At erkende den anden og at blive set af den anden ifølge Sartre Eksamensspørgsmål 1 lyder som følger: Med udgangspunkt i følgende to citater ønskes en redegørelse for Sartres beskrivelse af forskellen mellem at begribe/percipere det andet menneske og et hvilket som helst andet objekt: Således er et objekt pludseligt dukket op, som har stjålet verden fra mig. Alt er på sin plads, alt eksisterer stadig for mig, men alt er gennemløbet af en usynlig og stivnet flugt i retning af et nyt objekt. Det andet menneskes tilsynekomst i verden svarer således til en fastfrosset glidning af hele universet, til en decentrering af verden, som underminerer den centralisering, som jeg foretager på samme tid (Sartre 2007: 225) og At-blive-set-af-det-andet-menneske er sandheden i at se-den-anden (Sartre 2007: 226). Endvidere ønskes en redegørelse for, hvorfor Skammen er af natur indrømmelse: Jeg indrømmer, at jeg er, som det andet menneske ser mig (Sartre 2007: 198 (og 230)). Spørgsmålet om den anden hos Sartre kan perspektiveres i forhold til Heideggers beskrivelse af medtilstedeværen og samværen som eksistentialer. Jeg vil i nærværende opgave besvare ovenstående eksamensspørgsmål. I opgavens første del gives der med udgangspunkt i de angivne citater en redegørelse for Sartres beskrivelse af forskellen mellem at begribe/percipere det andet menneske og et hvilket som helst andet objekt. Dernæst gives der en redegørelse for, hvorfor skammen ifølge Sartre af natur er indrømmelse. Der gives ingen perspektivering til Heideggers beskrivelse af medtilstedeværen og samværen som eksistentialer. Der tages udgangspunkt i de angivne citater på den måde, at jeg i opgavens forskellige afsnit indleder med at præsentere de pointer, som jeg mener er relevante for at forstå den sammenhæng, som citaterne indgår i. Dernæst udlægger jeg citaterne og kommer med nogle understøttende eksempler. 1
Redegørelse for Sartres beskrivelse af forskellen mellem at begribe/percipere det andet menneske og et hvilket som helst andet objekt Vi skal i dette afsnit se på Sartres beskrivelse af forskellen mellem at begribe/percipere det andet menneske og et hvilket som helst andet objekt. Lad os derfor begynde med at se på Sartres forståelse af menneskets bevidsthed og den måde, vi som mennesker generelt perciperer på. Det er først og fremmest en vigtig pointe, at Sartre forstår bevidstheden som intentionel. Sartres bevidsthedsbegreb trækker på Husserls fænomenologi, der også har den intentionelle bevidsthed som grundbegreb (Sartre, 2007, s. 15) Lad os derfor indlede med at definere Sartres begreb om den intentionelle bevidsthed. Ifølge Sartre er bevidstheden altid bevidst om noget. Man kan ikke beskrive bevidstheden uden samtidig at beskrive, hvad bevidstheden er om (Sartre, 2007, s. 22-23). Det vil sige, at Sartres fænomenologi grundlæggende bestræber sig på at slå fast, at der ikke er en klassisk erkendelsesteoretisk spærring mellem subjektets indre bevidsthed og den ydre verden. Bevidstheden er altid rettet mod noget, den intenderer noget. Så når Sartre taler om bevidsthedens intentionalitet, er det ikke et spørgsmål om, at man er refleksiv i den forstand, at man er bevidst om, at man er bevidst. Bevidsthedsbegrebet skal ikke reduceres til et spørgsmål om refleksion (Sartre, 2007, s.15-22). Spørgsmålet om selvbevidsthed og selvrefleksion forudsætter den anden, så det vender jeg tilbage til senere i opgaven, når jeg begynder at tale om den anden. Refleksiv bevidsthed forudsætter nemlig, at man ér med andre. Men først skal vi have etableret en forståelse af, hvordan mennesket ifølge Sartre grundlæggende perciperer objekter i verden. Sartre taler som titlen på hovedværket Væren og Intet antyder meget om negationer. Væren og intet er ifølge Sartre siddestillede, hvilket betyder, at de er lige gyldige (Sartre, 2007, s. 30-33). Inden for en klassisk erkendelsesteoretisk horisont vil man sædvanligvis tale om, at subjektet perciperer positive størrelser, når det