Denne udgivelse er udarbejdet af hovedredaktionen på Magasinet røst, som består af: Michael Birkkær Lauritsen (michael@magasinetroest.

Denne udgivelse er udarbejdet af hovedredaktionen på Magasinet røst, som består af: Michael Birkkær Lauritsen (michael@magasinetroest.dk) Jesper Pørksen (jesper@magasinetroest.dk) Magasinet røsts overordnede formål er at nuancere og uddybe billedet af Østeuropa, og dermed kompensere for et ofte stereotypt og ensidigt billede af regionen. Dermed vil vi i det større perspektiv være med til at bygge en mental bro mellem øst og vest; være med til at bringe øst og vest tættere sammen. Hidtidige udgivelser af Magasinet røst: Anders Holst Bundgaard (anders@magasinetroest.dk) Kristoffer Hecquet (Kristoffer@magasinetroest.dk) Magasinet røst er et nystartet internetmedie, der leverer nyheder, analyser, anmeldelser samt skiftende temaer. Alt sammen med fokus på Østeuropa og til dels fra et østeuropæisk perspektiv. Nr. 1 Nr. 2

Lenin-tæppe i Bukhara. Foto: Mogens Friis Indhold Introduktion 4 Lederartikel To sider af Usbekistan 5 To unge mennesker i Usbekistan 22 Reportage fra Bukhara 8 Rejsebeskrivelse fra Tasjkent Sufisme i Usbekistan 20 Rejsebeskrivelse fra Bukhara Baggrundsartikel om Usbekistan Hovedstaden Ørkenens perle Verdens værste datter 24 Portræt af præsident Karimovs datter, Gulnara Karimova 9 Introduktion til praktisering af islam af adjunkt Maria Louw Timur Lenk - Et portræt af en nationalhelt 27 Portræt af erobrerkongen Timur Lenk Mit søde, bitre hjemland 11 Interview med forfatterinden Dina Yafasova Hjertet af Imperiet 29 Rejsebeskrivelse fra Samarkand Diplomaten der kom i klemme 15 Anmeldelse af bogen Murder in Samarkand Hvad skete der i Osj i sommer? 17 Analyse af Ph.D Mads Østergaard 3

Præsident Karimovs portræt i en boghandel i Tasjkent. Foto: Kristoffer Hecquet Introduktion Magasinet røst sætter i dette tema fokus på det centralasiatiske land Usbekistan, selvom landet ligger udenfor for magasinets geografiske dækningsområde. Usbekistan har dog alligevel med sin russo-imperialistiske og sovjetiske fortid, samt særegne uden- og indenrigspolitiske fremfærd tiltrukket sig redaktionens interesse. Landet tilhører uden tvivl sovjetosfæren, og er et spændende billede af, hvad den kommunistiske æra har efterladt sig. Derudover er vi draget af landets orientalske mystik og hemmeligheder, og det er måske det land, der passer bedst på virkelighedens Langtbortistan. Vi har valgt at give temanummeret titlen 'to sider af Usbekistan'. På den ene side afslører landet et imødekommende og nysgerrigt folkefærd i strålende farverige klæder, en spændende fortid med silkevejsbyer og mægtige imperier, en rig håndværkstradition med miniaturemaling, træsnit, silke, bomuld og keramik og en række helt ubegribelige arkitektoniske monumenter. Den anden side er mere dyster, men den skal opsøges, for at man kan få et indtryk af den; som almindelig turist bliver man nemlig nænsomt guidet udenom. Her drejer det sig om fattigdom, undertrykkelse, korruption, magtmisbrug, løgn, tortur, drab - og Vestens dobbeltmoral. Vi ønsker med dette tema at prikke hul på overfladen og opdage nogle af Usbekistans hemmeligheder. Hvilke kulturskatte gemmer sig her? Hvordan ser der ud? Hvad fortæller historien os om Usbekistan? Hvad er det for forbrydelser, der er begået? Hvad tænker indbyggerne i dette fjerne land? Hvem bestemmer? Magasinet røst går på opdagelse i landet, som kun få andre i Danmark har beskæftiget sig med. Du kan blandt andet stifte bekendtskab med den politiske flygtning og forfatterinde Dina Yafasova, læse portrætter af den usbekiske præsidents ekstravagante datter og erobrerkongen Timur Lenk, og du kan tage med Mads Østergaard til byen Osj, hvor kampen imellem usbekere og kirgisere sidste sommer vækkede international opmærksomhed. 4

To sider af Usbekistan Baggrund af Kristoffer Hecquet Usbekistan er et gæstfrit og farverigt land, men samtidig et land, hvor befolkningen undertrykkes af et brutalt diktatur. Denne dobbelthed er karakteristisk for oplevelsen af Usbekistan. Øverst er den lyseblå farve. Den finder man også på de utallige smukke kupler, der bæres af mausoleer, moskeer og medreser (muslimske skoler) over hele landet og symboliserer den evige himmel, og samtidig også de tyrkiske folks farve. I midten findes den hvide farve, der står for fred. Usbekistan er en nation af utallige folkeslag, der ud over usbekere tæller karakalpakker, tadsjiker, kirgisere, russere og mange andre folkeslag, der under Sovjet blev deporteret hertil og alle lever side om side i fred. Hvid symboliserer også Usbekistans hovedeksportvare, bomuld. Landet er verdens andenstørste bomuldseksportør. Den grønne farve nederst i flaget står for den storslåede usbekiske natur og er desuden islams farve. Imellem de tre farver findes to tynde røde striber, der er den livskraft i alle levende væsener, der binder verden (og de tre farver) sammen. Parallelt står de to striber ligeledes for Usbekistans egen livsnerve, de to store floder Amu Darya og Syr Darya. Nymånen på flaget viser tilknytningen til Islam, og de tolv stjerner repræsenterer landets tolv provinser. Usbekistan er et ungt land. Ikke kun fordi de yngre generationer er dominerende, men også fordi Usbekistan aldrig var en selvstændig stat før Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Først her begyndte den usbekiske nationalisme, og nationale symboler og historie blev præsenteret. Før Sovjet var landet en del af den russiske koloni Turkestan, der bestod af de fleste moderne nuværende eks-sovjetiske stan er. Sovjet lod området dele på kryds og tværs efter princippet del og hersk, et princip, som også kendes fra de europæiske kolonier i Afrika. Således kom Usbekistans grænser til at ligge på tværs af etniske skel. Før russernes invasion var Centralasien under konstant skiftende indflydelse fra selsjuktyrkere, arabere, kinesere, persere, og selv Aleksander den Store slog sig ned i Usbekistan. Usbekistan var et uundgåeligt stop for de handlende på silkevejen imellem Kina og Europa. Den mest kendte hersker over de usbekiske lande er mongolkejseren Timur Lenk, der skabte et af historiens største imperier med hovedstad i Samarkand (se side 29). Korruption og Undertrykkelse I 1991 accepterede Usbekistan modvilligt Sovjetunionens sammenbrud, og selvstændigheden ændrede Usbekistan fra et kommunistisk til et nationalistisk samfund. Islam Karimov, der allerede sad på magten i sovjetrepublikken, begyndte at bruge nationale symboler i stedet for de kommunistiske, uden at dette dog ændrede på samfundsstrukturen. Undertrykkelsen af borgerne fortsatte, censuren af pressen fortsatte, arrestationerne af dissidenter fortsatte. Og det blev værre. Karimov er senere blevet kendt for at torturere politiske modstandere ved helt eller delvist at koge dem. Præsident Karimov sørgede for at undertrykke al form for politisk opposition, der øjnede muligheder efter Gorbatjovs åbenhedsreformer. Da befolkningen ikke måtte identificere sig med politiske partier, valgte mange i stedet at tilknytte sig religiøse bevægelser, da religion nu var tilladt i det selvstændige Usbekistan. Karimov kunne ikke forbyde religion, da Islam var blevet en del af den usbekiske nationale identitet, der refererede tilbage til de gamle muslimske imperiers storhedstid. Men efter 2001 benyttede han frygten for islamistisk terror til at slå ned på de dele af befolkningen, der syntes mindst i tråd med regimets dagsorden. Samtidig udnyttede Karimovstyret terrorbekæmpelsen til at skabe alliancer med rige vestlige lande som Storbritannien og USA, der stærkt ønskede samarbejdspartnere nær Afghanistan. I 2005 kulminerede det usbekiske styres undertrykkelse af religiøse bevægelser med massakren i byen Andijan. Op imod 1000 demonstranter blev skudt på åben gade. Blandt andre USA fordømte episoden, hvilket medførte at Karimov lukkede de amerikanske militærbaser i landet. Siden er relationerne dog forbedret og selv EU har startet et samarbejde med Karimov-styret om gasleverancer. 5

