# $ % & ' ( ')! * + % -!./ &(!

! " # $ % & ' ( ')! * + %,* -!./ &(!

Indholdsfortegnelse 1. Indledning 3 1.1 Projektets ramme 3 1.2 Problemformulering 9 1.3 Præcisering af problemformuleringen 9 1.4 Arbejdsspørgsmål 9 2. Metodiske overvejelser 10 2.1 Præsentation af empirien 10 2.2 Multiperspektivistisk analysestrategi 10 2.3 Diskursteori 11 2.3.1 Diskursteori og kvalitative interviews 13 2.4 Kritik af de fire teoriblokke 14 2.4.1 Kritik af retssociologien 14 2.4.2 Kritik af Lakoff 16 2.5 Validering 17 3. Konservatisme 19 3.1 Konservative kerneværdier 19 3.1.1 Tradition 19 3.1.2 Tolerance af hierarki/ulighed 20 3.1.3 Samfundet som organisk hele 21 3.1.4 Kritik af ideologi/utopi 21 3.2 Analyse af Det Konservative Folkepartis syn på voldskriminalitet 25 3.2.1 Overordnet retfærdiggørelse 25 3.2.2 Retspolitikken/straffens rolle 26 3.2.3 Retsfølelsen 28 3.2.4 Spørgsmålet om eksperterne 29 4. Diskussion 32 4.1 Diskussion af retsfølelsen 32 4.2 Mellemstykke: Ren populisme? 34 4.3 Konservatismen som moralsystem 35 4.4 Afslutning 37 5. Konklusion 39 6. Anvendt litteratur 42 Bilag 1: Søgning på vold i Infomedia Bilag 2: Interviewguide Bilag 3: Interview med Tom Behnke

Kapitel 1. Indledning 1.1 Projektets ramme Dette projekt undersøger Det Konservative Folkepartis syn på straf af voldskriminalitet. Først følger her en rammesættende introduktion om kriminalitet som forskningsområde, voldskriminaliteten i Danmark de seneste år og straffen af denne, samt endelig Det Konservative Folkeparti (til tider forkortet DKF) og min optik i forhold til partiet. Jeg er ikke jurist, og min indgangsvinkel til det danske retssystem er da heller ikke juraen, men retssociologien. 1 I min optik kan retssociologien bruges som springbræt til undersøgelse af både kriminalitetens årsager og straffenes effekt. Det er to områder, der sammen kan skærpe synet på retfærdiggørelse af straf. Udgangspunktet for denne undersøgelses retssociologiske er, som Vagn Greve formulerer det: I strafferetten er lidelsen kernen (Greve 1996: 13). Som forsøg på at forstå de årsager, der førte til handlinger, som igen kaldte på lidelsespåførelse, opstod kriminalitetssociologien sent i 1800-tallet. For denne retning var matematikken/statistikken udgangspunktet, og konklusionen var, at kriminalitet som socialt fænomen kunne føres tilbage til generelle livsforhold; nød medfører kriminalitet (ibid.: 24). Et spring frem i tiden til kriminalitetsforskningen i storbyerne i USA i mellemkrigsperioden underbygger påstanden om, at sociale forhold har en betydelig rolle for kriminel adfærd. Undersøgelser viste således, at unge fra forskellige sociale grupper overordnet delte de samme livsmål. Deres muligheder for at udleve disse var dog så forskellige, at det resulterede i forskellige grader af kriminel adfærd. Med disse konklusioner in mente synes det dog paradoksalt, at graden af kriminalitet er steget i Danmark siden udbyggelsen af velfærdsstaten, som har resulteret i forbedrede sociale vilkår for store dele af befolkningen (ibid.: 26f). Den rene sociologi er dermed ikke nok til at forklare kriminalitet, og staffeteorier må derfor også inddrages. 1 Jeg skelner ikke skarpt mellem kriminologi og retssociologi. Det skyldes, at den del af kriminologien jeg trækker på, ikke som udgangspunkt er orienteret mod jura, men de sociale/sociologiske konsekvenser af straf. Dette bygger også på en implicit forståelse, hos mig, at sociologien kan forklare kriminel adfærd som Vagn Greve skriver: Der er intet behov for en særlig kriminalitetssociologi eller kriminalitetspsykologi. Vi kan klare os med den almindelige sociologi eller psykologi (Greve 1996: 29).

Straffeteorier søger at forklare årsagerne til kriminalisering af handlinger. Indenfor de officielle retfærdiggørelser af straf kan der skelnes mellem individuelpræventive (også kaldt de specialpræventive) og de almenpræventive (også kaldt generalpræventive) straffe. Specialpræventionen sigter imod at straffe den enkelte lovovertræder, og dermed forhindre denne i at begår ny kriminalitet. Bevæggrundene for dette kan inddeles i tre hovedgrupper: 1) Uskadeliggørelse, den kriminelle fjernes for samfundet for længere eller kortere tid. 2) Afskrækkelse, hvor tilpas strenge straffe skal afholde folk fra at begå kriminalitet. 3) Reformering, som indeholder elementer af behandling og resocialisering og tidligere var den dominerende ideologi bag specialprævention. Dette (Balvig et al. 1998: 202f). Ved generalprævention, der i dag er den dominerende retfærdiggørelse af straf (ibid.: 221), straffes individer for at hindre andre i at begå kriminalitet. Igen kan årsagerne til straf forklares ud fra tre forhold: A) Afskrækkelse, samme som i ovenstående. B) Moraldannelse, via lovens autoritet skelnes ret fra forkert, og dette påvirker den enkelte. C) Vanens magt, her menes ikke moralske overvejelser, men at folk handler som de altid har gjort, og at disse handlinger påvirkes af lovgivningen (ibid.: 203). Virkningerne af generelpræventionen kan diskuteres, 2 og derfor er det også interessant at se på straffenes uofficielle formål. I retssociologien skelnes der ofte mellem tre uofficielle straffefunktion: 1) Handlingsfunktion, hvor myndigheder og politikere ved at skrue op for straffehåndtaget let kan kriminalisere handlinger og/eller øge straffen for andre. Således signaleres, at kriminalitet tages alvorligt. 2) Afledningsfunktion, hvor befolkningens aggression over dette eller hint samfundsmæssige forhold, der potentielt kan skade stabiliteten i samfundet, kan kanaliseres over til at ramme de kriminelle. Der er hermed tale om en art syndebukeffekt. 3) Renovationseffekt, hvor fængselsstraffe fjerner de kriminelle fra gadebilledet og den offentlige bevidsthed - og dermed fjernes også påmindelsen om, at ikke alle i samfundet behandles lige godt (ibid.: 203f; Balvig 1998: 274,). 2 Eksempelvis skriver Balvig et al.: Meget tyder imidlertid på, at forestillingerne om straffens mulige generalpræventive virkninger er stærkt overvurderede (Balvig et al. 1998: 221). Dette argument underbygges blandt andet med påstanden om, at forøgede straffe ikke nødvendigvis resulterer i mindre kriminalitet, og at generalpræventionen for at kunne hævdes virkningsfuld kræver en ikke-eksisterende stor bevidsthed hos den brede befolkning om lovgivningens præcise indhold og straffenes virkning (ibid.: 221f).

