Prædiken til 20. søndag efter trinitatis, Matt 21, tekstrække

1 Urup Kirke Søndag d. 9. oktober 2016 kl. 11.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 20. søndag efter trinitatis, Matt 21,28-44. 2. tekstrække Salmer DDS 413: Vi kommer, Herre, til dig ind (mel: Spænd over os) DDS 347: Ak, Fader! Lad dit ord og Ånd DDS 596: Kender du den livsens kilde - - - DDS 62: Jesus, det eneste Altergang DDS 477: Som korn på mange marker DDS 375: Alt står i Guds faderhånd Tekstlæsninger GT-læsning: Es 5,1-7 Jeg vil synge en sang om min ven, min elskedes sang om hans vingård. Min ven havde en vingård på en frugtbar skråning. Han gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vinstokke. Han byggede et vagttårn i den og udhuggede også en perse. Han ventede, at den ville give vindruer, men

2 den gav vilddruer. Og nu, Jerusalems indbyggere, Judas mænd, døm mellem mig og min vingård: Hvad var der mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort? Når jeg ventede, at den ville give vindruer, hvorfor gav den så vilddruer? Men nu vil jeg lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård. Jeg vil fjerne hegnet om den, så den bliver afgnavet, nedrive gærdet om den, så den bliver trampet ned. Jeg lader den forfalde, den bliver hverken beskåret eller hakket, så den gror til med tjørn og tidsel, og jeg forbyder skyerne at give den regn. For Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplante. Han ventede ret, men der kom retsløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig. Epistel: Rom 11,25-32 Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses som der står skrevet:»befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob. Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort.«i forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. Prædiketekst: Matt 21,28-44 Jesus sagde:»men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde

3 deres fars vilje?«de svarede:»den første.«jesus sagde til dem:»sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?«de svarede ham:»et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«jesus sagde til dem:»har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«bøn før prædikenen Gode Gud, himmelske Far. Vi bekender for dig, at vi så tit har båret vilddruer, hvor du ventede vindruer. Du har plantet din jord til med godhed og kærlighed, og vi undrer os over, hvad vi har gjort ved det. Vi beder dig om hjælp til at høre dit ord og tage det til os. Amen! PRÆDIKEN

4 Som nævnt i begyndelsen af gudstjenesten, så går vi igennem en bevægelse i dag, hvor vi først så indad i os selv, ved hjælp af den første tekst om Guds vingård, Israel, som Gud synger klagesang over gennem Esajas mund. Jeg vil synge en sang om min ven, min elskedes sang om hans vingård. Gud synger en sang om Jesus, for det er hans vingård, det handler om. Esajas fortæller, at Gud havde gjort alt rigtigt og godt i vingården gravet, renset, plantet osv., og hør Guds hjerteskærende klageråb: Når jeg ventede, at den ville give vindruer, hvorfor gav den så vilddruer? Hvorfor? Forestil dig derhjemme, at du sætter kartofler i foråret og graver i jorden, investerer i vandingsanlæg, du går hele sommeren og pusler ved planterne, luger for ukrudt, så de kan få varme og sollys, og når de er vokset op, ser du, at det er ukrudt. Jeg er ikke kartoffelbonde, men jeg har læst mig til, at der findes en plante, sort natskygge, som kan forveksles med kartoffelplanten, og som børn kan finde indbydende men den er giftig. Frugten er sort, men man ser det måske først, når man står med den i hånden. Hvordan gik det med Guds vingård? Hvordan går det med den plante, som Gud i kærlighed satte, da du og jeg blev plantet på jorden for at bære frugt for ham? Vi skulle leve i hans nærhed, vi skulle være en ambassadør for hans kærlighed blandt mennesker omkring os osv. Hvordan er det gået? Og hvordan måler man, hvordan det går? Man kan sammenligne sig med andre. Og så kan man godt leve i en form for illusion om, at jeg gør det mindst lige så godt som andre. Jeg ligger i hvert fald i den bedste halvdel. Men det er slet ikke sådan, frugten i Guds vingård måles. Når Guds lys skinner over os, så er der kun to muligheder: Enten bærer du god frugt eller dårlig frugt. Enten gør du alt, hvad Gud ønsker, eller også gør du ikke. Det er som med de to sønner, Jesus fortalte om. Den ene sagde ja til at gøre Guds vilje, men gjorde det ikke. Den anden sagde nej, men gjorde det alligevel. Du sagde måske ja til Gud, men hvorfor gjorde du så ikke, som han sagde? Hvorfor gik du ikke ud i vingården, men blev hjemme og lå på sofaen? Har Gud gjort noget