Der er intet, der i dag tyder på, at Karimov-styret er ved at åbne op. Blodsudgydelserne i sommer i nabolandet Kirgisistan beviste, at Karimov fortsat holder en fast hånd om pressen i Usbekistan (se side 17). Tilmed tyder det på, at den aldrende præsident Islam Karimov vil overlade magten til sin ældste datter Gulnara Karimova, når han ikke længere selv har kræfter til at regere (se side 24). Ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks fra 2010 findes der blot fire lande i verden, som er mere korrupte end Usbekistan. Det drejer sig om Myanmar, Irak, Afghanistan og Somalia. Det hvide guld Siden de russiske tsarers tid har man benyttet de flade områder omkring Syr Darya og søsterfloden Amu Darya til bomuldsproduktion. I Sovjettiden blev området industrialiseret og fik prioritet som unionens primære bomuldsforsyning. Den store satsning gjorde, at floderne blev drænet for vand, før de nåede deres udløb i Aralsøen. Søen er derfor sidenhen langsomt fordampet og er i dag under en tredjedel af sin oprindelige størrelse. I det selvstændige Usbekistan kaldes bomulden det hvide guld og er landets største indtægtskilde. Usbekistan er i dag en af verdens største bomuldseksportører, men teknologien og produktionsapparatet fra Sovjettiden er nu forældet og ubrugeligt, og bomuldsproduktionen fungerer i dag manuelt under stavnsbåndslignende forhold. FN og en række menneskerettighedsorganisationer har for nyligt kørt en kampagne imod børn i tvangsarbejde i usbekiske bomuldsmarker. Gæstfrihed og skønhed Det er dog ikke alt ved Usbekistan, der er tortur og frygt. Usbekistan er rig på storslået natur, prægtige historiske monumenter, og man kan i landet opleve smukt kunsthåndværk og en overvældende gæstfrihed. I den enorme røde ørken Kyzyl Kum, der strækker sig over landets centrale og vestlige del, findes de oldgamle bystater og karavanebyer Bukhara (se side 20) og Khiva. Begge er prydet med blå kupler og mægtige religiøse bygningsværker fra en tusindårig lang historie. Mest kendt af Usbekistans byer er Samarkand, der i 1300-1400-tallet var hovedstad i et kæmpemæssigt imperium under den mongolske kejser Timur Lenks Nekropolis i Samarkand. Foto: Kristoffer Hecquet 6

slægt. Tiden under imperiet bragte mange store skatte til Samarkand, og fragmenterne af disse kan stadig i dag opleves i byen i al deres storhed. Her kan du desuden købe et væld af smukke håndlavede produkter som tørklæder af bomuld og silke, håndmalet keramik i alle slags farver, krydderier og tæpper. I landets østligste del omkranser kanten af Himalayabjergene den frodige dal Ferghana. Ferghana er Centralasiens mest frugtbare og folkerige område og krydses af både Kirgisistans og Tadjikistans grænser. Men den usbekiske del er størst, og den største befolkningsgruppe i dalen er usbekere. Det er floden Syr Darya, der gennemløber dalen og skaber grundlag for liv, før den forsvinder ud over Usbekistans og Kasakhstans flade slette. Selvom de fleste mennesker i landet har begrænsede økonomiske ressourcer, oplever man gang på gang en utrolig gæstfrihed. De som taler engelsk henvender sig nysgerrigt på gaden, og folk du knap kender inviterer dig gerne på et stort måltid i deres hjem. Usbekerne er næsten altid i al fald i en besøgende danskers øjne utroligt farverigt klædte, og deres hjem er ligeså farvestrålende. Maden serveres som små anretninger af salater og dressinger i små skåle plus en hovedret, der for eksempel kan være spyd med forskellig slags kød eller hjemmelavet pasta. Én procent arbejdsløshed Det er svært at få et klart overblik over omkring 27 millioner indbyggeres leveforhold, da ingen officielle statistikker i landet er troværdige. Men ifølge oplysninger fra IMF har Usbekistan et BNP pr. indbygger på lidt over 12.000 kr. Til sammenligning ligger EU s fattigste lande Bulgarien og Rumænien på omkring 80.000 kr og Danmark har over 212.000 kr. Usbekistan er dermed ikke et økonomisk velstående land. Usbekistan har et af verdens laveste arbejdsløshedsrater på 1,1 procent (2009-tal). Forklaringen ligger blandt andet i en inklusiv arbejdsmarkedspolitik i sovjetisk stil, samt en sandsynlig manipulation med statistikken. Usbekistan strækker sig over 447.400 kvadratkilometer og er dermed lidt over ti gange så stort som Danmark eller omtrent på størrelse med Sverige. Udtørret område af Aralsøen. Foto: Dina Yafasova 7

Hovedstaden Rejsebeskrivelse af Kristoffer Hecquet Tasjkent er en ny og ren moderne storby, og karavaneatmosfæren og Silkevejens historiske sus er forsvundet langt ned under brede alleer og beton. Men byen har alligevel sine overraskelser. Det første man bemærker, når man træder ud af byens internationale lufthavn, er hvor grønt, der er. Dette er særligt overraskende, da Usbekistan er et ørkenland. Mødet med den eksotiske duft af asiatiske platantræer minder én om, at man er kommet langt hjemmefra. Tasjkent (direkte oversat fra usbekisk: Byen af sten) blev ramt af et ødelæggende jordskælv i 1966 og blev genopbygget i sovjetisk stil med lange brede, snorlige gader og boulevarder, og alle er prydet med grønne alleer af platan- og andre træer, der på charmerende vis gør byen utroligt grøn og behagelig til trods for en stor mængde beton. Hvis man finder diktaturet og arven efter Sovjetunionen eksotisk, er det her i Tasjkent, man fanger stemningen tydeligst: Horder af arbejdere, der åbenlyst er billigere i drift end standard maskineri til infrastruktur; censurerede boghandlere med masser af propagandalitteratur og billeder af præsident Karimov; hvidmalede officielle bygninger i beton; rene og velpassede pladser og parker og tusindvis af politifolk alle vegne. Byens akse Lige midt i byen på den mest centrale og meget store Amir Timur plads blev der for nyligt fældet næsten en hel skov af plataner uden anden forklaring end, at det er efter præsidentens ordre. En sætning man hører meget ofte i Usbekistan. Den cirkelrunde plads gør uden tvivl indtryk på den besøgende med det grønne nyklippede græs og de majestætiske omkringliggende bygninger, hvilket åbenlyst er hensigten. Rygterne siger dog, at platanhugsten også skyldes overklassens efterspørgsel på parketgulve i platan. Den nemmeste og billigste løsning fandtes tilsyneladende lige udenfor de riges vinduer. Fra denne plads med den mægtige majestætiske rytterstatue af nationalsymbolet, erobrerkongen Timur Lenk (se side 27), begynder byens hovedgade, der har fået øgenavnet Broadway og som i den anden ende munder ud i Uafhængighedspladsen. Gaden føles meget tom. Dette plejer at være byens livligste strøg med et væld af boder og forlystelser, men det eneste der er tilbage, er en enkelt isbod. Efter ordre fra præsidenten er det hele blevet lukket ned uden forklaring. Nydeligt, men kedeligt. En skam. Efter at have bevæget sig igennem Broadway ankommer man til Uafhængighedspladsen, en af verdens største pladser. Omkring den findes senatet, finansministeriet og forsvarsministeriet. Endnu engang et mægtigt byrum skabt til at imponere med store grønne nyklippede golfbanelignende græsplæner og majestætiske bygninger. I midten af pladsen - for enden af aksen fra Timur Lenk-statuen i den anden ende af Broadway stod indtil 1991 Sovjetunionens største Lenin-statue. I dag står på samme sted en globus, der skal vise Usbekistans vigtige og centrale rolle i verden. Selvom byen i sin tid blev bygget af det sovjetiske styre, er der ingen tvivl om, at hele denne gåtur er en nøje planlagt showcase, der skal vise præsidentens magt og storhed. - Et udmærket eksempel på at Karimovs styre ikke har introduceret meget nyt siden Sovjet. Men rent, velrenoveret og imponerende er det. Den sovjetiske monumentale byplanlægning gør, at man aldrig rigtig lægger mærke til, når man er i centrum, da alle gader er lige brede og snorlige, uanset hvor i byen du befinder dig. Samtidig har præsidentens begrænsning af udskænkningssteder og privat virksomhed generelt gjort sit til at dæmpe det hektiske liv, man normalt finder i centrum af en moderne millionby. Den lille hyggelige café, gademusikanten og duften fra madboder findes ikke her i centrum. Den største helligdom Et lille stykke mod nordvest fra det moderne centrum findes, hvad der er tilbage af rester fra det gamle Tasjkent. Massivt restaureret eller genopbygget helt fra bunden står en menneskeforladt forsamling af religiøse bygninger. Foruden en mægtig medrese (muslimsk skole), Fredagsmoskeen, det usbekiske islamiske institut og et nogenlunde velbevaret mausoleum, findes midt i mellem alle disse bygninger et lille uhøjtideligt tempel indeholdende en af den muslimske verdens største helligdomme. 8

