kognitive fejlslutninger i ludomani

Forskning (II a) Af Jakob Linnet Sensationssøgning & kognitive fejlslutninger i ludomani Psykologer har længe være optaget af det tilsyneladende paradoks, at folk spiller om penge, selv om de ved, at sandsynligheden for at tabe er større, end sandsynligheden for at vinde. Fra en rationel synsvinkel ville pengespil, som vi kender dem fra lotterier, kasinoer, tips, trav, spilleautomater etc. være en umulighed, idet der intet incitament ville være for at indgå i en aktivitet, hvor man på forhånd vidste, at sandsynligheden for at tabe er størst. Når vi ikke desto mindre spiller for flere penge end nogen sinde, må det skyldes andre faktorer. En forklaring er, at folk søger spænding og underholdning i pengespillene. En anden, at folk har fejlagtige antagelser om mulighederne for at vinde, så at de enten tror, at sandsynligheden for at vinde er større, end den rent faktisk er, eller at netop de er tættere på at vinde, end det rent faktisk er tilfældet. Disse to tilgange til en belysning af motivationen for at spille er beskrevet i teorierne om henholdsvis sensationssøgende adfærd (sensation seeking) (M. Zuckerman, 1979; Marvin Zuckerman, 1994, 1999) og kognitive fejlslutninger (cognitive bias) (Griffiths, 1990, 1994). I belysningen af ludomani er det nødvendigt at skabe en bedre forståelse af samspillet mellem faktorer, der motiverer til at opsøge eller starte med at spille, faktorer der motiverer til at vedblive at spille, samt faktorer, der skaber eller forstærker afhængighed af spil. Det er muligt, at nogle ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN 18 Nr. 20. 2003

The winner takes it all. Princippet gælder i alle pengespil, og det er spiludbyderen ikke spilleren der løber med gevinsten. Hvordan kan det forklares, at nogle alligevel bliver ved at spille pengene op? faktorer motiverer folk til at begynde at spille, mens andre faktorer motiverer til at vedblive at spille. En bedre forståelse af samspillet mellem disse faktorer kan forhåbentlig lede til forøget viden om, hvem der senere udvikler ludomani, og hvem der ikke gør. Ludomani opstår ofte gradvis, hvor personen fra at være ikke-spiller bliver spiller og siden problemspillere eller patologiske spillere (ludoman). Teorierne om sensationssøgende adfærd og kognitive fejlslutninger repræsenterer to uafhængige, men ikke nødvendigvis urelaterede retninger inden for ludomaniforskningen. For de kognitive fejlslutningers vedkommende er der i vid udstrækning tale om en række karakteristiske spillerelaterede misforståelser uden en egentlig teoretisk overbygning. Med sensationssøgende adfærd er det omvendt: Her er tale om en yderst velbeskrevet teori, som det i nogle tilfælde er nødvendigt at eftervise empirisk, i andre tilfælde nødvendigt at modificere inden for ludomani. I en nylig række studier har vi forsøgt at integrere disse retninger i undersøgelsen af den faktuelle spilleadfærd inden for ludomani. Fokus i disse studier har dels været ønsket om at udvikle bedre metoder til at belyse ludomanes beslutningsprocesser, dels at relatere denne adfærd til relevante psykologiske, personlighedsmæssige og behandlingsmæssige faktorer. Biologiske mekanismer, heriblandt neurotransmittere som fx dopamin spiller formentlig også en vigtig rolle, men indtil videre har det ikke været muligt at inkludere disse i vores igangværende forskning. I det følgende vil jeg mere detaljeret redegøre for teorierne om sensationssøgende adfærd og kognitive fejlslutninger, og herefter referere nogle af vores foreløbige