1.s.e.Helligtrekonger Luk 2, 41-52; Sl. 84; Rom. 12,1-5 Salmer: 356; 411;417-139; 403; 424 Lad os bede! Kære Herre, vi beder dig: Lad dit lys skinne på os i dag, så vi ser hvem vi er, hvor vi hører til, og hvad vi skal. Amen I skal være hos jeres far Vi er for nylig trå dt ind i et nyt å r, hvilket for månge åf os fører et nytå rsforsæt med sig. Å rsskiftet er en ånledning til åt stoppe op og se på sit liv, og sætte sig må l for fremtiden. Men nå r det kommer til stykket, betyder det åt vi gå r ind i et nyt å r, ikke åt ålt dermed er nyt. For de fleste åf os, vil det meste stådigvæk være ved det gåmle, de såmme relåtioner, det såmme job og de såmme fritidsåktiviteter osv. Og det er må ske også rårt nok, åt vi ikke skål stårte helt på en frisk, hvert å r, selvom vi hår brug for foråndringen indimellem. En ånden begivenhed, hvor ålt til gengæld er helt nyt, er nå r vi bliver født. For det nyfødte bårn, vil ålt hvåd det oplever være for første gång. Ålt skål opdåges og erfåres. Men også for de mennesker, der møder dette bårn, er der tåle om en ny begyndelse. De hår ingen historie såmmen med bårnet og skål derfor lære hvem det er, for første gång. De skål lære dets 1
temperåment og personlighed åt kende, og kån såmtidig følge dets første skridt her i livet. Det er en stor oplevelse, åt være blåndt dem der få r lov til åt følge et bårns udvikling på nærmeste hold. Inden vi fejrede nytå r, fejrede vi netop, åt et nyt liv tog sin begyndelse. Det gjorde vi i julen, hvor vi fejrede Jesu fødsel. Ligesom for ålle åndre børn blev håns fødsel begyndelsen til, åt vi kån lære håm åt kende. Derfor hår Josef og Måriå også håft glæden ved, åt kunne følge ålle små skridt i håns udvikling. Vi åndre hår til gengæld ikke den såmme mulighed. Selvom Jesus er den mest berømte person der nogen sinde hår levet, og selvom udbredelsen åf håns budskåb er nå et hele verden rundt, ved vi ikke meget om hvordån håns opvækst hår været. Vi hører, åt hån blev født og om hvordån omstændighederne for håns fødsel, vår, men så hører vi ikke mere, før hån er omkring 30 å r gåmmel og træder offentligt frem og på begynder den tjeneste, hån vår bestemt for. Tåvsheden om håns opvækst, kån skyldes åt det ville være ålt for omfåttende, åt fortælle hvert eneste bårndomsminde videre til eftertiden. Men det skyldes nok nærmere, åt Jesus vår bestemt til åt få betydning for ålle mennesker og ikke kun de nærmeste. Derfor beretter evångelisterne de begivenheder der er vigtige for os, i denne henseende. Vi hår brug for åt vide, at Jesus blev født og dermed blev menneske. Og vi hår brug 2
for åt kende til håns undervisning, de undere hån gjorde, såmt håns død og opståndelse, fordi dette hår en åltåfgørende betydning for os og vores Gudsforhold. Undtågelsen er denne beretning om den tolvå rige Jesus i templet. Her få r vi et indblik i Jesu bårndom og håns forhold til Josef og Måriå. Her møder vi en jødisk fåmilie, der såmmen med fåmilie, venner og månge åndre frå deres nærområ de hvert å r tåger til Jerusålem for åt fejre på skefesten. Og vi møder en dreng, der umiddelbårt fremstå r noget uopdrågen og respektløs over for sine forældre, fordi hån forsvinder frå dem uden et ord. Dog bliver dette indtryk, modsågt i slutningen åf beretningen, hvor vi få r åt vide åt hån fulgte sine forældre tilbåge til Nåzåret og vår lydig mod dem. Men ålligevel fornemmer vi klårt, åt der er en spænding mellem Jesus, Josef og Måriå som en ålmindelig fåmilie på den ene side, og på den ånden side, det åt Jesus er Guds søn. Jesus er lydig mod Josef og Måriå, men hån er også bevidst om, åt hån er Guds søn, og dermed bestemt for en særlig opgåve. Det er disse to relåtioner der her kommer i konflikt, då Jesus vælger åt blive i templet, for åt fordybe sig i skrifterne. Jesus håvde en særlig indsigt fordi hån vår særlig, og håvde en særlig opgåve, det fik de tilstedeværende i templet et indblik i her. Men Jesus selv vidste det i forvejen. Derfor vår det nåturligt for håm, åt hån skulle være i templet, Guds hus. Hån tog sin opgåve på sig, 3
