Indledning sociale problemer, idéer,

Indledning sociale problemer, idéer, opfindelser og innovationer De fleste private forretnings- og produktområder baserer sig på en række teknologiske, metodiske eller organisatoriske landevindinger, der enten effektiviserer produktionen, skaber nye produkter eller finder nye markeder. Udviklingen på markedsvilkår har profitten som drivkraft, og beskyttelsen patenteringen af nyudviklede produkter eller produktionsmetoder har derfor været et essentielt grundvilkår for, at virksomheder og privatpersoner skulle tilskyndes til at investere tid, kræfter og ressourcer på udvikling. I kraft af patenteringer, registreringer og andre beskyttelsesmekanismer er det relativt nemt at identificere de banebrydende landevindinger, som vi i daglig tale kalder opfindelser. Men sådan ser billedet ikke ud, når det gælder det sociale innovationsmiljø i Danmark. Danmark bruger hvert år millioner af kroner og masser af menneskelige ressourcer på at udvikle nye metoder i socialt arbejde. Tænk bare på SATS-puljemidlerne, der hvert år finansierer sociale udviklings-projekter. Hertil kommer fondsstøttede udviklingsprojekter, NGO er, frivillige organisationer, private konsulenthuse, udviklingskonsulenter i centraladministrationen og kommuner for ikke at glemme alle de praktikere, der hver dag udfører og udvikler indsatsen i socialt arbejde. Aktørerne er mange Alligevel er der meget lidt viden om, hvilke nye initiativer, der virker og ikke mindst, hvordan de virker. Nyskabende metoder når sjældent længere end til den organisation, det botilbud eller den kommune, hvor metoden blev udviklet spredningen og skaleringen udebliver. Der findes masser af spredt lokalt forankret socialt udviklingsarbejde i Danmark men selvom alle taler om social innovation, findes der efter vores opfattelse meget lidt veltilrettelagt social innovation og dermed også meget få realiserede sociale opfindelser. Og hvorfor så det? Der er igennem årtier blevet udviklet rigtig mange spændende sociale initiativer. Men alt for mange skabes i projektregi og formår ikke at blive organisatorisk eller økonomisk bæredygtige. Gode indsatser forsvinder, fordi pengene løber ud, viden går tabt og initiativerne går i glemmebogen. Her i bogen vil vi blandt andet forklare og argumentere, hvorfor der er behov for at tænke social udvikling anderledes og styrke bevidstheden om sociale opfindelser og social innovation. Vi vil blandt andet pointere, at vi der arbejder med social innovation selv medvirker til at skabe en nulfejlskultur, som besværliggør skabelsen af nye sociale opfindelser. En nulfejlskultur, som gør os ude af stand til at lære af det, der kan lære os mest: Fejltagelserne. 008 009

Vi vil også pointere, at de kompetencer og ressourcer, der skal være til stede i social innovation, adskiller sig væsentligt fra de kompetencer og ressourcer, der skal være til stede i en opfindelsesproces. Vi kan kun bringe de gode idéer rigtigt i spil ved samarbejde, partnerskaber og cocreation. Vi vil pointere, at alt for mange sociale innovationer forsøges udbredt og skaleret lang tid før, de overhovedet er modne til det. At vi forcerer den kreative fase frem til innovation og nedprioriterer det metodiske, udforskende og eksperimenterende. Alt for ofte ser vi derfor umodne idéer forsøgt innoveret. Og ofte bliver det kun til ét pilotprojekt i bedste fald to. Og på denne baggrund søger vi at udbrede eller skalere innovationerne. Det betyder, at vi alt for ofte må konkludere og formidle på et meget tyndt grundlag: Ved vi overhovedet om innovationen virker i en anden kontekst? Ved vi overhovedet om innovationen kan udføres af andre? Kan vi fortælle udførligt, hvordan innovationen bør udføres i praksis? Og kan vi overbevisende dokumentere, at vores resultater er troværdige? 010 011

