Social arv: Erfaringer fra engelske og amerikanske undersøgelser af den sociale arvs onde cirkel og af ghettounderklassen

A R B E J D S P A P I R Social arv: Erfaringer fra engelske og amerikanske undersøgelser af den sociale arvs onde cirkel og af ghettounderklassen Jørgen Elm Larsen Arbejdspapir 19 om social arv August 1999 Socialforskningsinstituttet Herluf Trolles Gade 11 DK-1052 København K www.sfi.dk

SOCIAL ARV: ERFARINGER FRA ENGELSKE OG AMERIKANSKE UNDERSØGELSER AF DEN SOCIALE ARVS ONDE CIRKEL OG AF GHETTOUNDERKLASSEN af Jørgen Elm Larsen Lektor Sociologisk Institut Københavns Universitet 1. Indledning Hovedformålet med dette notat er at redegøre for den viden, som det engelske forskningsprogram om Transmitted Deprivation fra 1970'erne frembragte om social arv. Der vil også kortfattet blive redegjort for 1980'ernes og 1990'ernes amerikanske forskning i storbyernes ghettofattigdom. Men indledningsvis vil jeg starte med nogle betragtninger over begrebet social arv og anvise et teoretisk perspektiv på, hvordan man kan forske i og diskutere den sociale arvs oprindelse og måde at virke på. 2. Begrebet social arv Social arv er et hverdagsbegreb. Vi ved alle, hvad det handler om, og vi behøver ikke forklare eller retfærdiggøre os, når vi anvender begrebet. Begrebet social arv har noget selvindlysende over sig. Når begrebet social arv anvendes, refererer det i langt overvejende grad til personer, der har arvet en række dårlige socialpsykologiske dispositioner fra den ene eller begge forældre. Derfor forestillingen om den sociale arvs onde cirkel. Begrebet har overlevet den ene generation efter den anden af socialarbejdere, po- 1) litikere og folk i almindelighed. Som det vil fremgå af dette notat, er forestillinger om den sociale arvs onde cirkel dog langt mere udbredte end den faktiske viden om denne. Grunden til, at begrebet den sociale arvs onde cirkel er så populært, er bl.a., at det med få ord synes at kunne beskrive et helt fænomen. Samtidigt rammer et sådant begreb ned i nogle historisk og kulturelt dybt indgroede forestillinger om, at man er sin egen lykkes smed, hvor der er vilje, er der vej, at man ligger, som man har redt : altså at individet, hvis det har evnerne og viljen, langt hen ad vejen kan skrive sin egen biografi. 1) Forestillingen om den sociale arvs onde cirkel er langt fra ny. Den ses bl.a. hos Jamieson Hurry, der i 1921 publiserede en bog med titlen Poverty and its vicious circles. Hurry sporede selv ideen om den sociale arvs onde cirkel tilbage til en bog af De Gérando fra 1839 (Coffield et al. 1980). 1

Selvom social arv i hverdagssproget nærmest er synonymt med den sociale arvs onde cirkel, så henviser begrebet social arv i princippet til enhver form for social arv og til alle sociale grupper i samfundet - god eller dårlig og hos rige som hos fattige. Dette notat skal primært handle om den sociale arvs onde cirkel, men indledningsvis er det værd at bemærke, at der nok i højere grad er belæg for et begreb om den sociale arvs positive cirkel, end der er belæg for et begreb om den sociale arvs onde cirkel. Uanset diverse handicaps, manglende talenter, svag eller ligefrem psykopatisk performance, har personer, der har nedarvet social status og økonomiske formuer, oftest været i stand til at klare sig igennem tilværelsen, fordi den nedarvede sociale og økonomiske position har udgjort buffere, som har virket kompenserende og beskyttende i forhold til egne manglende kompetencer og handicaps. Dette gælder også for udøvelse af et problematisk eller endog strafbart forældreskab. Børnemishandling og incest forekommer også i velstillede familier, men denne børnemishandling og incest kommer langt sjældnere frem og bliver gjort til genstand for offentlig omtale og/eller indgreb (se fx Rutter og Madge 1976), fordi den sociale arvs positive cirkel så at sige beskytter mod konsekvenser af den sociale arvs negative cirkel. 