede for idéen, men det blev besluttet at vi skule forsøge os. Samfundet havde ændret sig på en sådan måde, at det ikke længere gav mening at insistere på at møde klokken 8.00. Samfundsforandringerne At samfundet har forandret sig vidste vi selvfølgelig allerede fra sociologibøgerne (vi kunne dog også bare have kigget ud af vinduerne), men nu kunne vi bruge den viden konkret. Der er absolut ingen grunde til at holde fast i gamle mødetider af hensyn til arbejdsmarkedet. Jeg undrer mig, når folk taler om mælkespændte yvere og 8-16 samfundet i debattens kommentarspor. Hvor var disse mennesker i samfundsfagstimerne eller lå timerne måske mellem klokken 8.00 og 10.00 eller har de bare ingen vinduer?

Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotograferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.

Maskinerne har overtaget i landbruget, der står ingen køer og lider. Mange industriarbejdspladser er rykket ud af landet. Og pga. af transport-revolutionen kører industriens input og output konstant rundt på veje og skinner med det, der skal benyttes og afsættes. De er for længst gået væk fra det her med store lagerpladser og vareindleveringen er løbende. På vej mod mere søvn, godt humør og bedre livskvalitet. Kristine Goul fandt en løbende pige på en mark eller sendte hende selv afsted. Der er ganske enkelt ikke tale om et monomant, ensrettet arbejdsmarked længere. Det kan jo ikke være dem, der serverer aftenkaffen på plejehjemmet, eller sygeplejerskerne på natholdet, ambulancekørerne, politiet, folk i detailhandlen eller dem, der lukker supermarkederne klokken 21.00, man tænker på, når man hævder, at vi gør de unge en bjørnetjeneste, forkæler dem, fortsætter curling-kulturen, og hvad der nu ellers har lydt af indvendinger. Langt hen ad vejen er det kun dags- og uddannelsesinstitutioner, der kører efter den gamle industrimodel.

Den værste indvending, jeg har hørt, kom fra provokatøren, den konservative folketingskandidat, Mads Holger på Radio24syv (se ovenstående link), som hævdede, at nu foregik undervisningen på elevernes præmisser. Til det må jeg blot svare, at undervisningen nu foregår på læringens præmisser, før var det på søvnens, og det var der ikke megen mening i. Teenagehjerner Endelig hørte jeg hjerneforskeren Christian Gerlach om teenage-hjerner på et seminar om netop disse. Med evolutionsteorien i bagagen og selvfølgelig hjerneforskningen ovenpå kunne han fortælle, at teenagehjerner har en anden emotionel og kognitiv profil end børn og voksnes. De er, på grund af hormonelle forandringer eller forandringer i hjernens signalstoffer mere risikovillige og mindre modtagelige for straf; eller deres konsekvensberegnings-aggregat er ude af balance, hvilket jeg tror, de fleste forældre til teenagere har oplevet. Det er der gode grunde til. Vores evolution har maget det sådan, at det er i disse år, de unge skal forberede sig på at forlade hulen og lære at stå på egne ben. Og så er det faktisk smart, hvis man tør lidt mere, end man gjorde i barndommen. Det skaber selvstændighed og dem, der i fortiden var emotionelt overstyrede og dumdristige, sorterede evolutionen fra. Det er også i disse år, de unge skal danne deres identitet, og som sociologibøgerne i tilgift kan berette, er identitetsarbejdet i den postindustrielle samfund en temmelig omfattende opgave. Og så det er godt at være vågen.

Man kan håndtere alle de æbler det skal være, bare man man har fået tilstrækkelig søvn. Johanne Blåbjerg fanget og puttet i kameraet af Nanna Lykkegaard Andersen.

