1 Kronik i dagbladet Politiken 22.12.2014 Kinas nye kamp mod kristendommen (i Politiken var overskriften: I Kina bliver det alligevel ikke jul Af JAN LARSEN Tilslutningen til kristendommen eksploderer i Kina. Om 10 år vil det være verdens største kristne land måske. For styret er gået til modoffensiv for at sikre kontrollen med kirkerne. Jan Larsen er journalist, foredragsholder og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina 2005-11 Religion er en succes historie i dagens Kina. Det gælder alle trossamfund. Og størst fremgang har kristendommen med tocifrede væksttal hvert år. Forklaringen ligger snublende nær. Den økonomiske og materielle udvikling er gået så hurtigt, at moralske og åndelige værdier er blevet koblet fra. Kina tog vejen fra u-land til industrination på 25 år (i Vesten tog det 100 år) og tager nu springet fra i-land til servicesamfund i samme tempo. Så landet er endt i en gedigen værdikrise med mangel på etik og moral. Efter en længere periode med fredelig sameksistens har flere dramatiske begivenheder i år ført til konfrontation mellem kristendommen og det ateistiske styre. Både fysisk med tvangsfjernelse af kors på kirketårne og nedrivninger af kirker, og indholdsmæssigt ved at myndighederne kræver øget kontrol med kirkesamfundene. At forandringer er på vej blev indbyggerne i millionbyen Wenzhou øjenvidner til en varm forårsdag i april. I løbet af ni år havde menigheden i Sanjiang kirken selv indsamlet 30 millioner kroner til at bygge en ny, stor kirke. Allerede et halvt år efter indvielsen blev kirken bedt om at fjerne det røde kors på kirketårnet. Et meget almindeligt syn i Wenzhou, hvor de elektriske lys fra kors på byens ca. 1500 kirker lyser op på aftenhimmelen.
2 Tilsvarende ordre havde mange andre af byens kirker fået. Og hvis de nægtede truede myndighederne med ikke kun at fjerne korset, men at hele kirkebygningen ville blive revet ned. Sanjiang menigheden frygtede ikke den behandling, dels fordi kirken hører til den autoriserede statskirke, dels fordi hele nybyggeriet var sket i tæt samarbejde med de lokale myndigheder. Alle var stolte af den nye kirke i Wenzhou, hvor 15 pct. af byens ni mio. indbyggere er kristne og derfor har fået øgenavnet Kinas Jerusalem. Men 28. april kl. 4 om morgenen ankom flere nedrivningshold med bulldozere og politiopbakning til kirken. Inden aftenen var omme var den store bygning lagt i ruiner. Det tog ni år at samle pengene ind, tre år at bygge kirken og 16½ time at rive den ned. I de følgende måneder blev snesevis af kirker revet ned og hundredevis af kors fjernet i Wenzhou. For nylig kunne New York Times dokumentere at der faktisk fra centralt hold i Beijing ligger en plan for nedrivning af kirker og kors med det formål at dæmpe kristendommens offentlige profil. Hidtil var det gået ud over de uautoriserede og hemmelige undergrundskirker. Men med nedrivningen af Sanjiang kirken trak myndighederne for første gang en streg i sandet og de efterfølgende nedrivninger i sommerens løb har alle kun ramt de statskontrollerede kirker, protestantiske som katolske. Det kommunistiske styre har ellers altid haft fuld kontrol med religionen. På papiret er der trosfrihed i Kina, det står tydeligt i forfatningens artikel 36. Folkerepublikkens første leder, Mao Zedong, var dog sikker på at den ateistiske stat på kort tid ville få religionen til at uddø. Især fordi Kommunistpartiet blev sat til at kontrollere og underminere troen. Det var en kopi af Stalins model for at undertrykke den russiske ortodokse kirke. Men med den væsentlige forskel, at hvor kirken i Rusland var stærk og centraliseret, så har religion i Kina altid haft nærmest græsrods-lignende træk. Derfor er religion på ingen måde udryddet i Kina, tværtimod. Men kontrolapparatet er stadig intakt. Også efter Deng Xiaoping omkring 1980 indførte markedsreformer og åbnede for en begrænset religionsfrihed. Strategien var enkel. Trosfriheden blev kun tilladt for fem religioner: buddhisme, taoisme, islam og de kristne protestanter og katolikker. Og alle skulle høre under hver sin statslige organisation, med overordnet kontrol af