3. Forklaringer på social arv Samfundsvidenskaben har siden det forrige århundrede udbudt helt forskellige paradigmer til forståelse af sociale problemer og problemfamilier. Enten forstås sociale problemer og sociale uligheder som et resultat af individernes manglende evner og/eller afvigende adfærd eller også som et resultat af samfundsmæssige (strukturelle) forhold. Gyldendals Psykologiske-Pædagogiske ordbog (1997), som opdragsgiverne til dette notat refererer til i deres følgeskrivelse, anvender en individorienteret tilgang i deres definition af social arv, idet social arv afgrænses som... ; barnets overtagelse af forældrenes personlighedstræk og dermed udfoldelsesmuligheder. Opdragsgiverne til dette notat har forsøgt at undgå en enten-eller forståelse, idet man bredt definerer social arv som... de påvirkninger på adfærd, viden, holdninger, livsværdier og handlekompetencer, der kan føres tilbage til opvæksfamilien og socialt og subkulturelt opvækstmiljø i lidt bredere forstand (Socialforskningsinstituttets følgebrev af 24. marts 1999). Dette kompromis om, at social arv både er bestemt af indre og ydre faktorer, mekanismer og processer, af familiær genetik, af opdragelses- og socialiseringspraktikker og af rammebetingelser omkring disse opdragelses- og socialiseringspraktikker, indfanger dog efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt præcist, hvordan forholdet mellem og udviklingen i indre og ydre relationer kan forstås og analyseres. Risikoen for, at indre og ydre faktorer, mekanismer og processer adskilles og isoleres hver for sig i forskningen, er stor. I denne sammenhæng vil jeg blot pege på én af flere mulige perspektivrige tilgange til at bryde modstillingen mellem indre og ydre. Pierre Bourdieu s begreb om habitus er efter min opfattelse et perspektivrigt bud herpå. 2

3.1 Habitus som social arv Dette er ikke stedet til at komme med en fyldestgørende redegørelse for Pierre Bourdieus habitusbegreb. Intentionen er blot at antyde de muligheder og perspektiver, der lig- 2) ger i at betragte problematikken om social arv ud fra dette begreb. Udgangspunktet for habitusbegrebet er en teori om handling; en handlingsteori der forsøger at besvare spørgsmålet om, hvordan handling reguleres uden at være et produkt af norm- og regeloverholdelse. Bourdieus handlings- eller praksisteori har til formål at overskride den traditionelle dikotomi mellem objektive og subjektive forhold, mellem aktør og struktur og mellem individ og samfund. Det er centralt at bevare den basale, men afgørende indsigt at den sociale virkelighed eksisterer både inden i og udenfor individet. I den forstand giver det ikke mening at operere med en forestilling om, at individ og samfund er adskilte størrelser. Individet og samfundet er relationelt forbundet og er således to dimensioner af den samme sociale virkelighed. Habitusbegrebet bygger på den grundlæggende antagelse, at selvom objektive strukturer har subjektive konsekvenser, så udelukker det ikke, at den sociale virkelighed er konstrueret af individuelle aktører. Habitus kan derfor defineres som en slags samfundsmæssig praksis, som er indlejret i individerne, og som er betingende for den måde, som de orienterer sig og handler på. Orientering og handling i hverdagspraksisen opfattes ikke som noget, der er genstand for dybere refleksion, idet habitus nærmest automatisk genererer den måde, som man orienterer sig og handler på - fx måden hvorpå man spiser, måden hvorpå man taler til børnene, til naboen eller til kollegaerne på arbejdspladsen. Individers adfærd kan anskues som strategisk snarere end som regel- eller normtilpassende, fordi de i deres hverdagspraksiser forsøger at bevæge sig gennem en labyrint af begrænsninger og muligheder, som de kun delvist opfatter og forstår. Strategibegrebet angiver, at handlinger indebærer usikkerhed selv i normative situationer, og at handlinger forløber over tid, hvilket betyder, at handlingers udfald sjældent står klart for de aktører, der er involveret. Men desto bedre man kender et felts spilleregler, desto større 3) muligheder er der for at bevæge sig og handle indenfor feltet og få succes. 