Det sociale fylder ekstra meget i teenageårene. Det er nemlig også i disse år eller det synes evolutionen at de unge skal finde sig en mage og sende generne videre. Deres hjerner reagerer kraftigere på ansigtsudtryk, end de gør hos os andre, hvilket betyder, at de konstant er opmærksomme på, hvordan de vurderes af andre sikkert også som et led i identitetsdannelsen og det er forbundet med stor fare at falde igennem de sociale fællesskaber og ende som ensom. Det er med andre ord ikke lige så vigtigt, hvad en voksen mener, som det er at gøre sig godt blandt jævnaldrende. Altså konkluderede vi, at vi kunne tale stolper op og stolper ned om det vigtige i at møde til undervisningen, være vågen og derfor gå tidligt i seng osv. De unge kunne skam godt se fornuften i det hele, sagde ja, og lovede forbedringer, men når det kom til handling ja, så var de ikke helt vågne. Men indsigterne fra Gerlach forklarede os således, hvorfor alle vores hidtidige pædagogiske tiltag, samtaler og dialoger med de unge ikke rigtig gav resultat. Det er ikke sådan, at de unge mangler fornuft og kognitive evner, de virker fint om eftermiddagen og til fællesmøderne. Der er bare noget andet, der tæller mere. Søvnmønstre Der findes ikke A- og B-mennesker, er en anden indvending. Det er ikke videnskabeligt bevist, er der nogen, der siger. Camilla Kring vil sige noget andet. Og under alle omstændigheder har vi forskellige søvnmønstre gennem livsaldrene, hvilket man blandt andet kan læse om i Peter Lund Madsens bog om hjernen, hvis man da ikke har småbørn eller bedsteforældre, man kan iagttage det hos. Variation er den grundlæggende præmis i evolutionstanken. Ingen mennesker er ens. Og vi ved, at hjernens udvikling er dybt afhængig af søvn.

Mystisk og ukendt, og sådan skal det være. Foto af Bitten Højgaard Jensen. En af de slående ting Camilla Kring skriver, er, at de fleste unge mennesker synes at trives bedst mellem klokken 9.00 01.00. Hvilket stemmer ret godt overens med vores erfaringer og i øvrigt den lille uvidenskabelige forespørgsel, jeg har foretaget blandt vores nuværende elever (se illustration ovenfor). Og eleverne, ja, de er gladere, de lytter og deltager, og har efter deres eget udsagn bedre indlæring. Vi har jo ikke tests på en Højskole, for os er det vigtigste at tingene giver mening, for gør de det, så kommer også lysten og nysgerrigheden. Og sover man tilstrækkeligt, ja så har man endda en chance for at huske, hvad man har lært. Hvordan kan vi kalde os voksne og ansvarlige med denne viden, og samtidig tvinge teenagere til at stå op efter omkring 6 timers søvn for at nå på gymnasiet til klokken 8.00, hvor de fleste dernæst spilder de to første timer? (ovenstående er mine personlige betragtninger og ikke

nødvendigvis udtryk for skolens eller mine kollegaers syn på sagen) Himmelrummet og spisesalen på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi spiser morgenmad fra 9.00 til 9.45 og derefter mødes til morgensamling og fællessang klokken 10. I baggrunden ses den bygning, der huser vores Teatersal, vores design- og musiklokaler. Sætter man sig på bænken på billedet kan man se ind over Århus midtby og Århusbugten. Vindruen og tryllestaven - om menneskets særkende I Forskning sår tvivl om forskellen på mennesker og aber. Bortset fra omfanget af kropsbehåring. I et studie fra 2011 viser Martin Schmelz, at chimpanser kan tænke sig frem til, hvordan andre aber opfatter verden, og hvilke afgørelser de måtte vælge at træffe på baggrund af deres opfattelse. Lyder

det som noget, du troede, at kun mennesker var i stand til? Og i så fald, hvad er det så, der gør os mennesker helt anderledes Jeg er ikke blot overrasket, men også imponeret. Og jeg undrer mig: Hvis aber kan så meget, hvad er det så, der gør os mennesker unikke? Hvorfor er det kun os, der har skoler, marker, plantager, veje, broer, flyvemaskiner, havenisser, retssystemer, parlamenter, hjertestartere og dialyseapparater. Efter en række spekulative overvejelser er jeg kommet frem til, at den virkeligt afgørende forskel på mennesker og vores nærmeste slægtninge ligger deri, at vi kan interessere os for tryllestave og det, andre gør med tryllestave. Altså pinde; vi mennesker fascineres af udklædte folks pindegestik. Det har været umuligt (i mit tankeeksperiment) at påvise samme fascination hos aber. Aber foretrækker så langt vindruer, bananskiver og lignende. Lad os se nærmere på, hvad det er, chimpanser kan med deres hoveder, inden vi ser nærmere på, tryllestaven, der sådan betager os. hvad det er ved At skille bevidstheden fra sanserne Det eksperiment, Schmelz sammen med sine kollegaer udførte, er så spidsfindigt og sindrigt, at det knapt lader sig beskrive med ord, og derfor har de lagt en lille video på nettet, så man med egne øjne kan se opstillingen (her kan du se, hvad du skal bruge, hvis du vil afprøve forsøget hjemme). For at udføre forsøget skal du, til at begynde med, bruge et par aber (gerne flere) og en smal bordplade, i hvilken du i den ene ende laver et hul, som kan rumme en vindrue. I hullet placerer du nu en vindrue, mens den ene af dine forsøgsaber (abe 1) kan se det. Så dækker du hullet (med vindrue i) med et smørebræt, hvorefter du i den anden ende af bordet placerer yderligere en vindrue, som du ligeledes dækker med et smørebræt. Da der ikke er et hul i den ende af bordet, skråner

