N O T A T En sund befolkning 15-03-2013 Sag nr. 08/2538 Dokumentnr. 10904/13 I dette notat præsenteres regionernes bidrag til at øge danskerne middellevetid gennem en målrettet indsats mod de mest udsatte grupper i samfundet. Regionerne har på sygehusene og i almen praksis en stor berøringsflade med mange danskere, og derfor god mulighed for at sætte med den tidlige og differentierede indsats, som er nødvendig, hvis man vil forbedrede danskernes generelle sundhedstilstand og trivsel. En sund befolkning er det primære omdrejningspunkt for Danske Regioners bidrag til en ny sundhedspolitik. Regionerne vil tage et større medansvar for at fremme danskernes sundhed og for at øge middellevetiden, som i mange år har haltet bagefter de lande, vi normalt sammenligner os med. Sygehusene er hvert år i kontakt med næsten halvdelen af alle danskere og mere end 90 procent af danskerne er i kontakt med den praktiserende læge. Det potentiale skal udnyttes ved, at regionerne anlægger et helhedssyn og påtager sig et bredere ansvar for danskernes sundhed. Mere sundhed for de med de dårligste forudsætninger for at tage vare på egen sundhed, skal tænktes ind både, når det drejer sig om den overordnede planlægning og organisering af sundhedsvæsenet og mødet med den enkelte borger og patient. Det danske paradoks Danskerne lever i dag længere end de gjorde for blot få år siden. Alligevel er der fortsat en stor social slagside, når det gælder sundhed og middellevealder. Danskerne dør i gennemsnit to år tidligere end svenskerne, og vi lever heller ikke så lang tid, som tyskerne, nordmændene og finnerne. Årsagen kan isoleres hos en relativ lille gruppe af danskere. Mange taler i den sammenhæng om et dansk paradoks. Et paradoks, der handler om, at Danmark trods relativ lav økonomisk ulighed, og med et lige og let tilgængeligt
sundhedsvæsen, har en større ulighed i sundhed end andre Vesteuropæiske lande. En ulighed, der næsten er fordoblet de seneste 20 år. Side 2 Årsagen til danskernes ringe placering i statistikken kan isoleres til en relativt lille gruppe af befolkningen. For mens flere og flere bliver ældre, så har vi i Danmark ikke for alvor formået at sætte ind overfor den gruppe, der har den laveste uddannelse og ringeste tilknytning til arbejdsmarkedet, og som dør relativt unge i forhold til landsgennemsnittet. Det er hos denne gruppe og deres børn, at vi ses en ophobning af de fleste folkesygdomme, langvarig og alvorlig sygdom, nedsat funktionsevne, dårlig trivsel og et lavt selvvurderet helbred. Det er denne gruppe, der kan risikere at blive mødt af stigmatisering fra sundhedspersonalet, som får et dårligere udbytte af behandlingen, og som udgør den største andel af udgifterne til sundheds-, social og beskæftigelsesområdet. Ønsker vi at nå målet om at øge danskernes middellevetid og en generel sundere befolkning, så er det ikke mindst hos denne målgruppe, at alle sejl skal sættes til. Figur 1. Dødeligheden i fire uddannelsesgrupper blandt personer på 30 år eller derover, 1985-2009. Aldersstandardiserede rater pr. 100.000 MÆND KVINDER Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, marts 2013 På vej mod en sundere befolkning Lighed i sundhed er en af grundstenene i sundhedsvæsenet og skal være et fremtrædende perspektiv for den daglige praksis rundt omkring på landets sygehuse og i almen praksis.