resultater. Sensationssøgende adfærd og optimal spænding Sensationssøgende adfærd (sensation seeking behavior) er beskrevet af Marvin Zuckerman (1979; 1994; 1999) i teorien om optimal spænding (optimal arousal). Sensationssøgende adfærd er karakteriseret ved the seeking of varied, novel, complex and intense sensations and experiences, and the willingness to take physical, social, legal and financial risks for the sake of such experiences. (1994, p. 17). Der er to aspekter, som er vigtige at fremhæve i denne definition. For det første er det ikke sådan, at sensationssøgende personer foretrækker risikofyldte eller farlige situationer, men de er villige til at løbe risici for at opnå et bestemt resultat. En sensationssøgende person kan fx opnå spænding ved faldskærmsspring, men samtidig være meget omhyggelig med sikkerheden af sit udstyr. For det andet er det basale spændingsniveau hos sensationssøgende personer ikke højere end hos andre, men deres spændings- Nr. 20. 2003 19

eau stiger hurtigere og ere, og de opnår større edsstillelse ved bestemte dingsfyldte situationer fx faldskærmsspring ller pengespil (Zuckerman, 1994). Villigheden til at løbe risici kombineret d spændingen ved de uforudsigelige udfald påvirker antagelig spillemotivationen hos sensationssøgende personer. De vil således: 1) Have større interesse for at opsøge pengespil. 2) Opleve større spænding og spændingsforløsning ved at spille. 3) Være villige til at tage flere og større chancer, når de spiller. Over tid er det spændingsforløsningen ( kicket ), de oplever ved at spille, og abstinenserne, når de ikke spiller, der forstærker afhængigheden. Zuckerman (1979; 1996) har udviklet et spørgeskema til at måle sensationssøgende adfærd, som kaldes Zuckerman Sensation Seeking Scale (SSS). Det består af i alt 40 spørgsmål, hvor man skal besvare, om man foretrækker scenario A (fx Jeg ville gerne på en rejse uden en fastlagt rute eller tidsplan ) eller scenario B ( Når jeg rejser, foretrækker jeg at planlægge turen rimeligt nøje ). Skemaet er inddelt i en total score samt fire delskalaer med hver 10 spørgsmål (Thrill and Adventure Seeking (TAS), Experience Seeking (ES), Disinhibition (DIS) and Boredom Susceptibility (BS)). Den maksimale score på hver delskala er 10, og den maksimale totalscore er 40. Der findes forskellige danske oversættelser, og generelt ser det ud til, at reliabiliteten og validiteten af SSS er adækvat (Ripa, Hansen, Mortensen, Sanders, & Reinisch, 2001). Empiriske undersøgelser har vist, at ludomane ikke er mere sensationssøgende end ikke-ludomane (Anderson & Brown, 1984; Blaszczynski, Wilson, & McConaghy, 1986; Dickerson, Hinchy, & Fabre, 1987; Robert Ladouceur & Mayrand, 1986). Zuckerman (1999) fandt dog, at ludomane, som var afhængige af flere typer spil, var mere sensationssøgende end både enkeltmisbrugsludomane og ikkeludomane. Kuley og Jacobs (1988) fandt endvidere, at hvis de inddelte en gruppe spillere, der ikke var i behandling som sociale og problem -spillere, var problemspillerne signifikant mere sensationssøgende. Empiriske undersøgelser har vist, at ludomane ikke er mere sensationssøgende end ikke-ludomane. Det ser derfor ud til, at det kun er en delgruppe blandt ludomane, for hvem optimal spænding er den overvejende motiverende faktor i misbruget. Kognitive fejlslutninger Kognitive fejlslutninger (på engelsk Cognitive Bias ) refererer til fejlagtige antagelser om sandsynlighed og udfald i pengespil (Griffiths, 1990, 1994). De kaldes også til tider erroneous perceptions (R. Ladouceur et al., 2001; R. Ladouceur, Sylvain, Letarte, Giroux, & Jacques, 1998) eller cognitive distortions (Raylu & Oei, 2002). Kognitive fejlslutninger er centrale i vores forståelse af, hvorfor folk vælger at spille, selv om sand- 20 Nr. 20. 2003

