Danske byers historie gennem 1300 år

Danske byers historie gennem 1300 år Af Kristian Buhl Thomsen. Forskningsmedarbejder, Dansk Center for Byhistorie December 2009 Tekst, billeder og kort må gengives frit med angivelse af Dansk Center for Byhistorie som kilde. Vikingetid og middelalder 700-1536 De første byer 76 af de 81 købstæder, Danmark havde i 1970, er opstået i middelalderen nogle enkelte helt tilbage i vikingetiden. At en så stor del af det danske bymønster blev lagt fast allerede for mellem 500 og 1000 år siden viser, at dannelsen af byer i middelalderens Danmark var en betydningsfuld samfundsændring, der satte sig spor langt frem i tid i menneskers måde at leve på, i handelsmønstre, og hvad angår administrativ inddeling. Interessen for byernes historie kunne ses allerede i 1000-tallet, hvor den tyske historiker Adam af Bremen i en krønike fra 1070 omtalte, at der i Danmark fandtes meget store byer. Krøniken er den ældste omtale, der kendes, af byernes historie i Danmark, og selvom byerne næppe har været så store endda, så afspejler krøniken dog, at der i 1000- tallet var etableret et solidt dansk bysystem på måske de første ca. syv-ti byer. Det var byer, der for de ældstes vedkommende på den tid allerede havde to-tre århundrede på bagen. Det gjaldt f.eks. for landets ældste by Ribe, som arkæologiske fund kan datere til at være opstået et sted mellem 704 og 710. 1

Man havde på det tidspunkt kendt til begrebet byer i næsten 10.000 år fra højkulturerne i Mellemøsten og ved Middelhavet. Men det var først nu i 700-tallet, at en økonomisk fremgang, statsdannelse og en øget handel i Nordeuropa skabte grundlaget for, at byer også kunne opstå så langt mod nord som Danmark. Et produktionsoverskud i landbruget pga. samtidige tekniske omlægninger og den lidt senere samling af Danmark til ét samlet rige styrkede siden dette grundlag. Det skønnes af professor Bjørn Poulsen, at kun knap 1 procent af befolkningen før år 1000 boede i byerne. Udover Ribe var det bl.a. byer som den nu forsvundne Hedeby (804), og derudover kan nævnes Roskilde (ca. 980), Odense (ca. 988), Århus og Aalborg (begge 900-tallet). Fælles for de nye byer var, at deres befolkning nu var permanent modsat tidligere tiders handelspladser og småbebyggelser, der kun havde en sæsonbestemt befolkning og derfor blot havde været såkaldte centralpladser eller knudepunkter og ikke byer. Danske byer i middelalderen med angivelse af tidspunktet for deres opståen. 2

Byerne opstod dér, hvor adgangen til transport- og handelsveje var bedst tilgængelig, eller på de steder, hvor placeringen syntes mest central for et større opland. Ribes placering ved Ribe Å med adgang til Vadehavet skabte f.eks. forbindelse til andre byer langs den frisiske kyst og videre til Den Engelske Kanal, hvor varestrømmene flød, ligesom også Århus lå ved en åmunding (på oldnordisk kaldet Aros), der kunne bruges som havn. Odense opstod til gengæld ikke ved havet, men midt på Fyn, hvor den som den hellige by Odins-vi blev centrum for et rigt opland. Efter år 1000 kom flere byer til. Byernes betydning Byer, der i hvert fald er blevet betydningsfulde fra omkring år 1000 og dermed på Adam af Bremens tid, er f.eks. de tre landstingsbyer Viborg (Jylland), Ringsted (Sjælland) og Lund (Skåne) samt Helsingborg og møntslagningssteder såsom Slagelse og Randers. Som det fremgår, opnåede byerne hurtigt en administrativ betydning, der hang sammen med samlingen af Danmark til ét samlet rige. Kongemagten fattede da også hurtigt interesse for byerne som en indtægtskilde, og det vides, at byerne i hvert fald fra 1085 var udskilt som et særligt beskatningsområde stående direkte under kongen. Siden fulgte kongens tildeling af købstadsstatus, der gav byerne næringsrettigheder og et vist udbredt selvstyre, hvilket igen forbedrede indtægtsmulighederne. Grænsen mellem land og by var lige fra de tidligste byer Ribe og Hedeby markeret med beskyttende volde og palisader. Med væksten i antallet af købstæder steg antallet af voldanlæg, men den militære betydning af disse i forhold til omkostningerne ved deres opførelse er dog omdiskuteret, og middelalderarkæologen Peter Carelli har i den forbindelse fremsat den tese, at de lige så meget var udtryk for prestigeprojekter gennemført af en selvbevidst bybefolkning. Samtidig var kirken, der i middelalderens første del var inde i sin opbygningsproces i Danmark, tæt forbundet med byernes vækst. Præster og andre gejstlige i kirker og klostre betød en samling af rigdomme og gav vækst i byernes beskæftigelse og befolkningstal, og det gav samtidig basis for et åndeligt liv, der ikke fandtes i 3

