Valgkamp på sociale medier

1 En wanna-be-politikers personlige guide til Valgkamp på sociale medier Af Henrik Dahl, folketingskandidat

2 Indholdsfortegnelse 04 Hvad skal man i det hele taget bruge for at føre valgkamp? 08 Hvorfor gælder der andre regler? 11 Hvad betyder det så? 12 Hvis din indsats på de sociale medier var fodbold 17 Ens eget spil I: hvordan når du ud til mange? 19 Skal man poste katte, børn, måltider og motionsresultater? 21 Ens eget spil II: Hvordan undgår man at nå ud til mange på en dårlig måde? 23 Er der andet, man skal huske? 24 Fakta om Publico Kommunikation

3 Denne e-bog handler om at føre valgkamp på de sociale medier. Henrik Dahl Kommunikationsrådgiver +45 31 38 03 10 henrik@publico.dk Ud over at være kommunikationsrådgiver i Publico er Henrik Dahl sociolog, forfatter, foredragsholder, folketingskandidat for Liberal Alliance i Sydjyllands storkreds samt tidligere adjungeret professor, medlem af Værdikommissionen, studievært, stifter af Explora og forskningschef i ACNielsen med mere. Se mere om Henrik Dahl på Wikipedia Denne e-bog er Henrik Dahls personlige guide til valgkamp på sociale medier skrevet med afsæt i egne erfaringer og refleksioner.

4 Mens jeg skriver disse linjer, har jeg ikke vundet noget. Derfor løber jeg den risiko, at de leder tankerne hen på ægteskabsrådgivning skrevet af munke. Om føje tid vil det vise sig, om rådene virker for jeg er faktisk folketingskandidat, og der skal være valg i 2015. Det er opbyggeligt at vide, at den personlige præstation ikke nødvendigvis er det afgørende. Man kan føre en fortrinlig valgkamp uden at komme ind hvis ens parti fejler og går tilbage. Ligesom man kan føre en ret så triviel valgkamp og blive valgt alligevel hvis det går strygende for partiet. Alligevel må vi holde fast i det overordnede: gode valgkampe fører til valg. Dårlige fører til fravalg. Det bør du huske, når du efter valget læser mine råd og prøver at forholde dig til dem. Hvad skal man i det hele taget bruge for at føre valgkamp? De fleste partier tager stilling til, hvem der skal repræsentere dem ved valget, omkring halvandet år før det tidspunkt, hvor der senest skal være afholdt valg. Det er en fornuftig beslutning, for det er den tid, man realistisk skal bruge for at finansiere og organisere en effektiv valgkamp. De helt overordnede rammer for en valgkamp fastlægges af Økonomi- og Indenrigsministeriet. Det vil sige: Hvor mange valgkredse er der? Hvordan skal valget afholdes? Hvordan optæller man stemmerne og beregner partiernes mandattal? Inden for rammerne bestemmer partierne en lang række ting selv. I mit parti mener vi, det er vigtigt, at alle kandidater står lige med hensyn til muligheden for at blive valgt. Derfor bruger vi det, der hedder sideordnet opstilling. Det betyder, at hvis der for eksempel er ti kandidater i en storkreds, får hver kandidat ti procent

5 af listestemmerne. På den måde bliver det ene og alene de personlige stemmer, der afgør, hvem der vinder den interne kamp i partiet, og på den måde bliver dets repræsentant i Folketinget. I forhold til denne e-bogs emne betyder det, at hovedmålet for en fornuftigt tilrettelagt valgkamp nødvendigvis må blive at opnå det størst mulige antal personlige stemmer. Og så skal vi i gang med selve valgkampen. I punktform ser de vigtigste elementer i en vellykket kampagne sådan ud: En politik, der ikke er for besværlig at formidle En kandidat, der ikke er for svær at sælge Et stærkt kampagneteam Penge og andre donationer Gode idéer til kampagnen Energi i store mængder Sociale medier til at binde det hele sammen og give kampagnen sin egen stemning og sit eget udtryk De fleste af tingene giver for så vidt sig selv, og derfor skal vi ikke bruge yderligere tid på dem. De sociale medier (= Facebook) Først et par ord om, hvorfor de sociale medier for mit vedkommende er lig med Facebook. Twitter minder mig om den slags mennesker, der taler enormt højt og aldrig hører efter. Og så er længdebegrænsningen og funktionaliteten elementært kedelig.

