IMPERIUM eller SUVERÆNE NATIONER?

Nyhedsorientering december 2011 Det britiske Imperium anno 1886 IMPERIUM eller SUVERÆNE NATIONER? Dette er en redigeret version af en tale, som Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, holdt den 1. december 2011. Det britiske Imperium blev bygget på basis af verdenskrige, som man iscenesatte for at få de andre stormagter til at bekæmpe hinanden. Samtidig blev krig brugt til befolkningskontrol, for oligarkiet (fåmandsvældet) ser befolkningsvækst som en trussel. Væksten fremtvinger videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og skaber dermed tænkende mennesker, der nægter at være slaver. Derfor ønsker man nu, hvor finanssystemet falder fra hinanden, som det bl.a. ses i eurokrisen, en 3. verdenskrig, hvor USA og Rusland, Kina og resten af Asien ødelægger hinanden. Udløseren kan være angreb på Syrien eller Iran. Hele talen og den efterfølgende diskussion kan ses på: http://schillerinstitut.dk/drupal/node/545. Det er heldigvis ikke for sent for menneskeheden endnu, på trods af en meget dramatisk sidste måned, siden vi i vores sidste nyhedsbrev advarede imod faren for 3. verdenskrig. En sådan altødelæggende atomkrig kan udløses netop nu gennem militære angreb på lande i Mellemøsten, på samme måde som sidste århundredes to verdenskrige blev udløst af begivenheder på Balkan. Vi har derfor den seneste måned haft en intensiv mobilisering verden rundt for at forhindre en sådan 3. verdenskrig, hvor vi har advaret imod, at det kunne blive den frygtelige konsekvens, hvis man iværksætter militære angreb på Syrien og Iran. Angreb, som man allerede har været i gang med at forberede, som det næste naturlige skridt efter at Obamas og Natos krig i Libyen blev afsluttet med likvideringen af Muammar Gaddafi. Med likvideringen af Gadaffi, på Obamas ordre, undgik man ikke blot en langstrakt og afslørende retssag, men kunne umiddelbart komme videre i programmet, og rette opmærksomheden mod en lignende krig med tilhørende regimeskifte i Syrien. Samtidig med denne mobilisering imod Syrien har man så også slået på trommerne for nødvendigheden af et indgreb over for Iran, under påskud af at ville forhindre Iran i at få atomvåben. Et meget ironisk valg af figenblad for at køre kampagnen imod Iran og for at forberede et militært KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, 1551-5648408 35 43 00 33 SI@SCHILLERINSTITUT.DK WWW.SCHILLERINSTITUT.DK

angreb imod landet, for et angreb på Iran vil sandsynligvis medføre atomkrig. Verdens politiske geometri er nemlig sådan sammenstrikket netop nu, at et militært angreb på Syrien og Iran i realiteten vil være et angreb på Rusland og Kina, og sammen med dem resten af Asien. Den del af planeten, som stadig er økonomisk fungerende. Det er ikke et tilfælde, at dette sker samtidigt med, at det finansielle system bryder sammen. Det vi nu ser i form af eurokrisen og den europæiske statsgældskrise, som alle sidder og bidder negle over i venten på EU-topmødet den 8.-9. december af mange set som sidste udkald for at få en løsning inden euroen og Euroland afgår ved døden er i virkeligheden ikke en eurokrise eller en statsgældskrise. Der er problemer med statsgæld og en truende fare for euroens undergang, men det er blot en del af en langt mere fundamental proces, som er en krise i hele det internationale finanssystem. Den nuværende krise er i lighed med»finanskrisen«i 2007-2008 en del af et sammenbrud af det internationale finanssystem, en krise der ikke kan løses indenfor rammerne af det nuværende system, da de massive finansielle værdier, som man har skabt indenfor rammerne af det nuværende system, aldrig kan honoreres. Verdenskrig eller ny finansorden? Man har derfor to muligheder: Enten afskaffer man det bankerotte finanssystem og erstatter det med et nyt, hvor man kasserer alle disse fiktive finansielle værdier, der ikke kan betales, og samtidig etablerer mekanismer, der kan skabe kredit til økonomisk opbygning; eller man fortsætter med det, som man indtil nu har gjort under de forskellige faser af den nuværende krise: At ofre befolkningerne og nationernes vel for at købe lidt ekstra tid for det nuværende bankerotte finansielle system. Sammenfaldet af disse to processer, mobiliseringen for krig og sammenbruddet af det internationale finanssystem, gør, at vi ikke står med en simpel strategisk eller finansiel krise, men med en civilisationskrise. Der skal en afklaring til indenfor relativ kort tid om hvorvidt, at vi skal have atomkrig og globalt kaos, hvor den dramatiske reducering af Jordens befolkning, som prins Philip og det britiske kongehus længe har talt for, kan finde sted og reducere Jordens befolkning fra de nuværende syv mia. til under to, eller måske helt ned under én mia. mennesker; eller at summen af de mange kriser vi står med medfører, at den selvdestruktive tendens, der har taget hold på Jorden (og specielt i Vesten) de seneste årtier, bliver erstattet af et nyt og levedygtigt system, der baseres på menneskets sande natur som et kreativt, skabende væsen, der har en særlig rolle at spille, ikke blot på Jorden og indenfor vort solsystem, men også videre ud i vor galakse og resten af universet. Når det gælder faren for 3. verdenskrig, så forbereder Storbritannien, Frankrig, USA, m.fl. et kommende militært angreb på Syrien. Det er langt hen ad vejen nøjagtig de samme skridt man tager i forhold til Syrien, som man tidligere tog imod Libyen, inklusive brugen af lakajer under britisk kontrol, som f.eks. Den arabiske Liga, hvor Syrien netop er blevet ekskluderet som medlem efter pres fra Saudi-Arabien, der som altid handler som en marionet for briterne. Eksklusionen af Syrien fra Den arabiske Liga kan man så bruge som et figenblad til at sige:»se, selv den arabiske verden vender nu Syrien ryggen«. Medierne slår samtidig på krigstrommen og rapporterer dagligt om nye overgreb fra regimets side, mens man ikke fortæller, hvorledes oprørere med tyrkisk opbakning angriber hæren militært og derved fremprovokerer kampene. Tyrkiet er på denne måde aktivt involveret i angreb på Syrien og det syriske militær for at skabe ideen om, at der er en bred folkelig modstand, ligesom man så det i Libyen, og at verden derfor har»responsibility to protect«,»et»ansvar for at beskytte«, og må gribe militært ind i Syrien for at beskytte befolkningen imod det siddende regime. På lignende vis mobiliserer man for en krig imod Iran. USA har hangarskibe på plads både i det østlige middelhav for at kunne angribe Syrien og i Den persiske Golf med blikket rettet imod Iran. USA og Storbritannien har samtidigt opsagt CFE-aftalen, Aftalen