5 forkert, har han ikke behandlet dig godt nok? Har han ikke gravet og plantet og vandet og givet dig mange muligheder? Jeg ved godt, man kan komme ud i situationer, hvor man sætter Gud på anklagebænken og ikke forstår, hvorfor han handler, som han gør. Man kan blive vred på Gud. Jeg ved også, man kan have gode grunde til at gøre det, når livet gør rigtig ondt. Det forstår jeg godt. Men jeg forstår også, at Gud siger til os, at vi bar vilddruer, når han ventede vindruer. I stedet for kartofler kom der sort natskygge. Det er nok sådan for de fleste af os, at jo ældre man bliver, desto mere lægges der oveni af disse erfaringer, hvor jeg valgte mig selv i stedet for Gud, jeg lagde mig billedlig talt på sofaen i stedet for at gå ud i Guds vingård. Nu kommer så Jesus med sin lignelse om de onde vinbønder. Det er samme billede, og Jesu tilhører ville uden tvivl vide, at han sigter til Esajas sang om vingården. Nu skifter perspektivet fra planterne, der bærer vilddruer, til vinbønderne, der er onde og angriber vingårdsejerens tjenere. Nu er vi ikke længere planter, men vinbønder. Vi er sat som forvaltere af Guds ejendom, Guds jord og skal tage vare på det, indtil han kommer tilbage, og så skal vi aflevere høsten til ejeren. Hvordan har vi klaret den opgave? Her fortæller Jesus noget meget sigende ved hele vores kultur og samfund. Hvad sker der med disse vinbønder? Jo, de vil selv have høsten. De holder Guds tjenere væk, som ellers skulle hente høsten hjem. Forestil jer en mand, der høster for en landmand, og i stedet for at læsse kornet over i landmandens vogn, så får han kørt sin egen traktor og vogn ind på marken og læsser kornet derover for at dampe hjem til sin egen silo med hele høsten. Det går jo ikke. Vi er forvaltere af Guds ejendom, og hvordan går det med at forvalte? Vi kan tænke helt konkret med jorden kan vi så sige som Aastrup: Den mark, som blev min, var altid dog din, min tanke til dig jeg ophøjer. Køkkenhaven, bilen, tøjet osv. alt er fra Gud, og alt er Guds. Er det sådan, vi tænker?

6 Åndelig set, hvordan går det, når Gud har sendt sine tjenere til os? Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Hvad er det for nogle onde vinbønder? Men vi behøver ikke kigge langt indad for at se, at det er præcis den måde, du og jeg har handlet med Guds ord. Det er præcist, hvad jeg finder i mit hjertes dyb, hvis jeg ellers er ærlig over for mig selv og min Gud. Gud har sendt sine tjenere igen og igen, han har talt sit ord. Profeterne blev sendt til Israels folk med Guds lov, budskabet om omvendelse og et liv efter Guds vilje, og lige meget hjalp det. Det er den næstmest smertefulde erkendelse at gøre sig i forhold til Gud, at modstanden mod Gud bor i mit eget hjerte, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg kan ikke lave mig om. Hvad gør Gud? Jo, Gud har én tilbage én, han kan sende. Han tøver med at sende ham, for det er hans eget kød og blod. Og nu må jeg stille jer et spørgsmål: Kender vi nogen i denne verden, der ville handle som denne far? Han havde hørt om sine tjenere, der blev sendt ud, og hvordan vinbønderne gjorde med dem, og nu har han sønnen tilbage. Én søn. Ville vi gøre sådan? Nej! Men hør, hvad faderen her gør: Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Ville vinbønderne det? Da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Det er hvad vi har gjort ved Guds søn! Nogle tænker måske: Nu stopper du, præst! Jeg har ikke slået Jesus ihjel. Det må være Israels folk, Jesus snakker om. De slog ham ihjel, jeg har ikke været med til det. Men her er den mest smertefulde erkendelse i forhold til Gud. Jeg var med til at korsfæste Guds søn. Vi skal synge om det i en lille sang, som både har dette og Guds kærlighed med.

7 Den kærlighed, som Gud har vist Min synd har bragt ham til det sted, hvor han nu hænger udstrakt! Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?«de svarede ham:»et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«og Jesus advarer sine tilhørere: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Guds rige tages fra os og hvem gives det til? Et folk, som bærer dets frugter, det er de døbtes og troens folk. Og nu er vi ved evangeliet. Det næstbedste budskab, vi har, er evangeliet om, at min anden værste erkendelse om mig selv, min iboende synd og ugudelighed, er tilgivet. Hvad så med min værste erkendelse, den, at min synd korsfæstede Jesus? Jo, i lignelsen her hører vi, at Gud selv ville det sådan. Han sendte sin søn, og han vidste godt, hvordan det ville ende. Men hans kærlighed var for stor til at lade være. Og Jesu kærlighed var for stor til at vige uden om korset. Ikke for ingenting skal vi synge efter prædikenen: Jesus, det eneste, helligste, reneste navn som af menneskelæber er sagt. Evangeliet er, at Guds rige tages fra os alle sammen for at gives til et nyt folk. Dåbens og troens folk. Alle og enhver, der griber fat i redningskransen fra Gud, Jesus Kristus. Det er et ufatteligt evangelium, og i kirken vil vi prædike det evangelium over hele jorden, indtil Jesus kommer igen. Vi kan også være med i det nye folk, som bærer dets frugter og følger efter Jesus. Det kan være os og så er alting jo godt. Men Jesus slutter faktisk ikke lignelsen der. Han slutter med en advarsel: Den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«der kan man da ikke slutte en prædiken?! Det gjorde Jesus altså. Med en advarsel om fortabelse, om undergang. Vi læser også videre: Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem.

8 Han sigter til os. Nu står vi med ansvaret for, hvad vi vil gøre med denne sigtelse. Hvis vi kæmper imod og henlægger ansvaret til alle mulige andre, så vil stenen falde på os og knus os. Hvis vi indrømmer, at sigtelsen er rigtig så blive vi frikendt. Så enkelt er evangeliet! Amen!