NIVEAU D
Indhold Krop...3 Varme...3 Væskebalance...7 Nervesystemet...9 Celler...13 Blod/ kredsløb...19 Øret og øjet...27 Medicin...33 Kost...36 Energi...36 Næringsstoffer...41 Kostanalyse...57 Hygiejne...58 Sygehus hygiejne...58 Mikroorganismer...65 Arbejdsmiljø...73 Ergonomi...73 Sikkerhed og arbejdsmiljø på hospitalet...76 2
Korridoren>F>Krop>Varme Krop Varme Kroppens temperatur Mennesket er ligesom andre pattedyr og fugle ensvarme. Det vil sige, at kropstemperaturen holdes næsten konstant, uanset omgivelsernes temperatur. Det er meget vigtigt, at kropstemperaturen er konstant, da enzymerne i kroppen er meget temperaturafhængige. En konstant legemstemperatur er afhængig af, at varmeproduktionen er lig med varmetabet. Varmeproduktion Varmproduktionen kommer fra cellernes stofskifte og især muskelcellernes stofskifte. Ved cellernes stofskifte omdannes næringsstofferne i cellerne til energi, og en del af den energi, der dannes, vil være varmeenergi. Ved større muskelarbejde vil forbrændingen øges, og dermed vil der også dannes mere varme. Kropstemperaturen Temperaturen er ikke ens overalt i kroppen. Man kan inddele legemet i to zoner: Den indre zone, som er de indre organer, har normalt en kropstemperatur på 37 o C, og i ophold i kolde omgivelser forsøger kroppen at holde denne temperatur konstant. Den ydre zone, som er huden, har en lavere kropstemperatur, der normalt svinger fra ca. 28 o C til 35 o C. Denne temperatur er meget afhængig af omgivelsernes temperatur. Hudtemperaturen er normalt 34-35 o, men kan ved ophold i kolde omgivelser falde helt til 20 o C, specielt på hænder og fødder. 3
Korridoren>F>Krop>Varme Varmemæssigt kan kroppen inddeles i en indre del, hvor kropstemperaturen er 37 grader C. og en ydre del, hvor temperaturen generelt er lavere. Temperaturen kan være forskellig fra kropsdel til kropsdel. Temperaturregulering Kroppens temperatur vedligeholdes ved en balance mellem den varmemængde, kroppen producerer, og den varmemængde, der afgives til omgivelserne. Denne balance styres af hypothalamus i hjernen, der indeholder et temperaturregulerende center, der kan ændre på både varmeproduktionen og varmeafgivelsen. 4 forskellige måder Der findes 4 forskellige måder, hvorpå kropstemperaturen kan reguleres: Varmestråling, som sker ved hjælp af kredsløbet i huden. Ved stråling bringes der varme til hudens overflade, og denne varme afgives til omgivelserne Fordampning, som sker ved hjælp af svedkirtler og huden. Her bringes varmen til svedkirtler og hudens overflade, hvorved der afgives en øget mængde sved Konvektion, som sker ved hjælp af huden. Huden opvarmes eller afkøles af luften i omgivelserne Varmeledning, hvor varme ledes ved direkte kontakt med genstande, som enten er koldere eller varmere end huden. 4
Korridoren>F>Krop>Varme Varme fra kroppen fjernes via huden. I huden er der mange blodkar, som varmen fra kroppens indre føres til, således at varmen kan afgives fra hudoverfladen ved forskellige processer som varmestråling, fordampning, varmeledning og konvektion. I varme omgivelser Hvis omgivelserne er varmere end huden og kropstemperaturen, kan der opstå problemer med varmeafgivelsen fra kroppen. Kroppen vil hele tiden optage varme ved konvektion og varmestråling, medens der kun kan fjernes varme ved fordampning. Ved høj luftfugtighed og ved meget høje temperaturer i omgivelserne kan den store svedproduktion ikke fjernes ved fordampning, så sveden løber ned ad kroppen. I kolde omgivelser Hvis omgivelserne er koldere end huden og kropstemperaturen, vil kroppen forsøge at holde på varmen ved at mindske varmeafgivelsen. Dette kan gøres ved at nedsætte varmstrålingen. Kroppen kan også øge varmeproduktionen ved, at stofskiftet i cellerne stiger. Er der brug for endnu en øgning af varmeproduktionen, vil der opstå kulderystelser. Ved kulderystelser begynder skeletmusklerne at sitre, og dermed øges muskelstofskiftet, hvilket medfører en større varmproduktion. 5