om konventionelle styrker i Europa, der blev oprettet med Rusland, som en del af bilæggelsen af Den kolde Krig. Ifølge CFE-aftalen skal man fortælle hinanden om de konventionelle militære omgrupperinger man foretager, og den aftale har man nu suspenderet, så russerne ikke kan følge med i de militære forberedelser man er i gang med. Rusland og Kina har svaret igen på denne optrapning rettet imod dem ved at blokere for nye sanktioner og lignende imod Syrien og Iran, for man ved af erfaringerne fra Libyen, hvad der sker, hvis man giver så meget som et halvt tilsagn om, at der kan gribes ind. Man skal huske på, at de massive Nato-bombardementer i Libyen, som bl.a. de seks danske F16-fly indgik i, og som strakte sig over mere end et halvt år og banede vejen for at oprørsstyrkerne kunne vinde frem og til sidst afslutte krigen med en likvidering af Gadaffi, var begrundet med, at man havde lov til at beskytte civilbefolkningen imod angreb fra regeringen. I løbet af ingen tid blev det i stedet brugt til at bombe Libyens militærapparat og militære styrker, så man kunne gennemtvinge et regimeskifte. Rusland har også sendt tre krigsskibe til Syriens kyst for at markere, at hvis Vesten har tænkt sig at angribe Syrien, så må man passere over de russiske krigsskibe. Man taler også om at sende et russisk hangarskib derhen, så man kan patruljere i luftrummet ud for Syrien. Præsident Medvedev holdt derudover en tale på russisk tv den 23. november, hvor han annoncerede en række modtræk til USA s fortsatte opbygning af et europæisk missilskjold og sagde, at Rusland, hvis USA ikke indledte et samarbejde med Rusland i spørgsmålet, ville begynde en udstationering af kortrækkende Iskander-missiler i syd og i vest for at kunne gennembryde det missilskjold, som USA er ved at opbygge i Europa. Man ville i så fald også stoppe nedrustningen og forny og forbedre sine atomvåben for derigennem at sikre, at de kan tilintetgøre og gennemtrænge de vestlige forsvarsværker. 2 Schiller Instituttet december 2011

Man forbereder sig ikke bare på muligheden af en genoptagelse af Den kolde Krig, men også en varm. En atomkrig imellem Øst og Vest. I den russiske presse snakkes der åbent om, at en ny krig næsten er uundgåelig, og eftersom man er klar over, at en krig imod f.eks. Syrien eller Iran i virkeligheden vil være rettet imod Rusland og Kina, så har man ikke tænkt sig at rulle om på ryggen og lade Vesten gøre som den har lyst til. Dagen inden Medvedevs tv-tale sagde den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov på en pressekonference:»jeg vil ikke udelukke, at de underliggende økonomiske processer skifter den globale udviklingsakse til et nyt område, Asien og Stillehavsområdet, hvor der er nye magtfulde centre for økonomisk vækst inklusive Kina, Indien og Brasilien. Der er nok nogle folk i Vesten, der ser det som en negativ udvikling.«kinas regering og militær har også gjort det klart, at de ser et eventuelt militært angreb på Syrien og Iran som værende direkte rettet imod Kina og Rusland. Det har haft stor betydning for muligheden for at stoppe en kommende 3. verdenskrig, at LaRouche for en god måned siden fremlagde Mellemøstens rolle i dag som en potentiel detonator for verdenskrig, i lighed med den rolle Balkan spillede, da man startede sidste århundredes to verdenskrige. I optakten til 1. Verdenskrig var der en tæt alliance mellem Serbien og Rusland, der begge var en del af den ortodokse kirke, og Rusland var derfor dybt moralsk forpligtet til at hjælpe sine venner. På samme måde havde Tyskland på den anden side interesser og alliancer på Balkan, som man ikke ville give afkald på, og det gjorde, at briterne kunne manipulere situationen og sørge for, at når man trykkede på Balkan-knappen, så kom krigen. Begge sider regnede med at krigen måtte komme, og man måtte derfor sørge for, at man ikke mobiliserede for sent og tabte, fordi man blev taget med bukserne nede. Da Princip først havde skudt ærkehertug Ferdinand var 1. verdenskrig en realitet, og udviklede sig efterfølgende til et ubeskriveligt mareridt for Europa. Et mareridt som vi endnu ikke er kommet os over. Man tænker så:»hvilke tåber, hvordan kunne de gøre det.«når man så hvilken enorm ødelæggelse, det betød for Tyskland, så spørger man sig, hvordan de kunne være så tåbelige. Det samme gjaldt for Frankrig, som også tabt en stor del af sin unge generation. Men for Storbritannien var 1. verdenskrig en fantastisk succes. Den var næsten en lige så stor succes som Den preussiske Syvårskrig fra 1756-1763. Under Den preussiske Syvårskrig fik man sat hele verden i brand, og fik alle de forskellige stormagter til at være i krig med hinanden, og mens de bekrigede hinanden, så overtog Storbritannien verden. Det var ved den efterfølgende fredsaftale i Paris, at Storbritannien fik Indien, Canada og en lang række andre kolonier, der blev fundamentet for Det britiske Imperium. På lignende vis brugte briterne 1. verdenskrig, denne frygtelige katastrofe Europa endnu ikke er kommet sig over, til at få ødelagt Frankrig og Tyskland, og samtidig overtage Mellemøsten, Afrika og andre dele af verden. Det er meget svært for almindelige rationelt tænkende mennesker at forstå, hvordan nogle kan ønske at skabe en verdenskrig. Hvordan kan der være nogle, som tror, at de vil have gavn af det? Men Det britiske Imperium blev bygget på et fundament af kriges rygende ruiner. Del og hersk. Få de andre til at ødelægge hinanden så du selv kan samle stumperne op bagefter. Der er en voksende erkendelse af denne historiske proces, under indtryk af det arbejde vi har gjort i LaRouche-bevægelsen, der nu viser sig i Rusland, Kina og andre steder. Det er ikke noget, der er sket på en dag. Russerne har været dybt forblændet af briterne i frygtelig lang tid, men nu er man langt om længe begyndt at forstå, at det ikke er USA, der er fjenden, men briterne og deres marionetter. Desværre fungerer den amerikanske præsident Obama som en lakaj for briterne, og derfor er USA et problem. Men fjenden er den, der trækker i trådene og styrer marionetdukken London som det var tilfældet med både Den preussiske Syvårskrig og sidste århundredes to verdenskrige. Den samme forståelse begynder at vise sig andre steder. Selv i Iran er man klar over, at briterne er fjenden, og det vil vi måske se mere til, når de iranske studenter får gået igennem de dokumenter de stjal, da de stormede den britiske ambassade i Teheran for et par dage siden. Angrebet på Pakistan Den 25. november var der så dette næsten uforklarlige Nato-angreb på to pakistanske grænseposter. Et massivt angreb der stod på 1-2 timer, mens man på grænseposterne over radioen forsøgte at få angrebet stoppet. 