Det universelle vs. det sprogspecifikke

Det universelle vs. det sprogspecifikke Hvordan det universelle og det sprogspecifikke er blevet behandlet indenfor de forskellige skoledannelser i lingvistikkens udvikling indtil det 21. århundrede Eksamensopgave i Lingvistisk Specialemne på Grunduddannelsen i Lingvistik: Lingvistiske teorier, ES 2005 ved Michael Fortescue Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Københavns Universitet

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 3 2. Begreberne: det universelle og det sprogspecifikke... 3 3. En kort oversigt over lingvistikkens historie: den røde tråd... 4 4. Det universelle vs. det sprogspecifikke i de 3 æraer... 5 4.1. Den historisk-komparative æra... 5 4.2. Den strukturalistiske æra... 8 4.3. Den transformationelle-generative æra... 12 5. Konklusion... 17 6. Litteraturliste... 18 side 2/18

1. Indledning I forbindelse med kurset Lingvistiske Teorier ved Michael Fortescue skal jeg skrive en opgave hvori der gives et overblik over lingvistikkens historie. Dette skal gøres ved at besvare et spørgsmål som skal være opgavens omdrejningspunkt. Jeg vil stille spørgsmålet: Hvordan er problemstillingen 'det universelle vs. det sprogspecifikke' blevet behandlet indenfor forskellige skoledannelser, med udgangspunkt i den historisk-komparative æra og op til overgangen til det 21. århundrede? Opgaven er bygget op på følgende måde: I afsnit 2. vil jeg fastlægge hvad der forstås ved begreberne det universelle og det sprogspecifikke. I afsnit 3. vil jeg give en kort oversigt over lingvistikkens historie. I afsnit 4. vil jeg beskrive de 3 æraer i afsnittene 4.1., 4.2. og 4.3., med specielt henblik på det universelle versus det sprogspecifikke. Til sidst vil jeg opsummere mine iagttagelser i afsnit 5. 2. Begreberne: det universelle og det sprogspecifikke I lingvistikkens historie har man kredset meget om henholdsvis det universelle og det sprogspecifikke. Man har forsøgt at afgrænse de to retninger fra hinanden, men det har også vist sig nødvendigt at bruge det ene for at nå frem til mere viden om det andet. Det universelle defineres som noget der er alment for enhver version af samme art; for eksempel at alle stole har ben og et sæde. Det er så til gengæld for hver enkel stol specifikt hvor mange ben der er, og dermed har vi definitionen på det (sprog)specifikke, nemlig noget som er specifikt for denne ene bestemte enhed af arten. Indenfor lingvistikken kan det beskrives med de forskellige teorier som eksempel: der findes typologisk adækvate teorier, det vil sige teorier som kan bruges på ethvert sprog, uanset typologisk tilhørsforhold. Det er de universelle teorier. Og så er der de sprogspecifikke teorier, som kun kan anvendes på et bestemt sprog eller en bestemt sprogfamilie. Her spiller typologisk tilhørsforhold en stor rolle. side 3/18

3. En kort oversigt over lingvistikkens historie: den røde tråd Siden mennesker begyndte at interessere sig for sin egen måde at kommunikere med hinanden på, nemlig sproget, har der været mange forskellige teorier og opdagelser indenfor lingvistikkens område. Dette har medført forskellige lejre, som hver især har haft deres egne teorier og argumenteret imod de teorier deres modstandere havde udviklet. Allerede i det gamle Grækenland havde Platon og Aristoteles hver deres syn på det sprogvidenskabelige. Platon var anomalist, idet han fokuserede på det uregelmæssige; han mente at forbindelsen mellem indhold og udtryk er arbitrær, og at man for at forklare sproget skulle søge efter nogle principper for sproget generelt. Dermed betegnes Platon som rationalist. Aristoteles var analogist, idet han fokuserede på overensstemmelser og normaliteter i sproget. Han mente, modsat Platon, at der er en direkte forbindelse mellem indhold og udtryk; at der ikke er tale om vilkårlighed, men at sproget tværtimod afspejler virkeligheden. Han søgte efter fakta i sproget (det som kan ses, høres og læses), modsat Platons principper, og betegnes derfor som empirist. Fra Platon og Aristoteles kan der trækkes nogle tråde ned igennem de forskellige poler der har været i den lingvistiske historie. I løbet af udviklingen har de to poler også ændret sig lidt, så de ikke fremstår lige som de gjorde i de gamle grækeres tid. Da man i de forskellige tidsperioder har kredset om nogle bestemte metoder, kan man dele de forskellige perioder op i forskellige æraer; 1. Den historisk-komparative æra: her var man mest fokuseret på typologi og det historiske i sproget, og benyttede sig af sammenligninger sprogene imellem; 2. Den strukturalistiske æra: her lå der størst fokus på at benytte strukturelle metoder til sprogbeskrivelse; 3. Den transformationelle-generative æra: her har generativisterne anført af Chomsky haft størst indflydelse med blandt andet Chomskys Transformational Grammar. side 4/18

