December 2007. Læs om: Det bedste ligger. SE med andre øjne. Hvor himlen møder

December 2007 Læs om: Det bedste ligger forude SE med andre øjne Hvor himlen møder jorden

Klumme [ 2] Elevsnapshot side 3 SE om hjørnet side 4 SE med andre øjne side 6 Dybdegående side 8 Musikkoncert side 12 26.700 ]Forestil dig 26.700 mennesker samlet ét sted. Det kunne for eksempel være Bestyrelsen side 14 på NRGi Park i Århus. Der er plads til 20.000 på tilskuerpladserne. De sidste 6.700 Praktik side 16 kan sikkert finde plads på løbebanen, hvis de sætter sig i skrædderstilling. Forestil dig at de alle er unge mennesker, der er meget Julemarkedet side 18 forskellige. Nogle af dem spiller musik, andre synger. Nogle af dem hopper, nogle danser, Telegrammer side 20 andre sidder stille og grubler over livet. Nogle er glade, nogle er triste og nogle sidder bare og hviler i sig selv. Nogle er skaldede, Gammel elev side 22 andre kan få håret i klemme i livremmen. På den ene langside, lige midt for, sidder en ung Kolofon side 23 fyr i en grå jakke og er helt gennemsnitlig, Af Sten Mortensen, Redaktør - hvad det så er? Kan du se det for dig? Det er en helt forestilling for sig. Der behøver sådan set slet ikke foregå noget på banen. Se på hver enkelt af dem. De er hver især et helt drama for sig. Indvendig koger de over af usikkerhed, skråsikkerhed eller alle andre former for sikkerhed. Poptøser, skakfreaks, motorbøller og professortyper. Nogle af dem er kærester, andre er eks. Nogle af dem var veninder i går. Stadion er fyldt er alle farver. Det summer over alt. Det er faktisk en fed oplevelse at være lige midt i. 26.700 så mange unge går på efterskole lige nu.

[ december 2007 ] Nanna sætter kammeraterne i rampelyset Elev snapshotaf Sten Mortensen, redaktør Mange af skolens musikalske elever kom i rampelyset, da elevkoncerten blev afviklet. Men bagerst i hallen, hvor det er mørk, sidder de elever, der fra mixerpultene styrer lyd og lys og sørger for at koncerten bliver godt afviklet. Når de gør deres job rigtig godt, lægger man slet ikke mærke til, at de er der. Ofte er det nogle af de drenge, der er grebet af den store tekniske fascination, der sidder der. Men der sidder også et par piger. En af dem er Nanna Hauge. Hendes fingre vandrer hurtigt og præcist over mixerpulten og betjener de små knapper, der har så stor virkning. Knapperne ligner hinanden. Små grønne og røde lys blinker. Et peakometer går i det røde felt, men Nanna får det straks justeret. - Jeg synes, det kunne være sjovt at prøve det. Min debut var til familiedagen. Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, men Per-Arnt Nanna har ikke lavet lyd før. Hendes fingre vandrer hurtigt over mixerpulten Jeg var meget nervøs for det, men jeg gjorde det! underviste os i det, siger hun. Det er Nannas første år på efterskole. Hun leder lidt efter ordene, da hun bliver bedt om at beskrive, hvordan det er. Efter tilløb til flere forsøg opgiver hun. - Jamen, det skal jo opleves, siger hun. Hun nævner dog alligevel nogle stikord, der beskriver, hvad efterskoleopholdet betyder for Nanna. - Mange fede venner. Der er altid nogen at snakke med. Og der er mange oplevelser. Vi gør mange anderledes ting. Vi går ikke bare i skole. Men det går ikke ud over det, vi skal, skynder hun sig at føje til. Nanna synes, den største oplevelse indtil nu har været elevkoncerten. -Fordi der var så mange, der turde stille op. Og fordi de var så gode til det. Nogle af dem var helt vildt nervøse. Jeg ville aldrig nogen sinde selv turde det, siger hun. Har du selv prøvet at bryde dine grænser og gøre noget, som du var nervøs ved? Nanna tænker sig om længe, inden hun svarer. - Ja, da jeg begyndte her på skolen. Tør jeg nu være mig selv? Hvad mon de andre synes om min tøjstil? Hvad mon de andre synes om mig? Jeg var meget nervøs for det, men jeg gjorde det, siger Nanna, kigger op og smiler. Hun ligner ikke en, der har fortrudt. Snapshot [ ]