28 soldater blev dræbt, og det har bragt sindene i kog i Pakistan. Hvordan kan det retfærdiggøres, at USA bomber Pakistans militær, som jo er en allieret i kampen mod Taliban og terror? Rusland og Kina har fordømt angrebene på det kraftigste, men Obama har ikke villet give Pakistan en undskyldning. Eftersom grænseposterne var klart markerede på Natos kort, og man ikke stoppede angrebet, da man blev anråbt over radioen, hvad foregik der så egentlig? En sædvanligvis velinformeret amerikansk militærkilde sagde til vores tidsskrift Executive Intelligence Review, at det måtte være JSOC, Kommandoen for fælles specialoperationer, der står bag (JSOC er også det organ, der bl.a. styrer de droner (ubemandede fly), som man i stigende grad benytter sig af til at likvidere folk, der befinder sig på Obamas dødsliste). Han fortsatte:»jsoc giver fra tid til anden pakistanerne nogle på hovedet, som vi så det her«, for at minde dem om, hvem det er der bestemmer. Andre velinformerede kilder mener, at der må være mere til historien. Lyndon LaRouche kommenterede angrebet og ovennævnte vurdering den 29. november:»jeg tror, at det er en større og mere omfattende sag end som så. Jeg tror, at det er meget simpelt. Det er sandt, at Pakistan er et kompliceret land, med mange komplikationer. Men det afgørende er, at de, uheldigvis for dem, befinder sig i Asien. Og enhver betydende nation i Asien med nogen strategisk kapacitet er på sigtekornet for at blive smadret. Vi skal ikke fokusere for meget på de særlige omstændigheder, så som hvilket land det var. Vi må forstå den omstændighed, at briterne og Obama december 2011 Schiller Instituttet 3

er fast besluttet på at ødelægge hele den fungerende del af Asien med atomvåben. Og Pakistan befinder sig i Asien.Pakistan er tæt på Kina. Dets militærapparat blev opbygget i samarbejde med det kinesiske. Der er en vanvittig situation, hvor et skænderi mellem Indien og Pakistan netop nu, ville hjælpe fjenden«.»pointen er, hvad vi har med at gøre: Det drejer sig om atomvåben. Det er et strategisk angreb, som skal ødelægge alt, hvad der stadig fungerer i form af industrikapacitet og lignende i hele Asien. Hvad de ønskede at gøre, som vi på en måde var i stand til at ødelægge, [gennem vores mobilisering i løbet af den sidste måned tg] fordi nogle amerikanske militærfolk sagde fra, var efter krigen i Libyen at gå direkte over til et præventivt atomangreb på Asien, hvor alle dele af Asien, der besidder teknologi, ville blive udslettet. Det er blevet forsinket og blevet mere kompliceret, for, mens man endnu ikke har fået kastet bomberne, så disintegrerer Europa, fordi hjælpepakkerne [til finansverdenen] falder fra hinanden.«militær går imod Obama Det LaRouche refererer til, med hensyn til det amerikanske militærs oprør imod at USA skal blive brugt til en krig imod Syrien eller Iran, er der kun kommet lidt ud om til offentligheden, men velinformerede kilder sagde, at det næsten var et oprør imod præsidenten. Det er kommet ud, at cheferne for de væbnede styrker på et møde med Obama direkte krævede, at han skulle kontakte Israel for at forbyde dem, at lave et militært angreb på Iran, da de mente det ville medføre en ukontrollabel storkrig. Obama nægtede at kontakte israelerne med argumentet, at han ikke kunne bestemme, hvad Israel skulle gøre, og hvis de angreb, så ville han foretrække ikke at vide det på forhånd. Den amerikanske forsvarsminister Leon Panetta kom dog senere ud offentligt gentagne gange og advarede imod et militært angreb på Iran. At den militære ledelse laver oprør imod den politik, der kommer fra præsidenten, er en desperat handling på grænsen til militærkup, som kun finder sted under ekstreme omstændigheder. Men den nuværende situation er også desperat, for militæret kan se, hvor frygtelige konsekvenser de her krige kan få, og at det på ingen måde kan forsvares som værende overensstemmende med USA s nationale interesser. Man skal også huske på, at da Obama indledte krigen imod Libyen, så var det ikke et enigt militær, der stod bag beslutningen. Man handlede under protest, for man sagde, at USA ikke har nogen interesser at forsvare i Libyen. Libyen var en del af den europæiske interessesfære, og der var derfor ingen grund til, at USA skulle involvere sig. Men der er selvfølgelig den meget store forskel denne gang, at det man sætter i gang, hvis man går i krig med Syrien eller Iran, vil være så meget mere uoverskueligt og katastrofalt. Der er altså sket fremskridt i løbet af den seneste måned. Der er kredse, der har sagt fra. Som de fleste nok har set, så kom den danske udenrigsminister ud i et interview til Berlingske Tidende for omkring en måned siden og erklærede, at Danmark under ingen omstændigheder vil være med i et militært indgreb overfor Syrien eller Iran, og at sådanne militære aktioner ville være vanvittige og have helt uoverskuelige og farlige konsekvenser. Meget få andre udenrigsministre har haft modet til så åbent at sige fra og udelukke den militære mulighed, og at den danske udenrigsminister gør det, er ikke mindre bemærkelsesværdigt i betragtning af, at Danmark i de seneste mange år har været en del af den»koalition af villige«, der trofast stillede op, hver gang der blev slået på krigstrommen.»bare giv os koordinaterne for den militære indsats, så er vore fly der mandag morgen«. Det er heldigvis ikke tilfældet i den nuværende situation. Sammenbrud i Euroland LaRouche gjorde opmærksom på, at det at vi har fået udsat eventuelle militære angreb ikke er uvæsentligt, for den krise der er i det finansielle system, spiller også ind. Man skal huske på, at det internationale finansielle system, der nu er i problemer, er en fortsættelse af Det britiske Imperium. Det er drevet af private finansielle interesser, der styrer finansverdenen, som City of London og Wall Street er en del af. Disse private finansielle interesser har i de seneste årtier gennem afreguleringer og lignende i stigende grad fået lov til at bestemme, hvad der foregår i finansverdenen. Det er den moderne version af de private finansielle interesser, som regerede verden gennem Det britiske Imperium. Det er truslen imod disse interesser, som er hvad eurokrisen drejer sig om. Først var det Grækenland og Irland, som skulle have»hjælpepakker«. Man sagde, at det var for at redde Grækenland, men det har intet med virkeligheden at gøre. Man vil ikke redde den græske befolkning, men i stedet redde Grækenlands kreditorer. Man vil redde de tyske, franske og andre banker selvfølgelig også de britiske og amerikanske. Hvis Grækenland går