Korridoren>F>Krop>Varme Feber Hvis kroppen angribes af mikroorganismer, kan det temperaturregulerende center forhøje kropstemperaturen, så man får feber. Feber opstår ved, at mængden af affaldstoffer (pyrogener) fra de hvide blodlegemer stiger, og denne stigning registreres af det temperaturregulerende center. Først nedsættes varmetabet ved at mindske blodgennemstrømningen i huden, hvilket kan medføre at huden bliver bleg og kan føles kold. Derefter opstår der kulderystelser, som øger varmeproduktionen. Feber forbedrer immunsystemets arbejdsevne ved, at de hvide blodlegemer deler sig og arbejder hurtigere og mere effektivt, og samtidig nedsætter det mikroorganismernes aktivitet. De bliver mere sløve og dermed nemmere at angribe. 6
Korridoren>D>Krop>Væskebalance Væskebalance Væske i kroppen De fleste mennesker har mellem 50 % og 65 % væske i kroppen. Mængden af væske i kroppen afhænger af køn, alder og ernæringstilstand. Fedtvæv indeholder ca. 11 % væske, medens muskelvæv kan indeholde op til 75 % væske. Da mænd ofte har mere muskelvæv end kvinder, vil de derfor generelt have mere væske i kroppen. Mange ældre har mindre muskelvæv på grund af en mindre indtagelse af protein i deres kost. Dette medfører, at de for det meste har mindre væske i kroppen. Ligeledes vil overvægtige også have mindre væske i kroppen, da de har en stor mængde fedtvæv. Væskeindholdet i kroppen kan derfor svinge fra 40 % til 75 %. Størstedelen af væske i kroppen findes i cellerne som cytoplasma. Derudover er der en del væske mellem cellerne og i blodkar. Væskens opgave Væskens opgave i kroppen er at transportere stoffer rundt, fx næringsstoffer fra tarmene og ilt fra lungerne ud til cellerne. Væsken skal også transportere affaldsstoffer fra cellerne til nyrerne og kuldioxid (CO 2 ) til lungerne. Ud over dette reguleres kropstemperaturen ved hjælp af væske, og en del vand (H 2 O) indgår i kemiske reaktioner. Der frigives vand, når glukose forbrændes, og derfor får kroppen tilført ekstra væske ved forbrændingen i cellerne. Glukose og ilt bliver omdannet til kuldioxid, vand og energi. Glukose + ilt -> kuldioxid + vand + energi C 6 H 12 O 6 + 6O 2 -> 6CO 2 + 6H 2 O + energi (ATP). Væskebalance Væskebalance vil sige balance imellem den væske, der udskilles, og den væske, der indtages dagligt. Normalt udskilles ca. 2 ½ liter væske om dagen. Væskeindtagelse og væskeafgivelse varierer dog en hel del afhængig af den enkeltes aktivitetsniveau og ydre forhold som temperatur og luftfugtighed. 7
Korridoren>D>Krop>Væskebalance Væskebalancen styres fra et tørstregulerende center i hjernen. Dette center får besked om væskemængden i kroppen og kan ved hjælp af hormoner give nyrerne besked på enten at udskille mere væske eller at nedsætte udskillelsen af væske. Det vil sige, at urinudskillelsen kan variere fra dag til dag og fra menneske til menneske afhængigt af, hvor meget væske der indtages. Tegningen viser, hvor meget væske der normalt udskilles og indtages. For at opnå væskebalance skal der indtages lige så meget væske dagligt, som der udskilles. Dehydrering Hos ældre mennesker er det tørstregulerende center ikke så velfungerende. Dette kan medføre, at ældre ikke oplever tørst, før deres væskemængde er meget lav, og derfor drikker for lidt væske. De bliver dehydrerede, det vil sige, at væskeindtagelsen er for lille i forhold til deres væskeudskillelse. Symptomer på dehydrering kan være udtørring af hud og slimhinder, nedsat spændstighed i huden, forstoppelse, konfusion, svimmelhed og nedsat urinmængde og koncentreret urin. Alle har brug for at udskille mindst 400 ml diurese hver dag for at komme af med affaldsstoffer. 8
Korridoren>D>Krop>Nervesystemet Nervesystemet Nervesystemet Til at styre menneskekroppens funktioner har vi nervesystemet. Nervesystemet modtager hele tiden tusindvis af informationer fra de ydre omgivelser via sansecellerne, men også fra kroppens indre. Det kan fx være kropstemperaturen, blodtrykket, blodets ilt- og kuldioxidindhold og surhedsgraden i blodet. Nervesystemets opdeling Nervesystemet kan opdeles i centralnervesystemet og det perifere nervesystem. Centralnervesystemet er hjernen og rygmarven. Det er menneskets "computer", der giver besked om, hvordan kroppen skal reagere på de forskellige former for påvirkninger, der kommer udefra og fra kroppens indre. Centralnervesystemet er dog meget mere komplekst end en computer. Nervesystemet består af hjernen og rygmarven, der tilsammen kaldes centralnervesystemet. Fra hjernen og rygmarven er der nerveforbindelser ud til alle kroppens væv og organer. Dette kaldes det perifere nervesystem. Det perifere nervesystem Det perifere nervesystem kan deles op i tre funktioner: 9
