Bevidsthed. - en udfordring for den empiriske forskning. af Thomas Alrik Sørensen

Bevidsthed - en udfordring for den empiriske forskning af Thomas Alrik Sørensen Opgaven er 59659 anslag, hvilket svarer til ~21½ normalsider BA projekt 01 / 07-2005

RESUMÉ PÅ ENGELSK...1 INDLEDNING...2 BEVIDSTHED...3 HVAD VIL DET SIGE AT VÆRE BEVIDST?...3 HVORDAN ER DET AT VÆRE...4 HÅRDE OG LETTE PROBLEMER...5 Hvordan føles det som, at være en Zombie?...6 Subjektivitet i det videnskabelige paradigme...7 TEORI OG EMPIRI...8 INTROSPEKTION SOM SÆRLIG MENTAL INDSTILLING...9 EKSPERIMENT 1...10 FORSØGSPERSONER...10 METODE...10 Stimuli...10 Design...11 Instruktion...12 Normalkondition...13 Introspektionskonditionen...13 Delt opmærksomheds-konditionerne...13 RESULTATER...14 DISKUSSION...16 EKSPERIMENT 2...17 FORSØGSPERSONER...18 METODE...18 Stimulus...19 Design...21 Instruktion...21 RESULTATER...22 Adfærdsdata...22 Elektrofysiologiske data...25 Træffere og forbiere...25 Korrekte afvisninger og forbiere...28 Opsummering af EEG data...30 Forskelsbølger...31 DISKUSSION...32 KONKLUSION...33 PERSPEKTIVERING...33 REFERENCELISTE...35 FIGURLISTE...41 BILAGSLISTE...42

Resumé på engelsk In the last 20 years much has happened within the field of consciousness studies. This is mainly due to new technologies and to the establishment of en interdisciplinary field that benefits from advances in many areas. I attempt to give a very brief overview of a definition of consciousness while at the same time placing my views on what a preliminary definition should entail. The main question is whether a research object with only a sketchy definition should embark on empirical studies. Without a final and definitive definition of the object we want to investigate, one could claim that this is a futile quest. We have made it our object to study differences between first-order mental states and introspection, thus making the phenomenological experience, the object of investigation. Hereby beckoning what some would call the hard problem (Chalmers, 1995a) of consciousness research. I present two of our studies on introspection here. In the first experiment we replicated earlier findings in behavioural data (Overgaard, Kauffmann, & Ramsøy, 2001). Furthermore we rejected the critique that our findings could be the result of dual attention instead of introspection. The second experiment was done in collaboration with the Centre for Cognitive Neuroscience at Turku University, Finland. Here we combined a more simplified version of our experiment with electrophysiological measurement (EEG). Again we replicated our earlier findings, but this time both in behavioural and electrophysiological data where we found differences in the left occipital area (O1) and in medial parietal area (Pz). Furthermore we replicated our data in a much simpler design and more importantly we obtained a measurable distinction within subjects, whereas earlier data relied on comparison between groups. Therefore the second experiment seems to strengthen an empirical distinction between first-order conscious thoughts and introspection as two measurably different mental states. It is our claim that our findings have implications for the search for neural correlates of consciousness as well as for experimental psychology in general. It seems prudent to combine the theoretical work on consciousness with empirical studies, even without a final definition of our research object. 1

Indledning I de seneste 15-20 år har der været et øget fokus på, hvad der i mine øjne er psykologiens mest centrale problem: Bevidstheden. 1990 erne blev af den daværende amerikanske præsident erklæret som hjernens årti og kun få år efter fulgte Danmark trop ved at kalde 1997 for hjerneåret. De fremskridt, der ledte til det store fokus på udforskningen af hjernen, gjorde også, at forskere i højere grad begyndte at tale om psyken eller bevidstheden. Bevidsthedsforskningen havde indtil da i udstrakt grad kun været praktiseret inden for filosofien (philosophy of mind), men pludseligt kunne forbedrede scanningsteknikker anvendes til at sige noget om vores oplevelser. Således var forskningsfeltet ikke længere forbeholdt filosofferne, men tillige forskere indenfor et væld af discipliner, så som medicin, lingvistik, biologi, fysik og mange andre heriblandt naturligvis også psykologien. Denne forskning er i høj grad sat i højsædet i Danmark i dag, hvorfor jeg mener at kunne argumentere for, at min problemstilling også er særdeles aktuel. I 2003 blev Center for almenpsykologisk og eksperimentel bevidsthedsforskning dannet i København og i 2004 satte Københavns Universitet deres nye tværfaglige satsningsområde i værk: Fra krop til bevidsthed. Men det spørgsmål, man kan stille sig, er hvad er det egentligt for et felt? og måske mere centralt er det overhovedet et forsknings felt? I opgavens første del vil jeg forsøge at besvare disse og en række andre spørgsmål ved at se på to forskellige aspekter ved udforskningen af bevidsthed; definitionen af bevidsthed og metodologien inden for et sådan felt. I opgavens anden del vil jeg fokusere på det sidste af problemerne, ved at give eksempler på en metodisk tilgang til feltet ud fra den forskning jeg har deltaget i de sidste par år. I opgaven har jeg tilstræbt at holde ord og begreber på dansk, hvor de første gang er efterfulgt af fagtermen i parentes efter det oversatte ord. Dette er for at opnå en sproglig ensartethed gennem opgaven. Enkelte steder er fagtermen dog bibeholdt, hvis denne ikke har kunne oversættes eller at oversættelsen har været misvisende. 2

Bevidsthed Dette felt er af forskere blevet kaldt det største og sidste mysterium, der er tilbage inden for videnskaben (Metzinger, 1995; Chalmers, 1996; Hameroff, Kaszniak, & Scott, 1996), og det var også sådan jeg tænkte, inden jeg kastede mig ud i feltet. Men fordi det er et af de sidste uudforskede områder, behøver det ikke at være et særligt mystisk fænomen. Som vi skal se i det efterfølgende, lader det til, at vi har gjort det mere mystisk, end det reelt set er. Dette er imidlertid ikke så underligt, for ser vi tilbage i videnskabens historie, er det ikke er en ny tendens. Eksempelvis kan vi nævne élan vital, som man for 200 år siden mente var årsag til livet. Så fandt vi ud af, at det var vores hjerte, som egentligt bare er en pumpe, der sørgede for at vores organisme havde liv (Blackmore, 2003). På samme måde skal vi nok være forsigtige med at tilskrive bevidstheden al for stor mystik, men samtidigt bør vi også være åbne for, at vi kan stå over for en udfordring, der gør at vi må tænke radikalt anderledes end tidligere. Dette har jo tidligere været eksemplet inden for fysikken, som for godt 100 år siden måtte foretage et radikalt tankeskift fra den klassisk mekanik til kvantemekanikken. Hvad vil det sige at være bevidst? Mange, der stilles ovennævnte spørgsmål, vil svare noget i retning af, at det er det at vi er vågne og ikke bevidstløse. Men er dette svar fyldestgørende? Ved nærmere eftertanke vil mange konkludere, at der nok mangler noget i en sådan definition 1. Men tager vi udgangspunkt i denne folkelige definition, så kræver det, at vi har adgang til information, da netop dette er skellet mellem ubevidste og bevidste processer i hjernen. Men det er ikke nok, at vi processerer en mængde information eller har tilgang til den, vi har også en særlig oplevelse, eller qualia, tilknyttet. Står der en rød kop foran mig, har jeg på den ene side informationen om den røde kop, og på den anden side tillige en oplevelse af rødhed (Block, 2005; Block, 2001; Block, 1995). Heri ligger det særlige og også det store problem for empiriske forskere nemlig den subjektive oplevelse af rødhed (Chalmers, 1996; Chalmers, 1995b; Chalmers, 1997). 1 Samtidigt med det åbenlyse i at vi ikke kan leve med en definition, der bare begrundes med dets modsætning. Vi er ikke kommet ret langt, hvis vores definition af bevidsthed er det modsatte af at være bevidstløs, eller det er det, der ikke er ubevidst. 3