Templets vogter en noget utålmodig gammel mufti lod modvilligt os turister træde ind i det hellige rum, men skyndte ustandseligt på os, da han allerede var for sent på den til sin middagslur. Midt i rummet, placeret i en tyskfabrikeret, tempereret glasboks, ligger, hvad mange muslimer og eksperter mener at være det tætteste, man kommer på den oprindelige hellige Koran. Uthman, Den Tredje Kalif, standardiserede Koranen i 651 i fem eksemplarer, der blev fordelt til de mægtigste byer i den muslimske verden. Alle tidligere kopier blev brændt. En af de fem beholdt han i Medina til eget brug, men den blev senere flyttet til Kufa i Irak af hans efterfølger Ali. Og det var her, at erobrerkongen Timur Lenk fra Samarkand stjal kopien under et af sine ødelæggende plyndringstogter og bragte den tilbage til sin hovedstad i det nuværende Usbekistan. Af de fire øvrige kopier menes blot én at være bevaret i Topkapipaladset i Istanbul. Uthmans og Alis egen Koran ligger åbnet på en side med røde pletter, som siges at være blod fra, da Uthman blev myrdet. Den uhøjtidelige fremvisning af denne helligdom er tankevækkende. Der findes ingen pilgrimme eller messende troende, ingen boder, der sælger helligt vand eller bedekranse, ingen bønner og ingen bøjede hoveder. På denne måde udstråler dette sted tydeligt den usbekiske stats forhold til Islam: For kraftig religiøsitet er statsskadelig virksomhed. Det er heller ingen hemmelighed, at til trods for de indtægter, der ville følge med religiøs turisme til Tasjkent, er det særligt svært for indbyggere i arabiske lande at få visum til Usbekistan. Man vil forhindre unødvendig radikal islamisk indflydelse i landet. Selve Tasjkent er dog ikke værd at krydse Europa og halvdelen af Asien for at opleve. Byen har en klassisk sovjetisk struktur, som man finder mange andre steder i Østeuropa og de vigtige attraktioner kan tælles på én hånd. Men det er bestemt værd at benytte en dag eller to, hvis man alligevel er på disse kanter. Sufisme i Usbekistan af Maria Louw Mange vil nok forbinde Centralasien med stærk religiøsitet og radikal dyrkelse af islam, som man har set for eksempel hos Taleban i Afghanistan. I Usbekistan er det religiøse billede dog helt anderledes. Her har sufismen stor indflydelse. Langt det meste af det, der er blevet sagt og skrevet om islam i post-sovjetisk Usbekistan, har fokuseret på radikale islamiske bevægelser som Hizb ut-tahrir og O zbekiston Islom Harakati, Usbekistans Islamiske Bevægelse : på deres visioner om at etablere en islamisk stat i regionen og på faren for, at økonomisk depravering, social uretfærdighed og politisk undertrykkelse vil få dem til at fremstå som attraktive alternativer for den bredere befolkning. For ensidigt et fokus på disse radikale islamiske bevægelser risikerer dog at give os et forvrænget billede af, hvordan verden tager sig ud for de fleste mennesker i regionen, og hvad det betyder for dem at være muslimer. Selvom befolkningen i Usbekistan har måttet trækkes med et autoritært regime, som ikke har tolereret nogen former for opposition, og hvis forsøg på at gøre det af med de radikale islamiske bevægelser også har ramt mange moderate muslimer, betragter langt størsteparten af usbekerne ikke de radikale islamiske bevægelser som seriøse alternativer til regimet. De forholder sig mistænksomme overfor utopier som dem, de radikale islamiske bevægelser prædiker om, og finder deres brug af vold og voldelige retorik i fundamental modstrid med islam. Snarere søger mange usbekere inspi- 9

Bedende kvinder i Bahouddin Naqshbands Moskekompleks. Foto: Mogens Friis ration i sufismen, islams mystiske eller spirituelle tradition. Stærk sufi-tradition Nogle få kilometer fra den gamle silkevejsoase Bukhara ligger Bahouddin Naqshbands sidste hvileplads. Bahouddin Naqshband (1318-89) har givet navn til Naqshbandiyya: en af Islams store sufi veje eller ordener, som han var en central figur i udviklingen af. I dag er han også en af de allermest betydelige og populære avliya muslimske helgener i hele Centralasien. Sufismen har i mange dele af verden spillet en hovedrolle i spredningen af islam. Centralasien er ingen undtagelse. I det hele taget har sufismen spillet en vigtig rolle i regionen gennem historien, og flere af verdens største sufi-ordener - Kubrawiyya, Yasiviyya og ikke mindst Naqshbandiyya har deres oprindelse her. I Sovjettiden blev Centralasiens sufi-ordener betragtet som statsfjendtlige og var derfor genstand for forfølgelse. Som følge heraf mistede de deres tidligere centrale sociale betydning, men de blev ikke udryddet. Fra og med tiden omkring Sovjetunionens opløsning har Naqshbandiyya i Centralasien atter gradvist vokset sig større. Regeringsvenlig form for islam Sufi-traditionen er efter selvstændigheden også blevet promoveret af den usbekiske regering. Sufismen fremstilles som en ikke-politisk islam, som har rødder i den usbekiske folkesjæl, og som passer sig for en moderne usbekisk nation i en moderne verden. Et vigtigt aspekt af denne promovering af sufi-traditionen har været restaureringen og genopbygningen af hellige steder associeret med centrale personer i landets historiske sufi-tradition, som nu bliver hyldet for deres bidrag til nationens spiritualitet. I 1993 blev Bahouddin Naqshbands 675 års fødselsdag således fejret under stor mediebevågenhed med indvielsen af hans nyrestaurerede mauslæumskompleks. Hertil valfarter folk fra nær og fjern i håbet om et mirakel. Nogle af dem inspireres måske ligefrem til at træde ind i Naqshbandiyya sufi-ordenen. En rejse mod Gud At træde ind i en mystisk orden som Naqshbandiyya vil sige at begive sig af sted på en art åndelig pilgrimsfærd; en indre rejse mod Gud. Den rejsende er ikke alene, men får hjælp af sin shaykh, det vil sige sin åndelige læremester. Bevægelsen fremad på vejen består grundlæggende af åndens konstante bestræbelse på at tæmme nafs en. Nafs en kan beskrives som menneskets lavere drifter eller instinkter. Hvis nafs en 10

