Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 8. februar 2009 kl. 10.00 og 16.00 Septuagesima søndag Mattæus 20,1-16 Salmer: 10.00: 557-30-450-658 170-752 v. 4-5 16.00: 557-170--412 Lad mig indlede med en historisk forklaring på denne søndags mærkelige navn: Septuagesima selve ordet betyder egentlig bare 70. Men netop i dag Septuagesima søndag begyndte man i gamle dage, længe før barnedåben blev almindelig, undervisningen af de voksne dåbsaspiranter, eller katekumener som de blev kaldt. De skulle døbes på kirkens store dåbsdag påskedag, og den følgende søndag den første søndag efter påske kunne de for første gang deltage i nadveren som fuldgyldige medlemmer af den kristne menighed. 10 uger eller 70 dage; septuagesima er der i dag til de ny-kristne kan træde helt ind i kirken og modtage brødet og vinen sammen med de gammel-kristne ved nadverbordet. Endnu må de dog i 70 dage pænt stå i deres afslørende hvide kapper og klumpe sig sammen bag den usynlige linie som døbefonten tegnede, den døbefont der i oldkirken var placeret lige inden for kirkens indgangsdør som for at understrege, at dåben er det eneste adgangskort til det kristne fællesskab. Nybegynderkristne eller på nudansk wannabeekristne endnu udenfor det gode selskab endnu ikke fuldgyldige medlemmer. Men netop her på denne søndag, hvor skellet udstilles på det skarpeste mellem de indforståede og de udenforstående her hvor de gammelkristne så forfærdelig let kan falde for fristelsen til at føle sig overlegne, mens de grønne nykristne kæmper med underlegenhedsfølelsen, netop her skal vi høre Jesu geniale historie om arbejderne i vingården, de arbejdere, der får præcis samme løn, uanset om de har været med fra begyndelsen eller først er kommet til i den 11. time. Hvilket pædagogisk skaktræk at vælge præcis denne lignelse til netop denne søndag. Med syvtommersøm, slås det fast; i Guds øjne er der ingen forskel Guds nåde, kærlighed og omsorg er den samme, for Gud er ikke en Gud, der gør forskel. Se, så er det på plads. Eller er det mon? For fik vi bugt med den forbandede snigende bedreværdsfølelse, som altid ligger i baghold og frister os hjemmebanekristne til bedrevidende at rynke brynet og 1
tænke vort, når vi sender onde blikke til uvorne konfirmander og andre glatbanekristne. Den er svær at få bugt med denne bedreværdsfølelse, endsige holde nede. Og så ikke flere historiske krøller i denne omgang, for det er da ærlig talt skæbnens blodige ironi, at vi skal høre denne lignelse netop i den uge, hvor skattekommissionen har fremlagt sin rapport, hvor et af de vigtige punkter er, at topskatten skal sænkes, fordi det, som det er gentaget igen og igen, skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsat. At tænke sig, så får vi hvad-får-vi-ud-af-det-mennesker præsenteret sådan en dybt umoralsk lignelse, hvor det tilsyneladende handler om, at selv om disse syvsovere, ikke har kunne indfinde sig på arbejdsformidlingen før langt oppe af dagen torvet må vel svare til vor tids arbejdsformidling eller jobcenter ja, selv om disse døgenigte, dovenkroppe og driverter stort set ikke har ydet dagens gerning, så scorer de alligevel kassen. Lige løn for ulige arbejde. Hvis ikke sådan en lignelse er totalt ødelæggende for al god arbejdsmoral, så har jeg ikke skyggen af forstand på at være arbejdsgiver eller provst. Helt ærligt, hvordan tror I, det ville gå med aktiekurserne for sådan en virksomhed, hvis det rygtedes, at dér var der lige løn for alle uanset arbejdsindsatsen. Ikke engang Danske Bank ville yde en kassekredit til sådan et foretagende. Så hvad i al verden er meningen? Jesus kan da ikke i ramme alvor mene, at vi skal indrette os efter disse himmelråbende uretfærdige principper, hvor de dovne forgyldes og de flittige straffes. Og tænk, nej, det tror jeg faktisk heller ikke. Jesu lignelse er ikke en rollemodel for dansk arbejdsgiverforening eller et undervisningsprogram til Copenhagen business school. Himmeriget ligner, siger Jesus til indledning. Vi er ikke på jorden, vi er med denne lignelse løftet op i Guds rige og har fået lov til at smugkigge ind af vinduet. For selvfølgelig er der nødt til at være en vis form for retfærdighed i vores jordiske kapitalistiske måde at indrette verden på. Også selv om vi i vores lille danske hjørne af verden prøver at udligne via skatten, og hver især håber, at vi kan yde efter evne og nyde efter behov. Så er der vel også blandt kristne en udbredt accept af, at nogen får mere i løn end andre udbud og efterspørgsel, evner og uddannelse har en betydning, også selv om det af og til kan være svært at få øje på det retfærdige. Men, og det er jo netop det, der redder os, ja, lige frem frelser os i Guds rige går det ikke kun retfærdigt til. 2
