Flygtningebørn Af Anne Bovbjerg Huset brænder En psykolog skriver om flygtningebørns traumer og om egne erfaringer med psykologisk førstehjælp til traumatiserede småbørnsfamilier ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN Til Danmark kommer der i disse år en række familier fra verdens forskellige brændpunkter. De kommer hertil for at søge om asyl fra deres hjemlands krig, forfølgelser og generelle overgreb på menneskerettigheder. Dansk Røde Kors tager imod disse flygtningefamilier i sine forskellige asylcentre spredt ud over landet. Center Kongelunden får specielt henvist nogle af disse på indikation af særlige omsorgsbehov. Henvisningen til os som særlig omsorgscenter vil i mange tilfælde være udløst af svære symptomer på traumatisering hos et eller flere familiemedlemmer. Det er i de fleste tilfælde faderen i familien, der har været udsat for fængsel, tilbageholdelse og tortur. I andre tilfælde har han eller voksne sønner været mere eller mindre frivilligt indblandet i krigshandlinger, som har ført til traumatisering. Men det er desværre ikke kun voksne mænd, som bliver udsat for overgreb. Ikke så få af mødrene og børnene har tillige været udsat for direkte overgreb. Mange af de mindre børn har været direkte eller indirekte vidne til overgrebene. De har derefter været igennem en vanskelig og farlig flugt, hvor overgreb også kan forekomme. Førstehjælp Som klinisk psykolog på centret arbejder jeg specielt med at afhjælpe børnenes og de unges situation. De metoder, jeg har fundet gode til det arbejde, er udviklet på basis af øvrige erfaringer i det kliniske familie og børnepsykiatriske felt, men samtidig valgt og søgt tilpasset specielt denne opgave. Som asylcenter kan vi ikke gå ind i længerevarende terapeutiske forløb. Dette er reglen, men den vil samtidig have nogle undtagelser. Vi kan og bør først og fremmest tilbyde psykologisk førstehjælp. Det betyder, at det i mange tilfælde ikke bare er traumerne fra hjemlandet, vi arbejder med, men at dette som oftest er blandet sammen med og i nogle tilfælde næsten overskygges af den frustration, angst og vrede mange mere og mere opbygger i asylansøgningsfasen. Det har med vilkårene for flygtninge i asylfasen at gøre. Den ofte mange måneder og i nogle til-
fælde årelange ventetid er således med til at opbygge nye problemer i familierne. Familien ser ud til i særlig grad at være under pres og truet, når og hvis også moderen i familien har været udsat for systematiske overgreb i hjemlandet. Moderen er i de fleste tilfælde den stabiliserende og daglige struktur-entreprenør i familien. Når mor har symptomer på traumatisering og reelle fysiske eftervirkninger efter tortur eller krigshandlinger vil denne struktur i mange tilfælde langsomt gå i opløsning. Moderen vil lide under så mange symptomer på stress, depression, skyld og skam og personlighedsforandring, så børnene i mange tilfælde slet ikke vil kunne genkende sin mors personlighedskendetegn fra før traumet i denne nye mere eller mindre bogstavelige knækkede kvinde. Som den vigtigste selv anden (Daniel Stern) i forholdet til barnets oplevelse af sig selv i relation til omverdenen kan dette naturligvis ikke undgå at få store konsekvenser. Børnene vil typisk få mange af de symptomer på angst og mistrivsel, som man ser hos børn med psykisk syge eller stærkt rusafhængige forældre. Livet er præget af stor eksistentiel usikkerhed, store humørsvingninger hos en eller flere vigtige voksne, trussel om selvmord, de facto selvmordsforsøg, unødig dramatik osv. Børns traumer Børn deler deres families skæbne på godt og ondt. Børn oplever ikke nødvendigvis fortællingen om denne skæbne på samme måde eller med samme intensitet som de voksne eller andre søskende i familien. Deres reaktioner og grad af tilsyneladende traumatisering som resultat af samme begivenheder vil ofte inden for en familie og i en søskendeflok være varierende. Det er forskningsmæssigt