2) Se fx Bourdieu 1977, 1984, 1990 og Bourdieu og Wacquant 1992. For sekundære og kritiske gennemgange af Bourdieus begreber om habitus, felt og kapital se fx Mouzelis 1995, Swartz 1997 og van den Berg 1998. For en kort og generel introduktion til Bourdieus reflexive sociologi se Järvinen 1998a. 3) Habitusbegrebet er i Bourdieus teorikompleks tæt forbundet med begreberne felt og kapital. Feltet er bestemmende for funktionen af habitus. Samfundet er kendetegnet ved en uddifferentiering i en række felter, der er autonome. De enkelte felter har et bestemt genstandsområde (fx kunst), som igen er underopdelt i en række felter. Funktionsmåden indenfor feltet bestemmer hvilke egenskaber, der har værdi. For at kunne fungere med succes indenfor feltet skal man have en habitus, der passer til feltets funktionsmåde og værdier. Omvendt gælder også, at feltet ikke kan fungere, hvis der ikke er individer tilstede med den rette habitus. Den sociale status og magt, som individer kan opnå, afhænger af den kapital, de er udrustet med og kan mobilisere og af sammensætningen af deres kapital (Bourdieu skelner her mellem følgende former for kapital: økonomisk, kulturel, social og symbolsk kapital). 3

Habitusdannelsen sker ikke mindst i familien, hvor barnet fra første færd oplever og erfarer især forældrenes håndtering af forskellige fænomener (praksis). Som sådan ligger det lige for at koble habitusbegrebet sammen med en tolkning af årsagerne til den sociale arvs onde cirkel, men her bryder Bourdieus habitusbegreb som vist med den traditionelle dikotomiske forståelse af, at det enten er individuelle karakteristika eller strukturelle forhold, der betinger individers position og disposition og levekår i samfundet. Bourdieu har over årene uddybet, udvidet og præciseret habitusbegrebet, men essensen er stadig, at det udtrykker en dybt internaliseret masterplan eller dybt internaliserede dispositioner, som genererer handlinger. Det er en teori om handling, hvor handling er praktisk snarere end diskursiv, underbevidst snarere end bevidst, kropsliggjort så vel som kognitiv, vedvarende om end adaptiv, reproduktiv omend generativ og opfindsom og et produkt af specifikke vilkår, men dog overførbar til andre vilkår. Habitus repræsenterer derfor en slags dybt indgroet og strukturerende kulturel matrix, der genererer selvopfyldende profetier i relation til de forskellige sociale gruppers muligheder. Bourdieus habitusbegreb er derfor centralt i forhold til at diskutere hypoteser om den sociale arvs onde cirkel. Hans habitusbegreb adskiller sig dog afgørende fra teorier og begreber så som fattigdomskultur eller afhængighedskultur, idet Bourdieu lægger vægt på, at individer tilpasser sig til de begrænsede muligheder, som fremtræder for dem. Teorier om fattigdomskultur lægger derimod vægt på, at afvigende adfærd skyldes en kulturel socialisering hertil. Habitusbegrebet anviser derfor, hvorledes strukturel underprivilligerethed gennem socialiseringsprocessen kan blive internaliseret som relativt stabile dispositioner, der derigennem kan overføres fra den ene generation til den næste og derved kan frembringe former for selvbegrænsende og selvudslettende adfærd. Habitusbegrebet angiver derfor et forskningsperspektiv (og et perspektiv hvor ud fra socialt arbejde kan starte), som kan bringe vores forståelse ud over det punkt, hvor vi gang på gang skal konfronteres med og involvere os i stridigheder om, hvorvidt fattigdom, afvigende adfærd eller den sociale arvs onde cirkel skyldes kulturelle eller strukturelle forhold: om det er samfundets skyld, eller om det er individets skyld. De fundamentale sociale eksistensvilkår internaliseres som dispositioner, og disse eksistensvilkår bestemmer materielt, socialt og kulturelt, hvad der er rigtigt, muligt eller umuligt for en given social gruppe, og de