Formandsmøde. GF-dage i marts. Er der evidens? Stik dem en skovl

13. april 2012 66. årgang Dansk Psykolog Forening 7 Formandsmøde Roal Ulrichsen var som formand vært for GF12, men overgiver nu depechen til den ny formand, Eva Secher Mathiasen. Side 3 GF-dage i marts Dansk Psykolog Forening har holdt generalforsamling. Se reportagen i tekst og billeder. SIDE 3-11 Stik dem en skovl Det er for let at melde sig ind i de svages klub, lyder det i samfundsdebatten. Ligger problemet her? SIDE 12 Er der evidens? En rapport har skabt debat om psykologers metodevalg. Men holder rapportens metodevalg. SIDE 20

13. april 2012 66. årgang Dansk Psykolog Forening Dansk Psykolog Forening har holdt generalforsamling. Se reportagen i tekst og billeder. SIDE 3-11 Det er for let at melde sig ind i de svages klub, lyder det i samfundsdebatten. Ligger problemet her? SIDE 12 Roal Ulrichsen var som formand vært for GF12, men overgiver nu depechen til den ny formand, Eva Secher Mathiasen. SIDE 3 7 En rapport har skabt debat om psykologers metodevalg. Men holder rapportens metodevalg. SIDE 20 LEDER At det i al ubeskedenhed er lykkedes at score mange mål i de forløbne år, skylder jeg hele holdet at sige tak for.gf-dage i marts Formandsmøde Stik dem en skovl Er der evidens? Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Tak til hele holdet I denne udgave af Psykolog Nyt kan man læse om vores generalforsamling, som den tog sig ud i al sin mangfoldighed. Da jeg nu takker af som formand for Dansk Psykolog Forening, vil man forhåbentlig tilgive mig en mere personlig optik. Jeg vil nemlig benytte denne leder til at udtrykke min taknemmelighed over, at medlemmerne igennem et årti gav mig muligheden for at sætte mit aftryk på foreningens politik og fagets placering og udvikling i samfundet. Som formand står man i spidsen for anderledes kan det ikke være men når man tror på og går ind for foreningstanken, sådan som jeg gør, glemmer man hurtigt at skele til anførerbindet, men opfatter sig naturligt som en del af holdet. Og at det i al ubeskedenhed er lykkedes at score mange mål i de forløbne år, skylder jeg hele holdet at sige tak for. Først og sidst tak til den store skare af medlemmer, der år ud og år ind har bidraget i udvalg, arbejdsgrupper og på anden vis. Vi er uforandret en forening, hvis store indsats hviler på engagement og frivillighed. Det kan vi være stolte af. Tak til de fem bestyrelser, der delte arbejdet og det politiske ansvar undervejs. Tak til mange, mange eksterne samarbejdspartnere. I vores netværk har vi samlet løftet og skabt værdi. Ikke mindst tak til et topprofessionelt sekretariat, som jeg jo har delt dagligdag med, men som er nærværende for hele foreningen. Uden det ville de politiske beslutninger savne den faktuelle underbygning, som bidrager til, at ord kan omsættes til handling. Psykologer kan som bekendt ikke give slip, men er fanget ind af deres dejlige meningsfulde fag. Formandsposten forlader jeg dog med den fortrøstning, at Eva Secher Mathiasen er klar til at tage over. Hende ønsker jeg til lykke med posten og med de vigtige opgaver, hun får lov at bære videre. Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: dp@dp.dk www.danskpsykologforening.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: p-nyt@dp.dk Fax/Psykolog Nyt: 35 25 97 07. Redaktion: Arne Grønborg Johansen, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: 0901-7089 Layout og Tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 9.030 ex. Trykoplag: 9.850 ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forside: Lars Skaaning. NYT: Annoncer 2012 Job- og tekstsideannoncer mv.: DG Media, epost@dgmedia.dk Anfør Psykolog Nyt i emnefeltet Små rubrikannoncer (maks. 1/6 side): Psykolog Nyt, p-nyt@dp.dk, tlf. 35 25 97 06 www.dp.dk > Psykolog Nyt > Annoncer Abonnement/2012: 1.250 kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 8 16/4 To. 3/5 9 30/4 18/5 10 14/5 1/6 11 Ti. 29/5 15/6 Roal Ulrichsen, formand for Dansk Psykolog Forening

GF12-REPORTAGE Tekst: Redaktør Jørgen Carl. Fotos: Lars Skaaning Generalforsamling 2012 KAN EN GENERALFORSAMLING i Dansk Psykolog Forening skabe interesse, når der ikke finder personvalg sted? Det spørgsmål har der ikke været anledning til at besvare før weekenden 24.-25. marts 2012. Nu ved vi, at det kan den. Selv med en mindre nedgang nåede deltagerantallet til mødet på Falkonér Konference center op på omkring 170 flot også i betragtning af det lune forårsvejr over Frederiksberg. De tekniske discipliner fyldte mindre end så ofte før, der var kun ganske få vedtægtsforslag og medlemsforslag og i det hele taget færre stemmeoptællinger, end foreningen har været vant til. Hvad der kom til at fylde, var til gengæld de mere principielle debatter og det politiske indhold. Som forventet viste det sidste ord sig ikke at være sagt i sagen om tavshedspligt. Også et svært emne som Dansk Psykolog Forenings struktur kaldte mange på talerstolen. Og under behandlingen af arbejdsprogrammet kom praksiskandidatordningen til at fylde i debatten. Vi åbner lidt for posen i den reportage, der bringes på de kommende sider. Her præsenteres centrale temaer og stemninger og et udvalg af Lars Skaanings mange fotos. Den officielle historieskrivning må afvente GF-referatet, som offentliggøres på www.dp.dk inden udgangen af april 2012. jc PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 3

SKÆRMMØDE Ingen valg mange navne I 2010 BESLUTTEDE foreningen, at fremtidige personvalg skulle ske ved urafstemning og ikke på generalforsamlingen. Det traditionelle anegalleri med valgte tillidspersoner kan Psykolog Nyt derfor ikke bringe denne gang. Vi henviser i stedet til den urafstemning, der løber lige nu. Husk at stemme senest 16. april 2012! Det lå inden generalforsamlingen fast, at Eva Secher Mathiasen bliver ny formand for foreningen efter Roal Ulrichsen, idet der ikke meldte sig modkandidater. Ligeledes fortsætter Lisbeth Sten Jensen som formand for Etiknævnet. Overensstemmelsen mellem kandidatantal og ledige poster indebærer også, at Henning Damkjær og Annitta Nordkvist Permin er sikret pladser i Etiknævnet, og at Mette Bentzen og Marius Kristensen bliver suppleanter. Der var stor interesse for at blive medlem af Dansk Psykolog Forenings bestyrelse, og hele 13 navne optræder på kandidatlisten. Der skal vælges 8 blandt følgende felt: Lotte Ahrensbach, Eric Allouche, Malcolm Bang, Zenia Børsen, Jørgen Caspersen, Rikke Halse, Signe Hjortkjær, Arne Grønborg Johansen, Rie Rasmussen, Jan Rimau, Henriette Palner Stick, Merete Strømming og Claus Wennermark. Se deres videopræsentationer på hjemmesiden og stem! De studerende vælger to bestyrelsesmedlemmer på deres egen generalforsamling. De valgte er Malene Hollmann og Amanda Kusk Kjærgaard. Tre personer stiller op til to poster som kritisk revisor: Per Markussen, Mugge Pinner og Werner Regli. Også her gennemføres urafstemning. jc SIDE 4 PSYKOLOG NYT NR. 7 2012

