VK-regeringens kulturelle identitet

VK-regeringens kulturelle identitet En diskursanalyse af VK-regeringen Udarbejdet af: Klaus Kristensen Vejleder: Simon Laumann Jørgensen Aalborg Universitet Modul 12: Flerfagligt projekt Samfundsfag og Kulturforståelse

1. Indledning... 2 1.2 Problemfelt... 4 1.2.1 Problemformulering... 5 1.3 Tidligere skrevet om emnet... 5 2. Metode... 7 2.1 Undersøgelsesdesign... 8 2.2 Afgrænsning... 9 2.3 Præsentation af empiri... 10 3. Teori... 12 3.1 Identitet... 12 3.2 Diskursteori... 14 3.3 Identitetens nødvendige afgrænsning... 18 3.4 Teoretiske overvejelser... 18 4. Analyse... 20 4.1 Diskursanalyse... 20 4.1.1 Åben diskurs... 21 4.1.2 Lukket diskurs... 24 4.2 VK-regeringens kulturelle identitet... 28 4.2.1 Åben identitet... 28 4.2.2 Lukket identitet... 28 4.3 Kulturkanonen... 30 4.4 Muhammedkrisen... 31 5. Konklusion... 33 6. Perspektivering... 34 7. Litteraturliste... 35 Side 1 af 37

1. Indledning Dette projekt præsenterer resultaterne af en analyse af den tidligere VK-regerings kulturelle identitet, igennem en diskursanalyse af forskellige regeringsgrundlag. Udgangspunktet for analysen er VKregeringens skabelse af en kulturel identitet igennem perioden 2001-2008, hvor flere forskellige kulturelle møder fandt sted, der var med til at præge den danske kulturpolitik og danskernes identitet. Netop kultur har gennemgået en udvikling igennem de sidste år. Ifølge kultursociolog Peter Duelund har: "(...) kulturpolitikken bevæget sig fra at omhandle støtte til kunsten i dens forskellige former til at blive en stor kampplads mellem forskellige aktører om den symbolske meningsdannelse i samfundet" (Skov 2008). Der er sket en øget politisering af kulturpolitikken, fordi den har fået en større samfundspolitisk betydning. Duelund mener, at der er sket et skifte fra en partipolitisk konsensus om kulturpolitikken til, at holdningerne til de kulturpolitiske spørgsmål mere er ud fra de politiske ideologier (Skov 2008). Derved er kulturpolitik blevet en mere betydningsfuld kampplads, end den tidligere har været. Det handler ikke længere kun om at støtte kulturen i dens forskellige former, men i ligeså høj grad at tilføre kulturen mening. I 1970'erne hentede danske virksomheder gæstearbejdere til landet fra Østeuropa (Hedetoft 2009). Her blev indvandrere italesat som gæstearbejdere, hvilket kan tolkes som at de blev tiltalt som noget positivt, da de var med til at hjælpe Danmark frem ved at tilbyde deres arbejdskraft. Her var der tale om Danmark som et åbent samfund der tog imod nye borgere. I 1986 var der stor debat omkring udlændingeloven fordi den tidligere lov fra 1983 ikke var gearet til, at der var sket en stigende indvandring (Brøcker 1990 s. 337). Denne stigning skyldtes delvist at gæstearbejderne fra 1970'erne ikke tog hjem igen (Andersen 2002 s. 12). Stramningen af udlændingeloven medførte ligeledes, at det blev sværere for indvandrere at komme til Danmark (Brøcker 1990 s. 341). Derved er der sket en udvikling fra 1970'erne til 1980'erne. Først blev indvandrerne omtalt som gæstearbejdere, og de blev positivt modtaget, mens der i 1980'erne var sket en ændring i synet på gæstearbejderne, der nu fik sværere ved at komme ind i Danmark efter stramningerne i udlændingeloven. Der er derved sket et skifte fra et åbent samfund til et mere lukket samfund, hvor det er sværere at blive borger. Denne udvikling bæres frem af eksempelvis Dansk Folkeparti igennem et os-dem forhold, hvor de muslimske indvandrer bliver italesat som noget negativt og truende overfor den danske kultur (Hedetoft 2009). Denne krig mod nye borgere har især vundet fremgang efter Muhammedkrisen, Side 2 af 37

hvor blandt andet Dansk Folkeparti brugte krisen til at vinde mandater (Politikken 2006), som derved hjalp den borgerlige regering til at stå stærkere i folketinget. Det oprettede os-dem forhold er med til at skabe en kulturkamp imellem de forskellige partier, da de ønsker at definere kulturen på deres måde, hvilket VK-regeringen blandt andet gjorde ved at introducere kulturkanonen. Denne kanon skal anvendes til at hjælpe den danske befolkning med at forstå, hvor de stammer fra ved blandt andet at fokusere på danske værker, og derigennem styrke et kulturelt national fællesskab (Undervisningsministeriet). Den danske nationale identitet er derved blevet udfordret positivt som negativt igennem en længere periode, hvor de forskellige danske partier har anvendt det nationale til at skabe en kulturel identitet. Dette viser sig i Stuart Halls teori (Hall m.fl. 1996 s. 596), hvor identiteten er kommet i krise fordi den gamle forestilling omkring denne er på tilbagegang. Identiteten blev anvendt til at stabilisere den sociale verden, men er nu blevet ustabil, hvilket giver mulighed for at skabe en ny identitet. Peter Duelund skriver i artiklen "The Impact of the New Nationalism and Identity Politics on Cultural Policy-making in Europe and Beyond" fra 2011 om denne udvikling ved, at argumentere for at nationalisme har vundet frem i de europæiske lande de seneste år. Duelund begrunder fremgangen af nationalisme igennem globalisering og europæisk integration. Duelund funderer over, hvordan de forskellige lande skal forholde sig til fremgangen, og hvilken betydning den har for politik på det nationale plan. For Duelund er det nødvendigt at undersøge fremgangen af nationalisme ved at undersøge, hvilken rolle den har i udformningen af kulturpolitik. Er der et stigende fokus på nationale værdier og forsøger de forskellige nationer at skabe en national identitet igennem kulturpolitikken? Dette kan eksempelvis være igennem forskellige tiltag, der skal forbedre en bestemt kultur eller igennem forskellige dokumenter, som fremhæver forskellige kulturer frem for andre (Duelund 2011 s. 3). Det vil sige, at der både hos Hall og Duelund sker en udvikling i fokusset på det nationale og identitet, da den er udfordret af en stigende multikulturel verden. Denne udvikling skal også ses i lyset af at, der sker en ny diskursiv trend, hvor der er fokus på universelle liberale værdier og medborgerskab. Dette fokus anvendes til integration og til at skabe modstand mod multikulturalisme (Mouritsen s. 72). Denne trend betyder hos Mouritsen, at alt bliver italesat som kultur: "I have in mind that political values, including universal liberal values, are talked about as culture (...)" (Mouritsen s. 72). Således bliver alt italesat som kultur. En diskursiv tilgang giver mulighed for at analysere en sammenfletning af sprog og handling i en regelstyret praksis, som har afgørende betydning for, hvordan vi opfatter os selv, vores interesser, Side 3 af 37