Jeg har her introduceret en række centrale problemstillinger inden for feltet og vil nu forsøge at trække dem op ved at belyse nogle af de tankeeksperimenter og argumenter, der ofte er blevet fremført i diskussionen af dem. Hvordan er det at være Den amerikanske filosof Thomas Nagel stillede i (1974) spørgsmålet; Hvordan er det at være en flagermus? (Nagel, 1997). Selvom spørgsmålet blev stillet næsten tyve år inden bevidsthedsforskningen for alvor to fart, rammer spørgsmålet det særlige problem, der er knyttet til at forske i bevidsthed; den subjektive oplevelse af hvordan noget er for den, der oplever det. Det er også et af hovedproblemerne inden for de bevidsthedsdiskussioner (Chalmers, 1995b), som Block (1995) retter vores opmærksomhed mod. Block pointerer, at når forskere diskuterer bevidsthed, så taler en del faktisk forbi hinanden, fordi de reelt taler om forskellige aspekter ved bevidstheden, og oftest bliver det fænomenale aspekt som Nagel beskriver overset i debatten (som eksempelvis i modellen om global tilgang (Baars & Franklin, 2003; Baars, 2002; Baars, 1993). I sit tidlige arbejde (Block, 1995; Block, 1996) laver Block selv en distinktion mellem to typer af kvaliteter ved bevidstheden; det ene er, at vi har tilgang (access consciousness eller a-bevidsthed 2 ) til noget information eller viden, vi kan handle efter, medens det andet aspekt er oplevelsesmæssigt (phenomenal consciousness eller p-bevidsthed), for eksempel at når jeg løfter min kaffekop for at tage en slurk, så føles dette på en helt bestemt måde for mig. Dette er ikke nødvendigvis en udtømmende definition på bevidsthed, og nogle, som eksempelvis Steven Pinker, taler om, at der endvidere bør inkluderes en form for selvbevidsthed (self consciousness eller s-bevidsthed) (Gazzaniga, Ivry, & Mangun, 2002), medens andre forskere taler om en særlig type for refleksiv bevidsthed (reflexive consciousness eller r-bevidsthed) (Rosenthal, 2002a; Marcel, 1993; Block, 2001). Jeg vil i nærværende opgave holde mig til begreberne om a- og p- bevidsthed, da jeg mener, at de andre, i dette stadie, er overflødige. Selvbevidsthed, mener jeg, kan ses som indbefattet både i a og p-bevidsthed, der er noget det har en tilgang (a) og en oplevelse er for noget (p). Det virker ikke plausibelt, at antage, at der flyver oplevelser rundt, som ikke er oplevelser for nogen. Ligeledes vil jeg hævde, at 2 Dette er særligt den del af bevidsthedsproblematikken vi ser et bud på i teorier som global tilgang, som Baars (2003; 2002; 1993) forslår. 4

Blocks (2003; 2001) opblødning mod Rosenthal (2002a) er af mere taktisk karakter end indholdsmæssig, da der her i mine øjne bare er tale om en særlig form for a og måske p-bevidsthed. For ikke at bidrage til forvirringen, når vi vil begrebsliggøre, hvad bevidsthed vil sige, så mener jeg, det er meget vigtigt at forsøge at koncentrere sig om det mest essentielle, som herefter kan udvides med flere begreber. Herved tager jeg videnskabsteoretisk afsæt i William af Ockhams berømte sætning til paven i 1330 Pluralitas non est ponenda sine neccesitate 3, som senere er blevet døbt Ockhams ragekniv. Men det står for mig klart, at vi mangler noget åbenlyst hvis vi enten kun taler om tilgang eller om oplevelsen, hvorfor bevidsthed i alt fald må bestå af disse to aspekter; tilgang til noget og en særlig subjektiv oplevelse her af. Hårde og lette problemer Man kunne hævde, at det er forkert af mig, når vi forsøger at konceptualisere et forskningsfelt, at udelukke et centralt begreber som ejerskab (s-bevidsthed). Men jeg mener, at dette er forsvarligt, idet begrebet i sig selv skal kunne forstås som entydigt og kunne eksistere i sig selv. Block selv benyttede i sin oprindelige artikel (1995) en række eksempler, hvor man kunne forestille sig det ene bevidsthedsaspekt uden det andet. I dag er der ikke mange der forestille sig en enten ren a-bevidsthed eller p- bevidsthed hos en person, men måske nærmere forskellige eller varierende grader af de to typer bevidsthed, uden at disse optræder helt alene. De kan dog opstilles alene og samtidigt give mening, modsat s-bevidsthed, som nogle vil sige, er indlejret som en del af bevidstheden (Zahavi & Parnas, 1998). Filosoffen David Chalmers (1995a) har ud fra ovenstående begrebsliggørelse af a og p-bevidsthed forsøgt at opdele den udfordring videnskaben står overfor, i hvilke problemer, der er til at gå til, og hvad der er den særlige udfordring. Lidt groft sagt er det, Chalmers kalder de lette problemer, knyttet til a- bevidstheden. A-bevidsthed om noget kan forholdsvist nemt undersøges i for eksempel et kontrasteringsstudie, hvor vi i den ene kondition ser noget, som vi kan rapportere, og i den anden hvor vi ikke kan rapportere det. Herved kan vi, hvis stimulus er det samme, se på den målbare forskel mellem den tilstand, hvor vi havde adgang til stimulus, og den tilstand hvor vi ikke havde adgang til stimulus, og forskellen herimellem må afspejle a-bevidstheden. Der er dog stadig en række 3 Kan oversættes med: Merhed, er ikke at foretrække uden dets nødvendighed. 5

