hilsen 2008 fra Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen Nr. 180. November 2008 Diakoni - i etnisk spændingsfelt I samfundsdebatten har spørgsmålet om integration af unge med muslimsk baggrund været meget fremme igennem snart mange år. Her går især de store drenge og de unge mænd igen som en særlig udfordring. Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen har i sit arbejde valgt at have fokus på unge piger og kvinder i dette etnisk-kulturelle spændingsfelt. Forstander Lars Eyermann giver i sin artikel et indtryk af arbejdet og udfordringer i Bostedet Kastaniehusets liv og hverdag. Endvidere bringes interviews med to af de unge piger fra institutionen, der er hjemsted for unge kvinder og -piger på flugt. Leder af Bofællesskabet Rosenly, Marianne Honoré fortæller om Bofællesskabet Rosenly, der er midlertidigt hjemsted for voldsramte unge mødre, som søger at finde eget fodfæste i det danske samfund. Velkommen til Hilsen 2008
Indhold Side 3 Side 6 Side 8 Side 10 Side 15 ET TILFLUGTSSTED FOR UNGE PIGER PÅ FLUGT Af forstander Lars Eyermann KASTANIEHUSET ER ET STED, HVOR MAN FØLER SIG TRYG Af souchef Kirsten Høgh KASTANIEHUSET HAR HJULPET MIG PÅ RETTE SPOR Af sagsbehandler Lena Trougaard BOFÆLLESSKABET ROSENLY EN BASE FOR LIV, VÆKST OG MULIGHEDER Af leder af Bofællesskabet Marianne Honoré EN VIFTE AF TILBUD Redaktion: Lars Eyermann, Edy Kjærsgaard og Marianne Zehngraff Fotos fra Bostedet Kastaniehuset: Fotograf Julie Skovbo Frisch-Jensen Fotos fra Bofællesskabet Rosenly: Marianne Honoré SANKT LUKAS JULESTUE Lørdag den 6. december 2008 kl. 11.00-15.00 2
Et tilflugtssted for unge piger på flugt Af forstander Lars Eyermann Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen driver i samarbejde med Red Barnet Bostedet Kastaniehuset, der er opholdssted for unge piger med etnisk minoritetsbaggrund. Institutionen har til huse på Sankt Lukas Stiftelsen og er et hjemsted for unge piger, der er ramt af konflikt med eget hjem i samspil med alvorlige sociale- og kulturelle problemer. 1. oktober 2008 fyldte Bostedet Kastaniehuset 4 år. I den forløbne tid har arbejdet udviklet sig i takt med de ændringer, som har fundet sted i målgruppen og i samfundet. Da Kastaniehuset blev oprettet for 4 år siden, var hensigten at tilbyde et tilflugtssted og et hjem for unge piger, som behøvede omsorg og pædagogisk støtte og behandling udenfor eget hjem. Målgruppen var unge piger mellem 14- og 18 år, som var i konflikt med eget hjem p.g.a. spændinger mellem dansk kultur og et indvandrermiljø med traditionelle muslimske normer. Det var således tanken, at beboerne i Bostedet Kastaniehuset skulle hjælpes og støttes, så skolegang kunne fortsættes eller et uddannelsesforløb kunne påbegyndes, og de unge kunne hjælpes til at finde eget fodfæste i det kulturelle spændingsfelt, som var deres. Et midlertidigt hjem for unge på flugt I den forløbne tid har det imidlertid vist sig, at de piger, som kommunerne faktisk visiterer til Bostedet, har langt sværere problemer med i bagagen. De kulturelt betingede konflikter mellem generationerne overskygges oftest af alvorlige sociale- og psykiske problemer. De fleste unge er således stærkt prægede af familierelaterede problemer med vold, overgreb og svage ressourcer af forskellig art. Flugt eller tvangsfjernelse fra hjemmet er tillige hyppigt med til at danne baggrund for de ofte svære traumer, som de unge har med i bagagen. Det har således vist sig, at mange at dem har det psykisk så dårligt, at de næsten ikke magter at gå i skolen eller at gennemføre et uddannelsesforløb. Mange har også store huller i deres skole-uddannelse, og flere bliver i lange perioder hjemmeundervist. I betydeligt omfang bruger de deres dagligdag på at komme følelsesmæssigt på fode. Deres kulturelle baggrund har også været, at pigerne i deres hjemland slet ikke skal have en uddannelse af den ene eller anden art. De skal først og fremmest giftes. 3