synligheden for at tabe er større end for at vinde. Samspillet mellem kognitive fejlslutninger og spilleadfærd bevirker, at den ludomane spiller oftere, længere og med større risici end ikke-ludomane. Et overordentligt stort antal kognitive fejlslutninger er blevet identificeret, og det vil føre for vidt at komme ind på alle her (Breen & Zuckerman, 1999; Chantal & Vallerand, 1996; Chantal, Vallerand, & Vallieres, 1995; Griffiths, 1994; Robert Ladouceur & Mayrand, 1986; Letarte, Ladouceur, & Mayrand, 1986; Raylu & Oei, 2002; Sharpe, 2002; Toneatto, 1999). Mange af disse fejlslutninger overlapper, enten i deres definition eller i interaktionen mellem de kognitive aspekter og de adfærdsmæssige aspekter, og der mangler en generel udredning af området. Da der ikke findes nogen konsensus om klassifikationen af kognitive fejlslutninger, foreslås det her, at man opdeler kognitive fejlslutninger i tre kategorier: 1) Fejlopfattelser af sandsynlighed som fx gambler s fallacy eller temporal telescoping, som begge bygger på den fejlagtige antagelse, at sandsynligheden for gevinst er større efter en række tab. 2) Selektive fejlslutninger som fx Selective memory og selective attention refererer begge til en fokusering på gevinster og fortrængning af tab. 3) Reformulering af udfald som fx hindsight bias og reframing of losses refererer begge til en eller anden form for reformulering eller bortforklaring af tab. Derudover findes også fejlslutninger, som på engelsk kaldes belief bias. Der er tale om en blanding mellem overtro og vrangforestillinger, men oversættelserne er ikke fuldt dækkende. Der er ikke tale om vrangforestillinger i klassisk forstand, idet forestillingerne sjældent er så omfattende, som det er tilfældet inden for fx skizofreni. Spillere med belief bias vil ofte føle sig heldige eller føle, at de kan påvirke udfaldet af spillet, men vil sjældent have en generaliseret tro på, at de kan styre udfaldet af uafhængige begivenhe- Nr. 20. 2003 21

der. De kan også e overtroiske amle på kadder, firkløver, stesko, vælge specielle numre eller puste på terningerne mv., men samvære i stand til at indse, at der ikke er en reel sammenhæng mellem objekterne og udfaldet af spillet. Chasing og risiko- og sensationssøgende adfærd Afdeling for forskning og formidling på Ringgården i Middelfart, Center for Ludomani, og Institut for Psykologi indledte i 2002 et samarbejde til at belyse spilleadfærd og behandlingseffekt af ludomani. I en nylig række studier, som fokuserer på spilleadfærden, sammenlignede vi risikoadfærd og chasing blandt ludomane og ikke-ludomane (en gruppe af psykologistuderende). Chasing refererer til det fænomen, at man forsøger at vinde tab tilbage enten ved at blive ved med at spille, forøge sine risici eller vende tilbage en anden dag for at spille. Chasing er et af de diagnostiske kriterier i ludomani, og vi havde den hypotese, at ludomane når de blev udsat for en tabssituation ville chase mere end ikke ludomane. Til at måle risikoadfærd og chasing anvendte vi et kortspil udviklet af Antoine Bechara (1994; 2000), kaldet Bechara Gambling Task (BGT). Deltagerne udfyldte endvidere Zuckerman Sensation Seeking Scale (SSS) (M. Zuckerman, 1979; Marvin Zuckerman, 1996), samt South Oaks Gambling Screen (SOGS) (H. Lesieur & Blume, 1993; 1987), som er et skema, der