Mild og underholdende, artig og forekommende i alt, hvad der ikke medförer Udgivter. Tale om Alt undtagen Politik og Religion, nævne sit Land og sin Konge og sin Stand med Ærefrÿgt, ikke rose sit eget for meget og aldrig dadle de Fremmedes Sprog, Skikke og Klædedragt. Ikke tage Spög ilde op men holde sig til de bedste opdragne. Vogte sig for Fortrolighed af eventÿrlige Herrer og Damer og aldrig uden störste Forsigtighed fortsætte et Dilligence = Bekjendtskab. Sådan begynder balletmester August Bournonville sine anbefalinger til en ung mand, der skal ud på dannelsesrejse i Europa. Raad og Leveregler fra En ældre til en ÿngre Ven hed Bournonvilles korte og sammenfattende regler for god opførsel, skrevet i 1837, og først udgivet i bogform i 1989. I disse korte sætninger findes et indsigtsfuldt manual for, hvordan et dannet menneske forventedes at opføre sig i 1800- tallet. Man skal være venlig, høflig og imødekommende, men uden at give penge ud. Man skal aldrig tale om politik og religion. Ikke være selvrosende, men især ikke håne andres sprog og sædvaner. I sit netværk skal man holde sig til de bedste og undgå spøgefugle og distanceblændere. Og selv om vi ikke mere farer med diligence, kan vi nok forstå meningen med advarslen. Bournonvilles anbefalinger er et eksempel på etikette eller manerer, som man tidligere ikke var så bange for at indlære og normere. God opførsel kommer ikke af sig selv, men skal og kan ret nemt læres. Velfærdsdanskerne er uhøflige, skrev journalist Jesper Steinmetz i en kronik i Berlingske (8/1 2011). Efter at have været korrespondent i USA i et lille år kunne Steinmetz konstatere, at amerikanerne gennemgående er høflige og hjælpsomme og ofte siger sorry og excuse me, selvom de er uden skyld. Hjemme i Danmark oplever Jesper Steinmetz så den danske bøvede og knotne facon, hvor ingen undskylder noget eller viser hjælpsomhed i den offentlige sfære. Bilister, cyklister og ekspedienter tænker kun på sig selv og ikke på andre trafikanter eller kunder.
Også journalist Peter Olesen har kritiseret danskernes mangel på pli, omgangsformer og gode manerer. I bogen Høfligheden - hvad blev der af den? opremses masser af eksempler fra den danske hverdag på en rå, ubehagelig og sprogligt afstumpet omgangsform i dag. Manererne og den gode tone er i frit fald. Det kunne aldrig være sket i hans barndoms Holbæk i 1950erne, siger Olesen flere gange. Man sagde ikke fuck, man viste ikke langemanden frem, skreg ikke luk røven. Man tog hensyn og viste respekt, men uden at Olesen kan huske, hvordan han lærte det. Det lå bare i luften dengang. Sådan var det bare. Respekten var kommet ind som en naturlig del af opdragelsen den sociale modermælk. Det er den ikke mere i Danmark, og det er specielt dansk, ifølge Peter Olesen. For i Sverige og mange andre lande får man høflig og venlig betjening. Danmark er undtagelsen. Det er os, der er brovtende og dumme i vores omgang med hinanden. Også mange udlændinges chokerende møde med danskere i København omtaler Olesen i bogen. Også Henrik Jensens bog Det ordentlige menneske 1 er skrevet op mod tidernes dårlige omgangsformer og normerer selv et ideal om den ordentlige borger, der gør sin pligt og opfører sig, som man skal og bør. Henrik Jensen priser sin mormor, der i sit liv udlevede et ideal om god anstændig opførsel, og uden at idealet blev artikuleret. Det virkede gennem sin praksis. Dengang man kunne sige om det menneske, der ikke opførte sig ordentligt, at han eller hun havde en skidt karakter. Det er mormor-sprog. Siden 1968 tales der derimod mere om ofre, som Henrik Jensen udmærket har beskrevet. Det er som om, der i årtier er blevet drevet rovhugst på danskernes omgangsformer. Her gælder ingen andægtighed, ingen respekt, ingen veneration og aldrig få sekunders tålmodighed. Her er det lige på og hårdt og fuck mig her og der. Det er som om enhver formel barriere for straks at nå sit mål i forhold til sine medmennesker opfattes som en krænkelse af menneskerettigheder. At skulle gå omveje, afvente, tøve