Tak til de rigtig mange, der har deltaget aktivt i debatten! Vi glæder os til at fortsætte den.

Over de kommende 20 år vil verdensøkonomien blive fordoblet. Millioner vil arbejde sig ud af ekstrem fattigdom, og den globale middelklasse vil vokse med 3 milliarder mennesker. Væksten vil fortsætte forskydningen af de globale økonomiske og politiske magtstrukturer, øge presset på klodens naturressourcer og skærpe udfordringerne fra den globale opvarmning. De grundlæggende forandringer vil samtidig give enorme muligheder, som vi skal udnytte. Den verden, vi kender i dag, vil forandre sig fundamentalt i løbet af de næste årtier. Det vil kravene til vores udenrigspolitik derfor også. Dansk udenrigspolitik handler grundlæggende om at varetage danske politiske og økonomiske interesser til gavn for både danske borgere og virksomheder, og så handler det om, at vi gerne vil bidrage til en bedre verden til gavn for alle. I en verden præget af hyppige omvæltninger er vi nødt til at tænke nyt, når det gælder om at fremme vores interesser. Vi kan ikke vinde morgendagen med gårsdagens redskaber alene. Dansk udenrigspolitik skal håndtere de udfordringer, der følger med den nye verden, og samtidig udnytte de mange muligheder, som den også tilbyder. I dette krydsfelt vil der også være mange dilemmaer, som vi vil skulle forholde os til, f.eks. hvordan vi håndterer nye regionale stormagter, hvordan vi bekæmper voldelig ekstremisme, eller hvordan vi sikrer, at den økonomiske vækst sker på en social og miljømæssig bæredygtig måde. Danmark både kan og skal være på forkant med de globale udviklingstendenser og sætte konkrete fingeraftryk. Det skal vi, fordi globaliseringen gør, at udenrigspolitiske forhold i langt større grad og langt hurtigere end tidligere har direkte indvirkning på vores samfund. De globale strømninger, der præger vores omverden, påvirker vores hverdag. Derfor skal vi have

en udenrigspolitik, hvor alle elementer, fra sikkerhedspolitik til udviklingspolitik, handelspolitik, europapolitik og det konsulære arbejde, spiller effektivt sammen for at fremme vores interesser i verden, og som gør os i stand til at være et solidarisk og ansvarligt medlem af det internationale samfund. Det er afgørende for os, at Danmarks udenrigspolitik er bredt forankret i det danske samfund. Danmarks udenrigspolitiske engagement skal bygge på en fælles forståelse og et bredt samarbejde med Folketinget, befolkningen, civilsamfundet, erhvervslivet og forskningsmiljøer. Vi ønsker med andre ord en udenrigspolitik, der afspejler vores stærke og nærværende demokrati. Vi har derfor gennem de seneste måneder indledt en bred debat og dialog om Danmarks fremtidige udenrigs- og udviklingspolitiske prioriteter. Den debat er ikke mindst afgørende i et år, som med krisen i Ukraine, ISIL s fremmarch og ebolas hærgen i Vestafrika set med udenrigspolitiske øjne har været et af de mest skelsættende i de senere år. Her vil vi give vores bud på, hvad dansk udenrigspolitik skal fokusere på i de kommende år, og hvordan vi bedst muligt fremmer Danmarks interesser, så vi kan styrke vores sikkerhed, øge vores velstand og fremme vores værdier. Målet er ikke her at præsentere en udtømmende liste med konkrete initiativer og handlingsplaner, som skal understøtte Danmarks udenrigspolitik. Der er i stedet tale om et visionspapir, hvor vi skitserer de overordnede pejlemærker for de kommende års udenrigspolitik og fremhæver de områder, hvor vi i særlig grad vil sætte kræfterne ind. Tak til de rigtig mange, der har deltaget aktivt i debatten! Vi glæder os til at fortsætte den. Vi står på et stærkt fundament i arbejdet for danske interesser og dermed også danske værdier. Med velfunderede, professionelle og globalt orienterede virksomheder, et innovativt velfærdssamfund, et mangeartet og aktivt civilsamfund, et godt omdømme som samarbejdspartner, solide globale alliancer og en moderne udenrigstjeneste, som er tilpasset de globale udfordringer, kan vi spille en aktiv og konstruktiv rolle. Samtidig må vi erkende vores begrænsninger. Vi kan ikke prioritere alle emner og regioner lige højt, men må derimod fokusere vores indsats på de kerneområder, der er vigtigst for Danmark, og hvor vi kan gøre den største forskel. Martin Lidegaard, udenrigsminister Mogens Jensen, handels- og udviklingsminister

Det er i år 25 år siden Murens fald, som fuldstændigt ændrede rammerne for vores udenrigspolitik. Med ophøret af Den Kolde Krig sagde vi farvel til en verden, hvor forholdet mellem supermagterne USA og Sovjetunionen i høj grad definerede vores udenrigspolitiske handlemuligheder. Danmarks udenrigspolitik har siden været kendetegnet ved en høj grad af kontinuitet på tværs af skiftende regeringer. Vores sikkerhedspolitiske interessevaretagelse har været forankret i det transatlantiske samarbejde som et loyalt og engageret medlem af NATO og gennem et tæt forhold til USA. Det ændrede trusselsbillede mod Danmark betød også, at vi kunne påtage os et øget globalt ansvar gennem markante militære bidrag i Golfen, Kosovo, Irak og Afghanistan. EU har ubetinget været den helt centrale ramme for Danmark. Det gælder på det økonomiske område, men med samarbejdets udvikling både i bredden og i dybden har EU kun fået stigende betydning for Danmark også på andre områder, herunder på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Samtidig har vi fortsat vores lange tradition for hjælp til verdens fattigste med en fattigdomsorienteret udviklingsbistand, hvor vi har været blandt de største donorer i verden, og vi har kæmpet for menneskerettigheder og en international retsorden gennem FN. Et stort internationalt engagement og viljen til at præge omverdenen har været kendetegnende for den udenrigspolitik, som skiftende regeringer har ført de sidste 25 år. Det kom f.eks. til udtryk, da vi i den første, svære tid efter Murens fald gik forrest og anerkendte de baltiske landes selvstændighed. Det handlede først og fremmest om værdier. Den frihed, vi tog for givet, skulle også gælde for vores naboer på den anden side af Østersøen. Samtidig var der et sikkerhedsperspektiv, som også spillede ind, da vi var varme fortalere for udvidelserne i EU og NATO. Og endelig var der også et langsigtet økonomisk perspektiv, fordi