angiver det enkelte individs livschancer. Habitus transformerer også den økonomiske, sociale og kulturelle nødvendighed til en dyd, idet individer indskriver sig i og underlægger sig den herskende sociale orden. Men Bourdieu lægger også vægt på, at der er en kollektiv basis for habitus, idet individer, som internaliserer samme livschancer, deler den samme habitus. Bourdieu giver os et billede af en dirigentløs orkestrering for at angive, at praktikkers regulariteter, enheder og systematiker ikke beror på bevidst koordinering. Habitusdispositionerne repræsenterer således en uformel og praktisk snarere end en diskursiv eller bevidst form for viden. Habitus predispositionerer individerne til at vælge former for adfærd der, i lyset af deres ressourcer (kapital) og tidligere erfaringer, giver størst chance for succes. I den forstand orienterer habitus handlinger ud fra deres forventede udfald. 4

Bourdieus habitusbegreb er imidlertid ikke særligt præcist defineret. Dette rummer så vel fordele som ulemper. Fordelen er, at det er så rummeligt, at mange typer af faktorer, mekanismer og processer kan tolkes ind i, hvad der danner habitus, og hvad der eventuelt over livsforløbet kan forandre habitus. Det er en ulempe, fordi man derved ikke særligt præcist kan indfange, hvilke faktorer, mekanismer og processer der er særligt vigtige for dannelsen af de habitusdispositioner, der kan være særligt konstruktive i forhold til at bryde ud af underprivilegerede vilkår. Bourdieus habitusbegreb angiver i ringe udstrækning, hvordan internaliseringsprocessen kan aktiveres ind i en eksternaliseringsproces. Hvilke mekanismer er det, der udløser en eksternalisering af de internaliserede dispositioner, og hvilke mekanismer og processer er det, som kan påvirke habitusdisponeringerne i en forandrende retning? Her ville en distinktion mellem individers aspirationer og forventninger kunne lukke op for og problematisere habitusdispositionernes quasi-automatiske generering af handlinger. Vi har brug for at vide - ikke mindst for dem der stiller sig spørgsmålet om, hvordan man kan bryde den sociale arvs onde cirkel på individniveauet - hvorfor nogle på trods af eksponering af samme objektive vilkår handler anderledes og opnår succes indenfor visse felter. Så vel van den Berg (1998), Swartz (1997) som Mouzelis (1995) har påpeget, at vi må vide noget mere om de interaktive og situationelle sider af det sociale spil. Hvis felt>habitus>praksis antager en quasi-automatisk karakter, er der ikke meget, der angiver muligheder for det interaktive og situationelle og dermed for forandring. Mouzelis (1995) hævder, at sociale væsener - selv når de er underlagt ensartede eksterne 4) pres eller indflydelser, og selvom de tilhører samme sociale klasse - er i stand til at acceptere, afvise eller selektivt internalisere eksterne sociale strukturer. For at forklare hvorfor nogle accepterer, andre afviser og andre igen selektivt adopterer institutionelle normer, må man tage den relativt autonome logik ved den interaktive situation alvorligt: man må huske på, at almindelige mennesker er i stand til at reagere p' en hujest bevidst og hensigtsmæssig m'de p' ekstern indflydelse, og den m'de, hvorp' mennesker internaliserer objektive sociale strukturer, har at gure med den m'de, hvorp' de interagerer med andre. Når Bourdieu h)vder, at individer ikke automatisk fulger regler eller normative forventninger, skyldes dette ikke kun den fleksibilitet, der er ved habitus, men det skyldes ogs' den logik, der omgærer specifikke interaktive situationer. Når Bourdieu insisterer på, at bevidst udarbejdede strategier er sjældne og mindre effektive end strategier, der ikke er bevidst kalkulerede, er argumentet ifølge Mouzelis tvivlsomt af to grunde. Det er ikke rigtigt, at rationel beslutningstagning, planlægning og kalkulerende vurdering af strategier og modstrategier udelukkende drejer sig om ekstremt sjældne situationer. Dette gælder i særlig grad