udfordringer i et sådan studie, for selvom vi eksempelvis ved bi-okkulær rivalisering kan udforske a-bevidstheden, er dette stadigt ikke en nem opgave. Det der gør bevidsthed til et særligt vanskeligt felt er p-bevidstheden, den subjektive oplevelse der er knyttet til bevidstheden (Chalmers, 1998; Chalmers, 1995a). Dette er dels fordi vi har en privilegeret adgang til denne del af bevidstheden, og dels fordi at det ikke umiddelbart virker som om at den fænomenale del af bevidstheden har nogen funktion i organismen. Hvordan føles det som, at være en Zombie? Jeg vil starte med det sidste af de to foregående spørgsmål, hvorvidt p-bevidstheden er overflødig? Chalmers (1993; 1996) beskriver, i et tankeeksperiment, den såkaldte filosofiske zombie. Den filosofiske zombie er meget anderledes de zombier, vi kender fra diverse Hollywoodfilm, hvor de fremstilles som udøde kadavere, hvis eneste mål er at fortære menneskehjerner. Her er der tale om den logiske mulighed, at Chalmers for så vidt kunne have en tvilling, der opfører sig præcis som Chalmers selv, men med den forskel, at zombie-chalmers ikke har nogen fænomenologisk oplevelse, eller som Chalmers selv beskriver det; A zombie is something physical identical to me, but which has no conscious experience all is dark inside (Chalmers, 1996, p. 96). Chalmers er ikke ene om at fremsætte zombie-argumentet, en variation findes også hos Searle (1992), som fremsætter det tankeeksperiment, at vi ville kunne udskifte dele af hjernen med computerchips og derved opleve, hvordan vores bevidsthed svinder ind til ingenting, i takt med at hele hjernen til sidst ville være udskiftet med computerchips. Selvom disse tankeeksperimenter kan ses som eksempler på, hvad der forstås ved a-bevidsthed, løber de en risiko ved at reducere bevidstheden, til at p-bevidsthed ikke er andet end et epifænomen, eller dampen fra lokomotivet, som ikke i sig selv har nogen funktion. Chalmers har i sit tankeeksperiment valgt at benytte zombien som metafor, og det der gør, at vi slutter, at zombien ikke har noget indre mentalt liv, er dens adfærd 4. Charlmers begår imidlertid her ud fra en folkepsykologisk forklaring en fejl, idet han dømmer implicit om bevidsthed ud fra den adfærd organismen viser. Herved berører vi anden del af spørgsmålet fra sidste afsnit, nemlig at vi har en privilegeret adgang til vores 4 Se eksempelvis film som Return of the Living Dead (1985), Shaun of the Dead (2004) eller Resident Evil (2002) for eksempler på den karakteristiske zombie adfærd. 6

bevidsthed. Det eneste jeg med sikkerhed kan sige er, at jeg er bevidst, jeg har ingen adgang til andres bevidsthed og kan derfor være i en verden omgivet af zombier - en tankegang, der resulterer i solipsisme. For at trække linjen helt op ville der faktisk ikke engang være noget, der kunne afgøre om jeg var bevidst, da zombie-thomas ville udvise samme adfærd som mig og derved også hævde, at den ikke var en zombie (Blackmore, 2003) 5. Udover den folkepsykologiske problematisering ved at vælge, at kalde denne konceptualisering for en zombie, har filosoffen Todd Moody (1994) afvist den filosofiske zombie som en konceptuel mulighed ud fra en lingvistisk argumentation. Lad os forestille os, at der findes en tvillingjord beboet af filosofiske zombier, der opfører sig præcist som os på jorden dog uden nogen form for fænomenalitet. Men hvordan ville deres sprog se ud? Ville de tale om, hvordan de oplevede deres zombiedrømme? Konklusionen må blive, at det er svært at forstille sig den filosofiske zombie som en mulighed i lyset af dette eksempel, da vores oplevelser også bliver afspejlet i den adfærd, vi udviser. Herved får vi også implicit fastslået, at bevidstheden 6 har en funktion, da det ikke er sandsynligt, at bevidstheden bare er dampen fra lokomotivet. Der er dog stor uenighed om, hvorvidt man kan afvise den filosofiske zombie på ovennævnte grundlag (Searle, 2004), og ligeledes er der endnu ikke en endelig definition af, hvad der menes med bevidsthed. Subjektivitet i det videnskabelige paradigme Udover spørgsmålet om hvorvidt qualia eller den fænomenale oplevelse spiller en rolle eller ej (Dennett, 1988), stiller bevidsthed vores videnskabelige metode over for en yderligere udfordring. Som jeg afsluttede afsnittet Hårde og lette problemer med, 5 Selvom filosoffer længe har diskuteret det fremmede psykiske problem, som den privilegerede adgang til vores egen bevidsthed er blevet kaldt, kan man måske stille spørgsmålstegn ved med forskningen udført af den italienske forskergrupper om spejlneuroner (Umilta et al., 2001). Empati eller intersubjektivitet kan vi måske gennem spejlneuroner have samme privilegeret, eller tilnærmelsesvis, tilgang til. Empati eller intersubjektivitet kan vi måske gennem spejlneuroner have samme privilegeret, eller tilnærmelsesvis, tilgang til. Studier af Nisbett og Wilson (1977) viser også at vi tolker på vores egen adfærd. Derfor er kløften måske ikke så stor hvis der rent faktisk er neuroner i min hjerne der detektere både min og andres adfærd. 6 I alt fald bør p-bevidstheden ikke udelukkes, således at man kun beskæftiger sig med det umiddelbare at bevidstheden må være noget vi har tilgang til eller er a-bevidst om. 7

og kort kom ind på i ovenstående afsnit, har vi en særlig, såkaldt privilegeret adgang til bevidstheden. Dette første persons perspektiv bliver set som noget problematisk for videnskabens kriterium om, at den skal være objektiv og kunne studeres ud fra en tredje persons tilgang. Debatten der er udsprunget fra dette problem har ansporet en række forskere til at hævde, at naturvidenskaben må bløde op for at kunne overhovedet at kunne studere bevidsthed vi må tillægge et anden persons perspektiv, ved at sammensmelte den videnskabelige metode med den fænomenologiske metode (Roy, Petitot, Pachoud, & Varela, 1999). Jeg vil ikke afvise, at fænomenologien har noget at byde ind med i udforskningen af bevidsthed, men i mine øjne på samme plan som alle andre discipliner. Det ville være en fejl ikke at behandle bevidsthedsforskningen som en hver anden videnskab, der reelt står over for samme begrænsning, i og med, at vi altid vil være et subjekt der undersøger en given genstand, det være sig et atom, en organisme eller bevidstheden. Bevidstheden er ikke direkte observerbar, da den bliver udtrykt gennem adfærden. Udelukkende at observere adfærd og undgå at tale om det psykiske, har behaviorismen vist er en fejlagtig kurs for psykologien som videnskabelig metode 7. Men selvom vi ikke kan observere bevidstheden direkte, bør det ikke begrænse os, og der findes eksempelvis en række fysiske fænomener, der heller ikke kan observeres direkte, men som alligevel udforskes. Grundlæggende lader det til at det videnskabelige krav om en objektiv tilgang, der går tilbage til Galilei (Overgaard, 2003), bliver tolket som om, at vi som forskere kan opnå objektivitet. Med objektivitet mente Galilei dog i højere grad, at fænomenet skulle være observerbart af mere end bare en enkelt person (Koch, 1996). Det, at vi har privilegeret adgang til bevidstheden, ser jeg derfor ikke som en begrænsning, men i højere grad som noget der bør ses som en fordel, der kan hjælpe os i den videnskabelige undersøgelse, da vi her har en yderligere kilde, der kan bidrage til vores undersøgelse. Teori og empiri Hovedspørgsmålet for nærværende opgave bliver derfor, hvorvidt den empiriske forskning må vente på en endelig definition og afgrænsning af feltet, eller om den empiriske tradition i højere grad end tidligere antaget kan benyttes allerede på dette 7 Jeg vil ikke underkende behaviorismens bidrag til psykologien, men et psykologisk retning, der som udgangspunkt ikke vil tale om en psyke, virker som en selvmodsigelse. 8