statsbankerot og ikke betaler renter og afdrag på sin gæld, så vælter bankerne som dominobrikker. Det er, hvad det drejer sig om. For så at legitimere at de andre lande låner penge til Grækenland, så må grækerne sluge den meget bitre medicin med drakoniske nedskæringer, indskrænkning af den offentlige sektor, og en sænkning af lønninger og pensioner, der har betydet, at den græske økonomi nu er i frit fald. Indgrebene betyder, at gælden vokser, mens økonomien som helhed skrumper. Da krisen begyndte, var den græske statsgæld 120% af bruttonationalproduktet, BNP. Nu håber man på, at den vil toppe på 157%, men det bliver hele tiden værre. Så jo mere af denne økonomiske medicin man giver Grækenland, desto mindre er chancen for, at de nogen sinde vil kunne betale noget tilbage igen. Ikke desto mindre er det politikken, som man har fulgt, ikke bare når det gælder Grækenland, men også når det gjaldt Irland. Man fik Irland til at overtage de irske bankers gæld til andre banker, så de udenlandske banker ikke skulle lide tab. I stedet må den irske befolkning så betale. Derefter var det Portugal, der pludselig skulle til at betale 7% i rente på deres statsobligationer, og som derfor også skulle have en»hjælpepakke«. Nu er det så Italien og Spanien, som skal»hjælpes«. 4 Schiller Instituttet december 2011

Forskellen er bare, at selv om Grækenland har været i stand til at opbygge en fantastisk stor gæld efter græske forhold, så er Grækenland et meget lille land i forhold til Spanien og Italien. Spanien alene har en gæld, der er større end Grækenlands, Irlands og Portugals tilsammen. Og Italiens er endnu større. Langt større. Så da markedet begyndte at miste tilliden til, at Spanien og Italien kunne klare afdragene på deres gæld, og renten på deres statsobligationer steg til over 7%, så måtte Den europæiske Centralbank begynde at støtteopkøbe deres obligationer. Italien fik så pålagt, at fjerne den demokratiske valgte regering og i stedet indsætte bankfolk fra Goldman Sachs til at regere landet. Alligevel voksede tillidskrisen og spredte sig til andre lande som Belgien og Frankrig. I sidste uge fik så selveste Tyskland problemer med at sælge deres statsobligationer. De holdt en auktion, hvor der kun blev solgt 2/3 af de statsobligationer, som man udbød. Så gik Bundesbank ind og købte resten, men det var lidt af et vink med en vognstang: Når selv Tyskland ikke kan sælge deres statsobligationer, hvem har så tillid til noget som helst europæisk? Det er så ikke helt korrekt, for mens Tyskland ikke kunne sælge deres statsobligationer, så stod investorerne i kø for at købe danske statsobligationer og danske realkreditobligationer med det resultat, at renten på danske statsobligationer i dag er lavere end renten på de tyske. Det er aldrig sket tidligere, for Tyskland er Europas økonomiske mastodont, mens Danmark i den sammenligning er en økonomisk letvægter. Hvordan kunne det gå så galt? Fordi som det står netop nu, så må Tyskland kautionere for alle de her dårlige betalere rundt omkring i Europa, og hvis Tyskland gør det, så er de jo forgældede til op over skorstenen. Det er utroligt nok faktisk kun en måned siden, at man havde et krisetopmøde i EU, først for hele EU og bagefter udelukkende for eurolandene, for at blive enige om, hvordan man skulle redde euroen og Euroland. Der blev man blandt andet enige om, at Italien skulle under administration osv. i lighed med, at man skulle glemme alt om demokrati i Grækenland. Man blev også enige om, at man skulle redde det hele gennem EFSF, Den Europæiske Finansielle Stabilitetsfacilitet. En fond, som man allerede havde fået Tyskland og andre til at kautionere for, så den skulle kunne gå ud og låne for 440 mia. euro til at købe statsobligationer for. I øjeblikket er det ECB der gør det, men det må den ikke ifølge sine vedtægter. Det er ulovligt, og derfor kan den ikke blive ved med det. Men de 440 mia. euro EFSF kan låne i dag er alt for lidt til de mange hjælpepakker, og derfor blev man enige om, at man bare kunne få andre lande og private investorer til at skyde ekstra penge i EFSF, så den kunne blive fem gange så stor.»vi går bare ud og får kineserne og russerne og andre glade folk derude til at pumpe penge i den her fond, og på den måde kan vi geare den, så den går fra 440 mia. euro op til 2.000 mia. Så har vi penge nok«. Det er en måned siden, og selv om Den Europæiske Finansielle Stabilitetsfacilitet ikke officielt er erklæret for død endnu, så har man måttet erkende, at den i bedste fald kan komme op på 1.000 mia. euro, og det er alt for lidt, hvis man skal redde Italien og Spanien. Derfor er der vild panik lige nu. Man har en deadline torsdag den 8. december, om en uge, hvor de 27 EU-ledere mødes til en arbejdsmiddag og skal blive enige om, hvordan man ordner det hele. Der bliver jo så nok en lukket dessertmiddag for eurolandene, hvor de skal diskutere alene. Fredag den 9. december skal man have selve topmødet, hvor man skal blive enige om løsningen, som skal redde euroen og Euroland og, siger man, redde EU. Det er planen. Der vil jo så nok først blive et topmøde for alle, efterfulgt af et lukket topmøde for eurolandene, hvor Danmark heldigvis ikke skal være med, for vi er jo ikke med i euroen. Vi har heldigvis ikke et medansvar for euroen og behøver derfor ikke kautionere for alt det her. Denne gang har man valgt at lægge møderne på en torsdag og en fredag, og det er jo meget godt tænkt, for så har man lørdag og søndag til at forsøge at finde ud af, hvordan man håndterer et muligt sammenbrud af hele finanssystemet mandag morgen. Hvad skal man gøre, hvis euroen ikke kan reddes? Skal man skynde sig at trykke nationale valutaer eller hvad? Man får en meget hektisk weekend, for som det står lige nu, så er der ikke nogen løsning. De»løsninger«man diskuterer er så dramatiske ting, at det ikke er en selvfølgelighed, at de kan vedtages. EU-diktatur, hyperinflation eller begge dele? Frankrig præsident Sarkozy og Tysklands kansler Merkel har haft mange og lange diskussioner, som endnu ikke er ovre. Sarkozy synes, at det hele er meget simpelt: ECB kan jo bare kan trykke penge, og så er problemet løst. De køber så alle de statsobligationer, som man ikke kan sælge, og så kan de franske banker, som ellers ville gå bankerot mandag morgen, leve videre i bedste velgående. Men Tyskland vil af historiske årsager ikke gå med til det, for det betyder per automatik hyperinflation. Det kan godt være det tager en uge, eller måske er par måneder, men hvis ECB bare trykker penge og køber hvad som helst op, så går man ud af en tangent, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Tyskerne