SE om hjørnet Det bedste ligger forude [ ] Vi forbereder os til jul, og det oser af hygge overalt på skolen. Adventssalmer og levende lys gør en mørk tid lys og varm. Men vi har det bedste tilbage. For Jesus kommer igen. Adventstiden er en særlig tid. På skolen har vi nogle faste traditioner, vi med stor glæde ser frem til. Hvad ville en december måned være uden disse? Den første julestemning bliver slået an, når vi alle går sammen i forberedelserne til det store julemarked. Vi dekorerer, informerer og producerer til den store markedsdag, hvor gæster fra nær og fjern fylder huset. Elever og lærere er værter denne dag. Alle gør deres bedste for, at gæsterne må føle sig godt til rette og købelystne til de mange fristelser. Trætheden og forventningen til dagens omsætning når uanede højder sidst på aftenen. Når vi til slut lægger os godt til rette under dynen, er det altid med en skøn følelse af, at nu er vi på vej mod jul. Lysene er tændt i vinduerne, og op ad alleen står de mange juletræer og viser vej i de mørke decemberaftener. Første søndag i advent synger vi julen ind. Levende lys oplyser salen, som samler os alle. I en time synger vi mange af julens sange og salmer, og vi lytter til en god historie om julen. Julen er på vej. Den kommer inden så længe. Forventningen stiger, som dagene skrider frem i december. Juletur til København Forventningen til den årlige juletur til København udløses midt i december. Hovedstaden står flot indpakket i en overdådig juleudsmykning, der vidner om, at noget stort er forestående. Vi kan gøre vore juleindkøb i byens butikker og mætte os med de mange smagsprøver. Jo, adventstiden er en skøn tid. Der er dels de mange materielle At være kristen er at leve i advent hele året.

[ december 2007 ] udfordringer og glæder, og så er der dét, som det hele drejer sig om. Jesus, der fødes i Betlehem. Gud, der bliver menneske og tager bolig iblandt os. Adventstiden er en særlig tid. Vores opmærksomhed er rettet fremad. Vi ser frem til at fejre, at Jesus kom til jorden og fik afgørende betydning for mennesket. Med sit liv og sit ord gjorde han en forskel. Langfredag så alt dog ud til at være nytteløst og mislykket, men påskemorgen fuldendte Gud sin frelsesplan. En dag vil Jesus komme igen, og det får også afgørende betydning. Vi kender ikke dagen, men vi må være i stor forventning og forberedelse til, at det sker. At være kristen er at leve i advent hele året. Lev ikke i fortiden, men vær i forventning til fremtiden. At se frem mod Jesu genkomst er den største glæde, der kan fylde os. Den dag vil glæden være grænseløs og alting ubeskriveligt godt. Denne glæde vil aldrig stoppe. Jesus går i forvejen Da Jesus fortalte om sin bortgang, havde disciplene svært ved at forestille sig et liv uden ham. Jesus opmuntrer og trøster dem med tre ting. For det første fortæller han dem, hvor han går hen. Jeg går til min himmelske far. For det andet vil han gøre en plads klar til dem, og for det tredje lover han dem/os, at han vil komme igen og hente os. Jesus er ikke forsvundet. Han er gået i forvejen. Den dag han kommer igen, skal vi alle se ham, som han er, og være sammen med ham i herlighed. Hans mål er, at vi skal nå hjem i hans fars hus. Derfor blev han født, korsfæstet og begravet, og genopstod. En dag vil han komme igen. Minder kan være gode at have, men vi skal trøstes og fyldes af det, der ligger foran. Det bedste ligger aldrig bagud, men fremad. Lev ikke i fortiden, men vær i forventning til fremtiden. Med en stor tak for omsorg og forbøn vil vi ønske alle en Glædelig og Velsignet Juletid. Joan & Erik Kristensen Julestjerner pynter i vinduerne på hovedgården. [ ]