6 Jeg har ikke styr på antallet af bøger, der beskriver, hvordan man får succes på de sociale medier. Til gengæld kan jeg sige med stor nøjagtighed, hvor mange jeg har læst fra ende til anden: nul.

7 Instagram minder om nogen, der er endnu værre: Dem, der uden nåde forlanger, at du ser deres fotoalbum. Og LinkedIn er lige så inspirerende som en forretningsreception uden alkohol. Desuden har tjenesten er rigtig dårlig og irriterende funktionalitet. Resten er ikke engang værd at tale nedsættende om. Så lad os komme til det egentlige: Facebook. Jeg har ikke styr på antallet af bøger, der beskriver, hvordan man får succes på de sociale medier. Til gengæld kan jeg sige med stor nøjagtighed, hvor mange jeg har læst fra ende til anden: nul. Når jeg hurtigt har lagt dem, jeg har haft fingre i, bort, var det fordi der altid var noget galt med selve den måde, hvorpå de angreb emnet: at være på Facebook. Hvis jeg skal forsøge at rekonstruere den skjulte besked om Facebook, der kan læses ud af bagsideteksterne, er det noget i retning af, at man skal tænke sig rigtig grundigt om og have en meget gennemtænkt strategi for, hvad man vil sige til sin målgruppe. Eller med andre ord: at være på Facebook er en kynisk og ulystbetonet aktivitet, der kun er lidt mere morsom end uddeling af flyers (som jeg ikke kender nogen politikere, der bryder sig om. De, der siger andet, lyver). Jeg har aldrig tænkt mig om i så meget som to sekunder, før jeg skrev noget på Facebook. Og det har aldrig bekymret mig, om publikum brød sig om det. På den måde har jeg (primo maj 2015) fået knap 8500 venner og følgere på min personlige Facebookside og godt 4000 på min professionelle. Når man renser for personer, der er med begge steder, giver det en rækkevidde på 10.-11.000 mennesker. Man kan også udtrykke dette på en anden måde: Det er min faste overbevisning, at gode Facebook-sider er sider, der har personlighed. Er det nu noget, man skal ødelægge, bare fordi man bliver politiker og er nødt til at have en rigtig fanside?

8 Både ja og nej. Forleden skrev en af mine venner i en opdatering på Facebook, at vedkommende havde ligget søvnløs om natten. Hvis jeg ikke var nødt til at tænke på, hvad negativt indstillede mennesker, der bare ligger på lur for at konstruere en historie om, at du er et dårligt menneske, kunne finde på at sige og gøre, ville jeg nok have skrevet: Når jeg ikke kan sove, plejer jeg at begynde på en liste over folk, der skal arresteres efter magtovertagelsen. Nu tør jeg ikke længere skrive den slags. Ganske vist er det blot en vittighed, der som sit virkemiddel benytter det absurde. Dog er det en kendsgerning, man som politiker er nødt til at forholde sig til, at ude i verden findes massevis af mennesker, der er klar til: Med vilje at fordreje det, du siger Med vilje at tage morsomheder alvorligt Med vilje at tage alvorsord for spøgefuldheder Med vilje at konstruere vidtløftige historier om, hvilket ufattelig slet menneske, du er Med vilje at spille dybt sårede eller dybt foruroligede over et eller andet, som ingen ville tage notits af havde det ikke lige netop været dig eller en af dine kolleger, der sagde det Eller simpelthen: Bare at lyve og fordreje og manipulere lige så hæmningsløst som en hel kongres af sofister Hvorfor gælder der andre regler? Jeg tror, et af de mest enkle svar også er et af de mest rigtige: fordi der står så meget på spil. Her tænker jeg ikke på penge. Det er korrekt, at medlemmer af Folketinget får en god løn men den er intet i sammenligning med, hvad en direktør, som forvaltede summer, der svarer til dem, Folketinget inddriver, ville få. Ej heller, hvis man dividerede de nævnte summer med 179.