Korridoren>D>Krop>Nervesystemet 1. De sensoriske nerver, der også kaldes følenerver. Disse nerver sender impulser fra kroppen/ sansecellerne og ind til hjernen og rygmarven 2. De motoriske nerver, der også kaldes bevægenerver. Disse nerver sender impulser fra hjernen og rygmarven/ centralnervesystemet til kroppens tværstribede muskler. 3. Det autonome nervesystem, der sender impulser fra hjernen og rygmarven til kroppens glatte muskler, kirtler og hjertet. Sanser Sanserne Vi har forskellige typer sanseceller, som er i stand til, at opfange de forskellige påvirkninger, vi er udsat for hver dag. Sansecellerne er placeret alle steder i kroppen, og informationerne sendes ind til centralnervesystemet ved hjælp af de sensoriske nerveceller. Ydre og indre sanser Vi har 5 ydre sanser: synssansen, høresansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen. Ud over disse sanser, har vi indre sanser som registrerer musklers og leds spændingstilstand og kroppens stilling, samt sanser, der kan registrere det indre miljø som blodtryk, ilt- (O 2 ) og kuldioxidkoncentrationen. (CO 2 ), blodsukker m.m. Hjernen modtager hele tiden millioner af nerveimpulser fra vores ydre og indre sanseorganer. De bearbejdes i forskellige områder af hjernen og bliver til en del af vores bevidsthed. Ved gentagne påvirkninger kan sansecellerne tilpasse sig, så der skal en kraftigere påvirkning til for at give den samme sanseoplevelse. 10
Korridoren>D>Krop>Nervesystemet Nervecellen Nerveceller Menneskets hjerne består af mere end 120 milliarder nerveceller, som kaldes neuroner, og et endnu større antal støtteceller. Nervecellerne er bygget til at lede, modtage og overføre elektriske signaler. De elektriske signaler dannes over nervecellens cellemembran. Nerveceller kan være over 1 meter lange. Nervecellen består af en soma (cellekrop) og udgreninger, der er henholdsvis dendritter og axon, evt. omgivet af myelinskeder. Støtteceller Omkring nervecellerne findes en masse støtteceller, der kaldes gliaceller. Gliacellernes opgave er bl.a. at forsyne nervecellerne med næringsstoffer fra hjernens blodkarnet og beskytte mod infektioner og giftstoffer. Andre gliaceller danner et fedtholdigt lag rundt om nervecellens axon, kaldet myelinskeder. Dette fedtholdige lag isolerer og beskytter axonet. Myelinskederne giver axonet et hvidligt udseende. Tab af nerveceller Hvis nerveceller dør, fx på grund af en blodprop i hjernen, kan der ikke dannes nye nerveceller. De nerveceller, der ligger lige omkring de beskadigede nerveceller, kan i mange tilfælde overtage den 11
Korridoren>D>Krop>Nervesystemet funktion, der er beskadiget, fx at kunne tale. Dette sker dog ikke automatisk, men kræver genoptræning og indlæring, der skal igangsættes hurtigst muligt. 12
Korridoren>D>Krop>Celler Celler Cellens opbygning Cellerne i kroppen har forskellige former og størrelser. De indgår i forskellige organer og væv og har vidt forskellige funktioner. De er dog opbygget efter samme skabelon og indeholder de samme bestanddele, som skal sørge for cellens vedligeholdelse, vækst og energiproduktion. Alle celler stammer fra den samme celle, nemlig ægcellen, som i sin tid blev befrugtet af en sædcelle. Den har under fosterudviklingen delt sig og er blevet til milliarder af celler, der undervejs har specialiseret sig. Cellemembranen Cellen er omkranset af en blød og elastisk cellemembran udadtil. Cellemembranen er semipermeabel (halvgennemtrængelig). Det betyder, at nogle stoffer, fx vand kan trænge ud af eller ind i cellen uden problemer, hvorimod andre stoffer, fx glucose skal hjælpes igennem. Cellemembranen kontrollerer hermed, hvilke stoffer der kommer ind eller ud af cellen. Cellens bestanddele Cellens indre består af væske med opløste stoffer som fx mineraler, kulhydrater og proteiner og små organer, der kaldes organeller. Organellerne er omgivet af membraner og er nødvendige for, at cellen kan udføre sine arbejdsopgaver. Hele komplekset med væske, stoffer og organeller hedder cytoplasma. Nogle af de vigtigste organeller er cellekernen, ribosomer, mitokondrier, endoplasmatisk retikulum (ER) og vesikler.
