Rapport. Tjenesterejse til Pakistan 29. april 9. maj 2014

Rapport Tjenesterejse til Pakistan 29. april 9. maj 2014 I forbindelse med repræsentantskabsmødet i 2013 havde Danmission besøg af biskop Humphrey Z. Peters og skoleleder Anderyas Barkat fra Peshawar. Alle der deltog i repræsentantskabsmødet, og en række offentlige møder, fik et stærkt indtryk af, hvordan det er at være kirke i verdens farligste stift, som Peshawar Stift ofte betegnes i forlængelse af et præsident Obama citat vedr. Khyber Pakhtoon Khwaa provinsen, der er sammenfaldende med Peshawar Stift. Biskop Humphrey efterlod ingen tvivl om at kirken i Peshawar Stift, såvel som i hele landet, er trængt. I et interview til Kristeligt Dagblad den 31. august 2013 (den dag repræsentantskabsmødet begyndte) siger biskoppen i forbindelse med det at være kristen i Pakistan: Der er en missionsforpligtelse forbundet med at være kristen. Men i det mindste kan vi dele et smil. Biskoppen er ikke bange, selvom han til KD siger: At stiftet sidder på en tidsindstillet bombe. Vi både tror og ved, at det bliver værre dag for dag, slutter biskoppen interviewet. Blot 3 uger efter hjemkomsten til Peshawar, søndag den 21. september, går 2 unge selvmordsbombere på blot 20 og 21 år ind på kirkepladsen ved den smukke All Saints Kirke. Gudstjenesten er netop slut, og menigheden på ca. 600 mennesker samles udenfor for at drikke te og hilse på hinanden. Med sekunders mellemrum lyder 2 øredøvende brag, da de 2 unge bombemænd, med tilknytning til Taleban, sprænger sig selv og 138 til døde, og sårer hen ved 200 og efterlader et ragnarok af dræbte og sårede, blod og rædsel. Biskop Humphrey deltog denne søndag i gudstjenesten i Bannu, ca. 300 km. syd for Peshawar og hastede straks, da han fik besked om katastrofen, til Peshawar for at være behjælpelig, og ikke mindst lede det store arbejde med at arrangere begravelserne i et område, hvor reglen er, at begravelser finder sted indenfor 24 timer. Det var med forventning og spænding, jeg i slutningen af marts måned modtog biskop Humphreys meddelelse om, at man var ved at være klar til at genindvi den nedbrændte (september 2012) Skt. Pauls kirke i Mardan og gerne så, at Danmission var repræsenteret ved undertegnede. Rejsen blev arrangeret og som ved tidligere besøg, blev visum ansøgt med klar reference til Danmissions partnerskab med Church of Pakistan, Peshawar Stift, og indskrevet i passet med ordene Church Service. Visum blev udstedt af den pakistanske ambassade i løbet af blot 10 dage. Rejsen forløb planmæssigt med udgangspunkt i Billund via Düsseldorf og Abu Dhabi med ankomst til Peshawar kl. 03.00 om natten. Det skal bemærkes, at jeg og en vesterlandsk udseende kvinde var de eneste fremmede om bord! Som altid var stiftets medarbejder på plads og ledte mig igennem lufthavnens procedurer uden problemer. 1

Turen fra lufthavnen ind til stiftets hovedkvarter viste med al tydelighed, at Peshawar fortsat ligner en by i undtagelsestilstand. På den korte tur, på ca. 20 minutter, måtte der vises legitimation ved vejspærringerne 5-6 gange og et par gange blev bilen undersøgt. Der kommer tydeligvis ikke mange turister forbi på dette strøg. Første møde var med biskop Humphrey Peters der bød hjertelig velkommen og herefter prøvede vi at lægge en plan for mit besøg. Det var tydeligt, at dette var fyldt med forholdet, hvis myndighederne tillader det. Jeg blev gjort bekendt med, at der ikke længere er muligt at færdes udenfor stiftets område og ej heller at færdes i bil uden en bevæbnet politimand ved chaufførens side, og passagerne i bagsædet med blændede ruder og låste døre. Der er tale om en markant opstramning vedr. sikkerheden, som tydeligvis har med massakren i All Saints Church at gøre, men også den gennerelle