3 Kommunistpartiet. De har styr på økonomi, udnævner præster og sikrer at skrift og prædikener er passende patriotiske og følger kommunistpartiets linje. Det har haft størst konsekvenser for katolikkerne i Kina. Hvor det altid er Vatikanet der udnævner nye biskopper, så har den Partikontrollerede katolske kirke i Kina de seneste år besluttet hvem det skal være. Og ofte med en helt anden biskop end Paven har ønsket. Vreden mod den politiserede statskirke har de sidste 10-15 år skabt grobund for et boom i antallet af kirker der operer uden for de to autoriserede kristne statskirker. Faktisk er der flere protestanter der kommer i hus- og undergrundskirker end i statskirkerne, selvom det er ulovligt og kan indebære alvorlig straf. Og alene det faktum indikerer at menighederne i huskirkerne er meget mere engagerede. Med deres meget konservative, bibelnære fortolkninger hvor alt er opdelt i sort eller hvidt, må de betegnes som indædt troende og klar til kamp. Gennem mine mange år i Beijing har jeg besøgt mange typer huskirker. Nogle med den enkle model, hvor 15-20 troende mødes i al hemmelighed til bibeltime i en privat lejlighed på 14. sal i et højhus. Andre har lejet sig ind i nedlagte industribygninger, og hvor der i bedste pinsekirke tradition er musik og tungetale for menigheder på flere hundrede. Væksten ligger to steder. I huskirkerne på landet, der samler de fattige og uprivilegerede. De vokser 10 pct. om året. Men størst vækst er i byerne, hvor medlemstallet ikke blot årligt stiger med 16 pct., men også har tiltrukket en helt nye gruppe kirkegængere: de uddannede unge fra middelklassen. Huskirkerne passer godt til det livssyn mange unge kinesere har i dag. De er presset af store krav til uddannelse, stifte familie og få velbetalte job; de er ofte rodløse i et samfund, hvor penge, status og magt er styrende. Hertil kommer at de også appellerer til to andre elementer, den sociale dimension og en stigende grad af individualisme. Huskirken er et socialt fællesskab, hvor menigheden støtter hinanden i stort og småt, i sorg, ensomhed eller under sygdom. Men også at der er en forståelse for individuelle begreber som frihed, lighed og demokratiske værdier, selvom det sidste dog ikke skal tolkes i klassisk vestlig forstand. Men Kristendommens markante fremgang fremgår ikke af de officielle statistikker. Her begrænser antallet af kristne sig til 23 mio. De registrerer nemlig kun besøgstallet i statskirkerne. Målinger fra amerikanske Pew
4 Research Institute viser at antallet af kristne allerede for fire år siden passerede 67 mio. En amerikansk-kinesisk sociologiprofessor og kirkeekspert, Yang Fenggang, har beregnet at allerede om 10 år vil Kina have flere protestanter end USA. Og i 2030 - om kun femten år - vil der være 247 mio. kristne. Det vil gøre Kina til verdens suverænt største kristne land. Trods tallenes usikkerhed, så har de uden tvivl haft indflydelse på at det netop er nu myndighederne slår til og skærper kontrol og indgreb mod kristendommen. Kinas nye stærke mand, præsident og partileder Xi Jinping, taler meget og ofte om den Kinesiske Drøm. Den skal genskabe et stærkt Kina, bygget på Kommunistpartiets magt og båret af traditionelle kinesiske institutioner og traditioner. Derfor taler han i de løbende kampagner mod korruption kun om konfucianisme, buddhisme og taoisme som værktøjer til at hæve det etiske, moralske niveau. Ikke fremmede religioner som kristendommen. Og det er derfor næppe en tilfældighed når angrebene på kirkerne har været mest markant i en by som Wenzhou. Den ligger i Zhejiang provinsen syd for Shanghai. De konkrete ordrer i det der ligner et pilotprojekt for at inddæmme kristendommen, kommer fra en meget tæt politisk allieret til den kinesiske præsident. Det er provinsens nuværende kommunistleder, Xia Baolong, der var næstkommanderende da Xi Jinping var partiboss i Zhejiang provinsen. Det er klart at religion og især kristendommen altid vil være en potentiel trussel mod eetparti staten. Men ikke nødvendigvis så meget på grund af budskabet, Bibelen eller troen. Men på grund af den organisation der er bygget op omkring trossamfundet. Det var præcis årsagen til at meditationsbevægelsen Falun Gong i april 1999 blev sat på dødslisten i Kina. Den var så velorganiseret at de på et døgn kunne samle tusindvis af medlemmer i en stille protest omkring partihovedkvarteret i Beijing, uden myndighederne havde fået nys om det. De kommer aldrig af den liste. For styret ved godt at en organisation der så hurtigt og effektivt kan opsamle folkets vrede er en trussel mod en diktaturstat, på samme måde som den katolske kirke og fagforeningen Solidaritet var med til at fælde det kommunistiske styre i Polen.