landsbyerne. En by som Viborg har med domkirke, 12 sognekirker og flere klostre uden tvivl kunnet mærke kirkemagten, og det samme har Ribe med domkirke og op imod 10 kirker samt fire klostre. Prospekt af Ribe sådan som topo-geograferne Georg Braunius og Frans Hogenberg i 1598 forestillede sig, at byen havde set ud før nedbrydningen af byens mange sognekirker i 1536-37. Den svenske historiker Anders Andrén pegede i 1985 på, at da forudsætningerne i første del af middelalderen for alvor var på plads, så blev 1200-tallet det store gennembrudsårhundrede for bydannelser i Danmark. Det er fra denne periode, at de tre byer med navnet Nykøbing på henholdsvis Falster, Mors og Sjælland kendes, og som med Ny- illustrerede, at de var nyere end de ældste byer. København, der allerede i vikingetiden fandtes som et lille fiskerleje ved Øresund under navnet Hafn, havde i 1200-tallet også vokset sig stor og fik i 1254 købstadsstatus ligesom byer som Bogense, Grenaa, Holstebro, Kolding, Nakskov, Nyborg og Rønne også voksede frem i denne periode. Efter disse bydannelser fulgte en stilstand, og det var ifølge Anders Andrén først, da der i tiden 1400-1550 blev behov for byer i perifere områder, at middelalderens sidste bydannelser fandt sted. Her kan bl.a. nævnes Nibe, Præstø, Skagen, Sæby og Thisted. Købstædernes styre og økonomi Byerne lå i middelalderen så at sige som øer i et agrart hav og var tydeligt adskilt fra dette i form af deres fysiske karakter med en høj bebyggelses- og befolkningstæthed koncentreret på et kompakt areal med en vold omkring. 4

Det økonomiske grundlag for, at sådanne klart afgrænsede områder kunne eksistere som byer, var ifølge den tyske geograf Walter Christallers centralstedsteori fra 1933, at byerne kunne yde økonomiske, administrative og kulturelle serviceydelser til deres opland, ligesom byerne selv modtog og videregav lignende ydelser til og fra andre og større byer. Byerne var på denne måde bundet sammen i et netværk, der ifølge byteoretikerne Paul M. Hohenberg og Lynn Hollen Lees gjorde dem især havnebyerne til porte for handel og varestrømme til andre dele af netværket. Model af Walter Christallers netværk af centralsteder og oplande. Varestrømmene og rigdommene, der gik igennem byerne, forklarer derfor kongemagtens voksende interesse for byerne. Var byerne købstæder hvad de fleste større byer blev i løbet af middelalderen stod de direkte under kongen og var derved ikke blot fysisk adskilt fra landområderne, men var også adskilt administrativt og økonomisk. Købstæderne havde ret til at drive handel og finere håndværk, hvad ikke var tilladt uden for byernes grænser. Med købstadsstatussen fik indbyggerne samtidig ret til at handle med bønderne, købe deres råvarer og sælge de færdige håndværksprodukter og varer fra købmændenes handelsvirksomhed til dem. Kongen kunne yderligere tildele købstæderne privilegier, der klart definerede det opland, som det var tilladt at handle med, og hvor ingen andre købstæder havde ret til at drive handel. Disse tildelinger blev almindelige fra sidst i 1400-tallet og frem. Typisk lå området inden for en radius på to mil fra købstaden. I enkelte tilfælde var det mindre, og 5

i enkelte var det større. Købstæderne havde ugentlige torvedage, og bønderne i landområder var pålagt såkaldt torvetvang, hvor de skulle henlægge hovedparten af deres handel til købstæderne. Købstædernes formelle handelsoplandsdeling 1450-1800. Udgangspunktet var en tomilegrænse, men enkelte byer såsom Viborg, Århus og Aalborg var oppe på fire mil, mens andre f.eks. Kerteminde var nede på én mil. Antallet af byer og deres størrelse Den førnævnte Anders Andrén har beregnet, at antallet af købstæder i middelalderens Danmark dvs. det nuværende Danmark samt Skåne og Slesvig nåede et maksimum 6

