I dag er det helligtrekongers søndag. Nu skulle man jo tro, at det i dag handler om de hellige tre konger, men faktisk var de hverken konger, tre eller hellige. Egentlig får vi bare at vide, at der var nogle vise mænd, men denne historie taler til folks fantasi, og siden Jesu barndom er historien blevet fortalt videre, og som det tit går med fortællinger, så har historien ændret sig undervejs. Beretningen om de vise mænd er fortalt videre og lever videre i mange lande. I den syriske kirke fortalte man, at der var 12 vise mænd. I vores tradition har vi hæftet os ved, at der var tre gaver, og eftersom ingen vel kom uden gaver, tænker vi, at der var tre vise mænd. Der er blevet lavet mange billeder af disse tre vise mænd, som vi altså har besluttet, at der var, og de bliver som regel vist som tre høje herrer, der kommer ridende, fornemme, stolte og med oprejste pander. Det fremgår tydeligt, at de ved, hvad de vil, og de er rolige, for stjernen viser dem vej. Men ikke alene er der måske ikke tre mænd, der kommer ridende, vi har heller ingen god grund til at tro, at de stolt og roligt bevægede sig frem mod 1
deres mål. Det, vi får at vide om deres rejse, er, at de farer vild. Selv om der var en kraftigt lysende stjerne på himlen, så blev de i tvivl om, hvilken vej de skulle ride, og de gik helt galt i byen, før de nåede frem. Det meste af historien handler faktisk om, at de vise mænd er på afveje. Historien om de vise mænd er en historie, der handler mindst lige så meget om at fare vild, som den handler om at finde vej, for selv når vi bliver ledt af Gud, kan vi komme på vildspor. Hvis vi skulle prøve at forestille os, hvordan det er gået for sig, skulle vi måske, frem for at se de målrettede mænd, snarere se for os et billede af nogle mennesker, der slider sig af sted i deres søgen efter denne konge. De bevæger sig over vældige ørkenstrækninger, formodentlig i mørke, for at de skal kunne se stjernen. Og da de endelig nærmer sig stedet, ser de nok, at stjernen er over Betlehem, men så tænker de, at det var usandsynligt, at en konge skulle fødes i sådan en lille ubetydelig flække, og så bliver de i tvivl om, hvilken vej, de skal gå. Måske de oven i købet er begyndt at tvivle på stjernen, om den er til at regne med. Og så slår de deres sunde fornuft til, og ræsonnerer sig frem til, at det mest sandsynlige 2
sted at finde en nyfødt kongesøn er i kongeslottet i Jerusalem. På den måde farer de vild undervejs. De stoler mere på sig selv og deres egen sunde fornuft end på Guds tegn, fordi Guds tegn forekom dem at vise noget helt usandsynlig og ulogisk. De følger stjernen noget af vejen, men tør ikke stole 100% på den. Jeg vil fortælle jer en historie om en mand, der også stolede mest på sin egen fornuft. Historien handler om en videnskabsmand, der var på ekspedition i et meget stort ørkenområde. Og der skete det, at videnskabsmanden kom bort fra sin gruppe, og for rundt i ørkensandet for at finde dem igen eller finde et spor, han kunne bruge, men der var intet. Man kan ikke overleve længe i sådan en ørken, vidste han, mens han slæbte sig fra klit til klit i det tunge brændende ørkensand. Han havde en smule mad på sig, men den slap snart op, men hvad værre var, vandet i feltflasken slap også op. Han var jo en klog mand, og han vidste godt, at nu gjaldt det livet, så han slæbte sig videre. Da han næsten helt havde opgivet håbet, fik han slet ikke så langt væk øje på en oase. Han blev selvfølgelig utroligt glad, hans liv 3