SE med andre øjne [ 6] Torben Linden går på tredje årgang på seminariet i Ribe. Han prøvede livet som efterskolelærer, da han i efteråret var syv uger på SE i praktik. Jeg har fået lov til at fungere som lærer på SE, med alt hvad det indebærer af undervisning samt vagter på hverdage og i weekender. Et praktikophold, som jeg har været rigtig glad for, hvor jeg har fået lov til møde eleverne og lære dem at kende, hvor jeg har nydt den gode stemning i lærerkollegiet og blandt skolens øvrige ansatte. Det jeg har oplevet som mest positivt blandt lærerne er åbenheden og villigheden til at dele glæder og sorger i forholdet mel- Af Torben Linden, praktikant Nu er syv ugers praktik gået. Når man ser frem, kan syv uger virke som lang tid, men når man ser tilbage, er syv uger overstået, før man får set sig om. Jeg har været i praktik som lærer på SE fra uge 43 til 49. Praktikken er et led i uddannelsen til lærer, og for mit vedkommende er der tale om 3. års praktik som studerende ved seminariet i Ribe. JA, jeg vil være efterskolelærer Lærerne er åbne Jeg har tidligere været på folkeskoler, hvor man som praktikant eller vikar skal passe på, hvilken kaffekop man tager i skabet, og hvilken stol man sidder på til lærermødet af frygt for verbale afklapsninger fra de gamle lærere. Jeg kunne jo frygte, at det også ville være sådan på SE. Det er jo et lille fællesskab, færre end 20 lærere hvordan håndterer de, at jeg kommer ind udefra og skal deltage i dagligdagen? Til min store glæde har alle lærerne taget utroligt godt imod mig, og jeg har oplevet, at de har taget sig tid til at svare på mine spørgsmål og vist interesse for at lære mig at kende.

[ december 2007 ] lem lærer og elever. Når noget er hændt en elev, som af en eller anden grund kan have indvirkning på dennes læring, så bliver det delt lærerne imellem, så de enkelte lærere kan tage hensyn eller skubbe ekstra på i forhold til netop den elev. Samtidig er lærerværelset på SE et sted, hvor der bliver grinet meget, og selv om der er stor forskel på de enkelte lærere, så er det tydeligt, at man har respekt for hinandens særheder, styrker og svagheder. Netop disse individuelle forskelle i lærerkollegiet ser jeg som en stor styrke i mødet med eleverne. Jeg har i min praktiktid undervist i dansk, samfundsfag og idræt. Heldigvis har undervisningen og den øvrige tid med eleverne været det, jeg har sat mest pris på. Jeg har lært en flok unge mennesker at kende, som er engagerede, lærevillige, humoristiske og åbne, men heldigvis også på tværs en gang i mellem, ellers var de vel ikke rigtige teenagere? Jeg oplever, at skolen er utroligt privilegeret, når den modtager en flok elever, der hjemmefra kommer med en respekt for andre mennesker og tillid til voksne, og en villighed til at lade sig undervise. I 10.2, som er den klasse jeg har haft til dansk, har jeg oplevet en flok unge mennesker, der tager sig selv og deres omgivelser alvorligt. De viser respekt over for hinanden og kan diskutere så taget er ved at løfte sig. Men de er også altid villige til at se på en sag fra flere sider, og dermed nuancere deres egen holdning, så fortsæt bare ad den vej 10.2. I er på vej mod noget stort! Elevernes fortjeneste Noget helt særligt ved efterskolelivet er det, at eleverne bor, spiser og arbejder under samme tag, og som mundheldet siger: uden mad og drikke dur helten ikke. Og her er SE s elever og lærere virkeligt privilegerede. Hver dag serverer køkkenet rigtig lækker mad, og man bliver jo afhængig med tiden, så nu når hverdagen vender tilbage for mit vedkommende, bliver det rigtigt svært at vænne sig til madpakker og seminariets alt for dyre kantine igen. I løbet af min praktiktid er jeg blevet spurgt rigtig mange gange, om jeg vil være efterskolelærer, når jeg bliver færdig på seminariet. I starten svarede jeg sådan lidt svævende: Det må tiden jo vise, eller det er jo netop det jeg vil finde ud af i løbet af denne praktik, men efterhånden som ugerne er gået, er jeg blevet mere og mere sikker, så hvis nogen spørger mig nu, så er svaret: JA, jeg vil være efterskolelærer. Det er jeres fortjeneste elever og lærere på SE, så tak for det! En særlig tak til Tove der har været min praktikvejleder i min tid på SE. [ 7 ] Torben Linden var ikke helt sikker på, at det var noget for ham at være efterskolelærer, men det gjorde et praktikophold på SE noget ved.