for interaktionen i senmoderne samfund, hvor bevidst dannede formelle organisationer vokser i hastigt tempo og breder sig ud i alle institutionelle sf)rer (se iøvrigt efterskriftet til dette notat). Selvom det skulle have sin rigtighed, at bevidst frembragte strategier er sjældne eller ineffektive, kan dette ikke være et argument for at undlade at teoretisere over dem. Dette gælder i særdeleshed i relation til spørgsmålet om, hvordan og under hvilke omstændigheder den 4) Bourdieus klassebegreb er utraditionelt i den forstand, at det ikke alene refererer til sociale klasser, men også til fx køn, etnicitet og alder. En klasse er en samling af individer, der har en række objektive eksistensvilkår til fælles. 5

sociale arvs onde cirkel brydes. Spørgsmålet er, hvordan de bevidste strategier relaterer sig til habitus. Hvis man vil undg' deterministiske links, kr)ver habitus-praktik artikulationen, at der introduceres begrebsm)ssige redskaber, der tillader en undersugelse af de voluntaristiske aspekter ved det sociale liv. Hvad der er sagt om habitus-praktik links gælder ogs' for felt-habitus artikulationer. Bourdieu argumenterer for, at den sociale position (den objektive dimension ved feltet) ikke automatisk bestemmer holdning. AktUrer kan adoptere forskellige holdninger eller positurer i relation til de rettigheder og forpligtigelser, som ens position indeholder. Hvordan kan man - hvis man accepterer et vist manøvrerum for individer - udelukke muligheden for, at akturer tr)der tilbage fra deres roller for bevidst at reflektere over og konstruere strategier for enten at bevare status quo eller foretage forandringer? En sådan bevidst praktik kan ikke forbindes med habitus - s' hvorfra kommer den da? Den eneste m'de dette spørgsmål meningsfyldt kan besvares p' er ved at indrumme, at praktik ikke kun er et resultat af position (klasse) og disposition (habitus), men ogs' af situation (interaktion). Da Bourdieus arbejde ikke indeholder sådanne voluntaristiske aspekter, er han fx ikke i stand til at levere ad)kvate forklaringer på de makro-historiske transformationer, som kollektive akturer har formidlet (fx arbejderbevægelsen), og forklaringer på de intenderede og uintenderede konsekvenser, der har været resultatet af disse kollektive aktørers mere eller mindre bevidst konstruerede projekter (fx velfærdsstaten). Spørgsmålet er derfor, om det ikke er mere frugtbart at anskue habitus og de interaktive situationer som komplement)re. De sociale spil, der prim)rt er baseret p' bevidst beslutningstagning, forudsætter i lige s' huj grad som de sociale spil, der er mindre voluntaristiske i deres karakter, de quasi-automatiske, ikke-bevidste skematikker der karakteriserer habitus. Dermed er også sagt at ikke alt, der indgår i en beslutningstagning, beror på bevidste kalkulationer, og at det endelige resultat altid vil hidrøre fra en blanding af bevidste, mindre bevidste og ubevidste elementer. Konkluderende på denne korte introduktion til og kritik af Bourdieus habitusbegreb kan siges, at habitusbegrebet er frugtbart som optik og perspektiv på forskning i den sociale arvs onde cirkel, men habitusbegrebet må give mere rum til, at situationelle forhold og interaktioner eventuelt kan påvirke og skabe forandringer i habitusdispositionerne. Kun herved vil det være muligt at forstå betingelserne for konkrete og mere vedvarende ændringer i individernes livsbaner. 4. Behov for fremtidig forskning? Indenfor hvilke områder er der særligt behov for forskningmæssig indsats til afdækning af betydningen af social arv? Jeg vil her kun komme med nogle få bemærkninger om et ofte underprioriteret tema i forskningen om den sociale arvs onde cirkel : nemlig hvorfor defineres og kategoriseres visse familier som problemfamilier (familier der antages at reproducere den sociale arvs onde cirkel), og hvem har magten til at definere og kategorisere dem som sådanne. Det er altså mere forskningsperspektiver end forskningsområder, som jeg her vil pege på. Disse forskningsperspektiver indebærer spørgsmål af typen: 1) hvilke faktorer, mekanismer og processer bevirker, at visse sociale fænomener konstrueres og kategoriseres som sociale problemer, 2) hvad genererer og hvem er ge- 6