perciperer noget. Det perciperer altså ikke dét, der ikke er. Men Sartre mener imidlertid, at negation er helt afgørende for den måde, vi perciperer hvad som helst på. Intet er helt afgørende. (Sartre, 2007, s. 30-32). Hvordan skal dette forstås? For at percipere noget forudsætter det en negation. Et eksempel på dette er måden, hvorpå vi perciperer den skrøbelige vase. Årsagen til at vi perciperer den som skrøbelig er dens potentielle tilintetgørelse. Den kan med andre ord gå i stykker (Sartre, 2007, s. 34). På samme måde er det med huse, der beskytter os. De beskytter os kun i kraft af, at de kan falde sammen om ørerne på os i en orkan for eksempel. Så ifølge Sartre er denne type negationer, disse potentielle tilintetgørelser, altid med i måden, hvorpå vi perciperer overhovedet. Den for perceptionspsykologien berømte Rubins vase er et særligt godt 2
eksempel på dette; enten kan man se den som to ansigter eller som en vase. Pointen med figuren er, at man ikke kan se begge dele på én gang. Når man ser de to ansigter, tilintetgør man vasen, og når man ser vasen, tilintetgør man de to ansigter. Sartres basale pointe er, at når man perciperer noget som noget, så tilintetgør man alt det andet til en baggrund. Det er sådan, vi først og fremmest perciperer objekter (Sartre, 2007, s. 34-36). En basal forskel mellem mennesker og tings værensmåde er, at ting optræder for den menneskelige bevidsthed (Sartre, 2007, s. 23-24), en menneskelig bevidsthed, der (som vi var inde på, da vi definerede Sartres bevidsthedsbegreb) vel at mærke vil noget med verden. Men hvordan perciperer vi så andre mennesker? Sartre slår fast, at andre mennesker i en vis forstand er objekter på linje med alle andre objekter i verden, men de er andet og mere end det. De er en helt særlig type objekter Det, der gør, at mennesker er noget andet end for eksempel borde, stole og træer, er, at verden også er for den anden. Når man perciperer den anden, så perciperer man én, som forholder sig til fremtidige muligheder på linje med én selv (Sartre, 2007, s. 224-225). Sartre beskriver med følgende ord det øjeblik, hvor subjektet (i dette tilfælde repræsenteret som Sartre selv) perciperer det andet menneske: Således er et objekt pludseligt dukket op, som har stjålet verden fra mig. Alt er på sin plads, alt eksisterer stadig for mig, men alt er gennemløbet af en usynlig og stivnet flugt i retning af et nyt objekt. Det andet menneskes tilsynekomst i verden svarer således til en fastfrosset glidning af hele universet, til en decentrering af verden, som underminerer den centralisering, som jeg foretager på samme tid (Sartre, 2007, s. 225). Sartre har hidtil befundet sig i en tilstand, hvor han var rettet mod fremtidige muligheder. Pludselig dukker der et objekt op i hans verden, som øjeblikkeligt stjæler verden fra ham, og som dermed tvinger ham til at se verden med det andet menneskes blik. Det er heri decentreringen består. Det, som Sartre har gang i, bliver stjålet fra ham til fordel for, hvad det andet menneske har gang i. Sartres hidtidige rettethed bliver i perceptionens øjeblik tilintetgjort og reduceret til en baggrund. Som Hyldgaard fremhæver, så er den anden ikke blot et objekt blandt andre objekter. Dette skyldes, at når man ser den anden, så ser man i samme ombæring også det, som den anden formentlig ser. Hyldgaard eksemplificerer denne pointe ved at påpege, at når man som fodgænger befinder sig i trafikken, så er eksempelvis cyklister ikke bare objekter, som er placeret i tid og rum, men det er objekter, for hvem verden også er. Der ville opstå trafikkaos, hvis man ikke konstant orienterede sig i forhold til den måde, som verden er for andre på. Hyldgaard pointerer i forlængelse heraf, at 3