5 I det hele taget har parti- og regeringsapparatet brugt næsten alle kræfter på at kontrollere og forsøge at inddæmme religionernes udbredelse. Det er helt klart gået mest ud over de kristne. Men også tibetanske buddhister og muslimer i den vestlige Xinjiang provins har mærket til stramningerne. Det fremgår bl.a. af den amerikanske regerings årlige rapport om religiøse forhold i verden, hvor Kina fjorten år i træk har fået lavest mulige karakter. De nyeste rapport vurderer at de i forvejen ringe forhold er blevet yderligere forværret det seneste år og at tortur, fængslinger og chikaner i mange former stadig er udbredt. I landets to politisk spændte områder har forholdene aldrig været værre det sidste årti, konkluderer rapporten. Tibetanske buddhister har fået forbud mod at tro på reinkarnation og i templer er munke fjernet som rådgivere og erstattet af partitro støttepædagoger. I Xinjiang provinsen, hvor de tyrkisk talende uighurer udgør halvdelen af befolkningen, må de leve med at kun meget få og af partiet godkendte får tilladelse til at drage på pilgrimsrejse til Mekka. I år blev skruen strammet da myndighederne forbød offentligt ansatte muslimer at faste under Ramadanen. Udenlandske rapporter der indeholder kritik af forholdene i Kina bliver normalt pure afvist. Det gælder også religionsrapporten, med det klassiske argument at ingen skal blande sig i interne forhold i Kina. Da parti- og regeringsapparatet har været fokuseret på kristendommen som et fjendebillede, så har der været brugt meget lidt energi på at forsøge at finde områder hvor kirkernes samfundsmæssige ressourcer kunne udnyttes. Andre steder med etniske kinesere, Hong Kong og Taiwan, har især skoleområdet været præget af kirkernes indsats. Det har af ideologiske grunde været udelukket i Kina. Det er først de seneste år Kina selv har peget på sociale opgaver hvor kirken kunne udfylde en rolle som samfundet ikke kan klare. Og der er nok at tage på, fordi f.eks. både sundhedsvæsenet og ældreforsorgen mangler ressourcer og kvalitet. Så meget at en kinesisk familie typisk må opspare en fjerdel af indkomsten til at dække udgifter til sygdom og uddannelse. Konkret har regeringen bedt kirkerne om at gå ind i omsorgsarbejde for det voksende overskud af ældre og tilbyde hjælp med stofmisbrug og HIV-aids behandling. Kirkerne har dog været meget kritiske og tilbageholdende med at udføre socialt hjælpearbejde. Dels fordi de finder det meget bureaukratisk og
6 omklamret at være en social NGO. Dels fordi de ikke selv må organisere indsatsen; f.eks. måtte de kun samle penge ind under jordskælvs katastrofen i 2008, men ikke sende hjælpearbejdere eller udstyr til katastrofeområdet. Mistilliden er udbredt mellem styret og de kristne grupper. Og alt tyder på at det mere går mod konfrontation end opblødning de kommende år. To nye planer vil allerede fra næste år skærpe forholdet mellem de to kristne retninger og den kinesiske stat. Den første har være i støbeskeen et par år. Det er et 13 års projekt, der skal sikre at alle kirker inden 2025 er inkorporeret i den autoriserede statskirke. Derfor har myndighederne de sidste tre år forsøgt at registrere hus- og undergrundskirker i hele landet. De vil i løbet af det næste år få en opfordring til frivilligt at blive en del af statskirken. Målet er i løbet af de næste 10 år at fjerne samtlige huskirker i Kina. Og ifølge planen skal menighederne opløses og kirkerne rives ned, hvis de nægter at blive en del af Statskirken. Den anden masterplan er staten og partiets krav om at skabe en kinesisk kristen teologi. Der er ingen detaljer om indholdet eller om de nye retningslinjer bliver indført om et år eller to. Blot blev det meddelt ved nyheden om den nye teologi, at kristendom i Kina fremover skal være tilpasset den socialistiske styreform og være integreret med kinesisk kultur. En form for nationalisering af kristendommen. Hvis nogen har været i tvivl før, så er det meget tydeligt at religion og især de meget populære kristne retninger vil blive en kampplads det kommende tiår. JAN LARSEN Kontakt til Jan Larsen: mobil: 4036 7301 mail: jan.beijing@gmail.com foredrag: www.janlarsen.biz