forestiller sig, at hvis man løser det akutte gældsproblem gennem at lade ECB trykke penge og købe gælden, så vil alle ånde lettet op, og fortsætte med gældsætningen ligesom før. Inden man ved af det, har man så en situation som i Weimar-Tyskland i 1923, hvor man skulle have en trillebør med, når man skulle hen efter morgenbrød. Men denne gang ville det ikke kun ramme Tyskland det ville være galt nok men hele Europa og hele systemet. Tyskland insisterer derfor på, at det her betyder, at alle eurolande må gå planken ud. Man mener, at forudsætningen for at euroen kan overleve, er at man ikke blot kan fortsætte det økonomiske samarbejde, men må have en økonomisk og politisk union med fælles økonomi og fælles ansvar. Merkel ønsker derfor forfatningsændringer i alle landene, så de får skrevet ind i deres forfatning, at den øverste myndighed ikke længere er den nationale folkevalgte politiske forsamling men EU. Der er selvfølgelig en logik i det, da det er rigtigt, at hvis man skal have fælles økonomi, så skal man jo også december 2011 Schiller Instituttet 5

træffe visse beslutninger sammen. Man planlægger derfor, at når eurolandende skal lave deres respektive finanslove, så skal de allerede i april måned afleverer deres finanslov til EU, og efter et par måneder så får at vide, hvilke dele der kan godkendes af EU, og hvilke dele de må lave om. Når finansloven så er godkendt af EU, så kan statsministeren i Grækenland, Italien eller hvor det nu måtte være, gå til parlamentet og fremlægge finanslovsforslaget for de folkevalgte politikere. Man afskaffer altså national suverænitet. Demokratiet bliver blot en komisk farce. Men det her vil ikke fungere. Dem der har fulgt med ved, hvor umuligt det var, at få EU-forfatningen, der var Lissabon-traktatens forløber, igennem. Man forsøgte ved folkeafstemninger i Holland og i Frankrig at få den vedtaget, men det lykkedes ikke, for befolkningen var helt imod. Så besluttede man i stedet at omgå befolkningerne gennem at skrive det hele om som en traktat, Lissabontraktaten, og få det vedtaget i parlamenterne uden at spørge befolkningerne. I Irland, hvor man var nødt til at holde en folkeafstemning, blev det til et stort problem. Man kan så forestille sig, hvordan der går, når man lige skal have 15 eller 27 lande til at lave forfatningsændringer i løbet af kort tid, der overgiver magten til et EU-bureaukrati. Noget man i mange lande vil se som etableringen af et Stortyskland.»Det tyskerne ikke lykkedes med at vinde i 2. verdenskrig, det køber de nu. Europa bliver til Stortyskland«, vil det lyde. Det er svært at forestille sig, hvordan man skal kunne få det igennem i løbet af nul komma fem, og man er under et enormt tidspres, fordi det er her og nu, det skal ske. Man kan ikke vente til at gøre noget til 2013 eller en gang til næste år. Det er nu, hvor man skal vise, at man kan tage hånd om det her. Allerede den 30. november var det tilsyneladende ved at gå galt, for seks centralbanker stillede med USA s Federal Reserve i spidsen, de øvrige var ECB, Englands, Schweiz, Canadas og Japans centralbanker, nye store dollarbeløb til rådighed for bankverdenen. Man sagde, at man frygtede at bankverdenen ville fryse til, og tilbød derfor, at de europæiske banker fremover kan låne dollars og andre valutaer fra centralbankerne til en rente et halvt procentpoint billigere end før, selv om renten i forvejen er rekordlav, når vi snakker om lån fra centralbankerne. Bankerne kan også låne pengene helt frem til 2013, hvor man før kun kunne låne tre måneder ad gangen. Centralbankerne vil også acceptere dårligere værdipapirer som sikkerhed for lånene, så man er sikre på, at bankerne kan låne penge nok. Hvad var det lige der foregik? Rygterne siger, at det var den franske storbank Société Générale, som ville være gået ned, hvis ikke man ikke havde grebet ind. Baggrunden er blandt andet, at franske banker mangler dollars. De havde i juni måned i år dollarbeholdninger, indskud i dollar fra primært amerikanske banker, på i alt 172 mia. dollars. I oktober måned var de reduceret til blot 63 mia. dollars. Det vil sige, at primært amerikanske banker havde trukket 109 mia. dollars ud af franske banker. Det var det hul, som gjorde, at franske banker var i store problemer, og hvor man mener, at hvis ikke man havde lavet dette indgreb, så var Société Générale gået ned. Man frygtede, at hvis Société Générale var gået bankerot, så ville det være blevet en situation, som da Lehmann Brothers gik ned i 2008. Men situationen i dag er langt værre og mere kompleks, end den var i 2008. Da krisen ramte i 2007-2008, var det på et tidspunkt, hvor alle mente, at det gik forrygende, og økonomien og finansverdenen havde det supergodt. Lige nu er der allerede en dyb økonomisk krise, en gældskrise og en bankkrise. Derfor greb man ind og det siges ude i markedet, at det primært var Federal Reserve som greb ind, på eget initiativ, for at redde systemet, fordi europæerne ikke har kunnet finde en løsning på deres problemer. Den amerikanske centralbank Federal Reserve, modsvarigheden til Nationalbanken her og f.eks. Bank of England i England, er i virkeligheden en række private banker, der står for at trykke de amerikanske dollarsedler. Måden, som man har løst krisen fra 2007-2008 og fremefter, har været, at Federal Reserve i princippet helt uhæmmet har trykt penge og lånt ud til banker og alt muligt andet. Alle de banker, der ellers ville være gået ned, har bare lånt enorme mængder penge i Federal Reserve, og dermed fik man [for en tid] løst problemet. På lignende vis har man nu så løst et problem midlertidigt gennem at låne flere penge ud. Fordelen ved at gøre det på den måde, er at man slipper for at skulle spørge Den amerikanske Kongres eller andre om lov. Det er i princippet pisseulovligt det man gør. Man trykker bare pengene, og så bruger Federal Reserve dem på at redde europæiske banker. Hvorfor skal USA gøre det? Hvorfor skal de amerikanske skatteyderes penge bruges på at redde europæiske banker? Er det ikke noget, der burde diskuteres i Kongressen? Er det ikke noget, der burde træffes en politisk beslutning om? Svaret er nej, for man vil ikke kunne få truffet en politisk beslutning om det, og så ville bankerne jo bare vælte som dominobrikker. Derfor gør man det uden at spørge først. Det er endnu en understregning af, at som verden kører lige nu, så er den egentlige magt ikke hos nationale regeringer, der træffer beslutninger baseret på rådslagning i de folkevalgte forsamlinger. Igennem længere tid har det været sådan, at den egentlige magt er hos de private finansielle interesser, som bl.a. er med til at bestemme, hvad politikken er i Federal Reserve, ECB, etc. Beslutningerne træffes af folk, der ikke er folkevalgte og derfor ikke skal stå til ansvar overfor befolkningen. Men selvom man gør det her, så er det midlertidige lappeløsninger, desperate træk, der ikke kan fungere på sigt. Først kan man måske købe tid i nogle måneder, så måske nogle uger, så et par dage, og til sidst blot et par timer. Det er i princippet, som da man i Weimar-Tyskland i desperation, efter at nye pengesedler var blevet trykt, stoppede dem på vej ud af trykkeriet og med et ekstra stempel gav dem nogle ekstra nuller, fordi de allerede havde mistet deres værdi, mens de blev trykt. Det er samme dynamik, som vi ser netop nu. Desperate handlinger, der tidligere måske kunne sinke processen et år eller to, holder måske kun en måned eller et par uger. 6 Schiller Instituttet december 2011

