For nogle år siden læste jeg i en avis om en ung kvinde, der var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hun blev det tilfældige offer for en overfaldsmand, og blev nedværdiget og ydmyget i al offentlighed. Man fandt senere ud af, at omkring 100 mennesker havde overværet ydmygelsen, men de valgte at se væk og lade det ske. Selv om der havde været masser af vidner, gik der flere dage, før nogen af dem meldte sig. Selve det, at kvinden blev groft overfaldet, var forfærdeligt, men at så mange mennesker så passivt til, gør det næsten uudholdeligt at tænke på. Voldsmanden blev fundet, han blev dømt og fik en fængselsdom. Og i forbindelse med sagen blev der talt meget om, hvorfor ingen af vidnerne havde hjulpet den unge kvinde. Der var ikke noget der tydede på, at det ville være farligt at blande sig. Hvorfor greb ingen af de mange mennesker så ind? Kunne de i det mindste ikke have gået lidt væk og 1
have ringet til politiet? Eksperter blev spurgt, hvad de mente der var på spil. En kriminalinspektør fra politiet udtalte, at det kommer alle ved, når andre lider. Han mente, man burde tænke: Hvad nu, hvis det var min mor, min datter eller min kone? En psykolog forklarede det med, at vi i vores velfærdssamfund er vant til, at andre tager sig af problemerne, og derfor er det ikke vores ansvar. Vi er opdraget til at tage ansvar for vore egne handlinger, men ikke for andres. Hvis vi nu forestiller os, at vi selv stod og så på, hvad ville vi så gøre? Kan man overhovedet forestille sig, hvordan man ville tackle det? Jeg har aldrig selv stået i den situation, at jeg har været vidne til et overfald, så jeg ved ikke, hvordan jeg ville reagere. Jeg håber jeg ville hjælpe, men jeg ved det ikke. Jeg har før oplevet, at jeg ikke altid reagerer, som jeg troede jeg ville. Når det kommer til stykket er vi ikke altid de helte, vi kunne drømme om. 2
Jeg har tidligere talt med nogen, der har overværet voldelige episoder uden at reagere. De gik forbi den, der blev overfaldet, og meldte sig ikke bagefter som vidner. De forklarede det med, at de var bange for selv at blive overfaldet, og de var bange for, at det ville blive hævnet, hvis de trådte frem som vidner i retten. Og bagefter har de haft det meget dårligt med det, og føler, at de er blevet medskyldige. Selv om psykologen fra før nok har ret i, at vi er hurtige til at skyde ansvaret fra os og over på andre, og selv om politimanden nok også har ret i, at vi distancerer os fra offeret ved at se hende som en fremmed, som en, der ikke har noget med os at gøre, så fjerner det ikke vores følelse af ansvar og skyld. De mennesker, der var til stede, sidder tilbage med en overvældende følelse af, at det var deres ansvar at hjælpe. Selv om vi i øjeblikket kan lægge afstand til andre, så føler vi i vores indre, at vi er forbundne og ansvarlige for hinanden. 3
På overfladen ser det måske ud, som om vi er ligeglade med hinanden, men under overfladen ser det anderledes ud. Vi agerer ikke altid efter det, men dybt i os sidder en følelse af, hvad der er det rigtige at gøre, hvad sandheden om os er, hvem vi er. Hvad sandheden er, bliver der også spurgt til i evangeliet i dag. Jesus spørger farisæerne, hvem han selv er, hvad sandheden er om ham. Og farisæerne svarer så godt de formår, at han er Davids søn, som han jo også er ifølge sit stamtræ. Men han er mere end det, han er mere end et menneske, han er mere end en søn af et menneske, han er mere end det, man ser på overfladen. Sandheden kan ikke rummes i farisæernes billede af ham. Han kan ikke sammenlignes med noget her på jorden, han kan ikke ligestilles med noget menneskeligt, for han er mere end det. Han er ikke kun søn af David, sin forfader, han er også søn af Gud. At han så gik iblandt os som vor lige 4
