Børn skal være børn! Navn: Yannik Noah Næsby Studienummer: SK11219 Vejleder: Eva Fuchs Wilkinson Uddannelsessted: Pædagoguddannelsen UCC Storkøbenhavn Skovlunde Udarbejdet: Vinteren 2014/2015 Antal anslag: 71.826 Engelsk titel: Children should be children
Indholdsfortegnelse Indledning... 1 Problemformulering... 1 Afgrænsning... 1 Metodeafsnit... 2 Alkohol... 3 Afhængighed... 3 Teori... 4 Omsorg og omsorgssvigt... 4 John Bowlby... 6 Tilknytning og samspil i udsatte familier... 8 Mary Ainsworth strange situation test... 8 Delanalyse: Bowlby VS. Ainsworth... 9 Erik Erikson... 10 Otte aldre i menneskets liv... 11 Daniel Stern... 13 Delanalyse: Erikson VS. Stern... 15 Metodeovervejelser interview... 15 Empiri... 17 Analyse... 19 Pædagogens rolle... 19 Hvad siger lovgivningen?... 20 Underretning...20 Den svære samtale... 21 Interview med Camilla... 22 Casen med Kasper... 24 Druk og svigt Druk fører til vold og overgreb... 24 Konklusion... 25 Perspektivering... 26 Bibliografi... 27
Indledning Jeg har valgt at undersøge børns udvikling, når de vokser op i et hjem, hvor den ene eller begge forældre har et alkoholmisbrug. Det der interesserer mig er, at jeg har haft med mennesker med alkoholproblemer at gøre i min praktik og har derfor mødt deres børn i min hverdag. I dagens Danmark vokser 122.000 børn op i en familie, hvor en eller begge forældre har et alkoholmisbrug (Sundhedsstyrelsen, Alkohol: Børnefamilier med alkoholproblemer, 2014). Dette er godt og vel hvert 10. barn. Endvidere er der, ifølge Sundhedsstyrelsen 10 % af disse børn, som får stillet en psykiatrisk diagnose. I forhold til børn, der ikke er vokset op i et misbrugshjem, er der her kun 5 %. Ud over det er der 40 % af børnene, som har symptomer på belastning og 50 % klarer sig på lige fod med andre børn (Sundhedsstyrelsen, Når mor og far drikker, 2009). Det interesserer mig, hvad man som pædagog i vores velfærdssamfund i Danmark kan gøre for at støtte og hjælpe disse børn. Det er vores opgave som pædagoger at sætte tidligt ind i forhold til omsorgssvigt, da vi er de individer og omsorgspersoner, som alle børn møder i deres første år og det er i disse år, den vigtigste udvikling sker. Vi skal som fagpersoner være opmærksomme på nogle helt specifikke faresignaler, som udsatte børn udsender, så vi kan bidrage til en god opvækst. Mit fokuspunkt i denne opgave er dels børns udvikling, og hvordan en opvækst i en familie med alkoholproblemer kan være med til at udfordre barnets udvikling, dels hvordan vi som pædagoger sætter tidligst muligt ind i forhold til børn, der er udsat for denne type af omsorgssvigt. Og om omsorgssvigt i det hele taget behøver at komme på tale. For kan man ikke være en god forælder, selvom man desværre er afhængig af alkohol? Og hvad vil det overhovedet sige at være afhængig? Hvorfor er det, at man med et misbrug ikke kan sætte sine børn i første række, hvad er det alkoholen gør ved folk, så de ikke kan styre det og bliver ligeglade med alt andet selv deres egne børn? Problemformulering Hvilken betydning kan det have for et barns udvikling at vokse op i et hjem med alkoholmisbrug, og hvordan kan vi som pædagoger støtte børn, der er udsat for omsorgssvigt på grund af alkoholmisbrug i hjemmet? Afgrænsning Jeg har valgt at arbejde med børns udvikling fra de er spædbørn op til, hvor børnene begynder i skole, altså omkring 5-6 års alderen. Dette fordi, det er i de første leveår, at vores udvikling er størst og mest betydningsfuld for hvordan vi former os som individer. SIDE 1
Omsorgssvigt kan være rigtig mange ting, men vil fokusere på svigt i børns udvikling på baggrund af, at de er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug. Dertil har jeg valgt at perspektivere et voksent barn af en alkoholiker og hvordan hun føler, at misbruget hos hendes far har påvirket hende i barndommen. Jeg har der udover valgt at sætte fokus på pædagogens rolle over for de omsorgssvigtede børn ved hjælp af lovgivning så som underretningspligt og den svære samtale pædagog og forældre imellem. Metodeafsnit Jeg har i denne opgave valgt primært at sætte fokus på omsorgssvigt og børns udvikling. Til at belyse børns udvikling bruger jeg forskellige perspektiver. Den ene er John Bowlbys tilknytningsteori, fordi omsorg og tilknytning er to faktorer, som er tæt knyttet sammen i barnets første leveår. For at supplere Bowlby, fremhæver jeg også Mary Ainsworth, der ligesom Bowlby og har beskæftiget sig med tilknytning. De to har haft et tæt samarbejde om børns tilknytning, og derfor finder jeg det relevant at have begge teoretikere med. Den tredje teoretiker er Erik Erikson og hans udviklingspsykologi. Erikson har jeg valgt at tage med, fordi jeg finder hans livsstadier omkring barnets udvikling interessant at bruge i forhold til min empiri og mine tanker. Den sidste teoretiker, hvis udviklingsteori jeg belyser, er Daniel Stern. Stern fremhæver barnets udvikling på en meget konkret måde og udformer barnets udvikling i måneder, hvor Erikson gør det i år. Derfor synes jeg, at det er interessant at se, hvordan de to er enige/uenige. Fra et samfundsfagligt perspektiv inddrager jeg lovgivning fra Dagtilbudsloven omkring omsorg og udvikling. Endvidere kommer jeg ind på, hvordan man som professionel i vores fag har underretningspligt, og hvordan det skal gøres. Det er ikke kun et pædagogisk og samfundsfagligt perspektiv, jeg berører i opgaven. Der er måske mange der tænker: Hvis du har et barn, hvorfor stopper du så ikke bare med at drikke? Derfor har jeg valgt også at belyse emnet afhængighed, for også at inddrage et sundhedsfagligt perspektiv. Dette har jeg gjort med hjælp fra Sundhedsstyrelsen, som sætter stor fokus på danskernes alkoholvaner og oplyser om, hvor sundhedsskadeligt det kan være at drikke for meget. Sundhedsstyrelsen er også gode informanter til børn og unge, der har alkohol tæt ind på livet i familien. Til sidst bruger jeg Finn Zierau, som er overlæge på Bispebjerg Hospital. Til sidst har jeg i mine empiriske undersøgelser valgt at beskæftige mig med den kvalitative metode. Jeg har lavet et interview med en ung kvinde, som er vokset op i et hjem med en far, der havde et alkoholmisbrug. Med i mine overvejelser har jeg søgt råd i Metodebogen SIDE 2