I grove træk har de to poler udviklet sig således 1 : Platons rationalisme har udviklet sig til positivismen i den historisk-komparative æra, hvor man søgte nogle love gennem fysik og geografi, hvilket i den strukturalistiske æra er blevet til psykologi i form af behaviourisme (anført af Bloomfield), idet man fokuserede på menneskets adfærd (behaviour). Behaviourismen har udviklet sig til formalismen (anført af Chomsky) i den transformationelle-generative æra, blandt andet gennem kunstig intelligens (AI, Artificial Intelligence). Formalismen bygger på at finde universelle principper, det samme som Platon stræbte efter. Den anden pol, Aristoteles' empirisme, har bevæget sig forbi naturens udvikling i den historisk-komparative æra, baseret på Darwins evolutionsteori. I den strukturalistiske æra har man haft interesse i antropologi, læren om mennesket, og det er i den transformationelle-generative æra blevet til det vi i dag kalder funktionalisme, idet der fokuseres på fakta og generaliseringer i sproget. Udviklingen er her skitseret meget groft, og der skal ikke udelukkes påvirkning fra helt andre sider. Desuden har de to poler ligget nærmere hinanden og mere fjernt fra hinanden, da de også har påvirket og inspireret hinanden til tider. 2 4. Det universelle vs. det sprogspecifikke i de 3 æraer 4.1. Den historisk-komparative æra Den historisk-komparative æra strækker sig over en længere tidsperiode. Før man kan sige at denne æra for alvor trådte i kraft skete der ikke meget på det lingvistiske område, idet de lingvistisk interesserede videnskabsmænd ikke havde muligheden for at dele deres erfaringer og teorier med andre. De optegnelser som findes over lingvistiske eksperimenter og teorier fra de tidligste tider er med store mellemrum og indeholder meget forskellige 1 Det skal understreges at dette er en beskrivelse af det store billede set fra fugleperspektiv (Michael Fortescues oversigt på side 4 i kompendiet). De forskellige teorier og synspunkter er ikke bare "blevet til" det næste i rækken, de kan også have udviklet sig i andre retninger og være opstået fra en anden baggrund. Dette er bare en beskrivelse af de yderste poler i de respektive tidsperioder. 2 Afsnittet er skrevet på grundlag af noter fra undervisningen i løbet af semesteret, samt Robins (1990: 180-211) side 5/18

iagttagelser. Som én af de første har vi Dante (1265-1321), som begyndte at spekulere over de historiske relationer mellem sprogene. Dante opdagede 3 sprogfamilier, nemlig Germansk, Latin og Græsk. Da det store billede af sprogenes oprindelse i hele denne periode, som var domineret af kristendommen, udsprang fra Bibelens historie om Babelstårnet, mente man der måtte være et "modersprog" som man gik ud fra måtte være Hebraisk. Der har derfor også sidenhen været mange lingvister som har søgt efter dette "modersprog", som ville være universelt for alle verdens sprog, og på den måde fundet frem til slægtskaber som der ikke før har været tænkt over eksisterede. Blandt andet fandt G. Stiernhielm frem til at Latin og Gotisk måtte være nært beslægtede, ved at sammenligne endelser på verber. J.J. Scaliger (1540-1609) fandt frem til flere sprogfamilier, hvoraf 4 store som svarer til den Romanske, Græske, Germanske og Slaviske sprogfamilie i dag. Leibniz (1646-1716) var den første til ikke at lede efter et eksisterende sprog som "modersprog", men i stedet konstruere det ud fra de informationer man kunne få fra de eksisterende sprog og deres udvikling. Den russiske kejserinde Katharina II bidrog ved i 1786-9 at offentliggøre sammenlignende ordlister over 200 sprog. Endvidere blev slægtskabet mellem finsk og ungarnsk fastslået af flere forskellige lingvister. I denne æra brugte man en komparativ metode, hvor man sammenlignede forskellige leksemer fra forskellige sprog og også fra forskellige tidsperioder. På denne måde kunne man se hvilke sprog havde de samme træk, og om de måske var "vokset fra hinanden" i løbet af deres udvikling. Det var således alt sammen et forsøg på at finde universalier for sprogene, med det hypotetiske resultat at finde frem til det universelle sprog hvorfra alle sprog nedstammede. Metoden var sprogspecifik, idet man gik ud fra nogle bestemte sprog. Dem som siges at have opfundet den videnskabelige historiske lingvistik var Rasmus Rask (1787-1832), Jacob Grimm (1785-1863) og Franz Bopp (1791-1867). Rask og Grimm påbegyndte det komparative og historiske studie af Indoeuropæiske sprog, og formulerede 'Grimms lov' som var en definiton på reglen for slægtskab mellem to sprog. Wilhelm von Humboldt (1767-1835) kaldes den første typolog. Han fokuserede ikke kun på historien for sprogene, men også for de principper der er gældende for sprog generelt. To af de principper han stillede op var innere Sprachform og Weltansicht. Innere side 6/18