9 Til gengæld er der få job, der giver så megen prestige og rummer så megen magt. Tænk engang: som medlem af Folketinget er man med til at lave regler, alle mennesker skal rette sig efter. Og indirekte (fordi regeringen udgår af Folketinget) har man endda de magtmidler, der er nødvendige for at få folk til at makke ret, hvis de ikke følger reglerne. Det er svimlende. Samtidig arbejder man på en arbejdsplads, der har sit helt eget postnummer: 1240 København K. Det er et job, mange mennesker vil have. Og et job, de ønsker så brændende, at de ofte fristes til at tænke, at målet helliger midlerne. Men faktisk kommer de værste løgne og fordrejninger som regel ikke fra de valgte politikere. De kommer fra deres tilhængere. Derfor er man nødt til at lede efter flere forklaringer. Og dér tror jeg, den vigtigste af disse supplerende forklaringer er, at politik skaber identitet. Når man brænder for politik, bliver man en del af en gruppe - og politiske grupperinger har næsten altid en meget stærk vi-følelse. Det, der forklarer alle de unoder, jeg har nævnt, er således, at hvis man tilhører et stærkt vi, bliver man en slags fan. Og fans dem kender vi godt: usagligt jublende over alt, hvad det elskede hold foretager sig. Og lige så usagligt nedrakkende (indtil det mobbende) over for enhver modstander undtagen arvefjenderne, der skal have en ekstra grov behandling. Så valgkamp også på de sociale medier svarer utrolig meget til at være for eksempel et tophold i fodbold (forestiller jeg mig, for jeg har aldrig prøvet det). Uanset hvor godt eller skidt, du og dit hold spiller, er der en vis del af publikum, der jubler i vilden sky over det, de oplever. Og en vis, anden del, der ikke kan se ét gram kvalitet i det, der foregår.

10 Gode Facebook-sider er sider, der har personlighed.

11 Hvad betyder det så? Hvor gode muligheder har Manchester United for at gøre Liverpool-fans til tilhængere igennem godt spil? Eller omvendt? Jeg har ikke analyseret den nøjagtige sandsynlighed, men jeg vil gætte på, den er tæt på nul. Hvor gode muligheder har Liberal Alliance for at gøre Enhedsliste-folk til deres vælgere? Omtrent de samme. Og i det hele taget er fodbold ikke nogen dum ramme at tænke inden for, når man færdes på Facebook som politiker. Du har et fremadrettet spil, du gerne skulle have til at fungere. For uden at score mindst ét mål mere end modstanderne i de fleste kampe, kan du aldrig komme i nærheden af at vinde noget. Samtidig skal du have en robust defensiv. For som alle ved: det er angrebet, der vinder kampene. Men det er og bliver forsvaret, der vinder turneringerne. Så er der modstanderholdet. Hvordan skal du tackle det? Ja det kommer an på, hvem du i det hele taget tror er modstanderen. Eller sagt på en lidt anden måde: hvad du i grunden betragter som din hovedopgave. Endelig er der så fansene. Du ved, at du kan lave en masse bravour-numre, der vil få dit eget holds fans til at juble. Men skal du? For det er samtidig noget, der gør de andre holds fans enormt ærgerlige. Og her holder ligheden med fodbold op: Disse fans fra de andre hold, kan faktisk vanskeliggøre dit spil i betydelig grad. De kan nemlig råbe og skrige så meget, at det både overdøver din stemme og tærer på din troværdighed. Endelig er der så sportsjournalisterne. Dem er der mange af og de lever af at