handlingsmuligheder og relationer til andre mennesker. Mennesket deltager hele tiden i forskellige former for sprogspil, der i kraft af de betydninger som produceres gennem vores sprog og handlinger bestemmer den måde vi orienterer os på og handler i verden. Det kan derved siges at mennesket konstant er underlagt en diskursiv magt, som man ikke kan undslippe (Torfing 2004 s. 10). Denne diskursive magt viser sig konkret i form af effekterne af den fælles meningshorisont de politiske aktører selv former og arbejder inden for i skabelsen af en kulturel identitet. Det er derved igennem denne analyse muligt at se, hvilke diskurser VKregeringen anvender i skabelsen af en kulturel identitet, og hvordan denne identitet bliver anvendt af VKregeringen til at italesætte kultur. 1.2 Problemfelt I 2001 fik Danmark en ny regering bestående af Venstre og Konservative. Det danske valg vakte mere end normal opmærksomhed uden for landets grænser, da en række udenlandske medier mente at valgkampen havde slået skår i billedet af Danmark, som et åbent og tolerant land og danskerne som et tolerant folkefærd. Nogle af medierne opfattede Danmark som et nationalistisk og fremmedfjendtlig land (Andersen 2002 s. 1). Den nationale identitet er udfordret igennem forskellige "kriser", der har ramt den danske nationale identitet, hvilket blandt andet ses med Muhammedkrisen, hvilket derved støtter op omkring den opfattelse visse medier havde omkring Danmark, som et fremmedfjendtligt land. Dette skal ses i lyset af især Dansk Folkepartis fokus på, hvordan indvandrere har en negativ effekt på den danske identitet: "Alt i alt var budskabet fra landsmødet, at landets muslimske indvandrere truer Danmarks sikkerhed, danskheden og kristendommen. Og partilederen, Pia Kjærsgaard, erklærede, at alle udtalelser fra talerstolen dækker partilinjen" (Ritzaus Bureau 2001). Hos Dansk Folkeparti er de muslimske indvandrere en trussel mod den danske identitet, da de truer danskheden og kristendommen. På den anden side opfatter Radikale Venstre den muslimske indvandring som noget positivt: "Så er vi tilbage ved det multietniske og det multikulturelle (...) Danmark bevæger sig mod et multietnisk samfund. Vi er godt på vej, og det synes jeg er en god ting. Fordi Danmark er et internationalt samfund, og vi bør bevare og udvikle vores åbenhed" (Hardis 2000). Herved er der to eksempler på, hvordan den danske identitet anvendes i indvandrerdebatten som noget negativt og noget positivt. Dansk Folkeparti opfatter den nationale identitet som truet, mens Radikale Venstre mener at den danske identitet kan udvikle sig mere ved, at være en del af et multikulturelt samfund: "De får lov til at bidrage til dette demokratiske samfunds videre færd" (Hardis 2000). Udfordringen for VK-regeringen er derved at manøvre rundt i mellem de forskellige holdninger, som de to Side 4 af 37

yderpunkter på den parti politiske akse er udtryk for, og samtidig forholde sig til de udfordringer den danske kultur og identitet bliver udsat for. Netop identitet skabes ud fra andethed - det som den ikke er (Connolly 2002 s. 64), hvilket kan ses i de forskellige regeringsgrundlag hos VK-regeringen i form af de antagonistiske forhold, de opstiller igennem regeringsgrundlagene. Eksempelvis har den tidligere regering fokus på, at Danmark skal være et fælles samfund med plads til forskellighed (Venstre og Konservative 2001), mens de forskellige borgere, som ankommer til Danmark som indvandrere og flygtninge skal fjerne deres forskellighed og lære danske værdier (Venstre og Konservative 2007 s. 40). Derved opretter VK-regeringen en identitet ud fra, hvad den ikke er, hvilket i dette tilfælde er værdier fra andre identiteter, da identiteten udelukkende har plads til danske værdier. Ved at undersøge, hvordan VK-regeringen skaber en kulturel identitet igennem de forskellige regeringsgrundlag, er det muligt at se hvilke værdier regeringen ønsker den danske kultur skal have. Dette er interessant netop fordi VK-regeringen består af to partier, og de er derved nødt til at være enige om, hvad der står i regeringsgrundlagene. Denne enighed er skabt igennem Jacob Torfings storyline, der netop handler om at forskellige partier kan blive enige, hvis bare et regeringsgrundlag eksempelvis har nok uklare formuleringer, således partierne kan fortolke det der står på hver deres måde (Torfing 2004 s. 51). Diskursanalysen giver mulighed for at analysere, hvilke diskurser VK-regeringen anvender i henholdsvis kulturkanonen og under Muhammedkrisen. Netop disse to cases er udtryk for forskellige måder at italesætte den kulturelle identitet på, der bliver skabt i de forskellige regeringsgrundlag. 1.2.1 Problemformulering Hvordan skaber VK-regeringen en kulturel identitet i de forskellige regeringsgrundlag i perioden 2001-2008, og hvordan bliver denne identitet udtrykt igennem Kulturkanonen og Muhammedkrisen? 1.3 Tidligere skrevet om emnet Dette afsnit har til formål at afdække, hvad der tidligere er blevet skrevet om emnet kultur i forbindelse med Danmark. I afsnittet vil der være en præsentation af Peter Duelunds artikel om ny nationalisme og dennes undersøgelse af, hvilke konsekvenser den stigende globalisering har for Danmark. Det er ikke en diskursanalyse af den tidligere VK-regering Duelund har lavet, men han identificerer derimod en trend, som Duelund identificerer som ny nationalisme, der spiller en rolle hos den tidligere regering,. Side 5 af 37

Peter Duelund er af den overbevisning, at globalisering medfører en stigende tilgang af nationalisme i Europa. Denne trend i Europa har medført, at der er sket en stigning i kulturel policy skabelse (Duelund 2011 s. 2). Duelund arbejder med et dansk eksempel i form af den danske kulturkanon, hvor denne er et tegn på ny nationalisme og kulturel identitet. Hos Duelund er den danske kulturkanon et eksempel på, hvordan den danske regering forsøger at implementere forskellige paradigmer og fortolkninger af identitet, ud i det danske samfund (Duelund 2011 s. 4). Dette bemærker Duelund grundet den danske kulturkanons fokus på det nationale igennem dansk kultur (Duelund 2011 s. 4). Duelunds undersøgelse er et forsøg på at vise nogle identifikationer på, hvordan ny nationalisme påvirker forskellige policy områder indenfor det kulturelle område (Duelund 2011 s. 7). Duelunds analyse anvendes som grundlag til at undersøge, hvordan VK-regeringen konstruerer en kulturel identitet. Side 6 af 37