Den kommende formand DA INGEN MODKANDIDATER havde meldt sig, lå det allerede inden generalforsamlingen klart, at Dansk Psykolog Forenings ny formand er Eva Secher Mathiasen. Den formelle tiltrædelse bliver 16. april 2012, efter udløbet af den igangværende urafstemning, men som naturligt var, gav de to martsdage hende en oplagt anledning til at hilse på de mange tilstedeværende medlemmer og gennem debatten markere både stil og politiske standpunkter. I forlængelse af de mundtlige præsentationer fra kandidaterne til bestyrelse og kritisk revision fik Eva Secher Mathiasen også mulighed for at holde sin præsentation som altså ikke var båret af ønsket om at hverve stemmer, men til at åbne for hendes politiske program. Her slog hun ned på nogle af de aktuelle temaer. Først beskæftigelsessituationen, som i mange år har været gunstig for psykologer, men nu kræver aktiv indsats og nytænkning: Det skal være sådan, at psykologer i langt højere grad end nu er ansat i HR-stillinger, stillinger, der handler om strategi- og produktudvikling, ledelse, arbejdsmiljø og organisationsudvikling. Psykologer, som søger nyt arbejde skal inspireres til at tænke anderledes og lede efter udfordringer andre steder end alene i de traditionelle psykologstillinger, hed det. Et andet mål var foreningens indsats for at få skærpet bestemmelserne i retsplejeloven, så psykologer sidestilles med læger og advokater og derfor ikke må kunne indkaldes som vidne med henblik på at skulle fortælle om forhold, som er kommet psykologen til kendskab i forbindelse med terapi eller anden fortrolig psykologfaglig intervention. Blandt de øvrige emner var den logiske videreførelse af det arbejde, der for nylig havde ført til oprettelsen af specialpsykologstillinger i psykiatrien, men hvor det videre perspektiv vil være en offentlig finansiering af psykologernes specialistuddannelser. Og så kommunikation! Her sagde den kommende formand: Vi er som psykologer stolte af vores fag, og når vi bliver spurgt om forskellige emner, så er vi tilbøjelige til at ønske, at mange nuancer skal med. Det stemmer ikke altid overens med de præmisser, en journalist arbejder under, hvor det er her og nu og kort, der skal svares. Vi skal blive bedre til det samarbejde. Men vi skal også arbejde strategisk med vores kommunikation, så også præmisserne for den kompleksitet, som vores fag rummer, kommer til sin ret. For det handler om at kvalificere den offentlige debat og sikre indflydelse der, hvor beslutningerne træffes. Det hele indrammet af en tak for den tillid og modtagelse, Eva Secher Mathiasen allerede har mødt, og som de kommende års arbejde afhænger af. Alle ordene kan man finde i videoklippet, der ligger på www.dp.dk. jc PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 5

De store debatter PLEJER ER DØD, siger man. Ud fra den sære logik udviklede generalforsamlingens sig fra begyndelsen helt forudsigeligt. Punktet Beretning er normalt overstået på godt en halv time og debatlysten reserveret til senere på dagsordenen. Men sådan skulle det ikke gå denne gang. Der var en timelang debat om struktur, udløst af, at bestyrelsen i 2011 valgte dels at nedlægge Strukturarbejdsgruppen, dels at stille den procesplan, der var vedtaget på generalforsamlingen i 2010, ud af kraft. Den bebudede vejledende urafstemning om forskellige modelforslag var således ikke blevet gennemført. Kritik fra flere talere: Må bestyrelsen overhovedet tilsidesætte en generalforsamlingsbeslutning? På den konkrete baggrund blev der også tale om en demokratidiskussion, hvor den øverste myndigheds beslutninger på den ene side bliver mødt af den virkelighed, der opstår efterfølgende. Således lød modspørgsmålet fra et bestyrelsesmedlem: Har en bestyrelse ikke nærmest pligt til at afvige fra en GF-beslutning, hvis den mærker, at man er på vej væk fra det mål, der udløste beslutningen? Der blev ikke opnået tilstrækkeligt flertal for et forslag om at udtale kritik men debatten var der! Forventeligt var det også, at debatten om tavshedspligtsagen ville fylde. På et personligt plan kunne hovedpersonen, Merete Lindholm, kun være glad for de mange tilkendegivelser, der kom til udtryk i anledning af den civile courage, hun havde udvist. Både de, der ønskede en formel kritik udtrykt hertil kom det dog ikke og de, der støttede bestyrelsen i, at foreningen ikke kan opfordre til lovbrud, anerkendte, at psykologen havde udvist stort mod og fortjente tak for at have kæmpet en vigtig kamp på vegne af alle psykologer. Enighed var der om behovet for at få strammet lovgivningen, men ikke hvor meget. Er det i psykologernes interesse med en absolut tavshedspligt? Det talte flere imod. Formelt havnede man der, hvor generalforsamlingen vedtog at udtrykke sin dybeste respekt og anerkendelse for den måde, Merete Lindholm har håndteret et fagligt dilemma omkring tavshedspligt. jc SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR. 7 2012

Indsats for beskæftigelsen ET CENTRALT FORSLAG fra bestyrelsen handlede om etableringen af en særlig Beskæftigelsesfond. Forslaget tog udgangspunkt i de vanskelige vilkår for de unge psykologer, som p.t. mærker en meget høj ledighed en udfordring, foreningen ønsker at tage på sig. Fremskrivninger viser også, at der om ti år vil være ca. 3500 flere aktive psykologer end nu, hvad der gør indsatsen for jobskabelse påtrængende. Der skal tænkes utraditionelt og offensivt, både i den offentlige og private sektor, hvis udviklingen skal vendes. Alle debattører tilsluttede sig tanken om en særlig indsats på området, og selv om nogle mente, at projektet burde indeholdes i foreningens ordinære drift, stemte generalforsamlingen forslaget om en separat fond massivt hjem. Midlerne til fonden kommer gennem opkrævning af et særligt bidrag på 75 kr. pr. kvartal, som i 2012 og 2013 opkræves hos alle erhvervsaktive, fuldtidsbeskæftigede kandidatmedlemmer. jc PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 7