på 112 i 1500-tallet. Bymønsteret var dog ikke statisk, og nogle byer mistede senere deres købstadsrettigheder, fordi de havde for ringe et befolkningstal til at kunne håndhæve rettighederne. Det gjaldt f.eks. for Ry (1450-1560) ved Silkeborg, for Sønderjyske Varnæs (1200-tallet) og for sjællandske Skibby (1240-1350). Man skal ikke forestille sig de største byer som store efter nutidig målestok. Kun uklare skøn kan gives for den tidligste del af middelalderen, men fra 1500-tallet foreligger tal, der viser, at befolkningstallet lå på et par hundrede i de mindste byer og på omkring 4500 i de absolut største byer. Se tabel 1. Tabellen viser yderligere det påfaldende billede, at der i Danmark var et fuldstændigt fravær af helt store byer, hvilket var karakteristisk for Norden, der på det punkt adskilte sig fra det øvrige Europa. Tabel 1: De største byers befolkningstal i 1500-tallet København 4460 (1517) Ribe 4200 (1549) Århus 4200 (1550erne) Malmø 3365 (1517) Helsingør 1700 (1550erne) Andre byer med en betydelig størrelse var Odense, Roskilde, Viborg og Aalborg. Byrummet Siden slutningen af 1800-tallet har arkæologiske fund typisk gjort i forbindelse med vej- og kloakanlæg gradvist øget kendskabet til byrummet i middelalderens byer. Udgravninger fra eksempelvis Ribe viser, at de ældste gader var belagt med dyreknogler, indtil omkring 1100, hvor de blev erstattet af letværksmåtter udlagt i sand. Tyve år efter begyndte man at anvende plankeveje, indtil gaderne både her og andre steder i 1300-tallet typisk blev belagte med stenlag. Brostensbelægning og rendestene blev gradvist almindeligt i løbet af 1400-tallet. Gennem fund fra Køge ved man nu, at det karakteristiske bybillede, som vi kender det, med huse placeret i gadelinjen først vandt frem i løbet af 1400-tallet. 7

I Lund har en afdækning af den niveaustigning, der har fundet sted i byens gader siden middelalderen, vist, at 80 % af kulturlaget stammede fra tiden 1000-1400, mens at kun 20 % stammede fra den tid, der er gået fra 1400 til i dag. Forklaringen, mener historikeren Anders Andrén, skal findes i, at der i 1400-tallet opstod et spirende urbant renhedsbegreb, der klart skulle markere forskellen mellem borgere og bønder, hvilket førte til indførelsen af strenge bestemmelser for bortskaffelse af affald. Affaldet kom derved ikke længere til at ligge og flyde på gader og stræder, og stigningen i kulturlaget gik i stå. Fælles bestemmelser har således haft indflydelse på byrummets udvikling, og meget tyder da også på, at forløbet af byernes ofte selvgroede gader heller ikke har ligget fast, men over tid gradvist også har forandret sig. Livet i byerne Selvom befolkningen i middelalderens byer klart har kunnet placere sig som en særlig gruppe, der inden for voldene var adskilt fra landbefolkningen udenfor, så har bybefolkningen ikke været en homogen og harmonisk gruppe. Det skinner f.eks. igennem i en opgørelse lavet af kannikken Petrus af Dacia i 1200- tallet, hvor han inddelte bybefolkningen i tre hovedgrupper: Rådmænd, der styrede, soldater, der forsvarede, og gruppen pauperes, der arbejdede og blev styret. Den sidste gruppe var ikke nødvendigvis fattig, men havde sin lave placering i hierarkiet ved, at den ikke havde del i den autoritet, som bypatriciatet havde over byen. Byerne fungerede fra 1200-tallet organisatorisk gennem et byråd bestående af rådmænd valgt af og blandt borgerskabet. Senere blev rådene selvsupplerende, sådan at rådmændene selv valgte, hvem der skulle indtræde i rådet. Derudover var købmændene organiseret i gilder, der var religiøse sammenslutninger med varetagelsen af et kapel eller lignende i kirken som formål, men samtidig var en art interesseorganisationer. Håndværkerne havde indtil reformationen i 1536 også gilder, men disse blev gradvist erstattet af lavene, der endvidere havde ret til at udstede svendebreve og derved holdt tal på antallet af håndværkere i byerne. 8