vækst i vores nærområde alt andet lige vil have en positiv afsmittende effekt på vores velstand i Danmark. Men vores udenrigspolitiske engagement har ikke været begrænset til vores nærområde og de multilaterale organisationer. Det har været globalt, og det har i lige så høj grad været gennem vores bilaterale diplomatiske indsats, f.eks. arbejdet med at fastsætte mål for, hvordan folk i udviklingslandene kunne få et bedre liv, det såkaldte 2015-mål, støtte til civilsamfundsorganisationer og ikke mindst styrkede rettigheder for kvinder i verdens fattige lande. Vi har 3 afgørende pejlemærker, som vi sigter efter, når vi definerer Danmarks udenrigspolitiske interesser: 1. Sikkerhed, som handler om at beskytte Danmark og danske interesser mod trusler i bred forstand. Det er først og fremmest vores territoriale integritet, men også andre trusler, f.eks. terrorisme og cyberangreb, der udfordrer vores sikkerhed herhjemme. Samtidig kan konflikter og ufred uden for landets grænser påvirke Danmarks sikkerhed, ligesom de naturligvis også har betydning for de mennesker, hvis sikkerhed bliver direkte berørt i de pågældende lande og regioner. 2. Velstand, som handler om at bruge udenrigspolitikken til at skabe fremgang og økonomisk vækst til gavn for danske virksomheder, danske lønmodtagere og det danske samfund i almindelighed. Men som også handler om at skabe rammerne for bæredygtig vækst i udviklingslandene, så de kan bevæge sig ud af fattigdom. 3. Værdier, som handler om at fremme de grundlæggende værdier, det danske samfund bygger på, og påtage sig et globalt ansvar for at skabe en bedre verden. Det gælder først og fremmest menneskerettigheder, demokrati, fattigdomsbekæmpelse, ligestilling, en bæredygtig udvikling og en international retsorden. Disse udenrigspolitiske pejlemærker er ikke nye. Det nye er, at rammerne for vores udenrigspolitik forandrer sig så kraftigt, som de kommer til i de kommende år. Opgaven består derfor i at sikre, at Danmarks udenrigspolitik er tilrettelagt på en sådan måde, at vi også fremover har redskaberne til, at vi kan styrke sikkerheden, øge velstanden og fremme vores værdier til gavn for os selv og for andre. *** Alle lande påvirkes af globaliseringen. Vores økonomier er stadig mere integrerede, og konsekvenserne af vores nationale politikker mærkes på kryds og tværs af landegrænser. Det mærker vi først og fremmest i Europa. Men det er et generelt kendetegn, at verden bliver mindre, og båndene på tværs af grænser styrkes. Den gensidige afhængighed er kraftigt stigende og danner grundlag for øget internationalt samarbejde. Ligesom Danmark påvirkes af globaliseringen, er vi også selv med til at påvirke vores omverden. Danmarks aftryk på globaliseringen er mindre end de store landes, hvis udenrigspolitiske adfærd i sig selv er med til at forme de globale rammevilkår. Men erfaringen viser, at selv mindre lande kan sætte endog store aftryk, hvis de forstår at læse og udnytte de muligheder, der viser sig, og skabe alternative løsninger, når behovet er der. Som EU-medlem, NATO-allieret og gennem FN, men også på egne ben, har Danmark gennem tiden sat tydelige fingeraftryk på verdenspolitikken. Som fortaler for folkeretten og det

internationale samarbejde. Som pioner for en ambitiøs og forpligtende udviklingspolitik. Som eksponent for en bæredygtig, grøn omstilling. Som forkæmper for menneskerettigheder og ligestilling. Mulighederne ér der. Men det kommer ikke af sig selv. Det forudsætter først som sidst, at vi på alle niveauer er villige til at investere i det internationale samarbejde. Vi står over for markante økonomiske, sociale og demografiske forandringer i verden i de kommende år forandringer, som ikke alle peger i en positiv retning. Samtidig med, at vi i Europa vil være udfordret af lav vækst og risiko for recession, forventes verdensøkonomien frem mod 2040 mere end fordoblet, og verdens samlede befolkning vil stige fra 7 til 9 milliarder. Udviklingen betyder, at den globale middelklasse inden 2030 forventes at vokse med ikke mindre end 3 milliarder mennesker. 700 millioner mennesker har allerede bevæget sig ud af ekstrem fattigdom, og flere vil følge. Også på andre af FN s 2015-mål er der opnået store fremskridt. Det gælder ikke mindst i Asien og Afrika, hvor befolkningstilvæksten og vandringen fra land til by i øvrigt vil fortsætte. systemer og social sikring. Disse udfordringer skaber dog også muligheder for de lande og de virksomheder, som har særlige kompetencer at byde ind med. Udviklingen indebærer, at alle lande, men særligt vækstøkonomierne, vil stå over for en række afgørende politiske og økonomiske valg i de kommende år. Det er ikke ligegyldigt, hverken for dem eller os, hvilke valg de træffer. Disse forandringer giver os mange muligheder og udfordringer. Væksten i den globale middelklasse betyder flere nye, købestærke forbrugere. Samtidig vil der fortsat være fattigdomsudfordringer. Vi må ikke glemme, at 1,2 mia. mennesker lever i ekstrem fattigdom. Desuden fører befolkningstilvæksten, velstandsstigningen og urbaniseringen også stigende ressourceknaphed, miljøforurening og klimaforandringer med sig. Vand- og luftforurening er allerede store udfordringer for mange vækstøkonomier. Tabet af biodiversitet vil også fortsætte og alvorligt true naturens mangfoldighed. Samtidig vil en stigende andel af befolkningen på over 60 år medføre et øget pres på bl.a. sundheds-

2014 2030 1a EU s andel af det globale BNP Pct. 23 19 1b USA s andel af det globale BNP Pct. 22 20 1c Kinas andel af det globale BNP Pct. 11 18 1d Indiens andel af det globale BNP Pct. 3 4 1e Brasiliens andel af det globale BNP Pct. 3 3 1f Ruslands andel af det globale BNP Pct. 2 2 1g Sydafrikas andel af det globale BNP Pct. 1 1 2 Antallet af mennesker over 60 år Mia. 0,9 1,4 3 Antal mennesker i middelklassen Mia. 1,8 4,8 4 Antal mennesker, der bor i byer Mia. 3,9 6,4 Kilder: Oxford Economics (1,2,3), FN s befolkningskontor (2,4), OECD s Development Centre (3) Note: BNP-procenter er baseret på BNP tal målt i US dollar, faste priser.

