Prædiken 5. søndag efter påske

Prædiken 5. søndag efter påske Salmer: Indgangssalme: DDS 12: Min sjæl, du Herren love Salme mellem læsningerne: DDS 6: Dig være, mildeste Gud Fader Salme før prædikenen: DDS 417: Herre Jesus, vi er her Salme efter prædikenen: Solen begynder at gløde, fra Syng Nyt-hæftet, s. 18f. Nadversalme: DDS 476: Kornet, som dør i jorden Udgangssalme: DDS 722: Nu blomstertiden kommer (melodi: tysk folkevise/nürnberg 1535, DDK 380) Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Korsvar Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde:»fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«joh 1/5-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

17,1-11 Amen! Himmelske Herre. Giv os at høre dit ord og leve vores liv i troen på, at det er sandheden også om vores liv. Amen! Nu skal jeg fortælle jer en hemmelighed. Faktisk har jeg hele to i ærmet i dag. Men vi gemmer lige den anden lidt endnu. Den første hemmelighed, jeg skal løfte sløret for, er, at vi har snydt lidt med søndagens navn. Altså ikke sådan at forstå, at vi har snydt hér i kirken. For det er da så ganske afgjort 5. søndag efter påske. Det er det hér i Hinge/Vinderslev. Og det er det i alle andre folkekirker over hele landet. Og langt længere endnu. For kirkeåret har vi stort set fælles med vores kristne søstre og brødre over hele verden. Alligevel har vi snydt lidt. Påsken sluttede nemlig med 1. søndag efter påske. Det kan godt være, at vi ikke lige lagde mærke til det. Og det er da også meget tænkeligt, at jeg har tilladt mig at benytte påskesalmer senere end denne søndag. Men ikke desto mindre. De sidste egentlige påskeberetninger har vi 1. søndag efter påske. Pointen er, at vi allerede har lagt påsken bag os. Vi er på vej mod det næste. I gang med at forberede os til pinse. Helt som julen har sin forberedelsestid i form af advent. Og som påsken har sin optakt i fastetiden, så har pinsen sin optaktstid. Vi får bare ikke så nemt øje på den. For vi har navngivet den efter det, der går forud. Påsken. Pænt talt op efter den søndag, vi nu er kommet til efter påskedag. Og ikke efter det, som alle disse søndage indholdsmæssigt peger frem imod: Pinsen. Åndens komme. Kirkens fødselsdag. Guds fortsatte nærvær midt i vores verden. I dag skulle altså slet ikke have heddet 5. søndag efter påske. Men derimod 2. sidste søndag før pinse. For det er pinsen, den peger frem imod. Det er Åndens komme og fortsatte nærvær hos os, som vi er godt i gang med at gøre klar til. Den hemmelighed er nok, trods alt, ikke alt for rystende. Måske betyder det ikke så meget, hvordan man nu tæller. For det hele er selvsagt med. Vi bærer også påskens budskab med i Trinitatis-tiden. Og julens glæde med os igennem fasten. 1/5-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

Og så alligevel. Det gør faktisk en forskel, om vi retter blikket fremad, eller om bliver ved med at se tilbage. Adventstiden kigger fremad mod inkarnationens fastholdelse af, at det er Gud, der blev menneske. At han ved at blive menneske for altid har bundet sig til os. Fastetiden bliver netop ikke ved med at pege tilbage på inkarnationen, men introducerer beredelsen som motiv. Ikke vores forberedelse og faste, som det som et udslag af misforstået fromhed bliver forfladiget til, men Guds. Guds forberedelse til at give sig hen i den kærlighedens selvhengivelse, der først ender på korset. Det er altså ikke helt ligegyldigt, hvordan vi betragter disse fyrre dage mellem påske og i første omgang Kristi Himmelfart. Det har betydning, om vi retter blikket fremad mod himmelfarten og åndens komme i pinsen. Eller om vi bliver ved med, i citationstegn, kun at tale om påske. Nu kommer vi til den anden hemmelighed. Den bliver nok lidt vanskeligere at synke. Og det bliver ikke nemmere af, at jeg tillader mig at springe et par mellemregninger over. Alligevel er den værd at give en chance. Give lov til at træde frem som en overvejelse. Den åbner nemlig op for at skærpe afgørende evangeliske pointer i spændingsfeltet mellem himmelfarten som opstandelsens fuldbyrdelse og genspejling. Og så til det: En hel del tyder på, at der i den tidligste oldkirke ikke har været indlagt noget tidsinterval mellem fejringen af opstandelse og himmelfart. Himmelfarten er blevet fejret, hvor opstandelsesfesten har sluppet. I direkte forlængelse af denne. Påskedag om eftermiddagen. Himmelfarten er altså blevet forstået i direkte sammenhæng med opstandelsen. Uden den tidslige forskydning i form af 40 dage, som vi i vores kirkeår har lagt ind. De 40 dage, som vi skyder ind som et modbillede og genspejling af fristelsen i ørkenen, hvor Jesus af Ånden føres ud for at fristes af djævelen. Fristes af alt det, der hører vores verden til, og som vi higer imod. Ikke bare imod at få del i, men ultimativt at få for os selv. Herhjemme er professor i det nye testamente, Troels Engberg-Pedersen, den, der mest vedholdende har advokeret for denne opfattelse. Alene af den grund skal det måske tages med et vist gran salt. For den gode Engberg-Pedersen er jo professor i København og ikke i Aarhus hvilket man jo som uddannet fra Aarhus altid vil bemærke sig med en vis skepsis. 1/5-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