2. Metode Dette afsnit har til formål at definere de forskellige begreber, der er blevet præsenteret i problemfeltet. De forskellige begreber vil være gennemgående i projektet, og det er derfor nødvendigt at klarlægge, hvordan dette projekt definerer kulturel identitet og diskurs. De forskellige begreber vil blive defineret yderligere i projektets teori afsnit. Kulturel identitet Kulturel identitet tager i dette projekt udgangspunkt i Halls forståelse af kulturel identitet. Kulturel identitet har fokus på det nationale, som bliver formet igennem national kultur, og er derved den primære ressource til kulturel identitet (Hall m.fl. 1996 s. 611). Hos Hall og Connolly er identitet produktet af skabelsen af forskelle og udelukkelser, som her skal opfattes som andethed (Connolly 2002 s. 64), (Hall 1996 s. 4). Det vil sige, at den kulturelle identitet afgrænser sig ved at definere andre identiteter, og derigennem skabe en identitetsgrænse. Diskurs Generelt kan diskurs ses som en bestemt måde at forstå virkeligheden på (Jørgensen og Phillips 1999 s. 9). Den måde mennesker taler om virkeligheden er medvirkende til at skabe og forandre sociale relationer, adfærd og identiteter. Idet sprog og diskurs skaber og forandrer den sociale virkelighed, betyder dette at et socialt fænomen kan tolkes på forskellige måder igennem forskellige sproglige perspektiver. Problemformuleringens todelte analyse Problemformuleringen lægger op til, at der vil være en todelt analyse. Den første del af analysen handler om at identificere, hvilke diskurser VK-regeringen anvender. Denne analyse anvender Laclau og Mouffes diskursteori. I denne delanalyse vil der blive analyseret på, hvordan VK-regeringen trækker på forskellige diskurser igennem de forskellige regeringsgrundlag. Der vil i denne analyse blive lagt vægt på de forskellige begreber Laclau og Mouffe anvender inden for deres diskursteori. Der er her tale om begreber, der kan være med til at forklare, hvordan VK-regeringen konstruerer diskurser. Dette gøres blandt andet ved, at analysere på hvad diskursen indeholder, og hvilke tegn den tidligere regeringen anvender inden for de Side 7 af 37

forskellige diskurser. Der vil ligeledes blive analyseret på, hvordan VK-regeringen bygger et antagonistisk forhold op overfor andre identiteter, som regeringen mener truer den danske kulturelle identitet. Den anden analysedel har til sigte at undersøge, hvordan VK-regeringen anvender de forskellige diskurser fra første analysedel til, at konstruere en kulturel identitet, hvilket undersøges ved Halls teori om kulturel identitet. Teorien er skabt fordi Hall undrede sig over, hvordan diskurser anvendes til at konstruere en kulturel identitet, altså hvilket fokus de forskellige diskurser har på det nationale. I denne analysedel vil det også blive undersøgt, hvordan de forskellige antagonismer, som blev defineret i første analysedel, bliver anvendt til at konstruere en andethed (Connolly 2002 s. 67), som VK-regeringen kan anvende til at definere deres kulturelle identitet ud fra. Denne andethed er ifølge Hall nødvendig, da identiteten er kommet i krise fordi, der er sket en ændring i holdningen til at identiteten ikke længere er fast, men formes igennem forskellige kulturelle møder (Hall m.fl 1996 s. 598). Herudover vil der i anden analysedel blive analyseret på to cases, hvor i VK-regeringen anvender diskurserne fra første analysedel og den kulturelle identitet fra anden analysedel. 2.1 Undersøgelsesdesign Dette afsnit har til formål at klarlægge hvordan projektets problemformulering skal undersøges for at kunne svare på problemformuleringen. Som undersøgelsesdesign er der blevet valgt et casedesign, herunder et single casestudium og det teorifortolkende casestudium. Casedesignet For at kunne svare på problemformuleringen er der blevet valgt et casedesign, da dette undersøgelsesdesign giver mulighed for at lave en dybdegående analyse af den enkelte case (Antoft og Salomonsen 2007 s. 29). Det kvalitative casestudie er en empirisk analyse, der har til formål at undersøge et fænomen i den kontekst det udfolder sig (Antoft og Salomonsen 2007 s. 32). Dette projekt behandler VK-regeingen som en case til, at undersøge projektets problemfelt. Dette er muligt idet genstanden for casedesignet ikke blot begrænser sig til sociale gruppe eller aktører, men også kan omfatte sociale begivenheder, sociale sammenhænge eller statslige forhold (Antoft og Salomonsen 2007 s. 33). Det valgte casedesign er således et single casestudie, som er kendetegnet ved sit fokus på en enkeltstående case, hvilket giver mulighed for at lave en mere dybdegående undersøgelse. I dette tilfælde er VK-regeringen den enkeltstående case, da denne regering er en særlig sammensætning af partier, der tilsammen danner regeringen. Side 8 af 37

Det teorifortolkende casestudie Dette projekt anvender et teorifortolkende casestudie. I denne type casestudie tages der udgangspunkt i allerede eksisterende teori, som derved danner en fortolkende ramme for analysen. Formålet med designet er at danne ny empirisk viden (Antoft og Salomonsen 2007 s. 39). I dette projekts analyse vil der blive taget udgangspunkt i allerede eksisterende teori, som udgøres af Laclau og Mouffes diskursteori, Halls teori om kulturel identitet og Connollys teori om identitet og andethed. Disse teorier vil udgøre den overordnet teoretiske ramme. Teorierne bliver derved begrebsmæssige optikker, der vil anvendes til at analysere den valgte empiri. Dette vil generere ny empirisk viden i forhold til, hvordan de nævnte teorier kan belyse den tidligere regerings kulturelle identitet. 2.2 Afgrænsning Dette afsnit har til formål at diskutere de valg og fravalg der har været i forbindelse med dette projekt. Der vil igennem afsnittet blive argumenteret for, hvordan projektet opfatter VK-regeringen som en samlet enhed, og hvorfor det netop er VK-regeringen der er omdrejningspunkt for analysen. Diskursivt hegemoni skabes igennem det Torfing kalder for storylines. En storyline er et udtryk eller udsagn, der reducerer kompleksiteten i et samarbejde ved, at tilbyde en fælles forståelse af problemer og løsninger indenfor et bestemt område (Torfing 2004 s. 51). Storylines består af ultrakorte fortællinger, der på grund af deres metaforiske indhold kan tolkes på mange forskellige måder. Denne flertydighed gør det muligt for en række forskellige aktører at se deres egen problemopfattelse og deres eget politiske projekt, som en del af den fælles storyline. De abstrakte og flertydige begreber i en storyline og den vage og uklare sammenhæng imellem disse, gør det muligt at skabe en politisk fælles dialog og derudfra skabe et fælles hegemonisk projekt. En storyline skaber derved en tættere kobling mellem aktørerne efter den er blevet etableret. Derved skabes der en diskurskoalition, der defineres som et netværk af politiske aktører, der holdes sammen af deres reference til den samme storyline. Denne storyline er derved med til at forme aktørernes diskursive praksis (Torfing 2004 s. 51), deres regeringsgrundlag eksempelvis. Der er derved skabt en fælles platform for konflikt og enighed om diverse emner, og den politiske interaktion mellem de forskellige aktører vil over tid udvikle en fælles diskurs, der kan være med til at skabe rammen om indgåelse af politiske kompromisser. Torfing gør dog opmærksom på, at de politiske aktører i en diskurskoalition ikke har den samme fælles interesser, men derimod holdes sammen af fælles udtryk og betydningsdannelser. Side 9 af 37