De sidste 20 år har været kendetegnet ved langvarige opbrud i de internationale magtstrukturer, som prægede efterkrigstiden: Sovjetunionens sammenbrud og Kinas fortsatte fremmarch som en stadig stærkere og mere selvsikker aktør på den internationale scene er velkendte og velbeskrevne fænomener. Med til dette billede hører også USA s relative svækkelse, om end USA på mange områder, og især når det gælder sikkerhed, fortsat vil være den dominerende globale aktør og den, som alle kigger på, når der skal findes løsninger på de globale udfordringer. Opbruddet betyder også, at den økonomiske magtforskydning er accelereret. Den økonomiske og politiske tyngde flytter fra de gamle økonomier i Europa over mod de nye vækstøkonomier i Asien, Latinamerika og Afrika. I takt med, at samhandelen med de nye økonomiske magtcentre bliver vigtigere, vil det politiske samarbejde også blive vigtigere. Vækstøkonomierne i Asien, Latinamerika og Afrika ønsker mere indflydelse på, hvordan det internationale samarbejde fungerer og dets værdimæssige grundlag. Det vil give udfordringer, men også muligheder for dem, der forstår at udnytte de nye samarbejdsmuligheder. Et af kendetegnene ved de nye regionale stormagter er, at de ofte har en samfundsstruktur med større integration mellem politik og økonomi. Her arbejder den private sektor ikke altid på markedsvilkår, men samarbejder med staten for at fremme både indenrigspolitiske og udenrigspolitiske interesser. Grænserne for det private og det offentlige er med andre ord mere udflydende end hos vores traditionelle partnere i Europa og Nordamerika. Samtidig er disse lande typisk kendetegnet ved en stor social ulighed og en lav om end stigende bevidsthed om nødvendigheden af en bæredygtig udvikling. Det stiller nye krav til vores udenrigs-

politik, og hvordan vi samarbejder med disse lande, og det stiller samtidig nye krav til, hvordan danske myndigheder samarbejder herhjemme. De nye vækstøkonomiers voksende tyngde og selvbevidsthed sætter også vores værdier under pres. Vores del af verden er ikke længere altid på det vindende hold i kampen om indflydelse og ideer, som ofte udspiller sig i de multilaterale fora, ikke mindst i FN. Det gælder f.eks. synet på kvinders rettigheder og de borgerlige frihedsrettigheder, som udfordrer det politiske system i visse vækstøkonomier. Forskellige opfattelser af menneskerettighedernes rækkevidde rummer et konfliktpotentiale, fordi der i mange udviklingslande og store vækstøkonomier er en opfattelse af, at en progressiv rettighedsdagsorden understøtter Vestens dominans. Krisen i Ukraine viser, at verden af i morgen på en række måder minder påfaldende meget om verden af i går. Midt i den hæsblæsende globalisering, der knytter verden stadig tættere sammen, er krisen endnu et minde om den klassiske geopolitik med væbnet kamp om territorialgrænser og rå politisk magt. Det betyder ikke, at vi står på tærsklen til en ny kold krig. Men udviklingen er mere end blot en krusning på overfladen. Om noget er krisen i Ukraine et symptom på en verden, der fortsat kan tages som gidsel af stormagtsvælde, rivalisering og territoriale stridigheder. Det oplever vi også andre steder i verden, f.eks. i Asien og Mellemøsten, hvor nationalstatskonceptet er under udfordring.

Magtspredningen præger også de kendte sikkerhedspolitiske udfordringer, bl.a. fordi flere lande søger at udvide og modernisere deres forsvar. Samtidig er mange af de nye økonomiske vækstområder præget af latente konflikter og våbenkapløb. De øgede forsvarsbudgetter skyldes ikke mindst, at den økonomiske vækst giver mulighed for det. Udviklingen styrker også lande med stormagtsambitioners mulighed for at udøve indflydelse i deres nærregioner. Det gælder f.eks. i Asien, Mellemøsten og flere af de tidligere Sovjetrepublikker. Alt dette sker, mens man i de vestlige lande også i de kommende år vil være optaget af at håndtere konsekvenserne af den finansielle og økonomiske krise, der har medført budgetunderskud, lav vækst og øget ledighed i mange lande. Derudover udfordrer de mange samtidige voldelige konflikter og kriser det internationale samfunds evne til at gribe ind, simpelthen fordi den politiske og militære kapacitet er spredt bredt ud. For blot få år siden var der en opfattelse af sikkerhed omkring Europa. Både EU og NATO blev udvidet med nye medlemslande, samarbejdet med Rusland var i bedring, og situationen i Mellemøsten var præget af optimisme. I løbet af de seneste 5 år synes der i stedet at være dannet en ring af ustabilitet omkring Europa. Det arabiske forår har ikke udviklet sig på den måde, som vi havde håbet. Lande som Libyen, Syrien og Irak er præget af væbnet konflikt, og med fremkomsten af ISIL er deres territoriale integritet og hele regionens politiske stabilitet udfordret i hidtil uhørt grad, som samtidig udgør en alvorlig sikkerhedspolitisk trussel uden for regionen. Andre steder i Nordafrika og Mellemøsten er også præget af politisk ustabilitet. Også mod øst er situationen blevet mere usikker på grund af Ruslands ageren over for Ukraine. Samlet set betyder det, at vi skal forholde os til en verden med mere uro og med flere konflikter i og imellem lande. Den økonomiske og demografiske udvikling over de kommende årtier vil betyde, at de europæiske landes, herunder Danmarks, betydning og indflydelse som selvstændige aktører på den globale scene formindskes. Vi er vant til en verden med en markant europæisk tilstedeværelse, f.eks. i G7/G8-regi. Det vil ændre sig. Selv de større europæiske magter vil opleve, at deres muligheder for at øve indflydelse internationalt svækkes. Konsekvensen heraf vil være, at vi i Europa i et stadig større omfang må erkende, at hvis vi ønsker at gøre os gældende internationalt, må vi agere sammen i europæisk regi. Samtidig må vi indstille os på, at USA vil forvente, at Europa kan påtage sig et større ansvar for at håndtere situationen i vore geografiske nærområder. Det vil stille krav om et endnu tættere europæisk samarbejde på det udenrigspolitiske område, og for et land som Danmark vil gælde, at EU i stadig voksende grad vil være den vigtigste udenrigspolitiske platform for Danmark. Det er gennem vores medlemskab af EU, at vi bedst får indflydelse på verden, både det nære og det fjerne. Også økonomisk må globaliseringen forventes at lede til en styrkelse af samarbejdet i europæisk regi. Et velfungerende indre marked som ramme om dansk eksport til nærmarkederne er en forudsætning for dansk velfærd på længere sigt. Ligeledes vil en effektiv og frihandelsorienteret fælles, europæisk handelspolitik være afgørende for vore muligheder for at udnytte eksportpotentialet på de store markeder uden for Europa. Det må forventes, at en styrkelse af det økonomiske samarbejde i EU i et meget væsentligt omfang vil have Euro-gruppen som omdrejningspunkt. En sådan udvikling vil stille de lande som Danmark, der står uden