nererende i forhold til at iværksætte socialpolitisk handling i forhold til de grupper, som antages at have eller at udgøre sociale problemer, og 3) hvilke dagsordner, faglige redskaber og professionsdoxa er dé socialpolitiske aktører og institutioner udrustet med, som konkret skal iværksætte socialpolitiske foranstaltninger overfor individer og familier, som antages at have eller udgøre sociale problemer. 5) Ad. 1. Hvilke forhold gør, at samfundet ser sig foranlediget til at gribe ind og ud fra hvilke kriterier? Hvem skades? Hvem lider nød? Hvem har magten til at definere, at nogen eller nogle er et social problem? Hvilket værdigrundlag og hvilke motiver har sådanne magtfulde aktører og institutioner i forhold til at definere noget eller nogle som sociale problemer? I langt overvejende grad vil individer og familier med sociale problemer ingen indflydelse have på den dagsorden, der sættes. Det er derimod de andres problemforståelse og normer (og i særdeleshed magtfulde aktørers problemforståelse og normer), der anviser handlingsrummet for, hvad man kan og bør gøre. Dette er i sig selv en del af den sociale arvs cirkel. Ad. 2. Moralsk panik er et velegnet begreb til at forstå, hvorfor temaet om den sociale arvs onde cirkel med jævne mellemrum og i forskellige udgaver dukker op i den socialpolitiske debat. Moralsk panik udtrykker det forhold, at en begivenhed eller et fænomen kan udløse en panisk tilstand blandt politikere, fagfolk eller andre i relation til, hvordan det står til med moralen i samfundet eller hos en bestemt gruppe i samfundet. Ofte vil den moralske panik blive udløst af konkrete sager, som omtales i medierne - fx en graverende børnemishandlingssag eller pædofilisag. Sådanne sager kan, især hvis de er meget alvorlige, og hvis der forekommer flere af dem samtidigt eller med kort mellemrun, udløse moralsk panik, fordi centrale aktører i medierne, blandt politikerne eller blandt fagfolk antager, at dette problem nok er langt mere omfattende end den/de konkrete sager, som der er kendskab til, eller at man har en opfattelse af, at den brede (vælger)befolkning har forventninger eller stiller krav om, at der bliver gjort noget for at komme problemet til livs. Sådanne antagelser kan, hvis de forekommer hos tilstrækkeligt magtfulde aktører, føre til en hel lavine af bl.a. forskning og socialpolitiske tiltag (ofte dog i omvendt rækkefølge). Den sociale konstruktion af problemfamilier kan endvidere udøve en selvopfyldende profeti: hvis noget defineres som virkeligt, så kan det blive virkeligt i sine konsekvenser. Fx kan defineringen af familier som afvigende medføre, at de faktisk opfører sig afvigende, eller socialpolitiske indgreb overfor familier, der er definerede som afvigere, kan få disse til at agere i overensstemmelse med de billeder og stimuli, de herved konfronteres med. Mest slående er vel eksempler på uskyldigt dømte uden tidligere kriminel løbebane, der i en årrække holdes fængslet sammen med stærkt kriminelle, og som om- 5) I en ansøgning til Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd fra Socialforskningsinstituttet, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, Økonomisk Institut, Aarhus Universitet og Sociologisk Institut, Københavns Universitet, om etablering af en Graduate School for Integration, Production and Welfare er der formuleret en række projekter, som har direkte relevans for forskningen i social arv. I og med at den gennemgående indfaldsvinkel for hele Forskerskolen er marginalisering, vil Forskerskolen, hvis den etableres blandt disse samarbejdspartnere, kunne bidrage til at belyse mange aspekter af problematikken om den sociale arvs onde cirkel. 7