brættet en anelse; nok til at du vil slutte at der ligger noget under, selvom du så bordet fra den side, hvorpå brættets kant hviler. Når du er kommet så langt, skjuler du opstillingen for abe 1, og skubber bordet over til forsøgsabens modstander (abe 2), som indtil nu ikke har set, noget af det, du har lavet. Abe 2s opgave er nu, at tilkendegive, hvilken af de to smørebrætter, det vil være mest interessant at flytte. Det, der ligger plant, eller det, der skråner en anelse. Og klart nok det ville du også have gjort vælger abe 2, det skrånende bræt og belønnes med vindruen. Chimpansen fatter umiddelbart, at der er en årsag til at brættet skråner en anelse, og at sandsynligheden for at der gemmer sig noget dér, er større end sandsynligheden for at der gemmer sig noget under det bræt, der ligger fladt på bordet. Det er egentlig imponerende allerede her. Det helt vilde sker imidlertid, når du nu igen lukker udsynet for abe 2 og skubber bordet hen til abe 1 og fjerner det bræt der blokerede dennes udsyn. I mellemtiden har du dog sat en skydelåge op for de to brætter, der nu begge ligger fladt på bordet hvoraf det ene dækker over det lille hul med vindruen i. Abe 1 kan altså ikke se bordet for skydelågen, men den kan vælge mellem brætterne ved at skyde lågen til den ene eller den anden side. I denne opstilling har Abe 1 ikke set, hvilket af brætterne abe 2 valgte, alligevel vælger abe 1 i lidt mere end halvdelen af forsøgende det bræt, der aldrig har skrånet. Man må formode, at abe 1 tænker, at abe 2 har tænkt, at der gemte sig noget under det skrånende bræt, hvorfor det bræt, der har ligget fladt ned hele tiden, nu må være det mest interessante. Eller abe 1 tænkte, at da abe 2 ikke så dig skjule vindruen i hullet, kunne den heller ikke vide, at der var en vindrue, hvorfor den vælger at se bag det skrånende bræt, som formodentlig dækker over noget, siden det sådan skråner. Det er vildt, og Schmelz holder sig heller ikke tilbage i

konklusionen: Hvis vi definerer tænkning som at drage en slutning uden adgang til sanseinformation, så kan vi konkludere at tænkning ikke er forbeholdt mennesket alene, men tænkning over andres [tænkning] er det heller ikke. Det er det her, tænkning over andres tænkning, der er for vildt. Man kan måske også sige det således: Det mennesket har, som chimpanserne ikke har, er ikke-hår. Tryllestaven Det er ikke desto mindre meget betydningsfuldt ikke at have hår. Det må vi konkludere al den stund, forsøget ikke forklarer, hvorfor vi aldrig har observeret chimpanser lave skoler, marker, plantager, veje, broer, flyvemaskiner, havenisser, retssystemer, dialyseapparater. parlamenter, hjertestartere og Aberne har på nuværende tidspunkt siddet længe nok i deres forsøgsbure. De trænger til en tur i byen. Vi tager til trylleshow med klovnen Raffus (se fra 2.48 minutter). Raffus har en fantastisk tryllestav, med hvilken han tryller en hvid fjerdusk frem. Eller rettere, en temmelig stor del af hans publikum, som er i børnehavealderen (nogenlunde samme aldersgruppe, som vores chimpanser), er temmelig skeptiske og mener, at Raffus blot har trukket fjerdusken ud af tryllestaven. Raffus benægter og forsøger sig endnu engang. Desværre er publikum meget årvågne og mindst én opdager, at han bag om ryggen blot stopper fjerdusken op i tryllestaven, mens han med sin ordstrøm ihærdigt forsøger at aflede opmærksomheden fra sit snyderi. Han er afsløret. Alligevel fremturer han, og påstår at han kan trylle en farve på den hvide fjerdusk. Publikum kan dog ikke blive enige om en farve, og Raffus skærer igennem og siger, at han da bare kan trylle den om til alle farver. I fællesskab fremsiger klovnen og publikum en trylleformular og fjerdusken