omkring, hvordan man laver et godt interview og hvilke redskaber man skal bruge. Dette kommer jeg mere ind på i afsnittet om metodeovervejelser. Alkohol I Danmark skønnes det, at omkring en tredjedel af nationens befolkning har et familiemedlem, der har et alkoholmisbrug. Der udover er det ca. halvdelen af befolkningen i Danmark, som kender en i sin omgangskreds, der har et overforbrug af alkohol. Ud af landets 5,5 millioner indbyggere er det omkring 860.000, der drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalede grænse dvs. at over 15 % ikke holder sig til grænsen, som er 14 genstande for kvinder og 21 genstande for mænd om ugen (Sundhedsstyrelsen, Alkohol: Børnefamilier med alkoholproblemer, 2014). AFHÆNGIGHED WHO har opstillet seks punkter, hvor den enkelte skal kunne nikke genkendende til minimum tre af disse inden for et år, før der er tale om afhængighed. Disse seks punkter er følgende: 1. En kraftig trang til at drikke 2. Mistet kontrol over mængden af alkohol, som man indtager 3. Abstinenser ved ikke at indtage alkohol 4. Alkoholindtaget er stigende for at opnå den fulde effekt af rusen 5. Problemer med at indgå i sociale fællesskaber og relationer dette kan eventuelt føre til fyring på arbejdspladsen og/eller skilsmisse 6. Stadig indtag af alkohol, selvom man mærker tydelige tegn på de negative virkninger, som ens store forbrug af alkoholen medfører (Zierau, 2001, s. 27) Eksempel: Michael på 43 år bor sammen med sin kone og deres to børn. Michael er de sidste måneder begyndt at drikke mere og mere, fordi opgaverne vælter ned over ham på arbejdspladsen. Det begyndte med en enkelt øl ved fyraften et par gange om ugen. Nu er det blevet til en six-pack hver aften. Michaels kone er blevet bevidst om hans stigende forbrug og har forsøgt at tale ham til fornuft, men dette er ikke lykkedes. På arbejdspladsen mærkes det også, og Michael har allerede været til to samtaler med chefen. Han har nu været til en tredje samtale, fordi han er mødt beruset op på arbejde, og chefen har valgt at fyre Michael. På grund af Michaels stigende forbrug og fyringen, vælger Michaels kone nu at flytte ud, da han vælger alkohol frem for familien, med hun håber på, at Michael kommer til fornuft. Hun forsøger at få Michael til at begynde i behandling, men dette mislykkedes også. I ovenstående ser vi et klassisk eksempel på en mand, der føler sig presset på arbejdet og ikke kan sige fra. De små genstande bliver efterhånden flere og flere her opfylder Michael SIDE 3
punkt nummer 4. Yderligere bliver han fyret fra sit job og konen flytter dette udgør punkt nummer 5. Michael opfylder også punkt nummer 6, da han vælger familien fra til fordel for alkoholen, da konen stiller ham et ultimatum. Michaels forbrug er altså hermed blevet til en afhængighed, som han er ude af stand til at kontrollere og dermed gået hen og blevet et misbrug. Heldigvis ender ikke alle familier, hvor et medlem har et alkoholmisbrug, som Michaels familie. Nogle gange møder man også solstrålehistorier. En sådan har jeg været heldige at finde, hvilket jeg ser nærmere på i min empiri. Teori OMSORG OG OMSORGSSVIGT Omsorg for et barn er en af de vigtigste byggesten i barnets liv og med til at præge barnets udvikling og opvækst. Børn er nemlig ikke selv i stand til at sørge for, at der er nogen, der tager vare på dem. Det er omsorgsgiveren, der er ansvarlig for at give barnet de kvalifikationer, der er med til at gøre barnet robust til at vokse op i samfundet, både socialt, fysisk og psykisk (Boserup & Merrild, 2012). Er omsorgsgiveren ikke i stand til at yde den korrekte omsorg og give empati, bliver der altså tale om et omsorgssvigt. Et omssorgssvigt kan være mange ting, og vold kan være en. Der findes fem typer for vold: Fysisk vold Psykisk vold Seksuel vold Materiel vold Latent vold Fysisk vold betegnes ved fysisk skade. Dette kan eksempelvis ske med spark, slag, ikke give barnet mad osv. Psykisk vold betegnes ved psykisk skade. Enten er barnet blevet truet med tæsk eller andre fysiske overgreb. Det kan også være at barnet ser, at far slår mor. Seksuel vold betegnes ved at have oplevet et seksuelt overgreb. Dette kan både være rent fysisk ved at blive misbrugt seksuelt men også ved at blive tvunget til at se en pornofilm og dermed blive krænket på ens seksuelle område. Materiel vold betegnes ved, at barnet er til stede, mens eksempelvis mor eller far ødelægger ting i hjemmet. Det kan også være, at barnets egne ting bliver ødelagt, eller barnets kæledyr bliver udsat for fysisk skade (Danner, 2008) SIDE 4
Latent vold er en form for vold, hvor man associerer til noget, der er sket før og danner tanker omkring, hvordan det kan ske igen. For eksempel hvis far sidste jul var fuld og ubehagelig, så tænker barnet tilbage på det og er bange for, at det kommer til at ske igen. Barnets hjerne er konstant på overarbejde, fordi det hele tiden tænker på hvornår sker det igen? (Abrahamsen, 2014). Der er i efteråret 2012 foretaget en undersøgelse i forbindelse med et forskningsprojekt lavet af Center for Rusmiddelforskning (artiklen er vedlagt som bilag 1), hvor 500 mennesker i alderen 18-34 år har deltaget. De er alle fra TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere), som er en rådgivning, der hjælper mange unge, som vokser op i familier med alkoholmisbrug (Philbert, 2009). Ud fra undersøgelsens resultater er Thomas Mackrill, der er psykolog og leder af projektet, kommet fra til nogle fatale tal og konklusioner. Han nævner blandt andet, at mange af de adspurgte unge, der er vokset op i familier med alkoholmisbrug, har været udsat for vold af fysisk, psykisk eller seksuel karakter. Næsten 50 % af de adspurgte havde oplevet fysisk vold. 63 %, altså næsten 2/3, havde været udsat for psykisk vold. Og 14,5 % var blevet udsat for seksuelle overgreb i deres barndom (Philbert, 2009). Ifølge Thomas Mackrill er alkohol hovedpersonen i disse familier. Han fortæller ydermere, at de børn, der vokser op i en familie med alkoholmisbrug udvikler sig forskelligt og har forskellige tendenser til at udvikle problemer senere hen i deres tilværelse både psykiske og sociale. Thomas Mackrill siger: I en familie med alkoholproblemer tager alkoholen al opmærksomheden også fra børnene, som ofte oplever svigt og manglende omsorg. Og nogle frygter, at deres forældre skal dø af deres misbrug. (Philbert, 2009). Her nævnes omsorgen og omsorgssvigtet, som disse forældre påfører deres børn. Men børn skal ikke tage ansvar for deres forældre. Som nævnt tidligere i afsnittet er det vigtigt for et barns udvikling, at der er nogen, der tager hånd om dem og passer på og beskytter dem. Det er derfor forældrenes ansvar, som de voksne, at drage omsorg for deres børn. Der skal tages fat om det problem, at der er en i familien, der har et alkoholmisbrug. Ellers bruger man for meget tid og for mange kræfter på at fokusere på alt det udenom. Her er der tale om, de problematikker det fører med sig, at der er en i familien, der har et alkoholmisbrug, eksempelvis vold. Når det er misbruget, der er kernen, er det her, man må starte med at tage fat. Citat 1: Som lille barn er det skræmmende at forestille sig, at forældrene ikke har styr på tingene, og så kan det være nemmere at skyde skylden på sig selv. På den måde kan de SIDE 5