Mere uformelt kunne andre grupper dog også have indflydelse. Kvinder kunne f.eks. opnå økonomisk magt gennem besiddelse af ejendom og ved at drive handel, men de kunne aldrig få del i den formelle autoritet i byernes råd, gilder eller lav. Et udtryk for bylivet og den dertil knyttede byidentitet var byseglene, der vandt frem fra 1100-tallet, og som gennem motiver afspejlede bykollektivet. Middelarkæologen Peter Carelli har demonstreret, hvordan byboerne ved overgangen fra 1100-tallet til 1200- tallet på samme måde brugte klædedragter, sko og smykker som kulturelle markører for at skabe sig position og personlighed over for bl.a. landbefolkningen uden for voldene. Den klassiske periode 1536-1840 Omvæltninger Efter 800 års byudvikling var det danske bysystem ved middelalderens slutning i 1500- tallet færdigudbygget med det antal købstæder, som handelen mellem land og by økonomisk gav mulighed for. Derefter fulgte ca. 300 år, som man kan kalde den klassiske periode, hvor købstaden som bytype var slået fast, og hvor fortsatte justeringer af købstædernes funktioner fortrinsvis skete på grundlag af allerede givne rammer. I den klassiske periode opbyggedes det primatbysystem, som kendes til i dag, med København som en forholdsmæssigt meget stor hovedstad i forhold til landets øvrige byer. Perioden begyndte med afslutningen af Grevens Fejde og Reformationen i 1536. Lokalt havde tidens uroligheder sat sig spor tidligere, og allerede inden 1536 var der i en lang række byer gennemført lokale reformationer gennem oprør fra byborgerskabet. Det gjaldt f.eks. i Haderslev i 1525 samt for Viborg og Malmø i 1529. Da den katolske kirke faldt, forsvandt en lang række af dens symboler i bybilledet også. Klostrene blev nedrevet, og det samme gjorde adskillige kirker, og i tomrummet efter gejstlighedens tab af magt benyttede bystyret i byerne sig nu af lejligheden til at beslaglægge byggematerialer fra de nedrevne gejstlige institutioner såsom bly fra tagene og munkesten, der sidenhen kunne genbruges. 9

Haderslev i 1585, prospekt af Georg Braunius og Frans Hogenberg.. Byen havde tre byporte og var omkranset af et højt plankeværk. Selvom perioden begyndte voldsomt med krig og magtkampe, så fulgte der for flere byer i første omgang en fremgang i handelen. Blandt andet oplevede Aalborg en opblomstring pga. et omfattende sildefiskeri i Limfjorden og en omfattende studeeksport til Tyskland, og fra 1600-tallet fik byen mere eller mindre monopol på udskibning af korn til Norge. Ribe blev fra slutningen af 1400-tallet midtpunkt i et eksporteventyr med danske stude og okser. En lignende opblomstring oplevede Helsingør også især efter opførelsen af Kronborg i 1576 som følge af den handel, der fulgte med de skibe, der lagde til for at betale Øresundstold. Odense var i 1500-tallet fortsat centrum for Fyn og havde derfor en stor oplandshandel og desuden en velhavende byadel, og de østjyske byer Randers, Århus og Horsens blev i samme århundrede vigtige havnebyer for handel ad søvejen. Opblomstringen varede dog kun til 1600-tallet, hvor krigene med Sverige og tabet af Skåne i 1658 betød en hård udplyndring af byerne og en deraf følgende svækkelse i byernes skattegrundlag. Byernes handel med udlandet blev nu stærkt begrænset, og den blev fra nu i stedet præget af store og små købmænds lokale handel med det nære opland. 10