for euroen over for en udfordring. Endelig vil EU s betydning på øvrige politikområder med direkte relevans for danske borgeres sikkerhed og tryghed, f.eks. miljø, klima, energi, fødevaresikkerhed samt kriminalitets- og terrorbekæmpelse, også stige i takt med globaliseringen. De multilaterale strukturer og den magtfordeling, der er indlejret i de internationale institutioner, er præget af forandring. Vi har igennem de seneste år skullet vænne os til nye internationale fora, f.eks. BRIKS, BRIKS-banken, G20 og andre, som alle er kendetegnet ved, at Danmark ikke er med. FN er fortsat den globale ramme, som verdenssamfundet bruger, når kollektiv handling er påkrævet, og FN s indsats i forhold til at koordinere den internationale indsats mod ebola-krisen illustrerer tydeligt, hvorfor verdenssamfundet har brug for FN. Omvendt er der ingen tvivl om, at der er behov for reformer af FN-systemet, der kan styrke FN s effektivitet. FN skal kunne reagere hurtigere på kriser, og vi skal undgå intern rivalisering mellem de forskellige FN-organisationer. Vi ser begrænsningerne i FN, når medlemslandene i Sikkerhedsrådet ikke kan nå til enighed om indgriben i voldelige konflikter, f.eks. i Syrien. Samtidig er det i stigende grad vanskeligt at skabe enighed om de grundlæggende menneskerettigheder. De vanskelige forhandlinger om en ny global frihandelsaftale indenfor WTO s rammer og COP-forhandlingerne på klimaområdet er andre eksempler på, at det multilaterale system ikke altid kan levere løsningerne. Konsekvensen er, at nye samarbejdskonstellationer, ofte mere uformelle og bundet op på enkeltsager, vinder frem. Disse samarbejder vil typisk være drevet af USA eller regionale

stormagter, og kun de lande, der har noget særligt at byde ind med, kan forvente at blive inviteret med. Globaliseringen betyder også, at regionale multilaterale organisationer generelt har fået stigende betydning. Der er en erkendelse af, at den stigende gensidige afhængighed eller såkaldt interdependens medfører et behov for at håndtere en række grænseoverskridende udfordringer regionalt, og at både store, mellemstore og mindre lande i en region hver for sig er for små til at få indflydelse på globale spørgsmål og derfor må gå sammen i et fællesskab. EU er det bedste eksempel herpå. Men også i EU ses konturerne af, at visse medlemslande ønsker, at samarbejdet skrider hurtigere fremad end andre. Regionalt har også Den Afrikanske Union og ASEAN fået betydning og er begge i færd med at styrke samarbejdet mellem medlemslandene yderligere. I vores eget nærområde påkalder Arktisk Råd sig større interesse og får større betydning for håndteringen af en række muligheder og udfordringer i det brede arktiske rum, og der er betydelig interesse for at opnå observatørstatus. Samarbejdet i Arktisk Råd er godt og konstruktivt og under fortsat udvikling. Sideløbende med den geografiske magtforskydning mellem staterne sker der også en relativ magtforskydning mellem stater og ikke-statslige aktører. Civilsamfundsorganisationer og NGO er spiller en mere aktiv rolle internationalt. Nye aktører, der agerer på egen hånd eller tilsyneladende uorganiseret, bliver bl.a. ved brug af de sociale medier i stand til at sætte dagsordenen og mobilisere den nødvendige opbakning til, at deres synspunkter får indflydelse på de formelle beslutningsstrukturer. Der er i stigende grad samarbejde mellem offentlige og private aktører på det økonomiske område, hvor private virksomheder varetager opgaver på vegne af en offentlig myndighed, f.eks. på sundhedsområdet eller på infrastrukturområdet. Desuden ses en tendens til en stadig stigende centralisering af magten og øget kontrol over civilsamfundet. Denne udvikling er tydelig i flere udviklingslande, men er ikke begrænset hertil. Samtidig er den traditionelle udviklingsbistands relative betydning som finansieringskilde i udviklingslandenes økonomier faldende. Private kapitalstrømme, investeringer fra nye vækstøkonomier og udviklingslandenes egen nationale ressourcemobilisering fylder mere og mere. De ikke-statslige aktører tæller også modspillere i form af terrornetværk og andre former for kriminelle netværk, hvis grænseoverskridende aktiviteter kan destabilisere ofte fejlslagne og skrøbelige staters strukturer og legitimitet. ISIL i Irak og Syrien, Boko Haram i Nigeria og Al-Shabaab i Somalia er konkrete eksempler. Terrornetværk i Mellemøsten og Afrika, som foregiver at fremme en særlig sag, ofte bundet op på religiøse spørgsmål, er også med til at fremme radikalisering og ekstremisme hos tilhængere i Vesten. Såkaldte foreign fighters udgør en trussel for de samfund, de vender tilbage til. Samtidig nærer undergrundsøkonomien og statens manglende kontrol med kapitalstrømme i lande med svage institutioner kriminelle netværk og terrororganisationer. Flygtninge strømmer fortsat mod Europa primært fra Mellemøsten og Afrika på grund af konflikter og fattigdom. Vi ser sygdomme, som vi troede var udryddede, og epidemier, som svage stater og offentlige myndigheder står magtesløse overfor, f.eks. ebola.

Samtidig opstår nye typer af trusler og udfordringer. Det gælder bl.a. cybersikkerhed, hvor samfundets tiltagende afhængighed af informations- og kommunikationsteknologi rejser nye udfordringer, hvis løsning kræver en anden type ekspertise og andre samarbejdsformer, end vi er vant til. Ressourceknaphed i forhold til f.eks. vand, energi og fødevarer udgør også en potentiel trussel på længere sigt. Med den voldsomme økonomiske og demografiske udvikling stiger presset på det globale miljø og på naturressourcerne. Klimaforandringer, tørke og luft- og vandforurening skaber spændinger og konflikter mellem de samfund, der skal deles om ressourcerne.