Sprachform er det semantiske og grammatiske i sproget, det vil sige det som er generelt for alle sprog (det universelle), mens Sprachform alene er det der kendetegner sproget (det sprogspecifikke). Weltansicht er talernes kultur og baggrundsviden, som alle har, men som er forskellig fra taler til taler og derfor er det også forskelligt hvordan man forstår hinanden de enkelte kulturer imellem. Humboldt har haft indflydelse på blandt andet Sapir og Chomsky, som jeg vil vende tilbage til i henholdsvis afsnit 4.2. og 4.3. August Schleicher (1821-68) er den lingvist som i den tidsperiode kom længst i sin søgen efter det han kaldte Ursprache, det vil sige et "modersprog". Han stillede de sprog han havde kendskab til op i familier i et stamtræ, hvorefter han lavede et "grundsprog" for hver sprogfamilie, som indeholdt træk fra alle familiens medlemmer. Til sidst forsøgte han så at konstruere et Ursprache, som indeholdt træk fra alle grundsprogene. Schleicher fik megen inspiration fra Darwin, hvilket var i overensstemmelse med tidens tendenser. Blandt andet derfor fik hans stamtræ den samme konstruktion som de stamtræer der bruges indenfor biologi. I slutningen af 1800-tallet gjorde en gruppe kaldet Junggrammatikerne sig bemærket. De var tysk uddannede lingvister, som udviklede deres teorier ud fra et fysiologisk og psykologisk synspunkt (modsat Schleichers biologiske). De var mest interesseret i fonetik og dialekter, og deres teorier var baseret på nogle retningslinjer for lydændringer i forskellige miljøer. Hele det komparative studie af sprog blev herefter baseret på regelmæssigheden af lydændringer, og dermed på troen på en universel regelmæssighed. Junggrammatikerne mente at man ikke kunne beskrive de uddøde sprog, da man ikke kan kontrollere hvordan de har lydt, og deres forskning indenfor historisk lingvistik begrænsede sig derfor til eksisterende (talte) sprog. 3 3 Afsnit 4.1 er skrevet på grundlag af Robins (1990:180-211) samt noter fra undervisningen 06.09.2005. side 7/18

4.2. Den strukturalistiske æra Ferdinand de Saussure (1857-1913) var den mest indflydelsesrige strukturalist indenfor lingvistikken. Han var inspireret af Junggrammatikerne, og udviklede ud fra en sammenligning af deres og sine egne meninger om sprogforskning tvedelingen synkron/diakron om beskrivelsen af sprog. Saussure mente at det var vigtigst at se på det synkrone i sproget, det vil sige sproget som det er her og nu, og ikke i et historisk (diakront) lys. Han mente at sproget er et strukturelt system, og forsøgte at beskrive det ved hjælp af nogle begreber stillet op som modpoler. Blandt disse er langue/parole, som betyder sprog/tale med en tydelig distinktion; langue er systemet, det sociale (konventionelle) i sproget, og derfor universelt; parole er brugen af systemet (langue), det individuelle, og derfor (sprog)specifikt. Saussure selv var mest interesseret i langue. Langue er et system af tegn, som hver især består af en signifié og en signifiant en "betegnet" (indhold) og en "betegner" (udtryk). Som Saussure skriver det selv: The linguistic sign unites, not a thing and a name, but a concept and a sound image. The latter is not the material sound, a purely physical thing, but the psychological imprint of the sound, the impression that it makes on our senses. (Saussure 1985:36) Konceptet er altså indholdet, mens lydbilledet er udtrykket. Konceptet er universelt, mens lydbilledet er forskelligt fra sprog til sprog (fra kultur til kultur), og derfor sprogspecifikt. Hele tegnet, til gengæld, er konventionelt, og derfor også sprogspecifikt. Hele Saussures idé med tvedelingen kan overføres på forskellen mellem nutidens tvedeling emisk/-etisk, idet emisk er det underliggende, det vil sige universelle, mens -etisk er det synlige, analysérbare og sprogspecifikke. Saussure ville meget gerne inddrage sociologi i sine teorier, men da det var vigtigere at få fastlagt lingvistik som en selvstændig videnskab på det tidspunkt måtte han opgive det lidt. 4 4 Afsnittet om Saussure er skrevet på grundlag af Fischer-Jørgensen (1975:10-16), Saussure (1985) og noter fra undervisningen den 13.09.2005. side 8/18