lades utæmmet, bliver personen egoistisk, asocial og amoralsk. Nafs en søges tæmmet ved forskellige teknikker. Den vigtigste af disse er dhikr en, den gentagne påkaldelse af Guds navn. Blandt naqshbandier i Usbekistan er det karakteristisk, at man udfører den indre dhikr. Det vil sige, man ikke siger dhikr en højt, men holder den indeni sig selv, imens man koncentrerer sin opmærksomhed omkring hjertet, menneskets moralske centrum. For hver dhikr man udfører, lyder Naqshbandiyyas lære, bliver ens hjerte renere; hjertets spejl poleres, Gud reflekteres i det, nafs en tæmmes, og man renses for sine asociale, amoralske sider. Tjen Gud gennem arbejde Naqshbandiyya vejen er en rejse mod Gud, men det er ikke en rejse væk fra verden. Naqshbandiyya er en vej, der ikke forsager verden, men tværtimod kræver, at man kombinerer sin spirituelle rejse med engagement i den. Det, der i Usbekistan i dag betragtes som Bahouddin Naqshbands motto : hjertet ved Gud, hånden ved arbejdet, peger på denne karakteristiske fordring: en fordring, som er blevet fortolket på forskellig vis gennem Naqshbandiyyas historie: fra tilpasning til samfundet til jihad imod samfundet og alt derimellem. I Usbekistan i dag er der tendens til at fortolke fordringen i retning af tilpasning: at Naqshbandiyyas krav om, at man ikke skal vende verden ryggen, men tjene Gud gennem arbejdet, gør Naqshbandiyya specielt egnet som åndelig vej i et post-sovjetisk usbekisk samfund, hvor de svære tider kræver, at både mænd og kvinder arbejder hårdt for at tjene til dagen og vejen og bringe deres land på rette kurs økonomisk såvel som moralsk. Maria Louw er adjunkt og Ph.D på Afdeling for Antropologi og Etnografi på Aarhus Universitet. Hun er specialiseret i Centralasien med særligt fokus på religion. Du kan læse mere om sufismen i Usbekistan i hendes bog Everyday Islam in Post-Soviet Central Asia. London & New York: Routledge 2007.»Mit søde, bitre hjemland«interview med forfatterinden Dina Yafasova af Jesper Pørksen Dina Yafasova er født i et land, som ikke findes mere. I 1991, som 20-årig, fik hun et nyt hjemland uden egentlig at have forladt det gamle; det havde forladt hende. Sovjetunionen var ophørt med at eksistere. Det nye land på den gamle jord hed Usbekistan. Ti år senere gentog historien sig. Denne gang var det dog Dina Yafasova, nu journalist, der måtte forlade landet og ikke omvendt. Chikane og tortur fra en sikkerhedstjeneste, der ikke tolererede kritik, tvang hende ud. Hun fandt sit helle i Danmark, men først efter 173 uvisse dage i Sandholmlejrens varetægt, der begyndte den 11. september 2001. Den beretning er skrevet. Den udkom som Dagbog fra Sandholm i 2006. røst mødte Dina Yafasova til en samtale om hendes forladte hjemlande og hendes nye bog, Kald mig ikke offer!, der udkommer på Gyldendal i foråret. røst: Fra du blev født, til du blev 20 år, boede du i den Socialistiske Usbekiske Sovjetrepublik, som var en del af Sovjetunionen. Hvad er Sovjetunionen for dig? Dina Yafasova: Jeg bliver nødt til at fortælle om min families historie først. Under Anden Verdenskrig var Usbekistan ikke et krigsområde. Det betød, at mange fra resten af Sovjetunionen søgte tilflugt i Usbekistan. Før krigen havde landet ca. 3 mio. indbyggere, efter krigen havde det omkring 10 mio. flere. Der var russere, ukrainere, volgatyskere, koreanere og jøder iblandt. Mange blev også deporteret før krigen, under Den Store Terror i 1937, da Josef Stalin forfulgte de progressive intellektuelle. Det gjaldt også min familie. Min oldefars bror var en meget anerkendt komponist i Sovjetunionen, men kom i unåde og blev arresteret for antisovjetisme, erklæret folkefjende og henrettet. Resten af familien, heriblandt min morfar, blev automatisk statsfjender og måtte flygte. At det lige blev Usbekistan, er et tilfælde: Sovjetunionen var isoleret fra omverdenen, så længere væk kunne man ikke komme. Broren til min oldefar fik i øvrigt sit navn renset efter Stalins død i 1953 og fik flere gader benævnt efter sig. 11

Det Usbekistan jeg voksede op i, var en del af et multietnisk imperium og blev til et af de mest multikulturelle samfund i verden med mere end 100 forskellige nationaliteter. I min skoleklasse var der 20 nationaliteter fordelt på 25 elever, men alle talte russisk. Vi var kosmopolitter, før vi vidste, hvad det betød. Men det var også et totalitært samfund. Derfor kalder jeg Sovjetunionen for mit søde, bitre hjemland i dag. røst: I 1991 brød dette hjemland, Sovjetunionen, så sammen. Hvordan oplevede du det? Dina: Da Sovjetunionen ophørte med at eksistere, var jeg universitetsstuderende. Da hele den vestlige verden klappede i hænderne over det vældige imperiums endeligt, kunne vi, dets forhenværende borgere, ikke skjule vores tårer. Det var ikke til at tro, at noget så stort kunne bryde sammen. Vi forstod godt, at Sovjetunionen ikke havde været det bedste sted for demokrati, men det der skulle erstatte det, forekom os at være endnu mere afskrækkende. Vi havde stor angst for de nye grænser og frygtede, at det ville blive sværere måske umuligt at besøge familie i de andre lande, der blev tilbage efter opløsningen. Vi frygtede også, at det nye land, Usbekistan, skulle være et land kun for usbeker. Det betød, at mange emigrerede. røst: Du har arbejdet som journalist, siden du 14 år gammel begyndte at skrive artikler til lokalavisen i din hjemby nær Tasjkent. Først i Sovjetunionen, siden i Usbekistan. Ofte kritisk undersøgende journalistik. Du kiggede det autoritære uhyre i øjnene, som du skriver i den selvbiografiske tekst En bog skal være en økse til det frosne hav i os på din hjemmeside. Og endte med at blive landsforvist i 2001. Dina: Da jeg gjorde mine første skridt inden for journalistikken, var det i den korte, men fantastiske periode i Sovjetunionens historie, hvor jerntæppet rustede igennem og Gorbatjov netop havde igangsat reformprogrammerne glasnost og perestrojka. Det var en unik tid for en begyndende journalist. Man troede naivt, at den totalitære terror for altid var et færdigt kapitel, og at en ny generation af journalister jeg var en af dem - var parat til at værne om det ovenfra lovede demokrati. Da det uafhængige Usbekistan efter 1991 indførte strammere regler og begyndte at censurere, havde jeg allerede vænnet mig til at kunne arbejde frit. Så det fortsatte jeg med. I 1997 lavede jeg en dokumentarfilm om tobakskontrol. SNB (efterfølgeren til KGB, red.) forbød filmen og satte mig på den sorte liste. Jeg havde åbenbart opbrugt tålmodigheden hos sikkerhedstjenesten. Kunne filmen ikke vises i Usbekistan, så blev den til gengæld vist på en europæisk miljøkonference i Århus. For mig betød det, at jeg blev tilbudt at arbejde for fagbladet Sygeplejersken, som deres korrespondent i Centralasien jeg skrev en række artikler til dem i årene 1998-2001, inden nettet omkring mig blev så stramt, at jeg måtte flygte. At Danmark blev min skæbne, var altså et tilfælde, ligesom Usbekistan blev det for min morfar. røst: Hvilke tre ord vil du sætte på Usbekistan dengang under perestrojka? Dina: Multietnisk, gæstfrihed og Silkevejen. røst: Og i dag? Dina: Tortur, diktatur og ingen ytringsfrihed. I dag er det lykkedes Usbekistan at blive en af verdens mest totalitære stater. røst: Hvorfor nævnte du Silkevejen som et af de tre ord? Dina: Fordi den beviser, at Usbekistan var og stadig er en bro mellem Øst og Vest. røst: I den tidligere nævnte tekst skriver du, at da du mistede dine rødder, dvs. flygtede fra Usbekistan og kom til Danmark, fandt du tilbage til dig selv. Vil du uddybe? Dina: Det ser ud til, at eksilet har fjernet lænkerne. Det ser ud til, at min tid i Sandholmlejren, som delte mit liv op i et før og et efter, var mit springbræt fra journalistikken ind i litteraturen. Det handler egentlig om et skift i mit temperament som skribent. Jeg skiftede fra mobil, alvidende, men lakonisk journalistik til ensomt, møjsommeligt forfatterarbejde - fra at undersøge sociale problemer til at udforske menneskets univers. Med årene fik jeg forståelse for, at jeg kun skimmede overfladen, og at en persons indre verden er endnu rigere end den ydre verden. Men journalistik eller litterært arbejde jeg fortsætter egentlig med at gøre, hvad jeg hele tiden har gjort. Jeg prøver at bruge min pen som et instrument til at gøre verden til et lidt bedre sted. røst: Du mener, at både betegnelsen russer og usbeker er forkert. I stedet betegner du dig som kosmopolit. Alligevel føler du dig kun hjemme i det russiske sprog, som vi taler nu, og du har for eksempel aldrig skrevet noget på dansk. Er det ikke et paradoks? Dina: Jo! Kosmopolit er ikke ensbetydende med polyglot. At være kosmopolit betyder, at man har evnen og lysten til at føle sig hjemme over alt i verden uafhængigt af religion og kultur. Hvad angår sproget, er det lettere sagt end gjort for en forfatter at skrive på et andet sprog end sit modersmål. Da jeg kom til Danmark som 30-årig, havde jeg nået mit point of no return. Russisk var og er mit sprog. Og på en måde også mit hjemland. Et sted, hvor jeg føler mig tryg. 12

