En artikel fra KRITISK DEBAT Arbejde Skrevet af: Jan Helbak Offentliggjort: 01. september 2009 Hvorfor begrebet? Den vel nok vigtigste kommentar i forbindelse med lukningen af Lindøværftet kom fra fællestillidsmanden, der kort og kontant sagde, værftsarbejderne med lukningen ikke blot sagde farvel til sikker beskæftigelse - læg mærke til udtrykket beskæftigelse, men også til årtiers tradition, som den enkelte havde forbundet sin identitet med. Arbejdet bliver med andre ord sat i snæver forbindelse med identitet. De samme aviser har i andre sammenhænge, men indenfor samme tidsperiode bragt artikler med overskrifter som: "arbejde gør folk syge" eller "arbejde nedbryder familielivet og øger stressniveauet", hvor beskæftigelsesministeren (ikke arbejdsministeren) på den anden side opfordrer kommunerne til at kaste alle ressourcer ind i, at få de mennesker, der har mistet deres arbejde tilbage i beskæftigelse, fordi det er med til at sikre deres værdighed og modvirke social deroute. Herover for står udtalelser fra adskillige interviewede dansker, hvor det gennemgående er, at de skal bruge mindst en uge på at komme ned i gear, før de virkelig kan få gavn af feriens frihed. Altså at frihed opleves som det modsatte af arbejdets pligt - eller oven i købet tvang. Ikke så sært, at vi både i daglige samtaler og i politiske debatter ofte ikke taler om det samme, når begrebet arbejde indgår i samtalen. Det kan alene af den grund være værd at runde begrebets betydningshistorie. Hvad betyder det? Som selvstændigt, frem-trædende og betydningsfuldt begreb er arbejde egentligt ikke særligt gammelt. Det strækker ikke længere tilbage end til det gryende borgerlige samfund i det sekstende århundrede. Ikke dermed sagt, at det ikke blev anvendt før det tidspunkt - hvilket syndefaldsmyten fra Det Gamle Testamente vidner om. Det havde blot ikke samme centrale og afgørende placering og betydning i dagligsproget. Bl.a. blev begrebet enten anvendt i streng konkret og naturgroet form om en konkret produktion på niveau med al anden virksomhed, eller om et værk eller om en løsningsproces i forhold til en bestemt opgave. Og i modsætning hertil blev det i sin abstrakte og almene form anvendt som udtryk for møje og besvær eller slid. Den dobbelte betydning, som jeg refererede til i indledningen har således historisk været indbygget i begrebet helt tilbage til syndefaldsmyten, og afspejles bl.a. i det engelske sprog, hvor der findes to ligestillede betydninger af begrebet i henholdsvis work og labour. Work betyder noget i retning af, at bane sig vej, løse et problem, fungere, virke, produkt, skabe. Som det fremgår, fortrinsvis positive betydninger og medbetydninger. Labour er afledt af labor og labore, der henviser til slid, anstrengelse. Her er det ikke det positive produkt eller menneskets selv-frembringelse, der henvises til men forbruget af menneskelig energi, som går fra noget andet. Eller sagt på en anden måde refererer de to ord for begrebet arbejde enten til den menneskelige skabelsesakt- og virksomhed eller til et pligt- og tvangsforhold, hvor arbejde entydigt er reduceret fra mål og middel til alene at være middel. På dansk har vi flere begreber, der skal udtrykke dette dobbeltforhold, hvor begrebet arbejde er overleveret fra plattysk og alene betyder slid og trælleri. De positive aspekter udtrykkes så i begreber som virksomhed, skabelse, kreation, innovation osv., og betegner hermed en spaltning i menneskets livsvilkår og livsproces, der har haft og stadig har afgørende betydning for samfundets 1 / 5