og betænke sig, opfattes som en hindring for den direkte og målrettede vej mod målet. Nutidens adfærd er indstillet på det hurtige og ligefremme og bliver derfor irritabel ved omveje og small-talkende langsommelighed. Omgangsformerne i det danske samfund er ikke præget af høflighed, og mange unge og yngre mennesker er manermæssige analfabeter. De ved ikke, hvordan man bør opføre sig og har aldrig lært det. Høflighed drejer sig i vid udstrækning om ikke at agere direkte, men at være opmærksom på omgivelserne. Man respekterer andre mennesker uden at kende dem og uden at vide, hvem de er, hvor de er på vej hen, 1 http://forlag.kristeligt-dagblad.dk/artikel/335117:boeger--det-ordentlige-menneske
og hvorfor man tilfældigt konfronteres her. Høflighed er at tage hensyn. Man er ikke alene i verden, men der er andre til. Et af de tidligste eksempler på opskrifter for god opførsel for børn er humanisten Erasmus af Rotterdam, der i 1530 skrev en lille, meget praktisk håndbog om tiltaleform, bordskik og omgangsform, De civilitate morum puerilium libellus, på dansk Om unge menneskers etiske civilitet/høflighed Eller Om Høviskhed i Børnesæder, som en dansk oversættelse i 1600-tallet hed. Den betragtes som en af de første lærebøger i manerer, og Erasmus er meget konkret, f.eks. om hvordan man bruger et lommetørklæde. En dreng skal ikke grine for højrøstet og gestikulere for meget, ikke spytte uhæmmet, gå udenfor hvis der skal luftes en vind, ikke rense tænder med sin kniv. Der er masser af råd om, hvordan klædedragten bør være og hvordan man skal opføre sig til større selskaber. En dreng bør altid gå af vejen for en mand eller større dreng, også selvom man skal ud i mudderet. Erasmus har også et afsnit om spil, hvor han ser det som en del af dannelsen at kunne spille og både tabe og vinde. Det er mere nobelt at tabe med anstand end at juble over en sejr. Endelig skal drenge være diskrete med at blotte alle deres kropsdele og altid gå i seng med en bøn til Gud. Siden 1500-tallet kom der 128 udgaver af Erasmus værk, og det spillede en vigtig rolle som dannelsesmanual flere hundrede år frem. Siden Erasmus er et af de mere berømte værker friherre Adolph von Knigges Kunsten at omgås mennesker, som sidst er genoptrykt på dansk i 1993. Knigge skriver med en lethed og distance og har derfor haft en forbavsende levedygtighed op til i dag. Knigge formår at fange det evige i forholdet mellem mennesker og skildre det med de gran af ironi, der skal til for at kunne udholde at læse det. Det vigtigste er esprit de conduite, altså situationsforståelsen for det passende i den konkrete situation. Omgangsformer og manerer minder meget om sproglige regler, som vi godt kan overholde i praksis, men sjældent ser i artikuleret form. Læsningen ledsages derfor ofte med et nå, ja, det vidste jeg egentligt godt, men har ikke tænkt over det. Og så har omgangsformer som sproglige regler en vis tendens til selvopretholdelse. På livets markedsplads lærer man at te sig nogenlunde ordentligt, og ubehøvlet adfærd skal nok blive sanktioneret på forskellig vis. Den mest kendte og stadig meget læste etikettebog på dansk er Emma Gads Takt og Tone, der udkom i 1918. Stik imod Emma Gads egen forventning har den holdt sig gangbar til i dag. For omgangsformer er tidsbestemte og konjunkturfølsomme og set fra en anden tids perspektiv, kan nutidens normer tage sig naragtige og snurrige ud, skriver hun i forordet. Emma Gad bildte sig ikke noget ind. Undertitlen på bogen lyder Hvordan vi omgås, hvormed hun som sine forgængere har valgt at beskrive frem for at normere. Emma Gad