røst: Har du været i Usbekistan siden du flygtede fra det i 2001? Dina: Nej. Heller ikke i Rusland. Jeg regner heller ikke med, at det vil ske. Risikoen for at blive arresteret er for stor. Usbekistan er desværre stadig det førende land i Eurasien, hvis man ser på antallet af journalister i fængsel. røst: Ønsker du dig nogensinde, at Sovjetunionen stadig eksisterede? Dina: Ja, men ikke i form af det totalitære regime, men derimod det multietniske. Der er et russisk ordsprog for tidligere sovjetborgere, som måske beskriver det meget godt: Hvis man ikke har nostalgi for Sovjetunionen, så har man intet hjerte, men hvis man ønsker et gensyn, så har man ingen hjerne. I øvrigt er det tydeligt for enhver, at Vladimir Putin ønsker at genskabe Sovjetunionen. Se bare hvordan russisk fjernsyn viser kulturbegivenheder for eksempel koncerter hvor ikke bare russiske, men også ukrainske, baltiske, georgiske, usbekiske og andre bands fra det, der engang var Sovjetunionen deltager. På den måde genskabes det folkelige fællesskab, vi havde engang. Men politisk er det i dag ikke muligt. røst: Du har netop færdiggjort en ny bog, Kald mig ikke offer!, som er ved at blive oversat, og som bliver udgivet på Gyldendal til april næste år. Vil du fortælle om den? Dina: Det er en dokumentarisk roman om et menneske med en ufattelig åndskraft, men også om et helvede, der ligeledes blev skabt af mennesker. Det er et menneskeligt drama om overlevelse, og om hvordan man finder viljen til at fortsætte med at leve, når man intet har tilbage, og når sjælen er slavebundet af fortiden. Og sidst, men ikke mindst, er det et eksistentielt drama om den lange vej til retfærdighed, om hvorvidt retfærdighed kan findes ved lovlige midler, og hvad der sker, hvis den ikke kan. Hvis min første bog om Sandholm-lejren var til skam for Danmark, så er denne til hyldest. Bogen er dedikeret til læge Inge Genefke og til de dage, hvor hun begyndte at arbejde med rehabiliteringen af torturofre både i Danmark og internationalt. Bogen fortæller historien om Inge Genefkes første patient en kvinde fra Indien. Og det er faktisk med hende, med denne lille kvinde fra Calcutta (Kolkata i dag, red.), at en stor verdenshistorie begyndte. røst: Har du skrevet bogen fordi jeres historier minder om hinanden? Dina Yafasova. Foto: Dina Sandholdt Gundars Reders fra Lettisk stats TV. Foto: Jesper Pørksen 13

Dina: Ja, vi kender begge to til tortur ikke kun fra bøger, men fra egen krop. røst: Er det dig, vi ikke skal kalde offer? Dina: Ja, det er også mig. røst: Men kan man ikke sige, at du er et offer af historien? Var historien gået anderledes kunne du stadig have levet i Sovjetunionen. I stedet måtte du flygte fra et autoritært Usbekistan og søge asyl i Danmark. Dina: Livet er jo ikke nogen dans på roser, men jeg kan simpelthen ikke tillade mig selv og andre at se mig som et offer. Heldigvis havde jeg kræfterne til at finde en udvej, til at overleve. Men det er et interessant spørgsmål, hvorfor de samme omstændigheder gør nogen til ofre, mens andre har kræfterne til at kæmpe og blive stærkere. Og det er dét spørgsmål, som jeg søger et svar på i bogen. Når den dag indtræder, som er sortere end natten, hvor får vi så styrke fra til ikke at bukke under for vores smerte? Hvor får vi styrke fra til at genopstå af asken? Til at leve med det, der er sket? Til at leve videre? Til bare at leve?... røst: Har du fundet et svar? Dina: Ja, jeg tror, jeg har fundet det. Man kan læse det i bogen. røst: Hvis du virkelig kommer frem til Samarkand er titlen på en bog, du vil skrive engang. Hvad vil jeg opleve, hvis jeg kommer til Samarkand? Dina: Du vil opleve en meget smuk orientalsk by med mange historiske bygninger fra 1100-1500- tallet - en majestætisk by fra Tusind og én Nat, som var hjertet og pulsen i den gamle Silkevej. Du vil også opleve en meget gæstfri befolkning og en regnbue af farver i alt fra mad til tøj, fordi den usbekiske kultur jo er en meget farverig kultur. For turister er Usbekistan i det hele taget meget interessant. Jeg kan kun anbefale det som et turistmål. Kultur og historie er en ting, politik noget andet. Biografi: Dina Yafasova (f. 1971) er eksilforfatter og verdensborger. Født og opvokset i Sovjetunionen, Usbekistan og nu bosat i Danmark. Hun skriver på russisk. Dina Yafasova har afsluttet kandidatuddannelse i journalistik fra Tasjkent Statsuniversitet i 1993. Hun blev først kendt for sit tidligere arbejde som centralasiatisk korrespondent for danske og andre internationale medier fra 1998 til 2001. Hendes reportager og undersøgelser giver et billede af hverdagen under post-sovjetisk diktatur. Skriveriet endte med at indbringe Yafasova en slags succes landsforvisning. Hun blev tvunget til at flygte i 2001 efter at have været udsat for tortur og trusler på livet. I 2001 blev Yafasova udvalgt til at deltage i US State Department's International Visitor Program. Hun modtog samme år et Hellman/Hammet-legat, en prestigefyldt tildeling fra Human Rights Watch til forfattere, der har været udsat for politisk forfølgelse. I 2002 blev hun indstillet til Courage in Journalism Award af den amerikanske Committee to Protect Journalists. Hun valgte dog at undlade at træde offentligt frem for ikke at bringe venner og slægtninge i Usbekistan i fare. I 2006 debuterede Dina Yafasova på Gyldendal med Dagbog fra Sandholm, som er en personlig øjenvidneberetning om, hvad der foregår bag pigtråden i den danske flygtningelejr efter 11. september 2001. Bogen blev straks en af årets meget omtalte. Til foråret udkommer Dina Yafasovas anden roman Kald mig ikke offer! på Gyldendal. Umiddelbart efter dette interview blev Dina Yafasova indstillet til Reader's Digest European of the year. Hun blev indstillet af den danske læge Inge Genefke, som selv modtog prisen i 1999. røst: Tak for interviewet. 14

