HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 15. maj 2012 Sag 361/2010 (1. afdeling) Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A (advokat Christian Bentz) mod Ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat Henrik Nedergaard Thomsen) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 26. oktober 2010. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen, Jens Peter Christensen og Jan Schans Christensen. Påstande Appellanten, Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A, har påstået indstævnte, Ankestyrelsen, tilpligtet at anerkende, at A, ud over hvad der er en følge af hans knætraume i 1985, har pådraget sig en slidgigtlidelse i venstre knæ, som skal anerkendes som erhvervssygdom omfattet af 10, stk. 1, i lov nr. 390 af 20. maj 1992 om sikring mod følger af arbejdsskade som senest bekendtgjort ved Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000. Ankestyrelsen har påstået stadfæstelse. Anbringender Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A har anført, at han som følge af sit arbejde i perioden 1982-2001 er blevet påført en slidgigtlidelse (arthrosis genus) i venstre knæ, ud over hvad der er en følge af hans knætraume i 1985, således at hans slidgigtlidelse samlet set er blevet forværret og accelereret som følge af arbejdet. Forværringen og accelerationen af slidgigtlidelsen opfylder betingelserne for anerkendelse efter 10, stk. 1, nr. 1, i den for sagen gæl-
- 2 - dende lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Subsidiært opfylder forværringen og accelerationen af slidgigtlidelsen betingelserne for anerkendelse efter 10, stk. 1, nr. 2, i loven. Både de generelle betingelser i bekendtgørelse nr. 491 af 29. maj 2007 om fortegnelse over erhvervssygdomme anmeldt før januar 2005 1, stk. 1, og de særlige betingelser i bekendtgørelsens 1, stk. 3, er opfyldt. Hertil kommer, at han ved bevisførelsen og ved Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 7 i fornødent omfang har godtgjort, at han er blevet påført en selvstændig forværring og acceleration af sin slidgigtlidelse, som må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets art. Ankestyrelsen har anført, at der ikke er grundlag for at anerkende As slidgigtlidelse som en erhvervssygdom efter erhvervssygdomsfortegnelsen i bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme, idet A alene har arbejdet med knæbelastende arbejde i 17 år og ikke i de mindst 20-25 år, som er udgangspunktet i erhvervssygdomsfortegnelsen. Der er ikke grundlag for at slække på de tidsmæssige krav. As slidgigtlidelse er derfor ikke omfattet af den dagældende arbejdsskadesikringslovs 10, stk. 1, nr. 1. For ikke at udhule erhvervssygdomsbegrebet gælder der efter forarbejderne og retspraksis et særligt kvalificeret beviskrav for at anerkende en lidelse som erhvervsbetinget efter lovens 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Der skal således foreligge et egentligt positivt bevis i form af sikker dokumentation for årsagsforbindelse mellem den anmeldte lidelse og det udførte arbejde, og der må ikke herske kvalificeret lægefaglig tvivl om, at sygdommen i det konkrete tilfælde er erhvervsbetinget. A har ikke løftet sin bevisbyrde. Også efter Retslægerådets vurderinger er der en sådan kvalificeret lægefaglig tvivl om, hvorvidt As slidgigt i knæet er erhvervsbetinget, at der ikke er grundlag for at anerkende lidelsen som erhvervsbetinget. Supplerende sagsfremstilling Retslægerådets besvarelse af 2. august 2006 af spørgsmål 7 lyder rettelig således: Med baggrund i sagsakterne inkl. bilag 10, 11 og 17-20 er det uændret Retslægerådets vurdering, at den primære årsag til udvikling af slidgigtforandringerne i sagsøgers venstre knæled er det betydelige knætraume i 1985. Samtidig finder Retslægerådet det overvejende sandsynligt, at mange års tømrerarbejde inkl. en betydelig mængde direkte og indirekte knæbelastning har accellereret og forværret udviklingen af disse slidgigtforandringer.