når man ser et trafikuheld, og reagerer med forskrækkelse, så kan man have en meget katastrofisk erfaring af, at ens verden bliver stjålet fra én. Dette er et eksempel på, at den anden underminerer den centralisering som man effektuerede, før uheldet skete. Idet forskrækkelsen indtræffer, er man så at sige ovre i den andens måde at befinde sig i verden på (Hyldgaard, 2003, s. 162-163). Lad os kaste yderligere lys over Sartres pointe med et andet eksempel. Man kan sige, at når man bor i en storby, så er betingelsen for, at så mange mennesker kan holde ud at omgås hinanden i det offentlige rum, at man lader som om, at de andre ikke er der. Man kommer spadserende hen ad fortovet, og så viger man for hinanden. Man ser ikke ind i den andens øjne, og man hilser ikke. Man justerer sin retning, så man undgår den anden, idet man passerer den anden. Somme tider sker der så det humoristiske, at man kommer til at stå og danse foran den anden, fordi parterne ikke kan blive enige om, hvem der skal gå til højre, og hvem der skal gå til venstre. Begge parter kommer til at grine, og der kvitteres med et venligt tak for dansen. Rent fænomenologisk kan situationer som disse tjene som beskrivende øjebliksbilleder af, hvordan ens verden bliver stjålet fra én. Man kommer spadserende hen ad fortovet, man er rettet i en bestemt retning, og man tager hele tiden højde for, at den anden er et objekt, for hvem verden også er, og som man må vige for, og som stjæler ens verden. Dette er en grundlæggende forskel mellem at omgås andre mennesker og at omgås objekter som eksempelvis borde og stole. Borde og stole vil ikke noget med verden, men det vil andre mennesker. Så når man perciperer den anden, kan man få suspenderet sin egen rettethed i kraft af, at den anden også vil noget med verden. Dette bringer os videre til næste pointe. En anden afgørende pointe hos Sartre, med hensyn til forskellen mellem at percipere det andet menneske og andre typer af objekter, er, at man som perciperende subjekt også selv kan blive gjort til objekt for det andet menneskes blik, dvs. for den andens perception. Sartre lægger vægt på, at dette er en permanent mulighed. Dermed siger han også, at det ikke nødvendigvis sker, men at det er en foreliggende mulighed, der helt grundlæggende betinger den måde, som vi er i verden med andre mennesker på (Sartre, 2007, s. 226). Sagt på en anden måde: Andre mennesker er aldrig kun objekter for mig, men de er objekter, som altid repræsenterer en mulighed for, at jeg selv kan blive gjort til objekt for dem som subjekter. Man kan altså ikke bare betragte det andet menneske som objekt. Man kan her indvende, at der formentlig kan gives såvel historiske som nutidige eksempler på, at mennesker faktisk betragter hinanden som rene objekter, men det afgørende er, at jeg perciperer et objekt, som potentielt vil kunne gøre mig til objekt. Sartre lægger endvidere vægt på, at objekter altid kun er sandsynlige. Når man perciperer et objekt, kan man aldrig være helt sikker på, hvad det er, man ser. Man kan ikke udelukke, at man hal- 4
lucinerer, eller at man perciperer en form for synsbedrag (Sartre, 2007, s. 226). Men hvornår ved man så med sikkerhed, at man perciperer et andet menneske? Som Sartre skriver: At-blive-set-afdet-andet-menneske er sandheden i at se-den-anden (Sartre, 2007, s. 226). Det er, fordi man bliver set af den anden, at den anden er et subjekt. Det er selve erfaringen af at blive set af den anden, der gør, at man er sikker og vis på, at den anden ikke kun er et objekt, men et subjekt, altså at den anden findes som menneske. Som objekt betragtet er den anden nemlig altid kun en mulighed. Vedkommende, jeg perciperer på gaden, kunne jo være skyggen fra et træ og dermed et synsbedrag. Pointen er, at der kan ske nogle fejlkonceptioner. Men dér hvor jeg er sikker og vis, det er, når jeg erfarer den anden som subjekt, og dette at erfare den anden som subjekt, det er at erfare, at man er objekt for den anden. Man kan ifølge Sartre kun erfare den anden som et menneske på linje med én selv, som subjekt, når man bliver gjort til objekt for den andens blik. Sartre peger her på skammen som værende en væsentlig måde at erfare den anden som subjekt på. Skammen er nemlig en