også bevare en fantasi om, at situationen kan ændres, hvis bare de er lidt sødere eller artigere, selvom det er forældrenes ansvar at løse problemerne (Philbert, 2009). Citat 2: Børn elsker deres forældre og er solidariske med dem, så de vil af gode grunde bakke op om dem. De tænker, at deres forældre er der for at støtte dem og passe på dem og kan ikke vurdere, at deres forældre ikke tager sig godt nok af dem. Man kan sige, at de er udleveret til forældrene og er nødt til at have tillid til dem (Philbert, 2009). JOHN BOWLBY John Bowlby var en engelsk psykiater. Sammen med den amerikanske udviklingspsykolog Mary Ainsworth udviklede de grundlaget for tilknytningsteorien. Dette gjorde de gennem Bowlbys arbejde med fattige, udsatte børn efter 2. verdenskrig var endt og empiriske undersøgelser foretaget af Mary Ainsworth (Skovborg & Jessen, 2011). Når børn binder sig til sin mor eller far, er det ikke fordi, at de er barnets biologiske forældre, men fordi de er de personer, der beskytter barnet. Den, som barnet tilknytter sig, er altså den primære person i barnets hverdag, som giver tryghed, omsorg og beskytter barnet. Her kan der også være tale om en forælder med særlige vanskeligheder så som misbrug, da det ikke kommer an på egnetheden. Der kan dog stadig være forskel i kvaliteten af det bånd, som spædbarn og primær omsorgsgiver får til hinanden. Samspillet de to imellem kan være så svagt, at barnet tager det med sig senere hen i livet. Føler barnet sig for eksempel afvist i en tidlig alder af sin mor eller far, kan dette forårsage, at barnet senere hen vil have problematikker med tilknytning til andre individer i dets hverdag. Et barn, som oplever ikke at blive set eller hørt af sine forældre og ikke får opfyldt sine behov, får skabt et utrygt tilknytningsmønster til forældrene. Det vil kunne ses på barnet, når det føler sig udsat for fare. Bliver barnet derimod mødt med fyldestgørende respons fra forældrene, udvikler det her et trygt tilknytningsmønster og vil få en oplevelse af at blive passet på (Skovborg & Jessen, 2011). Der er ifølge John Bowlby fem forskellige tilknytningsmønstre mellem barn og forældre trygt, utrygt, undvigende, ambivalent og desorganiseret. Det trygge tilknytningsmønster Et barn, som oplever at forældrene giver det tilstrækkelig omsorg, beskytter det og opfylder dets behov, danner et trygt tilknytningsmønster. Barnet udvikles på mange områder og lærer blandt andet at være empatisk, social og at kunne reflektere. Det er nysgerrigt og er meget koncentreret om at undersøge verden. Forældrene kan se barnets behov og reagerer herefter for at opfylde disse behov. Barnet har her forældrenes fulde opmærksomhed og SIDE 6
bliver elsket og passet på og modtager den omsorg og tryghed, som det har brug for (Skovborg & Jessen, 2011, s. 31). Det utrygge tilknytningsmønster Som modsætning til det trygge tilknytningsmønster ses barnet i det utrygge tilknytningsmønster tilbageholdent i forhold til at gå på opdagelse. Det søger i stedet efter tryghed, da det ikke får sit tryghedsbehov opfyldt nogle steder fra. Barnet vil stoppe med at prøve at opspore en omsorgsgiver, der rækker hånden ud. I denne udvikling af barnet er det det sociale samspil med andre individer, der som oftest ikke bliver udviklet, som det skal. Barnet vil have svært ved til at udvise empati eller danne sociale relationer. Det er disse børn, der bliver for hurtigt voksne, da de må lære at klare sig selv. Dog er det utrygge tilknytningsmønster ikke lig med udvikling af psykiske lidelser senere hen (Skovborg & Jessen, 2011, s. 32). Det undvigende tilknytningsmønster Et barn, der danner et undvigende tilknytningsmønster, viser i en tidlig alder, at det ikke har behov for mor eller far. Hvis forældrene eksempelvis forlader det rum, hvor barnet er, er barnet i stand til at opstille en form for forsvarsmekanisme for netop ikke at reagere på, at det bliver efterladt. Viser et barn denne adfærd i et-årsalderen, søger det ikke længere trøst og omsorg hos forældrene. Barnet ser ikke forældrene som en tryghed og bliver selvstændigt og lukker sine behov inde i sig selv. Dette tilknytningsmønster bliver synligt, når barnet har opgivet, at forældrene vil give det den tryghed og opfyldelse af dets behov, som barnet har brug for (Skovborg & Jessen, 2011, s. 32). Det ambivalente tilknytningsmønster Når barnet ikke er sikker på, hvor vidt forældrene er disponible eller ej, opstår det ambivalente tilknytningsmønster. Her oplever barnet, at dets behov opfyldes alt efter, hvornår forældrene har tid og lyst. Det er altså styret af uforudsigelighed. Et barn, der udsættes for en udvikling, der bærer præg af forældrenes præmisser, bliver meget usikker på sig selv og er ikke i stand til at kontrollere dets egne følelser. Det vil reagere voldsomt, hvis forældrene forlader det rum, hvor barnet befinder sig og ved genforeningen vil barnet være så bange for at blive forladt igen og have svært ved at stoppe sin gråd. Et barn med dette tilknytningsmønster vil ikke være i stand til at turde gå på opdagelse, da alt det kender til er uforudsigeligt (Skovborg & Jessen, 2011, s. 33). Det desorganiserede tilknytningsmønster Hos børn der er desorganiserede, ser man ikke noget tilknytningsmønster. Barnet er så skadet, da det har været udsat for massiv omsorgssvigt fra forældrene, at det er styret af frygt og angst. Barnet har ikke tillid til nogen voksen, da det ser voksne omsorgspersoner, som det har set forældrene. Det er altså barnets frygt for forældrene, der er afgørende for, hvordan barnet reagerer på andre voksne eksempelvis pædagogerne i institutionen. Barnet tager derfor afstand til de voksne, som det ellers skal knytte sig til. Det er ødelagt efter at SIDE 7