Diplomaten der kom i klemme Anmeldelse af Kristoffer Hecquet Craig Murray var britisk ambassadør i Usbekistan fra 2002, til han fik frataget sit embede i 2004. Usbekistan var på dette tidspunkt en vigtig allieret for Vesten i kampen mod terror og krigen i Afghanistan. At Usbekistan på de indre linjer var et ansvarsløst, korrupt og blodigt diktatur, var underordnet og dette fik Craig Murray at føle på den hårde måde. Hans beretning kan opleves i bogen Murder in Samarkand. Murder in Samarkand er Craig Murrays egen beskrivelse af, hvad han oplevede i sin tid i Usbekistan. På pædagogisk vis bliver man som læser guidet i igennem den engelske udenrigstjenestes sammensætning. Man oplever det første møde med det mystiske land Usbekistan sammen med en naiv og godtroende nyudnævnt ambassadør, der ikke på nogen måde er blevet forberedt på, hvad det er for et samfund, han skal opholde sig i de næste par år. Undertrykkende diktatur Der går dog ikke lang tid, før Craig Murray får mistanke om, at der er noget galt og herefter vælter skeletter og uhyrligheder ud af skabet i en lind strøm. Her overværer Murray domsafsigelsen over en ung mand, hvis bedstefar forsøger at blive hørt af dommeren: bekendtskab med forfølgelsen af - og torturen imod - troende muslimer, beskyldt for tilknytning til Hizb ut-tahrir og terrorceller, men også den omfattende korruption (hvor Usbekistan ifølge Transparency International er i liga med Afghanistan og Irak), narkoruten igennem Samarkand, dræningen af Aralsøen, politiets vilkårlige voldtægter af unge usbekere, stavnsbåndet i bomuldsproduktionen og den generelle undertrykkelse af befolkningen. Derudover afdækker han, hvordan håbløst forældede traditionelle familiære forhold, som for eksempel tvangsægteskaber og patriarkalsk undertrykkelse har overlevet kommunismen. I Samarkand besøger han et behandlingshjem for kvinder, der i afmagt har sat ild til sig selv efter at have overhældt sig med olie (dem der har overlevet, vel at mærke). Dette skulle være en hyppigt anvendt metode for husmødre, til at undslippe deres krævende hverv. På behandlingshjemmene er der selvsagt ingen støtte fra regimet. Dedikeret engagement Craig Murray indser, at han som ambassadør er immun over for regimets terror og beslutter sig for at gøre, hvad han kan for at støtte den vanrøgtede usbekiske befolkning. Dette indledes blandt andet Men de torturerede mig! sagde den gamle mand. De torturerede min sønnesøn lige foran mine øjne. De slog hans testikler og placerede elektroder på hans krop. De gav ham en hætte over hovedet, så han ikke kunne trække vejret. De voldtog ham med en flaske. De hentede hans søster og truede med at voldtage hende. Hele tiden sagde de Osama bin Laden, Osama bin Laden. Vi er fattige bønder fra Andijan. Vi er gode muslimer, men hvad ved vi om Osama bin Laden? ( ) Den unge mand blev henrettet kort tid efter (s. 23). Oplevelser som denne bliver der flere og flere af. Murray stifter ikke alene Illustrationer af Line Refstrup 15

med en tale til det usbekiske politiske miljø, den internationale presse, samt de øvrige vestlige ambassadører blandt andre den amerikanske: Usbekistan er ikke et fungerende demokrati og det tyder heller ikke på at det er på vej til at blive det. De store politiske partier er blevet forbudte; parlamentet bliver ikke sammensat ved demokratiske valg; og mulighederne for kontrol af de udøvende myndigheder mangler. Og det bliver værre: Vi forestiller os, at der findes imellem syv og ti tusind mennesker i detention som er politiske og/eller religiøse fanger. ( ) Det forfærdelige eksempel med Avazov og Alimov, der tilsyneladende blev tortureret ihjel med kogende vand, har skabt stor international bevågenhed. Men vi ved alle sammen, at dette ikke er et isoleret tilfælde. Brutalitet er en del af et system, hvor domsafsigelser sædvanligvis bygger på signerede tilståelser, frem for retsmedicinske materielle beviser (s. 108f). Modstand hjemmefra Denne tale skaber storm i det diplomatiske miljø i Usbekistan og kommer til at påvirke Storbritanniens relationer med det usbekiske Karimov-styre. Flere ambassadører er lettede over, at nogle endelig fortæller sandheden særligt den tyske og den franske ambassadør. Men da krigen i Irak er under opsejling, falder Murrays nye kurs ikke i god jord hos USA og endnu værre heller ikke i hans eget udenrigsministerium. Alt imens Craig Murray fortsætter med at kæmpe for menneskerettigheder i Usbekistan, forsøger den britiske udenrigstjeneste at holde ham i kort snor og neddysse hans aktiviteter. Langsomt mister han indflydelse hjemme i England og hans personale bliver udskiftet eller skåret ned. Dette forhindrer ham dog ikke i fortsat at fornedre Blair-administrationen ved at cirkulere kritiske mails om Irak-indsatsen til hele udenrigstjenesten. Til sidst bliver det for meget for ministeriet og Murray mister sit embede på et meget tyndt juridisk grundlag og må rejse tilbage til London, hvor han gør forskellige forsøg på at få genoprejsning. Læseværdig Hele bogen er gribende på mange niveauer. Craig Murrays meget personlige og ærlige skildring af hans tid i Tasjkent giver et sympatisk indtryk og man har let ved at leve sig ind i hans tankegang og ræsonnement. Han beskriver for eksempel detaljeret, hvordan han bliver forelsket i en mavedanserinde, på trods af at han er gift og har børn, og han forklarer sine kvaler med familien og hvordan det skaber problemer for, hvordan han repræsenterer sig i det diplomatiske miljø. Samtidig drages man af hans detektivarbejde, hvor han lag for lag afdækker Karimovs grusomme autoritet og man får den ene barske historie efter den anden fra alle de mennesker, han møder i sit arbejde. Oven i alt dette præsenteres vi for fejden mellem Murray og hans eget ministerium, men også for en betagelse af et meget særegent land i Centralasien, dets befolkning, natur og historie. Craig Murray skriver på et let forståeligt hverdagsengelsk med en begrænset mængde fremmedord. Tonen er lun og fyldt med humor, til trods for hans had til ministeriet og hans frustration over diktaturet. Litterært er Murder in Samarkand i klasse med politiske selvbiografiske klassikere som Richard Holbrookes To end a War og Markus Wolfs Manden uden ansigt. Derudover er bogen en stor hjælp for den, der ønsker at rejse i Usbekistan og få kendskab til de reelle politiske forhold. Craig Murray: Murder in Samarkand. 400 sider + billedsider. Mainstream Publications 2006. 16