sigter kun til at kortlægge sociale spilleregler og klogskabsregler vise visdommen i de nedarvede konventioner. Her et par eksempler: Undgå så vidt muligt at låne penge til mennesker, skriver Emma Gad. Hvis man ikke påtaler det, får man aldrig sine penge igen, og siger man noget, får man skyld for nærighed. I hvert fald får man ingen tak. Se venlig ud, og lad de andre om udlægget. Det lyder umiddelbart som kynisme. Skal man ikke hjælpe og være god? Jo, siger Emma Gad, hun har et helt afsnit om godgørenhed. Men hun ønsker uden naivitet at beskrive de spilleregler, som fungerer i vores sociale liv, og som alle kender fra deres eget liv. Er menneskene onde? Det ville Emma Gad aldrig sige, for hun moraliserer ikke. Omgangsformer er egoistisk motiveret. Være ikke karrig med drikkepenge. Lidt flothed i den henseende er en behagelighed for dem selv. Det gavner børn at lære at have noget til overs for andre og gerne give bort. Hvis man vil være god, bør det ifølge Gad ske i direkte samkvem mellem den ydende og modtagende. - Søg at komme i et personligt forhold til de trængende, som De vil hjælpe. Giv dem ikke blot materielle gaver, men også deltagelse i livskampen igennem samtale og råd. Kun advarer Emma Gad mod at blive udnyttet af folk, der spekulerer i andres gode vilje: Men gør Dem hård overfor den professionelle plattenslager. Emma Gad afdækker de sociale spilleregler. Disse regler er ikke moralske i den forstand, at de er forbundet med skyld og samvittighed eller fremstår som et bud og en pligt. Manerer og omgangsformer er snarere sunde og fornuftige regler for at omgås hinanden. I gamle dage talte man om sædelighed, på tysk Sittlichkeit. Jeg vil egentlig hellere tale om sociale spilleregler, fordi de angiver regler for det sociale spil. Hvis du vil spille på den bane, og det må alle jo på den ene eller anden måde, så gælder det om respektere visse principper og konventioner. Men de sociale spilleregler er ikke moralske. Vi har ingen moralsk pligt til at være høflig, som vi har til at tale sandt og respektere andre som personer. Spillereglerne eller sædeligheden er ikke moral, hvis man med moral typisk forstår noget kategorisk, som angår godt og ondt. Sædeligheden er snarere det, man omkring reformationen begyndte at kalde adiafora, et amoralsk rum, hvor gerningerne ikke er afgørende for frelsen. Lige så vigtigt som at handle moralsk i moralske spørgsmål er det at have et rum for amoral. Markedet er et glimrende parallelt eksempel på sædelighed. Markedets principper er ikke gode i den moralske, humane forstand. Godgørenhed bestemmer ikke handlingerne på markedet, men menneskers hensyn til at få tilfredsstillet
elementære behov. Kun tiggeren baserer sit liv på andres godgørenhed. Markedet er ikke moralsk, ikke u- eller anti-moralsk, men amoralsk, altså moralsk indifferent. Selvfølgelig gælder moralske principper også på markedet som i alle andre livssfærer, såsom at tale sandt, ikke slå ihjel, overholde løfter osv. Men de gælder ikke mere dér end andre steder. Inden for det frirum, som afgrænses af de generelle påbud, er der stort rum for handlinger, som, hvad enten man gør det ene eller andet, ikke har nogen særlig moralsk betydning. Der findes ikke en etisk rentefod. Der findes ikke moralske og umoralske priser. Det er hverken moralsk godt eller skidt at tjene penge eller ikke tjene penge. Det er i adiaforaens gebet, hvor der ikke er noget moralsk retfærdigt eller uretfærdigt. I de sidste mange år er den amoralske sfære, markedets eller sædelighedens område, blevet invaderet af moralske hensyn. Politisk korrekthed, CSR, etisk regnskab, grønne værdier er eksempler på denne indtrængen. Når vi skal spore kilden til undermineringen af sædeligheden eller markedets og samfundets spilleregler, skal vi 200 år tilbage i tiden. I dag og i de sidste mange årtier har der været grint af ydre former som noget naragtigt og udvendigt. Da Poul Henningsen i sin Danmarksfilm fra 1935 i egen person karikerede en danseskole, hvor unge drenge og piger lærte at bukke og neje, blev den slags reverenser gjort grundigt til grin. Naturlighed var PH s religion og med tillid til, at mennesket spontant og ukunstlet kunne omgå hinanden. Man behøvede ikke former. De var tvungne og påduttede, som binder mennesker på mund og hånd. I dag er naturligheden blevet naturlig, men fremstår ikke så nem og ligetil, som PH s og Rousseaus disciple troede. For det var Jean- Jacques