tidlige tidspunkt? I ovenstående del af opgaven har jeg forsøgt at skitsere nogle af de centrale definitoriske og metodiske problemstillinger samtidig med at opridse mit ståsted inden for denne del af debatten. I det efterfølgende vil jeg forsøge at vise at den metodiske udfordring kan tages op og bidrage med resultater til trods for stadig uenighed i feltet. Resultater der i sidste ende vil kunne bidrage til en eventuel endelig definition. Inden for psykologien findes en lignende tilgang i den første kognitive revolution. Behaviorismen havde overtaget i forhold til gestaltpsykologien ind til de to kognitive revolutioner. Den første blev ført stille an af informationsprocesseringsparadigmet, og den anden, anført af Chomsky, bankede de sidste søm i behaviorismens kiste. Newell havde fulgt debatten, om hvorvidt man kunne tale om mentale processer. Men i stedet for at deltage i en filosofisk tovtrækning, indledte han sammen med Shaw og Simon et teoretisk og eksperimentelt arbejde om, hvordan mennesket løser problemer. De havde ingen illusioner om, at de ville finde den endegyldige sandhed, men de havde en ambition om at bringe os nærmere en forståelse (Simon, 1997). På samme måde mener jeg, vi bør foretage eksperimentelle undersøgelser for at få den filosofiske tovtrækning til at flytte sig nærmere en forståelse af vores genstand. Introspektion som særlig mental indstilling Vi har valgt at gøre introspektion til vores genstand i en empirisk undersøgelse, for at undersøge dels om vi kan tale om forskellige mentale indstillinger til verden og dels for at tage udgangspunkt i det hårde problem, det subjektive ved bevidstheden. På trods af at introspektion var en af de mest udbredte metoder omkring psykologiens etablering som selvstændig disciplin (Thorne & Henley, 2001), blev der stillet spørgsmålstegn ved dens validitet, og efter Titcheners død i 1927 blev metoden mere eller mindre glemt. Der findes en lang række forskellige tolkninger og definitioner af hvad introspektion er, og i denne sammenhæng vælger jeg den bredeste og mest umiddelbare; det at se ind i sig selv. Dette bliver også denne definitoriske variation, vi benytter i de to forsøg, der præsenteres her. Introspektion betyder her, at man beretter om den indre oplevelse, modsat nonintrospektion hvor man beretter om noget ude i verden. 9

Eksperiment 1 Det første eksperiment er en fortsættelse af et eksperiment udført tidligere ved Københavns Universitet (Overgaard et al., 2001; Overgaard, 2003; Miskowiak & Sørensen, 2004; Overgaard & Sørensen, 2004; Sørensen, Vangkilde, Koivisto, Revonsuo, & Overgaard, 2004). Det tidlere eksperiment (2001) fandt en målbar forskel mellem introspektion og nonintrospektion, og vores eksperiment 1 er dels en replikation og dels en udvidelse for at besvare en rejst kritik vedrørende eksperimentets validitet. Forsøgspersoner De 32 forsøgspersoner, der deltog i forsøget, var alle højrehåndet unge med normalt eller justeret-til-normalt syn. Forsøgspersonerne var primært studerende ved Københavns Universitet, dog med undtagelse af den yngste person, der var i praktik på instituttet da forsøget blev udført. Alderen for forsøgspersonerne gik fra 16 til 35. Metode Til forsøget benyttede vi en computeropstilling, hvor forsøgspersoner skulle rapportere, hvad de så på skærmen til en forsøgsleder, der herefter noterede svaret. Til forsøget benyttede vi programmet Presentation ver. 0.4 til Windows 98, som er en brugerflade til udførelse af psykologiske eksperimenter. Forsøget blev kørt på en 466 MHz computer, tilsluttet en SVGA skærm (800 600) med en refresh rate på 16 ms. Gennem forsøget sad forsøgspersonerne ca. 60 cm fra skærmen, således at stimulus fyldte 1 o i det visuelle felt. Stimuli Stimuli bestod af simple figurer (kvadrater, cirkler og trekanter) og en sammensætning af disse (halvcirkler, halvtrekanter eller kombinationer som en halvkvadrat og en halvcirkel), samt mere abstrakte figurer. I alt benyttede vi 34 forskellige figurer i stimulussættet. Stimuli kunne også variere i farve; grå, blå, grøn, gul og rød. Hver af disse farver kunne igen variere inden for dens egen farve mod henholdsvis lysere og mørkere, således at hver af de tre grundfarver havde 7 forskellige nuancer. I denne kategori var der ligeledes 34 svarmuligheder, da den grå skala gik fra hvid til sort, og 10