Saussures indflydelse har som tidligere nævnt været stor, og har spredt sig over flere skoledannelser indenfor lingvistikken. Blandt hovedpersonerne i disse forskellige retninger er Pragerskolen, Hjelmslev, Bloomfield og Firth (Londonskolen). I 1920'erne opstod Pragerskolen, hvis store navne er Roman Jakobson (1896-1982) og N.S. Trubetzkoy (1890-1938). De var inspirerede af Saussures langue/parole-tvedeling, men modsat Saussure selv var de mere interesserede i parole-delen, og er mest kendt for deres teorier indenfor fonologi, da de fokuserede på det fonologiske. De baserede deres teorier på Saussures modsætningsforhold, her defineret som det 'fonologiske modsætningsforhold' ('the phonological opposition'). Det fonologiske modsætningsforhold defineres som 'a difference of sound which in a given language may serve to distinguish intellectual meanings' (Fischer-Jørgensen 1975:23). Det kan for eksempel ses i det minimale par pat-kat, hvor lydforskellen i /p/ og /k/ udgør en betydningsforskel. Efter at have opstillet definitionen af et fonem (den mindst mulige fonologiske enhed som ikke kan deles i mindre enheder) ville man så have den grundlæggende teori for at kunne opstille et fonemsystem for ethvert sprog. Jakobson udviklede en teori hvor han tildelte alle fonemer en gruppe distinktive træk, så man ved hjælp af et binært system kunne afgøre hvilket fonem der er tale om. 5 Det lykkedes således Pragerskolen at udvikle en ganske universel teori som kunne bruges sprogspecifikt, men som dog kun beskriver den lydlige del af sproget. På grund af deres funktionelle metoder betegnes Pragerskolen som inspirationen til moderne funktionalisme. I Danmark udviklede Louis Hjelmslev (1899-1965) og Hans Jørgen Uldall (1907-57) den lingvistiske teori der kaldes Glossematik. De ville udvikle en formaliseret lingvistisk teori til beskrivelse af sprog generelt, hvori de grammatiske kategorier blev defineret ud fra deres syntagmatiske relationer. Hjelmslev var kraftigt inspireret af Saussure og Pragerskolen. I lighed med Saussures og Pragerskolens teorier brugte Hjelmslev en 5 Afsnittet om Pragerskolen er skrevet på grundlag af Fischer-Jørgensen (1975:19-49) samt noter fra undervisningen den 27.09.2005. side 9/18

tvedeling; han delte sproget op i to lag, nemlig indhold og udtryk. Disse to lag svarer i grove træk til Saussures singnifié/signifiant-tvedeling. I Fischer-Jørgensens beskrivelse af Glossematik skriver hun om teoriens syn på lagene: '(...) content and expression are regarded as completely parallel entities, which are analysed in the same way, and whose categories are defined according to the same principles (...). At the same time, however, it is emphasized that the two planes are not conformal, i.e. it is not the case that a given sign-content is structured in the same way as the corresponding sign-expression, so that they might be divided into corresponding constituents.' (Fischer-Jørgensen 1975:119) Hjelmslev mente altså at begge lag i sproget var universelle, eller rettere sagt kunne analyseres efter samme (universelle) principper. Der findes ikke nogen færdig version af Glossematikken, da deres ophavsmænd aldrig nåede at beskrive den sidste halvdel af teorien, og derfor er der sket mange misforståelser i forbindelse med forsøg på at forstå den. Glossematik er opstillet som et teoretisk redskab til beskrivelse af sprog, men det er ikke muligt at bruge teorien på konkrete sprog, da den er for abstrakt i sin nuværende form. 6 I USA var en række deskriptivister i gang med at få skrevet alle de uddøende indianersprog ned. Én af dem, Franz Boas (1858-1942), var uddannet i Junggrammatikermetoderne, og var meget interesseret i det sprogspecifikke. Boas var selv relativist, men underviste en lang række strukturalister. Blandt andet underviste han Bloomfield, som senere blev ophavsmand til en speciel form for amerikansk strukturalisme. På grund af arbejdet med de mange specifikke sprog tænkte Boas ikke over at finde en universel grammatik, men fokuserede i stedet meget på de sprog han beskæftigede sig med i nedskrivningen. Han mente modsat Humboldt at sprog var uafhængigt af kultur. Hans yngre kollega, Edward Sapir (1884-1939), var dog uenig med ham, og denne tilsluttede sig Humboldts ideer og udviklede dem. På grund af sine typologiske interesser siges Sapir at 6 Afsnittet om Glossematik er skrevet på grundlag af Fischer-Jørgensen (1975:114-125) samt Rischel (2001) og noter fra undervisningen den 04.10.2005. side 10/18