Vi ser konturerne til en ny verden, og det stiller krav til vores udenrigspolitik. Vores engagement skal defineres ud fra, hvad der grundlæggende er i Danmarks overordnede interesse. Det er vores ambition og pligt gennem udenrigspolitikken at stræbe efter hele tiden at udvide vores politiske og økonomiske råderum, så vi herhjemme kan udvikle det samfund, vi ønsker. Samtidig er det en væsentlig del af vores udenrigspolitiske interessevaretagelse, at vi ved at være os vores globale ansvar bevidst kan skabe en bedre verden ikke kun for os, men for alle. Danmarks udenrigspolitik handler først som sidst om sikkerhed, velstand og værdier. Det er inden for disse områder, vi skal søge indflydelse på udviklingen i verden omkring os. Vores middel er en proaktiv udenrigspolitik. I vores bestræbelser på at få indflydelse og udvide vores råderum er det et grundlæggende princip, at alle instrumenter skal bringes i spil for at fremme vores udenrigspolitiske interesser. Fattigdomsbekæmpelse skal også bruges som værn mod voldelig ekstremisme, hårde magtmidler skal bruges sammen med diplomatiske og humanitære indsatser, og vi skal udnytte synergien mellem udviklingspolitik og eksportfremme for blot at nævne et par eksempler. Omdrejningspunktet er, at vores sikkerhed, vores velstand og vores værdier hænger sammen og skal understøttes af en bredspektret indsats. Vores sikkerhed, velstand og værdier fremmes bedst gennem et aktivt internationalt engagement. Det skal først og fremmest ske gennem en multilateral ramme som EU, NATO eller FN, fordi det er herigennem, vi som et lille land kan få størst indflydelse på verden omkring os. Vi skal aktivt engagere os i nye, uformelle samarbejdskonstellationer, som udspringer af de multilaterale organisationer. Det giver mulighed for, at vi proaktivt og gennem nye, ofte skiftende, alliancer kan arbejde for at fremme danske

svar på de mest påtrængende globale udfordringer. Også det bilaterale samarbejde vil fremover være et helt afgørende redskab for et lille land som Danmark. Vi har tætte relationer til verdens eneste supermagt, USA, som vi på de fleste områder deler et stærkt værdifællesskab med. Det skal vi fortsat prioritere, fordi det skaber lydhørhed i USA og øger vores indflydelse ikke kun sikkerhedspolitisk, men også på andre områder. Tilsvarende har vi en interesse i at være til stede og have de rette kontakter både i lande, som allerede i dag er tætte samarbejdspartnere, men også i toneangivende lande, som vi ikke altid er enige med. Det skyldes dels, at en række opgaver, f.eks. det konsulære arbejde og eksportfremme, hvor danske borgere og virksomheder har en berettiget forventning om bistand fra udenrigstjenesten, kun i begrænset omfang kan løses gennem det multilaterale samarbejde, dels at der er sager, hvor det multilaterale samarbejde ikke er egnet. Der er med andre ord sager, især i forhold til de store vækstøkonomier, som har en størrelse, kompleksitet eller et særkende, som gør, at Danmarks interesser kun vil blive varetaget i et bilateralt spor. Vi skal ikke mindst udnytte mulighederne og styrke det bilaterale samarbejde med de nye globale aktører, som i de kommende år i stigende grad vil præge verdens udvikling. Vi vil derfor placere myndighedssamarbejdet som et centralt redskab i vores bilaterale udenrigspolitik. Ved at etablere konkrete, bilaterale samarbejder mellem myndigheder i Danmark og myndigheder i andre lande kan vi påvirke samfundsindretningen og rammevilkårene i de pågældende lande. Det gælder f.eks. inden for bæredygtig vækst, fødevarer eller velfærd, men også andre områder, som har betydning for forholdet mellem stat og borger. Og Danmark har meget at bidrage med. På mange områder er vi blandt de bedste i verden. Andre lande ser vores løsninger og samfundsmodel som et forbillede. Den interesse og positive opmærksomhed, der er på de områder, hvor vi står stærkt, medfører, at vores generelle udenrigspolitiske indflydelse styrkes. Det betyder samtidig, at vi gennem myndighedssamarbejdet kan styrke vores sikkerhed, øge vores velstand og fremme vores værdier. Men det er dog en afgørende forudsætning, at vi hele tiden stræber efter at udvikle og fremtidssikre vores samfund. Vi er kun attraktive som samarbejdspartner, hvis vores løsninger og samfundsindretning er øverst på ranglisten. Hvis det ikke længere er tilfældet, vil vores samarbejdspartnere søge andre steder hen. I takt med, at de store vækstøkonomier udvikler sig, kan vi desuden møde dem med en forventning om, at de også tager et globalt ansvar både i forhold til den langsigtede økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling, og når kriser opstår. Mange af de nye globale aktører vil også være interesserede i at styrke samarbejdet med andre lande, som har særlige styrkepositioner og tiltrækningskraft. Gennem aktivt diplomati skal vi forfølge nye alliancemuligheder og forsøge at påvirke den politiske og økonomiske tænkning hos de nye globale aktører med udgangspunkt i vores interesser og værdier.

Sikkerhed i bred forstand er grundlaget for de trygge rammer om vores samfund. Vores udenrigspolitik skal være med til fremme en fredelig og retfærdig verden. En verden der bygger på demokrati, retsstatsprincipper, international ret, herunder grænsernes ukrænkelighed, og åbne markeder. En verden som Danmark med sit globale engagement og åbne økonomi vil kunne drage store fordele af. Vi ved af erfaring, at vi kun kan beskytte os selv og styrke vores sikkerhed gennem internationalt engagement og samarbejde. Vi vil lægge vægt på det multilaterale samarbejde, engagere os og forpligte os i forhold til udviklingen i vores nærområder og samtidig fastholde vores troværdighed som samarbejdspartner internationalt. Vi kan og skal ikke være engageret alle steder, men må tværtimod prioritere kræfterne dér, hvor de betyder mest for Danmarks sikkerhed, og hvor vi kan gøre den største forskel. Og vi skal mobilisere både de bløde ressourcer og vores hårde magtmidler, når der er behov for det. Danmark er kendt for at stille op, når der er brug for os i krisesituationer rundt om i verden. Det skal vi blive ved med. Men et af vores dilemmaer er, hvordan og med hvilke midler vi griber ind i verdens konflikter. Der findes ikke noget fast mønster for succes. Når det er nødvendigt med en militær intervention for at beskytte civilbefolkningen, skal det som altovervejende hovedregel ske med mandat fra FN s Sikkerhedsråd. Men hvis Sikkerhedsrådet i en situation, hvor der er et entydigt og akut behov for militær intervention af humanitære grunde, er ude af stand til at handle, kan det undtagelsesvis være nødvendigt og i overensstemmelse med folkeretten, at Danmark deltager i samarbejde med relevante organisationer som f.eks. EU, NATO eller brede koalitioner.