være svigtet, så det orker ikke at organisere en måde at skulle håndtere tilknytningen på (Skovborg & Jessen, 2011, s. 33). Barnet vil udtrykke sin adfærd mest ved følelsesmæssige situationer, hvor det er naturligt for det, at omsorgsgiveren viser sig og støtter barnet. Tilknytningen er derfor altid synlig hos barnet, dog aftager denne synlighed dog omkring 3 års alderen (Thormann, 2009, s. 75). TILKNYTNING OG SAMSPIL I UDSATTE FAMILIER Som tidligere nævnt vil et barn altid knytte sig til sine primære omsorgsgivere (forældrene) lige gyldigt, hvor egnede disse personer er i rollen som omsorgsgivere. Det varierer dog, hvordan barnet knytter sig til de primære omsorgsgivere, da det hele kommer an på den emotionelle kontakt barn og omsorgsgiver imellem. I den trygge sfære er barnet i den overbevisning, at dets omsorgsgiver altid vil beskytte det mod farer og utryghed. Skulle der opstå noget uventet farligt, ved barnet, at det vil blive beskyttet (Killén & Olofsson, 2003, s. 94). Det kan dog blive et dilemma for barnet, netop fordi det altid vil være knyttet til dets primære omsorgsperson, at vige fra denne, når der opstår noget, som vi andre ville se som et faresignal for barnets udvikling. For omsorgspersonen vil være så langt fra barnet, at han/hun faktisk ubevidst vil påvirke barnets udvikling i en negativ retning. Er barnet for eksempel i gang med at udvikle et negativt tilknytningsmønster, så kan omsorgspersonen være med til at styrke denne udvikling. Så ikke nok med, at barnet ikke modtager den optimale omsorg og dermed udvikler et negativt adfærdsmønster, så er forælderen altså også med til at fremme denne proces (Killén & Olofsson, 2003). MARY AINSWORTH STRANGE SITUATION TEST Som sagt foretog Ainsworth en række empiriske undersøgelser om, hvordan børn og forældre tilknyttes. Ainsworth fulgte og observerede 26 børn og deres forældre fra børnene blev født til de var 1 år. Derefter udsatte hun børnene for en stresstest, dog under ordnede og kontrollerede forhold og kun i få minutter ad gangen. Moren til barnet forlod det rum, hvor barnet var anbragt, i nogle få minutter. Dette gjorde hun to gange. Ud fra hvordan barnet reagerede og den adfærd det udviste, kunne Ainsworth herefter analysere og konkludere barnets tilknytningsmønster. Det er denne undersøgelse, der har været fundamentet for tilknytningsteorien (Skovborg & Jessen, 2011, s. 34) Tryg/autonom Når moren forlader rummet, opfatter barnet det. Til trods for, at det nu er alene, går barnet alligevel på opdagelse i rummet. Da moren igen kommer ind, opsøger barnet igen sin mor, men er dog alligevel interesseret i at gå på opdagelse. Barnet udviser en rolig adfærd. SIDE 8
Undgående Når moren forlader rummet reagerer barnet ikke. Det har i stedet for travlt med at undersøge og gå på opdagelse i rummet. Uden for rummet er moren også mere optaget af rummet, end hun er af barnet og dets adfærd. Barnet underminerer sine følelser udadtil, da det er bange for at blive afvist. Det har senere hen vist sig, at børn med dette reaktionsmønster er stressede i situationen og det vedvarer i længere tid end hos børn med et trygt reaktionsmønster. Ambivalent Barnet reagerer her meget voldsomt over for sin mor. Det udviser både en gal, men også en kontrollerende ageren. Da moren forlader rummet, går det lille barn næsten ikke på opdagelse, og da moren igen vender tilbage, klamrer barnet sig til hende og udforsker på ingen måde efterfølgende. Barnet tvivler på den nærhed, der skal være mellem mor og barn og bruger derfor al sin tid på ihærdigt at søge denne hos sin mor. Desorganiseret/desorienteret Med denne adfærd udtrykker barnet sig på en måde af de ovenstående mønstre, når moren forlader rummet. Dog er det ikke sammenhængende med den måde, barnet ville reagere på, når moren igen kom ind i rummet. Barnet starter f.eks. ud med at udvise et mønster som tryg/autonom, når moren forlader rummet, men reagerer voldsomt ved morens tilbagevenden. Dette kunne være i form af, at søge væk fra moren eller udtrykke en anden atypisk adfærd, der ikke hænger sammen med barnets reaktion, når mores forlader rummet. Dette mønster er set hos børn, der senere hen har udviklet psykiske lidelser (Skovborg & Jessen, 2011, s. 35). Delanalyse: Bowlby VS. Ainsworth Det er tydeligt at se, at Bowlbys arbejde med tilknytning og Ainsworths arbejde med spædbørnene og deres mødre supplerer hinanden godt. De forskellige forhold mor og barn imellem og de forskellige adfærd, der kommer til udtryk, er stort set de samme hos begge teoretikere. I det trygge/autonome tilknytningsmønster har begge teoretikere fundet frem til samme konklusion: at barnet er trygt ved sin mor, reagerer når hun forlader rummet, men stadig har lyst til og interesse i at udforske verden. I det undvigende/undgående tilknytningsmønster er de igen enige om, at barnet bliver indelukket, da det er bange for at blive afvist på dets følelsesmæssige behov. Ydermere reagerer barnet ikke, når moren ikke længere er til stede i samme rum, og barnet fravælger her behovet for at søge trøst og omsorg hos sin mor. Det ambivalente mønster er meget præget af uforudsigelighed og delte følelser hos barnet. Begge teoretikere lægger her vægt på, at barnet vil reagere voldsomt, når moren forlader rummet og ved genforeningen have svært ved at slippe sin mor igen. Barnet er heller ikke i SIDE 9
stand til at ville udforske verden. Med hensyn til det desorganiserede/desorienterede mønster er de to teoretikere enige, hvis man ser bredt på forklaringen af barnets adfærd. Dog mener Bowlby, at der ikke er tale om et decideret tilknytningsmønster hos barnet, hvor Ainsworth mener, at barnet blander et af de første mønstre med en usammenhængende respons, til hvad der ellers ville være normalt inden for det såkaldte mønster. Bowlby har dog, til det trygge tilknytningsmønster, valgt at udvikle en modpart til dette, som er det utrygge tilknytningsmønster. Det har Ainsworth ikke gjort. Bowlby er mere beskrivende og reflekterende over, hvad barnet udvikler eller ikke udvikler på baggrund af tilknytningsmønstret. Modsat beskriver Ainsworth selve hændelsesforløbet af undersøgelsen, men ikke hvilke egenskaber og kompetencer barnet udvikler eller ikke udvikler. Som jeg ser det, handler Ainsworths fire mønstre mere til den adfærd barnet udviser i situationen, i den undersøgelse hun har foretaget, hvor Bowlby er mere analyserende på barnets videre udvikling og tilknytning. Man kan sige, at Ainsworth belyser barnets adfærdsmønster, og Bowlby belyser barnets tilknytningsmønster. Selvom de beskriver de to mønstre med henholdsvis adfærd og tilknytning, overlapper Bowlby og Ainsworth hinandens teorier. Man kan sige, at Ainsworth har lavet forarbejdet og beskrevet, hvad hun har set i situationen, og derefter har Bowlby taget det, analyseret og bygget videre for at forklare selve tilknytningen og hvad den har af betydning for udvikling af barnets