Provinsbyernes krise Da Frederik 3. i 1660 greb magten og indførte enevælde, forstærkedes provinsbyernes krise, idet der nu begyndte en massiv overførsel af ressourcer fra periferien til rigets centrum, København, hvor al udenlandshandel nu også blev koncentreret. Som enevældens magtcentrum oplevede København en voldsom vækst på bekostning af provinsens byer, og da portkonsumtion dvs. told på varer, der førtes ind i købstæderne gennem byportene blev indført i 1670erne, kunne kongemagten tjene på varestrømmene ind og ud af byerne. Begyndelsen var lagt til et såkaldt primatbysystem med København som en altdominerende by ikke mindst på grund af sin størrelse, der i 1672 var på 41.000 indbyggere og dermed var 10 gange større end i den næststørste by Aalborg, men også økonomisk. Eksempelvis har byhistoriker Søren Bitsch Christensen dokumenteret, hvordan København i 1596-1621 betalte lidt mindre end de øvrige sjællandske og mønske købstæder tilsammen i skat, mens tallet for konsumtion i midten af 1700-tallet var steget til mere end fem gange så meget som disse købstæder, hvilket afspejler varestrømmenes omfang ind og ud af København. Byskatter 1596/1621-1864 i byer fordelt efter landsdel. Figuren efterlader ingen tvivl om, at vejen gik mod et primatbysystem, hvor København i kraft af sin størrelse havde den højeste skatteevne. Kilde: Christensen, Søren Bitsch (red.): Den klassiske købstad, 2005, s. 19. 11

Landets øvrige byer forblev små og var udtryk for det, som den hollandske historiker Jan de Vries har kaldt en manglende demografisk urbanisering, idet de danske købstæder i 1600- og 1700-tallet ikke oplevede nogen nævneværdige ændringer i befolkningstallet. Købstæderne stagnerede og faldt helt uden for udviklingen i det øvrige Europa, hvor de Vries har fastsat en bydefinition på mindst 10.000 indbyggere, der i Danmark kun kunne opfyldes af København. De små danske købstæder er tilmed lettere sarkastisk blevet betegnet som teglhængte landsbyer med ret til at brænde brændevin, hvilket er en bemærkning, der afspejler deres ubetydelighed. Selvom København oplevede et vækstboom, mens bykrisen i provinsen stod på, så var det ikke sådan, at der ikke blev gjort forsøg på at sætte skub i en urbanisering i provinsen. Særligt under Christian 4. i 1600-tallets første del blev der grundlagt nye købstæder. Blandt andet grundlagdes Christianshavn i 1619 som et forsøg på at skabe en international handelsby i tilknytning til København, og i Skåne og Sydnorge grundlagdes henholdsvis Kristianstad i 1614 og Kristiansand i 1641 som fæstningsbyer, der begge stadig i dag fremstår med mange symboler fra Christian 4.s tid. Frederik 3. grundlagde i 1650 fæstningsbyen Fredericia, der er et godt eksempel på, at de nye byer ofte manglede et økonomisk grundlag for deres eksistens og alene havde bestemte institutioner som deres grundlag. Fredericia eksisterede først og fremmest pga. den militære tilstedeværelse, men manglede samtidig pga. nærheden til Vejle og Kolding et opland at handle med. Bykrisen varede frem til afslutningen af Store Nordiske Krig i 1721, men i mellemtiden nåede København at få et stærkt fodfæste som hovedstad for det, som historikeren Michael Bregnsbo har kaldt det danske imperium bestående af Danmark, Norge, Slesvig-Holsten, de nordatlantiske besiddelse og tropekolonierne, hvilket blev synliggjort gennem pragtbyggerier. Opførelsen af monumentale bygninger såsom Rosenborg og Rundetårn var allerede påbegyndt under Christian 4. og kulminerede 12

under enevælden, hvor kronen på værket blev det første Christiansborg, der blev opført 1733-40. Det fremstod på den tid i pragt og kunstnerisk udsmykning som Nordens Versailles og stod sådan frem til branden i 1794. Pontoppidans prospekt af København i 1764. Pragtpaladset Christiansborg ses til højre for midten, hvor også Børsens snoede spir kan anes. Da Store Nordiske Krig var slut i 1721, fulgte der 80 års fred, og det gav igen købstæderne mulighed for at udvikle sig. Samtidig gennemgik samfundet forandringer såsom landboreformerne fra og med 1780 erne, og i byerne udvidedes borgernes indflydelse på byens styre i 1790erne. Det skabte en fremgang, der dog blev afbrudt af Englandskrigene 1801-14, men bagefter fortsatte den et godt stykke ind i 1800-tallet, hvor industrialiseringen siden for alvor satte skub i urbaniseringen. Købstædernes styre og økonomi Selvom alle købstæderne som nævnt manglede en demografisk urbanisering og derfor i almindelighed forblev små i forhold til det øvrige Europa, så har historikeren Ole Degn påvist, at bysystemet fra 1550 til 1700, hvad angår økonomiske styrkeforhold, til gengæld var hierarkisk opbygget. Han har kunnet konstatere, at jo større de ganske vist små byer var, jo større var deres konsumtionsindtægter målt pr. indbygger. Samtidig var de byer, der var grundlagt efter Reformationen, og som tidligere nævnt hovedsageligt var opstået omkring bestemte institutioner, svage merkantile centre. 13