EU er Danmarks vigtigste udenrigspolitiske platform. Gennem EU bliver vores mulighed for at påvirke de globale sikkerhedspolitiske udfordringer større, end hvis vi stod alene. USA s justerede fokus på Asien og mere selektive militære engagement understreger behovet for en mere selvstændig og aktiv EUudenrigspolitik. Det kræver, at EU skal blive bedre til at tale med én stemme. EU må tage ansvar i forhold til de udfordringer, som direkte vedrører Europa, men også i forhold til de globale udfordringer, som verden står overfor. EU skal i højere grad udnytte sit potentiale som global aktør på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Til det formål er EU s fælles udenrigstjeneste et vigtigt redskab, og vi vil arbejde for, at den fælles udenrigstjeneste i endnu højere grad bliver i stand til at løfte denne opgave. Det er dog samtidig klart, at EU aldrig kan træde i stedet for medlemslandenes egen udenrigspolitiske og bilaterale interessevaretagelse. Danmarks sikkerhed afhænger i høj grad af, at vi aktivt påvirker og præger de internationale organisationer og strukturer, der arbejder med sikkerhed. Det gælder særligt EU, NATO og FN, men også andre multilaterale organisationer. Derudover vil især det transatlantiske forhold til USA være afgørende, både i en multilateral og en bilateral ramme, for varetagelsen af vores sikkerhedspolitiske interesser ikke kun i dag, men også i de kommende år. NATO og det transatlantiske partnerskab vil med andre ord også fremover være hjørnestenen i Danmarks sikkerhed. NATO er vores sikkerhedsgaranti. Vi skal levere vores del til NATO, navnlig i vores naboområde, hvor vi har et særligt ansvar. FN er fortsat en afgørende ramme for forebyggelse og håndtering af internationale konflikter, og trods den handlingslammelse, der nogle gange følger af politisk uenighed i Sikkerhedsrådet, er det under alle omstændigheder klart i vores interesse at have et internationalt samfund, som bygger på netop samarbejde og respekt for folkeretten. Hvis FN skal have succes, er der brug for aktiv opbakning fra de lande, der, som Danmark, kan levere. Derfor skal vi styrke vores deltagelse i FN s fredsbevarende operationer og særlige politiske missioner. Målrettede danske militære og civile udsendelser, f.eks. i fællesskab med de nordiske lande, kan bidrage til at styrke FN s operationelle kapaciteter og øge sammenhængen mellem danske bilaterale og multilaterale indsatser. Vi deltager i FN-missioner, f.eks. i Sydsudan, Mali og Syrien. Det viser endnu engang, at der er konkret efterspørgsel på de danske kapaciteter, og Danmark kan gøre en forskel. Europa står over for en ring af ustabilitet. Med krisen i Ukraine har vi i øjeblikket den største sikkerhedspolitiske krise i Europa siden afslutningen på den kolde krig. Samtidig skabte det arabiske forår forhåbninger om en fredelig, stabil og demokratisk udvikling, som endnu ikke er blevet indfriet. Vi vil gerne fokusere vores sikkerhedspolitiske indsats mere, mest af alt på Danmarks nærområde. Det betyder ikke, at vi skal vende verdens problemer ryggen. Men vi må nu engang erkende, at det er i nærområdet, vores sikkerhedspolitiske interesser er størst, og hvor udviklingen påvirker os mest. Og det er her, vi mærker de mest umiddelbare konsekvenser af ustabilitet, grænseoverskridende kriminalitet og forurening. Krisen i Ukraine viser tydeligt, at Danmarks sikkerhedspolitik er global i sit udsyn, men forankret i Europa. Det er forståeligt, at vores partnere forventer, at det er op til landene i regionen at

bære de tungeste byrder for at sikre fred og stabilitet. Derfor skal hovedprioriteten i vores naboskabspolitik være de østlige naboer. Indsatsen i forhold til vores nærområde mod øst kræver et stærkt bilateralt engagement, hvor vi bl.a. med afsæt i vores naboskabsbistand fremmer politisk dialog og økonomisk udvikling i regionen. Det skal vi gøre gennem et styrket myndighedssamarbejde, f.eks. på energiområdet. Samtidig vil der være behov for et stærkt engagement gennem EU. I EU skal vi være blandt dem, der går forrest og arbejder for, at EU skal udbygge forholdet til EU s østlige partnere. De, der ønsker et tættere samarbejde og gennemfører reformer, skal kunne mærke, at det gør en forskel. Samtidig må vi starte en diskussion i Danmark og i EU om naboskabspolitikken. Der er også behov for en diskussion af forholdet til Rusland, som er en strategisk udfordring. Vi må arbejde for, at de internationale spilleregler overholdes, og vi vil ikke acceptere, at vores alliancepartnere intimideres. Samtidig skal vi arbejde for, at samarbejdsrelationerne til Rusland kan bevæge sig i en retning, hvor både Danmark og Rusland kan drage fuld nytte af det store potentiale, der uomtvisteligt er til stede. Samarbejdet blandt de nordiske lande og blandt landene omkring Østersøen er vigtigt i et udenrigs- og sikkerhedspolitisk perspektiv, og i mange sammenhænge fremstår Norden som en rollemodel. Det vil vi fortsat udnytte og prioritere. Både bilateralt, men også i EU og andre multilaterale fora er de nordiske lande oplagte samarbejdspartnere på grund af vores historiske og kulturelle forbindelser, men også vores værdier og samfundsopbygning, bl.a. demokrati og retsstatsprincipper. Østersørådet har potentiale til at kunne udvikle sig til en vigtigere platform for dansk interessevaretagelse, fordi det samler både Norden, de baltiske lande, Tyskland, Polen og Rusland. Østersørådet er sammen med Barentsrådet og Arktisk Råd fora, hvor vi kan opretholde en konstruktiv dialog med Rusland. Danmark vil spille en konstruktiv rolle, både bilateralt og gennem EU og andre multilaterale fora, i Mellemøsten og Nordafrika. Som europæisk naboområde har vi en klar sikkerhedsmæssig, politisk og økonomisk interesse i at fremme bæredygtig stabilitet i regionen, som ikke mindst er særligt udfordret af den langvarige krig i Syrien og fremmarchen af ISIL, som på et hidtil uset niveau er i stand til at mobilisere ressourcer, selv langt uden for regionen. Det betyder, at vi skal støtte op om de folkelige krav om værdighed, retfærdighed, frihed og forbedringer i levestandarden. Det skal vi fortsat prioritere, men vi er nødt til at fokusere vores indsats på de områder, hvor vi kan gøre den største forskel. Vi vil fokusere på en bredere arktisk dagsorden. Som kyststat i Arktis er Kongeriget Danmark i en unik position til bilateralt og multilateralt at fremme sine interesser i en region, der vil få stadig større politisk, økonomisk og strategisk betydning. Den fortsatte globale interesse for Arktis er langsomt ved at ændre karakter. Hvor der tidligere primært var fokus på regionens udfordringer som følge af klimaforandringerne og det sårbare miljø, ses der nu ligeledes en voksende interesse for de muligheder, som opstår i kølvandet på temperaturstigningen og isens afsmeltning. De nye muligheder i Arktis spænder over konkret erhvervsudvikling og forskning til forstærket værdi af samarbejdet mellem de arktiske stater. Vi skal gøre vores til at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling med fokus på klima og miljø. Det er samtidig afgørende, at Arktis holdes som et lavspændingsområde. Fra de