være den første moderne typolog, og han har også haft indflydelse på fonologisk teori grundet sit psykologiske billede af fonemer. Sapirs kollega, Leonard Bloomfield (1887-1949), var deskriptivist, uddannet af Boas. Han var egentlig ikke teoretiker, da hans uddannelse var rettet mod det praktiske (at beskrive sprog). Alligevel lagde han an til at tale videnskabeligt om sprog på en anden måde end før. Han ville meget gerne konstruere en strukturel ramme til beskrivelse af ethvert sprog, idet han syntes at ydre struktur er vigtigere end indhold. Han forkastede således alt semantisk, da det ikke passede ind i hans model. Hvor Saussure var interesseret i sociologi, havde psykologi en større interesse hos Bloomfield. Han valgte at fokusere på behaviourisme, det vil sige menneskets opførsel og det var også en måde hvorpå han kunne undgå semantikken. Behaviourismen som psykologisk metode var meget systematisk, i modsætning til sprogbeskrivelserne hos Bloomfields læremester Boas, som var rodede og ustrukturelle. Bloomfield ville meget gerne holde lagene for fonologi og syntaks adskilt, hvilket igen kun var muligt fordi semantikken blev ignoreret. Han delte sætninger op i fraser, ord og morfemer og fokuserede på de underliggende former i form af sin teori om morfofonemer med tilhørende ordnede regler, som skulle redegøre for morfemændringer. Dette blev senere videreudviklet af Chomsky, hvilket jeg vender tilbage til i afsnit 4.3. 7 I England blev 'London School' eller den prosodiske skole - dannet af J.R. Firth (1890-1960). Den prosodiske skole svarede meget til Boas skole i USA, idet de begge hovedsageligt beskæftigede sig med beskrivelsen af eksotiske sprog. Navnet viser forskellen fra andre fonologiske skoledannelser, idet den prosodiske skole ikke så meget beskæftigede sig med forskellen mellem det fonetiske og fonologiske men derimod med prosodi. Prosodien i Firths teori var et forsøg på at gøre det sprogbeskrivende system mere enkelt. Kort beskrevet: Efter at have delt sproget op i en hierarkisk struktur med fonemerne nederst som de mindste elementer, kunne de enkelte ord tildeles prosodier som så kan tydeliggøre forskellen i minimale par. Som eksempel ville man kunne skrive det minimale 7 Afsnittet om den amerikanske lingvistik er skrevet på grundlag af Seuren (1998:190-211) samt noter fra undervisningen den 20.09.2005. side 11/18

par mile-milde på samme måde, men med en længdeprosodi lagt til mile som dermed viser forskellen på de to ord. Hvis man ville betragte længde som en prosodi i dag, så ville længdesymbolet, som er det eneste der adskiller mile-milde fra hinanden i lydskrift (['miːlə 'milə]), repræsentere prosodien længde. Moderne fonologer vil nok ikke være helt enige i hans terminologi, da begrebet prosodi i dag har en lidt anden betydning. Firth var ikke helt praktisk orienteret, og kan siges at være den første moderne teoretiske lingvist. Han havde som mål at lave universelle teorier, men da han valgte nogle specifikke sprog som udgangspunkt havde disse sprog stor indflydelse på udformningen af hans teorier. 8 4.3. Den transformationelle-generative æra Overgangen fra den strukturelle æra til den transformationelle-generative æra markeres med Noam Chomsky (født 1928). Chomsky udløste en revolution indenfor lingvistikken, idet han kom med mange radikale ideer og holdninger som han gjorde alt for at overbevise folk om var de rigtige. Han var elev af Z.S. Harris, som selv var uddannet i den Bloomfieldske tradition, men efter en tid i den Bloomfieldske ånd gik Chomsky stærkt imod de Bloomfieldske ideer og den strukturalistiske baggrund. Chomsky var inspireret af Saussure, og tog som så mange andre også Saussures tvedeling langue/parole op. Han kaldte langue for competence og parole for performance, og justerede så meget på begge begreber at han endte med at sige det modsatte af Saussure. Competence blev til det syntaktiske, senere til internalised language og dermed ikkeuniverselt. Performance blev senere til externalised language og dermed universelt. Chomsky syntes syntaks var centralt for lingvistikken, og brød sig ikke om at der ikke var megen plads til syntaks i amerikansk lingvistik. Han prøvede derfor at udvikle sin egen teori, hvor syntaksen kunne spille en rolle. Han bragte matematisk orden til lingvistikken, idet han betragtede sproget som et sæt af regler, ligesom matematik. Derfor mente han også at man kunne opstille et universelt regelsæt til beskrivelse af sproget. 8 Afsnittet om den Prosodiske skole er skrevet på grundlag af Fischer-Jørgensen (1975:59-63) samt noter fra undervisningen den 11.10.2005. side 12/18