12 skrive om det, du laver. Derfor er de nødt til at finde på noget at skrive der, hvor historierne mangler. Og du er i et vist omfang nødt til at finde dig i dem, selvom det, de skriver, som regel er noget værre ævl og ammestuesnak, og de hverken har været med til taktikmødet eller på bænken under kampen. I politik hedder den slags mennesker kommentatorer og analytikere. Men deres opgave (og deres begrænsninger) er den samme som sportsjournalisternes inden for eksempelvis fodbold. Hvis din indsats på de sociale medier var fodbold Modstanderholdet. Hvad skal du gøre ved det? Det er altid en god idé at sætte sig grundigt ind i modstanderens styrker og svagheder. Men om man skal spille på modstanderens præmisser det er en helt anden sag. Når du er folketingskandidat for Liberal Alliance, er din hovedmodstander selvfølgelig rød blok i bred forstand. Herunder ikke mindst det største parti i blokken: Socialdemokraterne. Men hvor mange stemmer er der i, at du demonstrerer din suveræne, analytiske sans og din skarpe pen på Facebook ved igen og igen at lade dem lyne over rød blok? Ikke mange. For hvis du skal have en stemme fra én, der holder mest af rød blok, skal du forestille dig en person, der for det første ikke i forvejen har indset rød bloks svagheder og for det andet er klar til at stemme på dig i samme øjeblik, hvor disse svagheder bliver udpeget. Og det er ikke videre sandsynligt. Folk ved udmærket godt, hvad der er galt med det parti, de foretrækker. Derfor skifter de heller ikke mening, hvis du påpeger det.

13 Hvad kan så være grundene til at beskæftige sig med partier, hvis politik man ikke kan forandre? Eller med vælgere, der aldrig kommer til at skifte mening? Ja der kan være nogle stykker. I de fleste partier er der en kritisk masse af begavede folk, som ved, at det i vore dage gælder om at frame begivenheder. Det vil sige: vinde kampen om, hvordan og hvorledes disse begivenheder skal være socialt konstrueret. Her kan det være en god idé at tage kampen op. For at give et eksempel. Din modpart fra rød blok konfronterer dig med, at det ikke går særlig godt med at gennemføre planerne for vedvarende energi. Og du svarer som sandt er nej, det ser sort ud!. Det kan rød blok udnytte som framing. For nu kan rød blok sige: Blå blok erkender, at kulfyrede kraftværker er vejen til jordens undergang. Eller sådan noget. Men det er jo ikke det, sagen drejer sig om. Sagen drejer sig om, at både det internationale panel vedrørende klimaforandring (IPCC) og FN s energiagentur (IEA) siger, at vindmøllestrøm ikke vil få andet end marginal betydning inden for en tidshorisont på 25 år. Derfor ser det sort ud for regeringens strategi, inklusive PSO-afgifter og hvad den ellers rummer af elementer: Det er et projekt, der slet ikke giver mening. End ikke i et 25-årigt perspektiv. Derfor bør et blot nogenlunde sandhedssøgende menneske have en lille tilføjelse fra IPCC med, som venstrefløjen bestemt ikke bryder sig om: IPCC er faktisk begyndt at sige (med en meget lille og forsigtig stemme, men dog alligevel), at hvis man virkelig vil nedsætte emissionerne af CO 2, så kan atomenergi være værd at (gen)overveje.

14 Folk ved udmærket godt, hvad der er galt med det parti, de foretrækker. Derfor skifter de heller ikke mening, hvis du påpeger det.

15 Her må man slå til med en mod-framing og forklare, hvad det egentlig er, der ser sort ud. Ellers stjæler modparten indtrykket af, at rød blok er dem, der bekymrer sig om klimaforandringer, mens blå blok er ligeglad. Hvilket er notorisk og bevisligt nonsens, som rød blok selvfølgelig ikke skal slippe afsted med. Om man vinder sådanne opgør, er svært at afgøre. Nogle måneder senere vil man dog som regel hvis man tager en spadseretur på de sociale medier kunne se, hvilken framing der er knæsat som den gældende og hvilken, der tæller som marginal. En anden grund til at kritisere sin hovedmodstander skarpt og veltalende er, at det kan give mange personlige stemmer og megen publicity. Det, man skal være opmærksom på, er dog, at disse stemmer ikke tages fra modstanderblokken, men fra tilhængere af ens eget parti, der flytter deres stemme fra partilisten til en selv. Eller fra en anden person i ens parti til en selv. Der kan altså være gode grunde til at angribe sin politiske hovedmodstander på Facebook med suveræne analyser eller spændstig retorik. Man skal bare vide, hvad de gode grunde er. Og ikke gøre det, med mindre det er netop disse mål, man ønsker at opnå. Men personligt foretrækker jeg ikke at lade mig trække alt for langt ind i kampe, der spilles på modstanderens præmisser hvis det på nogen måde kan undgås. - Hvorfor skal jeg indlade mig i en kamp om social dumping når jeg mener, at selve begrebet er forsludret og manipulatorisk? - Hvorfor skal jeg indlade mig i en kamp om socialistisk lighed (som er: lighed i udfaldet), når jeg mener, at det vigtigste er liberal lighed (nemlig: lighed i udgangspunktet)?

