Prædiken til 6.se.påske Lemvig Bykirke 10.30 og Herning Bykirke kl. 15.30, v/ Brian Christensen Tema: Vi venter på Ånden Tekster: Hagg 2,4b-9, Apg 1,12-14, Joh 15,26-16,4 Bøn: Dette hellige evangelium til 6.s.e.påske skriver evangelisten Johannes (Gud være lovet for sit...) v26 Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. v27 Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. v1 Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. v2 De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. v3 Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. v4 Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.
Kirkens historie er en historie om vækkelser. Når man ser tilbage på de ca. 2000 år der er gået siden Jesus sendte sine disciple ud i verden med befaling om at gøre alle folkeslag til hans disciple, så er tydeligt, at det ikke bare er gået i et roligt stigende tempo. Kristendommens udbredelse, dens liv og vækst er foregået i ryk der har været stille perioder, hvor der ikke er sket så meget, ja perioder med tilbagegang og frafald og så er der kommet en periode med vækkelse, hvor evangeliet er blevet spredt med entusiasme og glød. Kirken har bestået gennem det hele fremgangstider, stilstand og tilbagegang og Guds ord er blevet forkyndt til alle tider. Kirken er der også i de stille tider og mennesker tjener Jesus og frelses ved tro på ham, også selvom man aldrig har oplevet en vækkelse. Men det er vækkelserne som gang på gang har pustet liv i kirken, fornyet den og holdt den fast på det rigtige spor: den levende tro og den sande lære.
Paulus missionsvirksomhed, ørkenfædrene i oldkirken, munkebevægelserne for omkring 1000 år siden, bibelvækkelsen med bl.a. Johan hus i 13-1400 tallet, Reformationen, Pietismen og de gudelige vækkelser i 1800-tallet er alt sammen eksempler på tider med vækkelse og fornyelse. Nærmere på vores egen tid kender vi også til åndelig rørelse med bibelvækkelse omkring stiftelsen af KFS, MF og DBI i 1960 erne, Nyt liv og Oase-bevægelsenforuden lokale vækkelser i IM og LM. Der er noget ganske særligt over en periode med vækkelse man er begejstret, der er nogen der omvendes, andre bliver fornyet i troen, menigheder plantes på nye steder. Der er glød og glæde og man står sammen om at flere skal høre evangeliet om Jesus. Det er noget, som enhver kristen gerne vil være med til og opleve sådan har jeg det i altfald.
Selvom jeg ikke selv har oplevet det, så kunne jeg godt tænke mig at være en del af en vækkelse, for det lyder helt fantastisk, når folk fortæller om det. Så hvad siger I: Skal vi ikke beslutte at fra i dag, så skal der være vækkelse i Lemvig Bykirke? Hmm. Bare det var sådan, at vi selv kunne beslutte, at nu skulle der være vækkelse! At fra i dag vil jeg være helt glødende af begejstring og på søndag vil salen være fyldt af mennesker, som vil høre om Jesus og vi skulle hente ekstra stole ind. Men det kan vi ikke. Hverken en enkelt præst, en menighed eller et helt kirkesamfund kan beslutte, at nu skal der være vækkelse. Heller ikke selvom vi virkelig sukker og længes efter det. For det er alene Guds Ånd, der kan skabe vækkelse. Helligånden blæser hvorhen den vil og hvornår den vil det kan vi ikke gøre os til herrer over.