Chomsky brugte deduktion som metode (man stiller først en hypotese som man derefter forsøger at bevise ud fra et materiale), som var det modsatte af den hidtil brugte metode, induktion (hvor man først samler materialet og ud fra det finder ud af hvad man vil undersøge. Kaldes også empirisme). Ud over deduktion brugte Chomsky introspektion, det vil sige at han så på sit eget sprog og baserede sin model på det. Det havde indtil videre været et tabu, da man hidtil ikke mente man kunne beskrive sit eget sprog så godt som man kunne beskrive et sprog der var fremmed for lingvisten selv. Chomsky tog altså sit eget sprog, og han var overbevist om at hvis han bare dykkede langt nok ned i det så ville han kunne finde universalier som gælder for alle sprog. På den måde var han egentlig meget sprogspecifik i sine metoder. Han viste mange af Bloomfields ideer som for eksempel morfofonemer og underliggende former på en anden måde, blandt andet ved hjælp af konstituentstrukturer og regler. Han udviklede teorien Transformational Grammar, som består af et regelsæt for transformationer, hvorved man kan beskrive sproget. Som inspiration til Transformational Grammar brugte Chomsky opdagelserne i tiden før strukturalismen, og var således inspireret af både Humboldt og den franske filosof Descartes fra det 17. århundrede. Han delte sproget op i sætninger, som analyseres for sig før de kommer til den større sammenhæng. En del af Transformational Grammar-teorien er generativ fonologi, som Chomsky udviklede sammen med Morris Halle (født 1923). Halle var uddannet af Jakobson, og derfor blev Pragerskolens teori om distinktive træk og et binært syn på fonologiske størrelser adopteret. Dette syn blev kombineret med Bloomfields teori om morfofonemer, underliggende former og deres ordnede regler. Fra omkring 1960'erne fik semantik en renæssance i den amerikanske lingvistik. Chomsky havde udviklet Transformational Grammar på en sådan måde, at syntaks spillede en større rolle og var mere afhængig af semantik. Den semantiske retning fik hurtigt navnet generativ semantik, og selvom Chomsky i 1968 pludselig tog afstand fra det og begyndte at udvikle argumenter og teorier imod netop denne grammatiske teori, var den meget dominerende i starten af 1970'erne. Generativ semantik var en modifikation på dybdestrukturen i den oprindelige Transformational Grammar-model, hvor der blev sat en side 13/18