måler, hvor spilleafhængig man er. Yderligere udfyldte de ludomane Millon Clinical Multiaxial Inventory- II (MCMI-II) som er et skema, der måler personlighedstræk (Kleven, Mellergård, Simonsen, & Strandbygaard, 1985; Millon, 1977, 1987), Symptom Check List 90-R (SCL-90-R), som måler graden af psykopatologi og psykisk stress (Derogatis, 1983), og Beck Depression Inventory (BDI) som er et depressionsindeks (A. Beck, Ward, Mendelson, Mock, & Erbaugh, 1961; A. T. Beck, Wright, Newman, & Liese, 1993). I BGT præsenteres spilleren for fire forskellige bunker med gevinstgivende kort. Bunkerne er organiseret således, at to af dem giver mindre umiddelbare gevinster, men også mindre tab, så det overordnede udfald er en gevinst. De to andre bunker giver højere umiddelbare gevinster, men også højere tab, som leder til et overordnet tab. Man kan skifte så meget mellem bunkerne, som man har lyst, men spillet stopper efter 100 kort. Spillet måler evnen til at formulere en gevinstgivende strategi. Da bunkerne er fordelt på forhånd, stiger risikoen for tab, jo flere kort man trækker fra de tabsgivende bunker. Vi formulerede derfor risiko-adfærd som antallet af gange, en spiller trak 5 tabsgivende kort i træk, og chasing som antallet af gange, en spiller trak 5 tabsgivende kort i træk, når han eller hun var i en tabssituation. Resultaterne viste, at ludomane var signifikant mere risikosøgende og chasing end ikke-ludomane. Blandt ludomane var chasing og risikoadfærd signifikant korreleret med sensationssøgende adfærd. Dette betyder, at højt sensationssøgende ludomane 22 Nr. 20. 2003

er mere risikosøgende og chasing end lavt sensationssøgende ludomane. En sådan sammenhæng fandtes ikke blandt ikke-ludomane. Der var ingen forskelle i sensationssøgende adfærd blandt ludomane og ikke-ludomane med undtagelse af delscoren Experience Seeking. I et efterfølgende studium undersøgte vi forholdet mellem sensationssøgende adfærd og personlighedstræk. Først identificerede vi de MCMI-II personlighedsvariable, som var signifikant forskellige mellem højt og lavt sensationssøgende ludomane. Dernæst foretog vi en faktoranalyse, som viste, at der var to grupper af ludomane: 1) En impulsiv-hyperaktiv (IH) gruppe, som var relateret med histrioniske, bipolare, bordeline og kompulsive personlighedstræk, og 2) En usikker-flygtende (UF) gruppe, som var relateret med skizoide og dependente træk. De ludomane, som havde en høj IH-score, var de mest sensationssøgende. De scorede højere end både ikke-ludomane og ludomane med lav IH-score. Især scorede de højt på disinhibition (løssluppenhed) og boredom suceptibility (lav kedsomhedstærskel). Omvendt var de ludomane, som havde en høj UF-score, de mindst sensationssøgende. De var mindre sensationssøgende end både ikke-ludomane og ludomane med lav UF-score, især på delskalaerne Thrill and Adventure Seeking (spændingsog oplevelsessøgende) og Experience Seeking (erfaringssøgende). Både højtscorende IH- og UF-ludomane scorede signifikant højere på SCL-90 end lavtscorende ludomane. Endvidere var højtscorende UF-ludomane mere deprimerede (BDI), Nr. 20. 2003 23