Diagram over byernes gennemsnitlige konsumtionsindtægter målt i rigsdaler pr. indbygger i årene 1760-69. Tendenslinjen viser, at tallet pr. indbygger generelt steg, jo større byerne var. Rød: Byer anlagt efter Reformationen. Grøn: Landsdelscentre. Kilde: Christensen, Søren Bitsch (red.): Den klassiske købstad, 2005, s. 18. Med undtagelse af Danmarks første fabriksby Frederiksværk, der blev grundlagt i 1750erne, manglede købstæderne i almindelighed en funktionel specialisering og en tidlig form for industri i stil med den, der på europæisk plan ofte gjorde byer udsatte over for politiske og sektorøkonomiske konjunkturer, og det forklarer byernes uforanderlighed i perioden. Der var ikke noget, der for alvor kunne skubbe befolkningstallet i byerne i den ene eller anden retning. Til gengæld begyndte havnebyerne, der via søvejen lå som del af et netværk, at opleve en vækst i skibsfarten fra slutningen af 1700-tallet. Med et mere differentieret sejladsmønster og fra 1790erne en øgning i korneksporten oplevede byer som Randers, Helsingør og Aalborg en fremgang, og i Slesvig-Holsten var fremgangen endnu mere mærkbar i Altona, Flensborg, Aabenraa og Sønderborg. Købstæderne havde fortsat et selvstyre bestående af magistrater, som det havde været tilfældet siden middelalderen, men i 1680 erne, altså under enevælden, skete der indskrænkninger, idet kongemagten nedbragte antallet af magistrater og samtidig fik 14

eneret på at udnævne alle embedsmænd og blandt dem byfogeden, der både fungerede som borgmester og politimester. Først fra 1797 fik eligerede borgere øgede bemyndigelser bl.a. gennem muligheden for at deltage i kommissioner, hvoraf særligt havne- og senere skolekommissionerne var af vigtighed. Senere udbyggedes selvstyret i 1838 under Stænderforsamlingerne. Antallet af byer og deres størrelse Bykrisen kan direkte aflæses i tidens opgørelser over befolkningstallet. I tabellen nedenfor ses dét i 1672 bl.a. hos en by som Ribe, der i midten af 1500-tallet havde været landets næststørste by jf. den tidligere viste tabel 1, men som nu lå nr. 9 og nu ikke engang havde halvt så mange indbyggere som i 1500-tallet. Derudover ses det, hvordan København med sin størrelse begyndte at indtage en førerposition som rigets hovedstad og som den enevældige konges residensby. Se Tabel 2. Tabel 2: De 10 største byer i 1672 København 41.000 Aalborg 4181 Helsingør 4033 Odense 3808 Århus 3474 Viborg 2704 Roskilde 2196 Randers 2036 Ribe 1939 Nakskov 1920 Mens middelalderen havde været en periode med omfattende bydannelser, så sås i den klassiske periode kun de 12 købstadsgrundlæggelser, som Christian 4. og Frederik 3. iværksatte i det nuværende Danmark samt i Skåne, Norge og Slesvig-Holsten. Til gengæld betød indførelsen af konsumtion i 1670 erne en udvidelse af det administrative bybegreb, idet nogle byer uden købstadsstatus også blev omfattet af konsumtionsbestemmelserne. Det gjaldt f.eks. de sønderjyske flækker, og blandt dem kan man nævne Højer, Løgumkloster og den nyanlagte herrnhutterkoloni Christiansfeld. 15