To skrappe damer NU SKAL VI provokere! Sagde psykologerne Bolette Christensen og Vibe Strøier. Den første mangeårig direktør i Dansk Industri og nu direktør i Børnefonden, sidstnævnte yderst erfaren konsulent med opgaver for både offentlige og private virksomheder. Begge på hjemmebane både når det gælder det at finde veje på arbejdsmarkedet og det at ramme en tilpas provokerende form på en underholdende, men også seriøs måde. Sat på spidsen var deres forspil til det egentlige møde en beskæftigelsesmæssig opsang og et spark i retning af, at psykologer ikke må fortabe sig i deres fag, men tænke bredere i samarbejde med andre faggrupper. Et spørgsmål som: Er dette psykologarbejde? stilles for snævert, for psykologarbejde er alt det, man som psykolog kan trække på sin faglighed til, og ikke kun det traditionelle kliniske arbejde. Ret blikket mod ledelsesopgaver, hvis du har lyst og evner i den retning. Tænk internationalt. Tag et sidefag i økonomi. Den slags imperativer føg det om deltagernes ører med. Eller billedlig udtrykt: Hop op i akvariet underforstået, at psykologer skal frigøre sig fra tilbøjeligheden til at se på de svømmende fisk, men selv ud at plaske med finnerne. Psykologarbejde er ikke at iagttage, hvad de andre gør, men at bruge sig selv aktivt. Hvorfor? Fordi cand.merc.psych. er, antropologer og andre dygtige folk rækker ud efter jobbene. De job, psykologer er oplagte til at besætte. Verden er stor, og for nogle er springbrættet måske ikke i Storkøbenhavn eller i Storaarhus, men i Mali eller Burkina Faso jc SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR. 7 2012

Æresmedlem i 2012 FESTMIDDAG LØRDAG AFTEN. Og spændingen blandt deltagerne går ikke kun på menuen, men på, hvad der kommer til at ske i pauserne. Blandt de mange mødevante er der en klar fornemmelse af, hvor det bærer hen. Foreningens formand tog da også meget passende afsæt i pausetemaet, da han holdt aftenens første tale, men undlod at holde forsamlingen på pinebænken mere end nogle få øjeblikke, inden han meddelte, at Dansk Psykolog Forening har udnævnt cand.psych. Eva Hultengren til æresmedlem. Netop de faste deltagere på generalforsamlingerne ved særdeles vel, hvem det ny æresmedlem er. Sammen med et lille dirigentkollektiv har hun i halvandet årti holdt foreningens øverste myndighed i et jerngreb og er blevet kendt og respekteret i denne funktion. - Er det en bedrift? spurgte Roal Ulrichsen retorisk. Og fortsatte: - Ja, det er det! Som psykologer har vi nemlig rigtig meget græsrod over os. Vi lader os nødig presse ned i stram struktur, vores engagement folder sig bedst ud, når vi er spontane og impulsive og modsigelseslystne. Det stiller også helt specielle, for ikke at sige urimelige krav til den, der skal sørge for, at den demokratiske proces bliver holdt på skinner og slutresultatet efterfølgende kan omsættes i praksis. - Evnen til at holde sammen på det hele og kombinere det med overblikket over organisationen har Eva Hultengren. Hvordan hun gør, er dog en gåde. Elegant, selvfølgelig. Professionelt. Med glimt i øjet. Stilfærdigt. Respektfuldt. Men det kalder på nysgerrigheden, hvordan det lykkes hende at skjule jernnæven under fløjlshandsken, hed det lunt. Roal Ulrichsen understregede, at det naturligvis ikke kun er i kraft af en weekend hvert andet år, Eva Hultengren havde gjort sig fortjent til æresmedlemskabet. Hæderen skylder foreningen frem for alt, at hun på fornemste vis har løftet sit fag og sin forenings dagsordener og har været rundt i så mange af de hjørner, psykologien ønsker at give opmærksomhed. Han sigtede til den lange række af foreningshverv, Eva Hultengren havde beklædt gennem årene ved siden af sit udadvendte virke. Det sidste tæller blandt andet en bestyrelsespost i Alzheimerforeningen, formandskab for en rådgivningsinstitution, ligesom hun har siddet i Teknologirådets bestyrelse. Eva Hultengren har været institutleder og institutbestyrer på Aalborg Universitet, har undervist, har arbejdet med arbejdsmiljø, er flittig foredragsholder osv. osv. Altså repræsenteret sit fag i helt bred forstand. Festtale og æresmedlem blev mødt af varmt bifald og i øvrigt efterfulgt af en både indholdsrig og farverig takketale. jc PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 9

Indre og ydre rammer OG HVORDAN GIK det så? En kopimaskine brød sammen. Det kan ikke kaldes nogen stor ulykke i verden anno 2012 heller ikke selv om det lille jordskælv forplantede sig til dirigentbord og forslagsstillerbord og i en kort periode gjorde styringen af forslag og ændringsforslag til en dans på balancebommen. Dirigentpodiet havde nemlig som altid klasse, charmerende og kompetent styret af advokat Niels Kornerup og hans håndgangne psykologer Line Thatt Jensen og Birgit Tamberg Andersen. I deres hænder gled processen nydeligt, og selv en tidsforsinkelse på flere timer blev næsten indhentet. Hjælpende hænder var der mange af til at få alt til at fungere: forslagsarbejdsgruppen med backing og sekretariatet med mangfoldige opgaver meget naturligvis lagt i månederne før generalforsamlingen og ugerne efter, men synligt til stede ved indtjekning, praksishjælp, it, og hvad der i øvrigt skal til for at afvikle et møde med ca. 170 deltagere. Hertil også en række udstillere: bogforlag, testforlag, it-firmaer, pensionskasse og a-kasse. Bladret i, besøgt, rådspurgt. Også det er en vigtig del af generalforsamlingens helt særlige kultur. jc SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR. 7 2012

PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 11

SAMFUNDSANALYSE modelfotos: COLOURBOX SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR. 7 2012

PERSPEKTIVER på socialt udsatte Det er for let at melde sig ind i de svages klub og få en diagnose, som åbner for ansvarsfrihed. Sådan lyder det kritisk i samfundsdebatten. Skal de svage ikke bare have en skovl i hånden og et spark bagi? D en danske offentlighed er præget af en vigtig og til tider ophedet diskussion af, hvordan vi bedst forstår og løser det betydelige samfundsmæssige og menneskelige problem, at der er mere end 700.000 personer i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse, eksklusiv efterløn, pension og SU. I december 2011 var cirka 245.000 danskere på førtidspension, 150.000 på dagpenge, 130.000 på kontant/starthjælp, 50.000 i fleksjob, 13.000 under revalidering og op imod 125.000 på sygedagpenge (Kilde: jobindsats.dk). Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (2012) har talt for et tiltrængt opgør med passiv forsørgelse, og at der er behov for individuelt tilrettelagte udviklingsforløb, særligt for udsatte unge, som ikke umiddelbart kan gennemføre en uddannelse. Ifølge ministeren er der brug for, at dansk social- og beskæftigelsespolitik fokuserer på både ret og pligt, ligesom vi ikke blot skal give mennesker noget at leve af, men også noget at leve for. Sammen med socialminister Karen Hækkerup har Mette Frederiksen blæst til kamp imod, hvad de kalder danskernes krævementalitet. Det er lidt uklart, hvad det præcis er for danskere, der efter de to ministres opfattelse kræver for meget, og man må håbe, at der bliver afsat de nødvendige ressourcer til faktisk at hjælpe socialt udsatte, så de ikke primært bliver konfronteret med nye pligter og trusler om konsekvenser, hvis de ikke umiddelbart kan dette. At de også bliver mødt med en hjælp, der på sigt sætter dem i stand til at honorere disse pligter og holder en hånd under dem, indtil de reelt har fået noget at leve for og kan få fodfæste på arbejdsmarkedet. Alvorlige sociale problemer er langt fra alene økonomiske og kan sjældent løses via standardiserede quick fix eller regulering af sociale ydelser. PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 13