Dybdegående [ ] Hvor himlen møder jorden Af Sten Mortensen, redaktør Darum er en lille by, der ligger lige bag det dige, som beskytter det sydvestlige Jylland mod oversvømmelser, når stormene raser fra vest. Foran diget ligger vadehavet fladt og vidtstrakt. Ingen steder føles himlen større end her, hvor den møder jorden. Lige her, i Darum Sogn, er Michael Wagner Brautsch sognepræst. Det er midt på eftermiddagen og alligevel allerede midt i skumringen. Under præstegårdens gamle stråtag siver der varmt lys ud gennem bittesmå sprossevinduer. Lyset fortæller, at Michael er hjemme, som vi havde aftalt. Denne eftermiddag har han sat tid af til at snakke lidt med mig. Vi sidder over for hinanden i de uldne sofaer, og Michael skænker kaffe. Fra

[ december 2007 ] væggene fortæller kunstmalerier, mørke og dystre og lyse, glade, at i denne stue kan alle sindsstemninger finde plads. På bordet ligger Peter Madsens bibelske tegneserier. B&O-fjernsynet stirrer tomt og slukket ud i rummet. Det er ikke i centrum lige nu. Michael retter helt og fuldt opmærksomheden mod sin gæst. Men bare et enkelt spørgsmål trækker proppen af flasken. På søndag er det første søndag i advent. Julen nærmer sig. Og jul er højsæson for præster, eller hvad? - Ja, altså der er jo nogle måneder, hvor der er mindre at lave. Jeg vil sige januar og juli er nok de to måneder, hvor der er mindst at lave. Men de ti øvrige måneder, det er højsæson. Altså, når man er medarbejder for Helligånden, eller hvad man nu skal sige, så må man selv finde nogle gryder og røre i, hvis kulturen ikke skaber en højsæson. Michael begynder at remse alle de juleafslutninger og gudstjenester, som han skal stå for i denne jul. Skoler, børnehaver, minikonfirmander, både her og der. Og der kommer hele tiden nye til. Sydbank holder også juleafslutning i en af Esbjergs kirker i år. Michael kan -Altså, hvis det modsatte er kirkelig passivitet, så vil jeg meget gerne kaldes kirkelig aktivist. ikke lade være med at grine lidt, - og undres. - Det er jo fantastisk. Og det havde været utænkeligt for ti år siden. En bank, et superkommercielt foretagende som en bank. Hvad skal de i kirken? I dag er det fuldstændig naturligt. Det er i hvert fald ikke unaturligt. Så det er rigtig nok. Der er flere og flere, der gerne vil have noget i forbindelse med julen. Det er som om, det først nu går op for præsten, hvor travlt der egentlig er. - Der skal på en eller anden måde holdes mange prædikener i december over temaet: Glæden er blevet født ind i verden og ledestjernen og hyrderne på marken og alt det. Og det er mange forskellige mennesker, det skal fortælles til. Og man kan ikke bare skære det over én læst. Af gode grunde. Så på den måde kan man godt sige, at december er en travl måned. Så det er måske ikke helt forkert at sige, at julen er præstens højsæson? - Nej, det kan man godt sige. Men i oktober Michael er præst i Darum sogn og møder SE s elever, når han jævnligt holder gudstjeneste i Bramming. og november er der mange, der gerne vil have én ud og holde et eller andet. Der er højskoleforeninger og ældreklubber og mange andre. Det er foredragsdanmark, der er særdeles seriøse og tunge her i efterårsmånederne. Og så kommer foråret, der har vi konfirmationer, og der er påske og pinse og store bededag og Kristi himmelfartsdag. Så det er ikke helt for sjov, når jeg siger, at det er højsæson hele året. Måske lige med undtagelse af januar. Da går den lidt ned og det gør den også i juli, men ellers så har vi egentlig travlt hele året. Nu er der nok nogen, der allerede bliver forpustede. Blandt præster har der været en debat, fordi der er nogle præster, der synes, at andre præster har for travlt med at sætte alt muligt i gang. Nogle præster kalder det lidt nedladende for kirkelig aktivisme. Hvordan forholder du dig til det? - Altså, hvis det modsatte er kirkelig passivitet, så vil jeg meget gerne kaldes kirkelig aktivist. Jeg tror, udtrykket er opfundet af tidehvervspræsterne, som, sådan lidt ondt sagt, holder deres gudstjenester, og så siger de jamen, altså, Helligånden virker, som den vil. Og alt muligt med kirkekaffe og kirkesuppe, spaghettigudstjenester og babysalmesang og så videre de kaster jo op over det. De synes, det er ulækkert. De synes nærmest, det er et overgreb, ikke? Og sådan noget kan jeg overhovedet ikke forstå. Altså, mit udgangspunkt det er: 85 procent af befolkningen er medlem af den danske folkekirke. Det kan godt være, det kun er de fem procent, der mener noget med det, men det kan jeg [ ]