sort mod den sorte baggrund ikke ville kunne rapporteres, hvorfor denne farve ikke blev anvendt i forsøget. Præsentationstiden af stimulussættet kunne variere med i alt 12 forskellige præsentationstider, afhængigt af skærmens refresh rate. Sættet kunne således præsenteres i en frame (16 ms) og op til 12 frames (192 ms). I 10% af de samlede antal delforsøg blev der ikke vist noget stimulus, for ikke at forsøgspersonerne begynder at gætte 8. Stimulus blev præsenteret på en af tre positioner, der var placeret med lige stor afstand på en imaginær cirkelbue om et fiksationskryds. De forskellige konditioner; farve, form, præsentationstid og placering, blev randomiseret af programmet, således at der ikke var en systematik i præsentationen. Hver forsøgsperson gennemløb en række prøve delforsøg, inden det egentlige forsøg startede, for at kende forsøgsparadigmet. I selve forsøget skulle hver forsøgsperson igennem 200 delforsøg, inddelt i to blokke. I opstillingen anvendte vi en maske for at kunne kontrollere eksponeringstiden. Masken blev præsenteret på alle tre positioner og bestod af alle 34 figurer superpositioneret oven på hinanden. Design De 32 forsøgspersoner blev inddelt i fire grupper; en normal-, en introspektiv-, en verbal- og en visuelgruppe 9. Hvert af de 200 delforsøg forløb på samme vis: Et delforsøg starter med, at forsøgslederen igangsætter forsøget ved at trykke på en tast. Dette er efterfulgt af stimulussæt bestående af 0-3 enkelt figurer. Stimulussættet vises i 16-192 ms, hvor vi går fra en hastighed, hvor meget få kan se stimuli (16 ms), og op til meget lange eksponeringstider (192 ms) hvor forsøgspersonerne har helt klare oplevelser af stimulus. Disse tidsintervaller understøttes af forskning inden for opmærksomhed, hvor normale forsøgspersoner har t 0 på omkring 20 ms (Bundesen, 1990; Habekost & Rostrup, 2005), hvilket svarer til den laveste grænse, vi kan detektere et stimulus ved. Efter præsentationen af stimuli, vises der tre masker på de steder, hvor stimuli kunne fremkomme, i 500 ms. Herved opnår vi kontrol over eksponeringstiden 8 Man kunne forestille sig at hvis en forsøgsperson mistænker at der altid bliver vist noget på skærmen, så forsøger de bare at gætte hvilket vi generelt ikke er interesseret i. 9 Disse fire grupper beskrives nærmere i det efterfølgende afsnit om instruktionen af forsøgspersonerne. 11

i forsøget samtidig med sværhedsgraden i forsøget øges. Sidstnævnte er en fordel, da vi, for at kunne sammenholde antal rigtige svar i dataanalysen, ikke ønsker at forsøgspersonerne svarer rigtigt hver gang. Figur 1: Eksempel på forsøgsforløb. Masken på denne figur er en forsimpling af den egentlige maske fra forsøget. Efter præsentationen af masken bliver skærmen blank, hvilket er tegn til forsøgspersonen om at svare på opgaven, der var stillet dem. Forsøgspersonernes svar noteres ned af en forsøgsleder, inden det næste del forsøg sættes i gang. Instruktion Forsøgspersoner blev inddelt i fire grupper med 8 forsøgspersoner i hver. Disse fire grupper rettede sig mod delvist at undersøge introspektion og ikke introspektion, men også i høj grad mod at undersøge en kritik af Overgaard et al. (2001), som gik på at resultaterne skyldtes delt opmærksomhed og ikke introspektion (Miskowiak et al., 2004). Derfor inkluderede vi to konditioner, som rettede sig mod opmærksomhedselementet, ved at indføre en verbal- og en visuelgruppe, udover at forsøge at replikere tidligere fund. Fælles for de fire grupper var, at de rapporterede svaret efter masken på skærmen var slut, og at de benyttede tre skalaer til at afgive svarene på; en farveskala, 12

en formskala og en positionsskala. Rapporteringen foregik ved, at forsøgspersonen pegede på skalaerne, hvor det også var muligt at rapportere, at man ikke oplevede at der var noget, eller at der ikke blev vist noget. Normalkondition Forsøgspersonerne i denne gruppe blev instrueret i at rapportere om stimuli ude i verden (på computerskærmen) efter følgende instruktion: Report which shape, colour and location on the screen, the first presented figure had. Report about this by pointing at these scales of colours, shapes and locations after each presentation. Point at the shapes, colours and locations that you believe were shown. Even if you are in doubt, you will have to guess what was on the screen (citeret fra forsøgsvejledningen). Introspektionskonditionen Her var vi interesseret i forsøgspersonernes oplevelse, hvorfor denne gruppe blev instrueret i at rapportere om deres oplevelse af stimuli ude i verden, og ikke på hvad der egentligt var blevet vist på computerskærmen. Instruktionen blev derfor ændret som følger: Every time you see a picture, you are not to think about it as a figure out there on the screen. Instead, you are to think of it as an experience you are having (citeret fra forsøgsvejledningen). Delt opmærksomheds-konditionerne Her testede vi den normale kondition, kombineret med enten en visuel eller en auditiv/verbal opgave. Inden hvert delforsøg blev der læst et trestavelses ord op fra en standardiseret liste, og dette ord bestemte forsøgspersonens opgave under forsøget. Den verbale gruppe blev instrueret i at gentage ordet, imedens de udførte opgaven, og den visuelle gruppe skulle danne sig et mentalt forestillingsbillede under delforsøget. Grunden til at vi valgte at lave to forskellige grupper, med delte opmærksomhedsopgaver, er at der inden for arbejdshukommelsen er tale om to forskellige systemer; et visuelt og et verbalt/auditivt (Baddeley & Hitch G.J., 1974; Baddeley, 1997; Baddeley, 1998). Samtidigt ønskede vi en visuel opgave, da denne til en vis grad minder om introspektion set i lyset at højere-ordens-tanke teorier (HOT) (Rosenthal, 2002b) eller højere-ordens-perceptions teorier (HOP) (Carruthers, 2004). 13

Efter forsøget blev forsøgspersonerne interviewet om forsøget, hvor det bl.a. blev undersøgt, hvordan forsøgspersonerne havde løst opgaven. Forsøgspersoner, der ikke havde løst opgaven efter vejledningen, blev ekskluderet fra data. Resultater Resultaterne for de fire konditioner følger i nedenstående tabel (tab. 1): Form Farve Position Non-intro Intro Non-intro Intro Non-intro Intro Rigtige 61 % 42 % 53 % 40 % 82 % 78 % Forkerte 30 % 44 % 41 % 53 % 12 % 16 % Blank 9 % 14 % 6 % 7 % 6 % 6 % Form Farve Position Ordgen. Visual. Ordgen. Visual. Ordgen. Visual. Rigtige 47 % 34 % 40 % 33 % 73 % 71 % Forkerte 41 % 58 % 53 % 61 % 20 % 23 % Blank 12 % 8 % 7 % 6 % 7 % 6 % Tabel 1: Data fra de fire konditioner i forsøg #1, her inddelt mellem % rigtige, % forkerte og % gange hvor forsøgspersonen rapporterede at der var blank skærm, eller at de ikke oplevede noget 10. Ud fra denne umiddelbare fremstilling af data fra forsøget, er der ikke meget der lader til at overraske set ud fra en informationsprocesseringstankegang. Des mere vi belaster et system, des større vil fejlraten blive. Men ved at undersøge data udfra en quasi-kvalitativ vurdering, hvor distribueringen af forkerte svar undersøges, ses et mønster hvor den introspektive gruppe adskiller sig fra de tre andre på ét centralt punkt (tab. 2). Man kunne argumentere for at forsøgspersonerne ikke havde gættet helt forkert i situationer, hvor der blev vist et rødt stimulus på skærmen, og deres svar var en anden nuance af rød end den viste eller at de mente, at der blev vist en cirkel, hvor der blev brugt en halvcirkel som stimulus. Derfor valgte vi at se på fordelingen af data ved at inkludere to kategorier; næsten rigtige #1 (N1) og næsten rigtige #2 (N2). N1 omfatter de tilfælde, hvor man har rapporteret ét element af stimulus rigtigt, 10 Afhængig af hvilken instruktion de havde modtaget. 14