Projektets analyse er afgrænset til perioden 2001-2008 selvom VK-regeringen havde statsmagten i Danmark frem til 2011. Denne afgrænsning skyldes, at der i denne periode kom en dansk kulturkanon, der skulle være med til at fremme danske værker og Muhammedkrisen fandt sted, som var med til at udfordre den kulturelle identitet, som den tidligere regering havde skabt igennem de forskellige regeringsgrundlag i perioden 2001-2008. Derved er der i projektet set bort fra de tiltag og udfordringer, der er sket i den resterende regeringsperiode, da de to cases er udtryk for to forskellige anvendelser af den konstruerede kulturelle identitet. De to cases er ligeledes med til at afgrænse til VK-regeringen som analyse felt. De to cases er valgt da de udgør et eksempel på VK-regeringens forståelse af danske værdier samt, hvordan VKregeringen forholder sig når disse værdier bliver udfordret af andre identiteter. 2.3 Præsentation af empiri Dette afsnit argumenterer for valget af den empiri, der skal anvendes til at undersøge, hvordan VKregeringen skaber en kulturel identitet, og hvordan denne identitet kommer til udtryk i den danske kulturkanon og under Muhammedkrisen. Det er vigtigt at den valgte empiri har en stor udsagnsevne og udsagnskraft, hvor udsagnsevne henviser til hvorvidt teksten fortæller noget om emnet, mens udsagnskraften omhandler hvor meget vægt der kan tillægges emnet (Andersen m.fl. 2012 s. 119). I dette projekt er det derfor vigtigt at finde kilder, der siger noget om VK-regeringens politik og kulturelle identitet, samt hvordan regeringen anvender den kulturelle identitet i forskellige tiltag og udfordringer. Regeringsgrundlag De forskellige regeringsgrundlag, der anvendes i dette projekt er med til at undersøge, hvilken kulturel identitet VK-regeringen skaber. Denne kulturelle identitet er grundlaget for den kultur, som regeringen ønsker skal være med til at skabe de danske værdier. I forbindelse med de forskellige regeringsgrundlag skal der også tilføres begrebet storylines af Jacob Torfing, idet dette begreb er med til at forklare de forskellige ordvalg, der dækker over forskellige fortolkninger af det samme problem. Derfor er der ofte lidt vage ordvalg i de forskellige regeringsgrundlag, fordi to partier skal kunne acceptere det der står i regeringsgrundlaget. De forskellige regeringsgrundlag anvendes til at undersøge, hvilke diskurser VK-regeringen anvender i perioden 2001-2008. De forskellige diskurser kommer derved til udtryk igennem de forskellige regeringsgrundlag. Samtidig giver regeringsgrundlagene mulighed for at undersøge, hvilken rolle kulturen Side 10 af 37

skal have hos den danske befolkning. Dette er vigtigt idet kultur, som nævnt før, bliver fortolket ind i alt. De forskellige regeringsgrundlag er ideologier om, hvordan samfundet burde være, og anvendes som empiri til at opnå en forståelse af VK-regeringens anvendelse af forskellige diskurser. Den danske kulturkanonen Mens regeringsgrundlagene er et dokumenter med mål og ønsker de forskellige regeringer har for den periode de har magten i landet, er eksempelvis forskellige tiltag metoden til, at nå de forskellige mål. VK.regeringen oprettede blandt andet en kulturkanon, der havde til formål at opfylde de mål, som regeringen havde fremsat i deres forskellige regeringsgrundlag. Kulturkanonen havde til formål at give en introduktion til den danske kulturarv. Den skal ikke ses som en facitliste, men som et kvalificeret udgangspunkt og grundlag for en fortsat debat om den danske kultur (Kulturministeriet 2005 s. 4). Den danske kulturkanon anvendes i dette projekt til at undersøge, hvordan VK-regeringen anvender deres kulturelle identitet til, at forsvare en kulturkanon med fokus på danske værker. Muhammedkrisen Muhammedkrisen var en krise, der var med til at skabe en ny forståelse af Danmark. Igennem Muhammedkrisen blev værdier som ytringsfrihed og religionskritik anvendt til, at forsvare Danmarks holdninger. Krisen handlede om at profeten Muhammed var blevet afbilledet på en sådan måde, at den muslimske verden vil stille sig kritisk overfor afbilledeningen (Clausen 2007). Herved opstår der en krise, og det er denne krise som VK-regeringens kulturelle identitet skal forholde sig til. Muhammedkrisen er derfor en case, der kan være med til at vise, hvordan VK-regeringen anvender forskellige nodalpunkter til at forsvare tegningerne af Muhammed og til at opretholde deres kulturelle identitet. Side 11 af 37