Dybdegående [ 10] ikke tage mig af. Jeg er ansat i den danske folkekirke som præst. 85 procent af den danske befolkning insisterer på at betale en vis procentdel af deres løn til folkekirken, og de er jo ikke til at smide ud af den danske folkekirke. Det medlemskab agter jeg at tage alvorligt, forstået på den måde, at jeg ved jo udmærket godt, at de mennesker er meget forskellige. Nogle mennesker vil gerne have en prædiken, hvor der er noget dybt at tænke over, og andre vil helst, at der skal være lidt at grine af. Nogle vil helst have det med klaver, andre med orgel. Nogle vil helst have det på diget og med gospelsang, andre synes, det er noget underligt noget og vil helst være inde i kirken. Hvis der er en mountainbikeklub, der kommer og spørger mig, om ikke vi kan finde ud af noget med en gudstjeneste ude i skoven før cykelløbet, så vil jeg sige: Joh, det lyder dejligt, ved du hvad, det gør vi da. Michaels stemmeleje stiger og stiger og når sit højdepunkt, da han med knitrende øjne slår fast: - Du kommer aldrig, aldrig, til at høre mig stå på prædikestolen juleaften og skælde folk ud, fordi de ikke kommer i kirke alle de andre søndage. Det ville jo være noget underligt noget at gøre. Man skal jo være glad for, at de er der. Hver eneste gang der er nogen, der vil høre evangeliet, hver eneste gang der er nogen, der ønsker at synge en salme eller bede et fadervor, så er det da bare om at komme ud af starthullerne. Og om det så er kirkelig aktivisme eller hvad, det ved jeg ikke. Og hvis der ikke er nogen, der kommer, så agter jeg at gå ud og banke på nogle døre og sige, hvad så Så altså, hvis ikke højtiderne kommer og banker på og siger: Så Michael, så kan du godt smøge ærmerne op og tage kjolen på, så.. øh.. så laver vi alle mulige andre ting. Min store ambition juleaften, det er nok ikke at skræmme nogen væk. Jeg vil gerne have folk til, ikke bare at forstå, men også tro på, at vi fortæller aldrig andet end kærlighedshistorier i kirken. Det er året Når himlen rører jorden, så sker det altid med et Frygt ikke. rundt, og ligegyldigt om det er til bryllupper, begravelser eller til højmessen. Det er ikke altid folk kan forstå, at ens forældre elsker en, når de står og skælder en ud, men det er ikke desto mindre udtryk for kærlighed. Derfor er det også engang imellem sådan det lyder i kirken. Men jeg er meget bevidst om, hvad jeg siger i min prædiken juleaften. Og prædikenen juleaften er årets sværeste. Netop fordi man skal være lidt bred. Og du har ikke ret lang tid til det. Teologien er jo blevet skamredet hele december og år efter år efter år. Altså det er jo ikke tilfældigt, at hvis du spørger os præster, så kan vi bedre lide påsken. Vi synes jo, der er lidt mere gods i påsken end i jul. Rent teologisk, altså ikke menneskeligt, men teologisk kan vi bedre lide begravelser end bryllupper, fordi der er noget at tage fat i. Så derfor, juleaften, den er svær. Altså, jeg vil jo gerne gøre det muntert, fordi det er den måde, vi helst vil formidle kærligheden. Det er den ene side af det. Men præsten skal også gøre sig umage for at genspejle Helligånden. Det er jo Helligånden, de skal møde der på prædikestolen. Præsten kan lukke sig så meget om sig selv, så Helligånden kærligheden ikke rigtig kan komme til at stråle. Men præsten kan også gøre sig umage for at menigheden bliver ramt, og rørt. Altså, hvis du skal nå menighedens hjerte, så må det komme fra dit eget. Så må det være fra hjerte til hjerte, og du må mene noget med det. Derfor må det aldrig nogensinde være en klovn, der går på prædikestolen juleaften. Jeg kunne aldrig drømme om at stille op med hånddukker, eller hvad ved jeg, og tænke, bare de griner. Bare de griner, folk skal grine og bare de griner, så tænker de nok ej, hvor er det en god præst. Sådan må det aldrig nogen sinde blive. Det er jo det med, at hvis folk nede ved kirkedøren siger til præsten: Tak præst, det var vel nok en god prædiken, så kan han jo næsten ikke sige andet end: Tak, jeg skal lade det gå videre. Det er jo ikke præstens fortjeneste, hvis prædikenen den virker. Det er jo ikke præsten, det er jo Helligånden, der virker. Præsten er jo bare et instrument. Men hvis prædikenen ikke virker, og det ikke er godt nok, så er fejlen alene præstens. Du siger at præsten skal have noget på hjerte og tale til menighedens hjerte. - Ja Er der så noget, der specielt her i juletiden har en plads i dit hjerte? Er der noget, der betyder noget specielt for dig i tilknytning til julen? - Hjerte løft din glædes vinger, den sætter jeg altid på her i Darum juleaften. Og det, tror jeg nok, er lidt specielt. Juleaften synger