Hvad skete der i Osj i sommer? Af Mads Østergaard Antropolog Mads Østergaard befandt sig i Kirgisistan, da optøjerne brød ud nær den usbekiske grænse i juni i 2010. Med baggrund i sine oplevelser i landet og sine studier kommer han her med en analyse af, hvorfor det gik så galt. Ud på aftenen d. 10. juni 2010 udbrød der massive uroligheder mellem kirgisere og usbekere i Osj, en etnisk sammensat by beliggende i det sydlige Kirgisistan få kilometer fra grænsen til Usbekistan. Usbekerne udgør 15 procent af befolkningen i Kirgisistan primært centreret i den sydlige del af landet, hvor de flere steder er en majoritet. Urolighederne tvang i løbet af fire dage op mod 400.000 mennesker på flugt og efterlod 370 dræbte. Uofficielle drabstal vurderes dog fra 900 op til 5.000. Store dele af Osj ligger endnu i ruiner, efter hærgende grupper af kirgisere har brændt og plyndret usbekiske boliger, kvarterer og forretninger. Øjenvidner beretter om koordinerede angreb på usbekiske landsbyer, forretninger og familier. Flere af hinanden uafhængige kilder fortæller, hvordan de appellerede til militæret om at gribe ind uden held. Beretningerne vidner om en uhørt brutalitet i optøjerne, hvor hele familier er blevet dræbt og hele landsbyer brændt ned. Jeg vil i denne artikel kort belyse etniske usbekeres stilling i Kirgisistan og Usbekistans respons på disse uroligheder. Uroligheder der primært gik ud over etniske usbekere. I vestlige medier er urolighederne blevet fremstillet som en etnisk konflikt. En sådan ensidig fokusering på den etniske dimension er dog mangelfuld og fjerner fokus på de sociale faktorer, der gør, at etniciteten aktualiseres. Urolighederne i den sydlige del af Kirgisistan opstod på en baggrund af længere tids usikkerhed i landet efter en folkelig og voldelig overtagelse af magten 7. april. En revolution der betød, at præsidenten, Kurmanbek Bakiev, blev afsat og afløst af en overgangsregering. En regering som endnu kæmper med at opnå kontrol over alle dele af landet. Interne magtkampe har fra starten medvirket til at svække tilliden hos befolkningen. Regeringens svage magt og mangel på kontrol blev udstillet i juni og var stærkt medvirkende til, at urolighederne eskalerede. Ikke en etnisk konflikt Konflikter mellem de traditionelt fastboende usbekere og de traditionelt nomadiske kirgisere er ikke ukendte i den frugtbare Ferghana dal, som i dag politisk er opdelt mellem Kirgisistan, Usbekistan og Tadsjikistan. Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at konflikterne ikke udelukkende har etnisk karakter, men at en lang række sociale, politiske, økonomiske og historiske forhold gør, at etniciteten bliver politiseret og aktualiseret. Sovjetunionen var en union af nationale sovjetrepublikker alle med et fokus på titulærnationen (den mest dominerende etniske gruppe i landet, red.). Formålet var at skabe tilhør til unionen gennem tilhør til nationaliteten. Der var således ikke betydende forskel på ens nationale identitet og ens politiske identitet. Endnu i dag markeres sovjetiske mærkedage i Kirgisistan ved at dyrke de kirgisiske nationale kendetegn. Ved Sovjetunionens sammenbrud, hvor de nye selvstændige stater søgte at opbygge en national identitet, blev titulærnationen endnu mere begunstiget. I etnisk sammensatte områder som Ferghana, hvor titulærnationen ikke var givet, gav dette ikke overraskende problemer. Konkret befandt en række usbekere sig fanget i Kirgisistan uden særlige rettigheder grundet fokusset på titulærnationen. Siden uafhængigheden i 1991 har det politiske liv i Kirgisistan været helt domineret af etniske kirgisere. Usbekisk er ikke anerkendt som officielt sprog, der er ingen specielle programmer møntet på at give usbekere mulighed for at videreføre usbekisk kultur, tradition eller sprog. Militæret rekrutterer udelukkende kirgisere og rapporter om begivenhederne i Osj i juni påpeger, at militæret i flere tilfælde har fokuseret på at beskytte kirgisere og negligeret beskyttelsen af etniske usbekere og endda i enkelte tilfælde aktivt deltaget i at opspore og uddrive usbekere. Blandt de anholdte efter urolighederne findes desuden en overvægt af usbekere. 17

Overgangsregeringen forsøgte efter revolutionen i april 2010 at mobilisere den traditionelt apolitiske usbekiske befolkning til at støtte det nye styre, primært som en modvægt mod den udbredte opbakning til den forviste præsident Bakiev i det sydlige Kirgisistan. Kurmanbek Bakiev kom selv til magten ved en revolution i 2005. Han og hans klan er oprindeligt fra Jalalabad i det sydlige Kirgisistan. 2005- revolutionen drejede sig primært om en nord/syd konflikt mellem det relativt velhavende og indflydelsesrige nord og det fattige syd. En fortsat opbakning til Bakiev er således ofte, også, et værn imod igen at blive underlagt kontrol fra centralmagten i hovedstaden Bisjkek. Det usbekiske mindretal fulgte støtten til overgangsregeringen op med en række krav om øget indflydelse. Krav som blev afvist af den nu fungerende præsident Rosa Atymbaeva under henvisning til, at det ville destabilisere situationen yderligere. Den nye forfatning, som blev vedtaget ved en folkeafstemning i juni, indeholder ingen hensigter vedrørende det usbekiske mindretal. Forfatningen blev desuden kun udgivet på russisk og kirgisisk. Den private sektor udgøres primært af usbekere, der dominerer handelslivet i byerne i det sydlige Kirgisistan og desuden besidder det meste og bedste jord. Den højere levestandard blandt usbekere har ofte ført til misundelse fra kirgisernes side. Især jordspørgsmålet er en kilde til konflikt, og nutidige og tidligere konflikter er og har ofte drejet sig om brugsret over jorden. En konflikt der er skærpet af et øget befolkningspres og statslige grænser. Efter Sovjetunionens sammenbrud bestod grænserne, men den relativt frie bevægelse over grænserne blev indskrænket. Kompleksiteten i Ferghana Ferghanadalen og det omliggende landskab er præget af en række enklaver, flere kun indeholdende få landsbyer. Som et resultat heraf er en række familier og slægter afskåret fra hyppig kontakt; folk er afskåret fra jord, de har været knyttet til gennem generationer; folk må rejse ad bjergveje i tilfælde, hvor hovedveje gennemskærer nabolandet; handel med varer over grænserne er besværliggjort og kirgisere med deres flokke af får, geder og heste er afskåret fra deres traditionelle græsgange. Lederne i de centralasiatiske lande erkender disse problemer, men har manglet modet til at forsøge at løse problemerne og i stedet søgt at konsolidere deres magt inden for grænserne. Urolighedernes katastrofale omfang blev forstærket af, at der eksisterer en række sideløbende konflikter i landet; konflikt mellem tilhængere af overgangsregeringen og tilhængere af den tidligere præsident; konflikt mellem den nordlige del af landet og den sydlige del; konflikt mellem forskellige kriminelle grupper, primært orienteret om handel med narkotika fra Afghanistan, som udnytter den svage opretholdelse af lov og orden; samt konflikter om jord, ressourcer og indflydelse. Tilsat en svag stat, som er ude af stand til at beskytte sine borgere samt massiv social nød og uretfærdighed. Alt i alt er der en lang række grupperinger, som har en interesse i yderligere at destabilisere situationen. En fremstilling af begivenhederne i Osj som en etnisk konflikt har den fare at etniske og kulturelle forskelle essentialiseres. Det er ikke etniske skel som sådan, der ligger til grund for konflikterne. Men etniske skel reproduceres i sociale, økonomiske og politiske skel, hvorfor etnicitet er det begreb, man tyer til, når disse skel skal gøres meningsfulde. Der er sociale og strukturelle grunde til, at den politiske elite udgøres af kirgisere og den økonomiske af usbekere. Ligesom det ikke er etnicitet, der skaber konflikt mellem en primært usbekisk bybefolkning og primært kirgisisk landbefolkning, mellem en politisk elite og befolkningen; eller etnicitet der gør, at militæret udelukkende hjalp kirgisere. Valgkampen op til parlamentsvalget i Kirgisistan d. 10. oktober viste, at mange partier brugte nationalitetsspørgsmålet i valgkampen og dermed spillede på befolkningens utryghed over for usbekere. Jo mere og jo flere gange etniciteten således bliver politiseret og essentialiseret og forskellene mellem dem og os skærpes, des sværere bliver en fremtidig sameksistens. Det er netop sådanne forenklinger, vi som udefrakommende må søge at undgå. At forklare og analysere denne komplekse gruppering af konflikter ud fra etnicitet er både meningsløs og forfejlet. I stedet må vi fokusere på, hvorledes etnicitet reproduceres og politiseres, og undersøge de bevæggrunde, der får folk til at skabe uoverstigelige forskelle mellem etniske grupper. Tavshed i Usbekistan Usbekistans umiddelbare respons på urolighederne i Osj bar præg af frygten for, at urolighederne ville sprede sig ind over grænsen. Officielle udmeldelser fra Tasjkent har været få og vage med opfordringer om, at usbekere og kirgisere skulle leve fredeligt sammen, og de har i kor med overgangsregeringen i Bisjkek fremhævet at konflikten skyldtes ydre omstændigheder. Ydre omstændigheder dækker over, at tidligere præsident Bakiev og hans familie skulle have spillet en aktiv rolle i organiseringen af urolighederne i et forsøg på at sabotere folkeafstemningen d. 27. juni. Der findes afskrifter af aflyttede telefonsamtaler, som indikerer, at Bakiev og familie betalte kriminelle grupperinger for at skabe uro. Det er en ud- 18