organisation, selvforståelse og magtdeling. Begrebet som problematik Indtil Hegel for alvor tog fat i begrebet som central problematik i Åndens Fænomenologi, havde det ikke haft nogen fremtrædende plads hverken i åndshistorien eller i den aktuelle oplysningsbevægelse. Det er først med den franske revolution og den kapitalistiske produktionsmåde fremvækst, at begrebet følger med frem i rampelyset som dét centrale begreb til forståelse af, hvad der er i gære, og hvad der er historiens egentlige drivkraft. En problematik, der allerede introduceres med Reformationen. Men hvor Hegel så arbejde som et væsenstræk hos mennesket. Som det træk, der gjorde det muligt for mennesket at trænge ind i naturen, skabe sociale forbindelser og gøre samlivet fælles, dvs. som et væsentligt og konkret træk i menneskets handlen, ændredes begrebet mere og mere til at blive et abstrakt begreb til forklaring af den materielle historie og som grundlag for egentlig værdi. Med andre ord indgik begrebet i borgerskabets opgør med adlen, merkantelismen og de store jordbesidere og de fysiokratiske teorier og styrkedes i og med fremvæksten af en speciel samfundsklasse, hvis eneste kendetegn var, at den var nødt til at sælge sin arbejdskraft - evne til at arbejde i almindelighed - for at overleve. For Hegel var arbejdet grundlaget for menneskets yderliggørelse og sociale an-erkendelse, dvs. erkendelse af den anden. Et centralt begreb i en menneskeopfattelse og samfundsfilosofi. Men det blev Adam Smits politisk økonomiske begrebsbetydning, der vandt frem og prægede den senere betydningshistorie. Karl Marx tog afsæt i både Hegels og Adam Smits opfattelse i sin kritik af den politiske økonomi. Han påviste, at arbejdsbegrebet som abstrakt værdigbegreb var bundet til den kapitalistiske produktionsmåde, og mente samtidig i lighed med Hegel, at arbejde er menneskets universelle form for indgreb i naturen og skabelse af sin historie. Han mente også i lighed med Hegel, at arbejde, arbejdsdeling og sprogudvikling er dialektisk forbundne i hele menneskets udviklingsproces. Men i modsætning til Hegel flyttede Marx accenten fra det intellektuelle arbejde til menneskets praktiske og sanselige virksomhed, hvor intellektualitet og materialitet er indbyrdes forbundet. I den sammenhæng blev arbejdet set som formålsbestemt asymmetrisk virksomhed til forskel fra anden menneskelig symmetrisk aktivitet, der blot gentog bestemte handlinger uden at akkumulere nyt materielt grundlag, nye erfaringer og nye måder at gribe ind i naturen på - kort sagt uden at skabe historie. Forskellen på det sandslot, der bygges i legen og det hus, der bygges til beboelse ligger først og fremmest i motivet og formålet, som har endemålet for øje. Om sandslottet ædes af bølgerne gør ikke så meget. Handlingen kan gentages dagen efter. Det samme er ikke tilfældet med huset. Det første er beskæftigelse. Det andet arbejde. Vel at mærke konkret arbejde, der både er historieskabende, sprogudviklingen og individformende. Abstrakt arbejde som tvang Det er først under den fuldt udviklede kapitalisme og den historiske arbejdsdeling under den kapitalistiske vareøkonomi, at arbejdsbegrebet fortrænger den Hegelske opfattelse og antager den mere grundlæggende betydningsændring, som er fremherskende i dag. Med fremvæksten af en samfundsklasse, hvis medlemmer alene kan opretholde livet ved at sælge deres arbejdskraft - eller gennemsnitlige arbejdsformåen - til indsættelse i en produktionsproces med det primære formål at skabe en værdiforøgelse for en anden samfundsklasse, der ejer de nødvendige produktionsmidler og forudsætninger for produktion af samfundets materielle rigdom. Denne nye klasse får navnet arbejderklasse, fordi denne klasses medlemmer alene er karakteriseret ved at kunne arbejde uden at være bundet til en bestemt form for arbejde eller til en bestemt frembringelse af konkret brugsværdi. Formålet med deres arbejde er først og fremmest bundet til 2 / 5