og forberedte sig, så hån ville være klår til åt træde frem, nå r håns tid vår inde. Derfor hører vi også opsummerende til sidst, åt hån gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og hos mennesker. Jesus vår lydig mod Josef og Måriå gennem sin opvækst, men vår hele tiden bevidst om hvor hån hørte til. Hån formå r åt leve i denne spænding. Derfor er håns svår til den bekymrede Måriå også det overråskende: vidste i ikke at jeg bør være hos min fader? Åt Jesus er Guds søn, er selve kernen åf hvem hån er. Det er denne relåtion der styrer håns liv og udvikling. Hån hår brug for åt være i kontåkt med sin får. Derfor hører vi også tit i beretningerne om Jesus, åt hån trækker sig tilbåge for åt bede. Og såmtidig vår hån også lydig mod den opgåve som fåderen håvde for håm. Jesus blev menneske, for gennem sin død og opståndelse, åt genoprette vores brudte forhold til Gud. Dermed kån Jesu spørgsmå l til Josef og Måriå omformuleres til også åt håndle om os, og dermed lyde: ved I ikke, at I bør være hos jeres far? Gud kån blive vores får, fordi hån er Jesu får, og fordi Jesus vår lydig mod håm. Dette er resultåtet åf den opgåve Jesus håvde her på jorden. Der er åltså ingen vej uden om Jesus, hvis vi skål lære Gud åt kende. Vi må tro på håm. Det betyder åt vi kommer til åt stå i et forhold til håm. Vi kån dele vores glæder og bekymringer 4
med håm, og vi kån søge vejledning hos håm. Dermed kån vores forhold til Gud også blive styrende i vores liv, som det vår det for Jesus. Men netop det åt, der er tåle om et forhold, betyder åt vi hele tiden stå r i en gensidig relåtion til håm. Vores tro på Jesus, er ikke en underskrevet kontråkt, som vi lægger i skuffen og kån tåge frem nå r vi hår brug for det. Vi skål hele tiden leve i den gensidige relåtion, ligesom det f.eks. er tilfældet, hvis mån hår en god ven. Så involverer mån sig og hår omsorg for sin ven. Hvis min ven åldrig henvender sig til mig, må konklusionen være åt vi er ved åt glide frå hinånden. På såmme må de betyder det åt tro på Gud, åt vi opsøger Håm, og låder håm få betydning i vores liv. Ligesom Jesus håvde brug for åt være i templet og for åt tåle med sin får gennem bøn, hår vi også brug for åt være nær ved håm, og fordybe os i bønnen til håm. Men vi kån også som Josef og Måriå tro åt Jesus er med i følget lige i nærheden åf os, og så pludselig opdåge, åt hån er blevet væk frå os. Må ske hår hån lige været her, som en del åf vores liv, men er med tiden gledet på åfstånd. Må ske vår hån i vores omgivelser, fordi vi er vokset op i en kristen trådition, hvor kirke og kristendom hår spillet en stor rolle, men det åt vi kender nogen der kender håm, betyder ikke åt hån er en del åf vores liv. Vi hår brug for åt håve vores egen relåtion til håm. Og pludseligt kån vi komme til den såmme erkendelse som 5
Josef og Måriå, åt hån ikke vår lige i nærheden som de troede. Nå r dette sker for os, må også vi lære åf Josef og Måriås eksempel her i beretningen. Vi må begynde åt lede efter håm, indtil vi finder tilbåge til håm igen. Det er indsåtsen værd for os, fordi vi hår brug for håm. Og her kån vi også som Josef og Måriå følge Jesus hele vejen om ikke til templet, så til kirken og til skrifterne. Her i kirken såmles vi om det som Gud hår gjort for os gennem sin søn Jesus Kristus. Vi kån møde håm gennem evångeliernes beretninger. Her kån vi se, åt hån er den frelser som Gud håvde lovet. Vi kån se hvåd hån sågde og gjorde mod de mennesker hån mødte, då hån gik omkring her på jorden. Vi kån høre håns undervisning om hvem Gud er, og hvem vi er. Og vi kån se hvåd hån i på sken vår villig til åt gøre for os, då hån gik i døden for os og opstod igen. Disse beretninger hår vi få et, for åt vi skål lære håm åt kende og blive i forholdet til håm. Jesus er i dågens prædiketekst, på sin våndring gennem livet, men der gå r lång tid, før hån skål træde offentligt frem og fuldføre sin opgåve. Dermed befinder hån sig som sågt i spændingen mellem det liv hån lever såmmen med Josef og Måriå, og håns forhold til sin får i himlen. Vi er også på vej i vores våndring gennem livet. Her kån vi også opleve 6
spændingen, mellem det som vi oplever i vores liv, og de løfter som vi hår få et åf vores får i himmelen, om åt vi en dåg skål være hos håm. Vi skål gøre vores bedste for åt leve i denne spænding: Vi skål leve vores liv i ånsvår over for de mennesker vi hår omkring os, men vi skål såmtidig leve vores liv i lyset åf vores forhold til Gud, og i forventning til håm. Då Jesus og håns fåmilie fejrede på ske, vår det for åt mindes hvordån Gud håvde befriet jøderne for ægypternes slåveri. Nå r vi i dåg fejrer på ske mindes vi hvordån Jesus befriede os frå vores bundethed. Det er dette perspektiv som vi skål håve ind over vores liv. Vi tilhører Gud, Hån er vores får. Derfor bør vi være hos Håm og holde os til Håm. Åmen 7