Baggrund Artiklens tema ligger i forlængelse af forfatterens seneste bog: Danmark på briksen. Et psykologisk perspektiv på Danmark og danskerne i det senmoderne, Hans Reitzels Forlag, 2012. Regeringens udspil En del af fællesskabet rummer gode takter, bl.a. en formuleret intention om at give unge gode og grundige ressourceforløb og investere mere tid og støtte. De skal have en indsats, der løser de forskellige problemer, der er omkring dem, og som ikke kun handler om ledighed (Beskæftigelsesministeriet 2012: 6). Dette implicerer, at personer under 40 år skal have tilbudt en effektiv og hurtig udredning samt behandling af deres sygdom (ibid.:10), ligesom der skal etableres såkaldte revalideringsteam i hver kommune med adgang til sundhedsfaglig ekspertise, herunder psykologer. Omvendt er der grund til at holde øje med, hvordan man har tænkt sig at udmønte, at personer med psykiske lidelser skal tilbydes såkaldte lær-at-leve-med -programmer (ibid.: 11), ligesom økonomien omkring regeringens udspil ikke er helt klar. Man forestiller sig således, at reformen skal bidrage med en forbedring af de offentlige budgetter på 1.9 mia. i 2020 (ibid.: 23). Positioner i debatten Den hidtidige diskussion af, hvordan vi skal forstå, at så mange danskere er på offentlig forsørgelse, og hvordan man bedst får de berørte personer ind eller tilbage på arbejdsmarkedet, har i nogen grad været præget af en række, ud fra en psykologisk betragtning, unuancerede positioner : En moraliserende position, hvor det fremføres, at en betragtelig del af de dem, som er på offentlig forsørgelse, skal tage sig sammen, holde op med at klynke og ophøre med at definere sig selv som hjælpeløse ofre. En position, som fokuserer på konsekvens, sanktioner og straf: Når personer ikke lever op til kravene i den aktive beskæftigelsespolitik hvor målet er, at så mange som muligt hurtigt skal gøres klar til at fungere på arbejdsmarkedet så må de føle. En position, hvor udgangspunktet er, at mennesker skal bringes ind på arbejdsmarkedet via økonomiske incitamenter: Hvis blot det kan betale sig at arbejde, vil mange af de berørte personer blive motiveret til selv at finde et arbejde. Hovedstrategien er her at nedsætte en række sociale ydelser, så forskellen mellem offentlig forsørgelse og arbejdsindkomst øges. Alle tre positioner synes at hvile på en instrumentel forståelse af den menneskelige psykologi med rødder i behaviorismen, tilsat lidt økonomisk rationalitet (homo oeconomicus), mens man må kigge langt efter en nuanceret forståelse af, hvad baggrunden er for, at mennesker kommer i en prekær situation og socialt udsatte får behov for hjælp i kort eller lang tid. Ideen om, at man kan være psykisk skrøbelig og ende i en socialt udsat situation af psykosociale årsager, trænges i baggrunden til fordel for forestillinger om, at en del socialt udsatte er udygtige, viljesvage og moralsk anløbne individer, der skal sættes under pres, så de kan blive motiveret til at tage vare på sig selv. I den udstrækning det danske samfunds tilgang til socialt udsatte og psykisk skrøbelige mennesker bliver farvet af sådanne tilgange fra liberalismens overskudslager, rummer det risiko for kollektive mentaliseringssvigt, hvor opfattelsen af mennesker med psykiske lidelser, socialt udsatte og mennesker på overførselsindkomst bliver domineret af unuancerede og alt for generelle opfattelser af, hvad der kendetegner mennesker, der placeres i disse sociale kategorier (Jørgensen 2012). Hvis vi som samfund vedvarende stiller krav til det enkelte menneske, som vedkommende ikke har ressourcer til at honorere, er dette udtryk for et svigt et svigt, vores rige samfund bør søge at undgå. Omvendt skal vi også have blik for det enkelte menneskes ressourcer og ønske om at blive en del af fællesskabet. SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR. 7 2012