Tid til samtale Øget vægt på støtte og fælles opgaver i dagligdagen Bostedets pædagogik er lagt an på, at det er piger, som kan tage ansvar for sig selv og deltage i alle de praktiske ting i Bostedet. For eksempel er der ikke ansat en person til at lave mad, rengøring af lokalerne og andre praktiske tiltag. Disse områder skulle indgå som en del af deres dagligdag sammen med personalet. Det har skabt nogle store konflikter med pædagogerne og personalet. Måske har man stillet for store krav til pigerne, skønt de var så følelsesmæssigt belastede. Det er i dag sådan, at de laver mad og gør rent sammen med personalet. Ved Bostedet Kastaniehusets start var det hensigten, at der skulle arbejdes med de unge og deres samspil med familierne. Da det viste sig, at langt de fleste af beboerne er på skjult ophold, er dette ikke muligt. Kontakten med de pårørende varetages af sagsbehandleren, der holder disse underrettet om, hvordan den unge har det. Unge piger på skjult ophold Familien ved som regel ikke, hvor pigen opholder sig. Måske kan man genoptage kontakten til familien? Dog er det kun ganske få af pigerne, der har en kontakt til familien, og i de tilfælde prøver 4
Bostedet at samarbejde med dem. Man ønsker gerne, at de kommer på besøg i huset, og at pigerne med følgeskab fra pædagogerne kan tage på besøg i hjemmet eller ude i byen. Eller at de kan ringe til én i familien -måske en søster eller bror. Mange af pigerne har aldrig fortalt, hvad de har været ude for i deres forholdsvis korte liv. Og tilliden til, at voksne kan hjælpe, er i udgangspunktet meget lille. I dag bruges der meget tid på at genopbygge et tillidsforhold til andre, at de tør åbne sig og fortælle om de traumatiske hændelser og familieforhold, som tynger dem. Svingende pres og nye udfordringer Da kommunalreformen blev gennemført pr. 1. januar 2007 medførte det en længere periode uden tilgang af nye beboere. Nu har kommunerne atter fundet fodslaget. Alligevel er der store svingninger i perioder med tilgang af nye beboere. Vintermånederne er her en stille periode. Når sommeren nærmer sig, er der derimod ofte et stærkt pres fra kommunerne om plads i Bostedet. Med den forestående sommerferieperiode planlægges i familierne ferierejser med besøg hos familie og slægtninge i oprindelseslandet. Her spidser konflikterne ofte til, når de unge piger frygter at skulle møde en kommende ægtefælle med efterfølgende ægteskab til følge. Med svingningerne i tilgangen af nye beboere i Bostedet er det vanskeligt at opretholde de nødvendige personaleressourcer. Hertil kommer, at de tunge- og omfattende problemer, de unge har med sig, kræver støtte og behandling i et omfang, som ikke oprindeligt var forudsat. Tid til madlavning Det er baggrunden for, at Bostedet Kastaniehuset arbejder for en regulering af personale-normeringen til de reelle behov. Endvidere er der sket det glædelige, at Integrationsministeriet har bevilget midler til etablering af et antal akutpladser. Dermed åbnes der mulighed for, at man fremover bedre vil blive i stand til at kunne tage imod de unge med kort varsel, når det er påkrævet og at imødekomme dem med de omfattende behov, som er deres. 5