For hvilken katastrofe ville det ikke være for de fleste af os, hvis Gud ikke var andet end retfærdig. Hvis du og jeg, når slutopgørelsen forelå, ikke fik andet end det, vi ærligt og redeligt har fortjent. Jovist, de fleste af os vil forhåbentlig kæmpe for retfærdighed og imod uretfærdigheden i verden det manglede da bare. Men tænk engang den tanke til ende, at der i sidste ende ikke var andet end retfærdighed. Den benhårde retfærdighed i ægteskabet, også når du havde dummet dig. De korslagte armes retfærdighed i børneopdragelsen, også når teenageren, for Gud ved hvilken gang, ikke kom hjem til tiden. Den nådesløse retfærdighed mellem venner, også når du igen havde svigtet eller var blevet svigtet. Den overenskomstmæssige iskolde retfærdighed på jobbet, også når du havde haft en off-dag. Hvilket helvede, hvis ikke vi kan yde hinanden andet end fuld retfærdighed. Helt ærligt hvem bryder sig om at tænke den bundlinjetanke til ende så er der ærlig talt langt mere håb i at klamre sig til den himmelråbende uretfærdige overskudsdeling, som vingårdsejerens forvalter foretager i dagens lignelse. Hvilket himmerige for alle os, der for længst kvit og frit har fået udleveret dåbens adgangskort til kirkens indre alle os syndere og gældsplagede skyldnere og 11-time-kristne, der nok har betydelig mere gæld at afskrive på hvordan-brugte-du-dit-liv-i-guds-tjeneste-kontoen, end vi bryder os om at tænke på endsige indrømme. Til alle os ny- såvel som gammelkristne ligger denne himmerigslignelse som et overflødighedshorn af håb. Her oprulles et billede af Gud og hans kærlighed og gavmildhed, som er så radikalt anderledes, at det næsten ikke er til at fatte. Et billede som er en bombe under alle vores sædvanlige målestokke, hierarkier og rangordner. Tænk, hvis det virkelig er sådan, Gud er en kærlighedens højkonjunktur-gud, der midt i den værste eksistentielle krise holder hånden under både den stærkeste og svageste og giver os alt for intet. En guddommelig gældssanering af overjordiske dimensioner. Men er det ikke blot en behagelig sovepude et lækkert slumretæppe, vi kan pakke vores selvoptagede liv ind i og så ellers bevidstløst fortsætte ad egoismens og gudløshedens syvsover-blindgyde. Jovist, faren lurer det er langt fra sikkert at al vores bedreviden og overlegenhedsfølelse er sat skakmat ret længe. 3
Derfor skal vi også slutte, hvor vi begyndte for 70 dage fra i dag kunne de nydøbte for første gang knæle sammen med alle de andre i menigheden og nyde vingårdens frugt. Den vin, som spiller så central en rolle i hele Guds historie med verden. Helt tilbage til dengang, Moses sendte spejdere ind i landet, der flyder med mælk og honning i håb om, at deres ørkenvandring snart var forbi. Og spejderne dér fandt en vinklase så ufatteligt stor, at der må to mænd til at bære den på en stang. Lige fra denne gamle fortælling om længslen efter det forjættede land, der kan gøre en ende på ørkenvandringen lige siden har vingården og vinen været tæt forbundet med indgangen til Guds rige. I Johannes evangeliet begynder det hele, som nogen af os hørte det for et par uger siden, med et bryllup i Kana, hvor vinen slipper op, men hvor Jesus forvandler vandet til vin og på den måde puster nyt liv i den bryllupsfest, der er ved at dø ud. Det fortsætter i dag med denne vingårdslignelse, hvor høsten er så enorm, at der ikke kan skaffes arbejdere nok, og overskuddet er så stort, at der er fuld lønbonus til alle. Og det slutter den sidste aften, Jesus levede, hvor han løftede bægeret med vin, takkede og gav dem den med ordene: Dette er mit blod som udgydes for jer til syndernes forladelse. Selv Judas, han der i 11-time svigtede og forrådte Jesus, selv Judas sad med ved bordet ved den sidste nadver. Så hvis nogen nu er slumret ind og har brugt Jesu lignelse som sovepude så hør godt efter, for om lidt indbydes du til at rejse dig for at knæle ved nadverbordet nykristne side om side med gammelkristne troende side om side med tvivlende børn side om side med voksne uden forskel lægges brødet i dine hænder. Det brød, der med sin form netop i dag særligt kan minde os om den mønt, vingårdsarbejderne fik i hånden ved fyraften. Uden forskel hældes vinen i dit bæger som en forsmag på det måltid, der venter dig i Guds rige. Ikke fordi du har fortjent det men fordi sådan er den Gud, du i dåben fik lov at kalde din himmelske far. Dét brød og dén vin er så langt fra nogen sovepude, som tænkes kan dét brød er præget helt bogstaveligt af at Jesus Kristus på langfredags kors gav sit liv, for at du og jeg kan blive frelst fra, at alt i sidste ende kun skal gå retfærdigt til. Dén vin, du drikker, er præget af det blod og det liv, som Jesus Kristus af kærlighed var parat til at ofre, for at både du og jeg kan få den løn, vi aldrig har fortjent. 4
I nadverens brød og vin åbnes døren på klem til det forjættede land, der flyder med mælk og honning, ikke for at vi skal flygte fra det liv, vi lever her på jorden, heller ikke selv om det i perioder kan føles som en ørkenvandring. Men for at vi skal turde leve det frimodigt, gavmildt og generøst for og med hinanden. Hvis dén lignelse og dét brød og dén vin stadig er en sovepude og et behageligt slumretæppe, så må du komme igen på søndag. Amen 5