var reddet, men bedst som han blev fyldt af håb og glæde, kom han til at tænke sig om. Så kom han i tanker om, at han var en belæst mand, og han vidste, at når man er sulten og tørstig, kan man begynde at hallucinere, det var typisk i den situation at se fatamorganaer, altså synsbedrag. Glæden forlod ham, han troede ikke på det, og slæbte sig videre. Nu blev oasen tydeligere, og halvdød som han var, syntes han alligevel, han kunne høre rislen af en bæk, ja han fornemmede ligefrem vand i nærheden. Men huskede han på, at sulten og tørsten kunne narre ham. Han var jo videnskabsmand, en klog og belæst mand, så den hoppede han ikke på! Nogen tid efter fandt en flok beduiner liget af videnskabsmanden. Han var død af sine anstrengelser, og af sult og tørst. Det mærkelige var bare, at få meter foran ham voksede den dejligste oase med dadelpalmer, fulde af moden frugt, og lige foran ham rislede den kilde, der gav hele oasen liv. Videnskabsmanden for vild, ligesom de vise mænd i dagens evangelium. Men budskabet til os i dag er, at selv om man kan gå galt i byen med en funklende stjerne til at vise én vej, så opgiver Gud os ikke. 4
Beretningen om de vise mænd har en anden pointe end fortællingen om videnskabsmanden, for evangeliet til i dag vil fortælle os noget om, hvordan Gud er. Selv når vi er kommet totalt på afveje, lader Gud stjernen lyse og lyse for os, så vi får endnu en chance. Budskabet til os i dag er, at vi ikke kommer til at tørste og sulte ihjel med målet lige foran os, for Gud er en Gud, der giver os nye chancer. Derfor blev de vise mænd til sidst ført til Betlehem, til den nye konge. Når vi i vores liv står ved en skillevej, hvor vi ikke kan se, hvilken retning, vi skal gå i, er det ikke sikkert det er den vej, der forekommer os mest klog og fornuftig, der er den rigtige. Det er svært at stole 100% på det, Gud vil lede os til, og det kan faktisk også undertiden være svært at se, hvor det er, han vil have os til at gå hen. Vi kan komme i vildrede, om vi er på rette vej, eller om vi hellere skal følge vores fornuft, eller måske andre menneskers meninger og vurderinger. Men Gud er en Gud, der giver nye chancer. Gud er en Gud, der insisterer på at blive ved med at lyse for os. 5
Han taler til os igen. Indgyder os mod til at følge den vej, der måske forekommer ufornuftig og ulogisk, men ikke desto mindre er den rigtige vej at gå. Også selv om alt omkring os er mørkt og dunkelt, og det føles som om vi går i blinde. Vi kan som mennesker komme ud på vandringer, der føles helt uoverskuelige og opslidende. Vandringer, der tager på kræfterne, og byder på farer undervejs eller på store uoverensstemmelser med dem, vi følges med. Men der findes ikke nogen veje, der er så meget afveje, at de er for langt væk fra Gud til, at han kan nå os. Og der findes ikke noget mørke, som hans stjerne ikke kan lyse op i. Han opgiver ikke at lyse for os, selvom vi ind imellem tvivler på ham. Der kan være situationer og øjeblikke i livet, hvor det står os tindrende klart, hvilken vej, vi skal gå. Der kan være andre situationer og øjeblikke, hvor vi end ikke med vores bedste vilje kan skimte, hvad der er ledestjernen. Men en ting er sikker, og det er, at der er en vej, som vi skal gå, og at Gud altid vil søge at lede os tilbage til sig, til den vej, vi skal gå. Selv om vejen blev længere og mere besværlig, end den havde behøvet at være, og end vi havde forestillet os, 6
så kan han lede os frem - også fra de afkroge, vi fik bevæget os ud i undervejs. Da de vise mænd kom til deres mål, efter et svinkeærinde, fik de sig en overraskelse. De havde forventet at møde en kongesøn, der befandt sig under de bedst tænkelige forhold, men fandt en lille fattig dreng i de værst tænkelige omgivelser. De fik noget helt andet, end det, de kom for. Det samme kan ske for os, når vi går i kirke; at vi får os en overraskelse. Vi kan komme her og være helt optagede af vores eget, og under gudstjenesten opdage, at vi har fået fjernet fokus fra os selv, fordi vi er blevet sat ind i en meget større sammenhæng. I kirken kan vi blive mindet om, at det, der blev sagt til os i vores dåb, stadig gælder: At Gud er der for os alle dage, både de lyse dage og de mørke dage. Vi kan derfor gå ud herfra med velsignelsen i ryggen, salmerne i kroppen og fadervor i hjertet. Og så kan vi ligesom de vise mænd gå en anden vej hjem, end den vi tog her hen; Guds vej. 7
Inden ugen er omme, er vi sikkert kommet på vildveje igen, men så venter gudstjenesten heldigvis forude. Og derfor kan vi sige: Lov og tak og evig ære 8