har nu alle farver. Men ingen får den angiveligt mangefarvede fjerdusk at se. Hurtigt fremsiger Raffus trylleformularen og fjerdusken er atter hvid. Der lyder igen høje protester fra det årvågne publikum; de vil se fjerdusken. De er bestemt ikke overbevist om Raffus evner som tryllekunster. Nårh, I vil have jeg skal tjekke farverne, udbryder Raffus, men det kan jeg jo bare gøre ved at kigge ned i røret. Igen protesterer publikum, men Raffus er ligeglad og sætter tryllestaven op til øjet, mens han i samme bevægelse trækker en mangefarvet fjerdusk ud af røret og holder den op med den anden hånd. Mens jeg begejstret står og klapper, ikke mindst af Raffus evne til at holde børnenes opmærksomhed fanget, kommer jeg i tanke om aberne. De er væk. Kort efter finder jeg den ene i en gardinstang og den anden ved resterne fra en frugtskål i et lille te-køkken. Raffus har ikke kunnet holde på deres opmærksomhed. Hvorfor har aberne mistet interessen så hurtigt, når nu børnene vedblev at være optaget af trylleshowet? Jeg har kun et fornuftigt svar på det spørgsmål, og det har jeg fundet hos Michael Tomasello, som var en af kollegaerne på Schmelz forsøg, men han er ikke bare det: Han er en af de gamle, en af de store autoriteter og allerede i 1999 i bogen The Cultural Origins of Human Cognition konkluderede han: Der er kun en enkelt stor forskel [mellem mennesker og aber], og det er det faktum, at mennesker identificerer sig med artsfæller på en meget dybere måde, end andre primater. (side 14). Turbolæring og fællesskab Vi mennesker har en mere udtalt evne til at sætte os i andres sted, end andre arter har. Det er den evne, der holder børnene fanget af Raffus tryllerier. Det er ikke så meget, det han gør med sine rekvisitter, men de forventninger, han vækker hos børnene, og deres reaktioner på hans handlinger. Raffus

trylleshow er ikke magi, men en leg mellem bevidstheder; hans og børnenes. Og mon ikke det er fordi, man ikke kan spise bevidstheder, at aberne fandt andet at tage sig til? Var der væltet vindruer og rosiner ud af Raffus tryllestav, skulle de nok være blevet. Evnen til at sætte sig i andres sted og lysten til det har gjort det muligt for os at udvikle store symbolske systemer, såsom sprog, matematik og musik, hvilket igen har sparket til den kulturelle udvikling, som igen ligger pres på vores kognitive og mentale udvikling. Det, der har båret forandringen af menneskene og gjort os så forskellige fra vores fætre og kusiner, har kun et muligt svar, mener Tomasello, og det er social og kulturel transmission. Og det biologiske pres der opstår på baggrund af denne evne vedrører evnen til at forstå kulturelle normer og sociale koder. Kort sagt fællesskaber. De hjerner, der bedst forstår de kulturelle og sociale koder, er dem, der klarer sig bedst. Vores udprægede evne til at sætte os i andres sted gør os umiddelbart i stand til at forstå, hvad andre vil. Med en smule erfaring altså som voksne kan vi derfor vurdere om et barns aktiviteter vil føre til det ønskede mål. Og hvis ikke kan vi gå ind og rette aktiviteten. Modificere eller forbedre redskabet eller blot brugen af det og på den måde opstår den kulturelle udvikling. The rate of development was undetectably slow at the beginning, skrev Jared Diamond i 1997, when hundreds of thousands of years passed with no discernible change in our stone tools and with no surviving evidence for artifacts made of other materials. Today, technology advances so rapidly that it is reported in the daily newspaper. Hver eneste generation bliver en smule klogere og kan lære deres børn at benytte de nu endnu mere avancerede redskaber og teknologier. Og de børn, der forstår at udpege de bedste forbilleder og tage ved lære af dem får opnår en umiddelbar fordel. Man ser ikke det her hos aber, at de for alvor giver lærdom