[ december 2007 ] vi normalt Glade jul, og Dejlig er den himmelblå, og så juledag synger vi alle de lækre. Mit hjerte altid vanker, og sådan nogen. Men jeg synes også, vi skal synge en af de lækre juleaften. Det, der er det centrale for mig i juleevangeliet, det er når englene siger til hyrderne på marken: Frygt ikke! Vi hører det også til påske, og det bliver gentaget til Maria bebudelse. Altså når det guddommelige tager kontakt til mennesket, når himlen rører jorden, så er det første, vi får at vide; Frygt ikke. Det kunne lige så godt have været omvendt. Der er mange religioner, hvor det er omvendt. Og der er mange, der tror, at kristendommen er det omvendte. At det starter med frygt. Ja, jeg ved godt, at det står i bibelen mange gange, at du skal frygte Gud, men det er jo ikke på den måde. Tænk, hvis vi kunne leve lidt mere efter det her, frygt ikke. Tænk, hvis frygten blev fjernet fra menneskeheden. Tænk, hvis vi i det hele taget, ikke bare i mødet med det guddommelige, men også i mødet med medmennesket kunne leve efter dette frygt ikke. Altså, det må være den paradisiske tilstand, ikke sandt. Hvordan skal vi forstå evigheden sammen med Gud? Jamen, det er et sted, hvor der kun er kærlighed. Ja, men hvad betyder det? Det vil sige, det er den maksimale tillid. Det er den maksimale frygtløshed. Ikke dumdristighed, men frygtløshed. Frygten fylder så meget i vores eget liv, i vort samvær med andre mennesker. Bare jeg ikke dummer mig Bare jeg nu kan finde ud af det, det nye arbejde, det at være forældre, det at skulle til sin første fest, det første kys, og alt sådan noget. Hvad nu hvis benzinen den stiger, hvad nu hvis aktierne falder. Åhh ja. Hvad nu hvis jeg bliver syg, hvis jeg får kræft og dør. Hvad nu hvis mine børn dør Det er jo derfor Jesus siger: Lad nu være med at bekymre jer. Ja ja, vi skal bekymre os for hinanden, - men vi skal ikke bekymre os for livet. Jeg ved godt, at det er så paradisisk, at vi kun oplever det i korte glimt. Men for mig er det - Det er at julefreden sænker sig, i det korte øjeblik det så end måtte vare. Det er vel også evangeliet om, at Gud blev menneske? - Hvad er det Gud gør som menneske? Alle helbredelserne, dødevækkelserne, - det er jo ét langt Frygt ikke. Mennesker skal ikke bekymre sig. Jesus skal nok gøre det, der skal til. Men altså, jeg er ikke så interesseret i de fysiske helbredelser, Jesus lavede for 2000 år siden, for hvad skal jeg bruge det til. Vi ved, han har guddommelige kræfter og kan sådan noget. Altså, hallo, han er Guds søn, og hvis han er født af en jomfru og opstod den tredje dag, så kan han jo lave hvad som helst. Det er interessant for mig, fordi jeg går også rundt og er blind og døv og lam og spedalsk og udstødt. Jesus han siger: Frygt ikke, kom nu, lad mig hjælpe dig, lad nu mig åbne dine ører, og vi siger eejj det er jo en helt ny verden, der lukker sig op. Ja, der kan du se, det åbner sig hvis du smider frygten fra dig, bekymringen lægger den væk. Så er der en ny verden, der lukker sig op. Så er Gudsriget der. Det er derfor Gudsriget er her allerede. Altså i teologien arbejder vi med det der; allerede - endnu ikke. Det er der allerede, men det er der endnu Fra Darum dige kan man se, hvor hilmlen møder jorden. ikke. Fordi vi skal jo stadigvæk leve i den her verden. Men smider du frygten fra dig, lægger bekymringen væk, så åbner Gudsriget sig for dig. Så er det der. Så fungerer det. Så er kærligheden levende iblandt os. [ 11]