kompetencer. I forhold til børns udvikling, når de vokser op i et hjem med alkoholmisbrug, mener jeg, at alle mønstre kan komme i spil. Alt afhængig af hvilken form for omsorgssvigt, som barnet har været udsat for, og i hvor slem en grad det har været, udvikler det lille spædbarn et tilknytningsmønster til sin primære omsorgsgiver. Som nævnt tidligere, hævder Bowlby, at børn altid vil tilknytte sig deres primære omsorgsgiver, også selvom denne ikke er i stand til at tage vare på barnet. Tilknytningsmønstret vil blive skabt i samspillet mellem barnet og det primære omsorgsgiver, og man kan derfor først tolke på det, når man observerer barnets adfærd i forhold eksempelvis moren som primær omsorgsgiver. ERIK ERIKSON Eriksons teori bygger på Sigmund Freuds teori, men er en videreudvikling af dele derfra. Erikson taler om menneskets tilpasning til og samspil med mennesker, sociale forhold og kultur. Han arbejder ud fra et psykosocialt synspunkt. Eriksons teori lægger vægt på ego ets og omgivelsernes betydning for ens identitetsdannelse. Hans teori går også på, at de otte livsstadier, han omtaler, er en slags kriseteori, da han mener, at hvis man kommer igennem hvert stadie, påvirkes ens udvikling. De otte livsstadier ( kriser ) udvikler ens identitet ved, at man kommer igennem SIDE 10
stadierne og derved gennemgår en læreproces. Dvs. ens egen oplevelse af sig selv som person, samtidig med omgivelsernes indflydelse på gennemlevelsen af disse stadier. Det centrale i Eriksons teori er individets identitetsdannelse. Erikson forklarer identitet som individets oplevelse af sig selv som en bestemt person i en social sammenhæng og i en historisk kontinuitet (sammenhæng gennem hele livet). Endvidere mener han, at det at danne sin identitet er en proces, som varer hele livet, men som tager udgangspunkt i det samspil, der var mellem mor og barn fra fødslen. Erikson skriver: Mennesket er både en organisme, et ego og et medlem af et samfund, og det er involveret i alle tre organisationsprincipper. Med det mener han, at man på en gang er både en biologisk organisme, et psykologisk væsen og et socialt medlem af samfundet (Jerlang, 2007, s. 35). Otte aldre i menneskets liv Som nævnt ovenover opererer Erikson med otte livsstadier, man skal igennem som et led i at udvikle og danne sin identitet. Han beskriver det, som skal være velfungerende i ens livsstadier for at kunne udvikle og danne sin identitet, men han beskriver også, hvad der kan være med til at forringe udviklingen. 1. Fundamental tillid kontra fundamental mistillid 0 til 1 år Fra barnet bliver født til det er 1 år er det afhængigt af sine forældre for at få opfyldt sine behov. Det indebærer f.eks. mad og kærlighed. Hvis barnet får opfyldt disse behov udvikler det en grundlæggende tillid til sine forældre og verden udenfor. Hvis barnet ikke føler tillid kan det bevirke, at barnet kan føle angst og føle sig forladt. Når barnet ikke får opfyldt sine behov kan det føle mistillid til personer omkring sig. Det er noget, som kan følge den enkelte resten af livet. Hvis man føler mistillid kan det vanskeliggøre samarbejde, kommunikation og føre til aggression. (Jerlang, 2007, s. 37-41) 2. Selvstændighed kontra skamfuldhed og tvivl 1 til 2 år Fra barnets første år til det fylder 2 år, udvikler det kompetencer. Det er kompetencer, som at lære at gå, tale, lege med venner osv. Barnet begynder også at få en fornemmelse for selvkontrol og selvstyring. Når et barn er omkring 2 år, vil det gerne afprøve grænser for, hvad de selv kan og gå på opdagelse i det. Hvis man giver lov til det som forælder styrker det barnet, da det får god mulighed for at udvikle sig. Det udvikler sig bl.a. ved at blive mere selvstændigt, få øget selvkontrol og en tro på, at det kan visse ting selv. Det modsatte kan være, hvis man som forælder er overbeskyttende og bange for, at der skal ske ens barn noget. Det kan gøre, at man giver sit barn lov til mindre, så det ikke får mulighed for at prøve grænser af. Et barn, som ikke får lov vil ikke udvikle troen på, at det kan selv. Det vil begrænse barnets selvstændighed og kan senere i livet give barnet store problemer med at tage initiativer og troen på egen kunnen (Jerlang, 2007, s. 41-46). 3. Initiativ kontra skyldfølelse 2 til 6 år Fra barnet er 2 6 år udvikler det sin sociale horisont. Barnet vil lege og prøve at efterligne SIDE 11
sine forbilleder. Man skal som forældre være med til at vælge aktiviteter for barnet, som giver det mulighed for at lære impulsstyring, opleve uafhængighed og en smule farlighed. Hvis man giver lov til det, vil barnet se positivt på sig selv og lære at gøre noget fra start til slut. Når barnet får lov til at vælge aktiviteter tilpasset af en voksen, vil det udvikle ovenstående. Det er også vigtigt, at man i dette stadie lærer barnet, hvad der er rigtigt og forkert, dog uden at man nedgører barnet, hvis det gør noget forkert. Hvis et barn ikke får lov til at prøve ovenstående af sine forældre vil det forbinde det at tage initiativ med skyld. Det kan gøre, at det kan komme til at føle sig forkert, når det gør det. Det kan føre til, at barnet overlader fremtidige beslutninger og ansvar til andre af frygt for selv at beslutte/synes noget forkert. (Jerlang, 2007, s. 46-50) 4. Flid kontra underlegenhedsfølelse 6 til 12 år Fra barnet er 6 12 år begynder det i skole og får dermed også flere venner og bekendtskaber. Barnet skal i denne fase lære at klare sig selv uden sine forældre. Barnet lærer også her, at andre har forventninger til det. Det kan f.eks. være barnets lærere og andre de kommer i kontakt med. Hvis man som barn i denne fase får det godt af at prøve at gøre sig bedste vil det føre til, at barnet føler sig god nok (kompetent). Barnet skal helst have en følelse af, at det har venner og hører til der, da det betyder meget for barnet i dette stadie. Hvis barnet ikke føler, at det har det, vil det udvikle en følelse af mindreværd og ikke at være god nok. Det er følelser, som kan følge barnet hele livet (Jerlang, 2007, s. 50-53). 5. Identitet kontra sammenblanding af roller 12 til 18 år Hvis stadierne forud for dette er integreret i barnet, vil barnet i alderen 12 18 år have en større bevidsthed, omkring hvem det er og hvad det gerne vil være. I dette stadie er det vigtigt, at det afprøver sig selv for at blive klogere på hvem det er (identitet). Det kan f.eks. være i form af grænser. For at dette stadie skal lykkes, er det essentielt, at den unge føler sig elsket og accepteret, som den person det er, også selvom det ikke altid selv kan stå inde for egne handlinger og opførelse. Det er vigtigt, at man i disse år får en fornemmelse af at have fundet sig selv, eller hvem man er, da det ellers kan vanskeliggøre beslutninger og at træffe valg i eget liv fremadrettet (Jerlang, 2007, s. 53-56). 6. Intimitet kontra isolation 19 til 40 år I alderen 19 40 år skal individet lære at skabe relationer. Både intime og nære relationer i venskaber og kærlighed. Dette stadie lykkes, hvis de andre stadier har givet den enkelte en følelse af succes. Hvis individet ikke har udviklet en grundlæggende tillid til sin omverden eller er usikker på sin egen identitet, kan det føre til, at det føler sig fremmed i egen omverden, isoleret, samt bliver angst for at komme for tæt på et andet menneske (Haarløv, 2009). SIDE 12