Generelt, upræcist og ukonkret En række debattører har fremført det synspunkt, at velfærdsstaten også kaldet Nanny-staten (Jensen 2012), taberfabrikken (Olesen), Big mother-samfundet (Liberal alliances valgkamp 2011) eller blot et cancerramt velfærdssystem (Thyssen 2011) ikke længere primært hjælper mennesker i nød, men selv er med til at udvikle sociale klienter. Velfærdsstatens institutioner er angiveligt selv med til at skabe sine egne klienter. På den ene side anerkendes det i nogen grad, at det ikke er et problem i sig selv, at de svage får for megen hjælp, og at svært psykisk syge skal hjælpes, men samtidig fokuseres på, at for mange melder sig under de svages faner (Dahl & Thyssen 2012). Man mener øjensynligt, at dette hænger sammen med, at mens det på arbejdsmarkedet gælder om at kunne, gælder det på velfærdsmarkedet om ikke at kunne (Thyssen & Dahl 2006:161). Den ansete danske filosof Ole Thyssen (2011) mener, at det er blevet alt for let og fristende at melde sig ind i de svages klub og få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed. Med en diagnose som voldspsykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen skyld. Dårlig opdragelse bliver angiveligt forklædt som sygdom (Thyssen & Dahl 2006), og det hævdes, at det i mange henseender slet ikke er så ringe at påtage sig en sygdom. Man slipper for pligter, man kan slappe af, og man kan opføre sig betydelig mere selvoptaget end normalt accepteret. (Thyssen & Dahl 2006:112) Ifølge Cepos-filosoffen Henrik Gade Jensen (2012) fremelsker og belønner velfærdsstaten skrøbelige og svagelige menneskeegenskaber. Via en retorisk omskrivning af Kants klassiske formuleringer om menneskets selvforskyldte umyndighed omtaler Thyssen mennesker, der har brug for velfærdsstatens ydelser, som selvforskyldt svage. Velfærdsstatens resultat er en befolkning af ressourcesvage væsner, der konkurrerer om diagnoser, svaghed og offerstatus. (Jensen 2012) Det er karakteristisk for dele af denne debat, at den føres på et meget generelt, upræcist og ukonkret plan. Selv om dette naturligvis i nogen grad er et grundvilkår for offentlig debat, er det problem, da helt afgørende differentieringer går tabt. Psykologer, læger og andre behandlere er ifølge Dahl & Thyssen (2012) medansvarlige for, at mennesker oplever sig selv som skrøbelige: Hjulpet af en hær af professionelle, som lever af at behandle den slags, beskriver de [sociale klienter] sig selv som ofre og svage, så vi får accelererende hjælpeløshed. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger åbner svaghed en adgang til gevinster, som Thyssen (2011) har formuleret det. Selv om det til tider er lidt vanskeligt at afgøre, præcist hvem og hvad de nævnte debattører taler om, er der grund til at spørge, hvad det er for en virkelighed, de lever i. De ser ikke ud til at være overbelastet af viden om psykisk lidelse og vilkårene for socialt udsatte i Danmark. Der opstilles to retoriske figurer, som antagelig er polemisk effektfulde, skønt de er meget langt fra dækkende som billede af virkeligheden: Den lykkelige karaktersvage arbejdsløse eller førtidspensionist, der har fået knækket sin trang til at klare sig selv af velfærdsstatens generøse tilbud; den ikke-værdigt trængende, som spekulerer i velfærdsydelser (Højbjerg 2011) og behandleren, der drevet af egne interesser og bevæbnet med diagnoser og omklamrende interventioner omdanner sine klienter til karaktersvage og afhængige individer med en selvopfattelse som hjælpeløst offer. Re-maskulinisering af staten Sociologerne Pierre Bourdieu (1999) og Luc Waquant (2004) har med afsæt i, hvad de kalder statens højre og venstre hånd, argumenteret for, at der er sket en gradvis re-maskulinisering af de senmoderne velfærdsstater. I de to sociologers metaforik repræsenterer statens venstre hånd den mere feminine velfærdsstat, der sørger for uddannelse, sundhed, velfærd, regulering af arbejdsmarkedet og generelt beskytter samfundets udsatte grupper. Statens højre hånd repræsenterer mere maskuline værdier og fokuserer på økonomisk rationalitet og disciplin, deregulering af markedet, straf og konsekvens. De beskriver, hvordan statens højre hånd med dens iboende værdier er blevet styrket på bekostning af den venstre krav og pligter opprioriteres, særlig når det gælder de nederste dele af samfundet, mens rettigheder og støtte, særligt til samfundets udsatte, er under pres. Sanktioner og konsekvens opprioriteres på bekostning af hjælp og omsorg. I den aktuelle situation, hvor samfundsøkonomien gør det nødvendigt med vanskelige prioriteringer i velfærdsstatens ydelser, er det fristende at henfalde til enkle bud på, hvordan vi løser komplekse samfundsmæssige problemer. Og statens højre hånd med fokus på økonomisk rationalitet kan få overtag. Ud fra en klinisk-psykologisk betragtning er det dog vanskeligt at forestille sig, at øgede krav, moraliseren samt fokus på pligter og konsekvens i sig selv skulle bringe mennesker med svære sociale problemer og psykiske lidelser tættere på at kunne forsørge sig selv. Forståelse af menneskets psykologi Naturligvis har Thyssen, Dahl, Jensen og ligesindede ret i dele af deres analyse. Der er sociale klienter, som har betydelige ressourcer og uden større problemer vil kunne klare sig selv, hvis de bliver mødt med passende krav og økonomiske incitamenter. Som samfund skal vi turde tro på og stille krav til psykisk skrøbelige og socialt udsatte især når det gælder unge, og forudsat at disse krav er tilpasset den enkeltes ressourcer. Tilsvarende er der en række velfærdsydelser, primært rettet imod den velstillede og ressourcestærke middelklasse, som kan afvikles uden at skabe en social massegrav i Danmark: Efterløn som en almen rettighed, børnecheck til middelklassens børnefamilier etc. Vi skal således altid efterstræbe en passende balance imellem den moderne stats højre og venstre hånd. Hertil kommer, at vi som faggruppe skal passe på ikke at blive bevidstløse medspillere i tendenser til overdiagnosticering, unødig patologisering og overbehandling af normale livskriser, livsovergan- PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 15

Kravene på det danske arbejdsmarked er nu så høje, at en del er for skrøbelige og mangler ressourcer til at kunne få fodfæste på arbejdsmarkedet på normale vilkår inden for overskuelig tid ge, dårlig opdragelse og normale dele af dette at være menneske at vi ikke bliver del af en behandlingsindustri, som umyndiggør mennesker med ressourcer til at klare sig selv, endsige medvirker til overdreven psykologisering af i øvrigt velfungerende menneskers utilbøjelighed til at tage ansvar for sig selv og deres eget liv (se fx bidrag i Brinkmann 2010). Det centrale i denne forbindelse er imidlertid noget ganske andet, nemlig: 1. Hvor stor en del af den gruppe, som er på overførselsindkomst, svarer til det tegnede billede af relativt ressourcestærke personer, der blot er blevet lullet i søvn af en alt for generøs velfærdsstat med overdrevet fokus på rettigheder og underprioritering af krav og pligter? 2. Hvad er det for et menneskesyn og forståelse af den menneskelige psykologi, der ligger til grund for det tegnede billede, og i hvor høj grad kan denne forståelse uden videre anvendes som en generel tilgang til socialt udsatte og mennesker med psykiske lidelser? Det er naturligvis svært at afgøre, hvor mange af dem, der i øjeblikket er på overførselsindkomst, som reelt vil kunne blive selvfor- sørgende inden for kort tid, hvis de blev mødt med krav og mærkbare konsekvenser af manglende opfyldelse af forventninger. Man må formode, at hovedparten af de ca. 150.000 personer på dagpenge uden større problemer ville kunne passe et arbejde og blive selvforsørgende, hvis blot der var job til dem. Omvendt har de fleste af de ca. 300.000 personer på førtidspension og i fleksjob været igennem lange udredningsforløb, og man må formode, at de ikke umiddelbart vil kunne få fodfæste på det normale arbejdsmarked. Ser vi på gruppen af kontanthjælpsmodtagere, har både Rigsrevisionen (2010) og Rådet for socialt udsatte (Ejernæs et al. 2010) fremlagt undersøgelser, som tyder på, at aktivering og nedsatte sociale ydelser kun har positiv effekt på en lille del, hvis målet er at gøre dem i stand til at forsørge sig selv. Rigsrevisionen har i en undersøgelse af effekten af aktivering (virksomhedspraktik) fundet, at blot 16 %, henholdsvis 7 %, af de medvirkende kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 4 og 5 var blevet selvforsørgende tre år efter deres aktivering. Faktisk fandt man tegn på, at de iværksatte aktiveringsindsatser havde direkte negativ effekt i de første to af de tre år, undersøgelsen strakte sig over. Rådet for socialt udsatte har fremlagt en omfattende undersøgelse af effekten af de laveste sociale ydelser starthjælp, introduktionsydelse, nedsat kontanthjælp og kontanthjælp hvor man konkluderer, at cirka 75 % af dem, der modtager det danske velfærdssamfunds laveste sociale ydelser, ikke har de nødvendige ressourcer til at reagere som ønsket og forventet på økonomiske incitamenter. Når de bliver anbragt på de laveste sociale ydelser, hvor der er åbenlyse fordele ved at finde sig et job, reagerer de ikke med øget jobsøgning; de kommer ikke nærmere selvforsørgelse. For tre fjerdedele var resultatet i stedet øget modløshed, ringere livskvalitet, negative påvirkninger af det mentale og fysiske helbred og omfattende materielle og sociale afsavn (Ejernæs et al. 2010:19). Man skal være varsom med at drage for vidtrækkende konklusioner på basis af undersøgelser som disse, men de giver grund til at overveje, i hvor høj grad problemerne med for mange på offentlig forsørgelse kan løses via simple økonomiske incitamenter og krav om bestemte former for aktivering. Det autonome menneske Med moderniteten sker en gradvis aftrapning af den eksplicitte ydre kontrol af det enkelte individ. Til gengæld forventes, at individet af egen kraft internaliserer og tilpasser sig herskende normer, værdier og adfærdsregler (Jørgensen 2012). Selvregulering og selvkontrol bliver således vigtige elementer i det moderne menneskes psykologi, mens mangelfuld selvkontrol, vedvarende stræben efter umiddelbar behovstilfredsstillelse og bekvemmelighed, manglende evne til at fastholde og realisere mere langsigtede mål samt tilbøjelighed til at agere med afsæt i umiddelbare impulser og affekter kan give anledning til problemer for både enkeltindividet og fællesskabet. De senmoderne samfund er bygget op om det stærke autonome enkeltindivid med høj grad af selvindsigt og selvkontrol. Vore forventninger til os selv og hinanden øges til stadighed, forestillinger- SIDE 16 PSYKOLOG NYT NR. 7 2012