meget interessant, hvad der gør, at nogle bedre end andre kommer over eller retter sig spontant op efter alvorlige traumer. Vi ved i dag noget om dette, men ikke tilstrækkeligt. Børnehaven og skolen er på hver sin måde vigtige stabiliserende faktorer i dette landskab. Men børnene vil hurtigt skulle vænne sig til pædagoger, der kun taler dansk og mange kammerater med meget forskellig sprog og adfærdstraditioner. For det meste medfører det imidlertid ikke så store problemer. Nogle gange får børnehaven voksne praktikanter fra asylcentret til at være med i arbejdet i børnehaven. Det gør, at der bedre kan dannes sproglige og forståelsesmæssige broer til de børn, der kommer fra den sproggruppe, denne voksne repræsenterer. Mange børn er meget stille, høflige og forsagte i begyndelsen. De er naturligt sky og generte. Men dertil kommer for nogles ved- 4 Nr. 2. 2000
Familien ser ud til i særlig grad at være under pres og truet, når og hvis også moderen i familien har været udsat for systematiske overgreb i hjemlandet kommende ængstelighed for at være efterladt af mor og far - kommer de nu tilbage? Desuden kan traumatiseringen udløse netop denne passive, lidt følelsesflade adfærd. Efter nogen tid bliver mange mere aktive og kan gå over i en stærkt grænseafprøvende periode, hvor de også fungerer som socialt mindre børn end de kronologisk rent faktisk er. Denne fase præges ofte af regression og protest, grådlabilitet og provokerende adfærd. Børnene vil imidlertid i børnehaven spontant forsøge at lege sig igennem mange af traumerne. Mange af legene er meget voldsomme især for drengenes vedkommende. Der kan være megen iscenesættelse af traumatiske erindringer eller fortællinger fra familiens oplevelser af krig og ufred, som på børnenes niveau udspilles i rollelege, dataspil osv. Forældrene til nogle drenge her oplevede således til deres store forfærdelse, at de fire-fem-årige drenge havde mishandlet og dræbt en kattekilling. I legeterapi kom der hos flere af drengene meget voldsomme episoder frem fra fortiden. Men legen var ikke altid inspireret af forhold, barnet selv direkte havde oplevet. Den kunne repræsentere forældres eller andre nære pårørendes oplevelser. Forældrene er ofte chokerede og meget kede af børnenes viden om disse forhold, som den kommer frem i legeterapien. De føler en ekstra byrde bliver lagt på dem, når det bliver klart, at de ikke fuldstændig har kunnet beskytte deres børn mod viden om de overgreb, der har fundet sted. Episoden med kattekillingerne gentog sig imidlertid ikke siden, og børnene legede mere afslappede lege sammen efter et stykke tid. Jeg tror, der havde været et element af iscenesættelse i børnenes tortur af kattekillingen. Det har været deres måde via en leg at forsøge at vinde indsigt i bøddel-offer-mysteriet, som jo selv for os voksne lader os stå som mennesker tilbage med flere spørgsmål end svar. Det, man ellers lægger mærke til i børnehaven, er børnenes generelt store tendens til let afledbarhed i deres leg. Det er, som om de aldrig er i legen med hele sjælen. Denne manglende evne til fuld tilstedeværelse og koncentration over tid bliver i mange tilfælde endnu mere tydelig i skolen. Hvis børnene er alvorligt traumatiseret, kan de udvikle adfærdsstrategier, som skal aflede pinefulde flash-back-oplevelser. Fragmenteringen af hukommelsesmateriale som reaktion på traume kan udvikle sig til et mønster, så barnet husker, som vinden blæser, uden at man vil kunne påvise direkte neurologiske forhold, der kan forklare dette. Personlighedsforandringer finder også sted. Børn, som i hjemlandet var velfungerende og tilpassede, udvikler måske flere og flere træk, der kan virke adfærdsvanskelige, bizarre og endda kontaktforstyrrede. Men børnehaven - og i nogen grad skolen - kan med dens rutiner og rummelighed hjælpe børnene til at udvikle sine ressourcer. Og de er ved deres blotte tilstedeværelse ofte et element af