DANIEL STERN Daniel Stern er psykiater og mener, at det aldrig er for sent at lære barnet det, som det skulle have udviklet i en tidligere livsfase. Sterns teori om barnets udvikling tager udgangspunkt i allerede kendt viden, som er opnået blandt andet igennem iagttagelser af barnets adfærd, observationer af samspil og eksperimenter. Dertil har Stern videreudviklet ny teori om, at barnet er socialt fra fødslen han mener, at barnet allerede er formet og motiveret til at udvikle et samspil til andre individer. Sterns udviklingsteori baserer på, hvordan barnet som individ opfatter sig selv og samspillet med sine omgivelser. Til det har Stern fem forskellige selv-oplevelser i spil. De fem udviklingsfaser, går ikke ind og afløser hinanden, men forbliver eksistentielle hele livet igennem. De forskellige aldre, der er tilkoblet den enkelte periode lægger ikke fast, og man stopper ikke udviklingen, når man bevæger sig fra en fase til en anden. Det skal blot lægges ekstra vægt på, at udvikle de kompetencer, som den enkelte fase står for. De fem selv-oplevelser er: Det gryende selv, fornemmelsen af et kerneselv, det subjektive selv, det verbale selv og det narrative selv (Skovborg & Jessen, 2011, s. 40). Det gryende selv (emergente selv) Fra fødslen til 2-3 måneder Igennem respekt og anerkendelse udvikler barnet grundlaget for selvbestemmelse. Dette opnår barnet fra morens modtagelse af barnets kropslige kommunikation. Barnet kan nu så småt organisere sine oplevelser og hvad der kommer ud af disse oplevelser. Uden at vide det selv, opnår barnet det, som Stern kalder fornemmelsen af et emergent selv en selvfølelse bestående af to dele: organiseringen af oplevelserne og resultaterne af oplevelserne. Barnet lærer om sine sanseoplevelser ved af at organisere sine oplevelser. Herefter er barnet i stand til at koble to sanser sammen endda allerede efter et par uger (Skovborg & Jessen, 2011, s. 41). Fornemmelsen af et kerneselv 2-3 måneder til 7-9 måneder I denne periode udvikles kontakten barn og mor imellem. Det er i denne fase, at barnets samspilssituationer erindres bedst af barnet. Dette skyldes, at barnet husker en blanding af det emotionelle, sansninger, tid og sted. Det er ud fra disse samspilssituationer, at barnet vil skematisere det fælles, der finder sted i situationerne. Barnet vil herefter spejle sine samspil med moren i de samspil, det skal have med sine andre omgivelser og andre individer. Et barn, som i denne periode er mødt af en mor med omsorg og følelser, vil senere hen møde andre individer med et positivt syn og kunne udvise empati. Er barnet til gengæld mødt med uforudsigelighed, kan det senere hen have svært ved at danne relationer og er i tvivl om, hvad det skal forvente af andre. Stern fremhæver tre fornemmelser, kerneselvet indebærer: SIDE 13
Selvhandlen: Barnet oplever her, at det har kontrol over sig selv, men ikke over andre. Barnet opdager, at hvis det vil have kroppen til noget, så sker det. Selv-sammenhæng: Her oplever barnet, at det er en fysisk helhed. Det oplever også, at det er en del af nogle aktive så vel som passive handlinger. Selv-kontinuitet: Barnet føler her en vis sammenhæng af sig selv. Det vil altid have samme opfattelse af sig selv, selvom tiden ændrer sig (Skovborg & Jessen, 2011, s. 42). Det subjektive selv 7-9 måneder til 15 måneder Barnets subjektive selv bygger videre på fornemmelsen af kerneselvet. Barnet bliver i denne periode i stand til at observere og finde ud af, at der eksisterer andre individer, som er uafhængigt af barnet. Nu kan barnet begynde at udforske det selv som et subjektivt individ i samspil med omverden. Barnet finder det interessant at udforske det emotionelle, som det kan skabe til et andet menneske og den psykiske intimitet, som barnet kan opleve. Det er i denne periode, at barnet gennemlever andre følelser, end det fysiske så som sanserne. Det opdager her den psykiske kontakt til andre mennesker, så som følelser og kærlighed. Denne periode er et af de mest banebrydende hos et barn og dets videre udvikling, især hos omsorgssvigtede børn. Det ses tydeligt hos omsorgssvigtede børn, hvis de i denne fase oplever forældrene som manglende, fraværende og det ikke kan mærke deres empati eller omsorg. Omkring 7-måneders alderen vil barnet reagere voldsom, hvis forældrene forlader det. Det vil kun have, at det er de primære omsorgspersoner, som tager sig af det. Allerede 2-3 måneder senere, accepterer barnet dog, ikke at have forældrenes fulde opmærksomhed, da det er klar til at udforske verden. Skulle der dog opstå en form for fare, søger barnet hen til sine forældre for at komme i tryghed, for det er her, det har dannet en tilknytning. Fra barnet er ca. 6-12 måneder begynder det at danne indre arbejdsmodeller og dets kognitive færdigheder udvikles. Barnet er her meget opmærksom på sin egen adfærd i forhold til, om barnets forældre accepterer adfærden i forhold til omverden. De samspilssituationer, som barnet har organiseret, kommer til udtryk, når barnet skal møde andre voksne, som ikke er en del af familien (Skovborg & Jessen, 2011, s. 43-44). Det verbale selv 15-18 måneder til 36 måneder Barnet bliver i denne fase mere selvstændigt, da det udvikler flere færdigheder til at håndtere adskillelsen fra forældrene og mødet med omverden. Det udvikler verbal kommunikation og begynder at få forståelsen af tid. Barnet prøver grænser af, og lærer hvordan det kan forhandle. Det bruger rollespil til at skabe en forståelse af konflikthåndtering. Det narrative selv 36 måneder og frem Nu lærer barnet at skabe sin egen livshistorie og selvbiografi. Der skal fremstilles en fortælling om barnets liv, og det foregår i samspil mellem forældre og barn. Det barnet SIDE 14