videre fra generation til generation. Abeunger må nøjes med at efterabe, derfor udvikler de ikke kultur. Egernaber er temmelig kloge, f.eks. er de klar over, at det bliver nemmere at knække en palmenød, hvis man ligger den til tørre noget tid. Hvordan de har fundet ud af det, og hvordan de har bevaret den viden, kan jeg ikke svare på, men når nøden har tørret, bringer aben den til værkstedet, hvor den skal knækkes. Det gøres med bestemte stentyper. Men det kan tage op til 8 år for en ung egernabe at lære kunsten. Den må nemlig selv finde ud af det. Når et menneske ser et andet menneske i gang med et eller andet fatter det umiddelbart intentionerne hos den denne formålet med handlingerne. Og hvis handlingerne viser sig tossede i forhold til målsætningen, begynder vi straks at justere den andens adfærd. På den måde lærer vi i turbofart. Og det er det, der gør hele forskellen. Det hedder læring og samarbejde. Eller med et andet ord, vi godt kan lide: Højskole. Solen - Vores Stjerne af Christoffer Karoff, Aarhus Universitet På et sekund udstråler Solen mere energi end vi har brugt i hele menneskehedens historie. Uden Solen ville der ikke findes liv på Jorden. Uden Solen ville Jorden være en mørk og gold planet uden lys og med en temperatur på minus 273 grader. Alligevel mener de fleste klimaaktivister, at Solen ikke har indflydelse på Jordens klima. I dette essay vil jeg prøve at sætte spørgsmål ved den antagelse. Dette vil jeg gøre ved at fortælle jer lidt om vores stjerne, Solen. Hvad er det der får Solen til at lyse? Hvordan kommer dette lys ned til os på jorden? Har Solen

betydning for klimaet på Jorden og kan Solen være farlig for os? Den eksplosive Sol Solen er ikke bare en konstant lysende kugle der giver os lys og varme. På overfladen af Solen kan vi med jævne mellemrum opleve kolossale eksplosioner de så kaldte Corona Mass Ejections, hvor enorme mængder af millioner grader varmt plasma skydes ud i rummet. Disse eksplosioner skyldes ændringer i Solens magnetfelt. De sidste 100 år har vi oplevet mange store ændringer i Solens magnetfelt og vi har derfor ofte kunne registrere eksplosioner på Solens overflade som dem på billederne. Billede af en Corona Mass Ejection, hvor enorme mængder plasma skyder væk fra Solen. Billede er taget i ultraviolet lys og den plasma der ses på billedet er omkring 60.000 grader varmt. Billedet er fra 16. juni 2011

og er taget af NASA s SDO mission. Hvis den plasma der bliver skudt ud i forbindelse med disse eksplosioner rammer Jorden kan det få stor betydning for vores dagligdag. Således arbejder mange solfysikere på en teori om, at aktiviteten på overfladen af Solen kan have betydning for klimaet på Jorden, men det er ikke bare klimaet der kan blive berørt af eksplosionerne på Solens overflade. Satellitter i rummet og elnettet på Jorden kan også komme i problemer, hvis de bliver ramt af plasma fra de kraftige eksplosioner på Solens overflade. Lysets rejse Før jeg går videre med, at fortælle om eksplosionerne på Solens overflade og den betydning de har for vores dagligdag på Jorden, så skal vi først lige se lidt på det synlige lys vi også modtager fra Solen. Den danske astronom Ole Rømer lærte os, at lys bevæger sig med en hastighed på 300.000 km i sekundet. Det tager derfor lyset 7 minutter, at nå fra Solen og ned til os på Jorden, men inden da har lyset faktisk gennemlevet en meget længere rejse indeni Solen. Lyset bliver skabt som energi fra kernefusion i Solens centrum. Solens centrum er med sine 15 millioner grader det varmeste sted i vores solsystem. Tætheden er over 10 gange så stor som blys og dette gør at der kan ske kernefusion. Dvs. at to brintatomer kan smelte sammen til et heliumatom og derved danner en masse energi. Solens opgave er nu, at få transporteret alt denne energi der er skabt ved kernefusion i Solens centrum ud til overfladen af Solen som varme eller lys. Solen kan transportere energien eller varmen fra centrum af Solen ud til overfladen på to måder. Enten via stråling eller via konvektion. Jeg skal her nok lige nævne her, at vi i fysikken ikke skelner mellem lys og energi eller varme. Lys består af små lys-partikler

