Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Fyldt af glæde Salmer: 250, 259, 252; 257, 251 Evangelium: Luk. 24,46-53 Da verdens første astronaut, russeren Jurij Gagarin, i 1961 blev den første mand i rummet i Vostok 1, var han meget skråsikker, da han kom ned på jorden igen. Han fortalte at nu havde han været ude i rummet, og han havde benyttet lejligheden til at bruge sine øjne, og han havde haft stærke kikkerter med. Men han havde ikke set bare skyggen af nogen Himmel eller nogen Gud. Så nu måtte enhver vide at det var ren fantasi. 1
Men Himlen er ikke et sted mellem planeterne i verdensrummet. Så selv om man kommer ud i rummet, ja, om man så flyver til Månen eller til Mars, kommer man ikke frem til Himlen eller til Gud. Himlen er nemlig ikke et sted man kan sende rumskibe til. Eller for at sige det endnu tydeligere: Himlen er slet ikke noget sted. Der er lavet mange dumme vittigheder om "Kristi luftfartsdag" og "Kristi rumfartsdag", og der er lavet dumme vittigheder om Jesus som den første astronaut. Men det er noget vrøvl, for Himlen er ikke et sted på stjernekortet, ja det er slet ikke noget sted. Himlen er noget helt andet. Det er en anden dimension. Himlen er kort fortalt Guds nærhed. Jesus skød ikke op i luften som en raket eller et rumskib. Men han gik over i den dimension, som vi kalder Guds nærhed. Den Jesus disciplene havde kendt indtil da, havde været bundet af alt det, vi mennesker fysisk er bundet af - først og fremmest af tid og sted. Enten var han at finde i Galilæa eller i Samaria eller Judæa. Han var bundet af stedet. Og på samme måde var han bundet af tiden. Det ene øjeblik kunne han være hos det ene menneske, og det næste øjeblik hos det andet. Men ved sin himmelfart tog han nu afsked med alt det der bandt ham. Han gik over i Guds usynlige verden for altid at være nær hos hver eneste af sine disciple. Himmelfarten skete ikke for at forlade dem, men for altid at være dem nær. Det må ellers have været et mærkeligt syn for Jesu disciple. At se deres Herre og mester forlade dem ved at forsvinde op i himlen. Men det var også et vidunderligt syn, for mens han skiltes fra dem, velsignede han dem. Han løftede sine hænder og velsignede dem med den velsignelse vi kender så godt, fordi den er et fast led i vores lutherske gudstjeneste. I de første 1500 år af den kristne kirkes historie havde man aldrig brugt den aronitiske velsignelse, fordi den var en del af den gamle pagt. Men Luther indførte den i sin gudstjenesteordning, fordi han var overbevist om at det var den velsignelse som Jesus havde lyst over disciplene ved himmelfarten, sådan som vi netop i dag hører om her i Lukas-evangeliet. Indtil himmelfarten havde disciplene været usikre og tvivlende, men nu blev de fyldt med glæde. De var nu ikke længere usikre på hvem Jesus var. 2
Tværtimod tilbad de ham som Guds Søn, der nu var hos dem, selv om de ikke længere kunne se ham med deres blotte øje. Og de priste Gud hele tiden. Det er med disse vidunderlige ord at hele Lukas-evangeliet slutter. Evangeliet fortsætter med Apostlenes Gerninger, som jo også er skrevet af Lukas. Lukas-evangeliet slutter med himmelfarten, og bind 2 af historien om Jesus (Ap.G.) begynder med himmelfarten. Himmelfarten er altså det hængsel hvor hele historien hænger på. Det store skifte sker i og med at Jesus vender tilbage til sin himmelske Far. Det danner overgangen fra historien om den jordiske Jesus til historien om den himmelske Jesus, der nu stadig virker på jorden, men ved Helligånden igennem sin kirke. Til disciplenes store overraskelse havde Jesus alligevel ikke forladt dem, men han var kommet dem endnu nærmere bare på en anden måde. Kun 10 dage skulle de vente. Så fik de Guds kraft pinsedag, og de kunne med stor frimodighed gå ud og fortælle om at Jesus havde besejret døden. Jesus havde gjort det klart for dem at hans lidelse og opstandelse var sket i overensstemmelse med deres hellige skrifter. Jesus havde åbnet deres sind, så de kunne forstå Skrifterne. Og han havde sagt til dem: "Alt det må opfyldes som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne." Apostlene kendte deres Bibel. De kunne store dele af Skriften udenad. Det havde de lært allerede før de var blevet