umiddelbar og gennemgribende erfaring af den anden som subjekt, for når man bliver ramt af skam, så bliver man i skammens øjeblik gjort til objekt for den andens blik. Skammen er dette, at man erfarer sig selv som objekt for den anden, og at man umiddelbart anerkender, at man er afsløret som den eller dét, man er (Sartre, 2007, s. 230). Dette skal jeg komme ind på i opgavens afsnit om skam. Når Sartre understreger, at dette at blive set af den anden er sandheden i at se den anden, så peger han, som vi netop har set, på en vigtig forskel mellem at percipere det andet menneske og et hvilket som helst objekt. Men hvor radikalt skal vi forstå Sartres tankegang? Man kan give eksempler på, at der findes menneskelige praksisser, hvor man gør alt, hvad man kan for at forhindre at blive objekt for den anden som subjekt. For eksempel dette særegne kulturelle og sociale fænomen, at der findes mennesker over for hvem, man ikke behøver at skamme sig. Her tænker jeg særligt på overklassens butlere, som traditionelt er karakteriseret ved, at de ikke behøver at banke på, før de træder ind i deres herres stue eller soveværelse. Normalt banker man på, før man går ind, hvilket blandt andet skyldes, at man ikke ønsker at gribe personen bag døren i at foretage sig noget pinligt. Det interessante ved butleren er, at butleren er et menneske over for hvem, man ikke behøver at skamme sig. Dette er i hvert fald ideen med butleren. Butleren trænes og oplæres for eksempel i at komme ind i soveværelset, selvom herren i huset har besøg af sin elskerinde eller foretager sig andre ting, som normalt betragtes som skamfulde. Men herren i huset skammer sig ikke. Herren betragter ikke butleren som én, han potentielt kan være objekt for og dermed skamme sig over for. Spørgsmålet er så, om det overhovedet er muligt at betragte butleren på denne måde, eller om det blot er et urealiserbart ideal forankret i et altmodisch socialt hierarki? Dette spørgsmål skal ikke 5
diskuteres her, men med afsæt i butler-eksemplet kan vi rimeligvis spørge Sartre, om det sociale og det kulturelle spiller en rolle i forhold til, om det kan lade sig gøre at betragte et andet menneske som én, man ikke kan blive gjort til objekt for og dermed ikke kan skamme sig over for? Hvis vi følger Sartres tankegang er svaret nej. Sartres tanker og beskrivelser bliver præsenteret klassisk filosofisk i den forstand, at de præsenteres som værende universelt gyldige for alle mennesker til alle tider og i alle kulturer. Som vi har været inde på, foreligger der ifølge Sartre en permanent mulighed for, at man kan blive gjort til objekt for den andens blik, og dette må tolkes på den måde, at kulturelle aspekter ikke influerer på den menneskelige virkeligheds grundforhold, fordi Sartres fænomenologiske ontologis formål er at beskrive det til enhver tid gældende. Begrebet permanent mulighed bør forstås helt bogstaveligt. Med permanent mener Sartre bogstavelig talt permanent. Redegørelse for hvorfor skammen af natur er indrømmelse Vi skal i nærværende afsnit se på, hvorfor Sartre mener, at skammen af natur er indrømmelse. Lad os derfor indlede med at se på, hvordan Sartre karakteriserer oplevelsen af skam. Dernæst skal vi se på, hvad skammen betyder for måden, hvorpå vi erkender os selv. Sartre understreger, at skammens struktur er intentionel; den er en skamfuld opfattelse af noget, og dette noget er mig. Jeg skammer mig over det, som jeg er (Sartre, 2007, s. 198). Så i skammen drejer det sig om at percipere sig selv. Jeg skammer mig over det, jeg er! Sartre pointerer endvidere, at skammen hermed gør en intim relation til mig selv gældende: jeg har i kraft af skammen afdækket et aspekt ved min væren (Sartre, 2007, s. 198). Sartre lægger hér vægt på, at når jeg skammer mig, så stilles jeg over for mig selv. At relationen til mig selv er intim understreger, at det er en relation, der omhandler og bringer mig i kontakt med det mest personlige i mit eget liv. Som også Hyldgaard påpeger, så