Et centralt spørgsmål for retssociologien er hvorfor tilbagefaldsprocenten, den såkaldte recidiv, er så stor. Som et eksempel på den høje tilbagefaldsprocent viser de nyeste tal på området fra Danmarks Statistik, at af de personer, der er i 2005 er blevet idømt frihedsstraffe for vold, er ca. 42 procent indenfor de sidste 5 foregående år også blevet idømt frihedsstraffe (Danmarks Statistik 2006: 115). Hvis der fokuseres på andelen af personer, der i 2005 blev idømt frihedsstraffe og som tidligere har været idømt en ubetinget frihedsstraf stiger tallet til ca. 68 % (ibid.: 30). For at forstå dette tilbagefald kan man søge straffenes såkaldte ekstralegale konsekvenser. 3 Dette er retssociologiens forsøg på at illustrere, at effektueringen af domme ikke bare har rent praktiske konsekvenser i form af selve frihedsstraffene, men også en række sideeffekter, der kan være med til at forklare det store tilbagefald. Blandt straffenes (mulige) ekstralegale konsekvenser er tab af arbejde og/eller besværligheder ved at finde et nyt, tilvænning til livet i institutioner og dermed færre sociale færdigheder, social isolation fra ens normale netværk, tvunget samvær med andre kriminelle, social deroute hvis indsatte som ofte forekommer, tager stoffer og/eller stifter gæld i fængslet, samt psykologiske problemer og belastninger ved at være udstødt af det normale samfund (Balvig et al. 1998: 213f). 4 På grund af fængselets funktion som udtrykt gennem straffenes ekstralegale konsekvenser omtaler kriminologer ofte fængsler som kriminalitetsskoler. Efter disse mere overordnede betragtninger nu nogle bemærkninger om dette projekts fokus omkring voldskriminalitet. Under den nuværende VK-regering og under de forskellige Socialdemokratisk ledede regeringer gennem 1990 erne er straffene for voldskriminalitet steget kraftigt. Der er tilsyneladende ikke grænser for politikernes, befolkningens og mediernes trang til strengere straffe, hvilket især synes at gøre sig gældende i forhold til voldsforbrydelser (Balvig 2006: 13). Den første generelle 3 En anden forklaring, der kan siges at supplere denne forklaring, er helt basalt de kriminelles opvækstvilkår. Således konkluderer tidl. forskningsleder Kåre Bødal i en undersøgelser af langtidsdømte (over 3 år) i Norge, at mange af disse kom fra belastede grupper. Han skriver følgende: Flertallet av de langtidsdømte er en belastet gruppe som ganske tidlig svært ofte som tenåringer ble registrert i strafferegistret. Deres forhistorier var ofte preget av omsorgssvikt og dårlige forbilder i barne- og ungdomsår. Store problemer bidro til at mange ble tapere i skole og arbejdsliv. Med årene økte rusmiddelforbruket (Bødal 2001: 315). 4 I forhold til generaliserbarheden af konklusionerne fra undersøgelsen nævnt i ovenstående note, kan det siges, at hvis kriminelle før en domseffektuering ikke har sociale problemer, har denne jf. straffes ekstralegale konsekvenser det med stor sandsynlighed efter.

stramning af retspolitikken under de Socialdemokratiske regeringer fandt sted i 1994, senere kom den såkaldte Voldspakke i 1997. VK-regeringens svar på voldspakken er Lov nr. 118 fra anden folketingssamling 2001/2002 (fremover omtalt som Lov 118). Loven blev præsenteret tre måneder efter regerings tiltrædelse og indeholdt markante stramninger på voldsområdet. I perioden 1995-2006 (tallene for 2006 er foreløbige) er den gennemsnitlige længde af ubetingede fængselsdomme for simpel vold steget fra 53 til 90 dage en stigning på 59 % (Justitsministeriets Forskningsenhed 2007). Ligeledes er antallet af ubetingede fængselsstraffe for voldskriminalitet steget kraftigt fra 1474 i 1982, til 3039 i 1995 og 3855 i 2005 altså en stigning på ca. 17 % inden for de sidste 10 år alene (Balvig 1997: 16; Danmarks Statistik 2006: 63). Disse kraftige stramninger er bemærkelsesværdigt sket i en periode, hvor volden har været ret stabil. At voldsraten har ligget på et relativt stabilt niveau kan sandsynliggøres på forskellige måder. Således er antallet af drab faldet i perioden 1980 til 1995 (fra indeks 100 til indeks 78) og drabsforsøg (fra indeks 100 til indeks 91) (Balvig 1997: 7). En anden målestok, et repræsentativt udsnit af de 17-64-åriges oplevelser af vold i perioden 1987 til 1995, viser et tilsvarende mønster. Faktisk er erfaring med at have været udsat for vold og/eller trusler næsten identisk for 1987 og 1995 fordelt på lidt færre voldstilfælde (2,7 % i 1987 mod 1,7 % i 1995) og lidt flere trusler (3,9 % i 1987 mod 4,7 % i 1995) (ibid.: 10). Jeg kender desværre ikke til tilsvarende undersøgelser siden 1997, men sikkert er det, at voldskriminalitet og straffen af dette har fyldt meget på den politiske dagsorden i perioden. 5 Det gennemgående argument for stramningerne i perioden har været hensynet til befolkningens retsfølelse. Eksempelvis argumenterede Lene Espersen således for Lov 118 i forbindelse fremsættelsen af forslaget: Lovforslaget er først og fremmest båret af hensynet til ofrene og befolkningens retsfølelse (Espersen 2002c). Stramningerne er dog ikke kommet ud af ingenting. Befolkningen har således i perioden fra 1980 erne til nu udtrykt ønske om en strammere retspolitik. 6 Eksempelvis mente 62 % af et repræsentativt udsnit af den danske befolkning over 18 år i 2006, at straffene i 5 Om udviklingen i kriminaliteten generelt, kan det siges, at denne fra en kraftig stigning fra midten af 1960 erne til midten af 1980 erne derefter stagnerede til midten af 1990 erne, hvorefter den er faldet (Balvig 2006: 10). 6 Flemming Balvig fremhæver i den forbindelse, at ønske om strammere retspolitik/straffe ikke er et særlig danske fænomen eller særligt for denne tidsperiode, tvært imod: Trods omfattende søgning i den videnskabelige litteratur og - bogstaveligt talt - blandt alverdens opinionsmålingsinstitutter har det ikke vist sig muligt at finde et eneste land på jordkloden, hvor ikke et klart flertal af befolkningen synes, at straffene bør være strammere (Balvig 2006: 11).