tager med sig, som sin del at se verden på, er anerledes end det forældrene ser barnet i. I denne periode lærer barnet, at selvom det har en opfattelse af noget, kan andre godt opfatte tingene på en anerledes måde. Her lærer barnet om empati og om ordets betydning. Barnet ser nu verden i et større perspektiv og lærer, at det ikke kun er det selv, der har brug for trøst og omsorg. Det lærer at fortælle sin historie og se og høre andres. Det begynder så småt at gå op for barnet, at det ikke er altid, at mor og far kan være der, da de også har deres egne behov. Dog har barnet dog stadig brug for sine forældre ved utrygge situationer. Delanalyse: Erikson VS. Stern Erikson mener, at livets kriser skal løses inden for et vis tidsrum. Modsat, mener Stern, at det aldrig er for sent for et barn at udvikle de kompetencer, som det skulle have besiddet i en tidligere alder. Daniel Stern har valgt kun at fokusere på barnets tidlige alder, modsat Erikson, der har valgt at fremhæve udviklingen gennem hele livet. Stern vælger at tydeliggøre barnets udvikling i måneder, som jeg mener, bliver fremhævet mere konkret i de første leveår end Erikson formår. Dog tegner Erikson et bredere billede af mennesket som en helhed over længere tid, og man kan med Eriksons teori se en ny udvikling gennem hele livet. De to teoretikere er dog også enige på mange punkter. De mener begge to, at barnet i løbet af dets første år skal skabe den vigtige tilknytning og relation til dets primære omsorgsperson og opbygge en tillid til denne. Ud over det er det vigtigt for barnet, at det modtager kærlighed og empati for at kunne lære at begå sig i verden på en positiv og udforskende måde. Der udover er både Erikson og Stern enige i, at barnet bliver mere selvstændigt omkring 2- års alderen, og hvis forældrene giver lov, er barnet interesseret i at udforske verden og dermed udvikler det en tro på at kunne selv. Selvom Erikson har to yderligere livsstadier 40-65 år og 65+ - vælger jeg at lade disse to udeblive, da jeg ikke mente, at det var relevant i forhold til min målgruppe. I og for sig er det 6. livsstadie (19-40 år) heller ikke relevant henholdt målgruppen, men jeg fandt det alligevel interessant at bruge med hensyns til mit interview, da den unge kvinde i dag er 22 år gammel. Metodeovervejelser interview På det tidspunkt, hvor empirien skulle bestemmes, var vi to i gruppen min daværende makker Andreas og jeg. Det kom hurtigt frem, at vi ville bruge interview. De overvejelser vi SIDE 15
gjorde os omkring denne kvalitative metode var, at vi ville få nogle fyldestgørende og konkrete svar. Vi ville også kunne uddybe i selve interviewet, hvis et spørgsmål ville føre til et andet. Camilla er et opdigtet navn, da vi har valgt at anonymisere hende (Jensen, 2010, s. 145). Den unge kvinde, Camilla, læser også til pædagog. Af den grund var der ikke som sådan et magtforhold i forhold til professionen, som nogen af os skulle stå over for (Jensen, 2010, s. 109). Det kan være med til at skabe en vis forforståelse, da vi kender Camilla i forvejen. Det er ikke altid en fordel, da man vi f.eks. kan sidde med en forforståelse af, at fordi Camilla er så godt socialt integreret i dag, så tyder det på, at hendes barndom og udvikling ikke har været præget af farens misbrug. Når vi i interviewet så vælger at spørge ind til Camillas opvækst og farens manglende nærvær, har vi et eller andet sted allerede svaret på det selv, inden interviewet overhovedet er fundet sted. Derfor er det godt at gå til hånde fra en objektiv synsvinkel (Jensen, 2010, s. 126). Inden interviewet fandt sted forberedte vi os. Vi skrev spørgsmålene, så det styrede os hen imod vores problemformulering og ville give os svar på nogle af de ting, som vi ville undersøge. Vores intention med interviewet var at få bekræftet om de teorier, vi havde arbejdet med, kunne kobles sammen med en førstehåndskilde en der havde prøvet det selv (Jensen, 2010, s. 116). Vi havde forberedt et semi-struktureret interview altså et interview, hvor der er nogle faste spørgsmål, men samtidig kan tage os i andre retninger, hvis der pludselig skulle dukke nye spørgsmål op i forhold til svarene, som informanten kommer med (Jensen, 2010, s. 117-118). Hertil stillede vi åbne spørgsmål, altså hv-spørgsmål, så vi fik nogle fyldestgørende svar og ikke bare ja/nej (Jensen, 2010, s. 121). Vi valgte at lave interviewet midt i opgavens proces, da vi først ville have et fagligt kenskab til emnet, før vi kunne afklare, hvordan vi skulle bære os ad med interviewet og ikke mindst, hvad vi ville have ud af det i forhold til opgaven (Jensen, 2010, s. 115). Under interviewet stillede Andreas spørgsmålene, og jeg tog noter og kom med supplerende spørgsmål. Vi optog også interviewet med lyd, da det ville gøre det lettere at transskribere det. Vi havde altså fordelt rollerne imellem os både for at gøre det lettere for os selv, men også for at have to forskellige oplevelser af interviewet (Jensen, 2010, s. 119). Efterfølgende skulle vi transskribere og diskutere interviewet for derefter at analysere det. I denne fase gør man det ubearbejdede materiale til en faglig viden og forståelse af det emne, man undersøger. Uden at analysere vores interview, ville udefrakommende ikke kunne se meningen med det, og hvad der lå bag. Dette viser, at vi har et bestemt formål med interviewet (Jensen, 2010, s. 123). SIDE 16
Det der ikke fungerede så godt i forhold til vores interview var, at Camillas historie faktisk var så god og endte godt, så det har været lidt vanskeligt for os at skulle analysere interviewet i forhold til noget af den valgte teori. Dog har det lykkedes os at udvælge de elementer, vi fandt centrale i interviewet, som vi kunne parallelisere med den valgte teori og faglige baggrundviden vi havde (Jensen, 2010, s. 125). Til en anden gang ville jeg vælge at lave et interview med en pårørende eller en primær voksen til et barn, der er vokset op i et misbrugshjem. Camilla nævnte flere gange i interviewet, at hende mor nok ville kunne svare bedre på nogle af vores spørgsmål. Af private årsager var det dog ikke muligt at få et interview med Camillas mor. Det er nemlig svært, hvis ikke ligefrem umuligt selv, at erindre sin barndom og ens adfærd. Grunden til, at vi valgte ikke at bruge en kvantitativ undersøgelse, så som spørgeskemaer var, at det ville tage for meget af vores tid. Når man vælger en undersøgelsesmetode, der indeholder tal og statistikker, skal undersøgelsen helst være så bred som mulig, for at gøre undersøgelsen mere pålidelig og ægte. Dette konkluderede vi, ville være for