Hvorfor bliver det ikke til mere? Begrebet social innovation bliver brugt om alt og ingenting. Ofte bliver social innovation synonymt med socialt entreprenørskab, socialøkonomi, socialt iværksætteri, Offentligt-Privat samarbejde eller inddragelse af civilsamfund i socialt arbejde. Hvordan skal man arbejde systematisk og metodisk med social innovation, når ingen ved, hvad det egentlig er? Og hvorfor skulle man gøre det, når man ikke kender værdien af det? Socialt entreprenørskab, socialt iværksætteri, Offentlig-Privat samarbejde, inddragelse af civilsamfund er organiseringsformer, der kan rumme social innovation men er det ikke pr. definition. Der findes masser af socialøkonomiske virksomheder og masser af offentlig-private samarbejdsrelationer, der ikke er innovative. Social innovation henviser derimod både til en udviklingsproces og realiseringen af en idé en konkret innovation. Model 01 illustreret sammenhængen. Social innovation starter med formuleringen af et problem eller en mulighed. Problemet eller muligheden indgår i en kreativ proces, der kan være enten tilrettelagt, tilfældig eller ubevidst. I denne proces fremkommer muligvis en eller flere idéer. Vores erfaring er, at næste skridt på det sociale felt typisk vil være et forsøg på at realisere idéen sikkert gennem et pilot-/udviklingsprojekt finansieret af pulje- eller fondsmidler. Vi kaster os altså direkte ud i at implementere en idé i praksis med forventning om, at andre kan gøre det samme, når pilot-/udviklingsprojektet afsluttes efter få år. innovationsmodel Model: 01 Social innovation Idé Mulighed/ problem Social konvention Skalering 012 013

Den manglende opskrift Springet fra idé til innovation er en væsentlig grund til, at meget lidt social innovation spredes og skaleres. En idé er så lidt konkret, at dens vej mod social opfindelse og innovation er lang og usikker. Den kan tage mange former undervejs. Og som oftest må idéen laves om, når den møder virkeligheden. Men bevillingsgivere puljeadministratorer såvel som fondsbestyrelser stiller krav om implementerings- og forankringsstrategier allerede i forbindelse med en projektansøgning. Der er ikke penge i idéudvikling, men i implementering og varme hænder derfor gælder det om at realisere idéen, så man kan få finansieret initiativet. Et initiativ, der således skal skabe resultater i første hug. Så hvor er der plads til at teste idéer og koncepter og betræde den usikre vej fra idé til social innovation, når der allerede på idéstadiet stilles krav om resultater og implementering? Og hvad sker der, når projektets pengekasse er tom og implementeringsfasen først her står for døren? Hvem vil finansiere næste fase, fordi et projekt ikke levede op til kravet om at vise tydelig effekt hos slutbrugeren og være implementeret i første forsøg? Resultatet er, at idéejeren mister gejsten og det potentielt banebrydende initiativ går i glemmebogen som projektet, der aldrig rigtig blev til noget, selvom vi gjorde forsøget i et par år. Derudover er vi ikke gode nok til at dokumentere vejen fra idé til social innovation. Performance management bølgen, der har rullet ind over landet de senere år, har også gjort sit indtog i socialt arbejde. Alle er optaget af at dokumentere resultater og effekt af deres indsats men i deres iver overser de at dokumentere, hvad det var, der skabte resultaterne: Hvad gjorde de helt konkret undervejs for at realisere idéen? Hvilke fejlskud og hvilke pletskud førte dem i den rigtige retning? Hvordan ser konceptet/metoden/prototypen ud i praksis? Uden de konkrete, praksisnære beskrivelser af indsatsen, er det umuligt for andre at gøre kunsten efter. De må starte forfra så spredningen og skaleringen går i stå. Det er her begrebet sociale opfindelser bliver centralt. Opfindelsesprocessen handler netop om, at konkretisere en idé til praksis om at lave en opskrift til sig selv og andre. Et simpelt eksempel: Du konstaterer, at du har lyst til noget sødt (problemdefinition) Du får en idé: At lave en kage af skumfiduser (kreativ proces, der resulterer i en idé til løsning af problemet) Der findes endnu ingen opskrift på en skumfiduskage, så derfor begynder du selv at designe opskriften. Måske prøver du dig lidt frem med dosering og ingredienser undervejs. Til sidst lykkes det. Den endelige opskrift er skrevet ned i detaljer: 2 poser skumfiduser, 200 g. sukker, 2 æg osv. Den detaljerede beskrivelse gør det let at bage kagen igen (at implementere den i praksis) både for dig selv og for andre, der synes kagen lyder god (adoptere opfindelse). Mens skumfiduskagen stadig er på idéniveau, kan opskriften tage mange mulige former. Dokumentationen af de forskellige forsøg undervejs er en væsentlig del af opfindelsesprocessen men da vi fandt ud af at 300g. sukker i skumfiduskagen var for meget, skrev vi det ikke ned. Og da kagen endelig smagte, som den skulle, havde vi glemt, hvad det egentlig var, vi gjorde anderledes denne gang og hvad det egentlig var, der fik den til at smage så godt? Når vi ikke organiserer os, så dokumentationen foregår undervejs i en opfindelsesproces - hvor det er klart for alle, at vi prøver os frem for at finde den helt rigtige opskrift - laver vi reelt ikke en social opfindelse, der er testbar. Vi bliver ikke skarpe på, hvad der virker og hvorfor. 014 015