Rousseau, der mere end nogen anden trak tæppet væk under ordentligheden som norm. Rousseau troede på det naturlige menneske, og denne natur var så stærk og sund, at den kunne følges som ledetråd i opdragelsen og livet. Civilisation betød snærende bånd, kunstighed og vrang, men hvis mennesket blot kunne følge sin spontanitet, behøvede vi ikke de påduttende, ydre normer. Det er natur frem for kultur, følelse frem for pligt, og først og fremmest et slag mod alle ydre autoriteter. Alt, hvad jeg føler som godt, er godt. Og alt, hvad jeg føler som galt, er galt skulle Rousseaus valgsprog have været. Jeg et bygget op af følelser bliver enehersker. Rousseau, som ikke var nogen systematisk tænker, evnede at slå på stemninger, som var kongruente med en gryende tidsånd. Rousseauismen blev en bevægelse i Europa, som bjergtog sindene og ikke
mindst i bedre kredse. Den senere kong Frederik VI blev som ung prins opdraget efter rousseauske principper af kongehusets huslæge Struensee. I opdragelsesromanen Emile blev den frie opdragelse formuleret og virkede som et slag mod autoritet og sædvane. Og alle læsende kredse i Europa tog det til sig. I det østligste hjørne af Tyskland levede filosoffen Immanuel Kant, som blev voldsomt inspireret af Rousseau, så han afbrød sin daglige spadseretur for at læse Emile til ende. Men inspirationen er sværere at spore i Kant s liv og værker, der afspejler pligt, systematik og vilje til orden. I 1785 udgav Immanuel Kants det lille moralfilosofiske værk Grundlegung zur Metaphysik der Sitten. I værket foretager Kant et grundigt opgør med ydre former som kriterium på moral. Dyder og manerer og sædvaner, nytte og konsekvenser forviser Kant fra moralens sfære. De kan kun give legal og konform opførsel, men ikke være moralsk i den eksklusive forstand, som Kant definerer det moralske. Det moralske reserverer Kant til sindelaget eller den gode vilje og formulerer sig umisforståeligt eksplicit om, at virkningerne af den gode vilje aldrig kan influere på dens moralske værdi. Denne meget ekstreme prioritering af viljens moralske værdi er med til at underkende de middelbare, konventionelle normers værdi. Sæder (på tysk: Sitten) forvises således fra den moralske sfære, selvom Kant andetsteds lægger stor vægt på disse. Kant formulerer den moralske viljes autonomi. Den er sin egen lov, og den skal ledes af sin egen motivation. Kun når man handler autonomt, handles der moralsk eller frit, mens heteronome motiver som vane, opdragelse og nytte er ydre motiver, som krænker autonomien. Menneskets moralske autonomi, som for første gang formuleres eksplicit med Kant, er i første omgang en frigørelse fra moralens religiøse fundering, altså at begrunde moralen som Guds bud eller theonomisk. Men det bliver endnu mere en fremhævelse af det enkelte individ og dettes suveræne vilje som eneste bærer af moralsk værdi. Men også kombineret med mennesket som fornuftsvæsen, så mennesket qua sin fornuft kan indse, at den moralske handlen skal ske efter universaliserbare regler, altså at moral er en pligt, som alle kan og skal gøre. Og hvis vi handler moralsk, er vi med i et Formålenes Rige (Reich der Zwecke), hvor vi aldrig kan komme i konflikt qua moralske væsner, fordi vore handlinger vil være forenelige og universaliserbare. Kant begynder den udvikling, hvor moraliteten beror på det indre, intentionen, og får klar forrang for sædvanen, dyderne eller omgangsformen (legaliteten), der hermed forvises fra den praktiske filosofi. Kants filosofi inspirerede voldsomt i samtiden og prægede tidsånden i det, der kaldes den tyske idealisme. Denne idealisme stiller store krav til verden, fordi den begrunder den moralske værdi i noget andet end