Korridoren>D>Krop>Celler Figuren viser cellens bestanddele Cellekernen Cellekernen indeholder arvemassen i form af kromosomer, som er opbygget af stoffet DNA. DNA indeholder gener (opskrifter) på alle de funktioner, cellen skal udføre. Kromosomkort fra et menneske Et menneske indeholder 46 kromosomer, som er opdelt i 23 par, hvoraf det ene par er kønskromosomer. De kaldes X og Y. Kvinder har to X kromosomer og mænd har et X og et Y kromosom. Figuren viser et kromosomkort med 23 par kromosomer. Kønskromosomerne er XX, derfor er det en pige. Kilde: Foci. Ribosomer Ribosomer er cellens værksted. Her opbygger cellen proteiner ud fra generne, dvs. "opskrifterne" i DNA. Hvis fx en celle i bugspytkirtlen skal producere hormonet insulin som et protein, bliver
Korridoren>D>Krop>Celler både insulinet og enzymet sat sammen på ribosomerne. Det vil sige, at aminosyrer bliver sat sammen i den rigtige rækkefølge og danner proteinet. Endoplasmatisk retikulum Ribosomerne sidder ofte i tilknytning til endoplasmatisk retikulum, som er et indviklet system af tynde rør. Her foregår transport af forskellige stoffer gennem cellen. Vesikler Vesikler er små blærer, der indeholder stoffer, fx enzymer, som skal transporteres til cellemembranen og udskilles. Mitokondrier Mitokondrierne er cellens kraftværker. De producerer den energi, der er nødvendig, så cellen kan udføre alle sine arbejdsopgaver. Energien udvikles ved hjælp af respirationsprocessen. Cellen fungerer som en fabrik Cellen kan sammenlignes med en fabrik. Cellekernen er administrationen, som giver ordrer om, hvad der skal produceres på fabrikken. Produktionshallen, cytoplasmaet, sørger for at udføre ordren og transporterer produktet til bestemmelsesstedet. Mitokondrierne leverer energi til produktionen. Kroppen er et cellesamfund Celler er de byggesten, alle levende organismer er opbygget af. De kan sammenlignes med murstenen, som byggesten i et hus. De mest primitive organismer, fx mikroorganismer, består af enkelte eller få celler, som klarer alle livsfunktioner. Højerestående organismer som fx den menneskelige krop består af flere hundrede milliarder celler, der er organiseret i væv og organer. Cellen er en selvstændig enhed, der har sit eget liv og funktioner. Samtidig har den et tæt samspil med kroppens andre celler.