Danmark generelt er for milde. 26 % mente at straffene var passende, og blot 2 % at de var for hårde. Ligeledes var 57 % enige i, at fængselsstraffene skulle forøges, mens 27 % var imod (Balvig 2006: 15). Interessant er det dog, at 61 % mente, at kriminaliteten var steget inden for de seneste år, og at kun 12 % mente at kriminaliteten var faldet (ibid.: 16). Befolkningens opfattelse af kriminalitet synes altså ikke kun styret af realiteten. Men hvem bærer så skylden for denne udvikling, politikerne eller måske pressen? Helge Adam Møller, tidligere retsordfører for Det Konservative Folkeparti, er ikke i tvivl; Det er pressen, der sætter dagsorden - også i Folketinget det skal jeg da være den første til at indrømme. Derfor har voldskriminaliteten fyldt så meget i debatten på det sidste (Citat i: Søndergaard 1998: 91). Medierne spiller uden tvivl en stor rolle i forhold til befolkningens opfattelse af vold. En undersøgelse af vold i massemedierne fra 1999 viser da også, at medierne har været en kraftig medvirkende faktor i, at befolkningen både i 1997 og 1998 vurderede vold som det største problem i samfundet (Madsen 1999: 37ff). En simpel søgning i Infomedia på anvendelsen af ordet vold i de 8 største dagblade, der har eksisteret i hele perioden 1990-2007, viser at anvendelser har oplevet en nærmest eksponentiel vækst. Fra 1892 tilfælde i 1990, til 11591(indeks 613) i 2000, og endelig 30927 i 2006(indeks 1635) (se i øvrigt bilag 1). Det er uden for rammerne for dette projekt at undersøge, hvordan volden skildres i medierne. En bredspektret undersøgelse foretaget af Robert et al. (2003) af retspolitikken i USA, Storbritannien, New Zealand, Australien og Canada konkluderer, at medierne giver overfladisk information om kriminalitet, at kriminalitetsstoffet dækkes i en stil mellem underholdning og nyheder, at dannelse af frygt og opfordring til simple forklaringer generelt følger af dækningen, at hurtige og simpel handling efterspørges, samt at dækningen opfordrer til politikker, der spiller på følelser og udvisning af handlekraft (Roberts et al. 2003: 92). Alt i alt konkluderes det, at mediers rolle ikke må overvurderes i forhold til retspolitikken (ibid.: 75). Men samme undersøgelse konkluderer også, at politikernes forhold til agendaer genereret eller stærkt påvirket af medierne ikke er mekanisk efterlevelse; politicians lead, as much as follow, public opinion (ibid.: 161). Der er naturligvis langt fra de lande, Roberts et al. undersøger til Danmark, både med hensyn til anvendelse af straffe og i forhold til mediernes rolle. Men jeg tillader mig alligevel at overføre hovedresultaterne til Danmark som en generel arbejdshypotese:

Medierne dækning af kriminalitet er ringe/skadelig, politikerne påvirkes i høj grad heraf, men de er også selv aktive medspillere i processen. Hvilke andre interesser kan politikere, særligt Det Konservative Folkeparti, have i øgede straffe ud over det helt åbenlyse, at det er populært i befolkningen? Et muligt svar kan findes i den øgede betydning, som værdipolitik har fået. Ifølge Det Danske Valgprojekt 7 har de danske valg i slutningen af det 20. århundrede (fra valget 1973 og frem) taget en drejning fra at have emner afledt af økonomi som afgørende faktor til emner afledt af værdipolitik. 8 I nyere analyser af dansk vælgeradfærd er det derfor almindeligt at skelne mellem fordelingspolitik (gammelpolitik) og værdipolitik (nypolitik). Fordelingspolitik omfatter de politikområder, der direkte relaterer sig til fordelingskampe om de økonomiske ressourcer, eksempelvis forholdet mellem arbejdsgivere og tagere, privat og offentlig ejerskab af virksomheder, erhvervslivets autonomi, omfordeling og arbejdsløshed (van der Brugge & Voss 2003: 33ff). Ole Borre opererer desuden også med forsvarspolitik som et af disse gammelpolitiske emner (Borre 2002: 195). De nypolitiske værdier defineres som: Miljø- og energipolitik, subkulturers rettigheder, ligestilling mellem kønnene, relationer til ulandene, etiske problemstillinger inden for sundheds- og landbrugsområdet, samt ikke mindst flygtninge-/indvandrerområdet, der blev et dominerende emne op gennem 90 erne. Til de nypolitiske emner hører også retspolitikken (Borre 2003: 172). 9 Selvom retspolitikken ikke har været et af de mest dominerende emner, kan dette område altså også siges at høre til blandt emner inden for den af VK-regeringen erklærede kulturkamp i Danmark. En kulturkamp, som blandt andet det fremtrædende medlem af Det Konservative Folkeparti Kulturminister Brian Mikkelsen, har spillet og spiller en 7 Det Danske Valgprojekt er en skiftende gruppe af danske valgforskere, der i de sidste ca. 30 år har analyseret de forskellige danske valg. Gruppen består pt. bandt andet af forskere som Johannes Andersen, Ole Borre og Jørgen Goul Andersen. 8 Der ligger naturligvis en større samfundsmæssig forandring bar fremkomsten af nypolitikken. Det Danske Valgprojekt trækker således bl.a. på Giddens teorier om overgangen til posttraditionelle samfund (Andersen & Borre 2003: 20ff). Ligeledes tager meget af litteraturen på straffeområdet udgangspunkt i store samfundsmæssige forandringer. Et studie af sådanne forandringer ligger dog uden for denne undersøgelses fokus, og jeg tager blot udgangspunkt i dele af resultaterne af disse forandringer; nypolitikken fremkomst. 9 Et af de fire parametre Det Danske Valgprojekt bruger til at operationalisere vælgernes tilslutning til den nypolitiske dimension, er følgende påstand: Voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere end i dag. Graden af tilslutning til dette spørgsmål er med til at positionere vælgere som henholdsvis venstre- ( delvis uenig eller helt uenig ) eller højreorienteret ( delvis enig eller helt enig ) værdipolitisk. De øvrige tre spørgsmål drejer sig om indvandring, miljø og ulandsbistand (Borre 2003: 175).