Som disciplene i Jerusalem ventede på at Ånden skulle komme over dem, sådan venter vi også med længsel på at Ånden vil komme over os og vores kirke. Men i dag skal vi se på og høre om, hvad vi kan og skal gøre, mens vi venter på Ånden. For vi kan faktisk gøre noget. Jesus har kaldet os til at være redskaber for Ham og stille os til rådighed for Åndens gerning. 1. del Ventetid. Der er nogle gange ikke noget mere frustrerende end ventetid. Hvis man sidder i en bilkø på en motorvej i timevis, så hjælper det ikke at vejen er to eller tre-sporet det betyder bare at man bliver irriteret over ikke at have valgt den rigtige kørebane. Det er af en eller anden grund altid sådan, at de andre kommer hurtigere frem eller nogen smutter ind foran. Eller hvis toget eller bussen er forsinket, så bliver man utålmodig. Og når man ringer til et teleselskab
og får at vide, at man er nummer 7 i køen - så giver man næsten op på forhånd. Men hvad enten ventetiden er i trafikken, i telefonen eller der bare er endnu en reklamepause i den gode film i fjernsynet så er udfordringen den samme. At vi ikke lader tiden herske over os, men selv tager ansvar for, hvordan vi bruger tiden. For ventetid kan også være spændende og konstruktiv. Hvert øjeblik er faktisk en gave og vi skal ikke vente på at leve i morgen. Det liv, som Gud har givet os i dag, skal vi bruge og leve i dag. Vi skal ikke sidde med hænderne i skødet og ærge os over, at der ikke er vækkelse hos os i dag. Gud kalder os i dag til at tjene ham, som menighed og som enkelt kristen. Hvordan brugte disciplene ventetiden mellem Kristi Himmelfart og Pinsedag?
Da de kom tilbage fra Oliebjerget, så gik de derhen, hvor de plejede at opholde sig og de holdt alle i enighed fast ved bønnen. 2 ting var væsentlige: Fællesskab og bøn. Vi bør gøre som dem. Holde fast ved fællesskabet. Det er sundt og godt for en kristen regelmæssigt at være en del af et kristent fællesskab. Når vi mødes til gudstjeneste eller til møder, bibelkredse, børne, junior- og teenklub, så styrker det os i troen og i forventningen til, hvad Gud vil gøre iblandt os. Men det er jo ikke bare det at mødes det er vigtig, hvad vi mødes om og hvad vi får ud af det. Gud gav mennesket en hviledag om ugen helt fra begyndelsen, en dag til hvile fra ugens arbejde, men det var særligt en dag til at tilbede Gud og opleve fællesskabet med Ham. Det kristne fællesskab har et centrum, en retning, et særligt indhold, nemlig Guds ord og tilbedelsen af Jesus Kristus.
Det er båret af de enkeltes ønsker om at tro og tjene Jesus. Hvis vi mister det fokus og bliver optaget af vores egne præstationer som kristne eller vi sammenligner os med de andre eller det bliver det ydre (liturgi eller mødeform, bygninger og inventar), som vi bruger vores energi på så mister det kristne fællesskab sin kraft og der bliver plads til strid og kamp. De 11 apostle og kredsen af brødre omkring dem, Jesu mor og kvinderne der havde fulgt Jesus havde det samme mål: De havde fokus på at tilbede og tjene Jesus og ønskede at stille sig til rådighed for Ham. Det skal vi også have så vil Helligånden åbne vore øjne for, hvad vi skal bruge ventetiden på. Sammen med den trofaste, tålmodige tilhørsforhold til det kristne fællesskab var der en anden vigtig ingrediens i disciplenes venten på Ånden. De bad.