Kastaniehuset er et sted, hvor man kan føle sig tryg Kirsten Høgh (KH), der er medarbejder i Kastaniehuset, har interviewet Youssah (Y), der er 19 år og har boet i Kastaniehuset fra hun var 16- til 18 år. I dag bor hun i egen lejlighed og klarer sig selv. Hendes navn er ændret. Tid til at være på vej KH: Y, hvorfor kom du til at bo på Kastaniehuset? Y: Jeg havde problemer med min familie. En sommer var jeg med familien på ferie i Iran. Selv om jeg ikke ville, blev jeg sendt til Afganistan. Der var det planen, at jeg skulle giftes med min fætter. Heldigvis fik jeg kontakt til de danske myndigheder, som hjalp mig ud af landet. De sørgede for at jeg kunne komme til Kastaniehuset. KH: Hvad var det bedste ved at bo i Kastaniehuset? Y: Det bedste var samværet med de andre piger. Det betød meget at lære nye piger at kende, som kommer fra samme baggrund som mig og har omtrent de samme problemer med deres familie. Det er en stor fordel, at vi har samme baggrund. Så er det lettere at forstå de andre og at støtte hinanden. Det er nemt at identificere sig med de 6
andre. Og det var godt at tale med pædagogerne i huset. KH: Hvad fik du støtte til i hverdagen? Y: I Kastaniehuset fik jeg hjælp til at sætte ord på mine følelser. Og jeg fik lært at blive bedre til at styre min vrede. Jeg blev også meget mere selvstændig, og jeg har lært at klare mig selv, efter at jeg flyttede fra Kastaniehuset. Det ville jeg ikke have lært derhjemme. KH: Hvad tænker du om din religion i forhold til Kastaniehuset? Y: Kastaniehuset er et sted, hvor jeg altid har følt mig tryg. Her bliver der taget hensyn til min muslimske baggrund. Jeg har tidligere oplevet, at andre piger blev kritiseret, fordi de f.eks. gik med tørklæde. I Kastaniehuset er der plads til, at man kan praktisere sin religion, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det. Jeg tror også, at forældrene har nemmere ved at acceptere en anbringelse i Kastaniehuset, da det er et sted, hvor der bliver taget hensyn til de muslimske traditioner. Der bor f. eks. ikke drenge, og pigerne må ikke drikke. Der er også faste tider, hvor pigerne skal komme hjem. Personalet skal vide, hvor pigerne opholder sig og, hvem de er sammen med, når de er ude osv. Jeg tror, det er regler, som har medvirket til, at pigen har Tid til eget værelse mulighed for at bevare sin ære som en god muslimsk pige. Derved har hun også lettere ved at blive accepteret i sit gamle miljø ved en eventuel tilbagekomst. KH: Hvad tænker du om det danske samfund og en sådan institution som Kastaniehuset? Jeg synes, det er godt, der findes et sted som Kastaniehuset, hvor piger har mulighed for at bevare deres egen kultur. Samtidig lærer man at respektere andres måde at leve på. Selv har jeg i mødet med de andre piger og personalet fået indblik i andre menneskers måde at opfatte tingene på, og jeg synes, jeg har udviklet mig personligt i de to år. Jeg opfatter mig selv som en afghansk pige, selv om jeg bor i Danmark. Jeg vil have lov til at bevare min egen kultur, men jeg respekterer den danske kultur. Jeg forsøger at leve med de to kulturer på en sådan måde, at jeg tager, hvad jeg kan bruge fra hver kultur. 7
Kastaniehuset har hjulpet mig på rette spor Lena Trougaard (LT), der er medarbejder i Kastaniehuset, har interviewet Xenia (X), der er 15 år og en af institutionens beboere. Navnet er ændret. LT: Hvad er baggrunden for, at du kom til Kastaniehuset? X: Jeg kom til at bo på Kastaniehuset, efter jeg blev fjernet fra mit hjem p.g.a. vold. Det var 3. gang jeg var stukket af hjemmefra, men da havde jeg kun været væk i kortere tid. De andre gange havde jeg bedt om at komme hjem igen, men ikke denne gang. Jeg troede ikke mere på, at forholdene derhjemme ville ændre sig - og nu havde jeg besluttet at gøre noget for mig selv. Det tog lang tid, før jeg faldt til ro og troede på, at jeg nu var i sikkerhed og fik den ro og omsorg, jeg behøvede. LT: Hvad er du mest glad for ved at bo her? X: Det bedste ved Kastaniehuset er pædagogerne. De venter, til man har truffet sine egne beslutninger og bakker så den beslutning op. De støtter en i at komme på rette spor. De er der også for en, når man har det dårligt og trænger til knus og omsorg. Tid til smykker 8