normalitet og fokusering på barnets naturlige evne til bearbejdning og udvikling på trods af traumerne. På denne måde vil børnehaven og skolen være vigtige støttespillere i barnets mulighed for og evne at bearbejde og komme over dele af traumets konsekvenser spontant. Huset brænder Jeg har primært fundet det nyttigt at arbejde med disse børn ud fra to metoder: Nemlig legeterapi og dukketeater som tilbagemelding på en familiesamtale. Jeg vil give et eksempel på den første form i en anonymiseret case beskrivelse: En far kommer til Danmark med to små børn på fem og to år, en dreng og en pige. Han har efterladt sin dræbte kone og ældste datter i Afghanistan. Hans datter var 15 år, da hun blev dræbt af Taliban. Han kender ikke de nøjagtige omstændigheder, da han selv også var tilbageholdt af Taliban. Men han ved, at terrorhandlingen bl.a. blev udløst af, at mor og datter modigt henvendte sig til Taliban for at få ham løsladt. Moderen blev dræbt, mens børnene så på i hans forældres hjem. Deres eget hjem var brændt ned før dette som en årelang optrapning af terrorhandlingerne mod familien. Denne mand er ikke en Nr. 2. 2000 5
typisk far fra dette område. Han tager sig uhyre meget af sine børn, og det lader til, at opgaven ikke er helt fremmed for ham. Børnene er velpassede og virker trygge sammen med far. Den lille har dog tydeligt flere problemer end den ældste. Han har ikke fået sin mors fulde omsorg i mange måneder, før hun dræbes, på grund af den akutte eksistentielle og politiske krise, familien har været i. Far har derefter været igennem en farefuld flugt med børnene i lastbil ud af Afghanistan. Den store pige fortæller i sin leg en del om denne tur. I børnehaven leger hun længe bus og lastbil med stole. Hun er meget optaget af at få lillebror med og samle tasker sammen, som de skal have med. Lillebror tilbringer således meget af den første tid i børnehaven på en stol - på flugt. Men han ser meget glad og tilfreds ud. Bussen eller lastbilen var symbolet på vejen ud fra rædslerne. Andre børn inviteres efterhånden med, og storesøster styrer med stram hånd processen. Efterhånden begynder hun at tegne mange billeder med grædende mødre eller damer. Hun tegner således også børnehavens kvindelige pædagoger grædende. På dette tidspunkt er hun ellers temmelig livlig og virker godt fungerende. Hun kan ikke fortælle, hvorfor alle damer græder, men i legeterapien begynder hun at begrave kvindelige dukker i sand. Jeg spørger hende, om de er døde. Dette bliver startskuddet til en næsten ekstatisk dialog fra hendes side, hvor hun i stærkt tempo opruller et voldsomt drama: Via tolken fortæller hun mig nu, at moderen er død, de slemme dyr i skoven kom og spiste hende. De små børn konkretiseret som små dukkehusbabyer - var også ligeved at blive dræbt, først fordi huset (dukkehuset) brændte, så de måtte være ude uden beskyttelse. Så kom tigeren og de andre vilde dyr for at ville spise dem. Moderen ville passe på dem, men blev dræbt af de vilde dyr. Den store søster ville også beskytte dem, men hun blev også dræbt. Til sidst kom faderen. Han nåede akkurat at redde dem fra de vilde dyr ved at tage dem med til en lastbil og skynde sig væk. Men han græd, for han ville også have reddet moderen og storesøsteren, men han nåede det ikke. Nu må de begraves. Efter at hun under stor koncentration har gennemleget alt dette - med lillebroderens og faderens lettere chokerede passive tilstedeværelse - sukker hun dybt og sender et strålende smil mod mig. Hun er totalt udmattet og kan næsten ikke klare at rydde op efter sig. Far fortæller efterfølgende, at han oplevede et stærkt skifte i børnenes humør og overskud. Han har været bekymret for, at specielt den store pige ikke spiste. Jeg opfordrer ham til ikke at fokusere på det, men bare tilbyde hende det, han ved hun normalt kan lide at spise ved måltiderne og ellers ikke bekymre sig. Han nævner det snart ikke som et problem mere. Børnene vil meget gerne komme tilbage og lege mere hos deres legetøjsdoktor. Børnene vender tilbage til legeterapien seks-syv gange, og lillebror bliver især markant mere aktiv i legesituationen ved sandkassen. Storesøster vender i lidt forskellig form tilbage til sit dramatiske tema fra den beskrevne session, men aldrig med samme intensitet. Børnene og far har nu få- 6 Nr. 2. 2000