ne om, hvad der kræves for at have et godt liv, bliver stadig mere krævende, og kravene på præstationssamfundets arbejdsmarked er efterhånden ganske høje. Det er godt, at vi som samfund har høje forventninger til os selv og hinanden, men når de overstiger, hvad et betydeligt antal kan honorere, bliver det problematisk især hvis vi ikke ser det enkelte menneske og afstemmer vore krav med individets faktiske ressourcer og forudsætninger. De tre tidligere skitserede positioner i den offentlige debat om socialt udsatte tager alle afsæt i forestillingen om den ressourcestærke person, der efter rationelle overvejelser og trang til bekvemmelighed vælger en position som hjælpeløst offer på offentlig forsørgelse. I forlængelse af dette forestiller man sig øjensynligt, at en betydelig del af disse personer umiddelbart kan træde ind på arbejdsmarkedet og forsørge sig selv, hvis blot vi fortæller dem, at de skal tage sig sammen, lade være med at klynke og kræver, at de ændrer deres selvbillede. Det at være socialt udsat og psykisk skrøbelig ses i vid udstrækning som et resultat af en svag karakter, dårlig moral, simpel udygtighed, manglende parathed til at anstrenge sig og gøre sig umage i samspil med en omklarende og alt for generøs velfærdsstat, blandt andet repræsenteret ved velfærdsstatens kernetropper af psykologer og andre behandlere. Ud fra en psykologisk betragtning må vi fastholde, at langt fra alle har samme ressourcer og forudsætninger. For at kunne agere som et autonomt individ skal man magte at overveje flere alternative valgmuligheder, vælge en af disse og have de nødvendige indre (psykologiske, personlighedsmæssige) og ydre (økonomiske, uddannelsesmæssige og sociale) ressourcer til at realisere dette valg. Vi kan opregne en række faktorer, som understøtter evnen til at fungere autonomt, og som mangler hos nogle af dem, der har brug for mere omfattende hjælp: en tryg opvækst uden traumatiserende tab eller omsorgssvigt, god begavelse, veludviklet selvregulering, grundlæggende tillid, veludviklet mentaliseringsevne, moden identitet, stabile indre strukturer, vellykket socialiseringsproces med internalisering af herskende sociale normer, konventioner etc. Mennesker, som har haft en svær opvækst og et hårdt liv, kan ikke uden videre leve op til forestillingerne om det ressourcestærke autonome menneske, men begrænses af forskellige grader af indre og ydre tvang. I nogle sammenhænge agerer de måske (selv-)destruktivt og ude af trit med herskende normer, regler og forestillinger om det optimale menneske. Det betyder imidlertid ikke, at vi som samfund skal parkere dem på permanent offentlig forsørgelse, men at der er brug for en langt mere omfattende og målrettet indsats end lidt moraliseren, nye pligter og økonomiske incitamenter. Det er respektløst at affeje deres vanskeligheder som udtryk for ubegrundet klynkeri og krævementalitet. Psykologer bør kvalificere debatten Jeg ville ønske, at virkeligheden var så enkel, som den beskrives af Thyssen, Dahl m.fl. Så kunne vi inkludere mange af dem, som er uden for arbejdsmarkedet via en moralsk offensiv, ansvarliggørelse med fokus på den enkeltes pligt og økonomiske incitamenter. Desværre er der grund til at tro, at en betydelig del af de berørte har så komplekse og i varierende grad kronificerede vanskeligheder, at der kræves en langt mere omfattende og individualiseret indsats over lang tid. Desuden er kravene på det danske arbejdsmarked nu så høje, at en del er for skrøbelige og mangler ressourcer til at kunne få fodfæste på arbejdsmarkedet på normale vilkår inden for overskuelig tid. Hvis der er grund til moralsk oprustning af befolkningen, må vi derfor være præcise om, hvem vi taler om og til. Debat om psykisk og socialt udsatte må bygge på viden om, hvordan mennesker kan ende i en udsat position, hvor de har brug for hjælp. Her må også psykologer bidrage til at kvalificere debatten og være repræsentanter for psykologiske perspektiver. Det at blive socialt marginaliseret og udvikle en psykisk lidelse kan igangsætte og accelerere selvforstærkende negative udviklingsprocesser. De velfærdsstatslige institutioners forståelse og møde med borgeren må ikke reducere individet til en ansigtsløs repræsentant for firkantede sociale kategorier med tilhørende forestillinger om, hvad der kendetegner personer, der henføres til disse kategorier. Under alle omstændigheder skal humanismens kerne, respekten for den enkeltes værdighed og særegenhed, være i centrum. Dette handler også om, hvilket samfund vi ønsker, hvilke værdier der skal være bærende om vi ønsker et samfund uden alt for store uligheder og massive sociale problemer, og hvor socialt udsatte behandles som ligeværdige personer. litteratur Carsten René Jørgensen, professor MSO i klinisk psykologi Psykologisk Institut, Aarhus Universitet Beskæftigelsesministeriet (2012). En del af fællesskabet. Reform af førtidspension og fleksjob. Findes på: www.bm.dk Bourdieu, P. (1999). The abdication of the state. In: Bourdieu, P. (ed.). The weight of the world. Social suffering in contemporary society. London: Polity, s. 181-89 Dahl, H. & Thyssen, O. (2012). Hinsides højre og venstre. Dagbladet Information, 8. februar, s. 19 Brinkmann, S. (red.) (2010). Det diagnosticerede liv. Sygdom uden grænser. Aarhus: Klim Ejernæs, M., Hansen, H. & Larsen, J.F. (2010). Levevilkår og coping. Ressourcer, tilpasning og strategi blandt modtagere af de laveste sociale ydelser. København: Rådet for socialt udsatte Frederiksen, M. (2012). Vi undgår ikke at skrue bissen på. Dagbladet Politiken, 20. februar Højbjerg, M. (2011). Der er gået cancer i velfærdssystemet. Interview med Ole Thyssen. Dagbladet Politiken, 24. december Jensen, H. (1998). Ofrets århundrede. København: Samleren Jensen, H.G. (2012). Nanny-staten er over os. Kronik i Politiken, 10. februar Jørgensen, C.R. (2012). Danmark på briksen. Et psykologisk perspektiv på Danmark og danskerne i det senmoderne. København: Hans Reitzels Forlag Rigsrevisionen (2010). Beretning til Statsrevisorerne om effekten af aktivering af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Findes på: www.rigsrevisionen.dk Thyssen, O. (2011). Det svigtede menneske. Dagbladet Information, 15. november, s. 18-19 Thyssen, O. & Dahl, H. (2006). Krigeren, borgeren og taberen. København. Gyldendal Wacquant, L. (2004/2009). Punishing the poor. The neo liberal government of social insecurity. Durham: Duke University press PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 17