LT: Hvordan synes du, at du er blevet støttet her? X: I Kastaniehuset er der tid til at lytte og nogen at betro sig til. Mens jeg har boet her, har jeg haft meget brug for at tale om de mange svære valg, jeg har måttet træffe og det at miste min familie, søskende, skolekammerater og hele netværket i den by, jeg kom fra. Det hele handler om tillid. Det tager tid at lære de voksne - pædagogerne at kende, og før man gør det, har man ikke lyst til at betro sig til dem om det, man har oplevet. LT: Hvordan har det været at møde de andre piger her? X: Det er lidt som at få en ny familie. De andre erstatter den familie, man har forladt - og de er der for en, når man har det dårligt, og de kan genkende ens historie. LT: Hvordan er det at være her som en muslimsk pige? X: Det er noget at det, pigerne taler med hinanden om, og hvis de har spørgsmål, kan de også spørge de voksne. Særligt de muslimske medarbejdere taler vi med om vor religion. Jeg har jo ikke valgt min religion. Det har mine forældre, og jeg har mange spørgsmål i forbindelse med min religion også om døden. Jeg er også interesseret i at lære om andre religioner og det, jeg dér kan sammenligne med min egen religion. I Kastaniehuset kan man få lov at være sig selv finde ud af, hvem man er som person og måske finde frem til sine mål. Nogle piger tager tørklædet af, når de flytter ind på Kastaniehuset og tager det måske på igen, når de får en kæreste eller flytter hjem igen. De får også mulighed for at gå i det tøj, de har lyst til og prøve forskellige tøjstile. LT: Hvad tænker du om at være en muslimsk pige i det danske samfund? X: Jeg tror, at alle pigerne fra Kastaniehuset vil tage nogle danske traditioner med sig, f.eks at holde fødselsdag. Det har jeg også prøvet derhjemme, da jeg var lille, for det var en sjov fest for vennerne fra børnehaven og i skolen. Der vil sikkert også være mange, der vil holde juleaften, når de får børn - for deres børns skyld. De fleste piger på Kastaniehuset vil også gerne have en uddannelse, og det vil være muligt for dem, hvis det er det, de beslutter sig for. 9
Bofællesskabet Rosenly en base for liv, vækst og muligheder Af leder af Bofællesskabet Rosenly Marianne Honoré Bofællesskabet Rosenly er et fristed for etniske minoritetskvinder og deres børn med en baggrund af tunge- og komplekse problemer. I Bofællesskabet ydes omfattende støtte til at gøre kvinderne duelige til et selvstændigt liv som mødre og forsørgere i Danmark. Marianne Honoré fortæller om livet og arbejdet i Bofællesskabet Rosenly. Da Bofællesskabet Rosenly startede i 2006, havde vi ikke taget højde for, at den nye kommunalreform skulle blive årsag til så store forhindringer i relation til at formidle Rosenlys tilbud til borgerne. Samtidig var vi afhængig af kommunerne, som skulle bevillige de henvendelser, vi fik andre steder fra. Det var umuligt at komme i kontakt med kommunerne, og kom vi endelig igennem, var der ingen, som vidste, hvem der skulle arbejde med målgruppen. Så på trods af, at vi havde 40 henvendelser og fremvisninger det første år, flyttede den første familie først ind i Rosenly 5. februar 2007. Det var en ung mor og et spædbarn på 3 mdr. Fra 1. juli 2007 har Rosenly