Det kan naturligvis også indvendes, at sådanne fagteologiske spidsfindigheder ikke altid er lige relevante for, hvad vi forkynder hér i kirkens rum. Lad det ligge. Det falder uden for rammen nærmere at gøre rede for, hvilke belæg der kan føres frem for denne opfattelse. Og det er faktisk heller ikke nødvendigt for at kunne overveje, hvilke ting vi kan få øje på, hvis vi for et øjeblik følger tankegangen. Hvis det er altså er rigtigt, at den tidlige oldkirke dvs. kirken på apostolsk og tidlig efter-apostolsk tid har forstået opstandelse og himmelfart som en samlet bevægelse at man har forstået dem i så nær en sammenhæng, at man ikke har skilt dem ad, hvad kan det så betyde for os? Hvilken betydning har det for, hvad vi kan sige om det med Gud og os? Ja, det betyder i hvert fald, at det fastholdes og understreges, at det er den korsfæstede og ingen anden, der opstår påskemorgen og farer til himmels. Der sker ikke nogen forveksling, forvandling eller udvikling undervejs. Efter opstandelsen. Det, der skal ske, er allerede sket. Der føjes ikke noget yderligere til. Den korsfæstede og opstandne frelser farer ikke vild, mens han, så at sige, flakker hjemløs rundt i verden i 40 dage inden han endelig kan fare til himmels og dér, kan vi måske udtrykke det, komme helt hjem. Det er den ene og samme opadgående bevægelse, der fastholdes i en oldkirkelig fastholdelse af enheden af opstandelse og himmelfart. I opstandelsen; i Guds definitive oprejsning af den korsfæstede på tredje dagen, er den fuldkomne forvandling sket. En gang for alle. Der er ikke mere at sige i den historie, der blev Guds i dette ene menneske. Både dengang og nu skærmer det os imod sværmeriske udsagn af enhver art. Der er ikke noget at lægge til. Ikke nogen plads til en særlig åbenbaring til særligt udvalgte ved siden af. Guds historie som menneske er fortalt færdig på korset og fuldendt i opstandelsen. Nu må den fortælles videre i det liv, der leves i hans ånd. Af de mennesker, der til alle tider lever i troens fællesskab. I fællesskabet med den korsfæstede og med hinanden. Guds fortælling med os er en fortsat og aldrig afsluttet fortælling. Den leves bestandigt videre blandt de mennesker, der hører ham til. 1/5-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

Guds historie i vores verden konkretiseret og fastholdt i de to brændpunkter i inkarnation og opstandelse er det, der ikke kan ske. Den evige Gud hører ikke hjemme i vores endelighed. Den almægtige skaber burde holde sig langt væk fra vores verden. Og når det sker. Når han træder ind i vores verden som et menneske, der er fanget i afmægtighed og endelighed. Når den gode Gud i himlen binder sig til os for altid, betyder det alt. For os og for Gud. Intet kan længere være det samme. Alt ændrer sig. For Gud og for os. Hans historie er herfra alene mulig at fortælle sammen med os. Og vores sammen med hans. Fastholdelsen af en grundlæggende enhed mellem opstandelse og himmelfart retter dermed opmærksomheden mod en anden afgørende teologisk pointe. Den fastholder det uforklarlige i Guds indbrud i vores verden. I åbenbaringen af evigheden midt i tiden. Det, der ikke kunne ske, sker. Ikke i vores verden. For det ville være en uhyrlighed. Men i Guds. Jesus opstår oprejses opfarer til himmels, som det, der aldrig kunne ske. Og derfor heller aldrig sker. Aldrig i vores verden, men altid i Guds. Opstandelsen er, som inkarnationen, begivenheder i Guds virkelighed. Ikke i vores. Det er Guds virkelighed, der gennemlyser vores verden og gør alt nyt. Opstandelse og himmelfart er ikke-begivenheder, der dog sker, for at Gud kan blive alt i alle. For at hans virkelighed kan gælde for os, og vi ikke længere skal være fanget i vores egen. Ved at oprejse det menneske, der døde i fornedrelse på korset, har Gud sanktioneret den korsfæstede som sit endegyldige udtryk i verden. Det menneske, der døde forladt af alle selv af den Gud, som han fortvivlet kalder på i sit sidste øjeblik, anerkendes i opstandelsen som Gud selv. Gud giver sin tilslutning til ham. Til hans liv som det ene Gud-villede liv. Det er den endelige anerkendelse af, at dette menneske ikke bare var et menneske, men på samme tid den gode Gud selv. At fortællingen om hans liv for al fremtid gælder som Guds egen fortælling. Når han så ophøjes til himmels, er det ikke, for at han skal blive væk for os. Det er ikke på nogen måde, for at han ikke længere kan være hos os. Snarere tværtimod. Himmelfarten er det kondenserede udtryk for, at Jesus er os nær. Himmelfarten betyder, at Gud i Jesus ikke længere kun er tilstede et sted af gangen. Med Gud er det herfra ikke længere, som det er for os mennesker. Han er ikke længere bundet til kun at kunne være et sted af gangen. 1/5-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

Gud farer til himmels i dette ene menneske for altid at være os nær. Himmelfarten betyder, at han er os nær i sit fravær. Hvor vi ikke kan se ham, kommer han til os. I sit ord, ved bordet og i vandet møder han os. Han er den, der kommer til os, når vi samles i hans navn. Den, der altid vil os, fordi han i den korsfæstede har bundet sig til os. Indtil han vil blive alt i alle. Amen! 1/5-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6