Korridoren>D>Krop>Celler Cellens funktion Kroppen er et cellesamfund Celler er de byggesten, alle levende organismer er opbygget af. De kan sammenlignes med murstenen, som byggesten i et hus. De mest primitive organismer, fx mikroorganismer, består af enkelte eller få celler, som klarer alle livsfunktioner. Højerestående organismer som fx den menneskelige krop består af flere hundrede milliarder celler, der er organiseret i væv og organer. Cellen er en selvstændig enhed, der har sit eget liv og funktioner. Samtidig har den et tæt samspil med kroppens andre celler. Cellernes funktion Kroppens celler er meget specialiserede og varetager forskellige funktioner. Celler i leveren har til opgave at nedbryde skadelige stoffer som alkohol og medicin, og de regulerer stofskiftet. Muskelceller kan trække sig sammen, så vi dels kan bevæge vores krop og dels skabe bevægelse inde i kroppen, når fx hjertet pumper blod ud i kredsløbet. Nyrecellerne regulerer kroppens væske- og saltbalance. I tyndtarmen har cellerne specialiseret sig i at pumpe madens bestanddele over i blodbanen, så de kan transporteres til alle celler i kroppen. Hjernecellerne arbejder sammen i et netværk og afgiver og modtager konstant elektriske impulser. De styrer kroppens forskellige funktioner og vores tanker. Der findes mange flere typer af celler i andre væv og organer, som har hver deres specielle opgave. Samlet indgår alle typer af celler som en del af et cellesamfund, der skal fungere som en helhed, nemlig kroppen.
Korridoren>D>Krop>Celler Figuren viser forskellige celletyper og deres indbyrdes størrelsesforhold. Nervecellerne, der kan være 1 meter lange, leder nerveimpulser i nervesystemet. Glatte muskelceller er celler, der findes i den muskulatur, som ikke udgør skeletmuskulaturen i tarmen og arteriolerne. Celler i skeletmusklerne kan være 30 cm lange. De røde blodlegemer transporterer ilt. Sædcellerne overfører de mandlige arveegenskaber til ægcellen. Bakterier og virus er mikroorganismer, der kan have vidt forskellige former, størrelser og egenskaber. Respiration og forbrænding Respiration og forbrænding Produktion af energi sker via respirationsprocessen i cellernes mitokondrier. Det er en proces, som alle dyr og planter samt de fleste mikroorganismer benytter. Respiration er en forbrænding. Det svarer til at afbrænde energiholdigt kul, olie eller naturgas, som omdannes til varmeenergi. Det udnytter vi alle i hverdagen, når huse skal opvarmes eller der skal laves elektricitet til husholdninger eller virksomheder. Forbrænding af glukose Respiration kan kun foregå ved hjælp af ilt (O 2 ). Ved en fuldstændig forbrænding dannes kuldioxid (CO 2 ) og vand (H 2 O), og energien frigives. Respirationen er en kemisk proces, som kan sammenfattes på følgende måde: Glukose + ilt kuldioxid + vand + energi C6H12O6 + O6 CO2 + H2O + energi (ATP)
Korridoren>D>Krop>Celler Glukosemolekylet, der er et monosakkarid, er bundet sammen af energirige bindinger. Når molekylet, ved hjælp af ilt (O 2 ), nedbrydes til mindre molekyler, kuldioxid (CO 2 ) og vand (H 2 O), frigives energien, som overføres til stoffet ATP. Energi Respirationen er en kompliceret proces. De energigivende stoffer kommer fra maden, som vi spiser. I tarmsystemet nedbrydes de til deres mindste bestanddele, monosakkarider, fedtsyrer og aminosyrer. Disse stoffer optages i blodet og føres til cellerne. I cellernes cytoplasma omdannes de via kemiske processer til acetyl CoA (acetyl Coenzym A). Acetyl CoA transporteres til mitokondrierne og nedbrydes delvist ved en lang række kemiske processer i citronsyrecyklus. Ved disse processer frigives kuldioxid (CO 2 ) og energi. Energien overføres i respirationskæden til ADP, som omdannes til ATP. Til denne proces skal der bruges ilt (O 2 ), og der frigives vand (H 2 O). Cellerne kan derefter bruge energien i ATP til deres livsprocesser. ATP (adenosintrifosfat) er et kemisk stof, hvortil der er bundet 3 fosfatmolekyler (P). Fosfatbindingerne er meget energiholdige. Når cellen skal bruge energi, fraspaltes et fosfatmolekyle fra ATP, hvorved der frigives energi. ATP omdannes til ADP (adenosindifosfat), som kun indeholder 2 fosfatmolekyler. ADP omdannes igen til ATP ved respirationsprocessen. Processen kan sammenlignes med et genopladeligt batteri. Strømmen bruges (ATP omdannes til ADP), og batteriet genoplades (ADP omdannes til ATP). Cellens energibehov Cellerne har hele tiden brug for energi til deres husholdning. Noget bruger de til optagelse af næringsstoffer fra blodet, en stor del går til at opbygge og vedligeholde cellernes strukturer, og noget går til at nedbryde eller udskille uønskede stoffer. Akkurat som det kræver energi at vedligeholde et hus. Den energi, som cellerne i kroppen som minimum skal bruge, kaldes hvilestofskiftet eller basalstofskiftet.