haft fuldt hus. Indtil dato har der boet 9 mødre med tilsammen 10 børn i Rosenly. De har været her mellem 2- og 13 måneder. Lige nu har vi 4 mødre og 5 børn i alderen fra 5 mdr. til 4 år boende. Familierne har været her i henholdsvis 10 mdr., 9 mdr., 6,5 mdr. og 3 mdr. Opgaver med forældrerollen, netværk og kompetencer Dagligdagen er spændende og afvekslende. Dog er der nogle fælles grundlæggende opgaver med familierne. Blandt disse kan nævnes, at styrke mor-barn relationen styrke forældre kompetencen støtte opbygning af et holdbart netværk styrke mødrenes danskkundskaber og bevidsthed om egne evner, kompetencer og jobmuligheder. Uden dansk sprog og erhvervserfaring Ingen af mødrene har ved indflytning i Rosenly haft en afsluttet dansksproget uddannelse. Størstedelen kan ikke kommunikere på dansk, men lidt på engelsk. Ingen har erfaringer på det danske arbejdsmarked, og kun én mor har haft arbejde i sit hjemland. I en periode passede Rosenly børn for 2 mødre, der ikke havde 10
Ved undervisningen fået plads i børneinstitution. Begge var meget motiveret for at starte danskundervisning, og vi vurderede, det var vigtigt, at dette blev realiseret så hurtigt som muligt. To unge kvinder flyttede ind umiddelbart, før de skulle føde. De havde begge brug for individuel undervisning og vejledning i fødselsforberedelse og løbende individuelle samtaler omkring fødslen. Efter fødslen var der ekstra behov for støtte til amning samt instruktion til grundlæggende opgaver omkring barnet. Spørgsmålene var mange og handlede om hel basal viden. Læring og tilegnelse fra bunden I projektets udarbejdelse var det planen, at mødrene hurtigst muligt skulle starte med 3 dages danskundervisning på Hellerup Sprogcenter, som ligger på Stiftelsens område. To gange om ugen var der planlagt undervisning i Rosenly, men dette har det ikke været muligt at gennemføre. Årsagen er, at undervisningen på sprogskolen foregår på forskellige dage og på forskellige tidspunkter. Vi har derfor valgt at have større fokus på den individuelle undervisning, hvor vi tager udgangspunkt i den enkelte kvindes situation med fokus på hendes ressourcer og hjælp til selvhjælp. Spørgsmålene og opgaverne er mangeartede. Her følger nogle eksempler: Det drejer sig f.eks. om hjælp til overblik over økonomi og budgetlægning og kontakt til diverse offentlige instanser. Det handler om planlægning og tilrettelæggelse af dagligdagen, om lektiehjælp eller fødselsforberedelse. Efter fødsel gælder det om amning/ikke amning, gråd, sygdom, småbørns behov og stimulation, kost og udvikling og meget andet. Nævnes kan også basale ting som f.eks. 11
Ved symaskinen implimentering af faste rutiner omkring barn/børn, hygiejne, kvindesygdomme, hovedrengøring m.m. Vi har løbende individuelle samtaler, hvor vi taler om uddannelse og arbejde. Den enkelte hjælpes til at afklare sine ønsker for fremtiden både arbejdsmæssigt og personligt. Vi afholder fælles husmøde hver uge, og vi tilbyder gymnastik to gange om ugen for dem, som er hjemme. Herudover tilrettelægger vi forskellige arrangementer, der foregår eftermiddag, aften eller weekend. Ved computeren I erhvervspraktik på Sankt Lukas Stiftelsen Når mødrene er parate til at afprøve arbejde, er der et godt samarbejde med Sankt Lukas Stiftelsens forskellige arbejdspladser, hvor de har mulighed for at komme i praktik indenfor pædagogområdet, rengøring-og køkkenområdet samt social-og sundhedsområdet. Vi følger den enkelte tæt med løbende opsamling og evaluering af forløbet. Lige nu er en af vore mødre færdig med en længere praktikperiode i storkøkkenet; det har været en stor succes for