central rolle i. En væsentlig del af kulturkampen er opgøret med smagsdommere, og spørgsmålet om, hvorvidt denne kamp også kæmpes på det retspolitiske område vil være et af fokuspunkterne i analysen i kapitel 3 nedenfor. I diskussionen i kapitel 4 forfølges sporet om det populære. Et centralt element for DKF s retfærdiggørelse af synet på straf er som allerede antydet retsfølelsen. Dette begreb indtager en central plads i analysen og behandles både filosofisk og praktisk i diskussionen i kapitel 4. Men hvorfor netop fokusere på Det Konservative Folkeparti? Efter en kort ophold ved den konservative juraprofessor og samfundsdebattør Ditlev Tamms syn på retspolitikken er vi nærmere svaret. Ifølge Tamm er retspolitikken helt centralt for de konservative, og på dette politikområde må hensynet til tekniske overvejelse og alle de undersøgelser, der kan påvises at godtgøre den begrænsede effekt af frihedsstraf underordnes hensynet til at fastslå, at forbrydelse ikke betaler sig: det afgørende er signalværdien. [ ] Der er ingen rationel løsning. [ ] Og til syvende og sidst har det noget med ansvar at gøre. Konservatismen bygger på en tanke om den enkeltes personlige ansvar. Ikke noget med at skyde skylden over på det offentlige og samfundet. Og et personligt ansvar har også konsekvenser. F.eks. straf (Tamm 2003: 68). Ditlev Tamm repræsenterer ikke Det Konservative Folkeparti, men hans standpunkt er alligevel interessant, da det antyder en række af mine bevæggrunde for at fokusere på Det Konservative Folkeparti. Det er dels, at retspolitikken er et af partiets centrale fokusområder, men også at konservative så tydeligt har værdier i spil på dette område. Jeg ønsker både at undersøge det retspolitiske område og konservatismen. Jeg vil dog fokusere mest det sidstnævnte, således at bevægelsen går fra retspolitik til konservatisme. Mere konkret tager analysen og diskussionen udgangspunkt i henholdsvis diskursteori og lingvisten George Lakoffs metaforanalyse fokuseret på konservativ moral som the strict father model. Begge disse begrebsapparater bevæger sig på et sprogligt niveau og fungerer som værktøjer til analyse af den tekst hvorigennem jeg undersøger Det Konservative Folkepartis syn på straf af voldskriminalitet. Konkret vil jeg inddrage en bred vifte af kilder, eksempelvis partiprogrammer, regeringsgrundlag, folketingsdebatter, avisartikler, et interview med Retsordfører Tom

Behnke mm. Tekstanalysen henter temaer fra retssociologien samt forskellige teoretiske betragtninger om konservatismens kerneværdier som præsenteres i kapitel 3. Koblinger i det analytiske setup udbygges i kapitel 2, men før dette projektets problemformulering; 1.2 Problemformulering Hvordan kan Det Konservative Folkepartis syn på voldskriminalitet forstås ud fra retsfølelse og konservativ ideologi? 1.3 Præcisering af problemformuleringen Med syn på voldskriminalitet menes både straf og forebyggelse. Retsfølelse inddrages fordi det, som allerede antyde og som analysen i kapitel 3 yderligere viser, er et meget centralt element af Det Konservative Folkepartis retfærdiggørelse af politikken i forhold til voldskriminalitet. Med konservativ ideologi menes ikke snævert partiets ytringer. Jeg trækker derimod på et bredere ideologibegreb, hvis indhold kan formuleres således: Ideology is conceptual and ranges from how we orientate ourselves in ways we are hardly aware of to programmatic texts and strategic conduct, from behaviour to ism and from individual to collective types of identifications (Dyrberg 2006: 4). Når jeg tilslutter mig dette brede syn på ideologi skyldes det en antagelse om, at der er forskel på hvad politiske partier kan udtrykke i dagligdagspolitikken modsat konservative kerneværdier, der indeholder en større grad af orientering både tilbage- og fremadskuende. Jeg søger derfor med konservativ ideologi både det kontemporære og det mere tilbage- og fremadrettede. Forholdet mellem dag til dag-politikken og de politiske ytringer, som analyseres senere, udbygges i afsnit 2.5. 1.4 Arbejdsspørgsmål - Hvilke teoretiske betragtninger kan forklare konservatismen som ideologi? (Besvares gennem først halvdel af Kapitel 3.) - Hvordan kan Det Konservative Folkepartis syn på voldskriminalitet forstås? (Besvares gennem anden halvdel af 3.) - Hvordan kan retsfølelsen og andre kerneelementer af Det Konservative Folkepartis retfærdiggørelse af synet på straf diskuteres og forstås i forlængelse af Lakoffs teori? (Besvares gennem kapitel 4.)

Kapitel 2. Metodiske overvejelser Genne projektarbejdet har jeg prioriteret teori og analyse over metode, men på de følgende sider følger alligevel en beskrivelse og diskussion af min metodiske tilgang. Jeg har overordnet valgt at arbejde i bredden og ikke i dybden. Denne fremgangsmåde har den fordel, at jeg kan nærme mig mit genstandsfelt bredt, men strategien indebærer også nogle konsekvenser som diskuteres nedenfor. 2.1 Præsentation af empirien Mit empiriske materiale udgøres af en række forskellige kilder: Det Konservative Folkepartis Holdningsprogram (DKF 2000) og Regeringsgrundlagene sammen med Venstre fra henholdsvis 2001 (VK 2001) og 2005 (VK 2005). Gennem disse kilder henvender partiet sig til omverdenen, selvfølgelig mest selvstændigt i Holdningsprogrammet. Men med den stil sådanne tekster skrives i, kan der være et stykke fra retorik og til de mere praktiske dele af politik. For at kompensere for dette inddrager jeg også en række dokumenter, der relaterer sig til Lov 118. Det drejer sig om Lene Espersens pressemeddelelse i forbindelse med fremlæggelse af lovforslaget (Espersen 2000:b), hendes fremsættelse af lovforslaget til Folketinget (Espersen 2000a), hendes svar under andenbehandlingen (Espersen 2000c), samt DKF s daværende retsordfører Helge Adam Møllers ordførertale under førstebehandlingen af lovforslaget (Møller 2000). Desuden har jeg efter afslag fra Justitsministeren foretaget et interview med partiet nuværende Retsordfører, Tom Behnke. Jeg foretog dette interview for at få svar på en række af de spørgsmål, de øvrige kilder ikke kan besvare. Derudover inddrager avisartikler af/med Tom Behnke. 2.2 Multiperspektivistisk analysestrategi Jeg trækker som nævnt ikke på én teoretisk tilgang, men derimod på fire forskellige: Retssociologi (som præsenteret i kapitel 1), diskursteori (som præsenteres i det følgende afsnit), teorier om konservatisme (som præsenteres i afsnit 3.1) og George Lakoffs metaforanalyse (som præsenteres i afsnit 4.3). Retssociologi bidrager med en indgang til voldskriminaliteten, der både giver en forståelse af årsager til kriminalitet og straffes virkninger, hvilket skærper synet på