De vidste godt at de aldrig ville nå til jordens ende eller bare et stykke af vejen i egen kraft. De bad om vejledning. De bad om at visdom. De takkede for alt det som Jesus havde gjort. Jesus havde givet dem store løfter og lært dem om Guds faderhjerte, der blot ventede på at give sine børn gode gaver. Derfor bad de med forventning om, at Gud hørte deres bøn og allerede var i gang med at opfylde den. Vi skal være en bedende menighed. Det tror jeg faktisk også at vi er. Det begynder hos den enkelte, den daglige bøn, den uophørlige samtale med Gud, den fortrolige hvile i Guds favn. Dernæst i familien det er vigtigt at vi kan bede sammen. Ægtefæller, børn og voksne, familieandagten er det livgivende åndelige åndedræt i en familie. Og så i menigheden, til gudstjensten, før gudstjenesten, efter gudstjenesten, hvor vi bærer
hinanden i forbøn og takker for den velsignelse Gud har givet os. Det er i bønnen for hinanden at vi kan lægge den sårede og det brudte frem for Gud og bede ham hele og helbrede det som er gået i stykker. Derfor skal vi have frimodighed til at tale med hinanden om det der er svært og turde bede om forbøn, for det giver trøst og den der beder for andre glæder sig over at kunne hjælpe. Gud har knyttet stærke løfter til forbønnen og det er uvurderligt for en menighed og et kristent fællesskab at især ældre mennesker trofast beder. Fællesskab og bøn det er godt at bruge ventetiden til. Mens vi venter på Ånden ser vi, at han allerede er i funktion. 2. del Som I ved, så har vi 4 adventssøndage som forberedelse til at vi fejrer julens budskab om at Jesus
kommer. Så mange søndage har vi ikke forud for at Helligånden kommer. Vi har faktisk kun denne ene, som vi har i dag, så man kunne godt kalde i dag, 6. søndag efter påske, for Helligåndens advents søndag. Og ligesom en del af adventstidens tone er eftertænksomhed og synderkendelse, den har den samme lilla farve som fastetiden, sådan tror jeg faktisk at vi har brug for at rense ud inden vi er klar til at fejre pinse. Mon ikke de fleste af os har været i gang med forårsrengøring på forskellig vis. Støvet har samlet sig i krogene og der trænges til at blive ryddet ud i gamle sko og ting, der har fået lov til at hobe sig op i garagen. På samme måde er der nok at se til i haven alting skyder op, ikke bare træer og buske er blevet grønne ukrudtet finder også vej overalt og der må hakkes og luges.
Men hvordan rydder man op og luger ud i kristenlivet og støver kristentroen af? Det tror jeg faktisk, at man gør på præcis samme måde som i hus og have. Det første er at få øje på støvet. Det gør man ved at rykke gardinerne til side og lukke lyset ind. Der må altså en aktiv handling til. Ukrudtet ser man heller ikke inde fra stuen man må op af sofaen og ud i haven og se, hvordan det hele står. Vi foretager denne åndelig bevægelse (af gardiner), hvis vi rykker ved vores egne gamle forestillinger om, hvem Gud er og hvad han vil mig. Jeg tror rigtig mange har en ret fast forestilling om Gud og hvad det vil sige at tro på ham. Jeg kender de bibelske beretninger, kender til hvad det betyder at Jesus døde på korset for mine synder. Jeg er rigtig god til det med forsoning, synd og nåde, lov og evangelium. Men hvad nu, hvis jeg rykker lidt på de gamle forestillinger? Læser en ny bog eller læser mere eller anderledes i bibelen end jeg plejer. Måske skulle jeg tale med en kristen, som jeg normalt ikke er enig med, med det formål at lytte til, hvad den
anden tror og står for. Vi kan tit være optaget af at overbevise andre om at de er forkert på den. Men måske får min tro et nyt (tiltrængt!) perspektiv ved at se det som min kristne bror eller måske ateistiske ven har set. Eller jeg skulle prøve at bede på en ny måde, anderledes, mere konkret så ser jeg måske noget af det støv, som skal fjernes eller hvor der skal ryddes op. Det kan også være at der er menneskeligt og åndeligt ukrudt i mit liv, der skal fjernes. Da jeg gjorde haven forårsren for nylig, så måtte jeg nogle gange helt ned på knæ og luge ud for at få det hele med. Hvorfor skulle det være anderledes i resten af mit liv. Der står hovmodet trangen til at ophøje sig selv overfor andre. Op med det. Der er egoismen den konstante optagethed af selv at få nok, selv at få sine ønsker opfyldt og få sin vilje. Tag godt fat om hakkejernet og hak til.