social+ innovationsmodel Model: 02 Social opfindelse Samtidig gør vi det svært for andre at adoptere opfindelsen til deres egen praksis: Det er lettere for andre at bage skumfiduskagen, hvis vi har skrevet opskriften ned. Vi foreslår derfor, at Model 01 skal udvides med en opfindelsesfase. Idé Social konvention Vi vil vise, at der er langt fra idé til opfindelse og derfra til innovation og skalering. Derfor er det tit lettere at satse på små justeringer af det, vi kender i forvejen. Men hvordan skaber vi så markant social fornyelse? Og hvis vi konsekvent undlader at beskrive opfindelsen grundigt hvordan spreder vi så opfindelserne til andre kontekster og aktører? Hvis der skal skabes markante sociale nyskabelser, er der derfor al mulig grund til at bruge tid og ressourcer på en grundig opfindelsesproces - i stedet for at springe direkte fra idé til social innovation. Særligt, hvis social innovation skal have sprednings- og skaleringspotentiale. Der skal skabes tid og rammer til at betræde den usikre vej fra idé til en velbeskrevet opfindelse. Social innovation Mulighed/ problem Skalering Hvornår er en opfindelse social? Indtil nu har vi skitseret en processuel forståelse af sociale opfindelser og social innovation. Sociale opfindelser og sociale innovationer er også produkter af processen: Der kommer opfindelser ud af en opfindelsesproces og innovationer ud af en innovationsproces. Men hvad er det så, der gør en opfindelse eller en innovation social? Sociale opfindelser er ikke et almindeligt udbredt begreb hverken akademisk eller folkeligt. En lang række af de henvisninger til forskere og praktikere, som anvendes her i bogen, handler om social innovation og sociale idéer - ikke specifikt om sociale opfindelser. Denne proces vil være gennemgående i resten af bogen, hvor vi dykker ned i de enkelte faser for at udbygge forståelsen af sociale opfindelser og social innovation som led i en systematisk, metodisk proces. 016 017

Vi definerer en social opfindelse således: En social opfindelse er en ny lov, organisation, procedure eller teknologi, der gennem innovation løser eller forebygger et socialt problem eller muliggør nye sociale fremskridt. Nutidige eksempler på sociale opfindelser: CanConnect en simpel brugergrænseflade til Skype, som gør videotelefoni let og tilgængelig for mennesker med fysiske og psykiske handicap. Udviklingshæmmedes Landsforbunds babyprojekt unge par med udviklingshæmning kan låne en intelligent babysimulator for at finde ud af, om deres drømme om at få børn er realistiske. Historiske eksempler på sociale opfindelser: 68 i Bistandsloven fra 1976 muliggjorde bofællesskaber for mennesker med handicap og pegede frem mod helt nye måder at give mennesker med handicap et godt liv. Den første folkehøjskole i 1844 var en verdensnyhed for så vidt måden at organisere uddannelse. Går man længere tilbage i tiden er folkeskolen, bibliotekerne og børnehaven eksempler på sociale opfindelser af den mere markante slags. Projekt Mikrolån langtidsledige og socialt udsatte starter egen virksomhed. Familierådslagning familie og netværk inddrages i at løse familiens problemer. 018 019