fotoner og hver foton har en energi der giver det udsendte lys farve. I den inderst del af Solen bliver energien transporteret via stråling, som man kender det, når man sidder foran et lejrbål og kan mære strålingsvarmen fra lejrbålet pible i ansigtet. Den del af Solen, hvor energien eller varmen bliver transporteret via stråling kaldes for strålingszonen og det tager lyset omkring en million år at rejse igennem Solens strålingszone. I den yderst del af Solen bliver energien derimod transporteret via konvektion. Konvektion kender vi også fra en gryde med bullerkogende vand. I sådan en gryde skal varmen transporteres fra bunden af gryden på til overfladen. Dette sker i gryden med kogende vand ved en masse turbulente bevægelser, hvor store varmebobler stiger op til overfladen, hvor de køles ned for derefter at synke ned mod bunden igen. Det samme sker i Solen, hvor store bobler af varm plasma stiler op mod Solens overflade, hvor de køles ned for derefter at synke mod bunden igen. Den del af Solen, hvor energien eller varmen bliver transporteret via konvektion kaldes for konvektionszonen og det tager lyset omkring 10 dage at rejse igennem Solens konvektionszone. Efter konvektionszonen skal lyset fra Solens centrum passere Solens fotosfære, som vi kalder Solens synlige overflade. Det er den del af Solen som man kan se, hvis man kigger på Solen gennem et par kraftige solbriller, eller gennem et almindeligt solteleskop. På den anden side af fotosfæren finder vi Solens atmosfære som også består af to lag. En kromosfære og en corona. Selv om det er i Solens kromosfære og corona vi finde de kraftige eksplosioner jeg fortalte om før, så tager det kunne lyset fra Solen få sekunder at passer igennem disse lag og efter 7 minutter er lyset nået ned til os på Jorden.

Nordlys Det er ikke bare lys og varme vi modtager fra Solen. I forbindelse med de enorme eksplosioner på Solens overflade, bliver der også fra tid til anden sendt store mængder elektrisk ladede partikler mod Jorden. Vi taler om, at vi oplever en solstorm. Der er dog stort set ingen af disse elektriske partikler der når ned og rammer os i hovedet. I stedet bliver de elektriske partikler afbøjet af Jordens magnetfelt, der virker som et beskyttende kraftfelt for os, som kan kender det fra Star Wars filmene. Kraftfeltet beskytter os dog kun på Jordens overflade. Ting, som f.eks. satellitter, der befinder sig uden for magnetfeltets kraftfelt er ikke beskyttede. Således oplever vi ofte i forbindelse med store solstorme at satellitter går i stykker. Store solstorme kan dog også bringe kraftfeltet i knæ. Eller i hvert fald slå Jordens magnetfelt ud af balance og det er når det sker, vi kan se Nordlys. Jorden har et meget simpelt magnetfelt med magnetiske feltlinjer der går fra nord til syd. Når en solstorm skubber magnetfeltet ud af balance kan man de steder, hvor feltlinjerne sidder fast, altså omkring polerne, se det flotteste grønne og violette lys på himlen. Dette lys kalder vi for nordlys. Solens magnetfelt Som sagt har Jorden et meget simpelt magnetfelt, med magnetiske feltlinjer der går fra nord til syd. Sådan er det ikke med Solen. Solens magnetfelt er meget mere kompliceret en Jordens. Hvor Jordens magnetfelt er stationært og kun ændrer sig meget langsomt over millioner af år, så er Solens magnetfelt dynamisk og kan ændre sig meget dramatisk over bare et par år.