Regionerne har på sygehusene og i almen praksis en stor berøringsflade med rigtig mange danskere. Sygehusene er hvert år i kontakt med næsten halvdelen af alle danskere og mere end 90 procent af befolkningen er i kontakt med den praktiserende læge, heraf mange ressourcesvage og socialt udsatte ældre, misbrugere, gravide og børn. Regionerne har med sin brede kontaktflade en unik mulighed for at tage fat i nogle af de bagliggende årsager til kontakten, f.eks. de livsstilsrelaterede af slagsen - rygning og alkohol, som vi ved forklarer meget af overdødeligheden blandt danskerne. Side 3 Regionerne har samtidig god mulighed for at sikre et velfungerede samarbejde med kommuner og praktiserende læge, hvor sundheds- og socialopgaven integreres i højere grad. Et samarbejde, som bl.a. bygger på regionernes solide kompetencer indenfor behovsvurdering, stratificering, patientkommunikation og forskning. Ulighed i sundhed har af samme grund været højt på den politiske dagsorden i regionerne længe, og der er mange gode eksempler på, hvordan man arbejder med lighed i sundhed på landets sygehuse og i samarbejde med kommunerne og almen praksis. På det politiske og strategiske niveau kommer dette bl.a. til udtryk i sundhedsaftaler og kronikerstrategier. Her er der ofte fokus på en øget indsats overfor børn, unge og gravide samt forebyggelse og sundhedsfremme hos psykisk syge og særligt sårbare grupper. Arbejdet for at mindske uligheden ses også i arbejdet med at udvikle borgernære tilbud og sikre lægedækning i almen praksis, og flere regioner har/har haft nedsat politiske udvalg om emnet. Regionernes sundhedsprofiler giver samtidig information om borgernes helbred i forhold til køn, alder, bopæl m.v., som er nødvendig for at bekæmpe uligheden lokalt såvel som nationalt. Hvad angår mødet med den enkelte borger, arbejder regionerne med at differentiere tilbuddene, således at de i højere grad målrettes den enkeltes behov dvs. også de behov, der umiddelbart ligger udenfor den rent sundhedsfaglige del af behandlingen. Regionernes følge-hjem ordningerne for ældre medicinske patienter er et eksempel på en differentieret indsats, hvor patienterne inden udskrivelse screenes for, hvor sårbare de er. Socialt differentieret hjerterehabilitering er et andet eksempel på en differentieret indsats, hvor hjertepatienter med mange ressourcer får et standardforløb, mens patienter med færre ressourcer tilbydes tættere opfølgning og flere samtaler med sygeplejerske eller forløbskoordinator.
Der ses desuden en række initiativer målrettet socialt udsatte og mennesker med psykisk sygdom. Særligt har regionerne fokus på børn af disse målgrupper. Alle regioner har f.eks. familieambulatorier, hvor gravide og småbørnsfamilier med alkohol- og rusmiddelforbrug tilknyttes et tværfagligt team af læger, psykologer, socialrådgivere og jordemødre. Der er i regionerne også eksempler på, at man har ansat socialsygeplejersker for indlagte stofmisbrugere, som bl.a. faciliterer kommunikationen mellem personalet på sygehuset og patienten og hjælper med patienten ved udskrivelse og overgang til kommunalt regi. Regionerne har desuden indført differentieret svangreomsorg, så tilbuddet i højere grad er skræddersyet til den enkelte gravide. Side 4 Forebyggelse og behandling af somatisk sygdom hos psykiatriske patienter er også et fokusområde i alle regioner. Et fokus, der udspringer af de nye pakkeforløb for psykiatrien, hvor en systematisk screening for KRAMfaktorer i psykiatrien er et væsentligt indsatsområde. Mange initiativer i regionerne handler desuden om formidling og uddannelse af personalet i forhold til ulighed i sundhed, herunder f.eks. kursustilbuddet fælles skolebænk. Fælles skolebænk kan bl.a. have fokus på at uddanne personalet på tværs af sektorer i sundhedspædagogiske metoder, der kan anvendes overfor målgrupper, der ikke får nok ud af de nuværende patientuddannelsestilbud. Vejen frem Vi ved, at lighedsprincippet i det danske sundhedsvæsen er meget vigtigt for danskerne. På regionernes borgertopmøder har den helt klare melding været, at sundhedsvæsenet på ingen måde må afspejle den ulighed, der generelt er i samfundet. Sundhedsvæsenet skal gøre sit til at kompensere for og udligne den ulighed, der findes i danskernes sundhedstilstand. Regionerne mener, at der skal sættes konkrete målsætninger for forbedring af danskernes sundhedstilstand og levetid og for nedbringelse af ulighed i sundhed. Indsatserne skal tilrettelægges på baggrund af eksempelvis befolkningsundersøgelser og analyser af sygdoms- og behandlingsmønstre, der gør det muligt at prioritere og målrette indsatsen for en sundere befolkning.