Korridoren>D>Krop>Blod/kredsløb Blod/ kredsløb Kredsløbet Blodkredsløbet Blodkredsløbet består af hjerte og blodkar. Det indeholder ca. 5 liter blod, volumen er afhængig af vægt og køn. Blodkredsløbet er kroppens transportorgan, og det har en lang række funktioner. Det bringer ilt og næringsstoffer ud til cellerne og fjerner kuldioxid og andre affaldsstoffer. Det transporterer hormoner ud til cellerne og har en vigtig funktion i kroppens bekæmpelse af fremmede stoffer og mikroorganismer. Det medvirker i kroppens temperaturregulering. Hjertet Hjertet er en muskel, der pumper blodet rundt i blodkarrene. I hvile slår hjertet 60-80 gange i minuttet. Det kaldes hvilepulsen. Under hårdt arbejde kan pulsen hos unge mennesker stige til maximalt 200 hjerteslag pr. minut. Kondition For at kroppen kan fungere i hverdagen, uden at blive træt, er det vigtigt at have en god kondition. Man kan måle konditionen. Konditionen angives som et tal, der fortæller, hvor god kroppen er til at optage ilt (ml optaget ilt/kg legemsvægt/minut). En af de ting, der forbedres ved konditionstræning, er, at kredsløbet bliver bedre til at sende ilt til cellerne, så cellerne kan udvikle mere energi. Hvis det er til muskelceller, betyder det, at de bliver bedre til at arbejde i længere tid. Slagvolumen Ved træning bliver hjertet stærkere og øger slagvolumen. Slagvolumen er den mængde blod, der pumpes ud af venstre hjertehalvdel pr. hjerteslag målt i ml. Når slagvolumen øges, behøver hjertet ikke slå så mange gange i minuttet. Det vil sige, at pulsen ikke stiger så hurtigt, når man arbejder. Derfor kan man arbejde i længere tid uden at blive træt. 19
Korridoren>D>Krop>Blod/kredsløb Minutvolumen Minutvolumen er den mængde blod, der sendes fra hjertet ud i kredsløbet pr. minut. Minutvolumen fremkommer, når pulsfrekvensen ganges med slagvolumen. Minutvolumen i hvile er ca. 5.000 ml blod pr. minut. Ved hårdt arbejde kan den stige til 25.000 ml blod pr. minut. Minutvolumen kan også fortælle, hvor farligt det kan være, hvis en pulsåre beskadiges. Man kan faktisk forbløde i løbet af kort tid, hvis blødningen ikke standses. Blodkarsystemet Blodkarsystemet minder om et forgrenet vejnet, hvor vejene fører til og fra alle cellerne i kroppen. Arterierne er blodkar, der fører blodet væk fra hjertet, og vener fører blodet til hjertet. Forbindelsen mellem arterier og vener er kapillærnettet, hvor transporten af stoffer til og fra cellerne foregår. Små arterier, der kaldes arterioler, regulerer blodstrømmen til organerne. Når den glatte muskulatur i arteriolerne trækker sig sammen, standser blodtilstrømningen til organet, og når de slapper af, øges blodtilstrømningen. Regulering af blodtilstrømningen Ved hårdt arbejde øges tilstrømningen af blod til musklerne på bekostning af blodforsyningen til tarmene. Derfor er det en dårlig idé at spise, før man skal dyrke idræt, fordi fordøjelsen af maden standser, og det kan give ubehag. Ændringer i blodtilførslen sker også, når man udsættes for kulde eller varme. Kulde får arteriolerne i huden til at trække sig sammen, mens varme får dem til at afslappes. På den måde kan kroppen holde på varmen eller øge varmeafgivelsen. 20
Korridoren>D>Krop>Blod/kredsløb Figuren viser blodets fordeling i kroppen under hvile og under arbejde 21