NYE BØGER Rolf Olofsson: Adfærdsanalyse i organisationer. Om hvordan man ved hjælp af adfærdsanalyse kan skabe arbejdsmiljøer, der tilskynder til en adfærd, som falder i tråd med de strategier og processer, en bestemt organisation har fastlagt. Målet er ikke at ændre på menneskers egenskaber eller personlighed, men at skabe et arbejdsmiljø, der forstærker god adfærd og afsvækker den adfærd, der ikke falder i tråd med organisationens mål. Dansk Psykologisk Forlag, 2012, 269 sider, 378 kr. Jette Christensen: Recovery fra psykisk lidelse. Hvordan kan man fremme udviklingsmulighederne for mennesker med psykisk lidelse ved at anlægge et positivt og helhedsorienteret udviklingssyn? Det søger denne bog at give svar på. Forfatteren præsenterer en række psykologiske teorier, der kan anvendes til en alternativ forståelse af menneskers udviklingsmuligheder og som inspiration og afsæt for at udvikle en recoveryorienteret praksis. Frydenlund, 2012, 101 sider, 229 kr. Peter Holdt Christensen: Samarbejde mellem mennesker i organisationer. Hvad kendetegner samarbejdets deltagere og kontekst, og hvordan påvirkes deltagere og kontekst således, at samarbejdet styrkes? Forfatteren analyserer bl.a. samarbejdet ud fra organisatoriske ressourcer såsom koordination og motivation. Endvidere ses på det netværksbaserede- og teamsamfund, hvor dynamiske arbejdsopgaver gør, at samarbejde er en forudsætning for at klare sig godt. Hans Reitzels Forlag, 2012, 222 sider, 249 kr. Lise Maj Jensen: Triangulær terapi. Bog om tegneterapi for voksne, som introducerer begrebet triangulær terapi. Her er udgangspunktet, at der er tre parter i den terapeutiske relation: klienten, terapeuten og tegningen. Via cases og præsentation af konkrete terapeutiske redskaber viser bogen, både hvad der virker, og hvad der ikke virker, når man arbejder med tegning og kreativ proces. Frydenlund, 2012, 272 sider, 299 kr. Kari Killén: Omsorgssvigt II. Praksis og ansvar. 4. udgave af titlen. Den formidler og eksemplificerer et bredt spektrum af tilknytningsteoretisk forankrede værktøjer tilpasset terapeutisk og pædagogisk brug. Desuden giver bogen forskellige konkrete bud på hvordan forældrenes omsorgsevne styrkes og forældre-barn relationen styrkes. Hvor bogens første del skaber forståelsesgrundlaget, drejer dette sig ombehandling. Hans Reitzels Forlag, 2012, 269 sider, 299 kr. Susan Hart (red.): Neuroaffektiv psykoterapi med voksne. En brobygning mellem hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi. Bogen omsætter teorien til det psykoterapeutiske arbejde og præsenterer ideer til, hvordan man kan skabe personlighedsmæssige udviklingsprocesser i det udviklede nervesystem. Alle bogens bidrag bygger på den grundlæggende udviklingspsykologiske forståelse, at det er andres anerkendelse, som former selvet, og det er gennem andres anerkendelse, at man etablerer en bevidsthed om sig selv. Hans Reitzels Forlag, 2012, 696 sider, 498 kr. NYE BØGER præsenterer løbende de nye bogudgivelser primært inden for det psykologiske område. Det redaktionelle princip er at søge inspiration til omtalen fx i forlagenes pressemeddelelser. En omtale er en omtale ikke redaktionens anbefaling af bogen. Prisangivelserne er vejledende.