Hvem forlader euroen først? Der er allerede nu en diskussion i alle større medier i Tyskland, som ville have været utænkelig for bare en måned siden. Man diskuterer, hvornår euroen kollapser, og hvordan en ny euro skal se ud. Hvilke lande der vil være med i den nye euro, og om Tyskland skal være en del af en ny euro, eller det ville være bedre for Tyskland at få D-marken tilbage. Det var tidligere helt utænkeligt med sådan en diskussion, men nu er den der i alle større medier. Ikke sådan, at de ikke skriver om andet, men denne tidligere utænkelige diskussion finder sted. Faktisk kunne man læse en artikel i Svenska Dagbladet, Sveriges ledende borgerlige avis, om hvem man tror, der forlader euroen først. Deres bud var, at det nok bliver Tyskland eller Finland, som ikke vil være med længere, for som det er lige nu, så er det Tyskland, Finland, Holland og Østrig, som skal betale gælden for alle de andre. Det er de eneste fire eurolande, som vil beholde den bedste kreditværdighed, og så må de jo kautionere for alle de andres lån. Det vil de ikke blive ved med at finde sig i, så hvem vil så være den første til at forlade den synkende skude? Andre diskuterer, at det ville være den naturlige følge nu, at de stærke lande forlader euroen eller laver deres egen eksklusive euro. Der vil så være en førsterangs-euro og en andenrangs-euro. Der vil i givet fald meget hurtigt blive en stor kursforskel på de to, hvis Tyskland og de andre kreditværdige lande lavede deres egen euro og efterlod de svagere lande til selv at løse deres problemer. Der er en stor diskussion i Tyskland, hvor man hævder, at det er helt urealistisk, at Tyskland skulle forlade euroen, for det ville koste hver tysker 6.300 euro. Men dem, der så sætter sig ned og regner på det, vil se, at man allerede garanterer for halvdelen af det beløb med den nuværende stabilitetsfond, og hvis man skal lave en ny, så er man langt over de 6.300 euro per indbygger. Det bliver meget dramatisk, og der er ikke noget klart billede af, hvor det hele havner henne. I markederne håber man på, at man til sidst bare trykker pengene. Lader den Europæiske Centralbank gøre som Federal Reserve. Men det vil være en meget kortsigtet løsning, og det er slet ikke sikkert, at Tyskland vil gå med til det. Det vil være et sådant chok, at det måske kunne starte et decideret oprør i Tyskland rettet mod Merkel. Men det er værd at bide mærke i, at der, som jeg sagde til at begynde med, bag alt det her ikke kun er en eurokrise. Der er en krise for euroen, som er uholdbar. Den kan ikke overleve under de nuværende betingelser. Men krisen er ikke en eurokrise som sådan. Vi står med en global krise, som er resultatet af en udvikling over mange årtier, hvor man har afmonteret national suverænitet, og har flyttet magten og beføjelserne ud til de private banker. Ud til private finansielle interesser, der tilmed til en vis grad har fået muligheden for selv at lave penge. Man har skabt boble på boble i finansverdenen, og så længe boblerne voksede, så blev alle rigere og rigere på papiret. Der var en masse penge, som man kunne gå ud og købe kinesisk legetøj og japanske biler for. Det er nu forbi, og tilbage står en masse banker og andre, som på papiret har en masse penge til gode, som egentlig ingenting er værd. Gæld, som aldrig nogensinde kan blive betalt tilbage. Det vil sige, at alle disse enorme pengesummer på en eller anden måde skal afskrives. De skal tages ud af systemet. Det er, hvad det vil sige at reorganisere systemet og få et nyt fungerende system. Mens man har lavet alle disse enorme»hjælpepakker«til finansverdenen, og allerede nu snakker om en ny her i Danmark, så låner bankerne færre og færre penge ud til stadig højere rente. Man siger, at problemet er, at bankerne ikke har været polstrede nok og derfor skal holde igen med udlån. Men det er ikke problemet. Problemet har været, at bankerne har lånt penge ud til ting, som bankerne aldrig skulle have beskæftiget sig med. De har været dybt involveret i spekulation. Bankerne har derfor ikke fungeret som banker, men som spekulanter og spillekasinoer. Glass/Steagall og kreditskabelse Det må der gøres op med. Vi må have indført en Glass/ Steagall-banklovgivning, som kan rense op i bankverdenen, så vi fremover har rene banker, som kun beskæftiger sig med normal ind- og udlånsaktivitet, og ikke må spekulere og investere i eksotiske finanspapirer. Men netop nu fastholder man i stedet at løse problemet ved at proppe flere penge i bankerne, så de kan involvere sig endnu mere i spekulation. Hvad går alle de penge, man nu propper i bankerne, så til? Til bankerne! Ingen penge går til nye udlån, og for hver dag der går, så bliver det faktisk værre og værre. Derfor diskuterer man en ny statsgaranti til de danske banker, fordi banker, som f.eks. FIH Erhvervsbank, har lånt mange milliarder ud, som de ikke har i indskud. Hvis de ikke får lov at låne de penge et andet sted fra, så skal de opsige rigtigt mange kunders lån. Det vil betyde, at der er endnu færre penge at låne for landmænd, for industri eller for private. I næste ombæring kan det så begynde at blive et problem med realkreditlån, så man ikke engang vil kunne låne penge til at købe et hus. Så hvis man bare pumper penge ind, løser det ikke problemet. Det er godt, at regeringen har vedtaget at nedsætte en finansiel undersøgelseskommission, men det er også så langt, som man er kommet. Det er godt, men de her ting skal op i tempo. Vi skal også have en Glass/Steagall-lovgivning, og det kan vi ikke vente 5 eller 10 år på. Det skal i gang nu, ikke bare her i Danmark, men over det hele, fordi vi med Glass- Steagall kan få renset op i bankverdenen. I princippet går man ind og afskriver en stor del af de finansielle værdier. De banker, der får lov til at overleve, de skal i hvert fald ikke have noget med de gamle oppustede finansværdier at gøre, for staten skal ikke ind og dække disse kæmpe tab. Staten kan så gå ud og hjælpe disse oprensede banker, så de kan låne penge ud til resten af økonomien, men hvis vi overtager alle tabene, så går staten bankerot. Danmark er ikke det land, der er værst stillet. Andre lande, inklusive USA, er i en situation, hvor man, hvis man ikke indfører Glass-Steagall, og i stedet tager ansvar for december 2011 Schiller Instituttet 7