viser skammen kun noget og ikke alt ved mig selv, som jeg bør skamme mig over (Hyldgaard, 2003, s. 160). Sartre fremhæver endvidere, at skammen i sin primære struktur er skamfuldhed over for nogen (Sartre, 2007, s. 198). Hermed mener Sartre, at det som udgangspunkt ikke er muligt at skamme sig alene. Det er den konkrete anden, der skal være til stede, og ikke en abstrakt anden på linje med Heideggers begreb om das man (man et), som peger på en anonym og abstrakt anden, der holder os i skak, selv når vi er alene (Heidegger, 2007, s. 153). Sartre beskriver hernæst, hvordan skammen opleves: Jeg gør noget kejtet eller vulgært det vil sige noget skamfuldt men så løfter jeg pludseligt hovedet: en eller anden var dér og har set mig. Jeg bliver pludseligt klar over hele min bevægelses vulgaritet og skammer mig (Sartre, 2007, s. 6
198). Sartre sætter hér ord på erfaringen af den konkrete andens blik, som bryder ind i ens verden og stjæler den fra én. Med andre ord sker der simpelthen et radikalt brud, en form for katastrofe i lige præcis dette øjeblik. Dén rettethed man havde bliver pludselig afbrudt, og skammen manifesterer sig i én som en radikal forlegenhed og et uafvendeligt ubehag (Sartre, 2007, s. 198-199). Som jeg var inde på i begyndelsen af opgaven (side 2), er det en helt afgørende pointe hos Sartre, at han betragter menneskets bevidsthed som intentionel. Den er rettet mod noget og intenderer noget, så når man bliver afsløret i sin skamfulde handling, går man fra at være et subjekt med en intentionel bevidsthed, hvor man er rettet mod fremtidige muligheder, til at erfare sig selv som værende objekt for den andens blik. Man bliver nu pludselig bevidstgjort om, at man er objekt for den anden. Sartre understreger, at Skammen er af natur indrømmelse. Jeg indrømmer, at jeg er, som det andet menneske ser mig (Sartre, 2007, s. 198). Pointen er, at når skammen indtræffer, fordi den anden har afsløret mig i at udføre min pinlige handling, så indrømmer jeg dét, som den anden ser i mig. Jeg indrømmer og anerkender øjeblikkeligt, at jeg ér dette kejtede eller vulgære, som den anden ser i mig. Det er grundlæggende dét, som skammen er et udtryk for. Som Sartre også udtrykker det, så tænker jeg ikke et sekund på at benægte det; min skam er en tilståelse (Sartre, 2007, s. 230). Netop denne indrømmelse eller tilståelse er central, for hvis jeg ikke indrømmer, eller tilstår, hvad den anden ser i mig, så har jeg ikke grund til at skamme mig og så gør jeg det ikke. Ifølge Hyldgaard er der eksempelvis tale om vrede, og ikke skam, hvis det kommer frem, at nogen spreder usande rygter og bagtaler én. Man bliver vred, og vreden er et udtryk for, at man ikke anerkender de forestillinger, som man antager, at andre har om én. De betragtes altså som forkerte. Men når man skammer sig, anerkender man uden forbehold dét, som den anden ser i én. Der sker altså en spejling forstået på den måde, at man skammer sig i det billede, som den anden har af én. Hyldgaard pointerer endvidere, at det er i kraft af, at mennesket bliver gjort til objekt for den andens blik og erkendelse, at det skaber sig forestillingen om, at det har en karakter og et selv. Bevidstheden ved nemlig ikke af sin egen karakter. Der kan kun tales om karakter, når bevidstheden bestemmer sig selv refleksivt, altså indtager den andens synsvinkel. Samtlige ens bestræbelser på at identificere sig med forskellige kvaliteter samt ens forestillinger om identitet og personlighed skabes i kraft af identifikationen med, hvad man er for det andet menneske (Hyldgaard, 2003, s.160). Så når Sartre taler om, at skammen af natur er indrømmelse (Sartre, 2007, s. 198), så indebærer det en dobbeltpointe i den forstand, at jeg indrømmer, at jeg er det, som den anden ser i mig. Men det sætter også fingeren på det grundforhold, at den anden spiller en fundamental rolle i forhold til min egen identitetsforståelse og grundlæggende forståelse af mig selv som værende et selv. For at 7