politiske situation med den begyndende tilbagetrækning af tropper fra Afghanistan. Taliban er nu markant tilstede i det bjergrige stammeområde i grænselandet til Afghanistan, og de ser fjenden repræsenteret i det vestlige, herunder landets regering, der på Vestens bud bekæmper talibanen. Her kommer kirken og de kristne nemt i klemme, idet mange betragter kirken som vestlig. At billedet er langt mere nuanceret ændrer ikke ved, at manden på gaden har dette enkle og let begribelige syn på sammenhængen. Biskoppen og hans folk anbefalede at følgende søgtes gennemført i løbet af besøget: Lokale besøg hos stiftets institutioner Genindvielsen af kirke/ skole i Mardan Møde med kristent medlem af provinsparlamentet Besøg hos Christian Study Center i Rawalpindi Møde med 20 repræsentanter for Faith Friends Jeg havde på forhånd udtrykt ønske om at besøge jordskælvsområdet nær Kashmir, som Danmission støttede med ca. 1.200.000 kr. i 2005 2006, samt stormflodsområdet (fra 2010) i Charsadda, hvor Danmission støttede stiftets arbejde med ca. 250.000,- kr. Endelig havde jeg udtrykt ønske om at besøge Guides Chapel, som er den gamle engelske garnison kirke i Mardan. Her ligger Dansk Pathan Missions stifter, Dr. Marie Holst og 5-6 andre danske missionærer begravet. Efter flere forespørgsler og henvendelser til myndighederne fik stiftet afslag på, at dette kunne lade sig gøre i den nuværende politiske- og sikkerhedssituation. Lokale besøg hos stiftets institutioner Peshawar Stift har en stolt tradition indenfor sundhed og undervisnings området. 2

Stiftet driver pt. 3 hospitaler i Tank (Waziristan), Bannu og Peshawar, samt 5-6 sundhedsklinikker. I forbindelse med missionshospitalet i Peshawar driver stiftet Mental Health Centre for multihandicappede børn. På grund af den standende og forværrede krise, og dermed begrænsninger i samfærdslen, har Stiftet i 2014 måtte skære kraftigt i Centrets aktiviteter. Man håber meget at kunne reorganisere Centret i løbet af 2014 2015 og relancere det i et samarbejde med Danmission og nye partnere. Jeg drøftede dette med biskoppen og de relevante ledere og har et oplæg til reorganiseringen med hjem til Danmission. På undervisningsområdet har Peshawar Stift Edwardes College (E.C.) i Peshawar som sit flagskib. Dette college åbnede daværende Church Missionary Society (C.M.S.) i 1900, og i dag er det provinsens førende College for både piger og drenge med 3.000 elever. Der er desværre det triste at fortælle, at E.C. er inde i en svær krise, idet stærke politiske kræfter søger at overtage og nationalisere det for at gøre det til et rigtigt pakistansk college. Bagom dette ligger der givetvis brødnid og et ønske om at gøre den store skole til en islamisk skole. Dette krav støttes ifølge biskoppen af de islamiske partier i centralregeringen, men som tidligere set tilbage i Bhutto tiden, så er provinsregeringen af en anden opfattelse og ser gerne E.C. drevet videre i stiftets regi. Stærke kræfter i lærerkollegiet arbejder også for at E.C. bibeholdes i kirkens regi. En drastisk konsekvens har desværre været den, at rektor igennem 8 år, amerikaner og teolog, af centralregeringen blev frataget sit hverv tilbage i marts måned, og sat i husarrest i hovedstaden, frataget pas og andre papirer. Han endte med at blive udvist af landet lige før påske. Biskoppen gav i lyset af disse hændelser udtryk for, at der herskede stor nervøsitet og usikkerhed samt at han selv modtager trusler, og pt. ikke kan færdes frit. Sikkerhedsfolk, både i uniform og de usynlige, følger ham. Sammen med domprovsten deltog jeg i en ceremoni på Elizabeth High School for piger (ca. 800 elever) som æresgæst adspurgt af biskoppen. Jeg skulle holde en kort tale samt overrække beviser til en række elever. I den