Korridoren>D>Krop>Blod/kredsløb Hydrostatisk tryk blodtryk Blodtrykket Blodtrykket fortæller noget om hjertet og kredsløbet. Blodtrykket beskriver hjertets rytme og blodets tryk på arterierne. Blodtrykket inddeles i 2. Når venstre hjertekammer trækker sig sammen, sendes der en trykbølge af blod ud i aorta og de arterielle forgreninger. Hermed opstår det systoliske tryk, som er det højeste blodtryk, lige når hjertemusklen har trukket sig sammen. Det blodtryk der findes, når hjertemusklen er helt afslappet, kaldes det diastoliske tryk og er det laveste tryk. Blodtrykket påvirkes af den mængde blod, der findes i kroppen, og den modstand, blodkarrene yder. Blodtryksværdier Blodtrykket måles i mmhg (millimeter kviksølv). WHO har fastlagt grænser for det normale blodtryk i hvile. Det er, når systolen er under 140 mmhg og diastolen under 90 mmhg. Det skrives fx som 140/90 og udtales 140 over 90 mmhg. For unge mennesker kan det systoliske tryk ligge mellem 100-120 mm Hg og det diastoliske på 70-80 mmhg. Forhøjet blodtryk Hvis blodtrykket gennem længere tid er over 140/90, er det tegn på forhøjet blodtryk (hypertension). Ved forhøjet blodtryk er systolen over 160 mmhg og diastolen over 95 mmhg. WHO betegner et blodtryk, hvor systolen ligger mellem 140-160 og diastolen mellem 90-95, for kritisk. Årsagerne til forhøjet blodtryk kan være mange. Blodtrykket stiger med alderen på grund af øget karstivhed. Åreforkalkning og fedtaflejeringer i arterievæggene forstærker denne tendens og kan føre til forhøjet blodtryk. Rygning, fedme, inaktivitet, for højt blodfedt i form af kolesterol og sukkersyge fremmer udviklingen af forhøjet blodtryk. For lavt blodtryk Er blodtrykket under 110/60, anses det for lavt (hypotension) og kan blandt andet skyldes hjerteproblemer, blodmangel, væskemangel og medicinforbrug. Et lavt blodtryk kan også være medfødt og er normalt ikke et problem. 22
Korridoren>D>Krop>Blod/kredsløb Måling af blodtryk Blodtrykket måles normalt på venstre overarm, tæt ved hjertet. Den person, der måles på, bør være afslappet både fysisk og psykisk, da blodtrykket let påvirkes af aktivitet og følelser. Både det systoliske og diastoliske blodtryk falder, jo længere man kommer væk fra hjertet og ud i kredsløbet. Blodets sammensætning Blodets sammensætning Blodet består af blodplasma og blodlegemer. Plasma udgør 55% af blodet og de resterende 45% er blodlegemer, dvs. røde og hvide blodlegemer og blodplader. Blodlegemerne dannes hovedsagelig i den røde knoglemarv. Blodet er sammensat af en mængde bestanddele Røde blodlegemer De røde blodlegemers (erytrocytternes) funktion er at transportere O2 fra lungerne til cellerne og CO2 fra cellerne til lungerne. De røde blodlegemer har en bikonkav form. De er flade med en fordybning i midten på begge sider. Størrelsen er 7,5 µm i diameter og 2 µm i tykkelsen. Deres form gør dem bøjelige, så de nemmere kan passere kapillærerne, som kun har en diameter på 8 µm. 23
Korridoren>D>Krop>Blod/kredsløb Til forskel fra andre celler har de røde blodlegemer ingen cellekerne. Derfor er de kun funktionsdygtige i 4 måneder, hvorefter de går til grunde og nedbrydes. På de røde blodlegemers overflade findes antigener, som bestemmer hvilken blodtype man har. Der findes 4-5 millioner røde blodlegemer pr µl blod. Hæmoglobin De røde blodlegemer indeholder stoffet hæmoglobin, det er et protein, hvoraf jern er en vigtig bestanddel. Når O2 og CO2 transporteres, bindes det til hæmoglobinet. Blodprocenten angives som procent af det, der er den mest normale hæmoglobinmængde i blodet. Hos mænd er den 8-11 mmol/l (millimol/liter) og hos kvinder 7-10 mmol/ l. Ved f.eks. mangel på jern i kosten falder blodprocenten. Kommer hæmoglobin uden for blodkredsløbet, f.eks. hvis man får blå mærker på huden efter slag, bliver hæmoglobinet nedbrudt til mindre molekyler. Samtidig vil der ske et farveskift, hvorefter farven forsvinder, når hæmoglobinet er helt nedbrudt. Hæmoglobin er årsag til, at blodet er rødt. Hvide blodlegemer De hvide blodlegemer (lymfocytter) udgør en del af immunforsvaret, som bekæmper fremmede organismer og skadelige stoffer, som trænger ind i kroppen. Immunforsvaret reagerer