- 3 - Retsgrundlag I Betænkning nr. 1142/1988 om revision af arbejdsskadeforsikringsloven hedder det bl.a.: 3.4.1. Tilfælde, hvor arbejdet er medvirkende årsag til en erhvervssygdom eller til forværring af en forudbestående lidelse. I en række tilfælde kan man undertiden komme ud for, at de påvirkninger den pågældende udsættes for under arbejdet, forværrer en forudbestående privat lidelse eller forværrer en lidelse, som måske kan henføres til en tidligere arbejdsskade. Dette er typisk tilfældet ved hudlidelser. Arbejdsskadeforsikringsloven indeholder ikke bestemmelser, der udtrykkeligt omtaler anerkendelse af forværring af en forudbestående lidelse, men flere steder i loven synes dette forudsat således f.eks. i 22 og 23, der dog særligt forudsætter en forudgående arbejdsskade. Der er ingen tvivl om, at sigtet med arbejdsskadeforsikringsloven generelt er at give erstatning for tab af erhvervsevne og for varigt mén, der kan henføres til den skadelidtes arbejde. Dette betyder, at man skal vurdere skadelidtes helbredstilstand før og efter skaden, og dække den eventuelle forringelse, der måtte være sket, når lovens formelle betingelser i øvrigt er opfyldt. I denne forbindelse er det således uden betydning, om den skade, der måtte være sket, alene er en forværring af en privat sygdom eller en selvstændig skade, når blot forværringen kan henføres til arbejdet. Enhver arbejdsskade anses herefter principielt som en forværrelse af den skadelidtes helbredstilstand før skaden, uanset om skadelidte før arbejdsskaden generelt var anset for rask. Styrelsens anerkendelse af sådanne tilfælde i den almindelige sagsbehandling hviler på mangeårig praksis, ubestridt af Den sociale Ankestyrelse. Det kan nævnes, at anerkendelse af sager, som forelægges Erhvervssygdomsnævnet i medfør af bestemmelsen i lovens 10, stk. 3 er betinget enten af, at sygdommen efter den nyeste medicinske erfaring opfylder kravene for at blive optaget i fortegnelsen, eller af, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art. Der er ikke med denne bestemmelse tilsigtet nogen indskrænkning i Sikringsstyrelsens nævnte praksis. Bestemmelsens ordlyd findes ej heller at være til hinder for, at Sikringsstyrelsen kan anerkende en i forhold til den totale helbredssituation selv beskeden forværring, idet det i denne gruppe af sager alene er forværringen, der anerkendes som arbejdsbetinget, og ikke hele lidelsen.
- 4 - Ved fastsættelse af selve erstatningen (varigt mén og tab af erhvervsevne m.v.) vil der blive taget afgørende hensyn til omfanget af pågældendes forudbestående lidelse og omfanget af den del af lidelsen, der herefter kan henføres til arbejdet. På baggrund af betænkningen vedtog Folketinget lov nr. 390 af 20. maj 1992, som bl.a. indeholdt en bestemmelse i 12, stk. 1, med følgende ordlyd: Forsikringsdækningen efter denne lov omfatter den personskade, som er forvoldt af arbejdsskaden, selv om den er beskeden i forhold til skadelidtes samlede helbredstilstand. I lovforslagets særlige bemærkninger anføres det om bestemmelsen i 12, stk. 1, bl.a.: Bestemmelsen er ny. Der er rejst kritik af Arbejdsskadestyrelsens praksis med at anerkende skadetilfælde, hvor skadelidtes aktuelle helbredsmæssige situation ikke udelukkende er en følge af arbejdsskaden, men er en kombination af følger af en arbejdsskade og konkurrerende forhold, ligesom det er kritiseret, at Arbejdsskadestyrelsen anerkender visse skadetilfælde som forværring af forudbestående lidelse. Der foreslås i stk. 1 indsat en lovhjemmel til at anerkende disse skadetilfælde i overensstemmelse med hidtidig praksis. Beslutning om eventuelt forbehold forudsættes truffet i forbindelse med stillingtagen til anerkendelse. Højesterets begrundelse og resultat I forbindelse med sportsudøvelse fik A i 1985 et traume