3. Teori Dette afsnit har til formål, at præsentere projektets teoretiske ramme. Afsnittet vil først præsentere Stuart Halls teori omkring, hvordan diskurser er med til at skabe en kulturel identitet. Dette er muligt idet Hall undrer sig over, hvilke strategier der anvendes til at konstruere en kulturel identitet (Hall m.fl. 1996 s. 613). Denne teori anvendes derfor som en analysestrategi. For at forstå Halls analysestrategi er det nødvendigt, at have en kendskab til hvad diskurs er. Derfor vil der efter Halls teori blive redegjort for Laclau og Mouffes diskurs teori. Denne teori giver projektet nogle begreber, der anvendes igennem analysen til at konstruere en diskursanalyse der undersøger, hvordan VK-regeringen giver mening til forskellige diskurser. Herefter er det muligt at undersøge, hvordan den tidligere regering anvender diskurser til at italesætte en kulturel identitet. For at forstå, hvorfor det er nødvendigt med identitet vil William Connollys teori om identitet og andethed blive inddraget. Dette er nødvendigt for i analyse at kunne forstå, hvorfor VK-regeringen opretter en andethed, som de kan definere deres kulturelle identitet ud fra. 3.1 Identitet Identitet handler om, hvem man er og nationale tilhørsforhold. Der er dog opstået et problem fordi identiteten er i krise. Dette skyldes at den gamle forestilling omkring identitet, der stabiliserede den sociale verden er på tilbagegang, hvilket giver mulighed for at nye identiteter kan komme frem (Hall m.fl. 1996 s. 596). Det er derfor i den henseende nødvendigt at skabe en andethed, som man kan definere sin kulturelle identitet ud fra (Connolly 2002 s. 67). Som en konsekvens af den postmoderne forestilling om at identiteter er fast ændres identiteten: "Identity becomes a "moveable feast": formed and transformed continuously in relation to the ways we are represented or addressed in the cultural systems which surround us (Hall m.fl 1996 s. 598). Identitet er derved ikke længere fast, men noget der formes igennem livet. Subjektet tilføres nye identiteter på forskellige tidspunkter. Connolly er af den overbevisning, at det er nødvendigt at skabe en syndebuk for at beskytte sin identitet: ( ) identities function to convert differences into otherness and otherness into scapegoats created and maintained to secure the appearance of a true identity (Connolly 2002 s. 67). Det er nødvendigt at have en identitet, men for at opretholde en identitet skal identiteters forskelle blive til andethed, og den anden skal gøres til syndebuk (Frello 2012 s. 121). Derved opstår der det Connolly kalder for forskellenes paradoks, idet man skal have en identitet, men opretholdelsen af identiteten kræver at forskel bliver til andethed, og at denne andethed bliver gjort til syndebuk. At den anden både truer og opretholder identiteten Side 12 af 37

indebærer, at truslen ikke kun kommer fra den andens handlinger. Truslen kommer fra selve den andens væren som anden (Frello 2012 s. 121). Kulturel identitet Som en konsekvens af at der sker et skifte i forståelsen omkring identitet forsøger Hall, at sætte det fragmenterede subjekt ind i en kulturel identitet. Kulturel identitet skal hos Hall forstås som en national identitet. Den nationale identitet bliver formet af den nationale kultur, og er derfor den primære ressource til kulturel identitet (Hall m.fl. 1996 s. 611). En national kultur er en diskurs, en måde at konstruere mening, der påvirker både vores handlinger og vores forståelse af os selv. National kultur konstruerer identiteter ved at producere meninger og holdning omkring nationen, som mennesket kan identificere sig med. Disse meninger og holdninger er indhold i historier og minder, der fortæller om nationen og binder nutiden sammen med fortiden (Hall m.fl. 1996 s. 613). Hall undrer sig over hvilke strategier eller diskurser, der er skabt til at konstruere menneskets 'commonsense' af at tilhøre en nation eller identitet. For at undersøge dette konstruerer Hall nogle punkter, der kan svare på hvordan en national identitet skabes. For det første handler det om, hvordan nationen omtales - fortællingen om nationen, hvordan historier om nationen fortælles og genfortælles i litteraturen, medierne og indenfor populær kultur. Disse giver en mængde af historier, billeder, senarier, historiske begivenheder, national symboler og ritualer, der repræsenterer fælles erfaringer, sorger og sejrer, som giver mening til nationen. Som medlem af sådan en 'forstillet nation' kan man se sig selv i fortællingen. (Hall m.fl. 1996 s. 613). Det vil sige, at det handler om at have fokus på eksempelvis kulturarv når det nationale skal formidles videre. Herudover skal der være vægt på, hvor vi stammer fra. National identitet er repræsenteret som et primodial - oprindelse. Det er noget der findes fra fødsel (Hall m.fl. 1996 s. 614). En anden diskursiv strategi er traditioner: "Traditions which appear or claim to be old are often quite recent in origin and sometimes invented... 'invented tradition' [means] a set of pracitices... of a ritual or symbolic nature which seek to inculcate certain values and norms of behaviours" (Hall m.fl. 1996 s. 614). Traditioner kan derved anvendes til at give mening til de værdier og normer, der findes i samfundet. Traditioner er derved centrale for det nationale og skabelsen af et tilhørssted. Side 13 af 37

National kultur har til formål at fungere som en kilde til kulturel betydning, et fokuspunkt til identifikation, og som et punkt man kan tilhøre (Hall m.fl. 1996 s. 519). Det handler derved hos Hall om at sætte fokus på det nationale igennem diskurser. 3.2 Diskursteori Dette afsnit præsenterer Laclau og Mouffes diskursteori. Igennem afsnittet vil der være en gennemgang af, forskellige begreber, som anvendes igennem analysen af VK-regeringens diskurser. Diskurs, momenter og elementer Hos Laclau og Mouffe konstruerer diskurs den sociale verden i betydning, og betydningen kan aldrig endeligt fastlåses grundet sprogets ustabilitet. Diskursen omformes derfor konstant igennem kontakten med andre diskurser. Der opstår derfor en diskursiv kamp. Forskellige diskurser kæmper hele tiden om magten - altså at fastlåse sprogets betydninger på netop deres måde (Jørgensen og Phillips 1999 s. 15). Diskurs defineres af Laclau og Mouffe på følgende måde: "(...)Den strukturerede totalitet, som resulterer af denne artikulatoriske praksis, vil vi kalde for diskurs. De differentielle positioner vil vi - i den udstrækning de optræder som artikulerede inden for en diskurs - kalde for momenter. I modsætning hertil vil vi kalde enhver forskel, som ikke er diskursivt artikuleret, for element" (Laclau og Mouffe 2002 s. 52). Diskurs er derved en fastlæggelse af betydning inden for et bestemt domæne, og er en struktureret totalitet af et udsagn og er skabt igennem artikulation. Momenter Alle tegnene som er artikuleret, i en diskurs kalder Laclau og Mouffe for momenter (Jørgensen og Phillips 1999 s. 36). De forskellige momenter indenfor en diskurs er nødt til at indgå i forbindelse med andre momenter i en 'totalitet' for overhovedet at få betydning. Disse forbindelser er resultatet af en artikulation. Eksempler på momenter i en medicinsk diskurs kan være krop, sygdom og behandling, da disse fremstilles på bestemte måder. Den medicinske forskning handler om, at opdele krop, sygdom og behandling i bestanddele og beskrive relationerne mellem delene på en entydig måde (Jørgensen og Phillips 1999 s. 36). Alle tegn er derved momenter i et system, og hver især er tegnenes betydning bestemt af deres relation til hinanden. Side 14 af 37