16 - Hvorfor skal jeg indlade mig i en kamp om fællesskabet, når jeg mener, at i Socialdemokraters mund er en omskrivning af begrebet staten? Nej vel. Man kan kun tabe den slags kampe, hvor man har givet modstanderen lov til at frame dem. Derfor skal man holde sig ude af dem med mindre man er sikker på, at man har en chance for at mod-frame. Men skal du overhovedet udlede dit eget kommunikationsmål fra en analyse af hovedmodstanderen? Her må vi sænke stemmen og lægge ansigtet i andægtige folder. For det, der nu skal siges, kan både misforstås og lyde unødigt hårdt. Selvfølgelig er rød blok hovedmodstanderen, hvis du repræsenterer Liberal Alliance. På den anden side: Det er jo ikke frafaldne SF ere og utilfredse S ere, der vil give dig din sejr. Vel? Det, der vil give dig din sejr, er folk, der har dit parti som andetvalg, men af den ene eller den anden grund er i tvivl. Eller kan bringes i tvivl. Derfor er dit personlige kommunikationsmål overhovedet ikke (hvis du tænker dig om) at diskreditere den blok, du ikke tilhører. Det bør du overlade til dit partihovedkvarter og din partiformand. De er meget bedre til det, end du er. De har både større budgetter og mere gennemslagskraft. Det personlige mål er at bestyrke troen hos dem, der allerede har bestemt sig for at stemme på dig og at få dem, der har dit parti som andetvalg, til at forstå, at ingen vil repræsentere (for eksempel) den liberale sag bedre på Christiansborg, end du vil. Eller at ingen vil repræsentere din landsdel bedre på Christiansborg, end du vil.

17 Men altså og under alle omstændigheder: at du er mere kompetent og har flere positive egenskaber end nogen anden, der kommer til at stå på stemmesedlen i den storkreds, hvor du stiller op. Her er man nødt til at være nogenlunde elegant ligesom når man skal overbevise en person, man er brændt varm på, om, at man langt er at foretrække for konkur-renterne. I den slags tilfælde er det sjældent den mest bralrende, der går af med sejren. Men derimod den, der udviser det største vid og den største finesse. På samme måde er det i politik. Ens eget spil I: hvordan når du ud til mange? Personligt finder jeg det offensive spil sjovest. Det vil sige en optræden på Facebook, hvor man angriber og scorer point i form af likes og delinger. Der er ikke nogen klare regler for, hvordan man når disse mål. Min rekord er en rækkevidde på over ét hundrede tusinde, ledsaget af næsten tusind likes og knap to hundrede delinger. Men det var en post med personlige betragtninger over faderskab og barndom i anledning af en far, der havde fået en hård straf for at give sine børn en (kort og meget langsom) køretur siddende i to kajakker, han havde fastspændt på taget af sin bil. Sådanne anledninger bør man selvsagt ikke sidde og vente på kommer igen. At en post skal være kort for at nå langt, er noget bevisligt sludder.

18 Det, der vil give dig din sejr, er folk, der har dit parti som andetvalg, men af den ene eller den anden grund er i tvivl.