den omskiftelige verden med sine tilfældigheder, følelser og fornemmelser. Kant selv var kompromisløs med at lade moralloven gælde uanset konsekvenserne. Den tyske digter Heinrich Heine så tydeligt den udvikling, som Kant satte i gang, og som for ham havde ødelæggende konsekvenser. Kant kaldte han for denne store ødelægger i tankens rige, som med hensyn til terrorisme langt overgår Maximilian Robespierre. Kant er en moralsk terrorist, en ødelægger og skarpretter i tankens rige, som i sin effekt langt overgår Robespierre. Kants fremhævelse af den gode vilje, mente Heine, blev dynamit for enhver fremtidig revolutionær bevægelse, og ansatsen føres videre af de næste tyske jakobinere, filosofferne Fichte og Schelling, der gennemfører revolutionen i tanken, før franskmændene bærer den ud i handling, ifølge Heine. Og profetien for fremtiden er dyster: der ville komme kantianere, som i fænomenernes verden ikke vil kende til nogen form for pietet, og som uden barmhjertighed med sværd og økse vil hærge vores europæiske liv, og som vil fjerne de sidste rødder til fortiden. Og efter Kant vil bevæbnede fichteanere træde ind på scenen, som i deres viljesfanatisme hverken kan bindes af frygt eller egennytte, da de lever i ånden. I øvrigt mente Heine, at den tyske revolutionære filosofi havde sine rødder i den tyske reformation, og trækker en linje fra Luther via Kant til den franske revolution. Luthers salme Vor Gud han er så fast en borg, kalder Heine for Reformationens Marseillaise. Terror er med Kant gjort praktisk, sagde Hegel, der på mange måder er en diametral modsætning til Kant, selvom de begge normalt forstås som del af den tyske idealisme. For Hegel ser med mistro på Kants rigoristiske krav til moralen og er tilfreds med legale handlinger, altså at vi bare handler nogenlunde ordentligt uden at motivanalysere. For Hegel er Kants rene krav om sindelag alt for abstrakte, og sædelighed bliver for Hegel en forening af den subjektive gode vilje og den ydre, kulturelle eller objektive vilje. Fordringen om den rene moralitet står i modsætningen til dyden, siger Hegel klartskuende, der hermed sætter en modsætning op mellem den kantianske intention og det dyds- eller vanemæssige. Alene ødelægger den rene moralitet den etablerede socialitet. Hegel formår at forene kravet om sindelag med en hensyntagen til det kulturelt overleverede, det subjektive og objektive, og åndsbegrebet hos Hegel er den motor, der forener modsætninger og integrerer det personlige, ægteskabet og det samfundsmæssige. Det borgerlige samfund er for Hegel et samfund, hvor ånd og ethos forener menneskene og harmonerer forskellighederne. For forskelle er der. De er der hele tiden på markedspladsen, hvor sælger vil sælge dyrt og køber vil købe billigt. Og de er i politik, hvor kun en eller få kan få posterne, og kiv derfor hele tiden er tilstede.
Ånd (Geist) er et centralt begreb hos Hegel, som det er svært at forklare eller anskueliggøre. Ånden virker ved at integrere. Det tilsyneladende fremmede eller anderledes er altid kun et moment, som kan integreres. Modsætninger, som syner af meget i nuet, vil ånden eller kulturen forlige og forsone. I historiens forløb kan vi i hvert fald se, at hvad der for årtier eller hundrede år siden blev opfattet som store udfordringer eller umulige konflikter, kan eftertiden se tilbage på med langt større langmodighed. Så ånden forener modsætninger. Uden ånd var der ingen kultur og kulturen er langt stærkere, end vi ofte tror. Derfor er Hegel heller ikke individualist, fordi den enkelte er så præget af sin kultur og indgår fra sine første åndedrag og sine første ord i et intimt samspil med familien, kulturen og religionen. Hegel mener derfor heller ikke, at samfundet kan reduceres til formelle, indholdstomme regler eller rettigheder, der som et katalog ville kunne implementeres i ethvert samfund. Rettigheder og former er inkorporationer af specifik ånd og historie. Desværre viser Hegel sig at blive en parentes, for med Karl Marx og venstrehegelianerne op gennem 1800-tallet genoplives Kants sindelagsetik og transformeres til politiske former. Skellet mellem moralitet og legalitet, som står centralt hos Kant, bliver hos Marx og hans efterfølgere brugt som basis for kapitalismekritik. På markedet er motivet egennytte og profit. Profitmotivet kan aldrig være et moralsk