forbindelse opdagede jeg, at der var mange pressefolk tilstede, og jeg var naturligvis en sjælden nyhed, hvorfor jeg blev spurgt om at stille op til et interview bagefter. Det gjorde jeg sammen med stiftets undervisningsinspektør. Spørgsmålene handlede om, hvad jeg syntes om Pakistan og andre almindeligheder, samt hvad jeg mente om private- versus regeringsskoler? Jeg kendte da forholdet beskrevet ovenstående og fortalte dem om forholdene i mit land, og dermed om diversitet og mangfoldighed. Genindvielse af kirke og skole i Mardan. Fredag den 2. maj var der inviteret til genindvielse af den totalt nedbrændte kirke og skole i Mardan. Nedbrændingen skete den 22. september 2012 og havde sit triste udgangspunkt i, at der i USA var blevet produceret en karikerende film om Muhammed samt rygter om, at en kristen præst ville afbrænde Koraner. I stort tal gik demonstranter igennem Mardan.(Dobbelt så stor som Århus) og hærgede adskillige regerings institutioner undervejs og endte ved kirken. Lykkeligvis uden dræbte og sårede. Kirken blev bygget i 1938-1939 og finansieret af indsamlede midler i Dansk Pathan Missions (D.P.M.) regi, men også mange lokale bidrag og ikke mindst arbejdskraft. Den blev indviet lørdag den 1. april 1939 og fik som sine første præster, missionær og senere biskop Jens Christensen, samt pastor Muhammed Ali Taib, der var 3

konvertit fra islam. Kirken var i høj grad tænkt og beregnet til at være pathanernes kirke. På tårnet stor skrevet på pashto sproget: Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus Johs. Ev.17,3. I dag fremstår kirken i samme form som den tidligere, men forlænget og bygget lidt højere så der er blevet plads til en stor balkon. Ganske særligt er det dog, at der ikke er bænke og stole i kirken. Menigheden sidder på tykke tæpper på gulvet og følger dermed den lokale, nogle vil sige muslimske, tradition. Det er vigtigt at sige, at Mardans lokale universitet, der bærer navnet Abdul Wali Khan University efter en markant lokal politiker, hvis far var nær ven af Mahatma Gandhi, straks efter branden hjalp stiftet med at genopbygge skolen der har ca. 150 kristne elever. Også kirkebyggeriet fik en stor økonomisk hjælpende hånd fra provinsregeringen til at genopbygge og udvide kirken samt genopbygge tre boliger på grunden. Der er ingen tvivl om, at denne gestus er i pagt med de æresbegreber, der heldigvis fortsat er herskende blandt store dele af den pathanske befolkning og politisk fremmet af det sekulære Awami Parti (beslægtet med det indiske Congres parti). Kirkeindvielsen blev forestået af Church of Pakistans ledede biskop, Samuel Azaria fra Raiwand, samt biskop Mano RumalShah tidl. biskop i Peshawar, nu emeritus og leder af Church of Pakistans Synode kontor i Lahore, samt stiftets biskop Humphrey Peters. Hertil kom at 17 af stiftets præster medvirkede. Kirken var stuvende fuld til den 3 timer lange gudstjeneste, der måtte udsættes med to timer pga. af den stegende varme på 45 grader. Glæden, jublen og taknemligheden over nu igen at have en kirke at mødes i var stor. Biskop Humphrey pegede i sin prædiken gentagne gange på det store glaskors, der pryder altervæggen med henvisning til korset og det at vandre i Jesu fodspor som the pain of the cross. I forbindelse med den efterfølgende sammenkomst fik jeg lejlighed til at ønske menigheden tillykke og ridse historien til den gamle kirke op, samt overrække Danmissions gave på 5.000,- kr. til menighedens formand, skoleleder, Anderyas Barkat, som mange mødte sidste år i Danmark. Hvilken dag at få lov til at opleve i et område, hvor den kristne kirke blot fylder ½ % af befolkningen. Møde med kristent medlem af provinsforsamlingen Det var søndag den 4. maj i skumringen. Biskoppen og 8 10 andre kristne og