konfirmeret. Men nu fik de et helt nyt lys over alt hvad der stod i Bibelen. De så at det alt sammen handlede om Jesus. I hvert skrift var der forudsigelser og løfter om den Kristus eller Messias, som Gud engang ville sende som frelser for sit folk. Alt faldt nu i hak for de stakkelse forvirrede disciple. Nu var de ikke længere tvivlende og usikre. Men de var jublende glade. De tilbad Jesus, og de lovpriste Gud! Kristi himmelfart er for mange en dag, som bare bruges som en ekstra feriedag her midt i foråret. Og det er da også dejligt at kunne holde fri, når vejret er til at være ude i haven og i Guds skønne natur. Men endnu skønnere er det at blive fyldt af den glæde som disciplene oplevede dengang. Gud er den samme i dag som dengang for 2000 år siden. Han vil også give os del i den glæde og velsignelse, som han gav sine apostle. 3
Glæden findes også i forbindelse med to vigtige begivenheder i historien om Jesus. Det er julenat og påskemorgen, altså både ved Jesu fødsel og ved hans opstandelse. Men ved de to lejligheder er der også frygt til stede. Frygt, fordi det alt sammen er så overvældende og uforståeligt. Julenat hører vi om hvordan Herrens engel viste sig for hyrderne på marken uden for Betlehem. Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren." (Luk. 2,9-11) Og påskemorgen hører vi om hvordan kvinderne reagerede på mødet med englen ved graven. Englen sagde til dem: "Frygt ikke! Jeg ved at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt." Og så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. (Matt. 28,6.8) Men her ved himmelfarten er der ingen frygt, kun glæde. Disciplene forstod nu at alt hvad der var sket med Jesus var i overensstemmelse med Guds vilje, og at det alt sammen var forudsagt i deres Bibel. Gud havde gjort hvad han havde lovet! Jesus havde slet ikke forladt dem. Han var bare hos dem på en ny måde. Derfor er Kristi himmelfarts dag ikke nogen sørge- og afskedsdag. Det var den heller ikke for de første disciple. De så ham ikke længere, men de var ikke et øjeblik i tvivl om at han var der. For Gud gav dem del i sin store glæde. De tilbad Gud og takkede ham for hans godhed mod dem. Fra pinsedag og frem var der ikke længere noget der kunne holde Jesu disciple tilbage. I Jesu navn og i Åndens kraft gik de frimodigt ud og vidnede om Jesus. De fortalte begejstret alle og enhver om hans død og opstandelse. Selv en af de ledende jødiske modstandere, som havde forfulgt dem med bål og brand, blev selv en brændende fortaler for det kristne evangelium. Jeg tænker på Paulus, der uden for Damaskus mødte Jesus på en så stærk måde at han blev en helt anden. Ja, alle Jesu disciple blev faktisk nogle helt andre efter påske og pinse. Det ser vi så tydeligt i Apostlenes Gerninger. Der står et sted: "Men da de så 4
Peters og Johannes' frimodighed og kunne mærke at de var ulærde mænd og lægfolk, undrede de sig; men så kendte de dem igen og huskede at de havde været sammen med Jesus." (Ap.G. 4,13) Der er altså ingen tvivl om at himmelfarten og pinsen medførte en stor forandring af Jesu disciple. Der var ikke nogen dengang der var i tvivl om at de havde oplevet noget stort og enestående. Deres vidnesbyrd lød stærkt og kraftigt, og mange tog imod det. Sådan var det dengang. Og evangeliet er siden da gået sin sejrsgang ud over verden. Det er også nået til os, her i lille Danmark. Derfor kan vi i dag mødes i kirken og lige som apostlene dengang tilbede Jesus og lovprise Gud. Når vi løfter troens blik og ser op mod himlen, lige som disciplene gjorde dengang, da Jesus skiltes fra dem, da ser vi ham med vort åndelige blik sidde på Guds trone ved Guds højre hånd. Han er vores ophøjede konge og vores store ypperstepræst. Han har bragt det endegyldige offer for os, da han med sit eget blod gik ind i det allerhelligste. Langfredag blev for os den store forsoningsdag, hvor forhænget flængedes fra øverst til nederst. Hans død åbnede døren til Gud for os. Nu har vi fri adgang til Gud! Der er ikke længere noget der forhindrer os i at komme til ham. Vi har en stor ypperstepræst som er steget op til himlen. Derfor kan vi med stor frimodighed træde frem for nådens trone, for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Heb. 4,14.16). Amen. 5