retfærdiggørelse af straf. Retfærdiggørelsen af straf undersøges med værktøjer hentet fra diskursteori. Konservativ ideologi søges åbnet med teorier om konservatisme, og for at få tanker både inde- og udefra gøres dette med udgangspunkt i både konservative og ikke-konservative tænkere. Endelig inddrages Lakoff for at have en indgang til konservatismen på et metaforisk niveau. At kombinere forskellige teoretiske retninger på en sådan måde kan betegnes multiperspektivisme. Fordelen ved at arbejde multiperspektivistisk er åbenlys: Ideen er, at en multiperspektivistisk ramme dvs. en ramme der angriber et fænomen ud fra flere forskellige analytiske perspektiver - bidrager med en bredere forståelse for komplekse sociale fænomener (Phillips 2001: 104, oprindelig fremhævelse). Der findes i metodelitteraturen en række fortolkninger af, hvad det indebærer at arbejde multiperspektivistisk fra de mere ortodokse med strenge metodiske anmodninger (Phillips 2001) til de mere pragmatiske (Hansen 2004). Jeg afviser de ortodokses krav om at blende tilgangene sammen for at få ét strengt sammenhængende hele (Phillips 2001: 104). Jeg søger derimod en mere pragmatisk tilgang, fordi jeg ønsker, at de teoretiske tilgange skal udsige noget genuint forskelligt på genuint uidentiske niveauer og dermed at lade de forskellige teoriblokkes forskelle være fremtrædende (Hansen 2006: 103f). Før en kritik af de forskellige teoriblokke følge nu en introduktion til diskursteori og min anvendelse af denne i forhold til interviewet med Tom Behnke. 2.3 Diskursteori Diskursteori kan ikke betegnes som én teori, men som en række forskellige teoretiske formationer. Jeg tager udgangspunkt i Laclau og Mouffes forståelse af diskurs som en fastlæggelse af betydning inde for et givent domæne, hvor de forskellige diskurser er resultater af artikulationer, altså italesættelser. Artikulation beskrives som en praksis, der (sprogligt) etablerer relationer mellem forskellige elementer. Artikulationer vil dog aldrig stå alene, da de finder sted i det diskursive felt, der rummer tegn fra andre diskurser, eller som tidligere har indgået i andre diskurser (Jørgensen & Phillips: 36f). Det er netop Det Konservative Folkepartis artikulationer af centrale begreber i forhold til retsområde, der undersøges i analysen nedenfor.

Diskurser etableres omkring privilegerede tegn, de såkaldte nodalpunkter eller knudepunkter). De øvrige tegn i diskursen ordnes omkring nodalpunkterne og får betydning i forhold til disse (Jørgensen & Phillips 1999: 37). Forholdet mellem diskurs, artikulation, nodalpunkter og det diskursive felt kan sammenfattes på følgende måde: Den artikulatoriske praksis består derfor i konstruktionen af knudepunkter, som delvist fikserer mening; og denne fikserings delvise karakter stammer fra det sociales åbenhed, hvilket selv er et resultat af den konstante overstrømning af enhver diskurs af feltet for det diskursives uendelighed (Laclau & Mouffe 2002: 64). De tegn, der indgår i diskurser, kaldes altså momenter, og de tegn i det diskursive felt, der endnu ikke er (midlertidigt) fikseret i en diskurs, kaldes elementer. Tegn kan dermed være både momenter og elementer, og ligeså kan de privilegerede tegn, der i ovenstående blev refereret til som nodalpunkter, også omtales som flydende betegnere (Jørgensen & Phillips 1999: 38f). Begrebet flydende betegnere mener jeg er et meget anvendeligt værktøj for strukturering af en konkret analyse. Det skal ses i lyset af, at diskurserne kæmper om at udfylde de flydende betegnere forskelligt. Hermed bliver det selvfølgeligt, at forskellige kombattanter på i det diskursive terræn - eksempelvis forskellige politiske partier - kæmper om at udfylde og definere begrebet straf. Ligesom de forskellige diskurser konstrueres ved at fremhæve visse muligheder frem for andre, finder gruppedannelser også sted ved, at nogle identitetsmuligheder fremhæves, mens andre ignoreres eller udelukkes. Sådanne processer sker under dannelse af ækvivalenskæder, hvor momenter sættes sammen (ibid.: 56f). I forbindelse med gruppedannelse vil ækvivalenskæderne ofte, men ikke altid, komme til at virke som antagonismer. Antagonisme er det diskursteoretiske begreb for konflikt, hvor forskellige identiteter udelukker hinanden (ibid.: 60). I tilfælde, hvor gruppedannelser kommer til at virke som antagonismer vil der under dannelse af positive selvbilleder foregå en samtidig eksklusion; [d]et kan også beskrives sådan, at enhver identifikation med et vi forudsætter tilstedeværelsen af et de (Poulsen 2000: 173). I dannelsen af kategorien vi ækvivaleres en række forhold, mens andre forhold i en sideløbende proces artikuleres til differens eller ligefrem antagonisme (ibid.: 174). Disse indsigter omkring gruppedannelser er nødvendige for at forså den positionering det Det Konservative Folkeparti søger i forbindelse med retspolitikken; altså hvem

partiet stiller sig op mod altså indtager et antagonistisk forhold til. Dette spørgsmål er centralt for at forstå partiets samlet strategi for retfærdiggørelse af retspolitikken. 2.3.1 Diskursteori og kvalitative interviews Kombinationen af diskursanalyse og kvalitative semistrukturerede interviews er ifølge Allan Dreyer Hansens legitim som teknik, men samtidig ikke uproblematisk (Hansen 2003: 357). Et af problemerne med brugen af interviews er, at betingelserne for udsagn under interviewet er forskelligt for betingelserne i andre (diskursive) sammenhænge. Denne ufordring er dog ikke særlig for diskursanalysen, men gælder for alle traditioner, hvor kvalitative interviews anvendes (ibid.). Det skal også siges, at interviews radikaliserer en generel diskursteoretisk pointe, nemlig tekstens manglende enhed altså at teksten er åben for utallige forskellige læsninger (Hansen 2000: 56). Denne åbenhed gør i forhold til anden tekst, at forskeren skal være sin egen rolle bevidst, da han/hun gennem foretagelse af interviews intervenerer kraftigere end ved læsning af anden tekst (ibid.: 54). Allan Dreyer Hansen foreslår, at man for at overkomme dette problem kan ty til observationsstudier (ibid.: 55). Da jeg ikke har haft mulighed for at udføre observationsstudier, har jeg været inspireret af Christel Stormhøj forslag om, at være bevidst om sin påvirkning af interviewsituationen, og derfor hovedsageligt spørge beskrivende og naivt for at forstå indforståetheder (Stormhøj 2006: 90). At spørge til selvfølgeligheder er vigtigt for at udfordre både ens egne og ekspertens forforståelser, men som Lise Lotte Hansen formulerer det; der er dog grænser for, hvor naivt man kan tillade sig at spørge og samtidig opretholde sin legitimitet som interviewer. Viden er også magt, og [ ] det er nødvendigt at fremvise et vist vidensniveau for at få adgang til informationerne (Hansen 2004: 131). Et lignende synspunkt udtrykkes af Steinar Kvale: Interviews med elitegrupper [ ] kræver i almindelighed, at intervieweren har et godt greb om interviewemnet, så han kan føre en velinformeret samtale (Kvale 1997: 108). Mit udgangspunkt for udformning af interviewguide og selve interviewet har været et syn på interviewsituationen som en interaktion, hvor forskeren konstruerer fortællingen og dennes betydning, men også som en samtale med åbenhed for at følge interviewpersonens tankebaner eller -tråde gennem interviewet for at kunne åbne op for det sociale felts mangfoldighed (Hansen 2004: 131). Men det omtalte behov for at