Elementer Elementerne, også kaldet flydende betegnere, derimod er de tegn, hvis forskelle endnu ikke er artikuleret indenfor en bestemt diskurs (Laclau og Mouffe 2002 s. 52). Et eksempel på et element kan være kroppen, netop fordi der findes flere måder at forstå ordet kroppen. I en medicinsk diskurs bliver kroppen reduceret til et moment ved at fiksere betydningen af ordet kroppen på en bestemt måde, mens kroppen i en alternativ behandlingsdiskurs bliver gjort til moment ved at fiksere dens betydning på en anden måde end man gjorde i medicindiskursen (Jørgensen og Phillips 1999 s. 38). Som en konsekvens af dette er betydningen af elementerne derved flertydige. Diskursen forsøger derved at gøre elementerne til momenter ved at reducere deres flertydige betydning. (Jørgensen og Phillips 1999 s. 38). Overgangen fra element til moment er en endeløs proces, der aldrig bliver fuldendt. Denne evige proces skaber et 'tomrum', der gør den artikulatoriske praksis mulig. (Laclau og Mouffe 2002 s. 60). Diskursive felt En diskurs er hos, Laclau og Mouffe, en relativ stabilisering af mening, men der er altid et vist overskud af mening, som undslipper de forskellige stabiliserings forsøg. Dette overskud kalder Laclau og Mouffe for det diskursive felt (Laclau og Mouffe 2002 s. 24). Overskuddet af mening henviser til de betydninger, som tegnene i diskursen kunne have haft eller har i andre diskurser (Laclau og Mouffe 2002 s. 61). Det diskursive felt består derved af et overskud af andre betydninger, som tegnene har haft eller har i forbindelse med andre diskurser, men som ignoreres i denne diskurs for derved at skabe entydighed i tegnenes betydning. Den entydige diskurs kan derfor aldrig lukkes fuldstændigt, og den kan derfor undergraves og forandres af det diskursive felts flertydighed Laclau og Mouffes opfattelse af diskurs anvendes i analysen til at undersøge, hvordan VK-regeringen forstår verden. Begrebet anvendes derved til at undersøge den tidligere regeringens virkelighedsforståelse, hvilket kommer til udtryk igennem de forskellige diskurser der anvendes. Nodalpunkter Nodalpunkter kan oversættes til et symbolsk fortætningspunkt, der præciseres igennem, andre begreber og symboler. Nodalpunkter fungerer som privilegerede tegn inden for en diskurs, hvorefter de andre tegn underordnes. Dette har til formål at skabe en form for centrum i det diskursive område (Jørgensen og Side 15 af 37

Phillips 1999 s. 37). Et eksempel på et nodalpunkt kan være en politisk diskurs, hvor demokrati fungerer som et nodalpunkt, og i en national diskurs hvor folket fungerer som et nodalpunkt. Nodalpunkter er derved centrale nøglebegreb, som en tekst kan tage op som sit omdrejningspunkt, og som teksten kan etablere en diskurs omkring. Et eksempel på et nodalpunkt kan i en liberalistisk diskurs være individets frihed. Dette understøttes af andre begreber, som hvordan staten skal optræde hvis man ønsker at sikre individets frihed. Ved at kæde elementer og nodalpunkter sammen, skabes der en ækvivalenskæde, hvor det ækvivalente består, i at de sammenknyttede objekter tilføres nogle bestemte værdier til forskel fra andre objekter. Herved ophæves forskellen mellem de objekter, der knyttes sammen, hvilket resulterer i at det skabes en modsætning til den anden gruppe af objekter (Laclau og Mouffe 2002 s. 81). Et eksempel på en ækvivalenskæde kan være nodalpunktet demokrati. Dette nodalpunkt har nogle elementer kædet sammen, som kan være pligt, medbestemmelse og menneskerettigheder. Disse ord er med til at betegne nodalpunktet. Ækvivalenskæden er derved med til at definere nodalpunktet, og derigennem give værdi til nodalpunktet. Nodalpunkter er væsentlige for projektets analyse, idet det igennem ækvivalenskæder er muligt at undersøge, hvilken værdi VK-regeringen tillægger de forskellige nodalpunkter, som er med til at give mening til de diskurser, som den tidligere regering anvender. Hegenomi Hegenomi er vigtigt for Laclau og Mouffes diskursteori. Hegemoni skal forstås som en politikform, hvor en politisk aktør forsøger at gøre sine interesser til hele samfundets interesser. Dette kan eksempelvis gøres ved at have et overbevisende regeringsgrundlag. Hegemoni kan opfattes som en politisk konstruktion, hvorved en aktørs projekt kommer til at 'repræsentere mere end sig selv', hvilket kan være en politisk bevægelse, der hævder at repræsentere hele nationens interesse (Laclau og Mouffe 2002 s. 18). Den hegemoniske kamp skal ikke ske ved at anvende magt overfor samfundet, men derimod igennem en strategi, der kan integrere en række af samfundets ideologier i det samlede projekt (Laclau og Mouffe 2002 s. 16). Aktøren forsøger derved at få tilslutning til sit projekt ved at gøre sine interesser til samfundets interesser igennem samtykke og tilslutning. Det er her den ene diskurs vinder over den anden, og bliver derved den dominerende. Side 16 af 37

Hegemoni fastlåser elementer i momenter på tværs af diskurser der støder sammen. I forbindelse med at diskurser støder sammen anvender Laclau og Mouffe begrebet antagonismer. Antagonismer Antagonismer udgør forskellige konfliktlinjer, der forhindrer skabelsen af en stabil social orden. Antagonismen opstår når forskellige identiteter gensidigt forhindrer hinanden. Antagonismer findes derved, hvor diskurser støder sammen (Jørgensen og Phillips 1999 s. 60). Antagonismen kan derfor siges at omhandle et konfliktindhold mellem to grupper. Konflikten opstår fordi virkeligheden fortolkes forskelligt hos forskellige grupper. Antagonismer kan derfor oversættes til en fortolkningsstrid (Laclau og Mouffe 2002 s. 79), da de der tilslutter sig én fortolkning ikke kan være enige med den gruppe af mennesker, der tilslutter sig en anden fortolkning. Antagonismen betegner derved et forhold mellem to grupper, hvor den ene gruppe bevidst forsøger at blokere for den anden gruppe (Jørgensen og Phillips 1999 s. 60). Et eksempel på en antagonisme kan være i indvandredebatten, hvor en politikker ytrer, at man ikke kan være både demokrat og samtidig gå med tørklæde. Her opstilles der en antagonisme mellem to diskurser, der støder sammen. Her mødes diskursen om, at man ikke kan være demokrat når man bærer tørklæde, og diskursen om, at man godt kan være demokrat og bære tørklæde. Antagonismer spiller derved en central rolle hos Laclau og Mouffe, idet sociale formationer er afhængige af antagonistiske relationer mellem sociale agenter. På denne måde afslører antagonismerne politiske grænser, da de viser hvor identiteten ikke længere kan stabiliseres i et meningsfuldt system af forskelle, men bliver anfægtet og bekæmpet af kræfter, der befinder sig ved denne ordens grænse (Howarth 2005 s. 154). Et eksempel kan være, hvordan en diskurs forsøger at fremstille en anden gruppe som negative overfor gruppen. Det handler derved om at konstruere en negativ identitet, som ikke kan repræsenteres positivt inden for en given diskurs (Howarth 2005 s. 155). For at hegemoni kan eksistere kræves det, at der finder en artikulation sted igennem en konfrontation med antagonistiske praksisser, hvilket betyder at hegemoni fremkommer i et felt, der er plaget af antagonismer (Laclau og Mouffe 2002 s. 90). Antagonismer er væsentlig for projektets analyse idet de betegner et konfliktforhold mellem to diskurser. Begrebet anvendes derved til at undersøge, hvordan VK-regeringen forsøger at opstille antagonismer, der kan være med til at vise, hvor den tidligere regerings identitet ikke længere kan stabiliseres. Side 17 af 37