betyder ikke, at han er begrænset af det menneskelige. Men han kom til os og var hos os som en af os, samtidig med, at det var åbenlyst, at han var noget mere, at Gud viste sig for os gennem ham. Gennem Jesus har vi set, hvad sandheden er om os, hvem vi er. Han har vist os, hvad det vil sige at være menneske. At være menneske vil sige at være skabt af Gud. At være menneske vil sige at være Guds barn. At være menneske vil sige at være en del af et fællesskab, ikke bare et bofællesskab her på jorden, men et fællesskab der består i, at vi har et fælles ophav, en fælles mening med vores liv, og et fælles ansvar for hinanden. Derfor svarer Jesus som han gør, da han bliver spurgt, hvad der er det vigtigste bud, Gud har givet os. Han svarer nemlig: Du skal elske din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og du skal elske dit medmenneske, som du elsker dig selv. 5
Hele mit hjerte og hele min sjæl og hele mit sind skal elske Gud. Det er godt nok meget. Min skaber og Gud elsker mig ubetinget og fuldstændigt, han har jo selv skabt mig, og uanset hvor tåbeligt, jeg bærer mig ad, er hans kærlighed der stadig. Min kærlighed, som jeg retter mod Gud, er knap så fuldendt, jeg er jo kun et menneske, og kan godt blive utilfreds med min skaber ind i mellem, fordi han ikke altid gør som jeg synes han burde. Men det forlanges ikke af mig, at jeg skal være lutter kærlighed, det kræves at jeg med hele mig skal være rettet mod Gud med den kærlighed, jeg føler for ham, også selv om den er iblandet andre følelser. Jeg skal elske Gud med den kærlighed, jeg har, med al dens mellemfornøjethed og vrede og glæde og taknemmelighed. Gud har mødt mig med kærlighed ved at skabe verden, ved at skabe mig, ved at sende sin søn til verden. Det er min opgave at møde Gud med min kærlighed. Det andet bud er lidt mærkeligt. Du skal elske dit medmenneske som dig selv. Her kunne man 6
indvende, at man ikke just elsker sig selv, jeg kan da i hvert fald godt komme i tanker om en fejl, eller måske nærmere 40 graverende fejl ved mig selv, som jeg er pinligt bevidst om, og som gør det ret vanskeligt for mig at elske mig selv. Nogle gange forstår jeg ikke, at nogen andre kan elske mig, hverken mine nærmeste eller Gud. Men de elsker mig med alle mine mangler, ligesom jeg elsker dem med alle deres defekter. Politimanden fra den grufulde historie om den unge kvinde, han mente, at man som vidne burde tænke, at det kunne være en af vore kære. Og der tror jeg de fleste af os har det sådan, at selv om vi kan være i tvivl om, hvordan vi ville reagere, hvis vi så en fremmed blive overfaldet på gaden, så er vi ikke i tvivl, når det gælder dem, der er tættest på os. Hvis vi så nogen overfalde nogen af vore kære, så ville vi næppe overveje, om det var farligt for os at gribe ind. Vi ville kaste mig ind foran dem og håbe, at overfaldsmanden tog os i stedet. For når man virkelig 7
elsker nogen, så elsker man dem højere end sig selv, vi vil hellere lide end se dem lide. Og det er jo akkurat det, Jesus taler om, at man skal elske sin næste så højt, som man elsker sig selv. Så langt så godt. Men selv om vi kan elske vores nærmeste lige så højt eller måske endda højere, end vi elsker os selv, så har vi faktisk ikke opfyldt buddet. For næsten er jo ikke kun vore kære. Gud har sat os sammen med en masse næster. Både de kære og de svære, både den ildelugtende spritter på bænken og psykopaten i fængslet og en ukendt kvinde, som vi ser blive nedværdiget på gaden. Det nemmeste er at se væk. Det svære er at se på det og indrømme, at det der er vores næste, at det er vores ansvar at gribe ind, og at handle efter vores ansvar. Selv dem, der intet gør, de passive, føler jo ansvaret, om ikke før så bagefter. Og det er fordi vi har en fælles bestemmelse, der er givet af Gud. Den er at hjælpe og værne om den, som er svag, at elske, 8
for deri er livet. Vores bestemmelse er, at vi skal leve med hinanden som vore søstre og brødre i troen, som nogen, der har ansvar for hinanden, fordi vi har en fælles far i himlen. Det er sandheden om os. Det er dem, vi er. Amen. 9