socialiseres til at tænke og handle som sine medfanger. Kategoriseringer, forestillinger og forventninger kan dermed kom til at styre tanker og handlinger, således at de faktisk bliver virkeliggjort. I den aktuelle debat om socialt belastede børn, synes det socialpolitiske pendul at svinge fra en opfattelse af, at børn i videst mulig udstrækning skal forblive i eget hjem til, at det er nødvendigt at (tvangs)anbringe flere børn udenfor hjemmet, fordi det bedre tjener deres tarv. Tine Egelund (1997) har fx påpeget, at den eksisterende viden om fjernelse af børn fra hjemmet ikke tyder på, at fjernede børn i højere grad er i stand til at bryde den sociale arvs onde cirkel. Men der kan som sagt ofte være andre tvingende grunde end en faktisk viden om et fænomen, der foranlediger magtfulde aktører og institutioner til at iværksætte diverse former for foranstaltninger og indgreb, og efter min opfattelse har vi stærkt brug for at vide noget mere om, hvilke sådanne andre tvingende omstændigheder kan være. Én indlysende og ofte humanistisk funderet grund er naturligvis, at man ikke stiltiende og passivt vil overvære, at børn mishandles. Dette uanset om vi kender konsekvenserne af de handlinger, som man iværksætter for her og nu at afbøde situationen. Ad. 3: Selvom socialpolitiske aktører og institutioner er udstyret med dagsordner om, at formålet med deres virke skal være at integrere og normalisere problemfamilier, så kan selve den måde, som disse institutioner og aktører opererer på, medvirke til en yderligere forværring eller marginalisering af disse individers og familiers position i samfundet: fx gennem eksponering af disse blandt fagfæller eller i medierne, gennem klassificering og sortering af fx motiverede/ikke-motiverede klienter, samarbejdsvillige/samarbejdsuvillige klienter eller ressourcestærke/ressourcesvage klienter (se fx Järvinen 1998b). Endvidere er der ofte flere typer af socialpolitiske aktører og institutioner på banen samtidigt (offentlige, private og frivillige). I nogle tilfælde vil de operere ud fra samme logik og eventuelt samarbejde og arbejdsdele, mens de i andre tilfælde vil operere ud fra forskellige logikker og eventuelt modarbejde hinanden. I sidstnævnte tilfælde kan der skabes kaotiske og modsætningsfyldte situationer, hvor hjælpen i visse tilfælde kan gøre mere skade end gavn. For at ovennævnte angivelse af forskningsperspektiver ikke skal misforstås derhen, at jeg mener, at alle sociale problemer kun er sociale kontruktioner ( hjernespind ), eller at socialpolitiske aktører og institutioner udelukkende har til hensigt at normalisere og disciplinere, men ikke reelt hjælper familier og individer med sociale problemer, skal jeg præcisere mit formål med ovenstående betragtninger: det er nødvendigt at anlægge et kritisk perspektiv på sig selv som socialpolitisk aktør og institution for bedre at kunne erkende de præmisser og motiver, som man opererer ud fra. Det er vigtigt at kunne foretage en distance fra de daglige praktikker for at kunne reflektere over, hvorfor man tænker og handler, som man gør, hvad der er formålet med ens praksis, og om det er en praksis, der primært tjener mennesker med sociale problemer eller primært tjener andre formål. Derfor er det nødvendigt med mere viden ud fra disse forskningsoptikker for, at socialpolitikse aktører og institutioner kan foretage en bedre selviagttagelse og dermed måske åbne op for ændringer i sin måde at operere på, eller gøre det klarere for sig selv - 8