19 Nogle af dem, jeg er nået længst med, er lange analyser af den politiske situation efter terrorangrebene i Paris og København i januar og februar 15. De fik rækkevidder i spændet 20.000-40.000, mange delinger og udløste et par henvendelser fra de klassiske medier. Desuden udløste de et par økonomiske donationer af betydelig størrelse og udtalelser som: Nu tror vi endelig, dit parti har en troværdig analyse af terrorismen. Så alt i alt: skriv ikke længere end, hvad dit budskab kan bære. Det vil undertiden sige to linjer. I andre tilfælde er det to sider. Men frem for alt: skriv med hjertet (med mindre det er fuldt af klichéer). Skal man poste katte, børn, måltider og motionsresultater? Der er bestemt ikke noget galt med dette, og det kan i visse tilfælde give mange likes. Til gengæld er det ikke videre opfindsomt, så alene af den grund gør jeg det aldrig. En anden ting, man bør overveje (når det gælder børn), er: Dine børn er ikke nødvendigvis lige så interesserede i at blive eksponeret vidt og bredt, som du selv er. Så tænk lidt på, hvordan du selv havde det, da du var barn. Når man er lille, vil man helst være nogenlunde almindelig og ikke vække for meget opsigt. Så selvom du er en kendt politiker eller gerne vil være en, så er det ikke sikkert, at dine børn har lyst til at være børn af en kendt politiker eller børn af en, der gerne vil være en kendt politiker. Hvis de er, som børn er flest, vil de først og fremmest gerne bare være dine børn. Hvad angår madlavning og motionsresultater skal du huske dette: Når man er amatør, er det salen, der skal gøre noget for scenen. Når man er professionel, er det scenen, der skal gøre noget for salen.

20 Sådan er det også med gastronomi og sport. Eller med andre ord: er du amatør, er du afhængig af kærlige mennesker, der vil sige åh! og ih!, selvom du bare har lavet nogle frikadeller eller luntet ti kilometer. Den slags kærlige mennesker bør du ikke regne med at have til rådighed, hvis du for eksempel har en kontaktflade på ti tusind mennesker på Facebook. Eller du må i det mindste regne med, at der er en kritisk masse af sure og negativt indstillede mennesker blandt de ti tusind. De sure og negativt indstillede er ikke indstillede på at opføre sig som forældre til en skolekomedie. Til gengæld er de indstillede på ganske nådesløst at sige, at dine frikadeller er ganske almindelige, og at du ikke løber særlig stærkt. Så tænk dig om. Hvis du ikke kunne være vikar på en kvalitetsrestaurant og hvis du ikke kan løbe en maraton på under tre timer, bør du som hovedregel undlade at poste resultaterne af din møje på Facebook. Derfor foretrækker jeg personligt at skrive om militærfly og om danmarkshistorie, hvis jeg endelig skal skrive om noget, der rækker ud over det politiske. Hvorfor? Fordi det er to ting, der faktisk interesserer mig så meget, at jeg ikke blot har læst et par stykker, men mange bøger om dem. Men det er alt sammen ting, hvor man bør prøve sig frem. Du ved, at du har gjort det godt, hvis fagfolk blander sig i din tråd med oplysende detaljer. Ellers er det tilbage og øve sig lidt mere, inden man prøver igen.

21 Ens eget spil II: Hvordan undgår man at nå ud til mange på en dårlig måde? Dette kan bedst sammenfattes i nogle få regler, som du skal overholde. De kommer her: Lad være med at være (alt for) grov over for andre Lad være med at slå på nogen, der er mindre end dig selv Lad være med at slå på damer Lad være med at skrive noget ufordelagtigt om dyr navnlig hunde Lad være med at skrive noget ufordelagtigt om motorveje i Midt-, Vestog Nordjylland. Dette er det grundlæggende. Og så skal du selvfølgelig heller ikke poste billeder af dig selv, hvor du er virkelig dum at høre på eller grim at se på. Eller af andre, der er virkelig dumme at høre på eller grimme at se på. Forholdet mellem Facebook og det, jeg for nemheds skyld vil kalde de klassiske medier Når først man har tilstrækkeligt med Facebookvenner (det vil sige i omegnen af titusind og derover), skal man tænke på, at man driver sit eget lille tidsskrift. Hvis man husker de råd, jeg har givet ovenfor, er det noget, der udelukkende rummer fordele. Hvis du er utilfreds med de klassiske mediers udlægning af et eller andet, kan du bare skrive din egen. I første omgang når det (i princippet) ud til de tusindvis af mennesker, der abonnerer på dig. Og hvis du skriver tilstrækkelig prægnant: også til dem, dine venner når ud til, når de bliver så glade for dine ord, at de anvender del -funktionen.