Ikke alle sociale opfindelser, har gennemgået en grundig, eksperimenterende og intentionel opfindelses- og innovationsproces, som den vi slår et slag for i bogen her. En social opfindelse kan blive til gennem politiske processer som 68 i bistandsloven eller ved at prøve sig frem med implementeringen af en idé uden at være bevidst om, at en social opfindelse er undervejs. Det er tilfældet for langt de fleste af eksemplerne på foregående sider. Vores påstand er, at en øget bevidsthed omkring de vilde og komplekse processer, der resulterer i sociale opfindelser, vil give os en bedre chance for at tæmme og styre disse processer og i sidste ende forbedre vilkårene for at skabe flere og bedre sociale opfindelser. Sociale opfindelser vs. Social innovation En social innovation er en social opfindelse, der er ført ud i praksis. Det er her, opfindelsen skaber værdi socialt og måske også økonomisk. Den sociale innovation har derfor ikke nødvendigvis opfindelseshøjde det har en social opfindelse altid. Men begge dele henviser til en nyhed. Når vi anvender begrebet social opfindelse, er det på ingen måde for, at det skal erstatte betegnelsen social innovation. Tværtimod anvender vi social opfindelse som en nuancering og understøttelse af social innovation, som vi mener hænger uløseligt sammen. Ved at fokusere på sociale opfindelser og opfindelsesprocessen, mener vi, at man kan styrke bæredygtigheden og skaleringspotentialet i social innovation. Med denne definition løsrives sociale opfindelser og social innovation fra konkrete organiseringsformer, samarbejdsrelationer og aktørkarakteristika. Selve initiativets nyhedsværdi bliver derimod afgørende for, om der er tale om en social innovation, en social opfindelse eller blot gradvis udvikling af det eksisterende. Hvem skal gå forrest? Ved at tale om opfindelseshøjde og opfindelsesprocesser bliver en tredje barriere for social innovation tydelig. Banebrydende initiativer, opfindelse og innovation forudsætter pr. definition risikovillighed. Fejl begås undervejs, når noget nyt og endnu uafprøvet skal sættes i værk. Den risikovillighed har trange kår, når en stor offentlig sektor er primær leverandør af velfærdsydelser og dermed også en vigtig interessent i forbindelse med sociale opfindelser og social innovation. Den offentlige sektor er af mange gode grunde - præget af nulfejlskultur og angst for at ende som skandalehistorien på forsiden af landets aviser. I stedet er det ofte op til såkaldte private aktører eller den tredje sektor at skabe social innovation og sociale opfindelser. Men de private serviceudbydere er alle underkastet et godkendelseskrav og en presset driftsramme i samarbejdet med den offentlige sektor. Det presser dem ud i et konstant fokus på kvalitet og effektivitet samt ikke mindst idémæssig helhed for udadtil at kunne fremstå med en markant og salgbar profil overfor kunder og bestillere. Tiden og overskuddet til nytænkning er knap. Den tredje sektor er også under pres. Her skal organisationer konstant kæmpe for deres egen overlevelse gennem offentlige puljer eller fondsmidler. De har ikke faste bevillinger, så forsørgelsesgrundlaget er usikkert og en stor del af udviklingsmidlerne ender også her i skjult drift. Den tredje sektor bør have risikovilligheden, men fordi det er svært at få finansieret selve idéudviklingen orienterer den tredje sektor sig som oftest direkte mod at skabe værdi i praksis den falder i fælden ved at bevæge sig direkte fra idé til innovation. Resultatet: De banebrydende initiativer hører til sjældenhederne. 020 021

Tilbage er de frie agenter enkeltpersoner med idéer til banebrydende forandringer. Men de færreste enkeltindivider har de kompetencer, ressourcer og netværk, der skal til for at følge en social opfindelse hele vejen fra idé til innovation og overleve de knubs, der følger med et nyt og overraskende initiativ. Flere kompetencer og aktører skal involveres spørgsmålet er, hvordan den enkelte opfinder får adgang til co-creation, netværk, kompetencer og samarbejdspartnere. Komplekse problemer kræver komplekse løsninger og komplekse samarbejdsstrukturer de er svære at skabe som fri agent. Og hvad så nu? Selvom alle taler om udvikling og forandring, er fornyelse langt fra dagligdag for alle. Sandheden er, at få når til handling, fordi en række organisatoriske, økonomiske og politiske udfordringer spænder ben undervejs. Nytænkende, systematisk og metodisk velfunderet social innovation og ikke mindst sociale opfindelser er en mangelvare. Danmark har et velfærdssystem, som mange vil misunde og der er rigtig mange mennesker, der hver dag gør en fantastisk social indsats. Så hvorfor ikke bare lægge social innovation på hylden og acceptere at gradvis udvikling også fører meget godt med sig? Fordi hele vores samfund er afhængigt af nytænkning. Vi har et konstant behov for at indrette vores samfund mest hensigtsmæssigt i forhold til de udfordringer, vi møder, og nye problemer kommer til og kræver nye løsninger. Og sådan har det altid været. Hele vores samfunds opbygning, funktion og udvikling er resultatet af nytænkte løsninger. Derfor er det nødvendigt at sikre rammerne for social innovation og sociale opfindelser. Bogen her giver ikke alle svarene på, hvordan vi håndterer de mange udfordringer. Målet er snarere at skabe debat og refleksion omkring et voksende felt. Vi tegner et billede af den lange vej fra problemformulering og idé til social opfindelse, social innovation, skalering og social konvention. Hvert skridt på vejen gennemgås og undervejs reflekterer vi over barrierer og muligheder i social innovation. Vi vil udfordre social innovation og den sociale innovations vilkår i dansk kontekst og skabe klarhed over de mange begreber, der er i spil, når vi taler om social innovation. Samtidig vil vi slå et slag for at tale om sociale opfindelser og opfindelsesprocesser og give vores bud på nye veje at gå for alle, der investerer i, arbejder med eller interesserer sig for social innovation. Vi håber, I vil betræde de nye stier sammen med os. 022 023