et asyl. De virker i store træk velfungerende i leg og kontakt, og de kan meget dansk. Dette sidste tror jeg på mange måder er en parameter på deres overskud. Når et børnehavebarn som en eksplosion tilegner sig dansk ved siden af noget engelsk osv., kræver det et stort mentalt overskud. Det er langtfra alle, som udvikler dette. Nogle har sprogøre og intelligens med sig, men det er mindst lige så vigtigt, at den opsamlede energi, som er bundet i traumer og mistrivsel forsvinder. På den måde bliver der plads til noget nyt: integration, dvs. forståelse og tilegnelse af nye sæder og sprog. Dukketeater Tilbagemelding til familien i form af dukketeater er udviklet under inspiration af systemisk familieterapi og konsulterende team. Jeg læste om en gruppe unge psykologer, som havde udviklet noget sådant i samarbejde med Tom Andersen i Tromsø. Jeg har inspireret af dette udviklet min egen metode og facon specielt rettet mod flygtningefamilier og børnene her. Dette har jeg ikke kunnet gøre alene, så jeg har via et kursus uddannet nogle kolleger til at kunne fungere som dukketeaterskuespillere, og de er hurtig blevet meget dygtige. Tanken er, at dukketeatret skal fungere som en tilbagemelding, der kan indgive håb og inspiration i en vanskelig situation på en relativt indirekte måde. Dukketeateret opbygger en fortælling om de enkeltes liv, der ikke må være for tæt på virkeligheden, som den opleves af de implicerede, men på den anden side heller ikke må være for fjern. Jeg har indkøbt en række dukker, som jeg håber egner sig også ved tværkulturelle møder. Der er således en del dyr fra hele verden: ulv, bjørn, hest, frø, giraf osv. Men det viser sig faktisk, at børn associerer ofte temmelig forskellige ting på en dukke som bjørnen: For nogle er denne figur meget farlig og truende, for andre er den en temmelig abstrakt honningspisende Peter Plys. For de børn, der er vokset op med myter om eller direkte hverdagshistorier om tigerens blodtørstighed og farlighed i en landsby i Centralasien, vil tigeren derfor ikke kunne bruges som den reddende engel eller den kloge/vise osv. Vi har ikke i tilstrækkelig grad fundet frem til disse nuancer i figurers symbolladning i forskellige kulturer, men det er nødvendig at være opmærksom på det. Jeg har desuden indkøbt figurer, som indgår i de fleste folkeeventyr: heksen, den gamle kone, den gamle mand, den vise mand, jægeren - og lykkebringende dyr, i dette tilfælde skinnende overjordiske enhjørninger. Mange af børnene har oplevet krigshandlinger og voldsepisoder direkte. Andre har set mange døde i gaderne. De er psykisk oversvømmet af disse oplevelser. I mange tilfælde tør de ikke fortælle, hvad de har oplevet, fordi de er bange for at blive oversvømmet af angst, nye mareridt, eller de fornemmer, at forældrene helst vil tro, de ikke har opfattet situationen eller har glemslens nåde. I sådanne tilfælde har jeg - i en variant af brugen af hånddukker i behandling - af og til bedt barnet vælge en dukke og tage på hånden og derefter selv taget en anden. Vi finder så frem til, hvem dukkerne er, hvad de hedder, og om de eventuelt er kede af noget. Herefter spørger min dukke barnets dukke, om den vil fortælle, hvad den har oplevet af grimme ting. Dermed plejer historierne at vælte ud. Forældre og tolke kan blive lettere overvældet over detaljerigdommen i barnets hukommelse. Barnet smiler altid lettet bagefter. Barnet har kunnet fortælle sin historie uden at fornærme nogen, for det er jo giraffens historie. Forældrene er oftest dybt berørt