arktiske kyststater, som tæller Canada, Kongeriget Danmark, Norge, Rusland og USA, er der stærk opbakning til den såkaldte Ilulissat-erklæring fra 2008, der skal sikre, at de uenigheder, der måtte opstå i Arktis, løses på fredelig vis. Arktisk Råd er det centrale forum for samarbejde og beslutninger vedrørende Arktis. Her skal Kongeriget fortsat spille en meget aktiv rolle. Udenrigstjenesten er hele Rigsfællesskabets udenrigstjeneste og vil fortsat arbejde for at fremme alle rigsdelenes interesser, så det kommer Danmark, Grønland og Færøerne til gavn. Skrøbelige og konfliktramte stater er en af de største globale udfordringer for fred og stabilitet. Mange trusler mod Europa og Danmark, ikke mindst voldelig ekstremisme, udgår fra netop disse stater. Regeringen prioriterer indsatsen i skrøbelige stater ud fra grundlæggende målsætninger i dansk udviklingspolitik om at reducere fattigdom og styrke menneskerettigheder, men også med et bredere sikkerhedspolitisk sigte. Ved at styrke staternes evne til at levere basale ydelser til befolkningerne og ved at skabe fremtidsmuligheder for den store, unge, ofte arbejdsløse, befolkning kan vi forebygge og bekæmpe radikalisme og organiseret kriminalitet i udviklingslande. Hermed fremmes sikkerheden i Danmark. Vi vil have en proaktiv udenrigspolitik, der er baseret på et sammenhængende og bredspektret syn på udfordringerne. Vi ved af erfaring, at vi er nødt til at kombinere flere forskellige politiske og økonomiske redskaber. Det gælder både, når vi engagerer os i vores nærområde, og når vi engagerer os i skrøbelige og konfliktramte stater. Freds- og Stabilitetsfonden har f.eks. vist sig som et godt instrument til at samtænke indsatsen mellem hårde sikkerhedspolitiske redskaber, præventivt diplomati og mere Den årelange somaliske konflikt har betydet store konsekvenser for den somaliske befolkning og hele regionen, hvor terrorangreb og flygtningestrømme har udfordret nabolandenes kapaciteter. Også det bredere internationale samfund har i en årrække mærket konsekvenserne af konflikten, bl.a. i form af piratangreb ud for Somalias kyst. Den danske indsats i Somalia er bredt anlagt, hvor forbedringen af økonomiske og sociale forhold kombineres med opbygningen og styrkelsen af effektive og legitime statsstrukturer, fremme af dialog og forsoning mellem de somaliske regioner, etablering af rehabiliteringsindsatser for afhoppede al-shabaab krigere, pirateribekæmpelse til vands og på land samt støtte til Den Afrikanske Unions militære mission i Somalia (AMISOM) og opbygningen af de somaliske sikkerhedsstyrker. For at fastholde opmærksomheden på udfordringerne i Somalia og fremme udviklingen af holdbare, praktiske løsninger på konflikten har Danmark også taget initiativ til at afholde en Somaliakonference i København i november 2014.

bløde udviklingspolitiske instrumenter. Danmark nyder international anerkendelse for vores lederskab på området. Vores indsats i forhold til Afghanistan, Somalia, Mali og vores vedholdende støtte til at opbygge den interne afrikanske kapacitet ved at styrke Den Afrikanske Union er gode eksempler herpå. Den fortsatte prioritering af sikkerhed i skrøbelige stater skal også ses i sammenhæng med vores aktivistiske udviklingspolitik, som bygger på kritisk dialog, folkelig forankring, en stærk rolle til de danske humanitære organisationer og et erhvervsliv, der tager ansvar for samfundsudviklingen, samtidig med, at vi formår at omsætte vores engagement til indflydelse. Udviklingssamarbejdet skal bekæmpe fattigdom, skabe fremtidsmuligheder og stabilitet og samtidig være et værn mod voldelig ekstremisme. Danmarks indsats i forhold til skrøbelige stater kræver vanskelige valg. Hvis vi skal være med til at stabilisere og skabe udvikling i skrøbelige stater, kræver det en langvarig tilstedeværelse og et langt sejt træk. Derfor skal vi koncentrere indsatsen i nogle få, nøje prioriterede stater i samarbejde med andre ligesindede lande. Samtidig vil vi styrke vores dialog med multilaterale aktører, herunder FN, EU og Verdensbanken, om skrøbelige stater, hvor en selvstændig dansk tilstedeværelse kan være både for dyr og for sikkerhedsmæssigt vanskelig. Sikkerhed handler ikke kun om det klassiske territorialforsvar og sikring af fred og stabilitet i områder af verden, hvor afledte effekter kan udgøre en trussel mod Danmark og danske interesser. Nye trusler udfordrer vores sikkerhed og tvinger os til at udvikle vores udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitiske værktøjskasse. De kommende års befolkningsvækst og økonomiske vækst vil øge presset på verdens ressourcer og klimaet, som potentielt kan være destabiliserende. Selvom verden ikke står over for en absolut mangel på ressourcer på kort sigt, vil det være en væsentlig udfordring at imødekomme den stigende efterspørgsel efter ressourcer i fremtiden, f.eks. adgangen til rent drikkevand og vand til fødevareproduktion. Energi er et andet område med sikkerhedspolitiske implikationer, som bliver stadigt tydeligere. I europæisk sammenhæng skal vi frigøre os fra olie og gas fra regimer, som destabiliserer vores nærområde eller direkte og indirekte er med til at finansiere ekstremistiske grupper. Svarene skal findes i øget fokus på vedvarende energi, energieffektivitet og reduktion af udledninger af drivhusgas. Danmark har både kompetencerne og viljen til at gå forrest og sætte klima, energi og sikkerhed højere på den internationale dagsorden. Det er en dagsorden, som Danmark skal levere på, og hvor danske virksomheder står stærkt. Med samfundets tiltagende afhængighed af IT-systemer er cybersikkerhed en ny type udfordring, som fordrer et udbygget internationalt samarbejde og udvikling af nye værktøjer. Det er samtidig et område, hvor Danmark i samarbejde med EU er nødt til at investere betydelige ressourcer for at styrke vores modstandsdygtighed og beskytte vores kritiske infrastruktur. Pirateri er også en udfordring af globalt omfang. For en søfartsnation som Danmark, der står for ca. 10 procent af den globale transport på verdenshavene, er problemet særligt mærkbart. Danmark vil fortsat skulle prioritere kampen mod pirateri, uanset hvor truslen flytter hen, først og fremmest inden for rammen af vores indsats for skrøbelige og konfliktramte stater.