lægning, der fremhæves af både regering og befolkning i Kirgisistan, idet den fritager begge fra et ansvar i urolighederne. Usbekiske medier, som er helt kontrolleret af Karimov-regimet, har ikke berettet om hændelserne i nabolandet, men fokuseret på behandlingen af de mange flygtninge, som krydsede grænsen til Usbekistan. Baggrunden var dels en frygt for, at protester over sociale forhold skulle sprede sig over grænsen, dels en frygt for, at menige usbekere skulle hævne sig på kirgisere bosiddende i Usbekistan, hvilket kunne udvikle sig til en åben konflikt mellem de to nabolande. Rygter i Bisjkek om militær indgriben fra usbekisk side blev officielt afvist d. 15. juni. En militær intervention fra usbekisk side ville være højst usandsynlig. Islam Karimov har aldrig tidligere vist særlig sympati for usbekere i nabolandet, som for fleres vedkommende er flygtninge fra det usbekiske regime. En militær indgriben ville kunne destabilisere hele regionen og indebære en trussel mod Karimovs autoritet. Som tidligere antydet er lederne i de centralasiatiske lande forsigtige med at blande sig i nabolandenes interne affærer. Responsen over for de mange, primært usbekiske, flygtninge har fra usbekisk side været tilbageholdende. Kun nødtvunget åbnede Usbekistan sine grænser d. 12. juni for kvinder og børn. To dage senere blev grænserne lukket igen med henvisning til, at Usbekistan ikke kunne huse flere flygtninge. På det tidspunkt menes omkring 75-80.000 at have krydset grænsen. Mange fordrevne blev fanget i ingenmandsland ved grænsen uden mulighed for at vende tilbage og uden mulighed for at komme i sikkerhed i Usbekistan. Usbekistan tillod UNHCR at hjælpe med organisationen af flygtningehjælp, opsætning af lejre og midlertidigt ophold for de mange flygtninge. Organisationen har ellers været forment adgang til Ferghana siden massakren i Andjijan i 2005, hvor usbekiske sikkerhedsstyrker brutalt slog en demonstration ned. Et sikkert drabstal kendes ikke, men uofficielle kilder mener cirka 1.500 i Andjijan. Trussel for Karimov Den usbekiske tilbageholdenhed med at tillade de mange flygtninge adgang over grænsen hænger sammen med Karimovs frygt for at miste sin autoritet. Kirgisistan er efter centralasiatiske standarder - forholdsvis liberal med frie medier og en fri offentlig debat samt præmisser for, at en sådan kan udvikle sig. Der eksisterer et gryende civilsamfund, som dog primært arbejder uden for en eksplicit politisk sfære. En import af flere hundrede tusinde flygtninge, som er vante med nogenlunde frihed, ville indeholde en markant trussel mod Karimovs autoritære styre. Allerede ti dage efter urolighederne brød ud, var alle flygtninge sendt tilbage til Kirgisistan under henvisning til, at overgangsregeringen i Bisjkek ønskede alle at deltage i folkeafstemningen d. 27. juni om den nye forfatning, samt at deltage i opbygningen af det nye parlamentariske demokrati, som, i retorikken i det mindste, er målet for det nye styre. Desuden blev udmeldinger fra Bisjkek om, at regeringen kontrollerede alle berørte områder, brugt som påskud til at sende flygtninge tilbage. Flygtninge fortæller, hvordan de er blevet presset til at forlade Usbekistan. Andre er frivilligt vendt tilbage i et forsøg på at redde de ejendele, som plyndrende og hærgende kirgisere måtte have efterladt og med et håb om at reetablere en tilværelse i Kirgisistan. Men alle vender de hjem til en usikker fremtid. Mange har mistet hus, ejendele og familiemedlemmer. Hovedparten bor nu i teltlejre og er helt afhængige af nødhjælp fra det internationale samfund. Alene i Osj by er flere tusinde huse brændt ned og 2/3 af centrum er helt eller delvis ødelagt. Regeringen har nedsat en kommission til udbedring af skader, udbetaling af erstatning til ofrene og opbygning af nye boliger. Osj borgmester Melis Myrzakmatov, som i forvejen er upopulær hos usbekere, fordi han beskyldes for ikke i tilstrækkelig grad at have beskyttet den usbekiske befolkning under urolighederne, har bebudet, at pengene skal gå til opbygning af store boligkomplekser, der skal huse både kirgisere og usbekere. Boliger, der alle skal bygges i de tidligere usbekiske kvarterer, og som dermed som konsekvens forhindrer tilbagevendte flygtninge i at genopbygge en tilværelse på den jord og i det hus, der i generationer har været deres hjem. Et hjem der nok til tider er præget af besværlige naboskaber men dog et hjem. For alle involverede parter ligger der et stort arbejde foran med, på kort sigt, at skabe sikkerhed og stabilitet og på længere sigt genskabe tilliden mellem etniske, regionale og sociale grupperinger. Mads Østergaard er Ph.d.-studerende ved Afdeling for Antropologi på Aarhus Universitet. Han boede i Bisjkek, hovedstaden i Kirgisistan, i perioden september 2009 juli 2010 og fulgte begivenhederne på tæt hold. 19

Mir-i-Arab medresen set fra Kalon moskeens port. Foto: Mogens Friis Ørkenens perle Rejsebeskrivelse II af Kristoffer Hecquet Bukhara har noget fængende. Noget som ingen anden by i Usbekistan har. En levende urgammel bykerne, arkitektur fra alle tider og verdenshjørner samt oasestemning gør byen et stop værd på en rejse gennem den røde ørken. En flyvetur med usbekisk indenrigsfly er noget mindre foruroligende, end hvad man kunne forvente af et af verdens mest korrupte lande. Infrastrukturen fungerer trods alt nogenlunde, hvis man altså har penge. Selvom det tager omtrent en time at flyve fra Tasjkent til Bukhara, har man blot krydset en tredjedel af landet, men man kan tydeligt mærke forskellen fra det grønne frodige Tasjkent til oasen i det tørre sydlige Usbekistan. Selve byen er ligeledes en modsætning til Tasjkent og rager sjældent mere end to etager over jorden som kontrast til hovedstadens høje uendelige sovjetiske boligblokke. Det er svært at forestille sig, at man befinder sig i en by på størrelse med Aarhus. I modsætning til Tasjkent er byen sluppet for jordskælv og har bevaret en charmerende historisk orientalsk atmosfære. Imellem simple sten- og lerhuse, som minder om en mellemting imellem landsbyer Mellemøsten og Ukraine eller Polen, findes monumentale, men arkitektonisk smukke medreser (muslimske skoler) og moskeer beklædt med blå mosaik. Disse to typer bygninger findes næsten altid i par, placeret overfor hinanden. Man siger, at der i Bukhara oprindeligt fandtes en moske per dag i året og man må sige, at ganske mange står tilbage til trods for tidens tand. Arkitektonisk er byen unik, da de religiøse monumenter tilbyder stilarter fra store dele af kontinentet, for eksempel fra Rusland, Indien, Mellemøsten og gamle glemte centralasiatiske imperier. Gaderne kan forekomme fattige og triste med lerklinede eller nøgne murstensbeklædte vægge uden vinduer, men hvis man får chancen, bør man ikke sige nej til et kig inden for murene. På en anden side af væggen kan man nemlig opleve den verdslige, private arkitektur i smukke gårdrum med søjlegange og smukke træudskæringer. Vedligeholdelse har dog ikke været en af prioriteterne under Sovjetunionen og det har sat tydelige spor. 20