på fremmede antigener, der sidder på f.eks en bakteries overflade. Blodet indeholder 4.000-10.000 hvide blodlegemer pr µl blod. Antallet øges hvis der er en infektion i kroppen. Størrelsen på de enkelte celler varierer De største celler er op til 20 µm. Foruden i knoglemarven dannes de i milten og tarmvæggen. I gruppen af hvide blodlegemer indgår undergrupperne granulocytter, monocytter (makrofager) og lymfocytter, som er opdelt i T-lymfocytter og B-lymfocytter. Granulocytter og monocytter De første 2 grupper indeholder celler, der fagocyterer mikroorganismer eller egne celler der er inficerede, dvs at de optager og nedbryder ved hjælp af enzymer. 24
Korridoren>D>Krop>Blod/kredsløb T-Lymfocytterne T-hjælper-lymfocytter har en nøgleposition i immunforsvaret, idet de aktiverer alle andre celler i immunsystemet ved at udskille stoffer, de reagerer på. T-dræber-lymfocytter angriber og ødelægger inficerede celler. T-huske-lymfocytter kan genkende en fremmed organisme, der før er blevet bekæmpet af immunforsvaret. Derfor kan immunforsvaret hurtigt mobiliseres igen. Denne viden bruges ved vaccination, hvor man indsprøjter en svækket mikroorganisme eller et antigen, som immunforsvaret reagerer på. Hvis vi smittes med sygdommen, har immunforsvaret dannet T- huske-lymfocytter, derfor undgår vi at blive syge. B-lymfocytter B-lymfocytter aktiveres af T-hjælper lymfocytterne, når de opdager et fremmed antigen. B- lymfocytter begynder dele sig. Nogle celler bliver til plasmaceller, der danner specifikke antistoffer, som passer lige netop til antigenet. Antistofferne binder sig til antigenet og hvis det sidder på en bakterie, inaktiveres den og bliver senere nedbrudt. Andre celler bliver til huskeceller, der kan udvikles til plasmaceller, hvis de møder det samme antigen igen. Blodplader Blodplader (trombocytter) er små kerneløse celler. Der findes 125.000-400.000 pr µl blod. Størrelsen er 3 µm. Blodpladerne har en vigtig funktion, når blødninger skal standses. Hvis der opstår skader på blodkar, hvilket hyppigt sker på små arterier og vener samt på kapillærer, vil blodpladerne strømme til for at standse blødningen. Blodpladerne klistrer sammen ved såret, nærmest som når man sætter en lap på en cykelslange. Nedsat mængde blodplader kan føre til øget blødningstendens. Plasma Plasmaet består af 90% vand og 10% tørstoffer. Tørstoffer består af næringsstoffer, plasmaproteiner, salte og affaldsstoffer, der skal transporteres til og fra celler. Næringsstofferne er aminosyrer, triglycerider og monosakkarider. 25
Korridoren>D>Krop>Blod/kredsløb Plasmaproteiner Plasmaproteiner består af albumin, globulin og fibrinogen. Plasmaproteinerne har mange funktioner. De deltager i blodkoagulationen, immunforsvaret og syre-base reguleringen, de udgør en proteinreserve, de skaber et kolloidosmotisk tryk i blodet og fungerer som stoftransportører af f.eks. insulin, triglycerider, kønshormoner, vitaminer, salte og lægemidler. Affaldsstoffer Affaldsstoffer kan være urinsyre og urinstof, som er kvælstofholdige stoffer, der dannes ved nedbrydning af proteiner. Stofferne udskilles gennem nyrerne som en del af urinen. Syrer dannes som nedbrydningsprodukter ved cellerne stofskifte. Eksempler er kuldioxid, som udskilles gennem lungerne eller mælkesyre, der dannes når musklerne ikke får tilført tilstrækkelig ilt. Salte Saltene i kroppen skaber et saltspændingstryk i plasma og i vævsvæsken, som er vigtig for vandtransport. Trykket kaldes det osmotiske tryk. Koncentrationen af salte er altid 0,3 mol pr liter. Saltopløsninger der har denne koncentration af salte kaldes isotonisk. Eksempler på isotoniske saltvandsopløsninger kan være drop, som indgives intravenøst hos en patient, der mangler væske. 26