3.3 Identitetens nødvendige afgrænsning For at kunne forstå hvad der skaber en identitet er det nødvendigt at fastslå, hvad der gør den forskellige fra andre identiteter. Hvis en identitet ikke kan afgrænse sig fra noget den ikke er, er det ikke muligt at definere hvad der binder et fællesskab af identiteter sammen (Connolly 2002 s. 9). Det samme gør sig gældende hos Laclau og Mouffe. Det er nødvendigt at definere, hvad diskursen ikke er for at kunne definere diskursens grænse. Dette gør Laclau og Mouffe ved at introducere antagonismer, idet antagonismer viser hvor identiteten ikke længere kan stabiliseres i et meningsfuldt system af forskelle (Howarth 2005 s. 154). Det er derved identitetens grænse. Det er også hos Hall vigtigt at afgrænse identiteten, da identiteten er i krise hos Hall er det også nødvendigt at definere, hvad identiteten ikke er og der igennem oprette en andethed. Identitet er derfor, hos Hall, resultatet af en skabelses af forskelle og udelukkelse (Hall 1996 s. 4). Når en identitet er afgrænset, er det også nødvendigt at reagere, hvis identiteten bliver truet, som det blandt andet er tilfældet hos Laclau og Mouffe, hvor antagonismer afslører grænsen for, hvor identiteten ikke længere er stabil, men bliver anfægtet af kræfter, der befinder sig ved grænsen (Howarth 2005 s. 154). Bliver et fællesskab truet er det, ifølge Connolly, nærliggende at definere denne trussel som andethed, hvilket skal forstås som identitetens modsætning. Disse modsætninger er nødvendige for at opretholde identiteten, mens den samtidig er en trussel mod identiteten (Connolly 2002 s. 64). Dette skyldes, at en identitet er etableret i relation til en række forskelle og disse forskelle er derfor essentielle for, at en identitet kan eksistere: Identity requires difference in order to be, and it converts difference into otherness in order to secure its ownself-certainty (Connolly 2002 s. 64). Forskelle bliver her udtrykt som andethed og bliver brugt som en radikalisering af forskelle. Identitet handler her om at kunne definere en andethed, idet identitet hos Connolly er en skrøbelig konstruktion, der er afhængig af at kunne definere forskelle for at kunne beskytte sig selv. At en identitet er skrøbelig betyder, at grænsen mellem identiteten og andethed aldrig er helt uigennemtrængelig (Frello 2012 s. 122). 3.4 Teoretiske overvejelser Hall og Laclau og Mouffe er alle af den forståelse at identitetens ydre skabes ved at udelukke noget fra diskursen, der skabes derved en andethed, noget der ikke kan kombineres med den nuværende diskurs (Frello 2012 s. 227). Halls tanker omkring at identiteten er en proces, der hele tiden kan ændres stemmer overens med Laclau og Mouffes holdning omkring at diskurser ikke kan lukkes, og derfor hele tiden er i kamp om at blive defineret og artikuleret. Side 18 af 37

Connollys teori omkring identitet og andethed giver mulighed for, sammen med Laclau og Mouffe at forklare, hvorfor der oprettes antagonismer omkring en diskurs. Hos Laclau og Mouffe oprettes antagonismer fordi, der altid findes diskurser der mener noget andet. Derfor vil der opstå konflikter mellem de forskellige diskurser. Hos Connolly er det der nødvendigt at oprette en andethed fordi identiteten har brug for at identificere sig ud fra noget den ikke er. Herved opstår der også hos Connolly et antagonistisk forhold til andre identiteter. Side 19 af 37

4. Analyse Dette afsnit har til formål at analysere problemfeltet således, det er muligt at besvare problemformuleringen. For at svare på problemformuleringen, der lød: "Hvordan skaber VK-regeringen en kulturel identitet i de forskellige regeringsgrundlag i perioden 2001-2008, og hvordan bliver denne identitet udtrykt igennem Kulturkanonen og Muhammedkrisen?" er analysen, som førnævnt, delt op i to analyser. Først vil der være en diskursanalyse, hvor der tages udgangspunkt i Laclau og Mouffes diskursteori. Denne analysedel har til formål at undersøge, hvilke diskurser VK-regeringen trækker på igennem perioden 2001-2008. Anden analysedel vil være en undersøgelse af, hvordan de fundne diskurser anvendes til at konstruere en kulturel identitet. I denne undersøgelse tages der udgangspunkt i Halls teori omkring kulturel identitet, samt Connollys teori om identitet og andethed. Slutteligt vil der i analysen være en undersøgelse af, hvordan diskurserne og VK-regeringens kulturelle identitet bliver anvendt igennem henholdsvis den danske kulturkanon samt under Muhammedkrisen. 4.1 Diskursanalyse VK-regeringen trækker på forskellige diskurser igennem de forskellige regeringsgrundlag. Disse diskurser vil blive præsenteret i følgende afsnit, hvorefter diskurserne vil blive analyseret med de forskellige begreber som Laclau og Mouffe præsenterer i deres diskursteori. Empirien der skal danne grundlag for diskursanalysen er de forskellige regeringsgrundlag, der udkom i perioden 2001-2008, hvilke er følgende: Vækst, velfærd - fornyelse (2001) Vækst, velfærd - fornyelse II (2003) Nye mål (2005) Mulighedernes samfund (2007) VK-regeringen arbejder med forskellige storylines, hvilke var et udtryk eller udsagn der reducerer en fælles forståelse af problemer og løsninger inden for et bestemt område (Torfing 2004 s. 51). De forskellige storylines kan fortolkes forskelligt og det er derfor muligt for de politiske aktører, at fortolke dem som de ønsker, og herved kan der forekomme forskellige løsninger hos to regeringspartier. Det primære de to partier er blevet enige om er det, som kommer til udtryk i de forskellige regeringsgrundlag. De forskellige Side 20 af 37

