Introduktion Det besværlige demokrati Af sociolog Maliina Abelsen Seminar om demokrati og folkestyre torsdag den 11. oktober 2007 Nuuk Godmorgen alle sammen og mange tak for invitationen til at få lov til at snakke i dag om det besværlige demokrati. For dem at jer, som ikke kender mig, hedder jeg Maliina Abelsen og er sociolog. Jeg sidder til dagligt i Udenrigdirektoratet, men i dag er jeg her som fagperson, og håber på at kunne give jer lidt tanker til den videre debat. Demokrati en besværlig størrelse og medborgerskabet i fokus. Demokratiet er, som overskriften på dette indlæg fortæller, meget besværligt. Det koster tid, arbejde, penge, folkeoplysning, dannelse af politisk medborgerskab mm. Ja, faktisk ville det være meget nemmere, om samfundet overlod samtlige samfundsbeslutninger til en lille ikke folkevalgt gruppe. Men som borgere i et samfund med en demokratisk opdragelse, ville vi nok ikke stille os tilfredse med et sådan system særlig længe. At rumme alle aspekter omkring det besværlige demokrati på 20 minutter er naturligvis umuligt, hvorfor jeg i denne præsentation har valgt at fokusere på begrebet medborgerskab og særligt dannelsen af det demokratiske medborgerskab - som en uundværlig del af demokratiet. På engelsk anvender man søsterbegrebet citizenship, som dog ikke helt dækker det samme. Hal Koch Jeg er i mit oplæg inspireret af Hal Koch, en dansk teolog og kirkehistoriker, der i 1945, mens Europa lå smadret omkring ham, skrev bogen Hvad er demokrati? Ifølge ham er det ikke det kulturelle og det nationale vi skal samles om, men derimod det politiske, det politiske/demokratiske medborgerskab. Men inden jeg beskæftiger mig med dannelse af det demokratiske medborgerskab vil jeg knytte et par overordnede kommentarer til begrebet demokrati. Demokrati et plusord Når vi snakker om demokrati i dag, er det ligesom, det er blevet et sådan plusord/buzzword. At sige at noget er sket demokratisk el. en forfatning er demokratisk betyder først og fremmest, at den er fantastisk, og der sættes næsten lighedstegn mellem politik og demokrati. Demokrati er blevet en ideologi, (altså mere end bare en styreform), hvor frihed, lighed og tolerance er de væsentligste værdier. Og det afgørende ved demokratiet er forestillingen om, at et liv i frihed, lighed og tolerance bedst leves i et land, hvor de politiske afgørelser træffes gennem folkestyre. Demokratiets styrker og svagheder Men demokratiet har som bekendt sine svagheder, hvor én af dem faktisk kan være, at flertallet bestemmer, for selvom 99 % af jordens befolkning er af anti - semitisk opfattelse, vil antisemitisme aldrig være forenelig med demokratiets kerneværdier som lighed, tolerance, 1
frihed. Man kan måske sige om demokratiet som Winston Churchill, det er den værste form for styre, med undtagelse af de andre former man har afprøvet. Men når demokratiet så alligevel er den bedste styreform vi kender, så er det af den simple grund, at det trods alt bevarer den offentlige kritik og frie presse altså retten og kravet til at ytre sig og forholde sig kritisk. Demokratiets væsentligste styrke er således ikke, at det baseret på flertallets vilje. Demokrati mere end bare en styreform en livsform I diskussionen af begrebet demokrati er det vigtigt at forstå, at demokratiet er meget mere end et system og en styreform. Det er som Hal Koch siger en livsform. Det er således ikke bare en formel man kan hive ned over hovedet på folk i et samfund. Og det er her det ofte går skævt, når man fra vestlig side forsøger at indføre demokrati i ikke demokratiske lande. Det er altså ikke en styreform man kan servere som en pakkeløsning for folk i Bagdad og sige værsgo og brug! Demokrati er en livsform: noget man skal øve sig i og som kræver demokratisk dannelse. Det er lidt som en god kondi. Man skal træne meget få at opnå den, hvorefter den skal holdes konstant ved lige. Demokratiet er ligeledes noget man skal træne og holde ved lige. Hal Koch udtrykker det således: Demokratiet kan aldrig sikres netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der ikke erhverves en gang for alle, men som skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet Hvad er medborgerskab Man kan lidt groft sige, at forskellen på at være borger og medborger er, at man som medborger indgår i et kulturelt og politisk fællesskab; man har et kulturelt og politisk tilhørsforhold til fællesskabet. Forskellen på at være borger og