Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 20. april 2014 Påskedag Matt. 28,1-8 Salmer: 235-400-674,1+2+7 227-218 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne.»frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8 God morgen så hverdagsagtigt hilser Jesus påskemorgen på sine disciple, da han møder dem efter opstandelsen. Det eneste sted i bibelen, der siges god morgen, er påskemorgen. Ja, god morgen tænker mange, hvem kan tro på sådan en historie. Den kristne menigheds svar er: Det er dén, vi holder gudstjeneste på. Det er den opstandnes god morgen i dag til os, vi holder påske på. Så glædelig påske. Lad os sammen bede. Nåden er et ord fra Gud over alle dage. Nåden er når alt er tabt, at få alt tilbage. Nåden er det levende, som står op af døde. Uden håb og uden Gud lar vi døden råde. 1
Tro og håb og kærlighed får vi kun af nåde. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage. Langfredag er alt tabt. Korsfæstet, tornekronet, naglet, hånet og spottet, og værst af alt: Gudsforladt hang han der i mørket. Ham de havde sat al deres lid og håb til. Og nu er det alt sammen blevet til intet. Guds søn er død, Gud selv er gået til grunde. Bange og fortvivlede stod de der, en lille gruppe kvinder og mænd mens mørket lagde sig over både by og sind. Hjælpeløse, magtesløse, håbsløse ikke engang en ordentlig begravelse kunne de give ham. Ground zero nulpunktet. Alt ligger i ruiner. Alle håb er styrtet i grus. At alt bliver til intet, det ved vi godt, af bitter erfaring. Hjælpeløsheden og magtesløsheden har mange af os erfaret på egen krop, inden vi er ret gamle. I døden deler vi skæbne og vilkår. Obama eller Putin. Bill Gates eller den hjemløse på bænken. Den 100-årige eller den alt for unge kræftpatient. Alt det, vi var og er og kan og tænker, bliver til intet. Ground Zero. For nogle uger siden stod jeg i New York, finansverdenens epicenter, med magtens glashuse der tårner sig op hele vejen rundt. Ground Zero der hvor de to tvillingetårne stod, nu en åben plads, som et krater i samfundet, et sår i sjælen en påmindelse om sårbarheden og dødeligheden. To store kvadratiske bassiner har de bygget som mindesmærke over de to tårne, der styrtede sammen 11. september. Hele vejen rundt er navnene på de tusinder, der døde, hugget ind i den blankpolerede stenkant. Ud for enkelte af navnene er hovedet af en hvid rose klemt fast af en besøgende ven eller slægtning. 2
Ned af alle fire sider strømmer vandet i begge bassiner, som vandfald af millioner af tårer, i bunden af hvert bassin er der en mindre firkantet fordybning, hvori vandet forsvinder, næsten som i en åben grav. Imellem de to bassiner står et gammelt træ, et egetræ, der mirakuløst dukkede frem, da de gravede millioner af tons murbrokker væk. Træet blev forsigtigt gravet op og sendt i pleje, til mindesmærket stod færdigt. Nu er træet genplantet, står som centrum mellem de mange unge træer, som med tiden skal blive en mindepark, en grøn oase, hvor vandet i de to bassiner uden ophør risler som en kilde, hvorfra håbet igen kan spire. En ny skyskraber står næsten færdig, præcis 911 meter høj. Tusinder af besøgende går stille rundt, ingen løben, ingen latter, ingen leg det er for tæt på, for tidligt vores stilfærdige samtale overdøves af det levende vands rislen. Men en dag skal træerne forhåbentlig give skygge til børnenes leg og lyse latter og til nyforelskedes kys. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage. I den verden hvor alle vore skyskrabere en dag skal blive til intet, der står påsken som et fyrtårn af lys og håb og minder os om, at hverken død eller ondskab kan gøre Guds kærlighed til intet Påsken står som håbets yderste navigations- og holdepunkt, der rækker ned i selv det dybeste ground zero. Den norske forfatter Karl Ove Knausgaard fortæller i et essay, han har kaldt NÅDE, om den far han, fra han var helt lille, følte sig afvist af, den far hvis raseri han frygtede, fordi det aldrig var til at vide, hvornår det kom i udbrud. Alligevel søgte han hele livet sin fars bekræftelse, søgte at blive god nok i hans øjne. Helvede er, når du er ingen, siger Knausgaard, det er derfor jeg har holdt så stor afstand til andre mennesker i mit liv, af frygt for at blive afvist, har jeg selv taget mig af afvisningen. Og så dør faren, drikker sig ihjel, sidder flere dage død i en lænestol. Men dér ved samtalen med præsten og ved begravelsen indtræffer vendingen for Knausgaard, på trods af hans understregning af, at han ikke er troende. Alligevel fortæller han: Det var, da far blev begravet, at jeg forstod, hvad nåde er. 3