22 Der er kun én situation, hvor du bør sige nej til den slags: Hvis din modpart er en largerthan-life ghettodigter. Ellers skal du bare sige ja tak, stryge en skjorte og troppe op i Deadline.

23 Som jeg har nævnt, taler vi her om rækkevidder, der kan være både tre og fire gange så store som din abonnentbase. Men desuden er det sådan, at blandt for eksempel 10.000 abonnenter, vil der altid være en skare af professionelle journalister, der holder øje med, hvad du skriver. Og det skal du selvfølgelig udnytte. Ikke ved at angle efter, at din post bliver til en historie i de klassiske medier for så bliver den det selvfølgelig aldrig (og sådan er det i øvrigt i alle livets forhold: de ting, der gør dig mest lykkelig, opnår du ved af et ærligt hjerte at prøve at gøre noget andet). Men skriv skarpt, interessant og med selvtillid om ting, du har forstand på eller brænder for: så vil der selvfølgelig engang imellem ske det, at Deadline eller en kvalitetsavis ringer til dig for at høre, om du vil fortælle historien én gang til hos dem. Der er kun én situation, hvor du bør sige nej til den slags: Hvis din modpart er en larger-than-life ghettodigter. Ellers skal du bare sige ja tak, stryge en skjorte og troppe op i Deadline. Er der andet, man skal huske? Ja. Det er der helt sikkert. Men nu har jeg givet dig alt, hvad jeg har af visdom og erfaring om, hvordan man får en stor læserskare på Facebook. Nu skal du glemme det hele og tænke: Hvad ville alt dette svare til, hvis jeg ikke var Henrik Dahl, men mig selv? Og så skal du klø på uden at være alt for bange for, at det går galt. God fornøjelse!

24 Fakta om Publico Kommunikation Publico er et PR-bureau, der styrker virksomheders relationer med kommunikation. Vi er specialister i at omsætte forretningsmål til strategisk kommunikation, der skaber mening, opbygger loyalitet, fremkalder smil, flytter holdninger og ændrer adfærd. Publico har fem specialer: Analyse og strategi Fundamentet for god kommunikation er et grundigt analyse- og strategiarbejde, der munder ud i klare valg, fravalg og kernebudskaber. Content marketing Med vores journalistiske profil er vi eksperter i at udvælge, vinkle og forklare ofte komplekse emner. Vi omsætter de områder, hvor I har en unik viden, der bidrager med ny og brugbar viden i jeres målgruppers hverdag. Intern kommunikation Vækst, fusioner, fyringsrunder, ny strategi eller nye arbejdsmetoder. Publico hjælper med forandringskommunikation i øjenhøjde. Kampagner For blandt andet ministerier og styrelser planlægger og udfører vi kampagner, der skaber viden og flytter holdninger. Pressekommunikation Vores kendskab til mediernes kriterier og arbejdsmetoder er et godt afsæt til at udtænke, vinkle og placere historier, der skaber redaktionel omtale af vores kunder. Publico Publico Kommunikation tæller 12 medarbejdere med titler som kommunikationsrådgiver, kommunikationskonsulent, journalist og marketingkonsulent. Publico er stiftet i 2001af Uffe Lyngaae, der fortsat er direktør. Publico er eksklusivt dansk medlem af PR World Alliance, der er et internationalt netværk af stærke kommunikationsbureauer i Europa, USA og Afrika. Kontakt Publico Kommunikation Aps Mejlgade 47, Baghuset 1. sal 8000 Aarhus C T +45 86 19 72 15 E hejsa@publico.dk