motiv, selv om det er et rent og et af de eneste ikkebedrageriske motiver. Som allerede Adam Smith så præcist sagde, får vi kun vores mad ved at appellere til andres selviskhed, og kun tiggere vælger at lade sit liv bero på andres godgørenhed. Det er egennytten, der får samfundsmøllen til at dreje. Men inspireret af Kant opstår tanken med Marx og senere marxisme, at profitmotivet er et umoralsk og derfor forkert motiv. Mens det er moralsk godt at skænke eller forære hinanden gaver eller bytte i naturalier til gensidig tilfredsstillelse, bliver det at producere og handle for profittens og ikke behovets skyld et ondt princip. Det er ikke en korrekt tolkning af Kants moralfilosofi, men idehistorien er kendetegnet ved krogede virkningshistorier, hvor ansatser forstærkes eller fordrejes. I dette tilfælde findes kimen dog i Kants eget tankesystem. Så skellet mellem moralitet og legalitet omformes til skellet mellem brugsværdi og bytteværdi i marxismen. Det moralsk rigtige bliver at producere for behovene, altså direkte for at gøre godt for andre, mens det fordrejede og sekundære bliver at lade eksterne motiver som profit være bestemmende. Hermed gøres det samfund, som lader produktion og økonomi bestemme af behovene og ikke af profitten, til det moralske samfund. Og dette bliver udtryk for
Kants formålenes rige, hvor ingen er middel for andre, men alle mål i sig selv. Mens det profitstyrede samfund som det konforme, udvendige, der virker ved det utilsigtede og i hvert fald ikke kan besidde moralsk fortjeneste som et mål i sig selv. Der går groft sagt en linje fra Kants moralske ansatser i 1700-tallets slutning til planøkonomierne i det 20. århundrede, som var virkeliggørelsen af den samfundsvision, som ville frigøre mennesket og gøre det autonomt ved ikke at skulle trælle for profit og blive udbyttet af andre mennesker, men kunne deltage i formålenes rige, hvor alle arbejder universelt for det fælles bedste. For i Kants fornuftsmoral ligger også den opfattelse, at mennesker, der handler fornuftigt, aldrig vil kunne komme i konflikt med hinanden. For kriteriet på moral er universaliserbarhed og det moralske består i, populært sagt, at gøre det, som alle andre også ville, kunne og burde gøre. Skepsis over for det ideale er et godt, gammelt konservativt princip. For idealet eller det bedste bliver i praksis tit en fjende af det gode. Man vil for meget, og man vil det for kompromisløst. Igen består det gode i det rette mådehold. Et ordentligt, bestående samfund delegitimeres af utopiske forestillinger om et radikalt bedre samfund. Moraliseringen af en lang række samfundsforhold er i dag på dagsordenen. Markedet skal overreguleres af en række moralske fordringer, som det kommer frem i ønsket om CSR (Corporate Social Responsibility). Det anses ikke for tilstrækkeligt at holde sin kontrakt og svare enhver sit, men en lang række mere diffuse og sværere håndterlige værdier skal medinddrages. Med CSR findes der ikke noget moralsk frirum eller en værdimæssig indifferens, men værdier gennemsyrer helheden og skal som sådan stå til ansvar. Det samme med de sociale spilleregler, sædeligheden, som hvis de ses som moral, bliver udtryk for kynisme. Men de er ikke moral. Manerer og omgangsformer er regler på linje med sproglige regler, som det er værd at overholde og lægge vægt på, hvis man vil høre til i et fællesskab. Ingen er juridisk eller moralsk forpligtet på at tale og skrive korrekt dansk, men det er klogt at bestræbe sig på, hvis man vil gøre sig i et dansk fællesskab. Ingen er juridisk eller moralsk forpligtet på at hilse, vise hensyn og opføre sig høfligt, men det er klogt at gøre, hvis man vil deltage i samfundet. Hvad er klogt at gøre? Klogskab er oprindelig en klassisk dyd, phronesis kaldte Aristoteles den, som mere handler om, hvordan tingene virker i praksis, end hvad der i værdimæssig eller moralsk forstand er korrekt. Klogskabens forrang betyder, at den gode hensigt og gode mening ikke er tilstrækkelig, hedder det ifølge Thomas Aquinas.