Musikkoncert [ -talenterne folder sig ud. ] [ 12]

[ december 2007 ] [ 13] Musikkoncert [ Over 50 elever var på scenen ]

Bestyrelsen [ 14] Af Sten Dahl Nielsen, bestyrelsesmedlem Når jeg skal beskrive min vej til SEs bestyrelse skal vi mange år tilbage i tiden. Da jeg som dreng skulle på efterskole meldte mine forældre mig ind på SE, men der kom jeg på venteliste. Derfor blev jeg så skrevet op på Sommersted Ungdomsskole, hvor jeg kom ind og gik i årene 1981/83. Min vej til SE s besty Efter endt skolegang kom jeg i lære som bygningssnedker ved et lokalt snedkerfirma i Askov ved Vejen. Jeg var i 1984 med ungdomsforeningen i Vejen henne og se den nye skole blive bygget. Jeg købte det flotte billede af skolen, mens det stadig står uden tag, men hvor bygningen er flot oplyst. Samme år kom Kirsten til Vejen. Hun kom i lære i en tøjbutik, og vi stødte på hinanden i vores lokale kristne ungdomsarbejde. Kirsten havde gået på SE fra 1979/81, så der kom en lille tilknytning til skolen. Efter endt uddannelse tog vi på Børkop Bibelskole et halvt år med en 14 dages rejse til Israel som afslutning, inden vi sommeren 1987 blev gift. Vi bosatte os i Herning i 3 år, hvor vi passede missionshuset Bethania og boede i lejligheden på 1. sal. Efter 3 år midt i en storby mente vi, at vi nok passede bedre i en mindre by, så vi flyttede til Ølgod i det vestjyske.