medens vi for farve valgte at inkludere en yderligere kategori N2. Dette var ud fra det synspunkt, at form og position kun kunne variere med en grad fra det oprindelige stimulus. Ved position eksempelvis kunne man fejlrapportere enten en position til venstre eller en position til højre. Det samme gjorde sig gældende for form, som enten bestod af grundfigurer eller sammensatte versioner af to af disse. Farvekategorien derimod bestod af syv nuancer inden for hver grundfarve, derved valgte vi at et svar én nuance fra den viste stimulusnuance blev kategoriseret som en N1 fejl, 2-3 nuancer fra som N2 fejl og resten blev bedømt som værende forkerte. Form Farve Position Non-intro Intro Non-intro Intro Non-intro Intro Rigtige 61 % 42 % 53 % 40 % 82 % 78 % Forkerte 21 % 17 % 19 % 15 % 12 % 16 % N1 9 % 27 % 19 % 15 % 0 % 0 % N2 - - 3 % 26 % - - Blank 9 % 14 % 6 % 7 % 6 % 6 % Form Farve Position Ordgen. Visual. Ordgen. Visual. Ordgen. Visual. Rigtige 47 % 34 % 40 % 33 % 73 % 71 % Forkerte 30 % 46 % 26 % 36 % 20 % 23 % N1 11 % 12 % 22 % 18 % 0 % 0 % N2 - - 5 % 7 % - - Blank 12 % 8 % 7 % 6 % 7 % 6 % Tabel 2: Data fra de fire konditioner i forsøg #1, her inddelt mellem % rigtige, % forkerte og % gange hvor forsøgspersonen rapporterede at der var blank skærm, eller at de ikke oplevede noget. Samt N1 (Næsten rigtige #1) og N2 (Næsten rigtige #2). Til analyse af data har vi valgt at benytte Pearsons 2 for at teste mellem de fire forskellige forsøgsgrupper (tab. 3). 15

Intro Visual. Ordgen. Non-intro Intro Visual. Form ** - ** Farve ** - ** Position IS - IS Form IS ** - Farve ** ** - Position * IS - Form ** ** IS Farve IS ** IS Position IS IS IS Tabel 3: Matrix over forskelle mellem de fire konditioner. - = disse er ikke testet, * = sig. p<0,05, ** = sig. p<0,01 og IS = Ikke-signifikant forskel mellem de to grupper. Derudover undersøgte vi om resultaterne kunne være en afspejling af træningseffekter, på trods af den randomisering vi foretog mellem blokkene. Ved at se på reaktionstider fra de første og de sidste delforsøg, lod der ikke til at være tale om træningseffekter i det endelige forsøg, da der ikke var en markant forskel i forsøgspersonernes reaktionstid hvis vi sammenholdte reaktionstiden på de første og sidste delforsøg. Var der en træningseffekt ville vi forvente at se en hurtigere reaktionstid de sidste delforsøg. Diskussion I forsøget fandt vi i første omgang nogle ret simple data i den forstand at med en simpel (nonintrospektiv) instruktion, klarer forsøgspersoner opgaven bedre end med den mere komplicerede (introspektive) instruktion. Dette kommer til udtryk ved, at den nonintrospektive gruppe har flere rigtige end den introspektive. Denne konklusion er imidlertid ikke helt så klar, hvis vi udvider kategorierne % rigtige og % forkerte, med kategorierne næsten rigtige (N1 og N2). Med inddragelsen af disse kategorier ser vi, at den nonintrospektive gruppe ikke bare har flere korrekte end den introspektive, men den nonintrospektive gruppe laver også flere fejl end den introspektive gruppe. Dette mønster stemmer overens med tidligere studier (Overgaard et al., 2001). Herved 16

blev data fra det tidligere eksperiment repliceret, hvilket i sig selv er værdifuldt, da der ikke er lavet meget eksperimentelt arbejde med mentale indstillinger 11. Som en yderligere del af forsøget ville vi undersøge kritikken, om vi i den introspektive kondition reelt havde instrueret vores forsøgspersoner til at lave en delt opmærksomhedsopgave. Denne kritik svarer ikke helt overens med vores data. Man kunne godt nok hævde, at grundet den øgede byrde fra den ekstra opgave, man udfører under delt opmærksomhed, så ville en række at stimuli kun blive processeret halvt, hvorfor vi skulle se en anden fordeling i analysen. Men denne forklaring kommer til kort på det punkt, at den nonintrospektive gruppe også har flere forkerte svar end den introspektive. Det virker kontraintuitivt at hævde, at stimulus der i en introspektiv/delt opmærksomhedsopgave, bliver processeret halvt hvorved det vil blive kategoriseret som et næsten rigtigt svar. Men selv samme stimulus vil til gengæld i den (nemmere) nonintrospektive opgave slet ikke blive processeret. Selvom denne kritik har en åbenlys svaghed, valgte vi at teste den ved at lade forsøgspersoner udføre to delt opmærksomhedsopgaver; en verbal/auditiv og en visuel. Her finder vi, som forventet, at for opgaver, hvor forsøgspersoners kapacitet bliver begrænset af en yderligere opgave, falder antallet af rigtige svar 12. Men samtidigt finder vi en generel forøgelse af fejlrater, i samme mønster som vi ser for den nonintrospektive kondition. Det lader derfor ikke til at det er en tilstrækkelig forklaring, at vi under den introspektive opgave egentligt bare fik stillet forsøgspersoner en delt opmærksomhedsopgave. Ved at tilbagevise denne kritik styrkes vores fund yderligere. Eksperiment 2 Det andet eksperiment blev udført i samarbejde med det kognitions- og neurovidenskabelige forskningscenter (KNT) ved Universitetet i Turku. Forskningsgruppen i Turku havde ved hjælp af EEG fundet en målbar forskel mellem oplevelse (Awareness) og opmærksomhed (Attention) ved sammenligninger af subtraherede forskelsbølger. Sidstnævnte viser sig som et tidligt negativt udslag ved 130-320 ms, medens oplevelsen viser sig senere med et positivt udslag omkring 400 11 Hvorunder introspektion og nonintrospektion må kategoriseres som forskelle mentale indstillinger til verden. 12 Hvilket gælder, at den mere abstrakte visuelle opgave belaster forsøgspersonerne mere i forhold til den verbalt/auditive, som vi har nemmere ved at udføre. 17