Det var, da han ikke blev set som dette særlige menneske med særlige egenskaber og tilbøjeligheder, men blev set som ét menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne blev set som én skæbne blandt utallige skæbner. DET VAR NÅDEN. For i livet inddeles vi, vi lukker nogen ind, andre ude, nogen ser vi op til, andre ned på. Nåden ophæver alle forskelle, i nåden er vi alle lige, uanset hvilken historie vi har med i rygsækken. Det er radikaliteten i den kristne tro, det er radikaliteten i Jesu møde med den spedalske, som alle vender sig væk fra og støder ud i ensomheden, det er radikaliteten i Jesu møde med tolderne, de forhadte og korrupte romerhjælpere. Det er radikaliteten i Jesu møde med luderne. For Jesus er der ingen forskel på dem og de andre. Nåden er bekræftelsen til dig og mig, du er god nok i Guds øjne, ikke nødvendigvis fordi du er GOD NOK, men fordi du er Guds. I dag skal du være med mig i paradis, lyder det til røveren på korset. God morgen, hilser Jesus de disciple, der har svigtet, fornægtet og forrådt ham. Hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Siger Jesus. Han er et menneske som du, han er dig. Slå ham ikke. Det er påskens Guddommelige tanke fundet på bunden af langfredags gudsforladte ground zero: Det er radikaliteten i påskens opstandelse: At ingen er ingen. At intet bare skal blive til intet. Hvis det står til Gud. Det er en Guddommelig tanke. siger nordmanden Knausgaard: Breivik er lige så meget værd, som de unge mennesker han myrdede. Om den kristne Obama vil eller kan sige det samme om den muslimske Osama, ved jeg ikke. Men så radikalt er det kristne evangelium. Det er det, der gør kristendommen urealiserbar. Vi magter det ikke kan kun fange det i tro og håb. Men påskemorgen viser Gud, at han magter det. Gud magter os, uanset hvilken historie vi bærer med os. Gud magter at begynde forfra, når alt er tabt. 4
Gud magter at se et menneske, der er værd at dø for, et menneske der er værd at spilde al sin kærlighed på, i hver eneste af os UDEN FORSKEL. Som Gud på skabelsens morgen skaber alt ud af intet, da Gud bøjer sit ansigt mod jorden og blæser liv og ånd i en klump ler, sådan gentager Gud skabelsens under, da Gud påskemorgen gør døden til intet og blæser liv og ånd i Jesus Kristus. Nåden er, når alt er tabt at få alt tilbage. Det gælder en ensom despotisk far i en lænestol. Og den søn, der ikke kan holde ud at besøge sin egen far. Det gælder den gudsforladte. Paulus siger, syndens løn er døden, sådan har det været siden Eva og Adam spiste af kundskabens træ. Men påskemorgen sætter Gud en ny standard: Nådens løn er livet. Livet i tro på og tillid til, at Gud gør døden til intet og intet til alt. Frygt ikke, lyder englens ord til os, der har alle mulige gode grunde til at frygte både dommen og døden. Frygt ikke, han går i forvejen for jer, lyder budskabet til alle os, som igen og igen vil fare vild og komme væk fra vejen. Frygt ikke, han er gået foran jer, helt ned i angstens dyb ikke engang dér i det dybeste intet skal vi længere være Gudsforladte. For i Guds øjne er der ingen, der er ingen eller intet. Påskemorgen, viser Gud selv, at han vil være alt i os alle uden forskel ufortjent og uforskyldt. Det er påskens nye begyndelse for hver og en af os. Og derfor kan vi sige lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Og derfor vil jeg nu bede jer rejse jer og ønske hinanden Glædelig Påske. Amen. 5