Flækker som disse befandt sig administrativt på et mellemstadie, hvor de var for små til at blive rigtige købstæder, men for store til at være landsbyer. Også den nordjyske Fladstrand, der først i 1818 blev købstad under navnet Frederikshavn, blev omfattet af konsumtion og agerede længe før 1818 oftere og oftere som en egentlig købstad, hvilket svækkede den nærliggende Sæby. En række søfartssamfund såsom Dragør, Tåsinge og Bornholm uden for købstædernes og flækkernes rækker oplevede samtidig en øgning i handelen som følge af 1700-tallets fremgang for skibsfarten. Primatbysystemet med de mange små byer og den ene store hovedstad blev aldrig for alvor udfordret. Selvom f.eks. oprettelsen af De Rådgivende Stænderforsamlinger i 1834 kunne ses som en decentralisering, så kom placeringen af stænderforsamlingerne i småbyerne Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe ikke for alvor til at bryde med København som magtens centrum. Ved Grundlovens indførelse i 1849 var der da heller ingen tvivl om, at København skulle være hjemsted for Rigsdagen og regeringen og dermed fortsat skulle være rigets hovedstad, ligesom byen hidtil havde været det under enevælden. Byrummet I den klassiske periode var byrummet i danske købstæder fyldt med symboler på kongens, byens og torvets ret. Synlige redskaber såsom træhesten, galgen, gabestokken og halsjernet opsat ved byportene og på torvene fortalte de tilrejsende og byernes indbyggere, hvad skæbnen ville blive, hvis man brød byernes torveorden. Det sås de fleste steder indtil 1700-tallet, nogle steder længere. Byportene var ofte monumentale, men havde på lignende måde mest en symbolsk betydning som markører af byernes rettigheder over for oplandets bønder, for sammen med voldene havde de ikke længere nogen militær betydning, og ofte var de slet ikke opført i sten, men i træ. Også for den stadig stærkere kongemagt blev byportene et symbol. På Flensborgs Nørreport stod f.eks. Christian 4.s valgsprog Regna firmat 16

pietas gudsfrygt styrker rigerne, og denne markering af kongemagtens betydning for byerne blev siden konkret under enevælden, da portkonsumtion indførtes i 1670erne. I periodens begyndelse skabtes et byrum bl.a. præget af de huse, der blev opført af genanvendte munkesten, granit og bly fra byernes kirker og klostre, der forsvandt efter Reformationen. Bevarede eksempler på det er bl.a. Tøjhuset i København og Karnapgården i Viborg, hvor man genfinder synlige religiøse spor i murværket. Nogle steder betød Reformationen også, at flere kirkegårde forsvandt, og i stedet gav deres areal plads til nye torve. Noget andet, der i tiden også forandrede byrummet og bybilledet, var voldsomme bybrande, som fjernede de ældst bevarede af middelalderens huse. I 1690 nedbrændte eksempelvis halvdelen af Hobro, og den samme skæbne fik Skive i 1725 og Viborg i 1726. Da København i 1728 blev ramt af den bybrand, der siges at have været den næststørste i en europæisk storby nogensinde, var ilden først slukket efter tre dage, og da havde en femtedel af københavnerne mistet deres hjem. Bybrandene skyldtes ofte, at mange så stort på forbuddet mod stråtækte huse, der forøgede brandfaren dramatisk. Interessant er det bybillede, der gennem et omfattende nybyggeri opstod efter brandene. I København kan man eksempelvis i dag endnu se de farverige såkaldte ildebrandshuse i tre etager på Gråbrødre Torv. Livet i byerne Ifølge sociologen Gideon Sjoberg lignede de førindustrielle byers bosætningsmønster en skydeskive med de rigeste og højborgerskabet fortættet i centrum og med stadig fattigere indbyggere jo længere, man fjernede sig fra centrum. Det mønster kan ved et kig i Scandinavian Atlas of Historic Towns også overføres til en dansk sammenhæng, hvor den øverste handelsstand boede ved torvet og i omkringliggende gader, mens mindre købmænd og håndværkere boede længere ude, og ufaglærte arbejdere og tjenestefolk boede helt ude i byens yderkant. Kun to steder blev mønstret brudt som følge af et behov for let tilgængelighed, nemlig ved havnen, hvor der boede mange søfolk og fiskere, og ved byportene, hvor der boede mange købmænd, der ville være tæt på varestrømmene, når de kom ind ad byportene. 17