fremvise et vist vidensniveau kan siges at være radikaliseret i mit tilfælde, da jeg af Tom Behnke sandsynligvis ikke opfatter mig på linie med rigtige forskere. I min interviewguide (se bilag 2) og i gennemførelsen af interviewet har jeg derfor søgt en balance mellem åbenhed og at udtrykke viden. I opbygningen har jeg indledningsvist lagt vægt på beskrivende spørgsmål for at søge at skabe et rum for tillid, for derfor gennem interviewet at øge kompleksiteten og det kritiske indhold af spørgsmålene. Det transskriberede 10 interview findes i bilag 3. Men hensyn til min mere overordnede brug af interviewet som tekst, anvender jeg dette som enhver anden tekst. Dog vil jeg i de tilfælde, hvor det synes relevant, reflektere over min egen indflydelse på meningsfrembringelsen altså min påvirkning af Tom Behnke gennem selve interviewsituationen. 2.4 Kritik af de fire teoriblokke Her følger en kritik af de fire forskellige teoriblokke, diskursteorien behandles dog selvstændigt i afsnit 2.5. Teorierne om konservatisme stammer fra en række forskellige teoretikere, både erklærede konservative (bl.a. John Gray, Michael Oakeshott og Roger Scruton) og en række ikke-konservative (bl.a. Giddens). Som et af resultaterne i min tilgang i bredden frem for i dybden kritiserer jeg ikke disse teorier enkeltstående, men derimod indirekte gennem brugen af teorierne i afsnit 3.1 ved at foretage sammenligninger og diskussioner, der kan ses som en form for validering. 2.4.1 Kritik af retssociologien Den del af retssociologien, jeg abonnerer på, Balvig, Balvig et al. og Greve, kan beskrives som et opgør med den skandinaviske tradition for retsrealisme, i Danmark bedst kendt fra Alf Ross (Balvig et al. 1998: 303f). Hos Ross var idealet, at retsvidenskaben skulle nærme sig positivismen som kendt fra naturvidenskaber. Til disse idealer knytter der sig en række problemer, bl.a. induktionsproblemet og kravet om streng objektivitet/neutralitet i forskningen (ibid.: 306f). Den nyere retssociologi i 10 Der findes i metodelitteraturen en lang række anbefalinger i forhold til transskribering af interviews. Kvale fremhæver eksempelvis, at observationer som mimik og gestik kan give læseren af forskningsrapporter et udbygget indblik i selve interviewpersonen (Kvale 1997: 170ff). Jørgensen og Phillips tilføjer, at kravet om disse anbefalinger radikaliseres jo længere ens erkendelsesinteresse nærmer sig lingvistik og/eller psykologi (Jørgensen & Phillips 1999: 92f, 131f). Jeg betvivler ikke disse anbefalinger, men da jeg ikke har haft sådanne erkendelsesmæssige interesser, har jeg blot transskriberet ud fra et ønske om at videregive det tale så loyalt som muligt.

Danmark har forkastet disse idealer og bygger i stedet på en blanding mellem fænomenologi, hermeneutik og kritisk realisme (Balvig et al. 1998: 311ff). En ikke særlig præcis beskrivelse, men ifølge Balvig et al. er det da også først indenfor de senere år, der for alvor er taget hul på diskussionen om videnskabelighed indenfor retsvidenskaben (ibid.: 303). Måske er dette grunden til, at der i de introduktionsbøger til retssociologien jeg har stødt på, kun har været ganske spæde forsøg på (egen)kritik af videnskabelige metoder. Jeg har valgt ikke at gå ind på grundlagene for de enkelte teorier, som jeg anvender, men jeg ser i stedet på spørgsmålet om kritik af retssociologien som et emne tætter på denne projektrapports fokus. Det drejer sig med andre ord om diskussionen om kritikkens plads i videnskaben. Et interessant spørgsmål i denne forbindelse er naturligvis, hvad ville en konservativ indvende imod retssociologien? Tom Behnke svarer indirekte på dette i interviewet (se bilag 3: 66, eller citatet i denne rapport, s. 32), hvor han anklager Vagn Greve, og dermed også indirekte resten af retssociologien, for at blande egen normativitet ind i det videnskabelige arbejde. Behnke efterlyser i stedet facts i form af statistisk materiale. Behnke abonnerer dermed tilsyneladende på et syn på videnskabens rolle, der kan betegnes som en teknokratisk-scientistisk kritikform, hvor videnskaben, med inspiration fra positivismen, skal tilvejebringe objektiv viden: er uden at bekymre sig om bør (Holst 2005: 57). Den nye retssociologi kan derimod siges at indeholde elementer af især, 1) immanente kritik, hvor skel mellem norm og virkelighed undersøges (tydeligt i forhold til virkningerne af straf), 2) kritik af sociale patologier, hvor forvrængninger af social liv undersøges patologier udpeges og passende kure (eventuelt) anvises. En sådan fremgangsmåde kendes eksempelvis fra Durkheims analyse af selvmordet (ibid.: 58f). Durkheims mere overordnet teori om udviklingen af samfundsmæssige solidaritetsformer ligger i øvrigt som grundlag for store dele af den nyere retssociologi som forklaring på afstandtagen til/frygt for kriminalitet. Kritik af retssociologien kan dermed i høj grad føres tilbage til hvilket videnskabssyn, man selv abonnerer på. Jeg tilskriver mig fuldt ud ønsket om at bedrive immanent kritik og delvis også kritik af uheldige udviklingstræk, men vil ikke, som traditionen for kritik af sociale patologier tilskriver, opstille storstilede kure derimod - men se i øvrigt afsnit 4.4.