semantisk komponent på de eksisterende syntaktiske komponenter. Dette blev især beskrevet af Katz & Fodor (1963) og Katz & Postal (1964) 9. Chomsky var meget overbevist om at mennesket har en universel grammatik i hjernen (Universal Grammar). Han mente at det er en inhærent grammatik, altså en grammatik som børn fødes med, og som efterfølgende "indstilles" til den indstilling man har brug for som for eksempel at de regler, som skal bruges for det sprog man skal tale og forstå, fremhæves og de resterende universelle regler træder i baggrunden; eller som at der er nogle "switches", altså kontakter, som indstilles på enten den ene eller den anden måde og derved skaber et binært system med mange forskellige indstillingsmuligheder. Den dag i dag diskuteres teorien om Universal Grammar stadig; i nogle kredse er den accepteret som værende den rigtige og forsøges bevist på forskellige måder, mens den i andre kredse betvivles. 10 Fra andre videnskabsgrene er der også kommet input til lingvistikken, og især i den transformationelle-generative æra har flere gennemarbejdede teorier set dagens lys. I slutningen af den strukturalistiske æra begyndte filosofferne J.L. Austin (1911-1960) og H.P. Grice (1913-1988) at tænke over sproget fra et filosofisk synspunkt det er det filosofiske input der har sørget for at pragmatik blev til noget selvstændigt indenfor lingvistik. Det tog udgangspunkt i semantikken, som betegner det isolerede indhold i ordene, og pragmatikken kom til at betegne den dybere betydning i sammensætningen af ordene (alt det som semantikken ikke kunne rumme). Grice udviklede teorien om implikaturer, maksimer og kooperative principper, som groft sagt er baseret på talerens intentioner. Teorien er sådan set universel, da den beskæftiger sig med betydningen og intentionerne i sproget i stedet for med sproget som grammatisk eller fonologisk størrelse. J.R. Searle (født 1932) arbejdede videre på Austins første teorier om talehandlinger. Austin havde undersøgt verber der indeholdt en illokutionær betydning (som for eksempel 'at love'; 'jeg lover dig at vaske gulvet'). Searle arbejdede videre med det og stillede nogle 9 Se Seuren (1998:476-480). 10 Afsnittet om Chomsky, Transformational Grammar, generativ fonologi og generativ semantik er skrevet på baggrund af Seuren (1998:242-252), Seuren (1998:474-480), Chomsky (1992), Fischer-Jørgensen (1975:174-201) samt noter fra undervisningen den 25.10.2005 og den 15.11.2005. side 14/18

betingelser op for brugen af et sådant verbum. Betingelserne er meget sprogspecifikke, da de er helt afhængige af den nøjagtige betydning af verbet, som kan variere fra sprog til sprog. Searle var lidt mere lingvistisk orienteret end sine kolleger, idet han gerne ville sammenligne intentionerne i sproget med den syntaktiske struktur, der fulgte med. 11 På det typologiske område skete der også noget i denne æra, som var mest præget af Chomskys transformationelle og generative teorier. J. Greenberg (1915-2001) undersøgte korpora fra mange forskellige sprog, og nåede frem til en liste over 45 universalier. Disse universalier bestod mest af implikationelle regler ("hvis X så også Y"), hvoraf nogle er kategoriske ("hvis X så også altid Y") og andre probabilistiske ("hvis X så sædvanligvis også Y"). Reglerne kan bruges på både det grammatiske og det fonetiske, og kan på den måde bruges til at klassificere sprog i forskellige familier. Han mente at der bør klassificeres efter leddenes standardrækkefølge i det enkelte sprog, da han efter test af sine regler opdagede at hvis de grammatiske led grundlæggende står i en bestemt rækkefølge i et sprog, så medfører det en bestemt række andre egenskaber. Hans metode bruges den dag i dag til at klassificere sprog. 12 Den moderne lingvistiks to modsætninger er formalisterne og funktionalisterne. Formalisterne er dem der følger Chomskys tidlige teorier (som for eksempel Transformational Grammar), mens funktionalisterne modsat den moderne Chomsky også tager det semantiske med og fokuserer mere på det funktionalistiske, som navnet antyder. Definitionen af de to retninger beskrives i Newmeyer (1998:7) således (mine kommentarer i ikke-kursive parenteser): One orientation sees as a central task for linguists characterizing the formal relationships among grammatical elements independently of any charaterization of the semantic and pragmatic properties of those elements (formalister). The other orientation rejects that task on the grounds that the 11 Afsnittet om filosofi indenfor lingvistikken er skrevet på baggrund af Searle (1971), Seuren (1998:405-409) samt noter fra undervisningen den 08.11.2005. 12 Afsnittet om Greenberg og typologi er skrevet på baggrund af Seuren (1998:285-289) samt noter fra undervisningen den 22.11.2005. side 15/18

function of conveying meaning (in its broadest sense) has so affected grammatical form that it is senseless to compartmentalize it (funktionalister). Formalisterne er altså opsatte på at vise relationerne mellem de grammatiske led, idet de deler sproget op i flere lag som så bindes sammen ved hjælp af transformationsregler. Funktionalisterne er i stedet mere fokuserede på informationsudveksling, hvorved semantik og pragmatik får en stor betydning for grammatikken, det vil sige for sætningernes udformning. I de funktionalistiske teorier tages der hensyn til de ting taleren gerne vil fremhæve i sin ytring, og der tænkes ikke så meget på om sætningerne er (grammatisk) rigtige eller forkerte, hvilket de formalistiske teorier netop stræber efter at kunne beskrive. Nogle formalistiske teorier er: Government Binding Theory (Chomsky 1981) og Minimalist Program (Chomsky 1995). Af funktionalistiske teorier kan nævnes: Systemic Grammar (Halliday 1985), Role & Reference Grammar (Van Valin 1984) og Functional Grammar (Dik 1978). Teorierne forsøger alle at være universelle, hvilket lykkes i nogen grad. Man har på forskellige måder fundet ud af hvordan man undgår det sprogspecifikke, selvom det ikke altid viser sig at holde helt stik. 13 13 Afsnittet om formalister og funktionalister er skrevet på baggrund af Newmeyer (1998), Siewierska (1991) samt noter fra undervisningen den 13.12.2005. side 16/18