frembringelsen af profit - forøgelse af den pengemæssige værdi. Arbejdet bliver abstrakt og mister i samfundsmæssig forstand reelt sin betydning som en formålsbestemt individuel skabelsesakt, hvori det enkelte menneske dels yderliggør sig selv og sine kapaciteter og dels herigennem bliver til en realitet for den anden. Arbejdet bliver til gennemsnitlig afhændelse af arbejdsformåen mod en gennemsnitlig lønindkomst, så det bliver muligt at leve. Og uanset, at arbejdet stadig er konkret og formålsbestemt i selve produktionsprocessen, er og bliver den konkrete formålsbestemthed nu underlagt det overgribende formål at frembringe profit. Hermed ændrer arbejdet karakter og bliver til abstrakt arbejde og til tvang. Arbejdsbegrebet kommer således også til at stå i modsætning til de menneskelige udtryksformer som eksempelvis skabelse, selvfrembringelse, kreativitet, kunst, som det tidligere havde indeholdt. Et grundlæggende menneskeligt væsenstræk bliver til en vare, der kan handles på et marked - arbejdsmarkedet. Selve arbejdet og arbejdsprocessen bliver fremmedstyret indenfor de kapitalistiske produktionsstrukturer, hvorved både arbejdet som sådan, arbejdsprocessens konkrete sekvenser og arbejdsproduktet træder op overfor den enkelte som fremmed tvang. Det enkelte individ mister i denne transformationsproces selvbevidsthed og historiske sans. Der indtræder en historisk spaltning mellem menneskets sociale selvbevidsthed, hvor det samfundsmæssige arbejdes produktive og skabende fællesskabsbetydning står overfor og i modsætning til det abstrakte arbejde, hvor det enkelte individ isoleres med sine kapaciteter og potentialer reelt afskåret fra at blive anerkendt for sin universelle formålsbestemte og produktive virksomhed - al den stund produktivitet og værdi alene forbeholdes kapitalistisk arbejde og produktion. Det er i samme transformationsproces, at den sentimentale dyrkelse af den borgerlige familie indtager scenen, og det personlighedspsykologiske identitetsbegreb vinder frem både indenfor skønlitteraturen og i fagpsykologien. Arbejde ud over det abstrakte arbejde i den kapitalistiske produktion udsondres som enten uproduktivt eller reduceres til fritids sysler, beskæftigelse eller reproduktion som f,eks det huslige arbejde og senere det institutionaliserede reproduktionsarbejde i den offentlige sektor. Spaltningens perspektivforvridning Når Karl Marx ofte er blevet kritiseret for at tilstå arbejdsbegrebet for stor betydning, hænger det fortrinsvis sammen med, at udgangspunktet for kritikken ligeså ofte har været det kapitalistiske/borgerlige arbejdsbegreb, som i begrebets sene betydningshistorie har opnået universel status som gældende for alle perioder i historien og dermed gældende som et menneskeligt grundvilkår. Men i lighed med Hegel anskuede Marx arbejdet - vel at mærke det konkrete arbejde - som forudsætning for al historie og udvikling og for det enkelte individs udfoldelse af sine potentialer, kreativitet, sprog og samvittighed forstået som den fælles sam-viden. Altså den grundlæggende aktivitet, der gør tanker, følelser, handlen og skabelse af noget konkret fælles og skaber inter-esse - dvs. mellemværen. Men med opkomsten af det abstrakte arbejde udspaltes disse aspekter i arbejdet til privat foretagsomhed - til private anliggender. Det skabende og udviklende underordnes profitproduktionen, og den skabende produktion forvises til privat reproduktion. Arbejdet mister karakter af selvstyre, forfinelse af egenkontrol og selvbevidsthed. Arbejdet bliver til tvang, og livet leves først efter arbejdets ophør. Ved arbejdets grænse viser friheden sig. Kritikken af denne udvikling udgør et af de mest centrale elementer i Marx's kritik af den politiske økonomi og det borgerlige samfund. Overfor de liberales abstrakte arbejds- og frihedsbegreb, satte Marx arbejdets frigørelse og overvindelsen af det abstrakte arbejdes fremmedstyrende tyrani som 3 / 5