2.4.2 Kritik af Lakoff En forsker, der har kritiseret Lakoffs approach, er sociologen Frank Furedi. Hans kritik bunder dels i Lakoffs normative tilgang, men også i at han forsimpler konservatismen (Furedi 2005) og gør sig til moralsk overdommer (Furedi 2006). Lakoff har helt sikkert en normativ bias, men om dette gør, at han behandler moralsystemet for conservatives meget dårlige end moralsystemet for liberals, er jeg ikke overbevidst om. Et andet opmærksomhedspunkt omkring Lakoff er, at han skriver ud fra en amerikansk kontekst. Dermed kommer hans opdelinger i conservatives og liberals og de dertil knyttede idealtypiske moralsystemer også til at være beskrivende for to bredere skare af politiske observanser end dem, vi i dansk kontekst betegner konservative og liberale. På trods af dette forhold mener jeg, at Lakoff ganske overbevisende formår at indfange grundsubstansen af de forskellige moralsystemer. Om Lakoffs egen bias er det også interessant, at han eksplicit tager udgangspunkt i et eget politisk ståsted som liberal (i den amerikanske betydning). Hans ønske er således at korrigere for det forhold, at conservatives bedre end liberals forstår den moralske dimension af politik (Lakoff 1996: 18). Lakoffs eget politiske ståsted og mission synes i vise tilfælde, i kombination med de bredtfavnende inddelinger, at virke for forsimplende og næsten tendentiøse. 11 På trods af dette mener jeg dog, at Lakoffs begrebsapparat er yderst anvendeligt i forhold til dette projekts diskursteoretiske analyse, da han netop også fokuserer på sproglige forståelser og politiske retfærdiggørelser bundet op omkring metaforerne om conservative og liberal moral. Metaforenes styrke er netop, at de er kondenseringssymboler ( condensation symbols ). I dette ligger en antagelse om, at disse hører til symboler, der i kraft af at kondensere egenskaber ved abstrakte fænomener (tanker, ideologier mm.) forbinder let genkendelige erfaringsbaserede begreber med det abstrakte (Laponce 1975: 11f). 2.5 Validering Jeg har på nuværende tidspunkt allerede begyndt diskussionen om svagheder og styrker ved dette projekt, og dermed har jeg også påbegyndt valideringen af det. Men kravene 11 Et eksempel på dette er følgende citat: But conservatives believe that there can be no such thing as social causes for crime, that crime is always a matter of individual moral weakness. It follows then that it is silly to spend money on countering nonexistent social causes (Lakoff 1996: 207). Dette påståede synspunkt ligger i forhold til dette projekts fokus på Det Konservative Folkeparti noget fjernt især dette partis socialkonservative fløj som repræsenteret ved Per Stig Møller.

til validering begrænser sig ikke til ét afsnit eller til metodekapitlet, så derfor vil der gennem projektet foregå en løbende refleksion. På dette sted vil jeg dog fremhæve nogle særlige fokuspunkter for validering. Det første fokuspunkt er forholdet mellem politiske ytringer og realpolitikken som den udspiller sig i dag til dag-politikken. Et eksempel, der kan illustrere den til tider lange afstand imellem de to niveauer, er Det Konservative Folkepartis forhold til den såkaldte revselsesret. Revselsesretten blev afskaffet i 1997, men DKF stemte sammen med Venstre og Dansk Folkeparti imod denne afskaffelse. Paradoksalt er det dog, at den tilsyneladende kendsgerning, at man ikke slår sine børn, i 2004 ophævet til en dansk værdi og tradition i en integrationspjece, udformet af VK-regeringen med støtte af DF (Kilde: Orientering 28.12.2004). Tradition er som vist i afsnit 3.1.1 en konservativ kerneværdi, men hvordan et forhold kan blive til tradition på bare 7 år er ubegribeligt. Forholdet mellem ytringer og realpolitik kan dermed være kompliceret, men jeg bekender mig dog ikke til det ganske pessimistiske syn på præmisserne for at træffe beslutninger, der ligger i diskursteorien Laclau omtaler således med henvisning til Kierkegaard beslutningens moment som galskabens moment (Laclau 2002:154). Men spørgsmålet om skellet mellem ytringer og politik er alligevel relevant, især for at vurdere konklusionerne fra denne rapport i forhold til det daglige politiske liv. Mit syn på mulighedsrummet for politik tages i øvrigt op i diskussionen i afsnit 4.4. Det andet fokuspunkt for validering er, hvilken viden jeg har produceret. Da min tilgang er multiperspektivistisk, mener jeg ikke at kunne placere mig snævert inden for én metodologisk eller (videnskabs)teoretisk skole. Jeg har dog en vis tilknytning til socialkonstruktivismen. Modsat karikaturerne af dette paradigme (herunder diskursteorien) betyder det dog ikke, at everything goes - at der ingen metodiske regler findes, og at vilkårlighed derfor er en konsekvens heraf. I det store og heterogene socialkonstruktivistiske paradigme ses vidensproduktion ikke som sikker genspejling af en objektiv verden derude. Derfor ser jeg min vidensproduktion som en fortolkning, vel vidende at andre spørgsmål, teoribrug og tekstanalyse kunne lede til andre konklusioner (Hansen 2004: 100ff). I socialkonstruktivistisk optik er min tilgang baseret på en normativitet, der øver indflydelse på processen. Jeg forholder mit til dette ved at

reflektere over mine forforståelser og ved at søge imod gennemsigtighed, ikke benægtelse, i forhold til dennes betydning for projektdesign, konstruktion af problemformulering og udvælgelse af teori og empiri (Hansen 2004: 102f). Hermed bliver det tredje fokuspunkt for validering spørgsmålet om min egen normativitet. Som det antydes gennem kapitel 1, og som det fremgår tydeligt af kapitel 4, indtager jeg ikke en neutral position i forhold til denne undersøgelses fokus: Voldskriminaliteten og straffen af denne. Jeg er stærkt bekymret over de menneskelige konsekvenser af straf og den kontemporære strafferetorik, ikke blot af hensyn til den enkelte kriminelle, men også for samfundets øvrige borgers skyld, primært i forhold til øget frygt og sekundært af hensyn til økonomisk spild på måske for lange fængselsstraffe. At jeg fremlægger min normativitet, der i øvrigt udbygges i afsnit 4.4, på nuværende tidspunkt skyldes det for det første, at jeg ikke mener, at samfundsvidenskabelig forskning kan bedrives værdifrit jf. inspiration fra socialkonstruktivismen og derfor er det vigtigt for mig at klarlægge mit eget udgangspunkt. Dermed til den anden grund; at læseren med beskrevne normativitet in mente får mulighed for at vurdere min teoribehandling og analyse i kapitel 3. Der har jeg selvfølgelig forsøgt ikke at gøre vold på teori og udsagn, men jeg vil samtidig ikke påstå, at læsningen er neutral. Bevidsthed om og fremlæggelse af normativitet er dog ikke nok, der må konklusivt vurderes ud fra en række kriterier. Det drejer sig om håndværksmæssig kvalitet, åbenhed og gennemsigtighed. Et vurderingskriterium er således, om den valgte teori, empiri og analysetilgang er relevant og i stand til at belyse den problemformulering, hvormed jeg møder feltet. Når det kommer til en vurdering af åbenhed og gennemsigtighed må man stille sig det spørgsmål, om jeg gennem denne projektrapport formår at fremlægge og diskuterer trufne valg og betydningen af disse. Med andre ord, om min fremgangsmåde er sammenhængende og klar (Land & Pedersen 2001: 35f).