Solen magnetfelt skabes af Solens dynamo, hvor store mængder plasma drives rundt i Solens konvektion zone af Solens rotation. Dette føre til at der skabes et magnetfelt og dette magnetfelt vil nu påvirke Solens rotation og strømningerne i konvektionszonen. Vi har altså fået skabt en dynamo, hvor magnetfeltet, strømningerne og rotation drives rundt af hinanden. Solpletter De største solpletter er ofte større end Jorden og kan faktisk godt ses med det blotte øje fra Jorden. Det skal man godt nok passe lidt på med; at rette det blottede øje mod Solen. Men omkring solopgang og specielt, hvis der er lidt diset, så kan det faktisk godt lade sig gøre og der vil man ofte kunne se et par mørke pletter på overfladen af Solen. Ellers kan man bruge et solteleskop til at projektere et billede af Solen op på en væg eller et stykke papir. Det var det Gallileo fandt på at gøre for lidt over 400 år siden og siden har man lavet systematiske observationer af pletter på overfladen af Solen.

Billede af en solplet taget i ekstremt ultraviolet lys. Man kan på billedet se de magnetiske feltlinjer der bryder igennem Solens overflade og trænger langt ud i Solens kromosfære og corona. Disse magnetiske strukturer, der er flere millioner grader varme, kan føre til de omtalte eksplosioner på Solens overflade. Således førte de strukturer vi ser på dette billede til en række eksplosioner på Solens overflade i starten af marts 2011. Billedet er taget af NASA s SDO mission. At Solens magnetfelt ændrer sig kan vi se på solpletterne på overfladen af Solen. Solpletterne opstår når Solens magnetfelt bryder igennem Solens overflade. Dette skaber et magnetisk tryk, der hvor magnetfeltet bryder igennem og for at udligne dette tryk, så der ikke kommer et hul, så er Solen nødt til, at sænke gastrykket i pletterne. Når trykket sænkes i

pletterne, så sænkes temperaturen, derfor er pletterne et par tusinde grader koldere en resten af Solens overflader, der er omkring 6000 grader varm. Det at pletterne er et par tusinde grader koldere end resten af overfladen, gør, at de kommer til at fremstå som mørke i forhold til resten af overfladen. Solens cyklus I 1610 opfinder Gallileo teleskopet og retter det mod Solen. Derefter kunne man i en periode på omkring 40 år dagligt se pletter på overfladen af Solen med Gallileos teleskop. Omkring 1650 begynder pletterne på Solens overflade dog at forsvinde og faktisk kom vi ind i en periode på omkring 60 år, hvor der stort set ingen pletter var på overfladen. Denne periodes kaldes for Maunder minimummet og som jeg skal vise falder det sammen med en periode vi på Jorden kaldet den lille istid, fordi der var ualmindelig koldt på Jorden, specielt i Nordeuropa. Fra omkring 1710 vender solpletterne tilbage på overfladen af Solen og hurtig efter bliver det åbenbaret at solpletterne følger en cyklisk bevægelse, hvor de kommer og går med en periode på omkring 10 år. Denne cykliske bevægelse kalder vi for Solens cyklus og Solens cyklus skyldes Solens dynamo som jeg beskrev før. Det er ikke altid at Solen cyklus er lige stærk. Omkring år 1800 har vi et andet lidt mindre minimum. Dette minimum kaldes for Dalton minimummet. De sidste 100 år har vi befundet os i en periode vi kalder for det moderne maksimum, hvor der har været ualmindelig mange pletter på overfladen af Solen. Det moderne maksimum stoppede dog brat for et par år siden og lige nu spekulerer mange solfysikkere på, hvorvidt vi er på vej ind i et nyt Maunder eller Dalton minimum.

Solen og klimaet Jeg fortalte, hvorledes Maunder minimummet faldt sammen med en periode på Jorden kaldet den lille istid, hvor det var ualmindelig koldt på Jorden, specielt i Nordeuropa. Sådanne sammenfald har fået mange til at prøve, at sammenligne estimater for middeltemperaturen på Jorden med antallet af pletter på Solens overflade. Den første der gjorde det var faktisk den engelske astronom Sir Frederick William Herschel, der i 1801 viste, at der øjensynligt var en sammenhæng mellem antallet af pletter på Solens overflade og prisen på hvede på kornbørsen i London. Årsagen til denne sammenhæng skulle ifølge Herschel være, at Solen lyste en lille smule stærkere de år hvor den var meget aktiv. Dette fik hveden til at vokse bedre på Jorden og priserne til at flade ud på kornbørsen. I dag regner de fleste med at Herschel tog fejl. Solen lyser godt nok en lille smule stærkere når den er meget aktiv, men ændringerne er alt for små, til at vi kan forestille os, at de skulle have stor betydning for temperaturen på Jorden. Men stadigvæk ser der jo ud til at være en sammenhæng mellem den globale middeltemperatur og antallet af pletter på Solens overflade, hvor vi kan genfinde både Dalton minimummet og det morderne maksimum. Sekundære mekanismer Dette har ført til at bl.a. danske astronomer har udviklet såkaldte sekundære mekanismer der kan komme med mulige forklaringer på den tilsyneladende sammenhæng mellem den globale middeltemperatur og antallet af pletter på Solens overflade. Den nok mest kendte af disse mekanismer blev forslået af Henrik Svensmark. Her er ideen netop, at temperaturen på Jorden bliver påvirket, ikke direkte af ændringer i Solens