ms, hvilket er blevet døbt VAN, som står for den visuelle oplevelses negativitet (visual awareness negativity) (Koivisto & Revonsuo, 2003; Koivisto & Salminen, 2004; Koivisto, Revonsuo, & Salminen, 2005; Koivisto, Revonsuo, & Lehtonen, 2005). Til deres forsøg benyttede de en instruktion, som til dels mindede om vores introspektive instruktion, og derfor var vores udgangspunkt at udføre vores introspektionsforsøg kombineret med EEG, for at undersøge om der var forskellige VAN komponenter alt efter om man introspicerer eller ej. Forsøgspersoner Vi testede 18 forsøgspersoner, men ud af denne gruppe måtte otte ekskluderes. Disse blev ekskluderet på grund af enten for god eller for dårlig præstation til, at vi kunne lave separat EEG analyse for hver enkelt variable. De resterende 10 forsøgspersoner (4 mænd og 6 kvinder, gennemsnitsalderen var 24.4 år, med en spredning på 19-31 år) var raske, højrehåndede (Oldfield, 1971) og havde normalt eller justeret-til-normalt syn. Metode EEG blev udført med brugen af tinelektroder tilsluttet til Electro-Cap electrode system (Electro-Cap International, Inc., USA). Vi benyttede 10/20 systemet med områderne F1, F2, F3, F4, F7, F8, Fz, P3, P4, Pz, C3, C4, Cz, T3, T4, T5, T6, O1 and O2 (fig. 2). Figur 2: Distributionen af elektroder efter 10/20 systemet, først set fra siden og dernæst set fra oven. 18

Herudover monterede vi en elektrode under venstre øje for at monitorere og korrigere for vertikale øjenbevægelser, samt en elektrode til monitorering og korrigering for horisontale øjenbevægelser placeret 1,5 cm til højre for højre øje. Desuden monterede vi en elektrode på næseryggen, denne blev brugt i stedet for masterelektroderne som referencepunkt, da masterelektroder placeret bag øret kan forstyrre målinger i de occipital områder af hjernen (Koivisto, 2004). Endeligt benyttede vi en elektrode mellem Fz og Cz som jord. EEG blev forstærket (SynAmps) med brugen af et band pass på 0,05 til 100 Hz, med en samplingsrate på 500 Hz. Et 50 Hz notch filter blev benyttet til at reducere 50 Hz forstyrrelser. Elektrodemodstanden blev holdt under 5 kω. Baseline blev justeret for aktiviteten i tidsrummet 100ms til præsentationen af stimulus. Delforsøg med forstyrrede målinger (> 70 µv) i enkelt elektroder blev frasorteret. Der blev udført gennemsnitlige ERPs separat for træffere (hits), forbiere (misses) og korrekte afvisninger (correct rejections) (Green & Swets, 1966). Stimulus Stimulus blev præsenteret på en hvid baggrund (16 cd/cm 2 ). De enkelte delforsøg begyndte med en sort/hvid mønstermaske (0.80 x 0.80 ; 0.27 cd/cm 2 ) præsenteret 1200 ms på computerskærmens midte. 19

Figur 3: Delforsøgets forløb i introspektionsforsøget kombineret med EEG målinger. Denne pre-maske fungerede som fiksationspunkt og samtidigt som advarsel om, at det enkelte delforsøg nu ville gå i gang. For at minimere støj i EEG målingerne valgte vi, at hver blok kørte igennem med mindst mulig interageren, således at forsøgspersonerne kun skulle svare ja eller nej. De havde derved ikke mulighed for selv at bestemme, hvornår hvert enkelt delforsøg skulle starte. I halvdelen af delforsøgende blev pre-masken efterfulgt af et stimulus i form af en grå prik (med en diameter på 0.76 ; 12 cd/cm 2 ) i 83 ms. I den anden halvdel af delforsøgene blev pre-masken efterfulgt af en blank skærm for 83 ms. Efter præsentationen af stimulus (eller den blanke skærm) på 83 ms, blev der præsenteret en blank skærm på enten 83 ms eller 116 ms 13. Dette interstimulus-interval blev 13 Interstimulusintervallet blev inkluderet, da den finske gruppe havde lavet en række forsøg tidligere om maskers indflydelse på stimulus og gerne ville gå videre med denne undersøgelse i vores forsøgsdesign. Vi fandt dog ingen betydelige data, bort set fra at en forsøgspersons præstation ligger lidt højere ved et interstimulus interval på 116 end ved 83 ms. Vi valgte derfor efterfølgende at slå disse to grupper sammen i analysen for at få mest muligt datamateriale. 20

efterfulgt af en post-maske 14, som var en spejlvendt version af den mønstermaske, vi benyttede som pre-maske, i 1200 ms. Masken var et sort kvadrat (0.80 x 0.80 ; 0.27 cd/cm2) med der indeholdte hvide rektangler af forskellig størrelse og orientering. Mellem hvert delforsøg, fra slutningen af post-masken til starten af pre-masken, var der et interval på 1600 ms. Forsøget blev inddelt i seks blokke, med hver 160 delforsøg; 80 delforsøg, hvor der blev vist et stimulus og 80 delforsøg (catch trials), hvor der ikke blev vist et stimulus. Inden forsøget blev hver forsøgsperson vist en demonstrationsblok på 60 delforsøg, hvor præsentationstiden af stimulus i starten var tre gange den tid, den ville have i selve forsøget. Gennem demonstrationsblokken blev præsentationstiden gradvist sænket til den tid stimulus havde i selve forsøget. Design For at tage højde for træningseffekter blev instruktionen balanceret mellem forsøgspersonerne, således at halvdelen fik en introspektiv instruktion i forsøgets første tre blokke og en nonintrospektiv instruktion i de resterende tre blokke. Den anden halvdel af forsøgspersonerne startede med en nonintrospektiv instruktion for de første tre blokke og en introspektiv for de sidste. Endvidere blev disse to grupper opdelt i yderligere to grupper, hvor vi tog hensyn til aktivitet fra hjernens motorområde, således at halvdelen afgav svar med højre hånd og den anden halvdel afgav svar med venstre. Instruktion Forsøgspersonerne blev, i den introspektive kondition, instrueret i at svare ja eller nej til om de havde en bevidst oplevelse af, om der blev vist noget på computerskærmen mellem de to masker eller ej. Vi understregede, at forsøgspersonerne ikke skulle gætte men blot svare i henhold til deres oplevelse: 14 Se eksempelvis Enns og Di Lollo (2000) for uddybning om maskering. 21

You are to report yes if you had a visual experience of seeing a dot, that is, you saw a dot on the screen, and no if you did not. It is crucial that your report concerns your experience. That means that you are not to perform any guesses. The yes indicates only that you had a conscious experience of the dot you saw it and no indicates all other cases. (citeret fra den introspektive instruktion) I den nonintrospektive kondition blev forsøgspersonerne instrueret i at forholde sig til, om der blev præsenteret noget på skærmen eller ej, og altså ikke direkte til deres oplevelse af, om der blev vist noget: You are to report yes if you believe that there has been a dot on the screen and no if you do not. It is of no interest to us whether you actually see the dot or not your task is simply to guess whether the dot was shown and to do so as correctly as possible. (citeret fra den nonintrospektive instruktion) Forsøgspersonerne skulle afgive deres svar, udfra den instruktion de modtog, ved at svare enten ja eller nej på en responsboks. Da forsøget blev udført i Finland fik forsøgspersonerne en kopi af instruktionen oversat til finsk (bilag B), som de kunne følge med i, medens de blev instrueret på engelsk. Enkelte forsøgspersoner, der ikke var Finner, fik en kopi af den engelske vejledning (bilag A), de kunne følge med i under instruktionen. Resultater Denne sektion er inddelt i to dele; den første del indeholder adfærdsdata, medens anden del indeholder selve EEG-resultaterne. Adfærdsdata Denne del blev behandlet efter Green og Swets teoretiske model (1966), da vi ønskede at se, om de forskellige instruktioner fik forsøgspersonerne til at justere deres bias. 22