Men den gode hensigt i form af godhed, en abstrakt menneskeret eller det humanitære har været med til at ryste tidligere klogskabsregler og i sin effekt underminere det borgerlige samfund. Den, der vil gøre samfundet til et paradis, gør det til et helvede. Hvor klogskabsregler regner med det onde, og regner med omgåelsen, udnyttelsen og free-ridet, er den dominerende tendens blandt lovgivere i nutidens politik et ønske om at være gode. Ifølge David Hume bør vi i politik altid betragte mennesket som en bedrager, ikke fordi mennesker er bedragere, men som en forholdsregel. Det gælder i vid udstrækning i dag om at demoralisere samfundet og lade det virke ved sine egne principper. Og så bestræbe sig på at handle moralsk i privatsfæren. Og igen for ikke at blive misforstået betyder det ikke, at man må handle umoralsk i borgerligheden og lyve og røve, minimaletikken gælder altid, men at yderligere moralske krav i form af værdier af generel art fungerer kontraproduktivt, hvis de blev fulgt. Frihed fungerer kun under former, ligesom forfatninger skrives og vedtages for at sikre frihedsrettigheder. En grundlov, der skal sikre borgernes frihed, gør det ved at binde politikerne. Franskmanden Alexis de Tocqueville har indsigtsfuldt beskrevet formernes nødvendighed i et frit samfund. Mennesker i demokratiske samfund forstår ikke nytten af former, skrev Tocqueville i 1830erne, de føler en instinktiv foragt for dem. Former møder de med fordømmelse og ofte også med had, da de almindeligvis ikke søger andet end den lette og hurtige tilfredsstillelse. Men ønsket om direkte at ville opnå det nyttige og gode, er farlig for friheden, mente Tocqueville: Den indvending, som demokratiske mennesker har overfor former er den samme, som gør former så nødvendige for frihed. For deres vigtigste fortjeneste er at skabe en barriere mellem den stærke og den svage, den regerende og folket, at tøjle den ene og give den anden mulighed for at orientere sig. Former bliver mere nødvendige i samme udstrækning, som regeringen bliver mere aktiv og magtfuld. Så former, både som rettigheder og omgangsformer, er faktisk meget nyttige. At behandle andre med respekt og som selvstændige ansvarlige individer er at gøre dem til frie og selvstændige individer. Jeg føler mig mere fri og respekteret ved at tituleres De end du. Ordentlig opførsel og forudsigelige former er betingelsen for et stærkt og selvforvaltende civilsamfund. Mens statens ekspansion, der tager ansvaret fra folk, tenderer mod infantilisering. Eller sagt lidt mere konservativ af Edmund Burke i 1791:
Mennesker er kvalificeret til civil frihed i samme omfang, som de er i stand til at lægge moralske bånd på deres begær og lyster, i samme omfang som deres kærlighed til retfærdighed står over deres grådighed, i samme omfang som deres soberhed og forståelse står over deres forfængelighed og stolthed, i samme omfang som de er i stand til at lytte til kloge og vise råd frem for til opblæsthed og overdrivere. Samfundet kan ikke opretholdes, uden at der regnes med en kontrollerende magt over viljen og begæret. Og jo mindre der er af det indefra, des mere må der være udefra. Det er givet med verdens indretning, at mennesker med et umådeholdent temperament ikke kan være frie. Moralske fordringer er ikke altid godt. Hvis moralen strækkes ud til områder, hvor den ikke hører hjemme, får det negative konsekvenser. Som det siges i udtrykket: vejen til helvede er brolagt med gode forsætter. Så moral er som så meget andet underlagt faldende grænsenytte: moralske fordringer kan ikke forceres og forøges og proportionalt forvente et bedre samfund. Moral er derfor også et spørgsmål om mådehold og situationsfornemmelse. Der findes amoralske områder, adiafora, hvor næstekærlighedens og barmhjertighedens moral får kontraproduktive tendenser, hvis de udstrækkes dertil. Til disse hører samfundets omgangsformer og manerer, det man i ældre tid kaldte sædelighed, og den økonomiske sfære, hvor vi lader egennytten være ledende. Det er derfor kritisabelt, når moralsk stillingtagen overtrumfer markedet og manererne.