medborgere ligger således også i, at man som medborger erkender, at man som person også er ansvarlig for ens medmennesker og fællesskabets trivsel. Vores medborgerskab er for tiden under pres i og med at vores samfund bliver mere og mere globaliserede. Vores samfund er i konstant bevægelse og vi har forskellige moralske, religiøse og ideologiske trosretninger. Vi bevæger os med andre ord i en retning, hvor vi på mange områder bliver en mere og mere broget skare. Vi bliver så at sige mere og mere forskellige. Fællesskabets rammer er ikke længere givet på forhånd, som i modsætning til samfundet i gamle dage, hvor man delte kultur, religion, sprog, værdier og normer generelt. I en tid hvor vi mht. kultur, religion og livsformer bliver en mere broget skare kommer det politiske tilhørsforhold til at spille en større rolle, som det, der binder os sammen som samfund. Nemlig det fænomen, at vi lever i et samfund, hvor vi trods vores forskelligheder, er enige om, at alle har ret (og pligt) til at deltage i den politiske diskussion, ytre sig og konflikter håndteres gennem politisk diskussion. På den måde kan man argumentere for, at demokratiet har fået større betydning for begrebet medborgerskab i vores del af verden. Et eksempel på et samfund, hvor det politiske tilhørsforhold spille en væsentlig rolle i at knytte samfundet 2
sammen er USA, hvor folk til trods for deres enorme forskelligheder finder fælles fodfæstet i demokratiet. Det demokratiske medborgerskab Men hvad er det her demokratiske medborgerskab og hvordan skabes det? Noget forenklet kan man sige, at det demokratiske medborgerskab er det, at man oplever et tilhørsforhold til demokratiet som styreform og kerneværdierne indenfor demokratiet samtidig med, at man erkender, at andre mennesker er medmennesker. Det demokratiske medborgerskab er ligesom demokratiet ikke en pakke man sådan uden videre kan erhverve sig. Det er noget man tilegner sig på flere lag. Det demokratiske medborgerskab er noget man lærer og lever. Som det allerførste og mest basale er naturligvis, at man tilegner sig viden om demokratiets virke, krav, fordele og svagheder, det politiske system, de politiske institutioner på lokalt, nationalt og globalt niveau. En sådan viden skal gerne falde gennem undervisning på et tidligt tidspunkt i ens skolegang her tænkes på folkeskolen. Der skal undervises i demokratiets fundament og spilleregler, samtidig med at der opfordres og opdrages til, at man forholder sig kritisk og erkender at man som borger, sammen med sine medborgere, er ansvarlig for samfundet. Dernæst er træning vigtigt, det at øve sig. Dette kan f.eks. ske gennem elevråd og derefter forenings- og organisationsarbejde, hvor der f.eks. stiftes bekendtskab med det politiske system. At opnå demokratisk medborgerskab forudsætter således, at man øver sig i demokratiet og opnår erfaring med dets virke, styrker og mangler. Som I godt kan høre koster udvikling af det demokratiske medborgerskab en stor mængde arbejde på flere niveauer i samfundet. Det er besværligt, men nødvendig for demokratiets optimale virke. Det handler om, at den enkelte medborger er aktiv deltager i den politiske diskussion, føler sig inkluderet, anerkendt og oplever at aktiv politisk deltagelse gør en forskel. Social ulighed og politisk fattigdom Dannelsen og styrken af det demokratiske medborgerskab er en stor opgave i alle demokratiske samfund ikke mindst i Grønland hvor vi, i forhold til en del andre lande med demokrati, er forholdsvis nye indenfor denne livsform. Og opgaven bliver ikke mindre når man tager højde for, at de basale objektive ressourcer er væsentlige skævere fordelt i Grønland end i f.eks. de øvrige nordiske lande. Sagt med andre ord, er der en skævere fordeling i Grønland (i forhold til de øvrige nordiske lande) med hensyn til indkomst, erhvervsuddannelse og relation til arbejdsmarkedet. Det er i den forbindelse man kan snakke om politisk fattigdom, der handler om, at de politiske ressourcer i høj grad følger fordelingen af de andre ressourcer i samfundet. Social ulighed rammer således også politisk. Thomas Andersen og Ole Tonsgaard udtrykker det i antalogien Demokrati og magt i Grønland således: det antages, at basal ressourcesvaghed øger risikoen for, at individet føler sig i modstrid med eller fremmedgjort over for det eksisterende politiske system og ikke er i stand til at mobilisere samme politiske ressourcer som personer med stærke basale levevilkårsressourcer. Er man således f.eks. borger i en bygd, med en meget lav indkomst, 3