alle de penge, som Federal Reserve render rundt og skaber netop nu, ikke vil kunne gøre noget de næste 100 år ud over at betale af på gælden. Hvis man ikke renser op, så får man det næste problem: Hvem skal skabe ny kredit? Når der ikke er nogen penge at hente ude på det private finansmarked, fordi alle er bankerot, hvor skal investeringerne så komme fra til at bygge veje, til at bygge hospitaler, til at lave investeringer i nye industrier? Til alle de ting et samfund har brug for til fremtiden? Så vil de ikke være der. Derfor må man rense op, så man kan skabe nationale kreditter til den form for økonomiske investeringer. Det vil så også udmønte sig i, at USA går sammen med Kina og Rusland om at lave et nyt internationalt finanssystem med faste valutakurser, ligesom man gjorde efter 2. verdenskrig i form af Bretton Woods-systemet. Men denne gang vil der også blive etableret en mekanisme til at skabe kredit til store infrastrukturprojekter. Når hvert land har fået renset op i sin bank- og finansverden, etableres et internationalt samarbejde om store projekter, og der sørges for, at produktionsapparatet ikke forsvinder som et resultat af den økonomiske krise. Så længe man har et produktionsapparat, så kan man producere, og der vil være nogle værdier man kan dele. Får krisen først lov til at tage livet af produktionsapparatet og befolkningen, så er der ikke noget tilbage at bygge fremtiden med. Nationalstaten er den højeste autoritet Skal lande vente på, at de får eftergivet deres gæld, inden at de kan skabe et nyt finanssystem og økonomisk opbygning? Nej, gæld er ikke noget, som man får eftergivet, hvis man er et land. Det er forskellen på en privatperson og et land. Hvis man som privatperson skylder banken penge, som man ikke kan betale tilbage, så skal man enten få banken til at eftergive gælden, eller den danske stat skal diktere nogle gældssaneringsordninger, som gør, at selv om man skylder banken penge, så får man en chance for at komme videre med dit liv. Man laver en tidsbegrænset plan, hvor man skal bruge en stor del af sin løn på at betale af på gælden, men når den tid så er gået, så er man ude af det. Så kan man begynde sit liv som en gældfri mand. Det kan en stat bestemme hen over hovedet på bankerne, og så må bankerne bare affinde sig med det. Når det gælder statsgæld er det en anden sag, for hvem er den højeste autoritet på denne planet? Lige nu siger man, at det er de private banker, så hvis Grækenland skylder de private banker penge, så må den græske befolkning hæfte for den gæld fra nu af og til dommedag. Om det så tager 1000 år, for det kan jo ikke være rigtigt, at en privat bank skulle lide tab. Men USA blev netop grundlagt på et modsat princip: at den højeste autoritet, der findes blandt mennesker, er nationalstaten. Når frie borgere går sammen om at lave en nation, og i fællesskab beslutter, hvad der er godt for nationen, så er det nationens højeste lov. Ingen andre menneskeskabte organer kan stå over nationalstaten. Hvis man som nation derfor følger det princip, som USA blev grundlagt på, og som andre nationer derefter kopierede fra USA, så betyder det, at hvis en stat ikke længere kan betale sin gæld, og staten og befolkningen ikke har en fremtid, hvis man skal betale gælden, så er der kun en ting at gøre: At erklære at man ikke betaler gælden tilbage.»vi betaler måske 30% eller 20%, eller hvad det måtte være. Hvad vi kan klare at betale og stadig have en fremtid som nation, men at betale mere tilbage end det, og risikere, at vi ikke har en fremtid som nation, det er højforræderi imod nationen og de kommende generationer. Gældsafskrivelse er ikke noget, som en stat anmoder bankerne om. Det var heller ikke det, som Argentina gjorde, da Argentina erklærede sig statsbankerot. De måtte sige:»sådan er det. Det her er, hvad vi kan betale. Tag det eller forsvind«. Sådan er det. Og det betyder, at der ikke er nogen, der har lyst til at låne penge til Argentina i et stykke tid bagefter, for man er sure på dem. Det er en af konsekvenserne, som man må leve med. Men det er en nations ansvar, opgave, pligt og ret at gøre det. Det samme gælder Island. Læg mærke til, hvad der skete på Island, og at Island nu begynder at komme tilbage på lystavlen, for mens alle de lande, der har stået under IMF s, EU s og ECB s rådgivning, synker stadig dybere ned i helvede, så går det fremad i Island. Hvad skete der i Island? Der var denne finansielle boble, hvor private banker opbyggede en kæmpe gæld, for så til sidst at kollapse. De skyldte en masse penge til bankkunder i bl.a. Storbritannien og Holland. Så sagde den hollandske og britiske regering med finansverdenen i ryggen:»den gæld skal Island betale«. Island, hvem er Island? Det er islændingene. Det er altså den islandske befolkning, som man mente skulle betale gælden. De islandske politikere følte sig under internationalt pres og sagde:»nå ja, det må vi jo nok hellere gå med til, for lille Island kan jo ikke sætte sig op imod så store magter«. Men den islandske præsident krævede, at der først skulle holdes en folkeafstemning om det. Da man så afholdt folkeafstemningen, sagde befolkningen klart nej til at betale de private bankers gæld. Det førte til en stor diplomatisk krise. De islandske politikere forhandlede så en ny aftale på plads, som man sagde var langt bedre for Island, for nu skulle de ikke betale nær så meget. Men den islandske præsident sagde:»jamen det er da også godt nok, hvis befolkningen er enig«. Den islandske befolkning besluttede så igen, at Island og den islandske befolkning ikke skal stå til ansvar for private bankers gæld. Det blev så midlertidigt enden på det, for den islandske præsident sagde, at man nu havde hørt den islandske befolkning to gange, og hvis man fortsat ville forsøge at tvinge det igennem, så var det en afskaffelse af demokratiet. Ingen havde på daværende tidspunkt lyst til at tage den diskussion, så det stoppede sagen indtil videre. Island har selvfølgelig haft problemer. De har måttet devaluere deres valuta og mange andre ting, men nu begynder den islandske økonomi igen at vokse. Der begynder at komme gang i Island igen, og det går fremad. Ikke efter halvtreds års tiggergang, som er det, man har planlagt for Grækenland, Irland og alle de andre lande. Nej, det har faktisk taget ganske kort tid. Der er masser af problemer, 8 Schiller Instituttet december 2011