Målsætninger, der understøtter en sundere befolkning, skal derfor integreres i næste generations sundhedsaftaler, og tiltagene skal bygge på analyser af data fra sundhedsprofilerne og analyser af udsatte og svage borgere, der både er i berøring med regioner og kommuner. Side 5 Gruppen af patienter og borgere med det største behov skal behandles, så dem, der har det største behov, også får mest hjælp. Det betyder, at regionernes arbejde med at udvikle differentierede indsatser til særligt udsatte målgrupper skal intensiveres. Relevante målgrupper i den sammenhæng kunne være sårbare gravide, børn og unge, psykisk syge, mulitsyge/kronikere, ældre medicinske patienter, etniske minoriteter og socialt udsatte pårørende. Regioner og kommuner kan i den sammenhæng overveje at udvikle forløbskoordinatorfunktionen mod særligt svage målgrupper. Det betyder også, at forebyggelsesindsatser på alle niveauer i regionerne (politisk, strategisk og i faglige retningslinjer og forløbsprogrammer) og i de samarbejder, der går på tværs af sygehuse, kommuner og almen praksis skal have fokus på sociale forskelle og målrettes de grupper, som har en ophobning af risikofaktorer, og som har svært ved selv at ændre livsstil. Dette gælder også for mennesker med en psykisk sygdom. Det handler bl.a. om, at personalet på sygehuset spørger ind til tobak- og alkoholforbrug hos alle patienter. Tages udgangspunkt i voksne er det vigtigt, at den sundhedsprofessionelle i mødet med borgeren og patienten generelt set er opmærksom på tidlig opsporing af sygdom blandt risikogrupper for udvikling af f.eks. KOL, hjertekarsygdomme og diabetes. Nye analyser viser, at screening/helbredstjek og behandling af hele befolkninger ikke kan anbefales til at opspore særlige risikogrupper, hvorfor nye metoder må udvikles. Der findes i regionerne allerede en lang række nye projekter, hvor fagpersoner fra kommunen, regionen og almen praksis samarbejder om at målrette indsatsen overfor disse grupper. I forhold til børn og unge, skal fokus være på, at de ikke overtager forældrenes usunde livsstil. Kommunerne spiller her den primære rolle, men sygehusene og almen praksis kan også gøre meget, når det kommer til at differentiere og målrette indsatser til børn og unge, som er i særlig risiko for at udvikle eller har udviklet en uhensigtsmæssig sundhedsadfærd. På sygehuset vil dette primært omhandle at skabe endnu større opmærksomhed i svangreomsorgen omkring ufødte børns og børns sociale baggrund. I almen praksis handler det om at sikre perspektivet for sociale forhold i forbindelse
med de obligatoriske børneundersøgelser, hvor der ses en betydelig social forskel i hvilke børn, der deltager. Side 6 Andelen af svært overvægtige børn i alle aldersgruppe udgør 2-3 procent og at ca. 11 procent af børnene i 11 års alderen er overvægtige (Kilde: Overvægt forslag til visitation, Danske Regioner 2012). Regionernes rådgivningsforpligtelse skal desuden målrettes kommunernes store opgave med at forebygge ulighed i sundhed i skoler, institutioner, i foreningslivet, i forbindelse med byplanlægning osv. En anden problematik er rekruttering af deltagere i patientuddannelsestilbud. Systematisk og målrettet tilbud om patientuddannelse til alle med et behov skal derfor være en klar målsætning i alle sundhedsaftaler. Regioner og kommuner bør samtidig arbejde videre med at udvikle virksomme sundhedspædagogiske metoder til rekruttering og fastholdelse af deltagere. Udvikling af personalets og sygehusets kommunikation med sårbare grupper skal i det hele taget være et prioriteret indsatsområde i alle regioner. Man skal desuden fortsat have fokus på at gøre det sunde valg så let for borgerne som muligt. Det handler bl.a. om at fortsætte arbejdet med at indføre ryge- og alkoholpolitikker, at se på effekter af prisregulering af sunde og usunde fødevarer, at indføre kost- og motionstiltag på skoler, arbejdspladser og i fritidsinstitutioner, og at styrke arbejdet med fysiske tilpasninger af det offentlige rum. Hele livet og alle arenaer bør være i fokus, når det drejer sig om ulighed i sundhed. Er ønsket at komme helt i mål med at mindske uligheden skal alle sektorer, forvaltninger og fagområder arbejde samme og sættes i spil samtidig.