tidskrævende i forhold til udarbejdelsen af opgaven. Empiri Jeg har valgt at tage udgangspunkt både i et praksiseksempel og en artikel, der er skrevet i forbindelse med en undersøgelse til et forskningsprojekt foretaget af Center for Rusmiddelforskning med Thomas Mackrill i spidsen, som tidligere er nævnt i opgaven. Der udover har jeg valgt at interviewe en ung kvinde, Camilla, som er vokset op i et hjem, hvor hendes far havde et alkoholmisbrug. Jeg har valgt hende, fordi hun i dag har et godt forhold til sin far, og han er kommet ud af sit alkoholmisbrug. Derfor syntes jeg, at det var interessant at undersøge, hvordan det også kan ende godt på trods af en dårlig start på tilværelsen. Kort fortalt er Camilla vokset op i en lejlighed i Ballerup sammen med sine forældre og tre storesøstre. Camillas far havde et alkoholmisbrug, fra hun blev født, men da hun havde sine første år i skolen, valgte hendes mor at give faren et ultimatum og lagde skilsmissepapirerne på bordet. Herefter blev faren tørlagt og har ikke drukket i omkring 15 år. Camilla husker kun ganske få episoder af sin lidt turbulente barndom. Men i bund og grund har familiens tætte sammenhold og åbenhed gjort, at de nu lever et godt liv uden komplikationer og gener fra fortiden. Jeg har valgt nogle uddrag fra interviewet, som jeg finder relevant i forhold til den valgte teori og min problemformulering. Disse er nævnt nedenfor i kursiv. Hvem var dine primære omsorgspersoner? SIDE 17
Min mor har været min primære, men også min far, senere hen. Ikke de første år af mit liv, men han blev det også. Hvordan var din opvækst? Som jeg husker, har jeg haft en god opvækst. Det er ikke særligt meget, jeg husker, fra når min far har kommet hjem og været fuld. Jeg husker en enkelt ubehagelig episode på fritidshjemmet. Der kom en pige hen til mig, ved navn Line, og sagde, at min far havde været rigtig mærkelig i weekenden. Line og en anden veninde havde været på fodboldlejrtur, hvor min far var hjælpetræner. På lejrturen var min far blevet rigtig, rigtig fuld, og han har set Line, gået hen til hende og sagt: Line min lille skat, jeg elsker dig og savner dig. Line spurgte mig, om jeg vidste, hvorfor han havde gjort det. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle sige, for jeg vidste ikke helt, hvad det handlede om, men alligevel gjorde jeg. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg svarede hende. Jeg tror egentlig bare, at jeg vendte ryggen til hende og gik. Jeg følte mig presset, da jeg stod med mine egne venner og veninder, som kiggede. Jeg tror, jeg har været 7 år. Gik det ud over din skole? hvordan? (Hvad betød det f.eks. for det sociale?) Nej, sådan husker jeg det ikke. Jeg tror mere, at det har været omkring børnehave og skolestart. Der husker jeg ikke som sådan, at jeg havde nogen med hjemme og lege. Og det tror jeg nemlig, har noget at gøre med min far. Min mor blev rigtig syg på et tidspunkt, og det ramte hende rigtig hårdt omkring det tidspunkt, så jeg kan huske, at jeg var meget hjemme hos hende deromkring. Men jeg husker ikke, at jeg har haft kammerater med hjemme, før jeg kom i skole. Jeg tror, min mor har sørget for, at jeg ikke fik venner med hjem i den periode, da der ikke var styr på hjemmet. Hvordan er jeres forhold i dag? Sindssygt godt. Jeg har været heldig, at jeg ikke har været så gammel til at huske så meget. Vi har været heldige i familien, da vi har haft mange samtaler om det. Det har været vigtigt, at vi har været så åbne omkring det og især fra min fars side. Jeg kan snakke åbent med ham i dag om hans misbrug. Jeg har der udover vedlagt et praksiseksempel som bilag 2, som er taget ud fra min praktik, hvor jeg var på et bosted for hjemløse med alkoholproblemer. Praksiseksemplet handler om en dreng på 9 år, som tydeligt er mærket i sin adfærd og tilknytning til sin mor, efter en opvækst i et ustabilt hjem. SIDE 18
Analyse PÆDAGOGENS ROLLE Det er vores ansvar som pædagoger at sørge for, at de børn, som vi arbejder med i vores hverdag, får en god start på livet. Børn, der er vokset op i en familie med alkoholmisbrug, går ofte alene med deres problemer fra hjemmet, fordi de føler en skam og synes ikke, at andre skal vide noget om, hvad der foregår. Dette kan både skyldes, at barnet er flov over, vred på eller er urolig for sin forælder (Sundhedsstyrelsen, Alkohol: For børn og unge, 2014). Som nævnt i afsnittet om omsorg og omsorgssvigt er der blevet foretaget en undersøgelse af Center for Rusmiddelforskning. Her fremgår det, at hos hele 25 % af de 500 adspurgte unge mennesker, har pædagoger eller lærere vidst, hvad der er foregået i hjemmet. Dog er det kun 8 % af dem, som har været i kontakt med en pædagog eller en lærer og har kunne drøfte de ting, der fandt sted i hjemmet. Det vil sige, at det kun er 10 ud af de 500 unge, der har haft en direkte kontakt med en fagperson inden for vores felt. Det mener jeg er dybt foruroligende, især fordi det faktisk er hele 125 af de adspurgte, der har været bevidste om, at pædagogen eller læreren sagtens vidste, hvad der foregik. Jeg undrer mig over og sætter spørgsmålstegn ved, hvad det er, der får et voksent menneske og så endda en fagperson, der er ansat til det samme til at vende ryggen til og se den anden vej. Jeg kan selvfølgelig ikke konkludere, hvad der er sket i situationen, men tallene er stadig bekymringsvækkende. Set ud fra teorien i opgaven, er der nogle faresignaler, som vi skal være særligt opmærksomme på i vores dagligdag. Om det er i daginstitutionen eller på bostedet for misbrugere, der har børn og børnene kommer på stedet. Børns adfærd afspejler sig i, hvordan deres opvækst har været, og hvordan der er draget omsorg for dem af de primære omsorgsgivere. Eftersom vi som pædagoger er uddannet og har fået kendskab til disse teorier har vi også et vis ansvar for at se de faresignaler, som de udsatte børn sender ud. Taget ud fra Bowlby og Ainsworth skal vi være særligt opmærksomme på den tilknytning det enkelte barn søger hos den voksne. Vi skal have fokus på, hvordan barnet agerer, når forældrene forlader rummet, for det kan have stor betydning for, hvad der sker inden for hjemmets fire vægge. Stern og Erikson lægger mere vægt på barnets færdigheder og kunnen. De belyser begge, at det er sundt for barnet at få lov til at prøve grænser af. Barnet skal have lov til at få en følelse af selvkontrol og det skal udvikle de forskellige grundlæggende fysiske og psykiske kontakter til andre mennesker. Heriblandt blandt andet at kunne mærke det emotionelle og sansestimuli. SIDE 19