ikke bare nationaløkonomiske problemer, men også på det individuelle plan, fordi en masse islændinge tog lån i euro osv. Men økonomien begynder at gå fremad igen, og når man spørger folk deroppe, så siger de:»nå ja, det var ikke Jordens undergang, for Island er her stadigvæk. Fiskene og den rigelige energi er her stadigvæk. Vi må videre«. Hvorfor kan Island så hurtigt være på vej ud af en gældskrise, der per indbygger var mange gange større end den græske? Fordi Islands præsident og befolkningen besluttede, at Island er en suveræn, selvbestemmende nation. Man besluttede sig for ikke at dække private bankers spekulative tab, men i stedet kæmpe for Islands fremtid. Man stod fast over for kravene fra det internationale finanssystem og de regeringer, der danser efter deres pibe. Så lavede man finansielle begrænsninger og indgreb, der gjorde, at man internt i Island kunne have en fungerende national valuta, og skridt for skridt går det nu fremad for både den islandske befolkning og den islandske nation. Skal Grækenland fortsat eksistere, så må man igen fungere som en suveræn nation. Man må indføre sin egen valuta igen. Det betyder selvfølgelig, at man ikke længere kan trække på de andre eurolandes kassekredit. Man må selv til at stå til ansvar for sine handlinger. Man skal igen være et suverænt land, og den vej skal vi alle gå, hvis vi vil have en fremtid. Det er alternativet til, at man i EU bliver enige om at afskaffe suveræn nationalitet og lader kreditorerne bestemme, hvordan det hele skal køres. At lade nationer blive taget i brugelig pant, i lighed med det der truer mange landmænd netop nu, hvor de efter at banken eller kreditforeningen har overtaget gården, får lov til at arbejde videre på gården gratis. Så kan du gå rundt og lege landmand på bankens nåde. Nu er det så ikke bare en brugelig pant på en gård, men hele den græske økonomi, hele den italienske økonomi osv., som i princippet skal administreres af bureaukrater og finansfolk, og hvor befolkningen blot må gøre som de får besked på, og lever eller dør på finansverdenens nåde. Nationer, hvor man er gældsslaver. Vi har haft nu en lang periode, hvor det er blevet stadigt tydeligere, at det er en illusion, at vi stadig har national suverænitet i Europa. De private finansielle kræfter har tiltusket sig kommandoen og dikterer EU s og landenes politik. Men det er desværre ikke en ny ting, for det var, hvad der foregik under Det britiske Imperiums verdensherredømme. Og hvad var Det britiske Imperium? Det var i princippet en videreførelse af et tidligere imperium, der havde sit centrum i Venedig, hvorfra finansfolkene kørte verden. Og før Venedig var det Byzans og Rom, hvor private interesser gennem imperiets magt, kunne manipulere og kontrollere verden. Både Det romerske Imperium, det efterfølgende finanssystem med centrum i Venedig, og senere Det britiske Imperium med centrum i London, som har kontrolleret det finansielle system frem til i dag, er i virkeligheden blevet ledet af private internationale finansielle interesser, som fik lov til at bestemme politikken. Det var ikke den britiske befolkning som bestemte, hvad der skulle ske i Det britiske Imperium. Det var internationale private finansinteresser, som f.eks. Det Britiske Østindiske Kompagni, der drev Indien som sin egen private plantage. Når man så fik problemer, kunne man få hjælp af den britiske militærmagt. Oligarkiet vil reducere befolkningen Disse private finansielle interesser, der bestemmer politikken, ser på mennesker, som var de dyr. Briterne mente, at problemet i Indien var, at der var alt for mange mennesker, så man forsøgte med forskellige sultkatastrofer at reducere antallet. Sådan tænker imperier, for problemet er, at kommer der for mange mennesker, så vil der være et pres på systemet. Så vil der være en tilbøjelighed til videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og så vil folk ikke i længden affinde sig med at blive behandlet som dyr. Det var problemet, som man fik med USA, hvor folk, der bl.a. var flygtet fra Storbritannien, ikke ville finde sig i at blive behandlet som dyr, og derfor rev sig løs fra Det britiske Imperium. Oligarkiet, denne lille elite af finansielle familier, mener, at de er født til at regere verden, og at alle andre derfor blot skal være deres slaver og gøre, som de får besked på. De har altid følt sig truet af USA. De har altid hadet USA, og ser USA som et monster, der skaber videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og som, når det kommer til stykket, pludselig beslutter sig for at handle på egen hånd frem for blindt at adlyde oligarkiet. Det er den samme form for had, som de nu har udviklet imod Rusland, imod Kina, og imod hele Asien, fordi Asien er ved at komme ude af kontrol. Derfor har det europæiske oligarki, eksemplificeret ved den britiske prinsgemal Philip og hans WWF, besluttet, at man i miljø- og klimapolitikkens hellige navn skal forbyde videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Man skal forbyde udvikling. Vi skal, siger prins Philip, reducere Jordens befolkning fra de nuværende syv milliarder til under én. I deres øjne er problemet, at der er for mange mennesker, for når der er et voksende antal mennesker, så vil de bruge stadig flere ressourcer. Det skaber et pres for videnskabeligt og teknologisk fremskridt, der kan snyde naturens begrænsninger. Det vil man forbyde. Men i Asien, Kina, Rusland og Indien siger man:»nej! Vi har ret til videnskabeligt og teknologisk fremskridt, for kun gennem industriel udvikling vil vi være i stand til at brødføde vores voksende befolkning. Det er der, hvor verden står nu. Det er det der gør, at krisen er så dramatisk. Det er det der gør, at briterne siger:»lad os få den 3. verdenskrig. Lad os få gang i den. Lad os få reduceret verdensbefolkningen i en hulens fart, så vi kan sørge for, at verden ikke løber amok med videnskabeligt og teknologisk udvikling, så vi ikke længere kan kontrollere den. Et sådant folkemord kan finde sted, når man har finanssammenbrud og samtidig kan få USA, Rusland og Kina til at lægge hinanden i ruiner med atomkrig, sult og epidemier. Briterne er menneskehedens fjende Men der er som sagt modstand imod det. Selvfølgelig i høj grad i Asien. Det burde ikke komme som en overraskelse december 2011 Schiller Instituttet 9