i venstre knæ. Parterne er enige om, at følgen heraf i form af slidgigt ikke er dækket af den dagældende arbejdsskadesikringslov. Uenigheden angår spørgsmålet, om As arbejde som tømrer har medført en forværring af hans knælidelse, som er omfattet af den dagældende arbejdsskadesikringslovs 10, stk. 1, jf. 12, stk.1. Lovens 10, stk. 1, nr. 1, omfatter erhvervssygdomme optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen, mens bestemmelsens nr. 2, 2. led, omfatter erhvervssygdomme som følge af arbejdets særlige art. Efter bekendtgørelse nr. 491 af 29. maj 2007 om fortegnelse over erhvervssygdomme anmeldt før januar 2005, gruppe E, pkt. 9, litra b, skal belastningsperioden i forbindelse med slidgigt i
- 5 - knæled efter knæliggende og/eller hugsiddende arbejde som udgangspunkt være mindst 20-25 år for at være omfattet af fortegnelsen og dermed af lovens 10, stk. 1, nr. 1. På baggrund af udskrifterne vedrørende ATP-indbetalinger for A og den øvrige bevisførelse om karakteren og omfanget af hans arbejde i årene 1982-2001 lægger Højesteret til grund, at han har været beskæftiget med tømrerarbejde med knæbelastninger i varierende omfang i omkring 17 år. Højesteret tiltræder herefter, at As slidgigt i knæet ikke opfylder den tidsmæssige betingelse for at være omfattet af 10, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, om As slidgigt i knæet er en lidelse, der udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art, jf. 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Retslægerådet har i sit svar på spørgsmål 7 udtalt, at det er rådets vurdering, at den primære årsag til udvikling af slidgigtforandringerne i As venstre knæled er det betydelige knætraume, som han pådrog sig under sportsudøvelse i 1985. Samtidig finder Retslægerådet det overvejende sandsynligt, at mange års tømrerarbejde inkl. en betydelig mængde direkte og indirekte knæbelastning har accelereret og forværret udviklingen af disse slidgigtforandringer. Det fremgår af Erhvervssygdomsudvalgets indstilling til Arbejdsskadestyrelsen, at flertallet af udvalgets medlemmer ikke var enig i Retslægerådets vurdering om, at det er overvejende sandsynligt, at tømrerarbejdet har accelereret og forværret udviklingen af As slidgigtforandringer. Flertallet var således af den opfattelse, at knætraumet i 1985 var årsagen til slidgigten. Ankestyrelsen har i sin afgørelse af 15. januar 2010 anført, at styrelsen er enig i Erhvervssygdomsudvalgets indstilling. Da den beskrevne forskel i Retslægerådets og Ankestyrelsens vurdering af årsagssammenhængen hovedsageligt angår spørgsmål af lægefaglig karakter, finder Højesteret, at Retslægerådets vurdering må lægges til grund. Herefter finder Højesteret det godtgjort, at A, ud over hvad der er en følge af hans knætraume i 1985, har pådraget sig en slidgigtlidelse i venstre knæ, som er en erhvervssygdom omfattet af den dagældende arbejdsskadesikringslovs 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, sammenholdt med lovens 12, stk. 1. Højesteret tager derfor As påstand til følge.
- 6 - Ankestyrelsen skal i sagsomkostninger for landsret og Højesteret betale i alt 218.669,28 kr., hvoraf 180.000 kr. er til dækning af udgifter til advokat, 27.870 kr. er til dækning af retsafgift, og 10.799,28 kr. er til dækning af udgifter til vidnegodtgørelse. Thi kendes for ret: Ankestyrelsen skal anerkende, at A, ud over hvad der er en følge af hans knætraume i 1985, har pådraget sig en slidgigtlidelse i venstre knæ, som er en erhvervssygdom omfattet af den dagældende arbejdsskadesikringslovs 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Ankestyrelsen inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 218.669,28 kr. til Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A. Beløbet forrentes efter rentelovens 8 a.