Bykrisen skabte et behov for et sammenhold mod krisens trusler mod købstæderne, og det sås i en særlig lokalpatriotisme og borgerkultur, der bl.a. gennem læsning af lokale digteres tekster hyldede en blomstrende og mere glorværdig fortid, der var fjern fra den aktuelle smertelige miserable bykrise. En sådan digtlæsning kunne kun finde sted, fordi byernes borgerskab var overlegent over for det øvrige samfund hvad angår læse- og skriftkyndighed. Det vides eksempelvis, at knap halvdelen af alle købstadshjem i 1600- tallet havde en bogbestand, og i Aalborg vides det, at hver anden af de hjem, der var i besiddelse af bøger, også havde bøger på tysk og enkelte også på hollandsk. Som den mest talstærke erhvervsgruppe satte håndværkerne deres præg på købstæderne gennem lavene, der var nogle af de vigtigste organer for bykulturens vedligeholdelse, men håndværkerstandens stærke selvbevidsthed, der havde varet siden lavssystemets indførelse i middelalderen, lagde imidlertid ofte op til en konfrontation med enevældens normer. Gennem to forordninger i 1681 og 1682 søgte kongemagten at begrænse lavenes selvstændighed, og det kongeligt udnævnte bystyre blev indsat som kontrolinstans over for lavene, der dog ikke lod sig knægte. De udstedte forsat helt frem til 1857 svendebreve og næringsbreve og havde derved fuld kontrol over, hvem der blev optaget i håndværkerstanden, og i bybilledet gjorde de sig ved festlige lejligheder bemærket gennem processioner. Borgervæbningssoldat i Assens fra 1803. 18

Trods det trængte enevældens kultur langsomt ind i andre dele af bylivet, hvor borgerskabet trak i kongens klæder. Da man eksempelvis i 1801 indførte borgervæbninger som led i forsvarsordningen under Englandskrigene, blev korpsene trods en minimal militær betydning organiseret efter en militaristisk rangordning med påbud om uniformering. På samme tid blev det kutyme, at byfogeden i sin egenskab af politimester også bar enevældens uniform, ligesom Frederik 6. fra 1804 gav fortrinsret for militærets underofficerer, der også var uniformsbærere, til at besidde stillinger som rådstuetjener, graver, bedemand, arrestforvarer og politibetjent. Kendemærket for borgerskabets forskellige grupper blev derved udstukket af enevælden, og resultatet blev en offentlighed, der under den sene enevælde i 1800-tallets første halvdel udstillede en kongetro patriotisme. Den moderne by 1840-2009 Demografisk urbanisering Moderne tid betegner perioden efter 1840, hvor den såkaldt moderne by blev skabt gennem en proces, der som et resultat af industrialiseringen byttede rundt på rollerne mellem land og by. Hvor byerne hidtil havde været små, og hovedparten af befolkningen havde boet på landet, så kom byerne i den moderne tidsalder til at dominere billedet som hjemsted for størstedelen af befolkningen. Benævnelsen moderne by betegner imidlertid ikke én bestemt bytype, for i moderne tid har ikke kun købstæder været defineret som byer, da også andre og nye byer som følge af industrialiseringen opstod og fik betydning. I 1840, da perioden begyndte, var Danmark stadig et udpræget agrarsamfund, hvor de fleste mennesker boede på landet. Blot 20 procent af befolkningen boede på den tid i byerne, hvor de ofte var stuvet sammen inden for byernes endnu bestående volde eller hegn på et begrænset areal, der ikke gav meget lys og luft. 19

Antallet af byer og deres størrelse i 1840. De små danske byer befandt sig dog i en slags venteposition, inden alt forandredes. Snart blev der med investeringer i infrastruktur såsom forbedringer af købstadshavne og anlæg af landeveje skabt grundlag for en øget handel og en begyndende industrialisering. Den samlede befolkning voksede også. I 1849 indførtes Grundloven, og med den kom også et mere liberalt økonomisk syn, der ikke længere gav plads til købstædernes monopol på handel og håndværk, og det ledte i 1857 til vedtagelsen af næringsfrihedsloven. Dermed forsvandt købstædernes økonomiske privilegier, og købstadsstatussen begrænsedes til nu blot at have indflydelse på købstædernes administration og styre, hvorfor grundlaget for voldes og hegns markering af skellet mellem land og by forsvandt. Med voldenes fald kunne købstæderne med ét brede sig ud på markerne uden for voldene, hvilket skulle vise sig afgørende for at skabe plads til den øgede befolkning, der under industrialiseringen begyndte at vandre fra landet til byerne. De første brokvarterer sås i København fra omkring 1850, hvor Nørrebro og Vesterbro begyndte at skyde op, og siden kom lignende brokvarterer med lejligheder i karréejendomme til i provinsbyerne fra 1880erne og 1890erne. De første jernbaner blev anlagt mellem Altona og Kiel i 1844 i rigets sydligste del og dernæst mellem København og Roskilde i 1847. Fra 1860erne steg anlægsaktiviteten i jernbaner dramatisk, og det var også en vigtig faktor i byernes vokseværk. For f.eks. en 20