og meget kærlige og bekræftende bagefter, for det er jo også deres historie. Barnet føler, det har udført en slags dåd. Jeg har spurgt forældrene, om der er mange fantasielementer i beretningerne, når de kommer i denne form. Det benægter de. Graden af mareridt og mangel på madlyst kan aftage bagefter, især hvis forældrenes problematik ikke bare forværres samtidig, hvad der af og til sker, fx i forbindelse med at de får nej til dansk opholdsret fra Udlændingestyrelsen eller som følge af andre konkrete belastninger i asylfasen. I teaterrummet Nu tilbage til dukketeatret som tilbagemeldingsform ved familiesamtaler: Jeg udvælger en samtale med et bestemt tema, som det der skal gives tilbagemelding på. Det kan være en samtale om bestemte oplevelser i hjemlandet, som alle har været berørte af. Det kan således være en samtale om savn og afsavn, om fremtiden og familiens forhåbninger. Det eksistentielle perspektiv vil være fremtrædende i samtalen, frem for krisearbejde eller familieterapi i mere klassisk form. Der vil ofte være flere aspekter af løsningsfokuseret metodik a la Insoo Kim Berg, idet jeg måske vil vælge at spørge familiens medlemmer, hvordan de ville opfatte situationen, hvis noget af problemet ikke fandtes osv. Dette for at aktivere familiens evne til at vælge og skifte fokus. I tilbagemeldingsprocessen vil dette desuden give skuespillerne stof til den fortælling, de skal give tilbage til familien i form af et dukketeater, idet de på den måde kan få ideer til, hvad der aktiverer håb, forståelse og indsigt i den enkelte familie. I selve skabelsen af et spontant dukketeaterstykke har skuespillerne bare fem-ti minutter til at finde et handlingsskelet og et af- Nr. 2. 2000 7
Litteratur Daniel Stern: Barnets interpersonelle univers. Hans Reitzels Forlag, 1995. Helge Johan Kjersem: Migrationsmedicin i Danmark. Dansk Røde Kors, 1994. talt forløb i personer og budskaber, man ønsker at få frem. Man vil skulle stole en del på hinandens evne til improvisation og overblik. Man vil være optaget af at finde metaforer, der ikke er for tæt på autentiske begivenheder, men på den anden side heller ikke for fjerne. Metaforerne må spontant vække genklang, og familien må fra yngste til ældste medlem umiddelbart indse, at metaforen uvejr i skoven er en anden måde at fortælle om det uvejr af hændelser, familien har måttet slås med i hjemlandet i form af krig, fængsling og død. Skuespillerne vil sidde sammen med familien under samtalen. De præsenteres for familien, og deres rolle forklares: De er passive, men aktivt lyttende. Efter ca. en halv time afsluttes samtalen med familien, og skuespillerne går ud. Deres tilbagemelding må ikke vare mere end få minutter. Dukketeatret stilles op, og publikum tager plads. Tolken placeres, så hun både kan se skuespillet og familiemedlemmerne. Hun oversætter direkte dialog og rammen omkring fortællingen: Hvor er vi, hvem er de involverede osv. Men andre elementer vil fremgå uden oversættelse: gråd, sang, latter og bablerier af forskellig art. Atmosfæren i rummet bliver meget intens, og alle medlemmer af familien plejer at være meget følelsesmæssigt berørt. Børnene giver skiftevis udtryk for bekymring og glæde, som handlingen skrider frem, og forældrene har ofte tårer i øjnene, men ler også spontant af sjove episoder. Bagefter klappes der behørigt, og skuespillerne tager afsked, sammen med dukkerne. I nogle tilfælde løber et barn spontant op og tager dukker og fortsætter forestillingen. Det er helt i orden, og det vil ofte være meget sigende for, hvordan barnet har forstået mediet og situationens muligheder. I andre tilfælde spørger jeg børnene, hvad der skete i en bestemt, måske lidt ladet episode i dukketeatret. Jeg lader imidlertid aldrig forældrene kommentere umiddelbart efter. Herefter afsluttes sessionen, og alle går hver til sit. Jeg diskuterer med overlæg ikke selve dukketeatret efterfølgende. Det skal få lov at stå for sig og kunne fylde den enkelte på sin måde. Der er formodentlig heller ikke så meget at diskutere, for metaforene vil 8 Nr. 2. 2000