Kapitel 3. Konservatisme Dette kapitel er en introduktion til konservative kerneværdier, der glider over i den følgende analyse af Det Konservatives Folkepartis syn på voldskriminalitet. 3.1 Konservative kerneværdier Anthony Giddens fremhæver, at konservatismen i politisk ideologisk forstand er vanskelig definerbar, idet den på forskellige steder har varierende inspirationskilder, hvilket resulterer i variationer af politikken. Eksempelvis er konservatismen i mange kontinentaleuropæiske lande influeret af katolicismen, og disse Kristendemokratierne vil i angelsaksisk kontekst nærmest regnes for venstreorienteret (Giddens 1994: 22). Jeff Greenberg og Eva Jones fremhæver tilsvarende kompleksiteten i betydning af kategorierne liberal og konservativ i henholdsvis Europa og USA (Greenberg & Jones 2003: 376). Med disse indledende bemærkninger in mente undersøges nu hvilke kerneværdier, der kan siges at udgøre fundamentet for konservatismen. Forskellige teoretikere har søgt at opstille et sådant skelet af fællesstræk. Eksempelvis fremhæver Gören Dahl tradition, menneskets ufuldkommenhed, det organiske samfund, autoritet, hierarki og ejendomsretten som fællestræk i konservatismen på tværs af tid og rum (Dahl 2003: 31f). Søren Hviid Pedersen fremhæver tilsvarende tre værdier: Traditionen, samfundet som organisk helhed og skepticismen over for ideologi/utopi (Pedersen 2004: 98ff). Jeg ser en fin sammenhæng imellem disse to bidrag, og vil operere med følgende fire kategorier: Tradition, tolerance af hierarki/ulighed, samfundet som organisk hele og kritik af ideologi/utopi. 3.1.1. Tradition Greenberg & Jones hævder noget overraskende, at modstand mod forandring er nytteløst ( futile ) at regne som en særlig konservativ værdi. Det sker med henvisning til, at nogle af de mest forandringsvillige ideologier i det 20. århundredes Europa, fascismen og nazismen, på trods af deres ekstremitet grundlæggende må regnes for konservative ideologier (Greenberg & Jones 2003: 377). Greenberg & Jones påstand skiller sig ud i feltet af litteratur om konservatismen at skille sig ud. Eksempelvis

hævder Giddens i sin diskussion af den klassiske konservatisme ( old conservatism ), at denne opstod i kølvandet af den franske revolution som et forsvar for styret før revolutionen ( ancien régime ). Den har også siden fremstået som et forsvar for aristokratiet og hierarkiet (Giddens 1994: 24f) og udtrykker dermed en modstand imod forandring. Ligeledes tager David McKnight udgangspunkt i, at modtand mod forandring er et centralt element af konservatismen (McKnight 2005: 100ff). Den konservative teoretiker Michael Oakeshott fremhæver, som en række andre erklærede konservative, traditionen som kerneværdi i konservatismen (se ex. Gray 1993 & Scruton 2001). Oakeshotts omtaler rammende konservatismens forhold til traditionen således: To be conservative, then, is to prefer the familiar to the unknown, to prefer the tried to the untried, fact to mystery, the actual to the possible, the limited to the unbounded, the near to the distant, the sufficient to the superabundant, the convenient to the perfect, present laughter at utopian bliss (Oakeshott 1981: 169). 3.1.2 Tolerance af hierarki/ulighed At konservatismen rummer et kraftig valorisering af traditionen synes hermed sandsynliggjort, men hvordan forholdet det sig med det andet fokuspunkt - hierarki/ulighed? Her er der en høj grad af enighed om, at tolerance af hierarki/ulighed er en kerneværdi i konservatismen (se ex. Greenberg & Jones 2003: 377f; McKnight 2005: 85ff). Giddens forklarer konservatismens klassiske tilknytning til tolerance af hierarki/ulighed som et resultat af tradition, men også som et resultat af troen på traditions naturlighed eller ligefrem synet på samfundsindretningen som gudsgivet (Giddens 1994: 25). Der er således iboende konservatismen en større grad af hensyntagen til de svage i samfundet, end den, der kendes fra liberalismen og især neoliberalismen. John Gray fremhæver således, at konservatismen skal støtte de udsatte og søge at forbedre de svages muligheder, og dermed afvises den liberale laissez-faire stat, som bl.a. Robert Nozick, der er en af neoliberalismens ledende filosoffer, er fortaler for (Gray 1993: 50). Giddens og Gray skriver begge ud fra en engelsk kontekst og dermed en velfærdsstatstype, der jf. Gøsta Esping-Andersens typologi tillader en lang større grad af ulighed, end de skandinaviske/socialdemokratiske velfærdsstater, hvortil Danmark hører (Esping-Andersen 1999). Blandt konservative, herunder danske konservative, foregår

løbende en diskussion af den ønskelige grad af hierarki/uligheden. Hvor Brian Mikkelsen indvender imod socialismen, at denne stirrer sig blind på lighed (Mikkelsen 2004: 9), fremhæver en anden central skikkelse i Det Konservative Folkeparti, den socialkonservative Per Stig Møller, nødvendigheden af at balancere fælles- og egennytte samt at hjælpe de svage (Møller 2004: 249, 255). 3.1.3 Samfundet som organisk hele Søren Hviid Pedersen omtaler konservatismens syn på samfundet som et organisk hele således: Den organiske samfundsopfattelse anskuer samfundet som en selvstændig enhed, der kvalitativt anderledes end summen af individer. Samfundet og dets institutioner er konstitutive for det enkelte menneskes identitet og dets muligheder for at føre det gode liv (Pedersen 2004: 99). Den balance mellem individ og kollektiv, der antydes her igennem, og vægtning af institutionernes betydning og dan allerede omtale afvisning af den (neo)liberale laissez-faire stat, udfordres i dag af neoliberalismen i form af dennes kraftige fokusering på markedets lykkesaglighed. Neoliberalismen ser markedet som en garant ikke alene for økonomisk effektivitet, men også for (individuel) frihed (Giddens 1994: 33f). Med inspiration fra public choice-teorien ses samfundet som en sammenslutning af mange egennyttemaksimerende individers (strategiske) samarbejde. Dermed bliver statens rolle indsnævret, så [t]he message from the competitive economy is: keep out! (ibid.: 35). Eksempelvis opfattes en buldrende globaliserede økonomi som en trussel imod muligheden for at opretholde lokale fællesskaber, og for at gøre op med det klassiske konservative syn på et fælles gode det organiske samfund (McKnight 2005: 83f). For Gray er det som konservativ vigtigt at understrege, at individet har brug for familier og institutioner (Gray 1993: 53). Og når familien sættes under pres af det fleksible arbejdsmarked, skal der protesteres. Således lyder det med et citat fra Gray hos McKnight: How can families meet for meals when both parents work on shifts? What becomes of families when the job marked pulls parents apart? (McKnight 2005:97) 3.1.4 Kritik af ideologi/utopi Kritikken af neoliberalismen finder ikke kun sted på grund af dennes syn på samfunds-