[ december 2007 ] Ved julemarkedet kunne man møde Sten på bestyrelsens stand. relse Gamle elever fra Kirstens 10. klasse gjorde udslaget, da valget faldt på Ølgod. Klassen mødes en gang om året til hygge og samvær, det betød at vi, der var blevet påhæng til en SE er, også næsten blev en SE er da vi hørte om alle minderne, historierne og alle unoderne. Vi købte et hus, som vi har bygget om og til, så vi efterhånden fik plads til de to drenge og pigen, der kom til undervejs. Drengene blev så gamle, at vi skulle til at have dem skrevet op til efterskole, skulle det nu være Frøstrup, som ligger tættest Specielt fremtidsvisionerne for SE er spændende at komme til at arbejde med, på, eller SE som vi havde en vis tilknytning til? Vi fik dem skrevet op og kom på venteliste begge steder. I februar måned 2002, efter at skolen var blevet udvidet, gav det endelig plads til Martin, der skulle gå i 9. klasse i 2005/06, derefter var det SE, vi valgte at se frem imod med vore børn. Her er det så, vi skal have fat i Kirstens 10. klasse igen. Hun gik blandt andet i klasse med Verny Nielsen fra Grindsted. Han havde snart siddet sine tre valgperioder, altså 9 år, i bestyrelsen. En dag ringede han og spurgte, om det kunne have min interesse at stille op til bestyrelsen. Det var jo noget af et spørgsmål, som jeg i første omgang afviste. Efter nærmere omtanke og snak ved køkkenbordet, ringede jeg til Verny og sagde, jeg gerne ville stille op til bestyrelsen. Det er nu tredje år, jeg sidder i bestyrelsen, og jeg er stadig glad for at være med til at tage beslutninger og have medindflydelse på de ting, der vedrører SE. Specielt fremtidsvisionerne for SE er spændende at komme til at arbejde med, efter at IT målsætningen er ved at være i hus med fem klasser, der kører med undervisning via deres bærbare PC. Som afrunding på dette indlæg vil jeg gerne takke forstanderpar, lærere og øvrige medarbejder for en engageret indsats både på det faglige og på det åndelige niveau. Det er et afgørende tidspunkt i vore unges liv det eller de år, de er på efterskole, og jeg vil her opfordre alle som har hjerte for SE til fortsat at bede for skolen, medarbejdere og eleverne, der er på skolen. [ 15]

virkeligheden Praktik Ud at møde [ 16] I uge 44 havde vi atter eleverne i erhvervspraktik. 117 pladser var fundet, og det er altid med stor spænding, vi sender dem af sted. Hvilke erfaringer kommer de hjem med? Bliver de bekræftet i deres valg af job, eller finder de netop ud af, at den tidligere drøm i hvert fald ikke skal føres ud i livet?! ved en lokalt avis, så i år skulle der gerne fyldes noget mere på. Det lykkedes at få en praktikplads hos TV2 i Odense, hvor Kenneth fik lov at følge sportsredaktionen. Mandag havde vi redaktionsmøde i Odense, og tirsdag var jeg med et reportagehold i København og i Slagelse. Vi skulle lave nogle optakter til Håndboldlørdag. Selve lørdagen, hvor Håndboldlørdag løber over skærmen, var jeg med i studiet bag kameraet, siger Kenneth. På spørgsmålet om, hvorvidt praktikken var interessant for ham, svarer han, at det var en kæmpe oplevelse at møde de kendte sportsjournalister og se hele set-up et bag en udsendelse. Esbjerg. Det er et kursuscenter, som uddanner folk, der arbejder med offshore, eller hos Vestas eller Maersk. I disse virksomheder er der medarbejdere, der skal gennemføre et kursus hos Falck Neutec med jævne mellemrum. Hvad lavede du der? Alt muligt! Jeg prøvede det hele på lige Kraftigt tordenvejr, høje bølger, regnvejr og vindstyrke af orkan. Så kan man slet ikke snakke sammen! Af Tove Mortensen, lærer Vi har spurgt nogle elever, som ikke havde valgt noget helt almindeligt, om hvad de oplevede. Kenneth Thygesen vil gerne være sportsjournalist. Han har allerede valgt faget: På vej mod journalisthøjskolen, som findes på skolen. Sidste år havde Kenneth været i erhvervspraktik som skrivende journalist Uddannelsen som journalist er så bred, at man via uddannelsen møder både arbejdet som skrivende journalist, radiojournalist og tv-journalist. Så at være med TV2 i en uge var virkelig noget, der gav blod på tanden til at gå videre ad den vej, siger Kenneth. Kristian Bak Jensen fik også en ganske unik oplevelse. Han ville gerne i praktik hos Falck, og kom på den måde ind på Falck Neutec i vilkår med kursisterne! På offshore-kurset havde vi noget teori om lufthavnskendskab og deres sikkerhedstjek m.m. Men det sjove var, når vi skulle prøve de forskellige kritiske situationer. F.eks. skulle vi, iført en våddragt, arbejde sammen i små hold. Sammen skulle vi udløse en redningsbåd, vende den om i vandet, for til sidst at blive bjærget af en