mens højtscorende impulsiv-histrionisk ludomane var mere spilleafhængige (SOGS). Ifølge Zuckerman måler disinhibition skalaen social løssluppenhed, hvor personen fx opsøger fester, alkoholindtagelse og mange seksuelle partnere, mens kedsomhedstærskel skalaen måler en lav tolerancegrad for gentagne oplevelser, personer eller arbejde. Det kunne derfor tænkes, at IH-ludomane foretrækker socialt aktive spil og muligvis færdighedsspil (såsom kasino- og sportsspil), som tillader strategiskift. Omvendt søger UF-ludomane at undgå fysiske spændingssituationer (såsom faldskærmsudspring og dykning) og nye erfaringsdannelser (såsom rejser og kunst), hvilket kunne tyde på, at de foretrækker vante og forudsigelige sociale rammer. Det er derfor muligt, de foretrækker tilfældighedsspil som spilleautomater eller skrabelodder, der ikke kræver det store sociale engagement eller specielle færdigheder, men kan give en form for aktivitetstilfredsstillelse og håbet om at vinde den store gevinst. Det er endvidere sandsynligt, at spilleafhængigheden har en vidt forskellig betydning i de to grupper. Det er muligt, at UF-ludomane spiller for at holde problemerne på afstand og finder tryghed i en ikke-udfordrende spilleform, hvor de fra tid til anden bliver ramt af heldet. Omvendt kan det tænkes, at IHspillere oplever et kick og opslugthed i færdighedsspillene, som de forsøger at holde eventuelle problemer på afstand med. Disse hypoteser er i overensstemmelse med teorien of optimal spænding og kognitive fejlslutninger, men det har desværre ikke været muligt at afprøve dem i de indeværende studier. Vi mener, at vigtigheden af vores resultater består i at bidrage til en bedre forståelse af beslutningsprocesser og kognitive fejlslutninger, som ludomane er mere tilbøjelige til at foretage, samt identificere forskellig delgrupper af ludomane. De resultater, der peger på, at ludomane er mere risikosøgende og chasing i spillesituationer, kan anvendes til bedre at forstå spilleadfærden hos ludomane, mens personlighedsforskellene kan anvendes til nuancere og forbedre eksisterende behandlingsmetoder. Det kan således være fordelagtigt i behandlingen af ludomani at skelne mellem impulsivhyperaktive og usikker-flygtende ludomane. Videre studier vil vise, om disse gruppers udbytte af psykoterapeutisk behandling varierer. Hvis der er forskelle i effekten af psykoterapi blandt de to grupper, enten i form af graden eller arten af psykoterapieffekt, vil det givetvis være en fordel at udvikle specifikke behandlingstiltag med udgangspunkt i gruppernes forskellighed. Vi vil vide mere om dette i 2004, når undersøgelsen forventes afsluttet. Jakob Linnet er ph.d., autoriseret psykolog og forsker i ludomani. Han er tilknyttet Ringgården i Middelfart og Institut for Psykologi, Københavns Universitet. Det er muligt, at UF-ludomane spiller for at holde problemerne på afstand og finder tryghed i en ikkeudfordrende spilleform 24 Nr. 20. 2003

Referencer: Anderson, G., & Brown, R. (1984). Real and laboratory gambling, sensation-seeking and arousal. British Journal of Psychology, 75(3), 401-410. Bechara, A., Damasio, A.R., Damasio, H., & Anderson, S.W. (1994). Insensitivity to future consequences following damage to human prefrontal cortex. Cognition, 50(1-3), 7-15. Bechara, A., Tranel, D., & Damasio, H. (2000). Characterization of the decision-making deficit of patients with ventromedial prefrontal cortex lesions. Brain, 123 ( Pt 11), 2189-2202. Beck, A., Ward, C., Mendelson, M., Mock, J., & Erbaugh, J. (1961). An inventory for measuring depression. Archives of General Psychiatry, 4, 561-571. Beck, A.T., Wright, F.D., Newman, C.F., & Liese, B.S. (1993). Cognitive therapy of substance abuse: (1993). xiii, 354pp. Blaszczynski, A.P., Wilson, A., & McConaghy, N. (1986). Sensation seeking and pathological gambling. British Journal of Addiction, 81(1), 113-117. Breen, H., & Zuckerman, M. (1999). Chasing in gambling behavior: Personality and cognitive determinants. Personality & Individual Differences, 27(6), 1097-1111. Chantal, Y., & Vallerand, R.J. (1996). Skill versus luck: A motivational analysis of gambling involvement. Journal of Gambling Studies, 12(4), 407-418. Chantal, Y., Vallerand, R.J., & Vallieres, E.F. (1995). Motivation and gambling involvement. Journal of Social Psychology, 135(6), 755-763. Derogatis, L.R. (1983). SCL-90-R. Administration, Scoring and Procedures Manual - II for the R(evised) Version: Clinical Psychometric Research. Dickerson, M., Hinchy, J., & Fabre, J. (1987). Chasing, arousal and sensation seeking in off-course gamblers. Br J Addict, 82(6), 673-680. Griffiths, M.D. (1990). The cognitive psychology of gambling. Journal of Gambling Studies, 6(1), 31-42. Griffiths, M.D. (1994). The role of cognitive bias and skill in fruit machine gambling. British Journal of Psychology, 85(3), 351-369. Kleven, M., Mellergård, M., Simonsen, E., & Strandbygaard, N. (1985). MCMI II-I. Millon Clinical Inventory (form 220 R). Roskilde: Institut for Personlighedsteori og psykopatologi. Kuley, N.B., & Jacobs, D.F. (1988). The relationship between dissociative-like experiences and sensation seeking among social and problem gamblers. Journal of Gambling Behavior, 4(3), 197-207. Ladouceur, R., & Mayrand, M. (1986). Psychological characteristics of monetary risk-taking by gamblers and non-gamblers in roulette. International Journal of Psychology, 21(4-5), 433-443. Ladouceur, R., Sylvain, C., Boutin, C., Lachance, S., Doucet, C., Leblond, J., et al. (2001). Cognitive treatment of pathological gambling. J Nerv Ment Dis, 189(11), 774-780. Ladouceur, R., Sylvain, C., Letarte, H., Giroux, I., & Jacques, C. (1998). Cognitive treatment of pathological gamblers. Behav Res Ther, 36(12), 1111-1119. Lesieur, H., & Blume, S.B. (1993). Revising the South Oaks Gambling Screen in different settings. Journal of Gambling Studies, 9, 213-223. Lesieur, H.R., & Blume, S.B. (1987). The South Oaks Gambling Screen (SOGS): a new instrument for the identification of pathological gamblers. Am J Psychiatry, 144(9), 1184-1188. Letarte, A., Ladouceur, R., & Mayrand, M. (1986). Primary and secondary illusory control and risk-taking in gambling (roulette). Psychol Rep, 58(1), 299-302. Millon, T. (1977). Millon Clinical Multiaxial Inventory. Minneapolis, MN. Millon, T. (1987). Millon Clinical Multiaxial Inventory-II: Manual for the MCMI II-I. Minneapolis, MN. Raylu, N., & Oei, T.P. (2002). Pathological gambling. A comprehensive review. Clin Psychol Rev, 22(7), 1009-1061. Ripa, C.P., Hansen, H.S., Mortensen, E.L., Sanders, S.A., & Reinisch, J.M. (2001). A Danish version of the Sensation Seeking Scale and its relation to a broad spectrum of behavioral and psychological characteristics. Personality & Individual Differences, 30(8), 1371-1386. Sharpe, L. (2002). A reformulated cognitive-behavioral model of problem gambling. A biopsychosocial perspective. Clin Psychol Rev, 22(1), 1-25. Toneatto, T. (1999). Cognitive psychopathology of problem gambling. Subst Use Misuse, 34(11), 1593-1604. Zuckerman, M. (1979). Sensation seeking: Beyond the optimal level of arousal. New York: Lawrence Erlbaum, Hillsdale. Zuckerman, M. (1994). Behavioral expressions and biosocial bases of sensation seeking: (1994). xiv, 463pp. Zuckerman, M. (1996). Item revisions in the Sensation Seeking Scale Form V (SSS-V). Personality & Individual Differences, 20(4), 515. Zuckerman, M. (1999). Vulnerability to psychopathology : a biosocial model (1st ed.). Washington, DC: American Psychological Association. Nr. 20. 2003 25