være både individuelle og almene i mening og betydning for den enkelte. Tolkningen og eventuelle skjulte budskaber, som forældrene kan lide eller omvendt føler går for tæt på, kan de imidlertid ved en efterfølgende samtale tage op. Men sket er sket, og det afhænger af den enkelte, hvad han kan bruge stykket som katalysator for, ligesom det vil gøre det ved mødet med et hvilket som helst andet stykke dramatik, han møder i sit liv. Selve mediet giver denne ramme på godt og ondt. Hensigten er først og fremmest at give familien en tilbagemelding om mulige nye måder at begribe og forstå sit liv på, at inspirere til ny mening i tilværelsen og ny handlefærdighed. Det svageste led I en gruppe er ingen stærkere end det svageste led. Dette gælder familier generelt og i høj grad i flygtningefamilier. Det ser også mere og mere ud til at gælde nationale og internationale fænomener. Vi kan ikke bare straffrit som danskere sende problemer, som er opstået et andet sted på jorden retur uden at forholde os og give en eller anden form for hjælp. Dette land er et svagt led, og den konkrete flygtningefamilie vil være et yderst svagt led menneskeligt set for dets indbyggere og i yderste konsekvens for os alle. Ingen kender konsekvenserne, for de skal måske måles i mange slægtled. Regionale urocentre kan hurtig sprede sig til problemer, der i yderste konsekvens truer os alle globalt. Den nyere internationale historie har masser af eksempler på dette. I den internationale politik og militære tænkning afspejles dette forhold ligelede mere og mere. Mange af dagens flygtningene vil imidlertid blive sendt tilbage til områder som Mellemøsten, Iran, tidligere Jugoslavien, Kashmir, Pakistan osv., fordi de ikke opfylder vore aktuelle kriterier for opholdsret her i landet. Men i asylfasen kan vi give dem en række tilbud, som måske alligevel kan gøre deres fortsatte livssituation lettere. Som menneskehed står vi med nogle store humanitære problemer, hver gang et krigsscenarium rulles op. Vi har alle været dybt berørt over situationen nu senest i Kosovo. Som fagfolk har vi viden og redskaber. Uanset om denne viden er for begrænset eller utilstrækkelig i relation til behovet, må vi gøre en indsats. Den vil altid gøre en forskel. For flygtningefamilien gør Dansk Røde Kors en forskel i deres asylfase. Desværre ikke udelukkende en positiv forskel. For nogle familier bliver vores tilbud om omsorg vanskelig at modtage i den ånd, den er sendt. Ikke fordi de ikke forstår, der er de bedste intentioner bag. Men fordi de ganske enkelt ikke har ressourcer til at modtage hjælpen på relevant måde. Man skal være stærk for at være svag, siger man også. Det gælder helt klart asylansøgere. Det er de stærkeste og mest vestligt fungerende, der har det bedst i Asylcentrene. Det er vigtigt at blive i stand til at give mest mulig hjælp i en tidlig fase i forhold til traumatisering hos både voksne og børn. Det er samtidig vanskeligt og på mange måder en paradoksal opgave: Situationen i asylfasen har nogle elementer af så stor eksistentiel utryghed og belastning, at behandling alene af den grund kan være vanskelig. Men især børn kan ikke vente. Børn kommer måske til centret som spæde og vokser op her de første par år. Hvis de da har forældre, der er præget af mere og mere håbløshed, depression, traumatisering og angst, ja så får det konsekvenser. Børn udvikler sig i begyndelsen først og fremmest i og via relatering med vigtige voksne. Vi har derfor uhyre meget at vinde for barnets del, hvis vi sætter ind med hjælp, så godt vi kan. Børnene har selv stor kapacitet til tilpasning og bearbejdning, men de skal have hjælp til at disse naturlige ressourcer aktiveres. Anne Bovbjerg er cand.psych. og ansat på Dansk Røde Kors asylcenter Kongelunden Nr. 2. 2000 9