Intet svar % T % KA % F % FA % Fp 01 sum 0,10 21,56 47,29 28,44 2,60 Fp 02 sum 0,73 17,40 48,96 32,08 0,83 Fp 06 sum 0,42 12,40 49,69 37,40 0,10 Fp 08 sum 0,31 23,23 35,21 26,67 14,58 Fp 11 sum 2,08 17,40 45,52 29,27 5,73 Fp 14 sum 5,52 23,75 46,46 23,23 1,04 Fp 15 sum 1,77 9,69 48,75 39,38 0,42 Fp 16 sum 0,10 10,10 49,90 39,90 0,00 Fp 18 sum 1,56 9,90 49,38 39,17 0,00 Fp 19 sum 0,10 25,94 48,75 24,06 1,15 Tabel 4: Adfærdsdata fra de 10 forsøgspersoner hvorfra vi havde nok data til at foretage analyser, inddelt efter signal detektions (Green et al., 1966) kategorierne træffere (T), korrekte afvisninger (KA), forbier (F) og falske alarmer (FA). Hertil er også kategori hvor forsøgspersonen ikke har afgivet enten et ja eller et nej. Man kunne have den tanke, at de to forskellige instruktioner påvirkede forsøgspersonens strategi, hvilket ville være relevant at undersøge. En sådan hypotese ville forudsige, at for den ene instruktion var anderledes end for den anden. I vores data fandt vi, at forsøgspersoner havde svaret meget konservativt, således at vi i en række konditioner ikke fandt nogle falske alarmer. Da raten af falske alarmer benyttes i den matematiske udregning, og derfor ikke kan være 0, kompenserede vi for dette ved at flytte en halv observation fra kategorien korrekte afvisninger (Kyllingsbaek, 2004). 23

Intro B1 Intro B2 Intro B3 Non B1 Non B2 Non B3 Fp 01 1,747368 8,487037 2,059112 18,92664 5,030025 7,585817 Fp 02 20,9204 16,75372 21,68799 4,878957 7,279918 17,27588 Fp 06 26,53483 21,68799 19,32217 11,26323 13,95105 25,23852 Fp 08 3,83437 2,682285 1,735453 1 1,033449 0,905394 Fp 11 10,86601 0,945911 9,493915 3,081147 2,491188 2,513321 Fp 14 7,002589 6,644973 18,92664 34,75468 34,75468 5,288653 Fp 15 18,48989 18,48989 11,9298 12,07898 4,64841 10,83882 Fp 16 1,857406 23,16384 20,9204 22,43558 20,9204 17,63406 Fp 18 12,95712 15,84747 14,9138 20,13209 22,43558 22,43558 Fp 19 27,15826 26,53483 24,56479 8,429069 4,559115 10,84442 Tabel 5: værdier for de enkelte forsøgspersoner opsplittet mellem de tre introspektionsblokke (intro b1-b3) og de tre blokke med den nonintrospektive instruktion (non b1-b3). Bias ( ) varierer meget mellem forsøgspersonerne. Fem udviser et øget bias i den introspektive kondition, men modsat udviser de resterende fem forsøgspersoner også et øget bias i den nonintrospektive kondition. Sammenlignes konditionerne over forsøgspersonerne grupperet finder vi ingen signifikant (p = 0,48) forskel i forsøgspersonernes -værdier. Intro B1 Intro B2 Intro B3 Non B1 Non B2 Non B3 Fp 01 0,33 1,38 0,55 1,90 1,37 1,56 Fp 02 1,55 1,38 1,58 1,14 1,48 1,76 Fp 06 1,78 1,58 1,49 1,32 1,25 1,72 Fp 08 1,09 0,92 0,55 0,00 0,06-0,14 Fp 11 1,09-0,05 1,18 0,97 0,87 0,82 Fp 14 1,18 1,35 1,90 2,12 2,12 1,25 Fp 15 1,45 1,45 1,15 1,38 0,84 1,28 Fp 16 0,24 1,64 1,55 1,61 1,55 1,42 Fp 18 1,20 1,34 1,29 1,52 1,61 1,61 Fp 19 1,80 1,78 1,70 1,83 1,41 1,73 Tabel 6: d for de enkelte forsøgspersoner opsplittet mellem de tre introspektionsblokke (intro b1-b3) og de tre blokke med den nonintrospektive instruktion (non b1-b3). 24

Ved et ikke-parametrisk test af d fandt vi ingen signifikant forskel (p = 0,74) mellem de to forskellige instruktioner. Elektrofysiologiske data Analysen af de elektrofysiologiske data blev udført ud fra begivenhedsfilen (event file), som indeholdt EEG målingerne samt tidsstempler for de begivenheder, der indtræffer i forsøget. Herefter klippede vi de relevante tidsintervaller ud på 1200 ms (epoch file), rettede for baseline 100 ms inden stimulus og filtrede for 50 Hz interferens og andre forstyrrelser i data. Endeligt udførte vi en sammenlægning (averaging) af tidsvinduerne for enkeltelektroderne. Til den statistiske analyse blev følgende tidsvinduer udvalgt ud fra top (positive udslag) og bund (negative udslag) af de sammenlagte gennemsnitsbølger: P1, i tidsintervallet 100 160 ms, efter præsentation af stimulus. N1, i tidsintervallet 130 230 ms, efter præsentation af stimulus. P300, i tidsintervallet 210 370 ms, efter præsentation af stimulus. N350, i tidsintervallet 300 420 ms, efter præsentation af stimulus. P500, i tidsintervallet 450 750 ms, efter præsentation af stimulus. Træffere og forbiere Analysen af P1, N1, P300 og N350 blev udført ved de kraftigste udslag, som var knyttet til det occipitale område (i elektroderne O1 og O2) og det posteriore temporale område (i elektroderne T5 og T6). Der blev udført et ANOVA test mellem instruktion (introspektiv og ikke-introspektiv), svar (ja og nej), lap (occipital og temporal) og side (højre og venstre himisfære). For P500 blev endnu et ANOVA test anvendt til at teste for interaktion mellem svar og instruktion over Pz elektroden, som udviste det stærkeste udslag. I den første del af analysen så vi på træffere (fig. 4) og forbiere (fig. 5), hvor stimulus bliver præsenteret. 25