forudsætning for menneskets konkrete og praktiske frihed. Dermed ikke sagt, at det enkelte individ under kapitalismen ikke konstant tilstræber at folde sig ud og sætte sine ressourcer og potentialer i spil i den konkrete produktionsproces eller i den statsinstitutionelle reproduktionsproces. Den kapitalistiske produktionsproces og samfundsformation kunne i virkeligheden ikke fungere foruden. Pointen er der imod, at hvor meget den enkelte arbejder/lønmodtager end lægger af energi og opfindsomhed i den enkelte arbejdsfunktion og arbejdsproces, så er han/hun underlagt en højere logik, hvis endelige værdimål står fremmed og aldeles udeltagende overfor det konkrete arbejde. Hvor vigtigt det end er, må det vige pladsen, skulle det komme i modsætning til produktionsprocessens formålslogik - skabelse af værdiøgning og profit. Det er denne spaltning og indre konflikt i arbejdsbegrebets betydning, der har sneget sig ind i vores dagligsprog og bevirker, at vi har vanskeligt ved at finde ud af, om vi taler om det samme, når begrebet indgår. Eller at vi anvender begrebet i ganske modstridende betydninger, der afholder os fra eller forhindrer os i at komme til begreb om vores grundvilkår og historie. For beskæftigelsesministeren har selvfølgelig ret, når hun henviser til, at dette at have et arbejde er en vigtig forudsætning for at opnå en samfundsmæssig status, der giver værdighed. Men ligeså meget ret har de arbejdsmedicinere og arbejdsmarkedsforskere, der hævder, at arbejdet gør folk syge, giver stress og ødelægger familielivet - med andre ord udtørrer den enkelte lønmodtagers energi så meget, at han eller hun er for udasede til at folde sig ud i deres fri tid. Eller de forskere, der hævder, at lønmodtagerne bryder sammen under fremmedstyring og fraværet af indflydelse på eget arbejde - kort sagt at arbejdet - dvs. arbejdet under det abstrakte arbejdes dominans - også indeholder et centralt afstumpningselement, der selvfølgelig helt konkret er mindst indgribende i de funktioner, hvor den enkelte arbejdsudøver oplever at have relativ stor indflydelse på planlægning og udførelse af arbejdet. Men uanset det meget komplekse billede af arbejdsdelingen med grader af selvstyre og meningsfuldhed i arbejdet henholdsvis fremmedstyring og meningsløshed, så er selve begrebet arbejde i dagens Danmark og her tilhørende betydning og vurdering afledt af og begrænset af logikken i den kapitalistiske produktionsfornuft og indsnævrede produktivitets- og væsentlighedsopfattelse. Hele Human Ressource bevægelsen og arbejdspsykologiens fremvækst finder alene deres berettigelse i arbejdsbegrebets spaltning og arbejdsgivernes evindelige bestræbelser for at overvinde denne spaltning og modsætningen mellem abstrakt og konkret arbejde med det formål at bringe det enkelte individs kapaciteter og potentialer ind i den produktion, som i hele sin logik har forvist dem til de samme individers private isolation. På samfundsplan tager denne grundmodsætning form af vedvarende og tiltagende modsætninger mellem det mulige og faktiske opnåelige, mellem individ og samfund, mellem forskellige sociale samfundsgrupper og deres stilling i magthierarkiet, mellem ønsket om at komme et vildt voksende bureaukrati i statssystemet og i de store koncerner til livs og det enkelte individs tilbagetrækning fra det offentlige til det private, hvor det begrænsede selvstyre og den begrænsede ret til at udfolde sig hersker - som individets defensiv forsvar for sin arbejdstrang mod kapitalens arbejdstvang. Potentialet i spaltningens overvindelse På trods af kapitalismens dehumanisering af arbejdsbegrebet og underordning af alle menneskelige livsytringer profitmaksimeringens tvang, forsøger det moderne menneske enten at bekæmpe denne tvang eller forsvare det konkrete arbejdes logik overfor det abstrakte arbejdes logik. Helt ned på fabriksgulvet på virksomhederne forsøger den enkelte lønarbejder at skabe mening i 4 / 5