men af demokratiske hensyn også overfor klienterne og andre - hvorfor man opererer, som man gør. 5. Forskningsprogrammet Programme on transmitted deprivation Jeg er nu langt om længe nået frem til dét, der er hovedformålet med dette notat: at redegøre for baggrunden for og resultaterne af det engelske forskningsprogram om generationsvis overførsel af social nød og afsavn. Dette engelske forskningsprogram, der havde til formål at belyse hypotesen om den 6) sociale arvs onde cirkel, var meget omfattende, både hvad angår finansiering, tidsomfang og mængde af publiserede resultater. Forskningsprogrammet, der strakte sig over en næsten ti-årig periode, blev finansieret af The Department of Health and Social Security (DHSS) og af The Social Science Research Council. 5.1 Forskningsprogrammets baggrund Forskningsprogrammet blev iværksat på baggrund af en tale, som den daværende sundheds- og socialminister Sir Keith Joseph holdt til The Pre-School Playgroup Association den 29. juni 1972. Sir Keith Joseph fremsatte i denne tale hypotesen om, at der på trods af velfærdsstatens udbygning efter 2. verdenskrig stadig synes at forekomme sociale problemer, som blev overført ( nedarvet ) fra den ene generation til den næste. Årsagen hertil skulle findes i en række økonomiske, sociale og personlige faktorer. Der var tale om den sociale arvs onde cirkel, som ifølge Sir Keith Joseph især kunne forklares ved nogle specifikke mønstre for udøvelse af forældreskab, der resulterede i, at social nød og afsavn og manglende tilpasningsevne blev overført fra den ene generation til den 7) anden via attituder og processer indenfor familien. Figur 1 viser, hvorledes Sir Keith Joseph anskuede den sociale arvs onde cirkel (Holman1978: 117). 6) Der er en række forskelligartede begreber på engelsk for hvilke, jeg om alle anvender oversættelsen: den sociale arvs onde cirkel. Det gælder begreberne transmitted deprivation, cycles of deprivation og cycles of disadvantage. Begrebet deprivation har jeg oversat til nød/afsavn, og begrebet disadvantage har jeg oversat til underprivilligerethed. I min anvendelse af begreberne har jeg imidlertid ikke tillagt dem den konkurrerende karakter, som de har i den engelske kontekst. Her implicerer begrebet deprivation nemlig en individorienteret tolkningsramme, mens begrebet disadvantage tillægges en strukturorienteret tolkningsramme; jævnfør senere i min redegørelse og i det forudgående om Bourdieus kritik af denne dikotomi mellem aktør og struktur. 7) Sir Keith Josephs holdning til spørgsmålet om årsagerne til den sociale arvs onde cirkel skiftede i løbet af forskningsprogrammets løbetid. Mens han i sin tale i 1972 formulerede en mere åben hypotese om social arv, fremstod hypotesen i en tale i 1974 næsten som et faktum. I 1979 var han dog langt mere overbevist om, at den sociale arvs onde cirkel ikke var ubrydelig og the lack of a stable upbrinning insurmountable. 9

Figur 1: Illustration af Sir Keith Joseph s opfattelse af den sociale arvs onde cirkel Inadequate parents Unstable and unsatisfying marriages and family lives Inadequate child-rearing practices Unskilled jobs or unemployment so not enough money to move out of social deprivations Children deprived emotionally, socially and intellectually Failure at school Kilde: Holman, R. (1978), Poverty: Explanations of Social Deprivation, London: Martin Robinson, p. 117. Sundheds- og socialministeriet besluttede at teste Sir Keith Josephs hypotese og igangsatte derfor i 1972 forskningsprogrammet: Programme on Transmitted Deprivation. Der blev etableret en fælles arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra ministeriet og forskningsrådet. For Sir Keith Joseph var formålet med forskningsprogrammet først og fremmest at udvikle præventive socialpolitiske strategier. Hans eget første udkast hertil indeholdt fire punkter: 1. Udvide familieplanlægningen for at reducere antallet af børn der risikerer at blive rekrutteret ind i den sociale arvs onde cirkel. 2. Forberede forældreskabet og give viden til både børn og voksne om ægteskabet, forældreroller og børns behov. 3. Iværksættelse af socialt arbejde ( casework ) med forældre der selv er emotionelt nødlidende. 4. Etablere legegrupper for at stimulere de yngste både intellektuelt, socialt og emotionelt. Vægten lå således helt klart på at styrke familielivet, der indtog en så central position i hans måde at forklare eksistensen af den sociale arvs onde cirkel. Hans oprindelige 10