lavt uddannelsesniveau, kan det være svært at mobilisere ressourcer til at sætte sig ind i den politiske debat og ytre sig. Den sociale og politiske ulighed sammen med vores forholdsvis nye bekendtskab med demokratiet er måske også én af forklaringerne på, at vores stemmeprocent i forhold til DK ligger noget lavere. Ved sidste Landstingsvalg var den på 74,9 % mens den i DK ved sidste folketingsvalg var på 84,4 %. Det betyder i Grønland, at ikke færre end ca. 10.000 stemmeberettigede personer i Grønland valgte ikke at stemme! Tænk sig om man indførte stemmepligt i Grønland! Borgernes ansvar i demokratiet og udviklingen af det demokratiske medborgerskab Ansvaret for dannelsen af det demokratiske medborgerskab ligger som sagt i hele samfundet, og er noget som vi i Grønland må arbejde på konstant bliver styrket. Og dannelsen starter som tidligere beskrevet helt nede i børnehaverne og folkeskolerne, hvor man tilegner sig den første spæde viden om demokratiet og gør sig klar til at deltage. Dertil handler det om at skabe et samfund, der opfordrer til ytringsfrihed, deltagelse, kritisk stillingtagen og åbenheden overfor andres saglige argumenter. At danne og opretholde et demokratisk samfund er således meget besværligt og koster mange ressourcer. Det kræver såvel noget af borgerne som politikerne. Som borgere kræver det, at vi forstår det ansvar, der hviler på os som medborgere i et demokratisk samfund, nemlig at vi tænker, deltager og handler i det politiske liv og betragter andre mennesker som medmennesker, hvis liv vi også er ansvarlige for. Politikernes ansvar i demokratiet og udviklingen af det demokratiske medborgerskab Hos politikerne ligger andre væsentlige ansvar. Helt indlysende er det naturligvis politikernes hovedansvar om at lede samfundet politisk, som repræsentanter for vælgerne, der er politikernes arbejdsgiver. I og med, at politikerne repræsenterer vælgerne og dermed fællesskabet, må de handle og agere som demokratiets absolutte rollemodeller. De må så og sige bære faklen. Det betyder, at man som politiker må handle i henhold til sin samvittighed og demokratiets spilleregler og tage aktivt afstand fra handlinger, der ikke er demokratiske eller respekterer demokratiets spilleregler, herunder magtens tredeling. Hvis politikerne ikke gør dette mister medborgerne tilliden til politikerne og den demokratiske livsform. Demokratiet udhules. Borgerne mister i så fald troen på, at man som medborger har en rolle og betydning indenfor demokratiet. Her er det igen nærliggende at drage en parallel til konditionen: det kræver så meget at opbygge tilliden og den folkelige deltagelse i demokratiet, mens det kræver langt mindre at ødelægge selv samme. Dertil har politikerne også et andet vigtigt ansvar indenfor demokratiet og det demokratiske medborgerskab, nemlig at sikre et højt informationsniveau. Det er blandt andet politikernes opgave at formidle komplicerede politiske forhold til medborgeren, så denne forstår disse og på baggrund af denne forståelse kan forhold sig til disse. Politikerne må på bedst mulig vis give medborgeren indblik i, hvorfor de handler som de gør og fremkomme med saglige argumentation for deres beslutninger. 4
Disse opgaver er utrolig besværlige, men som vi har erkendt i dag er demokratiet besværligt, men alligevel nok den mindst ringe styreform vi kender. Opsummering Hvis vi kort skal opsummere på, hvad det så er, vi er nået frem til i dag er det følgende: Demokratiet er besværligt! Den politiske styreform, har fået større betydning for medborgerskabet og tilhørsforholdet til hinanden. Demokratiet er mere end bare en styreform, det er blevet en ideologi, der bygger på frihed, lighed og tolerance. Det er en livsform. Demokratiet kræver dannelse af medborgerskab og særligt det demokratiske medborgerskab. Dette sker på alle niveauer i samfundet fra folkeskole til plejehjemmet og forudsætter: 1. Viden om demokratiet 2. Øvelse praksis erfaring 3. En oplevelse af, at det fungerer Demokratiet stiller krav til borgerne som til politikerne. Demokratiet skal ikke bare læres, det skal leves hver dag. Forslag til den videre diskussion Hvordan styrkes det demokratiske medborgerskab generelt? Hvilken rolle spiller politikerne i styrkelsen og opbygningen af det demokratiske medborgerskab? Hvordan takler man politisk fattigdom? 5