Danmark har en af de mest åbne og globaliserede økonomier i verden. Hvert fjerde danske job afhænger af vores eksport. Vores udenrigsøkonomiske politik skal på én gang fastholde Danmarks traditionelle markeder i nærområdet og samtidig sikre os en gunstig position på vækstmarkederne. Her bliver økonomisk diplomati samt styrket myndighedssamarbejde helt centrale emner. Ændringerne i den globale økonomi med fremkomsten af nye vækstcentre ændrer vores udenrigsøkonomiske vilkår. Dansk udenrigspolitik og udenrigstjenesten skal levere væsentlige bidrag til dansk vækst og beskæftigelse. Økonomisk diplomati er i stigende grad en kerneopgave for den udenrigspolitiske opgavevaretagelse. Vi skal yde strategiske og værdiskabende indsatser, der understøtter varetagelsen af Danmarks økonomiske interesser i udlandet. De globale produktmarkeder er blevet mere ensartede, og ofte efterspørges på tværs af kontinenter samme type varer og tjenesteydelser, hvilket øger markedet for danske virksomheder og know-how. Som et middel til at fremme Danmarks udenrigsøkonomiske interesser skal vi også medvirke til at styrke den institutionelle arkitektur, som er afgørende for den globale regeldannelse og globale standarder på det økonomiske område. Vi har behov for et stærkt og velfungerende WTO, som kan sikre øget markedsadgang og et transparent og forudsigeligt system for håndtering af konflikter på handelsområdet.

Vores nærmarkeder er ofte det første skridt for små og mellemstore virksomheder, der bevæger sig ud på eksportmarkederne. Det er markeder med stor volumen i forhold til at aftage danske varer og tjenesteydelser. Vi skal dog også udnytte vækstmarkederne uden for Europa, hvor der er en stigende efterspørgsel efter varer i toppen af værdikæden, som danske virksomheder er så gode til. De nye vækstøkonomier er generelt meget sværere at komme ind på sammenlignet med vores nærmarkeder. Deres samfundsmodeller kræver en mere aktiv politisk indsats for at understøtte virksomhederne. Derfor skal vi opprioritere det økonomiske diplomati. Alle instrumenter på tværs af udenrigstjenesten skal tænkes ind i arbejdet med at understøtte Danmarks økonomiske og erhvervsmæssige interesser internationalt, f.eks. det konsulære arbejde og håndteringen af de politiske og økonomiske sager i tillæg til den mere klassiske eksportfremmeindsats. Med den nye repræsentationsstruktur har vi tilpasset os den globale økonomiske udvikling, så vi bedre er i stand til at hjælpe dansk erhvervsliv på eksportmarkederne og tiltrække investeringer til Danmark. Økonomisk diplomati betyder også, at vi skal bygge på den indsigt og indflydelse, som vi har opbygget gennem udviklingssamarbejdet, til at bistå danske virksomheder. Vi skal være klar til at kapitalisere kommercielt på vores gode omdømme og indflydelse gennem vores mangeårige indsats for fattigdomsbekæmpelse. Udviklingsbistanden bidrager positivt til Danmarks omdømme og er værdifuld for os, både mens vi stadig giver bistand til et land, og når vi er ved at udfase bistanden. I det hele taget skal vi være bedre til at finde frem til fællesmængden mellem udviklingsbistand og eksportfremme og fremme af danske virksomheders internationalisering, så vi kan skabe arbejdspladser både i Danmark og i de lande, hvor vi yder bistand. I den forbindelse er virksomhedernes samfundsansvar med fokus på anti-korruption og menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder samt miljøhensyn, også et emne, hvor dansk erhvervsliv har konkurrencemæssige styrker. Det skal også udnyttes globalt og er samtidig med til at engagere dansk erhvervsliv i udviklingspolitikken i lighed med andre dele af udenrigspolitikken. Vejen frem er et styrket samarbejde med virksomhederne og ligesindede lande, især i EU, om at etablere ansvarlige globale værdikæder inden for de sektorer, hvor udfordringerne er særligt fremtrædende. Både i udviklingslandene og på vækstmarkederne skal vi engagere regeringer, erhvervsliv, fagforeninger og civilsamfund i arbejdet for højere sociale og miljømæssige standarder i produktion og handel. Vi skal også arbejde for at tiltrække flere udenlandske investeringer til Danmark. Udenlandske virksomheder er typisk både innovative og skaber arbejdspladser med stor værditilvækst. De bidrager markant til dansk økonomi. Selvom de alene udgør 1 pct. af det samlede antal virksomheder i Danmark, beskæftiger de godt 20 pct. af den private arbejdsstyrke og står for 27 pct. af eksporten. Investeringsstrømmene på globalt plan forventes at stige markant i de kommende år, og der er øget konkurrence om at tiltrække investeringer, ikke mindst på grund af vækstøkonomiernes hastige udvikling. Vækstøkonomierne står alle over for en række fundamentale strategiske valg i deres økonomiske og samfundsmæssige

Som del af det strategiske partnerskab mellem Kina og Danmark er der etableret en række aftaler mellem danske og kinesiske myndigheder på områder, som er af stor betydning for både danske virksomheder og den kinesiske befolkning, såsom fødevaresikkerhed, miljø, omstilling af energisystemer, sundhedsydelser og øget retssikkerhed for private og for virksomheder. Der er bl.a. aftaler om sikring af varemærker i Kina, hvor danske virksomheder og myndigheder har rundbordsdrøftelser med de relevante kinesiske instanser. På energiområdet er der etableret et rådgivende center for udrulningen af vedvarende energi i Kina, som baserer sig på danske kompetencer. Danske virksomheder har også helt særlige kompetencer til at kontrollere kvalitet i f.eks. mejeriprodukter. Den viden er institutionaliseret i et særligt mælkecenter i Beijing, ligesom der er hyppige besøg på myndighedsniveau begge veje. Samlet set giver disse dialoger danske virksomheder en særlig platform for at komme til orde og for at dele deres erfaringer. Disse partnerskaber giver danske virksomheder en konkurrencemæssig fordel, som kan omsættes til øget markedsadgang og jobskabelse. Samtidig fokuseres i stadig højere grad på viden og innovation, ikke mindst via et kinesisk-dansk universitetscenter i Beijing, som giver danske virksomheder bedre adgang til fremtidens globale talenter.