hende. Det er tydeligt, at hun har erhvervet sig et større ordforråd på dansk, og samværet med danske kolleger har været en dejlig oplevelse for hende. Hun er nu startet i et forløb i børnehaven Lundegaard, som ligeledes ligger på Sankt Lukas Stiftelsen, og her har hun fået en meget stor udfordring, da dansk børneopdragelse og hendes kulturs børneopdragelse ligger meget langt fra hinanden. Opbygning af socialt netværk og efterværn Størstedelen af familierne, der flytter ind i Rosenly har brug for at etablere et nyt netværk. Vi har derfor arrangeret kontakt og sam- 12
arbejde med andre instanser, som arbejder med målgruppen. Rosenly s familier har været på udflugter, til kvindefester, og de har selv inviteret kvinder til Rosenly. Det har været hyggelige arrangementer, men der er endnu ikke etableret varigt venskab mellem de familier, der har deltaget. Enkelte kvinder har fået veninder fra sprogskolen, som de inviterer hjem efter skole, og herudover er der en rigtig god nabokontakt på Sankt Lukas Stiftelsen, hvor specielt en søster ofte gæster Rosenly til stor glæde for alle. Rosenly s efterværn er ikke formaliseret. Vi arbejder på en formaliseret familierådgivning. Der er opsamlet nogle erfaringer gennem den frivillige rådgivning. Tidligere beboere bliver inviteret til sociale aktiviteter sammen med de kvinder, der bor her nu. Hvem er det så, der har boet og bor i Rosenly? Den oprindelige tanke med Rosenlys målgruppe var, at det skulle være voldsramte-, etniske minoritetskvinder med børn, der efter endt krisecenterophold skulle flytte i egen lejlighed, men som ikke magtede dette på grund af den nye sociale situation. Virkeligheden er anderledes. Der er flere forskellige årsager til, at kvinderne får bevilget ophold i Rosenly. Enkelte er kommet fra krisecenter, andre direkte hjemmefra. Nogle har boet på kollegium, hvor det ikke er tilladt at bo med et barn, og de er derfor blevet opsagt umiddelbart inden fødslen. Andre er henvist fra projekter, der har dagtilbud for etniske minoritetskvinder, hvor kvinder har bedt om hjælp. Der er ingen af Rosenlys familier, der har været forfulgt eller truet på livet af ægtemænd eller forældre. Men fælles for kvinderne er, at de alle har oplevelser af fysisk- og psykisk overlast med sig i bagagen. Desuden er flere af mødrene vokset op uden deres egen mor, og de mangler tydeligt en rollemodel. Størstedelen af dem, der har boet og bor i Rosenly, har ikke permanent ophold i Danmark. De lever derfor med et ekstra psykisk pres for, hvad der skal ske dem fremover. Den oprindelige tanke var, at familierne skulle have et længerevarende ophold i Rosenly for at sikre en optimal integration for både kvinder og børn. Men kommunerne bevilger ikke lange forløb. De forpligter sig højst 3 mdr. ad gangen. Dette gør resultatet af vores arbejde vanskeligt, da tilegnelse af ny viden og erkendelse tager lang tid 13
Udviklingen under opholdet og mulighederne ude i samfundet Fælles for mødrene her er, at de er kommet hertil med en ludende- og træt kropsholdning, kedelig ansigtskulør og en opgivende tilgang til fremtiden. Fælles for børnene har været enten ekstrem voldsomhed og uro eller overdreven tilbageholdenhed. Børnene har ikke haft faste spise-og sove- tider. Mødrene kan ikke sige nej til slik og sodavand, og samtidig har de ikke tradition for at stimulere børnene ved leg eller andre aktiviteter. Der sker en stor positiv forandring for de familier, der har boet her gennem længere tid. Dem, der har boet her længst, er de unge mødre med spædbørn, og her har vi set en meget positiv udvikling i forhold til at strukturere hverdagen og have fokus på