Der er pengeglæden det at kunne købe det man har lyst til og lige så meget som de andre har. Den har dybe rødder, men grav dybt og få den ryddet ud. Jeg ved ikke, hvilken form for ukrudt du har i dit liv. Men måske så skulle du prøve at se efter. Måske var det nu, at du skulle ransage dig selv, dit liv og dine relationer til dine nærmeste. Og når du gør det ser efter så tror jeg også at du får øje på noget af det som gror i dit liv. Det er ikke let at få væk. Ukrudt har det med at komme igen og igen og hvis jeg ikke ser det, så tager det magten over de smukke planter, som Gud lader vokse i mit liv. Ydmyghed, gavmildhed, godhed. Vi venter på Ånden. Vi venter på vækkelse. Mens vi venter skal vi forberede os, luge ud og rydde op, så Helligåndens lys kan skinne på os og finde et hjerte, der er parat til at lade sig bevæge af Gud. Hvordan er dit hjerte? Venter du på Ånden?
Afslutning For nylig hørte jeg en præst fortælle om en lille episode. Han var på vej over i den lokale sognegård og mødte på vejen en af kirkens juniorkonfirmander, der hilste på ham. Hun ville vide, hvor han var på vej hen og da hun fik det at vide, så sagde hun: Hils Gud. Han var på vej overfor at kopiere noget i sognegården, så det tyggede han lidt på for den lille pige behøvede jo ikke præsten til at hilse Gud. Det kunne hun selv gøre. Men desværre er der mange der har en forestilling om at præsten på en særlig måde har kontakt til Gud og som ikke selv synes at de lige kan tale med Gud. Derfor er der brug for at vi også i dag bringer evangeliet til vores folk. Der er også brug for vidner i dag, så mennesker lærer Gud at kende og tror på Ham. Når Helligånden kommer, så skal han vidne om Jesus, siger Jesus til sine disciple og så fortsætter han: Og også I skal vidne. Helligånden kommer for at
vidne om Jesus hvad han har gjort og hvem han er. Men vi kaldes også til at vidne. Da disciplene efter Kristi Himmelfart skulle vælge en erstatning for Judas Iskariot, så der stadig var 12 apostle, så var kriteriet, at det skulle være en af dem, der havde været med i fællesskabet omkring Jesus ligefra Jesu dåb indtil hans opstandelse. Så da de valgte Matthias som d. 13. apostel, så var det en der kunne vidne om Jesus, for han havde selv oplevet det. Når vi skal være vidner i dag, så sker det ved Helligåndens kraft og ved at blive fyldt af Ham og det sker ved at vi vidner om det vi selv har oplevet. Vi kan ikke vidne om Jesus, hvis det med at være kristen kun er en teori eller en lære om Gud. Det må være noget personligt, noget der har afgørende betydning for vores liv, noget der giver os oplevelser og erfaringer med Gud.
Men hvordan vidner vi så og hvad sker der når vi gør det? Jesus giver os ikke falske forhåbninger om, at alle vil tage imod evangeliet, blot vi kommer med ægte personlige vidnesbyrd om Jesus. Tværtimod taler han om modstand og forfølgelse. Vi kan og skal gøre, hvad vi kan holde fast ved fællesskabet, ved bønnen og vi kan forberede os med en åndelig forårsrengøring men hvordan mennesker tager imod evangeliet er vi ikke herrer over. Heldigvis har Jesus forberedt os på det, så vi ikke mister modet. Men Jesus har også ved sin apostel Paulus givet os en vejledning til, hvad vi kan gøre og den vil jeg gerne slutte med. Paulus var i øvrigt en af de første til at tro at han tjente Gud ved at forfølge de kristne, så selv om nogen i dag afviser Jesus, så kan det se anderledes ud i morgen. Paulus skriver til menigheden i Kollosæe: Vær vise i jeres omgang med dem udenfor, og brug det gunstige
øjeblik. Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt, så I ved, hvordan I skal svare hver enkelt. Bed Gud om at vise dig det gunstige øjeblik i forhold til dem, som du kender, så vil Gud give dig det som du skal sige. Et enkelt vidnesbyrd er bedre end en lang prædieken. En invitation til en gudstjeneste eller til et Alphakursus kan måske være svært at få afleveret, men bed Gud om at du må få visdom til, hvordan du skal gøre det. Men bed først og fremmest om, at Gud må give dig en længsel efter vækkelse og fornyelse for det har vi både som kirke og folk brug for. Mere end nogensinde før. Amen.