galskaben enten ved at hævde sit fags specifikke og værdifulde kvaliteter eller ved blot at udføre sit arbejde ordentligt og samvittighedsfuldt. I den anden ende af arbejdsdelingens skala går professionsgrupperne til kamp for deres fag, deres myndighed og autonomi som et forsvar mod New Public Managementstrategiens instrumentalisering, rutinisering og afstumpning af deres arbejde. Kendetegnende for alle faggrupperne er ønsket om - nærmest som en indre trang - at overvinde meningsløsheden og tilkæmpe sig retten til at folde sig meningsfuldt ud som selvstændige individer gennem deres konkrete arbejde og dette arbejdes fællesskab. I løbet af de sidste ti års liberalistisk dominans er denne modsætning mellem arbejdsgiverne og lønarbejderne blev mere fremherskende som en selvstændig og prægnant problematik - og som en ny dimension i kampen om ledelsesretten. Indtil nu har det været Sisyfosarbejde, fordi kampen om arbejdets indhold af nød har været underordnet kampen om arbejdskraftens betaling. Men på den anden side udfører arbejdsgiverne også deres Sisyfosarbejdet i bestræbelserne for at kolonisere de kapaciteter og potentialer hos det enkelte individ, som den kapitalistiske samfundsmåde har forvist til privatssfæren. Igen og igen indføres nye forfinede metoder til at hive mest mulig kreativitet og arbejdsenergi ud af den enkelte. Men aldrig så snart er nye metoder rullet ud og sat i gang, før lønmodtagerne stritter i mod og finder nye ligeså forfinede metoder til at beskytte sig selv og forsvare sig. På den led er arbejdsmarkedet som en vedvarende skyttegravskrig, hvor fronterne rykker i nyk men samlet set ikke ændres væsentligt. Det afgørende er dog, at det moderne menneskes behov for at udtrykke sig som individ og skabe sig selv gennem arbejdet - indenfor det naturlige fællesskab og sprog - træder tydeligere og tydeligere frem som et gennemgående modsætningsforhold under kapitalismens stadig mere komplekse arbejdsdeling. For selv om arbejdet på mikroniveau - på den enkelte arbejdsplads - bliver mere og mere rationelt organiseret, betyder det grundlæggende modsætningsforhold, at de multible og komplekse og isolerede rationaliteter kun opnår samfundsmæssig rationalitet gennem et vildtvoksende bureaukrati, der fremmedstyrer, kontrollerer og underordner den samlede mængde arbejde under profittens logik. Det kaldes også i ubestemt form - vækstens logik. Hermed også sagt, at det samme bureaukrati kun i anden eller tredje orden tager hensyn til arbejdets konkrete indhold eller historiske betydning - om arbejdet er fornuftigt og i overensstemmelse med menneskets trivsel og rationelle forhold til hele naturgrundlaget for menneskets videre historie. Det betyder også, at skal kravet om humanisme i og demokratisering af hverdagslivet opnå substantiel betydning, kommer vi ikke uden om et opgør med den borgerliggjorte og spaltede betydning af arbejdsbegrebet - dvs. et opgør med spaltningen af arbejdsbegrebet i abstrakt og konkret arbejde. Sidstnævnte kan ikke trænge igennem og folde sig ud, så længe profitmotivets abstrakte arbejdsbegreb dominerer. På den anden side betyder det også, at mennesket ikke rationelt og formålsbestemt har indflydelse på, hvorledes der skal arbejdes, med hvilket formål og indenfor hvilke grænser - dvs. indflydelse på skabelsen af den menneskelige historie. Overvindelse af arbejdsbegrebets spaltning i praksis, er således også forudsætning for skabelsen af det reelle samfundsdemokrati, for så vidt betydningen: folkets autonome styre i modsætning til profitlogikkens abstrakte fremmedstyre. 5 / 5