jeg, var inviteret til møde hos det ene af 2 kristne medlemmer i provinsforsamlingen. Han var lige flyttet til et nyt og mindre sted at bo og ville dele denne begivenhed med os og med TAK til Gud. Samtidig blev det også til en god samtale omkring det at være kristen og politiker. Det var overraskende for mig, da vores vært fortalte mig, at han ikke sad på det kristne sæde, men igennem flere periode havde været valgt ind af et islamisk parti, det gamle Muslim League, som var partiet der skabte Pakistan. Når dette er interessant er det fordi den gamle tanke, om at alle først og fremmest er pakistanere og derefter muslimer, kristne, hinduer etc., igennem de sidste 40 år har været suspenderet, idet general Zia Ul Haq kom til magten i 1979, og i skyggen af begivenhederne i Iran, satte sig for at islamisere Pakistan. Dermed oplevede landets religiøse mindretal nye barske tider reduceret til 2. klasses borgere. Det er 4

dette felt denne brave, nu ældre politiker, har navigeret i og inspirerer sine mindretalsfæller til at holde ud. Besøg hos Christian Study centre i Rawalpindi Christian Study Centre (CSC) er en økumenisk institution, der blev dannet i 1967. Centret har pt. Church of Pakistans Moderator, biskop Samuel Asaria som formand og Dr. Theol. Christine Amjad Ali som direktør. Dansk Pathan Mission var i sin tid medstiftere af centret i form af en energisk indsat personificeret i pastor Jens Enevoldsen. Denne benyttede efter sin missionærtjeneste CSC som sin base i forbindelse med adskillige besøg i Pakistan. Blandt andet i arbejdet med oversættelsen af den nuværende udgave af Det Nye Testamente på Pashto. Danmission har i gennem årene haft en række teologi studerende og enkelte præster udsendt som studerende på CSC. De fleste ophold har været at 2 3 måneders længde, hvor CSC har tilrettelagt kursusforløb for udenlandske og nationale studerende. De fleste har efter hjemkomsten engageret sig i dialogarbejdet på forskellig vis. Det har desværre ikke været muligt for Danmission at sende nye studerende til CSC de sidste 8-9 år begrundet i den politiske situation i landet og ikke mindst i nabolandet. Jeg havde et 2 timer langt møde med Christine Amjad Ali. Hun har ledet centret igennem de sidste 5 år og har som 62 årig besluttet at stoppe med udgangen af september for at rejse til England. Der er for mig ingen tvivl om, at hun har videreudviklet CSC, hvilket betyder at det i dag fremstår som et moderne og fremsynet studiecenter, der afholder en række seminarer og kurser omkring peacebuilding, fred og harmony. Alle aktiviteter bygges op omkring et fællesskab mellem kristne og muslimer. CSC udgiver et teologisk kvartals skrift kaldet Al Mushir (The Counselor) og 3 4 bøger, pt. er man i gang med en bogserie om store og betydende sufi muslimer. CSC har 7-8 medarbejdere /forskere og et glimrende bibliotek. Dr. Christine/ CSC ønsker sig meget gerne et fornyet fællesskab med Danmission i form af besøgende kursister og studerende. Jeg mødte en ph.d. studerende fra England på centret. Han gav udtryk for glæde ved at være der, også selvom der er store begrænsninger i, hvor meget man som enkeltperson kan bevæge sig omkring. Man håber dog meget, at situationen snart vil bedre sig. Dr. Christine markerede sig klart omkring et evt. samarbejde ved at sige, at hun /CSC ikke ønsker projekter i et evt. fremtidigt samarbejde med Danmission. Dem har vi rigeligt af, men kommer I med f. eks. 5 eller 10.000 engelske pund til centrets daglige arbejde og virke, så er det meget velkomment. Jeg luftede tanken om, at Danmission evt. kunne sende en medarbejder (Agnethe Holm) til et seminar / kursus vedr. konflikt løsning. Et sådant samarbejde ser man gerne. 5