komme med et dramatisk eksempel på den andens betydning i forhold til denne problemstilling er det oplagt at henlede tankerne på, hvad der sker med et menneske, der bliver isolationsfængslet. Det er et velkendt fænomen, at det isolationsfængslede menneske før eller siden bryder sammen, og at det ofte får varige sjælelige skader som følge af isolationen. Der kan naturligvis gives mange forskelligartede videnskabelige forklaringer på, hvorfor det enkelte menneske bryder sammen, men med afsæt i Sartre kan fænomenet forklares med, at det isolationsfængslede menneske simpelthen ikke kan opretholde en forestilling om at være nogen, fordi der ikke er en anden til at bekræfte menneskets forestilling om at være et jeg. Man er nødt til at være objekt for andre for at kunne være. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om, at man skal bekræftes i at være dette eller hint specifikke, men det er selve dette, at andre opretholder ens egen forestilling om, at man ér et jeg. 8
Konklusion I forbindelse med redegørelsen for Sartres beskrivelse af forskellen mellem at begribe/percipere det andet menneske og et hvilket som helst andet objekt præsenterede jeg Sartres begreb om bevidsthedens intentionalitet samt Sartres analyse af måden, hvorpå mennesket generelt perciperer objekter. Gennemgangen viste, at menneskets bevidsthed altid er bevidst om noget. Man er ikke bevidst om, at man er bevidst, men bevidstheden er altid rettet mod noget og intenderer noget. Der er ikke en klassisk erkendelsesteoretisk spærring mellem subjektets indre bevidsthed og den ydre verden. Ifølge Sartre er negation helt afgørende for måden, hvorpå mennesket perciperer. Væren og intet er lige gyldige, eftersom dette at percipere noget som noget til enhver tid forudsætter en negation. Opgaven viser, at der for Sartre er en væsentlig forskel mellem at percipere andre mennesker som én selv til forskel fra at percipere objekter som eksempelvis stole, borde og træer. I denne sammenhæng er der to afgørende pointer: Den første pointe er, at når man perciperer den anden, så perciperer man nogen, for hvem verden også er. Man perciperer nogen, som vil noget med verden, og som forholder sig til fremtidige muligheder på linje med én selv. Det, man havde for med verden, bliver pludselig stjålet fra én på en sådan måde, at man i stedet ser, hvad den anden har for med verden. Den anden vigtige pointe er, at når man perciperer en anden, så foreligger der en permanent mulighed for, at man som subjekt selv kan blive gjort til objekt for den andens blik. Denne mulighed betinger vores måde at være med andre mennesker på. Den anden er aldrig kun et objekt, men repræsenterer en mulighed for, at man kan blive gjort til objekt for den anden som subjekt. At se den anden som et subjekt er at se den anden som én, der kan gøre mig til objekt. Det er selve erfaringen af at blive set af den anden, der gør, at man ved, at den anden ikke blot er et objekt, men et menneske. Objekter er nemlig altid kun sandsynlige, fordi der i perceptionen heraf kan opstå fejlkonceptioner. I skammen erfarer man sig selv som værende objekt for den anden som subjekt, og man indrømmer øjeblikkeligt, at man er afsløret som dét, den anden ser i én. Man stilles over for sig selv, og man perciperer sig selv. I skammen går man fra at være et subjekt med en intentionel bevidsthed, hvor man er rettet mod fremtidige muligheder, til pludseligt og katastrofisk at erfare sig selv som objekt for den anden. Skammen understreger endvidere det ontologiske grundvilkår, at den anden spiller en betydelig rolle i forhold til den enkeltes identitetsforståelse og forståelse af sig selv som et selv. 9
Litteraturliste Heidegger, M. (2007). Væren og tid. Aarhus: Klim. Hyldgaard, K. (2003). Det utidige subjekt. Lacan, Freud, Heidegger, Sartre Badiou, Zizek m. fl. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. Sartre, J.-P. (2007 (1943)). Væren og Intet. Aarhus: Forlaget Philosophia. Anslag: 23.706. 10
11
12
13
14