barnets behov. For de kvinder, som bor her lige nu, ser vi ligeledes en positiv udvikling både personligt og sprogligt; og for de større børn har vi oplevet meget stor ændringer. Ved vaskemaskinen Hvordan har beboere klaret sig videre i samfundet? Vor erfaringsgrundlag er baseret på 9 beboere gennem halvandet år, hvoraf 3 familier kun boede her i ganske få måneder. De 2 familier, der boede her mellem 9- og 13 måneder, klarer sig rigtig godt. Begge fik tildelt en lille studielejlighed i deres hjemkommune. Den ene mor blev optaget på sin drømmeuddannelse, inden hun flyttede fra Rosenly, og hun lever nu af dobbelt SU, som gør at familien er bedre økonomisk stillet. Den anden familie flyttede, inden barselsorloven var slut. Vi har jævnlig kontakt med dem, og det går rigtig godt. Mor er startet i 9. klasse, og barnet er kommet i vuggestue. De trives begge fint, men har stadig brug for Rosenly. 14
En vifte af tilbud Brochurer og oplysninger fås ved henvendelse til Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen tlf. 3945 5200 www.sanktlukas.dk admin@sanktlukas.dk Sankt Lukas DIAKONIFÆLLESSKAB Nye medlemmer indbydes til at deltage i et fællesskab, hvor Guds kærlighed og omsorg styrker den enkelte i kristenlivet og i det diakonale arbejde; Et menneskeligt fællesskab med diakonale opgaver. Sankt Lukas ÆLDREOMSORG pleje og rekreation På Lindely, Stiftelsens ældrehjem, tilbydes permanente plejeophold samt tidsbegrænsede rekreationsophold. Lindely har dejlige store eneværelser med bad, toilet, tv-stik, telefon og udsigt til grønne arealer. Sankt Lukas HOSPICE Omsorg og pleje af alvorligt syge og døende i tryg og hjemlig atmosfære. Opgaven er at skabe nærvær, yde bedst mulig lindring af sygdommens symptomer og yde hjælp til at leve med døden i vente samt støtte og hjælp til de pårørende. Sankt Lukas HJEMMEHOSPICE I tilknytning til Sankt Lukas Hospice er der i samarbejde med Region Hovedstaden oprettet et udgående Hospiceteam. Teamet yder støtte til plejen af uhelbredeligt syge og døende i eget hjem og på plejehjem. Sankt Lukas RÅDGIVNINGSTJENESTE Rådgivningstjenesten tilbyder individuelle samtaler og par- og familiesamtaler til alle, der har brug for et lyttende øre eller mod til at tage ansvar. Sankt Lukas MØDESTEDET Mødestedet er åbent for alle med tilbud om samvær og diverse aktiviteter. Nyoprettet Netcafé med mulighed for hjælp. Hver dag kan købes middag, smørrebrød, kaffe og kage mm. Sankt Lukas REFUGIUM SMIDSTRUP STRAND I dejlige omgivelser nær Gilleleje i Nordsjælland. Åbent hele året for kurser, møder og konferencer. Ferieophold tilbydes i sommerperioden. Integreret daginstitution LUNDEGÅRD For børn mellem 0-6 år. Den kristne grundholdning giver sig bl.a. udslag i en månedlig børnegudstjeneste. Bostedet KASTANIEHUSET Tilbyder døgnophold og behandling af længere varighed for unge piger med etnisk minoritetsbaggrund. BOFÆLLESSKABET ROSENLY For mødre med børn med etnisk baggrund 15
Julestue Besøg Sankt Lukas Stiftelsens julestue. Kom og vær med. Tag familie og venner med lørdag den 6. december 2008 Kl. 11.00 Julestuen åbnes med andagt i kirken ved forstander Lars Eyermann Kl. 14.00 Musikalsk underholdning i kirken Kl. 15.00 Julestuen lukkes Boderne byder på forskellige lækkerier. Der findes hjemmelavede marmelader, strikvarer, blomsterdekorationer m.v. - også en tombola. Måske du finder en julegaveide i en af boderne. Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen Bernstorffsvej 20 Telefon Telefax Bankkonto 2900 Hellerup 3945 5200 3945 5300 5010 123171-5 www.sanktlukas.dk admin@sanktlukas.dk Indgang gennem hovedporten PrinfoHolbæk-Hedehusene-Køge