KLUMME En synlig velfærdsstat V i skal være varsomme med, hvad vi kalder ting, mennesker, handlinger, da navne konnoterer noget og leder vores tanker og forventninger til hinanden et særligt sted hen. Det at begreber er medskaber af virkeligheden, har sociologen Pierre Bourdieu og hans elev Loïs Wacquant beskæftiget sig med i mange publikationer. Wacquant har i årevis forsket i fattigdom i et komparativt perspektiv. Han har lavet feltarbejder i Chicago, Paris og Rio de Janeiro. Alle steder for at undersøge de marginaliseredes vilkår og ikke mindst, hvordan staten influerer på disse. Hans fund er interessante, når talen drejer sig om ghettoer. En ghetto er for de fleste enslydende med noget farligt, høj kriminalitet og utryghed. Beskrivelsen passer også meget godt på ghettoen i USA, hvor begrebet har sit ophav. Her er ghettoen lig med bandekriminalitet, vold, mord, og de færreste hvide har lyst til at besøge en ghetto på egen hånd. Netop hudfarven er central, hvis man vil forstå den amerikanske ghetto, der altovervejende huser sorte, og hvor ghettoen har stærke bånd til den historisk forankrede problematiske relation mellem sorte og hvide. En anden problemstilling er, at den amerikanske ghetto er et farligt sted på grund af den fraværende stat. I den amerikanske ghetto finder vi ikke som i Europa socialkontorer, arbejdsløshedscentre mv., der lokalt skal hjælpe borgerne med at blive selvforsørget. Fraværet af staten fører til, at al den frustration, marginaliserede borgere rettelig føler, dirigeres mod naboer og medborgere. Frustrationen manifesterer sig som fx bandekriminalitet, og følgen er, at disse boligområder er farlige steder at befinde sig for dem, der bor der, og for os andre, der er på besøg. Vredens retning I Europa, og især i Skandinavien, har vi modsat USA ikke blot en helt anden historie, når det drejer sig om etnicitet, men også en nærværende stat. Staten er repræsenteret vidt og bredt, også i de boligområder, hvor de samfundsøkonomisk set svagest stillede borgere bor. Her er socialkontorer, diverse projekter målrettet forskellige typer af problemer mv., så når borgerne her føler frustration (hvad de naturligvis gør), har staten repræsentanter, som borgerne kan rette frustrationen imod. Derfor giver det ikke mening at tale om ghettoer i de skandinaviske lande (og ifølge Wacquant i Europa i det hele taget). Disse boligområder er ikke ghettoer i en amerikansk forståelse, da de slet ikke er farlige som den amerikanske, sorte ghetto er. Derfor skal vi passe på med at bruge ghetto-betegnelsen, da dette begreb så entydigt kædes sammen med vold og utryghed og derfor kan have den (utilsigtede og negative) følge, at almindelige borgere ikke tør bevæge sig ind i disse boligområder. Selve betegnelsen (og den amerikanske virkelighed, so betegnelsen konnoterer) kan således medvirke til at skabe en ny virkelighed i Europa/Danmark, der øger afstanden mellem borgere med forskellige økonomiske situationer. Argumentet om, at en lokalforankret aktiv socialpolitik og tilbud om indsatser målrettet mod borgere, der fx er arbejdsløse, er nødvendig, skyldes således ikke kun, at indsatserne antages at hjælpe til at løse de problemer, de er sat i verden for at løse. En aktiv tilstedeværelse af staten er også vigtig, da det giver borgerne i disse områder mulighed for at rette deres vrede det rigtige sted hen: mod statens og dens repræsentanter (både fagprofessionelle og politikere) frem for mod naboer og medborgere. Vreden kan således rettes mod de personer, der konkret har mulighed for at gøre noget ved de forhold, der avler frustration. Så længe staten er aktivt til stede, har vi således ikke ghettoer i Danmark, og det er et forhold, vi skal værne om, så vi kan færdes frit. Også i boligområder med en høj koncentration af arbejdsløse. Nanna Mik-Meyer, antropolog lektor ved Institut for Organisation, CBS KLUMMEN (lat. columna) Psykolog Nyts klummetekster skrives på skift af seks personer, som har fået frie hænder til at ytre sig om tendenser i det moderne liv og samfund. Skribenterne repræsenterer vidt forskellige fagområder og opgaven lyder ikke på at skrive om psykologi. PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 19

METODEKRITIK modelfotos: COLOURBOX Er deprimerede klienter deprimerede? Debatten om evidens er blusset op efter Aarhus Universitets rapport om psykologbehandling af personer med let til moderat depression. Spørgsmålet er, om rapportens metode holder? SIDE 20 PSYKOLOG NYT NR. 7 2012

Som psykolog med egen praksis får jeg mange mennesker henvist fra praktiserende læger til behandling for let til moderat depression, hvilken ifølge ICD-10-kriterier betyder, at varigheden har været mindst to uger, at patientens funktionsevne er nedsat i lettere til moderat grad på grund af depression, at somatiske og psykiatriske diagnoser er udelukket som primær diagnose, og at de er udredt somatisk. Desuden har de mindst to såkaldte kernesymptomer, dvs. nedtrykthed, nedsat lyst eller interesse eller nedsat energi eller øget trætbarhed, og to ( let depression ) til fire ( moderat depression ) ledsagesymptomer, som fx nedsat selvtillid eller selvfølelse, selvbebrejdelser eller skyldfølelse, tænke- eller koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelse, appetit eller vægtændring. Hvis der er mere end fem ledsagesymptomer kategoriseres personen som havende en svær depression (jf. Sundhedsstyrelsens Faglige retningslinjer for henvisning til psykolog (2012)). Jeg kan ikke mindes en eneste klient med en depressionshenvisning, der ikke har levet op til disse kriterier, mens enkelte har været præget af mange mere eller mindre udtalte ledsagesymptomer, og hvor man derfor kunne komme i tvivl om, hvorvidt de derfor havde en svær og ikke en moderat depression, således som deres læge havde vurderet. Deres depression er udløst af forskellige former for belastning, primært af arbejdsmæssig eller familiemæssig karakter. De fleste af disse mennesker kæmper sig igennem deres dagligdag med arbejde og uddannelse samtidig med behandlingen og bliver opmuntret til at leve så normalt, som de er i stand til. D er er nu rejst spørgsmålstegn ved, om et flertal af de personer, som praktiserende læger henviser til psykologisk behandling hos praktiserende psykologer med henvisningsdiagnosen let til moderat depression i virkeligheden har en let til moderat depression. Det er Fjeldsted og Christensen (2011), der konkluderer, at: kun 33 % af de henviste falder ind under henvisningskriteriet let til moderat depression på tidspunktet for opstart af psykologbehandling, 39 % har ingen tegn på depression, og 28 % har svær depression. Fjeldsted og Christensen mener, at de praktiserende læger bør blive bedre til at diagnosticere depressionstilstande, så at de ikke fejlhenviser så mange af deres patienter. De 39 %, der ikke har tegn på depression, bør ikke henvises til psykolog (ibid.), og de 28 % med svær depression bør henvises til anden form for behandling, fx hos praktiserende psykiater eller på psykiatrisk afdeling, idet en behandling hos praktiserende psykolog anses for at være utilstrækkelig. Et nyt forskningsinstrument Lad os se nærmere på, hvad der får Fjeldsted og Christensen til at mene, at et flertal af disse mennesker ikke opfylder kriterierne for en henvisning. Fjeldsted og Christensen bruger som diagnostisk redskab MDI, Major Depression Inventory, en selvrapporteringstest, udviklet af en dansk forskergruppe. MDI består af et spørgeskema med ti spørgsmål, som klienten i denne undersøgelse har udfyldt ved starten og slutningen af psykologbehandlingen. Spørgsmålene er fx: Har du følt dig trist til mode, ked af det? Har du manglet interesse for dine daglige gøremål? Har du følt, du manglede energi og kræfter? Der er seks svarmuligheder: Hele tiden, det meste af tiden, lidt over halvdelen af tiden, lidt under halvdelen af tiden, lidt af tiden, på intet tidspunkt. Hver svarkategori tildeles en pointværdi (fra 5 til 0) og en samlet score beregnes. Klienten vurderes herefter som havende ingen, let, moderat eller svær depression på basis af sin besvarelse af de 10 spørgsmål (svarmønster) og det pointtal, han har opnået. Svarene på nogle af spørgsmålene vægter tungere end på an- PSYKOLOG NYT NR. 7 2012 SIDE 21