Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 4. december 2011 kl. 16 2. søndag i advent Matt. 25, 1-13 Salmer: 66 74 123 85 271-80 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matt 25,1-13 Brudepigen Guds folk, lad dig sige, og ti for din Gud! Vist kommer hans rige, men først på hans bud. Hvad end der skal hænde, den time at kende ej tilkommer os. (258) Amen. Det er adventstid duften af kanel og gran og brændte mandler smagen af gløgg og hjemmebagte småkager Jeg ser en nisse her en gave dér hører Frelsens Hærs orkester de spiller Glade Jul Det store træ er tændt på torvet Det er mørketid lugten af nederlag, askebæger 1
eller den, som du savner smagen af længsel og glemsel og dit eget spyt døren står altid åben til toilettet hvorfor skulle du lukke den? Du hører nogen der griner på gaden/udenfor og ser ud af vinduet et øjeblik Juledekoration Juledepression Hvor er glæden dog skrøbelig, det sker så let, at det hele bliver til ingenting, at alt det lysende og lette bliver knust og går i stykker. For dem som har det svært med julen, lukkes døren dobbelt i. Endnu en fest, som man ikke er inviteret til, for er festen ikke kun for de glade, de barnlige, hyggedyrene og de hellige? Er julen for dem, som synes at julen er endnu et krav, for dem, som ikke har nogen at fejre den med, for dem, som har mistet en, de elskede, for dem, som ikke orker? Advent og jul synes hjerteløs for dem, som ikke venter nogen eller noget. Og som ikke selv er ventet af nogen. Det er som om værten står i døren og siger jeg kender dig ikke, og du må vende om til det mørke, du kommer fra. Der er bryllupsfest i byen. Lyset stråler ud af vinduerne i det store hus. Indenfor er festsalen pyntet med vinranker som hænger som guirlander, duften af nybagt brød og helstegt lam smyger sig om næserne på de travle kvinder, som klæder bruden på, dækker op og gør klar. En flok brudepiger er gået ud for at møde brudgommen. De synger og pjatter og træder forsigtigt på jorden i deres nye sko. Ved porten til byen sætter de sig ind hos portneren. Ilden knitrer, det er varmt og godt og dagen har været lang. En efter en døser de hen og falder i søvn. Brudepigen drømmer ung og fin og sart klædt i hvidt som bruden selv 2
hun drømmer, hun er bruden at det er hendes bryllupsdag han venter på hende gommen hun kommer til ham En dejlig drøm men drømmen vendes til et mareridt Om ikke længe vil fem af brudepigerne ønske, at de sov, at det hele bare var en ond drøm. For de skal stå uden for døren, uden for festen, ude-lukkede, jeg kender jer ikke, siger brudgommen. Og de kan næppe tro deres egne ører. Er brudgommen bag den lukkede dør virkelig et billede på Gud? Er Gud den brudgom, som ikke kender de fem brudepiger, de fem, som ikke havde nok olie, de fem som ikke kunne gå med brudgommen et stykke af vejen? Er Gud så hjerteløs? Er Himmeriget sådan, som denne lignelse fortæller os? Ikke kun, i hvert fald. For lignelserne, billederne er utallige som stjernerne på vinterhimlen. Himmeriget ligner også en varm og gylden skat, som ligger skjult i en mørk og nattefrossen mark. Det ligner en købmand, som søger efter smukke perler, skabt i trods med et sandkorn som kerne. Himmeriget er som fiskenettet, der kastes i søen og samler fisk i alle regnbuens farver. Og Himmeriget ligner en vingårdsejer, som når solen går ned betaler alle samme gode løn, om de har arbejdet 12 timer, 6 timer eller 1 time. Og Himmeriget er meget, meget andet og mere Med en blanding af ægte fromhed og sand masochisme har billeder af de 10 brudejomfruer hængt i mange hjem til opbyggelse og omvendelse men næppe til trøst. Anderledes omsorg og håb er der lagt i de gravsten, hvor en olielampe er ridset ind. Med den døde er der sendt et kærligt forråd af olie med, en ekstra hjerteformet Alladinlampe til at lyse Gud i møde med. Olien er troens forråd. 3
Olien er vores forråd af billeder, ord og tanker om Gud jo flere, jo bedre. Når vi står i en krise, et vadested i vores liv, når lykke eller sorg løfter os ud af os selv, af vores dagligdag, væk fra det, som ellers er vores tryghed, det, der fylder vores liv, så er det ikke længere nok, hvis vores forestillinger om Gud er for enkle, for fattige. Jeg vil ikke ha noget at gøre med en gud, som kan gøre sådan imod mig de ord har jeg tit både hørt og læst. Men Gud er ikke en lykkemaskot, ikke en comfortzone, ikke et garantibevis for reparation, når livet går i stykker. Han er heller ikke en hævner, ikke vredens eller vilkårlighedens Gud. Gud er både større, frygteligere og langt mere nådefuld end det. For Gud siger også: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde: bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Håbets vej går side om side med tvivlens og sorgens vej. Det er aldrig et enteneller, men altid et både-og. Jeg kender jer ikke, sagde brudgommen. Hvorfor siger Han sådan? Er det fordi, vi ikke kender Ham? Tror vi, at Han ikke har lys nok til at lyse for os, når olien slipper op? Vi taler om Ham, som kender menneskers svigt bedre end nogen, kender sine nærmeste venners manglende mod, Ham, som måtte våge alene i natten. Skulle Han, som har flænget forhænget mellem Gud og os, Han, som har flyttet dødens sten og åbnet sine arme for den, som ingen anden ville tage imod, skulle han være den, der lukker døren for nogen? Ja, hvis vi tror det, kender vi ham ikke, og så bliver den lukkede dør en selvopfyldende profeti. Vi sidder i dag i den udsmykkede festsal, badet i lys, sølvet og guldet glitrer, musik og sang og hvert et ord beretter, at brudgommen er her, at festen er i gang. Som menighed, et fællesskab af alle døbte, er vi bruden, som fejrer bryllup med sin brudgom. 4
I gudstjenesten er Han allerede kommet, er hos os, som Han har lovet det. Men inden i os er den unge brudepige stadig med os, hende, som ikke altid har olie nok, hende, som tvivler, går forkert, tager den forkerte vej, hende, som kun hører ordene jeg kender dig ikke. Sådan inkarnerer vi alle både bruden og brudepigen i vores tro, vores forventning, i tvivlen og håbet, sorgen og glæden. Og i gudstjenesten lever Gud op til sit løfte om at favne det hele, både tvivlen og håbet, sorgen og glæden. Han favner det hele menneske. Dig og mig. I adventstiden venter vi på Guds komme til jorden, på Guds fødsel som menneske i julen. Altid venter vi på, at Kristus skal vende tilbage til os, for at oprette sit fredsrige. Men i gudstjenesten fejrer vi, at Han ER kommet, at Han ER hos os, som Han har lovet det. Lad os slutte med at bede: Du, som selv er verdens lys, giv os olie at leve på, olie til at tænde et lys i mørket, lys, så vi kan finde tilbage til vejen, din vej, igen. Luk os ind, når vi banker på. Lad os i adventstiden høre, at du fra vores fødsel har kaldet os ved navn, at du har tegnet os i dine hænder. Se du vores hjerter, sårede eller glade, som lamper, du kan tænde med dit lys. Lad os i vores livs lugt og smag kende dig, som kommer alle steder, også når dørene er lukkede. Og når vi er helt alene i julenatten, så lad os høre dine ord: Se, her er jeg. Jeg kender dig og kalder dig ved navn. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 5