5. Konklusion I min gennemgang af de forskellige teorier og skoledannelser kan man se hvordan det universelle og det sprogspecifikke er blevet behandlet gennem tiden; man har fra et forholdsvis tidligt tidspunkt i lingvistikkens historie begyndt at fokusere på at finde en universel teori. Allerede i Platon og Aristoteles' tid formulerede man generelle regler og påstande, og i den historisk-komparative æra gik man ud fra noget mere sprogspecifikt idet man koncentrerede sin forskning om sprogenes indbyrdes forhold. Humboldt, Schleicher og Junggrammatikerne fik dog alligevel formuleret nogle tilnærmelsesvist universelle principper i forbindelse med deres teorier. Fra den strukturalistiske æra og fremefter har lingvister i højere grad brugt hinandens opdagelser og teorier i deres egen teoridannelse. Saussure var inspireret af Junggrammatikerne, hvis ideer han brugte i forbindelse med sin synkron/diakrontvedeling. Hans strukturalistiske metoder skabte et nogenlunde universelt billede af sprog generelt, hvilket inspirerede de næste store lingvister som Pragerskolen, Hjelmslev, Bloomfield og Firth. Pragerskolen videreudviklede den del som Saussure selv ikke var så interesseret i, og nåede frem til nogle meget universelle ideer. Hjelmslev forsøgte sig også, og ville måske have haft held med at skabe en konkret og brugbar teori hvis han havde haft længere tid til det. Firth nåede også frem til noget mere eller mindre universelt, men ikke noget der indtil nu har bidraget meget til videre forskning; Bloomfield derimod, som havde en deskriptivistisk og sprogspecifik baggrund, brugte Saussures teorier i skabelsen af sin egen lingvistiske retning. Han inspirerede Chomsky, som var den mest idérige lingvist hidtil med meget stærke meninger om mange forskellige ting, hvilket gjorde gavn i hans søgen efter det universelle. Efter Chomsky er der sket en rivende udvikling indenfor de universelle teorier, også i forbindelse med andre videnskabsgrene. Nu, på grænsen til en ny æra, er den grundlæggende lingvistiske videnskab delt i to lejre, formalisterne og funktionalisterne, som begge forsøger at nå frem til den mest beskrivende universelle teori. side 17/18

6. Litteraturliste Som baggrundslitteratur for opgaven har jeg brugt teksterne i kompendiet Lingvistiske Teorier v/ Michael Fortescue, Efterår 2005, samt de noter jeg har lavet i undervisningsforløbet. Nedenfor vises tekster jeg har brugt ud over det, samt de tekster som der henvises til i løbet af opgaven. Chomsky, Noam (1992): 'On the nature, use and acquisition of language'. In Putz 1992, p. 3-29. Fischer-Jørgensen, Eli (1975): Trends in Phonological Theory. Copenhagen: Akademisk Forlag. Fortescue, Michael (2002): The Domain of Language. København, Museum Tusculanum Press. Newmeyer, Frederick (1998): Language Form and Language Function. Cambridge, Mass.; The MIT Press (Chap 1). Rischel, Jørgen (2001): The Cercle linguistique de Copenhague and Glossematics. In S. Auroux et al. (eds.) History of the Language Sciences, p. 1790-1806. Berlin: Walter de Gruyter. Robins, R.H. (1990): A Short History of Linguistics. London & New York: Longman (3 rd edition). Saussure, Ferdinand de (1985): 'The linguistic sign'. In R. Innis (ed.) 1985, p.28-46 (reprinted from Course in General Linguistics, 1959, English version of French original edited by C. Bally & A. Sechehaye). Searle, John (1971): What is a speech act?' In J. Searle (ed.) The Philosophy of Language. Oxford, Oxford UniversityPress, p. 39-53. Seuren, Pieter (1998): Western Linguistics. An Historical Introduction. Oxford: Blackwell. Siewierska, Anna (1991): Functional Grammar. London & New York: Routledge. side 18/18