storylines giver VK-regeringen mulighed for, at trække på forskellige storylines alt efter hvilken storyline der er mest anvendelig i den pågældende situation. Netop fordi der kan anvendes flere storylines opdeler denne analyse de forskellige diskurser i henholdsvis åbne og lukkede diskurser. Denne inddeling gør det muligt, at undersøge om den tidligere regeringen anvender forskellige storylines og hvordan den kulturelle identitet bliver åben eller lukket. Derfor kan de forskellige fokuspunkter i diskurserne i det ene tilfælde være åben, mens de senere kan være lukket. I Peter Duelunds forskning og Halls teori om kulturel identitet, er der et fokus på det nationale. Dette betyder at der igennem denne analyse vil være et fokus på, hvordan VK-regeringen anvender det nationale til, at konstruere en kulturel identitet. Dette fokus betyder, at de forskellige diskurser også har fokus på det nationale igennem blandt andet værdier, frihed og nye borgere i samfundet. 4.1.1 Åben diskurs Den åbne diskurs har fokus på, hvordan VK-regeringen skaber en vis åbenhed i samfundet. Denne åbenhed kommer blandt andet til udtryk igennem det nationale, hvor VK-regeringen opfatter Danmark som et: "(...) åbent og velstående samfund" (Venstre og Konservative 2001). Herved mener den tidligere regering, at Danmark er et åbent land med plads til alle. Dette åbne samfund er skabt ved at anvende utraditionelle løsninger: "Vi lever i et nyt århundrede og et nyt årtusinde. Kun gennem udvikling, fornyelse og reformering kan vi styrke og fastholde det danske samfund på dets nuværende høje niveau" (Venstre og Konservative 2001). Det danske samfund skal udvikles igennem fornyelse og reformering, hvilket skyldes at man er kommet ind i et nyt århundrede, hvor man ikke længere kan være et lukket samfund. Det er nødvendigt med fornyelse, og denne fornyelse skal ske igennem et åbent samfund, hvor der skal være plads til alle: " Som borger har vi alle et ansvar for, at samfundet fungerer og udvikler sig" (Venstre og Konservative 2003 s. 4). Herved inkluderes alle i diskursen igennem ordet "vi", hvilket i citatet både dækker over politikere og borgere. Et samfund bygger derved, hos VK-regeringen, på at hver enkelt gør en indsats og at en særlig indsats anerkendes (Venstre og Konservative 2003 s. 4). Der gælder derved i diskursen et "noget for noget" princip. Samfundet er derved karakteriseret ved et åbent samfund med plads til alle, kravet er dog, at alle skal yde noget for at være en del af samfundet. Igennem den åbne diskurs opbygges der et fællesskab, som bygger på frihed, demokrati og ansvar overfor de svageste i samfundet. De forskellige værdier er fundamentale for, at fællesskabet fungerer (Venstre og Konservative 2003 s. 9). Dette konstruerede fællesskab skal den enkelte borger værne om og udvikle igennem debat, og det vil ikke accepteres at kræfter ønsker at ødelægge dette fællesskab (Venstre og Side 21 af 37

Konservative 2003 s. 4). Det er ikke kun regeringens opgave at sikre disse værdier, men en opgave alle borgere skal tage til sig: "Som borger har vi alle et ansvar for, at samfundet fungerer og udvikler sig" (Venstre og Konservative 2003 s. 4). I forbindelse med det fællesskab der opbygges igennem den åbne diskurs ønsker den tidligere regering, at skabe et samfund med plads til det frie initiativ, hvilket vil sige at der skal være rammer for: "(...) at den enkelte kan udfolde sine idéer og skabe noget nyt (Venstre og Konservative 2003 s. 22). Regeringen ønsker derfor at skabe en selvstændighed og iværksætterkultur, som skal være med til at videreudvikle det nuværende samfund. Hvis nye borgere er medvirkende til at udvikle den danske nation, har de mulighed for at blive danskere i form af statsborgerskab. Dette skal man dog gøre sig fortjent til: "Det er regeringens opfattelse, at man skal gøre sig fortjent til at blive danske statsborgere" (Venstre og Konservative 2001). For at blive dansk statsborger er det et krav, at man skal tilegne sig danske værdier såsom at tale og læse dansk, og det er endvidere et elementært krav, at man ønsker at være selvhjulpen (Venstre og Konservative 2001). Nye borgere skal derved bidrage til samfundets udvikling på lige fod med alle andre og indlemmes derved også i "noget for noget" princippet. VK-regeringen omtaler "noget for noget" princippet sammen med indvandrerdebatten igennem et belønningsprincip, hvor udlændige belønnes hvis de har gjort en ekstra indsats for at blive integreret i samfundet (Venstre og Konservative 2003 s. 4). I den åbne diskurs er samfundet åbent overfor nye borgere, men for at blive indlemmet i fællesskabet, i form af statsborgerskab, skal man gøre sig fortjent, hvortil VK-regeringens belønningsprincip "noget for noget" kommer til udtryk. Først her kan de kalde sig danskere, og kan tage del i den fælles historie. VK-regeringen er af den overbevisning, at det er nødvendigt med nye borgere i samfundet for, at dette kan udvikles: "Det danske samfund har brug for de økonomiske og menneskelige ressourcer, indvandrere og flygtninge bringer med sig" (Venstre og Konservative 2003 s. 9). Dette er nødvendigt fordi velfærdssamfundets udvikling forudsætter, at der sker en stigning i arbejdsstyrken og beskæftigelsen (Venstre og Konservative 2003 s. 9). Regeringen har således brug for, at der er en tilgang af nye borgere i den arbejdsdygtige alder, da det er en forudsætning for at samfundet kan overleve i dets nuværende form. Den åbne diskurs trækker på nogle forskellige værdier, som skal være med til at styre det åbne samfund. Disse værdier er blandt andet frihed, frisind og folkestyre (Venstre og Konservative 2007 s. 7). Frihed er hos regeringen retten til at træffe sine egne valg: "Den nye VK-regering har tiltro til den enkelte dansker. Vi vil respektere den enkeltes frie valg, og vi vil sikre at den enkelte dansker får større ret til at bestemme over sit eget liv - med ansvar overfor fællesskabet og de svageste i vort samfund" (Venstre og Konservative 2001). I citatet ses det, hvordan regeringen har stor tiltro til, at danskerne selv kan træffe deres egne valg. Det er Side 22 af 37