lysstyrke, men indirekte af ændringer i mængden af kosmiske stråler vi modtager på Jorden fra vores galakse Mælkevejen. Hele solsystemet bombarderes konstant med kosmiske stråler fra supernova eksplosioner i Mælkevejen, men heldigvis beskytter Solens magnetfelt os for langt de fleste af disse kosmiske stråler. Således er Solens rigtig god til at beskytte os, når den er meget aktiv og der er mange pletter på overfladen. Henrik Svensmarks ide er nu, at de kosmiske stråler der slippe igennem til Jorden kan danne lavt liggende skyer, når de rammer Jordens atmosfære. Når Jordens atmosfære således bliver ramt af mange kosmiske stråler, så dannes der mange lavtliggende skyer, der slipper ikke så meget sollys ind og temperaturen falder. Hvis vi således ser på forholdene omkring Maunder minimummet, så var Solen meget lidt aktiv på det tidspunkt og derfor meget dårlig til at beskytte os for kosmiske stråler. Rigtig mange kosmiske stråler slap derfor igennem til Jordens atmosfære og der blev dannet mange lavt liggende skyer, hvilket førte til at temperaturen faldt og vi fik en lille istid. Det modsatte har så været tilfældet de sidste 100 år og det er her problemet kommer ind, for normalt begrundes opvarmningen i den 20. århundred med drivhuseffekten og ikke med Solen. Måske er det netop grunden til at en anden sekundær mekanisme har vundet stor lydhørhed hos alverdens solfysikere de sidste par år. I denne forklaringsmodel ser man på ændringer i Solens ultraviolette udstråling. Hvor de ændringer man har målt i Solens totale udstråling kun er på omkring 0.1%, så er ændringerne i Solens ultraviolette udstråling på over 40% og det er de sidste par år blevet forslået, at dette kan føre til opvarmning og nedkøling af Jordens stratosfære. Dette skulle i sig selv ikke kunne føre til temperatur ændringer på Jordens overflade, men ideen er, at det kan føre til ændringer af jetstrømmene i Jordens atmosfære, som igen kan påvirke fordelingen af høj- og lavtryk. De sidste par år, hvor solaktiviteten lige som under Maunder minimummet har været

ualmindelig lav, har dette ført til, at vi i Nordeuropa har fået kølig luft ned fra nordøst, mens temperaturerne har været mildere på Grønland. Sammenligning mellem antallet af pletter på Solen de sidste 400 år (grøn) og et estimat for den globale middeltemperatur i samme periode (rød). Solplet observationerne er fra Royal Observatory of Belgium, men estimatet for den globale middeltemperatur er fra Esper, Cook, Schweingruber (Science, 295, 2250, 2002). Specielt for perioden efter 1700 ses en tydelig korrelation mellem de to kurver. Til forskel fra forklaringsmodellen med kosmiske stråler, så påvirker den ændrede ultraviolette udstråling altså ikke den globale middeltemperatur, den påvirker alene klimaet lokalt, specielt i Nordeuropa, Grønland og USA. Naturligt nok, har denne forklaringsmodel derfor heller ikke mødt så meget modstand fra klimaaktivister som Henrik Svensmark har mødt for sin. Jeg begyndte med at fortælle, at Solen på et sekund udstråler mere energi end der er blevet brugt i hele menneskehedens historie. At der ikke ville findes liv på jorden uden Solen. At uden Solen ville Jorden være en mørk og gold planet uden lys og med en temperatur på minus 273 grader. Alligevel mener de fleste klimaaktivister, at Solen ikke har indflydelse på

Jordens klima. Jeg håber, at jeg med dette essay har fået sat spørgsmålstegn ved denne antagelse.