Møde med repræsentanter for Faith Friends Faith Friends (Tros-vennerne) er efterhånden en kendt bevægelse i Peshawar og i Provinsen, Den har eksisteret i 6-7 år. Peshawars tidl. biskop Mano RumalShah har sammen med provinsens Sunni Mufti (øverste religiøse leder), stået i spidsen for dette spændende og udfordrende initiativ: Midt i en krisetid, der er blevet værre og værre, at forsøge at skabe fred og forsoning mellem såvel shia som sunni muslimer og ikke mindst skabe et værdigt forhold til provinsens kristne, hindu og sikh minoriteter. Ikke desto mindre er det målet for denne gruppe af fremsynede ledere. Også Peshawar universitet er repræsenteret i Trosvennerne ved en højt placeret professor. Stiftets nuværende biskop Humphrey Peters spiller i dag en betydende rolle i Trosvennerne, og udgør sammen med Muftien formandsskabet i bevægelsen. Den krigslignende situation, der pt. hersker i provinsen, vanskeliggør naturligvis mulighederne for at arrangere seminarer og andre aktiviteter. Det sidste store arrangement fandt sted på Edwardes College for nogle måneder siden og var en succes iflg. Ledelsen. På mødet i forbindelse med mit besøg var ca. 20 repræsentanter tilstede og alle de nævnte grupper var repræsenteret. Mødet fandt sted i stiftets hovedkvarter. Første del af mødet blev helliget fremtidige initiativer. Her besluttedes det, at man vil tage initiativ til at lave seminarer for lærere / undervisere på highschools / gymnasier i provinsen. Man vil afholde disse seminarer rundt i provinsens hovedbyer. Alle finder det vigtigt, at underviserne er klædt godt på og indstillede på at respekterede de enkelte religioner. Jeg fik lejlighed til at beskrive Din Tro Min tro projektet, som vi kender det i Danmark fra København og Århus Stifter. Den gode nyhed, om at Danmission fra i år indgår i partnerskab med Trosvennerne via Stiftet og økonomisk vil bidrage til Trosvennerne, vakte naturligvis glæde. Aftenen sluttede med at alle spiste sammen hvilket for mig er en handling, der er med til at understrege, at forskelle til trods, - så er man i dag i stand til at være i fællesskab om noget af det, der tidligere var utænkeligt for flere, nemlig at spise sammen med mennesker man anså for urene og mindreværdige. For venner i troen er dette et vigtigt skridt og et vidnesbyrd til vanskelig efterfølgelse for mange. Tid til at sige TAK Som jeg tidligere på året har gjort det bekendt overfor Danmissions ledelse og Pakistan Landekredsens arbejdsudvalg, så ønsker jeg at slutte min periode som Danmissions assisterende landekoordinator for Pakistan i forbindelse med det kommende repræsentantskabsmøde. Det har været spændende og udfordrende år. Jeg har nydt arbejdet og ikke mindst fællesskabet med gamle og nye venner i Pakistan såvel som herhjemme. Jeg er lykkelig over, at Pakistan, og i særlig grad Peshawar Stift, er et fuldgyldigt arbejdsområde for Danmission. Har en kirke nogensinde behøvet et følgeskab, så er det denne kirke, der med sit stærke vidnesbyrd er et levende eksempel på, at det koster at være Jesu disciple. I forbindelse med besøget holdt stiftets ledelse den sidste aften, med biskop Humphrey Peters i spidsen, en afskedsaften, hvortil alle ansatte og frivillige i og omkring stiftets hovedkontor var inviteret. 6

Biskoppen med flere takkede for samarbejdet med Danmission og bad om, at samarbejdet også fremover må bygge på relationer og nærhed. Jeg var af biskoppen blevet bedt om at fortælle om Danmission historie i Khyber Pakhtoon Khwaa, der daterer sig tilbage til 1901, så de unge medarbejdere kunne vide noget om arven de bestyrer. En herlig mulighed inden det hele sluttede med smukke gave og et skønt måltidsfællesskab på plænen i den varme nat. Hjertelig tak til Danmissions bestyrelse og Kirke / Dialog teamet. Lorens Hedelund, den 28. maj 2014. 7